søndag den 2. marts 2014

Folkeskolen

Da min far er pensionist, så blev jeg passet hjemme indtil jeg startede i 0 klasse i august 1993, det vil dog sige at det sidste års tid, der gik jeg i legestue et par dage om ugen, og det var kun om eftermiddagen.

Jeg kan huske, at jeg glædede mig helt vildt til at komme i skole, for så skulle jeg til at have venner, jeg skulle have nogle at lege med, det var ikke så meget det, at jeg skulle lære noget, men det var at få venner.

Allerede fra start af var der ikke nogen der vil snakke med mig, jeg kunne ikke forstå hvorfor, de kendte mig jo ikke, jeg blev så fortvivlet.

Jeg kan huske en dag, hvor jeg kom ind i klassen, så kiggede jeg hen imod en klatre hule der var i modsatte ende af lokalet, der sad der nogle af de andre fra klassen, de holdte øje med mig, imens jeg gik igennem lokalet og hentil bordet, hvor jeg skulle sidde, jeg kunne høre at de sagde et eller andet og sluttede med hende, sådan var det igen og igen i den klasse.

Vi havde en bestemt dag i ugen hvor vi lavet mad i klassen, jeg endte med at melde mig frivillig, for så at komme lidt væk fra øjne, og ud på gangen og stå med klasselæren, man skulle tro, at hun vil tage det til eftertanke at det altid var den samme der meldte sig, men det gjorder hun ikke.

I slutningen af skoleåret var vi på overnatningstur, fordi vi skulle have ny klasselærer efter sommerferien 1994, han skulle lige have en chance for at lærer os at kende inden han skulle have os.

På den tur havde jeg mest af alt løst til at bryde sammen, da vi er i gang med at gøre klar til aftensmaden, så skulle Christina (en af de andre fra klassen) og jeg bare et fad hver med pålæg ud til et bord ved bålpladsen, rundt om Christina gik der en del af de andre piger, fordi de vil have hende til at fortælle noget.

Jeg gik over en meter fra hende, så taber Christina sit fad, de andre giver mig skylden og siger det til vores klasselærer, som senere komme hentil mig ved bålet og siger "Cecilie, de andre har fortalt hvad der skete, og du skal ikke mobbe Christina", jeg kunne bare ikke forstå, at selv læreren accepteret deres forklaring uden at høre min.

Da vi så skulle sove, var det ikke bedre, der var kun tre værelser, som vi børn blev delt ind på, ingen vil have mig, for jeg var natlægger, men jeg var ikke den eneste der var det, men jeg var den eneste der skulle høre for det.

Da jeg startede, synes jeg, at jeg var normalt, men som året gik, begyndte jeg at tænke, at der var noget galt med mig siden, at de ikke vil snakke med mig og at det altid gik ud over mig, jeg prøvet ihærdigt at finde ud af hvad der var galt med mig.

Men jeg kunne bare ikke finde ud af det, til sidst fandt jeg frem til at det måtte være fordi jeg var tyk, jeg var bare ikke tyk, så da skoleåret sluttede, så var jeg i følge mig selv tyk, og der var derfor jeg ingen venner havde.


De næste fire skoleår blev ikke bedre, de blev ved med at holde mig ude, hvis de havde chancen for at give mig skylden, så gjorder de det, for lærerne troede på dem, ikke på mig, og tit vil de ikke have min side af tingene afvide.

I tredje klasse fik jeg for meget af alt det mobning, så spurte jeg min mor, om jeg måtte skifte skole, så vil hun vide hvorfor, da jeg så sagde, at jeg blev mobbet og jeg kunne ikke klare mere, så sagde hun "Jeg ved godt, at du bliver mobbet.".

Vi havde aldrig snakkede om det der hjemme, så da min mor sagde det til mig, så følte jeg mig svigtede, for når de ikke gør noget i skolen, så skulle forældre jo gøre noget, men det gjorder de ikke, men jeg fik lov til at skifte til en lille skole.

Der gik det godt i starten, det eneste der var, var nok en af dem der var yngre, tit bed mig i armene, lærerne kunne ikke gøre noget ved det.

Jeg gik i en klasse hvor vi var fem elever i, jeg havde lidt svært ved at falde ind, men begyndte at snakke med en af de andre, men det gik også galt, en dag da det ringet ind (vi skulle være ude i alle pauser), så kom vi op og sloges ved døren, alle de andre heppet på hende, men ingen på mig, til sidst blev vi stoppede af en lærer, og der efter blev jeg mobbet igen.

Der gik tre måneder på den skole fra da jeg startede og til jeg stoppede, og så kom jeg tilbage i den anden klasse.


I femte klasse skulle hele klassen flyttes op på en ny skole, jeg håbede, at det vil gå bedre, at lærerne vil gøre mere ved mobningen og at de vil spøger mig og tro på det som jeg sagde, men nej det kom heller ikke til at ske her, alt forsatte ved det gamle, det eneste der nu var forskellen var at der var ældre klasser der også var efter mig, ikke mange men nogle og med tiden på den skole, kom der også yngre klasser der var efter mig.

I 5 og 6 klasse havde jeg en klasselærer, i 6 klasse var der flere ting der bed sig i mig.

Min klasselærer bestemte hvem der skulle sidde hvor i klassen, så var der en måned hvor jeg skulle sidde ved siden af en der hed Maria, hver eneste morgen hvor jeg kom ind i klassen, så havde hun skubbede mit bor væk fra hendes.

Og nogle gange hørte jeg nogle af de andre sige "Nu skal vi se hvordan hun tager reagere.", til sidst blev det for meget, og jeg fik min mor til at skrive en besked til min lærer hvor der stod, at jeg ikke skulle sidde ved siden af nogen i klassen og hvorfor jeg ikke skulle det, så min lærer placeret mig bagerst i lokalet.

Efter tre måneder cirka, hvor de andre havde fået nye pladser nogle gange, hver gang var der en der spurte, om jeg ikke skulle sidde lige som de andre, men hvor jeg bare havde været nede bagved i lokalet, så skulle vi have nye pladser igen, så valgte min lærer at sætte mig op i rækkerne igen, så jeg kom til at sidde ved siden af en igen.

Så var der en der siger til klasselæreren, at hun havde lavet en fejl, for jeg skulle sidde nede bagved, det hun så siger, er "Nej, dette er rigtig, jeg kan jo ikke lave forskelsbehandling.", jeg var lige ved at bryde sammen.

Men jeg vidste, at jeg ikke skulle gøre det i klassen, for så vil jeg altid høre for det, da jeg kom hjem, så fortalte jeg min mor hvad der var sket, så ringet hun til skoleinspektøren, som gav læreren ret, min mor synes ikke, at hun kunne gøre mere.


Der var en dag hvor jeg kom ind i klassen, det var i den periode hvor jeg sad nede bagved, der var mit bord og stol tappet helt ind, jeg stiller mig taske ved bordet og går uden for og venter på min klasselærer.

Så går jeg efter hende ind i klassen, hun siger "Den der har gjort dette, skal ordne det igen, timen går ikke i gang før det er pillet af.", det blev så gjort som læreren sagde.


I 6 klasse havde vi også hjemmekunstskab, igen vil være i gruppe med mig, og det var et problem hver gang, efter flere måneder med dette, blev det for meget en dag, jeg satte mig ud på gangen, så skulle timen starte, så kom en af mine naboer (hun gik i 10 klasse på dette tidspunkt) forbi mig sammen med dem fra hendes klasse, min lærer havde stået og kiggede på uden, at sige noget, hun gik ind til min klasse.

Hun sendte så de andre ind i klassen, så sad vi og snakkede om det hele, hun tog mig så med ned til skoleinspektøren, for at høre om man kunne gøre noget, han svar var "Hvis vi ikke har noget konkret, så kan vi ikke gøre noget ved det, men kom tilbage når der er.", jeg kom aldrig tilbage, for jeg vidste, at han aldrig vil tro mig alligevel.


I 5, 6 og 7 klasse havde vi valgfag, få gange var der nogle valgfag som var obligatoriske, vi skulle have video, drengene skulle have det i 6 klasse og pigerne i 7 klasse, vi skulle lave en film, hvor alle havde en rolle, vi sad omkring et langt bord, de andre sad og skrev handlingen og delte roller ud, alle de andre havde lænet sig ind over bordet, så jeg ikke kunne se noget.

Da de så var færdige, så blev de spurt om alle er med i stykket, så svaret de ja, læreren vidste jo godt, at jeg ikke var med, så hun prøvet at få dem til at se at jeg manglede, så spøger hun, om jeg ikke skulle være med, så var der en af de andre der sagde, at stykkede var skrevet, så jeg kunne jo bare filme, hvilket jeg nægtede.

Så to timer hver uge, der sad jeg i vores klasse, imens de andre havde video, og nogle gange kom min klasselærer (en ny end hende vi havde i 5 og 6 klasse) ind og hver eneste gang var hun sur over, at jeg ikke deltog i undervisningen, hun spurte mig, hvor jeg ikke deltog, men jeg fik aldrig en chance for at svare.


I 8 klasse var vi fire skoler der blev lagt sammen til to klasser, og for første gang havde jeg venner i klassen, men jeg var langt fra fri fra mobning, bagtaleri og det, og det forsatte også i 9 klasse, i 8 klasse var første gang, hvor jeg tænkte på, at det kunne være en mulighed at begå selvmord, for så kunne jeg slippe for alt det mobning, men jeg snakkede ikke med nogen om det.


I løbet af folkeskolen, der kom jeg ofte hjem fra skole og gik direkte op på mit værelse og græd, jeg vidste det ikke til nogen, jeg gik op og lukkede mig inde, nogle dage kom jeg hjem og nåede ikke der op, for så var jeg midt i et skænderi imellem mine forældre, men de dage jeg ikke kom op og græde når jeg kom hjem, de dage græd jeg mig selv i søvne om aften, og tit græd jeg, både når jeg kom hjem og når jeg gik i seng.


I efteråret 2012 var jeg til klassefest med alle dem, som jeg gik i 8/9 klasse med, og der kom der en af dem jeg havde gået i klasse med siden 0 klasse hen til mig, og sagde at hun var ked af at det var mig der blev mobbet i folkeskolen, men jeg var et let offer.

Det tænker jeg meget på stadig, er jeg et let offer, vil jeg altid blive ved med det eller hvad.

Jeg føler, at hvis der var nogen der tog en snak med mig, nogen som troede på mig, som støttede mig, så havde jeg måske ikke haft det så hårdt psykisk nu til dages.

Der er nok nogen af jer der ude, som tænker, at jeg skal komme over det, komme videre, men jeg synes, at det er svært, når man hele tiden bliver mindet om alle de dårlig oplevelser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar