onsdag den 19. november 2014

Oplevelse og følelser

Jeg har aldrig gået i dagpleje eller børnehave, da min far var pensionist, så blev jeg passet hjemme indtil jeg skulle starte i skole, men det sidste års tid inden jeg skulle starte i skole gik jeg i legestue nogle dage om ugen om eftermiddagen.

Jeg kan huske så tydeligt, at jeg havde glædet mig til at starte i skole, jeg kan huske, at det ikke kun var fordi jeg skulle lærer noget, men jeg skulle have venner, og det var nok også mest det jeg glædet mig til, vennerne.

Jeg startede i børnehaveklassen i August 1993 på Voerladegård Skole, den gang gik man der til og med 4 klasse, i 5 klasse startede man så på Sønder Vissing skole.

Jeg ved ikke om man direkte kan sige, at jeg blev mobbet, men jeg har da nogle oplevelser, hvor jeg mener, at det er på grænsen fra drilleri til mobning, jeg blev holdt uden for af alle i klassen.

I slutningen af børnehaveklassen var vi på tur, da vi skulle have en ny lærer i 1 klasse, på den tur var der en situation, hvor flere af pigerne gav mig skylden, hvor vores lærer bagefter kom hentil mig, at jeg ikke måtte mobbe de andre, vores lærer skulle ikke engang høre hvordan jeg vil forklare det, men troede med det samme på hvad de andre sagde.

Jeg kan huske, at jeg i hele det år havde gået og tænkt, at der var noget galt med mig, siden det er mig og ingen af de andre det gik ud over, der var en anden det også gik ud over, men han kunne stadig snakke lidt med nogle af dem, hvor jeg ikke kunne snakke med nogen.

Da skole året var slut, var jeg nået til det punkt, at der var noget galt med mig, men det kunne ikke være den person jeg var, for jeg synes selv, at jeg var en god person, men hvad skulle det så være, til sidste nået jeg til det resultat, at det måtte være fordi jeg var overvægtig, problemet var bare, at jeg var helt normalt vægtig, men jeg var overbevist om at det var overvægten der var skyld i at ingen vil snakke med mig.

De følgende år på Voerladegård skole, havde jeg stadig ingen venner, jeg havde ikke rigtig løst til at gå i skole, for jeg var ikke god til noget i nogle af fagene, jeg havde ingen venner, og lærerne troede altid mere på de andre elever end på mig.

Da vi i 1998 skulle startede i 5 klasse, havde jeg en smugle håb om at det vil blive bedre, ny skole, nye lærer, men stadig de samme klassekamerater, jeg håbet, at lærerne vil gøre noget ved det at jeg blev holdt uden for.

Vi startede og tiden gik og alt var ved det samme, ingen gjorder noget, jeg følte mig så fortabt, i 6 klasse var jeg inde og snakke med Skoleinspektøren om mobningen, for der havde været nogle situationer og de holde mig stadig uden for, han svar var "Du skal komme tilbage, når du har noget konkret mobning", og så kunne der ellers ikke gøres noget.

Så fra da jeg startede på Voerladegård skole i august 1993 og frem til og med juni 2001 havde jeg ingen venner i klassen, den eneste ven jeg havde, var en som jeg havde lært at kende i Remisen, hun gik på Brædstrup skole, hvor hun ikke havde det let, hun er næsten en måned ældre end mig, så da vi skulle starte i 8 klasse, skiftet hun skole og vi kom i samme klasse.

På Sønder Vissing skole blev flere af de lokale små skoler samlede i 8 klasse, hvilket for mig betød at jeg ud over Henriette fra Remisen også fik nogle flere venner, ud over det fik jeg en rigtig god ven fra en af de andre årgange.

Alt det var nyt for mig, og i starten synes jeg at det var svært, for jeg gik fra at være ensom og alene til at have venner, men det betød så heller ikke at mobningen holdt op, der var stadig noget ind i mellem.

Men jeg følte på en måde, at jeg havde et forsvar, selv om dem jeg kunne kalde mine venner ikke vil forsvare mig, så følte jeg, at så længe jeg var sammen med dem, så var mobningen mindre og lettere at overhøre.

Selv om jeg i 8 klasse og 9 klasse havde venner, så følte jeg ikke et nært bånd med dem, det var ikke et tæt bånd jeg havde med dem, vi var sammen og hyggede os, men vi snakkede aldrig alvor om noget.

Men de venner i 8/9 klasse var med til at ændre min indstilling om andre, for selv om at jeg har oplevet hvordan man kan holde andre ude og drillet/mobbet, så har jeg lært, at der altid er nogle man bare slet ikke kan med, men der er også få man kan med, der er virkelig nogle mennesker der vil en det bedste, på tros af at der er så mange andre der vil ødelægge en.

Siden folkeskolen, så kom jeg to år på efterskole, så på produktionsskole, så VUC og så teknisk skole.

Igennem tiden har jeg mødt mange, hvor jeg følte, at jeg hurtigt kunne mærke om de bare udnyttede mig, om de virkelig gerne vil være mine venner eller om de bare vil en ondt, både på skolerne, men også uden for skolerne.

I alle de år jeg gik i folkeskolen var der rigtig mange dage, hvor jeg kom hjem fra skolen gik op på værelset og lage mig på sengen, hvor jeg bare græd, græd fordi det havde været endnu en dårlig dag uden venner, endnu en dag med et eller andet i skolen eller hvad det kunne være.

Men ingen måtte vide at jeg var ked af det, så derfor gik jeg der op, hvilket også påvirker mig nu til dags, for selv hvis det hele bliver for hårdt, og jeg trænger til at græde, så gør jeg det ikke, hvis der er andre til stede, så venter jeg til at jeg er alene.

For jeg har svært ved at græde når der er andre, nogle gange er jeg lige ved at græde, men hvis der er andre, så går jeg hellere hen for mig selv, end at græde over for dem.

Der er mange der siger til mig, at jeg skal glemme alt det dårlige fra min fortid, for der er så mange der vil mig det bedste nu, når jeg spøger hvem der vil mig det bedste, så kan de ikke rigtig svare på det.

Dem som jeg tænker vil mig det bedste, prøver rigtigt godt, men der er også nogle til flere uheld ved nogle af dem, hvor jeg føler, at hvis de virkelig vil mig det bedste, så vil de heller ikke gøre sådan imod mig, men jeg vil altid gøre mit til at tilgive dem, for det er en del af min udvikling at lærer at sige nu er nok nok.

Men for mit vedkommende har alt det mobning/drilleri osv, også gjort, at det får mig betyder meget, at fortælle andre hvad de betyder for mig, for jeg ved, at jeg ikke selv dur til at modtage ros fra andre, og jeg hader meget mig selv, men samtidig synes jeg, at det er rart at få ros, for det kan give en trøst, og for nogle skal de have meget for at få det godt.

Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke får sagt til min mor i løbet af en dag og inden senge tid, at jeg holder af hende, så har jeg det ikke godt med mig selv, for jeg ved ikke hvornår jeg mister hende.

Den frygt i mig, gør også at jeg tænker, at alle burde være bedre til at fortælle hinanden, hvor meget de betyder, for man ved jo ikke om personen har det psykisk dårligt lige i det man siger det, for så kan det have stor betydning for personen.

Jeg kan selv mærke, at jo mere ros andre giver mig over længere tid, jo mere selvtillid får jeg, der med er jeg mere glad, så vil glæden jo også smitte af på dem der roser mig, men fordi jeg bliver glad, betyder det jo ikke at rosen skal stoppe, for hvis den stopper, så forsvinder glæden igen, men man kan så skære ned på rosen og så føle sig frem.

Der er jo nok mange der ude der føler sådan, så mit råd til jer læsere, husk at rose andre, fortæl dem du holder af, at du holder af dem, det kan betyde meget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar