torsdag den 4. september 2014

Dødelige øjne imod overvægt

Jeg er ikke typen der kan lide, at tage en tur ned af strøget når der er mange mennesker, for jeg føler at der altid er mange der kigger efter mig, fordi jeg er overvægtig.
Men jeg vel dog alligevel dele dages oplevelse med jer der læser dette, for måske det kan give jer noget, at tænke over når I kigger efter andre, kommenter noget om andre, som I ikke kender, eller hvis jeres børn gør, hvor I ikke retter på jeres børn.

Jeg havde set frem til en hyggelig eftermiddag med min mor og min far inde i Århus, selv om det kan være sin udfordring at have min far med.

Vi skulle gå ned af strøget, hvilket gik godt, jeg følte ikke, at folk kiggede særlig meget, i forhold til hvad jeg normalt føler, jeg følte, at der var en enkelt her og der, men jeg overså det, for jeg glædet mig til at komme ned til Havnen.

Vi kom ned til havnen, hvor vi fik købt billetter, vi kom ombord på havnerundfartsbåden, på hver side af midtergangen var der fire siddepladser i hver række, jeg fik øje på de eneste pladser, hvor vi kunne sidde så meget sammen som overhoved muligt, min mor og far i den ene side og mig i den anden, der sad igen på pladsen ved siden af mig, men der sad to mænd på de sidste to pladser, de sad bagved deres koner.

Så kigger jeg ud af vinduet til den side, så prikker den mand der sidder tættest på mig, hans kone på skulderen, så hun kigger på ham, han nikker hen imod mig, hun forstod den ikke og siger hvad, han gør det igen, og hun svare ja.

Hvor jeg så kigger på ham, han kigger på mig, laver så elevartor blikket på mig, og jeg kunne bare så meget se at han havde et problem med min størrelse, og så var jeg ved at bryde sammen..
Jeg prøver virkelig at få det bedste ud af turen, jeg synes, at det var oki, men jeg havde så svært ved at sidde der, når jeg vidste, at han havde et problem med mig, han kiggede ind i mellem på mig.

Jeg har det så dårlig med, at se sådan ud som jeg gør, jeg føler bare ikke, at jeg kan gøre noget ved det.

Det hjælper bare ikke at mænd/kvinder i en alder der ligger omkring de 65 år gør sådan noget, det er bare så kritisk, at de kan finde på det.

Jeg føler mere og mere, at jeg burde låse mig inde, aldrig komme ud, fordi jeg er så grim, at omverden ikke fortjener at se mig, fordi jeg ikke ser godt nok ud.

Tænk en gang hvis det havde været hans egen barn eller barnebarn, vil han så også gøre sådan overfor dem, hvad vil han have sagt til dem "Hold kæft hvor er du tyk, du skulle tage og tabe dig en masse kilo", vil han så være mere led over for den person frem for de andre eller hvad.

Det er bare ikke i orden at vi lever i et samfund hvor der er mennesker der kigger ned på folk på den måde, han kender ikke min historie, der kan jo være en grund til min overvægt, som han ikke kender til, og så kigger han på mig på den måde, det er bare ikke i orden.

Der burde være mere skam i livet hos folk, men nej det skal gå ud over de mest sårebare i denne verden, dem så har brug for støtte og opbakning, men nej de får ikke den støtte de har brug for, for næsten ikke lytter på hvad der endelig bliver sagt, og så står man der og skal kæmpe med det hele selv, så skal der ikke meget til inden at det hele ramler sammen.

For hvis konen så havde sagt noget til ham, så havde jeg bedre kunne nyde turen, men nej, når man er overvægtig, har man ikke altid styrken til at svare igen, for så vil det kunne blive værre.

Vi lever i et samfund, hvor det gælder om at være tynd, eller ikke at have for mange kilo på kroppen, men samtidig er der ingen der vil støtte en i et vægttab, hvis jeg tager i motioncentret, så gloer de andre efter mig, som om jeg ikke må være der, fordi jeg er overvægtig.

Men undskyld mig, hvis jeg ikke må være der, hvorfor må de så, der er da en bedre grund til at jeg er der end de tynde mennesker, der ikke behøver at tabe sig.

Så holder jeg mig fra motioncentret, for jeg har det svært ved at komme der, når jeg skal der over alene, og når alle de tynde kigger efter mig.

Jeg vil ønske, at der var et sted hvor motioncentret var for overvægtige med en bmi over en bestemt tal, så alle kunne træne sammen uden at føle grim, hvor man kunne få støtte og ros fra de andre, hvor man fik en skulderklap på de rigtige tidspunkter, hvor man kunne komme og spise sundt aftensmad sammen, og købe sundt mad med til madpakken til næste dag, hvor det kostet det samme, som hvis man havde lavet madpakken der hjemme, men man slap for besværret, hvor der var andre der kende til samme oplevelser som en selv.
Det er ikke fordi jeg ikke selv er igang, med at tabe mig, men vægten svinger op og ned, jeg var nødt til at stoppe med at komme i motioncentret, fordi nogle kom med lede kommentar, og jeg kunne slet ikke overskue det, men træner så i skoven hvor jeg bor, hvor der er bakker.
Man kan sige, at jeg ikke ved hvornår folk kigger efter mig og hvornår de ikke gør, selvfølgelig ved jeg det heller ikke altid, men når man går forbi nogle, høre dem viske til hinanden "Se nogle store ben hun har", "Så du hvor stor hun er", "Prøv at se hende der", "Så du hende" osv., og når de så kigger i min retning og der bare ikke er andre i min størrelse der, så må man da være dum, hvis man ikke ved hvem der bliver snakkede om.
Bare fordi man er overvægtig, så er man ikke døv, det er ikke pænt, at snakke om andre på den måde, så heller tage den når man er nået langt væk fra en, eller slet ikke tage den.
Måske prøv at gå hen til den overvægtige og snakke med personen om overvægt end at kommenter på det, for det er så psykisk hård at være overvægtig, det er ikke alle der kan komme til at snakke med nogen om tingene, så når der kommer alle de lede kommentar og øjne, så er det svært at holde modet oppe til at tabe sig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar