lørdag den 11. maj 2013

Familie

Jeg synes, at det kan være svært, for i min familie er der hele tiden problemer, nogle gange når man bare et punkt, hvor man giver op.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle om det uden, at jeg sætter nogen i dårligt lys, for på en måde kan jeg se det dårlige og det gode i dem alle, men det meste er bare dårligt.
Den ene kan ikke gøre for det, en anden skal have skylden for alt, en tredje kan åbenlyst ikke skældes ud, hvad sker der lige for det, hvorfor skal den en ene altid have skylden for det, de andre har gjort, bare fordi den ene ikke kan gøre for det og den anden ikke kan skældes ud?



Man roser den ene helt vildt, personen har fået en uddannelse, personen har fået et godt arbejde, personen har startede egen virksomhed, personen har fået en smuk, skøn, dejlig og klog kæreste, personen er bare så dygtigt.
Personen kan sidde og svine andre så meget til, også mig og min mor, men det er helt i orden, for personen er så dygtig.
Personen vil ikke være venner med mig på facebook, for jeg er, som jeg, personen har bestemt, at kæresten heller ikke må være venner med mig på facebook.
Jeg føler, at hvis personen kan få mig kørt ned psykisk, så er personen en vinder, jeg føler, at når jeg dør en dag, så vil personen være glad, for så slipper personen for forfærdelige mig.
Jeg kan ikke sige noget der er rigtigt i følge denne person, og lige meget hvad jeg gør, så er det ikke rigtigt.
Personen har det med at være efter mig, hvor jeg tit er ved at bryde sammen i gråd, nogle gange forlader jeg rummet og går væk, for at samle mig sammen igen og måske begynder jeg at græde.




Den anden person kan jo ikke gøre for det, så længe personen forsøger, så er det godt, personen er så god til at dyrke planter frem fra frø, personen kan klare sig selv, men hver gang personen siger noget mega ledt, så kan personen jo ikke gøre for det.
Jeg skal hele tiden passe på, hvad jeg siger, fordi jeg ved aldrig hvornår personen bliver fornærmet over det, hvis personen bliver sur på en, så kan der gå flere måneder inden personen snakker til en igen, der er nogen hvor personen ikke har snakke til dem i over et år.
Det har altid været sådan, at når jeg har åbnet en dør, så kunne personen ikke røre håndtaget, fordi jeg har rørt den.
Personen må gerne kritisere mig, men jeg må ikke kritisere personen, for det er noget andet når det er mig der skal kritiseres, personen bliver mega sur, hvis jeg kritisere.
Personen er meget god til at give en følelse af, at man ikke kan noget og ikke dur til noget, men samtidig kan man få en følelse af at det man så laver er godt, alt efter hvad det er selvfølgelig, men der er bare nogen ting, hvor jeg får en følelse af, at jeg er god til det af denne person.
Der er bestemte emner, som man ikke skal snakke med personen om, så som min mor og far, det er bandeløst.
Personen tror, at personen har ret til at bestemme over andre, gør lige dit og gør lige dat, så får jeg af vide, at jeg skal, fordi personen har det ikke let.
Hvis der er noget personen ikke vil have, at man gør så skal man IKKE gøre det, så må man ændre det, hvis man nægter det, så finder personen ud af hvordan man kan blive tvunget til at ændre det alligevel.
Det der nok såret mig mest i forhold til denne person, var da personen sagde til mig, at personen vil danse på min mor og fars grav, når de var døde og begravet.
Jeg blev så knust, for hvad ligner det, de har altid holdt hånden over personen, de har altid gjort deres for at hjælpe personen, og hvad er takken, en jubel for at de er døde.







Det eneste jeg kan får af vide er, du har ordnet haven godt, når du en gang er blevet dygtig til at tage billeder, kan du måske sælge nogen.
Jeg føler, at jeg ikke dur til noget, jeg kan ingen ting, hvis jeg engang bliver dygtig, så er jeg heldig, men det bliver jeg jo aldrig.
Jeg er bare doven og gider ikke at lave noget, jeg har ingen venner, fordi der ikke er nogen, der gider at være venner med en, som mig.
Jeg føler mig så ensom i denne verden, for jeg føler, at lige meget hvad jeg gør og siger, så er det ikke godt nok, jeg føler, at jeg kun kan skabe problemer, at jeg er familiens sorte får.
Jeg føler, at folk kun er venner med mig, fordi så kan de lave grin af mig eller sige til sig selv, at sådan vil de ikke være og så har de det bedre med sig selv.
Jeg kan ikke stole på nogen, for det eneste jeg har mødt er svigt.
Jeg har fået af vide, at jeg er forkælet og det er den yngste altid, det er nok også rigtig, jeg får da mange ting, men jeg har så også skulle betale den hårdeste pris for det, for hånden er ikke blevet holdt  over mig - jeg fik jo skylden for det de andre gjorde, så de købte min kærlighed med gaver i stedet for.
De mistet et barn inden mig, så de havde ingen kærlighed til mig, de brugte det på de to ældste, for hvad nu hvis de mistet mig, så har de spildt kærlighed også, så de købte min kærlighed med gaver i stedet for.
Ja, jeg fik mange ting, men jeg vil heller være dem for uden, hvis jeg kunne have fået den kærlighed i stedet for.
Jeg har altid skulle tage skylden for personerne, hvad er takken for det, at mine forældre bliver lavet til grin, hvilket jeg føler er en hån af mig, fordi min mor betyder rigtig meget for mig, jeg glæder mig ikke til den dag, hvor hun dør, for hvem er jeg, hvis hun ikke er der, hvordan skal jeg kunne leve, hvis jeg ikke har hende.





Vi er meget splittet, den eneste jeg kan med i min familie er min mor, jeg har ingen fætre eller kusiner, som jeg kan med, da de er meget ældre end mig, men også fordi nogen er mere snobbet, og så er jeg ikke god nok mere til dem.
Der er så mange problemer på kryds og tværs i min familie, så lige meget hvem man nævner, så kan man næsten nævne en der har problemer med den person.




Jeg vil ønske, at vi kunne bedre sammen, men det kan vi ikke, så den dag min morfar dør, så er min familie blevet mindre, og den dag min far dør, så har jeg kun min mor, så er det begrænset hvem jeg har ud over det, den dag min mor dør, så har jeg kun mig selv.
Så husk der ude, at hold af hinanden, lige meget hvad, så skal I ikke tage andre for gode vare, for alle gør deres bedste og det er bedre end ingen ting.




2 kommentarer:

  1. Du har en ven, Cecilie. Og ikke ud af skyld eller skadefryd, men en ven af kaerlighed. Ja, vores forhold har ikke altid vaeret en dans paa roser, men jeg er din ven, og jeg ville oenske at vi kunne vaere taettere igen. Jeg ved ikke helt havd jeg skal sige til dig fortiden, for jeg foeler at du ikke tror paa ores venskab og du er meget nedtrykt og i daarligt humoer heletiden. Jeg vil gerne hjaelpe dig, snakke, muntre dig op, hvadsomhelst. Men jeg er ikke sikker paa hvad det er du vil ha. Det er godt at du har bloggen saa jeg kan faa lidt mere indsigt i havd du egentlig taenker og foeler!
    <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har lukkede mig meget inde det sidste stykke tid, da jeg følte, at jeg ikke kunne overskue noget, jeg kæmper en kamp for at holde hverdagen sammen, når jeg så ser hvordan alle forguder Morten, og det eneste jeg kan få af vide er, at når jeg engang kan tage gode billeder, så kan jeg blive til noget... Jeg dur ikke til noget, men en gang når jeg dur...
      Jeg har haft fat i en passer, og lavet en lille streg, men en der forsvinder, men jeg føler en træng til at gøre det være..
      Mine forældre er hele tiden sure på hinanden, jeg synes, at det er så hårdt...
      Nogle dage har jeg bare haft brug for at komme væk, men jeg følte, at jeg ikke havde nogen steder...
      I dag oppe i skolen, følte jeg, at jeg kom til at virke afvisende på dig, da jeg gik, hvilket ikke var meningen, for jeg havde bare noget at tænke på...
      Morten og Kamilla snakker jo ikke til mig mere, jeg føler, at jeg ikke har så meget familie mere, min familie bliver mindre og mindre...
      Jeg tager mere og mere på, bliver grimmere og grimmere, men jeg har en indre Alice, der siger til mig, at jeg er køn, hvilket hjælper lidt, jeg gør nogle småting nogle dage, for at føle mig pæn...
      Jeg er begyndt, at træne for at tabe mig...
      Jeg føler, at jeg kan bruge bloggen som en slags dagbog, men også en måde så blandet andet du kunne få et indblik i hvad der forgår inde i mit hoved, i mit liv...
      Jeg har noget oprydning her hjemme som skal ordnes, men lige nu er det faktisk ikke særlig meget, så bare at hygge os, lige som da vi tog ud til stranden, det nyder jeg, at komme lidt væk fra det hele med dig...

      Slet