tirsdag den 23. december 2014

DEN 23. DECEMBER – KANE TUR PÅ JULENAT

Jeg sad klar i kanen meget tidligt, da det ville blive meget lang tur med at få fragtede alle gaverne, jeg skulle sidde og give Julle de rigtige gaver ved de forskellige børn verden over.

Jullemor havde givet os noget varmt og koldt at drikke med på turen, for nogle steder er det så varmt, at vi skal have noget koldt at drikke, andre steder er det omvendt, så vi er altid spændt på hvordan turen går.

Vi fik også noget mad med, nogle familier har sat mad frem til os, men andre har ikke, men det er ikke så meget der er, så vi får ikke nok at spise, så hvis vi bliver sulten, så kan vi spise det vi har fået med.

Vi havde pakkede det store kane for at kunne få alt med, der var mange gaver der skulle med i år, vi skal ud og opfylde mange børns ønsker om at få en gave juleaftens morgen, det gør en forskel.
"Bo Langøre, er du klar til, at vi tager af sted?"
"Jeg kan ikke blive mere klar."
"Det er godt."
Rensdyrene er ved at være urolige, de stamper i sneen, Jullemor kom med nogle tæpper, som vi skulle have med, så hvis vi kommer til at fryse så kan vi tage dem omkring os.

Alle sammen stod klar til at vinke, vi skulle af sted, Julle tog fat i tøjrene, han begyndt at sige "Kom Amor, kom Sheila, kom Nola, kom Chika, kom Springer, kom Danser, kom Bigsen, kom Rudolf", da kanen så begyndte at glide let hen over sneen, man kunne høre klokkerne ringe fra rensdyrene.

Jeg kiggede ud over kanens kant og så alle de andre stå der nede og vinke, de bliver mindre og mindre, det var en dejlig følelse, Julle sad der "Ho ho ho", klokkerne og den kolde vind, gjorde mig rigtig glad inden i.
"Så er vi af sted, vi rejser den rute jeg har skrevet ned på denne seddel, du skal bare holde øje med hvilket barn, som vi skal hen til og hvad barnet skal have, så kender jeg ruten der hen, den første ved jeg godt hvor er."
"Jeg skal nok holde styr på det."
"Det er godt at komme ud igen, det er ikke så tit vi er ude og rejse i kanen, vi burde måske holde rensdyrene i form i løbet af året, så de ikke bliver så trætte på turen, for vi bliver nødt til at holde en pause på et tidspunkt, for at de kan hvile sig."
"Så skal de vel også have lidt af det hø der er om bagerst i kanen?"
"Det er til hvis vi ikke kan få dem i gang igen, så bruges det som lokke mad."
Tiden flyver af sted, få timer have vi allerede fået afleveret gaver til flere millioner børn rundt i verden, men vi har stadig travlt, for der er stadig mange børn der ude i verden, som skal have deres gave fra Julle.

Nu landet vi det sted hvor vi skulle holde pause, først kunne jeg ikke se hvor det var, før vi var landet, vi landet et stykke fra gården, for ikke at vække dem der bor der, nu hvor vi skal være her længere tid end normalt.
"Bo Langøre, vil du gerne med der hen?"
"Må jeg virkelig gerne det?"
"Ja, dette sted tror jeg du ville blive glad for at komme hen til."
"Så ville jeg meget gerne med."
Jeg havde lavet nogle gaver, som jeg ikke ville efterlade i kanen, for de er til en lille pige, som jeg kom til at lærer for nogen år siden, inden jeg rejste til Julle, for at arbejde, på den gård er der også nogle af mine bedste venner, jeg har ikke set dem siden jeg rejste.

Julle skulle lige sikre sig, han har gaven til med til barnet, og det er den rigtige gave, så begyndte vi at gå, efter et stykke, kommer vi ud af en skov, ved en mark, vi skulle krydse marken for at komme til huset, jeg synes, at kunne kende det, men var ikke sikker.
"Kan du kende dette sted, Bo Langøre?"
"Jeg er ikke sikker, men hvis det er hvad jeg tror, så er det jo her jeg har været nisse."
"Ja, det er rigtig, så det er godt at du tog dine gaver med, så du kan aflevere dem."
"Det var derfor du spurte, om jeg ville med ind."
"Ja det var derfor."
"Tak, Julle."
"Ho ho ho, det er mig en glæde, at du kommer til, at se dette sted igen."
"Er Pølle-Bølle og Konen her stadig?"
"Ja, det er de, det var dem der bad mig om, at tage dig med i år, og holde pause her, de går med os ud til kanen, de spiser sammen med os."
"Var det virkelig dem? Jeg ville glæde mig rigtig meget til, at se dem."
"Det var deres idé og jeg var fuldstændig enig med dem."
Vi var nu ved gården vi starte med at lægge en gave i sokken til pigen i huset, både Julle og jeg havde en gave med til hende, jeg havde skrevet noget på min gave, så hun vidste, at Julle fandtes, for hun har mødt mig, den gang jeg boede her på gården, hun ved også, at jeg skulle rejse op til Julle, men hun troede ikke på det.

Vi var inde på hendes værelse, hun havde forandret sig meget, siden jeg rejste, hun er blevet stor, vi skulle ud igen, inden hun vågnede, for hun måtte ikke se Julle, hun havde jo set mig, en gang for mange gange, vi kom hurtig over i laden.
"Julle, det er en ære at se dig, vi har set frem til at møde dig."
"Det er også rart at møde jer, jeg kan se at I holder godt øje med gården."
"Det gør vi også. Du holder vel øje med ham der, nu hvor vi ikke kan styre ham mere?"
"Han er altid meget let at styre."
"Hvad er det, Bo Langøre, du laver ikke ballade mere?"
"Nej, det er også noget andet, der er jo ingen at drille på værkstedet."
"Du er blevet artig. Kan du enlig huske, hvad vi sagde da du rejste?"
"Nej, det kan jeg ikke huske."
"Vi sagde, at du ikke skulle komme rende for tit."
"Nåååe, det."
"Men det betød ikke, at du skulle holde dig helt væk."
"Nej, men det er som om at tiden ikke har været der."
"Men så vi jo prøve at overbevise Julle om, at du skal komme her ud noget mere, og ikke kun juleaften."
Vi begyndte, at gå ud til kanen, vi snakkede om de gamle dage, vi hyggede os ude ved kanen, efter en times tid, skulle vi videre for at nå det hele.

Så er vi på vej igen, rensdyrene er friske igen, og det gik pludseligt hurtigt med at komme rundt, det virker pludseligt til at gå meget hurtigt end før pausen, men vi skal holde en plan, men det gør vi også. jeg kan ikke lade være med at tænke over alt det der er sket på turen i dag, det er en stor oplevelse.

Jeg kravlet om bag i kanen, for at ligge mig under et tæppe, jeg ville sove lidt, men jeg kan ikke sove, jeg ligger og kigger op i himlen, ser stjernerne glide forbi på himlen, så er vi på vej tilbage, der er ellers noget tid inden vi er ved næste sted.
Tiden flyver af sted, jeg ved ikke hvad klokken er, men jeg ved, at vi først er tilbage den 24. december, normalt er vi midt på eftermiddagen, men denne gang er det senere, for vi skal hente Lille-Bille’s mor og søskende.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar