onsdag den 15. april 2015

Voldtægten - Manddomprøven

Min anden udgave af historien Voldtægten/manddomsprøven
Det sjal være en del af en længere historie, så der kommer en masse tekst til at være før dette afsnit, men også noget efter, jeg skal måske også have skrevet noget mere tekst ind i mellem.


Voldtægten - Manddomprøven
Her sidder jeg lidt beruset i bussen på vej hjem, klokken er mange, tænk en gang at jeg kunne blive i byen og feste så langt ud på natten, jeg er også blevet træt, kan jeg mærke, når jeg nu sidder her og falder til ro.
Jeg læner hoved på ruden, lukker øjne i et øjeblik og tænker på noget af det hyggelige fra turen i byen med veninderne, der blev ikke drukket så meget alkohol, vi var af sted på grund af hyggen, dansene og musikken, vi skulle ikke af sted for at drikke os fulde, men jeg kan mærke, at jeg nok er blevet lidt mere påvirket, end jeg havde regnet med at blive.

Jeg må have været faldt i søvn, for pludselig vågnet jeg brat op, kigget forvirret rundt, for at placere hvor jeg var henne, og hvor jeg kom frem, jeg vidste, at jeg var på vej hjem, jeg fandt hurtigt ud af at jeg var i den rigtige bus, for vi kom til byen hvor jeg skal af bussen, jeg samlede hurtigt mine ting sammen og fik trykket stop.
Jeg skal af bussen nu, den standser ved grusvejen der starter midt i byen, jeg stod af og gik lidt ind af grusvejen, der kom støvregn ned, det er skønt at gå i dette vejr, det gør mig friskere til gåturen hjem.

Jeg standset op under lygtepælen, der holder en bil midt på vejen, jeg kan skimte at der sidder to i bilen, jeg kan mærke, at de holde øje med mig, lyset fra lygtepælen rammer ikke deres ansigter og det er mørkt, så jeg kan ikke se hvordan de ser ud.
Efter lidt tid begynde jeg at gå, bilen blev startet og drønet af sted ind af grusvejen, men jeg gik bare videre, de havde jo nok ventet på en der ikke var med bussen, og lige så stille forsvandt byen og lyset bagved mig.

Jeg har gået et par kilometer igennem skoven hjem, jeg gik i rask trav, jeg er bange for om der er nogen et sted der ude, jeg siger til mig selv, at lydene bare er træerne og dyrene, pludselig hørte jeg nogen som hvisker, jeg stivnede et øjeblik og så satte jeg i løb, for at komme hurtigt hjem, men det gik ikke så hurtigt, det må være alkoholen der gør mig langsom i løb, men samtidig har løb aldrig været min stærke side.

”Fang hende så, fang hende!”, lyden blev råbt på en hviskende måde, men jeg gør mit for at løbe fra personen bagved mig, men jeg kan høre at afstanden bliver kortere og kortere, så skete det med et hårdt greb i min arm, det er svær at løbe videre, det var en med nogle kræfter, for det var et fast håndgreb.
Jeg prøver at gøre modstad, men jeg blev klynget ned på det våde græs, som om jeg er en sæk kartofler, jeg når ikke at skrige, for i samme øjeblik fik jeg bundet min mund til med et stykke stof, den ene hvisket mig i øret ”Gør ikke modstand eller det bliver værst for dig selv”.
Men jeg prøvet alligevel at gøre modstand, hvor den ene begyndte at sparke mig i siden, efter fem spark blev der sagt med usikkerhed i stemmen ”Stop, far, stop, det er nok nu!”, sparkene ophøret, der rende tåre ned af kinderne på mig, det gjorder så ondt i min side.
”Så kan du lære at høre efter, Luder. Niels, så er det din tur, nu skal du vise, at du er en mand, en rigtig mand!”

Niels tog lige så stille tøjet af mig, men det gik åbenbart ikke hurtigt nok, for så blev der sagt ”Hurtigere, kalder du det der en voldtægt, du burde jo være godt i gang nu, se at komme i gang eller er du bare en vatpik, KOM SÅ IGANG”.
Niels satte tempoet lidt op, jeg kan mærke at han røster på hænderne, han må være nervøs, for han har vanter på, så det kan ikke på grund af kolde hænder.
Han rode med hans egnet tøj, jeg lå bare her, jeg tog mig selv i at være stivnet, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg begynder at mærke panikken endnu mere, det går op for mig, at de kun havde bundet noget om min mund, så jeg begynder at vride mig rundt, men det var svært, jeg slog og sparket efter Niels.
Men det var svært, at ramme, når jeg så endelig ramte ham, skete der ikke noget med ham, tårne strømmer ned af mine kinder, Niels tog fat i mine arme, så jeg ikke kunne slå ham mere, han maste sig ned imellem mine ben så de blev spredt, men der sker ikke mere end det, jeg kan ikke blive fri fra ham nu,

Han er meget stærkere end mig, jeg er altid så slap, specielt når man skal bruge alle sine kræfter, så er de væk, men der skete ikke noget, Niels blev ved med at ligge stille, han snøftet lidt.
”Kom så i gang, Niels, vi har ikke hele natten!” kom det vredt fra hans far.
Grædende kom det fra Niels ”Jeg kan ikke, far, jeg kan ikke!”.
Jeg åndet lette op, de vil slippe mig fri, de lader mig gå, tænk at det kan lade sig gøre, jeg troet ikke mine egne øre, kan det virkelig passe, at jeg blev reddet.
”Du er bare en vatpik, men så tager vi hende med os, du bliver på hende, så kommer jeg om et øjeblik!”, det kan ikke passe, jeg bliver ikke sluppet fri, hvad vil de nu gøre med mig, hvad skal jeg nu, hvor skal jeg nu hen.

Faren gik lidt væk, Niels har vendt mig om på maven og sat sig oven på mig, han holdet mine arme på min ryg, jeg kunne mærke, at han er stærk, for jeg kunne ikke vig mig fri fra ham, mange tanker for igennem mit hoved.
Pludselig kom der en bil trillede lige så stille, jeg drejet hoved, så jeg kunne se bilen, den havde ikke noget lys tændt, bilen må være en mørk farve, for den faldt meget i et med omgivelserne, den kom ud fra en sidevej hvor månens stråler ikke kan ramme den.
Faren kommer hen med et reb, `Her er rebet, Niels!`, Niels fjernet sig fra min ryg, de binder mine arme på ryggen, snoren er åbenbart lang, for jeg kan mærke, at det er den samme snor som bliver bundet omkring mine ankler, jeg kan ikke strække mine ben på grund af snoren.
Niels tog sit tøj på, imens gik faren hentil bilen med mit tøj, jeg lå helt nøgen på græsset, det er åbenbart begyndt at regne kraftigt, jeg ved ikke hvornår det var slået over i så meget regn, jeg har ikke opdaget det før nu, regnen gør det koldt at ligge her på græsset, selv om at vi er i en forårs måned, så er det stadig køligt her om natten, specielt i regnvejret.
”Niels kan du lige tage hende hen til bilen, så går jeg hen og åbner”.
”Hun er lidt for tung til at jeg kan løfte hende selv, et er at stoppe hende og få hende ned på jorden og holde hende fast der, men jeg kan ikke løfte hende alene.”
”For pokker da også, kan du da slet ingen ting, skal man gøre alt for dig, så bliv dog voksen” faren lød meget vred på Niels.
De tog med et fast greb i begge arme, de løftet mig hentil bilen satte mig ved siden af den på knæene, da de havde fået åbne bagdørene rode de med noget, det forgik i stilhed, jeg tror, at det er fordi faren var meget skuffet over Niels, måske fordi de ikke vil have at nogen skulle høre dem, hvis der det blev til et skænderi, men der var meget vrede i luften.

De kom hen og tog mig i armene igen og løftet mig op i bagenden af bilen, der er lidt lys, så jeg kan se at det er en varevogn, jeg blev båret ind og lagt inde i forenden af rummet, de begyndte at dække mig til med nogle tæpper og dyner.
Lidt efter bliver dørene lukket og der gik ikke længe før to mere blev klapper i, jeg ligger og ømme mig lidt, jeg kan høre at der bliver diskuteret imellem Niels og Faren, men jeg kan ikke høre om hvad.
Der blev stille, helt stille, jeg tog mig selv i at have holdt vejret, jeg gispet lidt efter vejret, men det gjorder så ondt i siden, det var svært at trække vejret, da jeg lå under alle de her dyner og tæpper, det lugtet ikke særlig godt, det lugtet muggent.
Jeg prøvet at få mit hoved lidt fri, så jeg kunne få noget luft, efter noget møg og besvær, så kunne jeg mærke den friske luft komme ind til mit ansigt, det er helt skønt.

Bilen starter og begynder lige så stille at køre, men jeg kan mærke, at vi kørte i meget langt tid, jeg er så træt, det gør ondt i kroppen, jeg ligger dårligt og vejen er ind imellem meget ujævn, jeg orker ikke, at følge med mere, jeg er så træt, jeg kan ikke klare mere, bare jeg kan slippe væk i god behold, det vil være skønt.

Jeg må have været faldt i søvn, for da jeg slog øjne op igen, lå jeg på en lille slidt madras med en sofapude og nogle tæpper, der lugter forfærdelig af våd hund, jeg har ingen fornemmelse af, hvor jeg er henne.
Der er ikke mange ruder her, der er enkelte, den jeg bedst kan se er møgbeskidt, der er gået et stykke af ruden, en solstråle skinner ind i hoved på mig, jeg vender mig med besvær, for jeg er stadig bundet på ryggen og det gør stadig meget ondt i siden, både af slagene, men også af at ligge på samme side i så lang tid.
Men jeg får mig vendt, så får jeg nu en chance for at kigge på det sted, hvor jeg er, jeg vidste ikke hvad klokken er, jeg kunne ikke fornemme, hvor jeg er, men der var stille, mit hoved er tomt fra tanker, kun de indtryk som jeg får fra omgivelserne er i mit hoved.

Der er ikke mange ting, det er et faldfærdig sted, det er beskidt, det ligner lidt en gammel gård, det ligne en stald jeg ligger i, men jeg er ikke sikker, for der er kun lidt lys i min ende af rummet, jeg kan se at vinduerne i den anden side af rummet er dækket til med noget der gør det mørkt her inde.
Jeg kan ikke umildbart se nogen her inde, men der er dog en større klump i den anden side, men det ligner en bunke tæpper, så lige nu er jeg alene, jeg kan ikke høre nogen i nærheden af bygningen, måske skal jeg bare ligge her til, helt alene, hvor ingen kan finde mig.

Det eneste jeg kan høre er fuglefløjt uden for, det minder mig om at hvis jeg ikke lå her, så var jeg ude og nyde forårs vejret, den friske luft der kommer efter regnvejrsdage, men det kan jeg ikke mærke her inde, det lugte forfærdelig af våd hund og lort, jeg prøver, at undgå at lugte til det.
Jeg ligger lige så stille med lukker øjne og lyttet til fugle sang, jeg er for træt til at holde øjne åben, men jeg er for frisk til at sove, tankerne flyver igennem mit hoved, selv om at jeg prøver, at glemme hvad der er sket, men kan dog ikke lade værd, vil mine kollegaer henne på stationen finde mig, inden dette måske bliver min død, men der jo også enormt pinligt, hvis de finder mig.

Nu kan jeg høre nogen nærme sig, jeg åbner øjne i et øjeblik, men lukker dem hurtigt igen, de skal ikke se, at jeg er vågen, hvis de tror, at jeg er død, så forsvinder de nok igen.
”Hvad skal vi gøre, Far, det var din ide med at tage hende og gøre det ved hende, men vi kan ikke beholde hende meget længere, hun er fra politiet, det sagde de i nyhederne, da hun er meldt savnet, hvad gør vi?”

Jeg er meldt savnet, så må jeg bare håbe, at de kan finde mig, det er da mit helt at jeg altid går med sporing i håret, men det er sikkert ikke aktiveret, for så vil de vel være på vej her ud nu, så vil de ikke melde mig savnet i nyhederne, så vil de da bare komme.
Hvis de altså har tænkt sig at tjekke for sporings muligheder på mig, hvorfor kastet jeg også tasken fra mig, da jeg prøvet at løbe fra dem, jeg siger, altid til de andre på stationen, at de skal spore via mobilen først, nu vil de bare finde mig taske.

”Du skal ikke til at lave noget dumt, Niels, DU bliver her ved hende, jeg finder ud af noget, for vi kan IKKE slippe hende fri, for så render hun bare til politiet med det samme, jeg finder ud af noget.”
”Jamen, far, vi kan da ikke beholde hende i særlig langt tid, hun er jo meld savnet!”
”Jeg finder ud af det. Jeg tager hjem og tænker over det, men du kan jo tage at mande dig op til en rigtig mand imellem tiden, for når jeg kommer tilbage, så skal du voldtæge hende der, hvis du ikke gør det, så dør I begge to, for jeg vil ikke have hende, er det forstået Niels?”
”Ja, far, jeg skal nok! Far, giv mig lige smøgerne, jeg vil gerne have noget at ryge på, hvis jeg skal have næver som dig.”

Jeg har øjnene åben en lille smugle, jeg kan se, at Faren kaster en pak smøger hentil Niels, han står og kigger på ham i et øjeblik og gik videre.
Niels sætter sig ned, der kommer et dybt suk fra ham, han fumler med cigaret pakken, men får en taget ud af pakken, han tænder smøgen, lidt sollys rammer ham, jeg kan for første gang se hans ansigt, det halv lange pjusket brune hår er pænt til ham, jeg kigger pludselig ind i de pæneste blå øjne, jeg kan se en masse usikkerhed i dem, hvad har fået hans far til at tvinge ham til dette.

”Lad vær med at se på mig, det er ikke min skyld, jeg kan ikke gøre noget ved det,” han er meget sur i stemmen, men det brister over i gråd, da han siger ”det var ikke meningen, at jeg vil gøre dig noget, men jeg er kun en stor skuffelse for min far, jeg kom ikke ind i militæret, hvilket han havde håbet, han vil have, at jeg som hans eneste søn, skulle blive til noget stort der inde for, men jeg kunne ikke komme ind.”
Han tager sine ben til sig, han lægger grædende sit hoved ned på knæene, jeg bliver ude af mig selv, jeg kan ikke gøre noget eller sige noget, men hvad skal jeg også gøre eller sige efter alt dette, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg kan jo bare ligge her og kigge.
”Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget, jeg kortslutter ind imellem, men det er kun når jeg føler, at ingen forstår mig, jeg vil helst bare slippe dig fri, men jeg kan ikke, hvis min far kommer tilbage og du ikke er her, så slår han mig ihjel.”

Jeg prøver, at lave en lyd med munden, så han kan forstå, at jeg ikke kan snakke med ham på grund af kluden, han rejste sig op og kom hentil mig, jeg stivnet, hvad vil han gøre ved mig.
Han gør ikke noget, han løsner stoffet om min mund, ”Hvis du begynder at skrige, så kan ingen høre dig, han valgte dette sted, for at ingen skal høre noget. Undskyld, jeg vil virkelig ønske, at det ikke var nået så langt, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Tårende triller ned af kinderne på mig, det gik op for mig, at jeg faktisk er meget mere bange end jeg lige har bemærket, nu har jeg endelig muligheden for at skrige, så gør jeg det ikke, jeg tror naivt på ham, hvor dum kan jeg være, der findes da vist ikke nogen der er dummere end mig.
Der er stille, vi kigger på hinanden, Niels har sat sig hentil mig, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg kan på ingen måder gøre nogen modstand nu, han er så tæt på, at hvis jeg skriger, så vil han meget hurtigt gøre noget ved mig.

Jeg kigger op på Niels, ”Hvor gammel er du endelig, Niels?”, han kigger ned i gulvet, som om han ikke vil svare på det, han virker flov over sin alder, ”Du tror mig nok ikke, fordi du har oplevet hvordan min far styre mig, men jeg er 27 år.”
Han ligner faktisk ikke en på 27 år, men en der er i starten af de 30 år, ”Du er yngre end jeg troede du var, hvis det kan trøste dig. Men det hjælper vel ikke.” jeg smiler i det jeg siger det, han begyndte også at smile, han satte sig godt til rette.
”Du nævnte, at du ikke vil være militær mand, har du så fået en anden uddannelse og som hvad?”
Niels kigger på mig, som om han ikke havde rendet med, at jeg havde hørt, hvad han sagde, men smiler til mig, men han begynder at fortælle.
”Jeg har altid fået høje karakter, jeg vidste, at jeg gerne vil være noget, hvor jeg kan hjælpe andre, så jeg tog uddannelsen til læge, jeg er næsten lige blevet færdig, men min far mener, at det kun er bøsser der er læger. Men jeg er ikke bøsse, så han mener ikke, at jeg er en rigtig mand.”
”Rigtige mænd, bøsser er da også rigtige mænd, en rigtig mand er en der er stolt af den som han er, en som ikke er bange for at stå ved det, en som er stolt af det han arbejde med, det han får udrettede i sit liv. Hvis du er stolt af dit liv, så er du en rigtig mand, er du stolt af dig selv, Niels? Men hvis du ikke kan svare din far igen, så er du jo ikke en rigtig mand.”
”Jeg er stolt over at være læge, for mig var det en drøm der gik i opfyldelse, men min far kan bare ikke se, at jeg er en rigtig mand.”
”Hvorfor skal din far se, at du er en rigtig mand? Bliver du en rigtig mand af at høre efter ham, for hvis du bliver en rigtig mand af det, så han du jo ingen problemer med voldtægten, men i mine øjne, hvis du er en rigtig mand, siger du fra til din far.” jeg kan mærke at vreden i min krop, men tårende render ned af kinderne på mig samtidig.
”Du kan jo bare gøre det, hvis han gør det nu, så er det jo overstået, så er det hele overstået, så kan jeg måske slippe sikkert herfra.”
”Jamen, JJ, du er ikke sikker, du ved da ikke om min far tror på det, han vil sikkert have beviser på det, hvordan vil du give ham beviser på at det er forgået?”
”Niels, du har vel en mobil der kan filme?” jeg kigger op på Niels, han siger ikke noget, men han nikker bare lige så stille med hoved, ”Fint, så filmer vi det med mobilen, så viser vi det bare til din far når han kommer.”

Han vil lige tænke over det, han kan vist godt se ideen i det, for så bliver det ikke tvunget på samme måde, som hvis Niels’ far var her, hvilket er rart, for en gang skyld føles alt dette rart.
Når jeg tænker på en voldtægt, ser jeg det ikke som noget rart, hvad skete der siden det kom til at føles rart, er det fordi faren ikke er her, er det fordi jeg har lidt kontrol over det, jeg ved det ikke, jeg ved bare at det føleles rigtigt.

Niels kigger på mig, han sender et kærligt smil, hans hoved var på skrå, jeg kan se på hans øjne, at han ved, hvad han vil, han nikker til mig, ”Oki, vi gør det”
”Jeg har ikke mit tøj, hvilket jo på en måde gør det lettere for dig, du har ikke noget der skal af mig først, du skal bare binde mig fri.”

Han vidste, hvad jeg mente, han bandt knuderne op, endelig kan jeg strække mine ben, det er første gang i to dage, det er så dejligt, jeg tog hurtigt fat i mit hår, jeg fik aktiveret hårnålen, så mine kollegaer kan finde mig, hvis de søger efter den.
Han tog mig forsigtig op i hans arme, lagde mig ned på en blød dobbelt madras, som han lige har slægt over ved siden af mig, og optagelserne gik i gang, han lagde sig ved siden af mig, han hvisket mig ind i øret ”Hvis du gør modstand, så banker jeg dig til fortrydelses tilstand”.
Det gik op for mig, at jeg ryster, jeg er igen så bange, jeg fortryder at jeg overhoved kom med forslaget, jeg begyndte, at sparke så meget jeg nu kunne, men jeg kan ikke særlig godt, det gør ondt i hele kroppen.
Han svinger sig op på mig og slå mig bevidstløs, da jeg kom til mig selv igen, lå jeg på den slidte madras, han har bundet mig igen, jeg bliver så sur på mig selv, over at jeg gjorder modstand, jeg kunne have sluppet fri, hvis jeg var heldig, men chancen er nu meget lille.
Der er stille, vi kigger lidt på hinanden, jeg lukker øjne tungt, åbner dem igen, det er hårdt at holde dem åbne, lige så stille er mine øjne mere og mere lukket, smerterne har bedøvet sig selv, så det er let at sove, jeg har ikke sovet ordentligt i snart to døgn, endelig kan jeg sove.

Jeg vågner brat op, da der bliver skudt, det er blevet mørkt udenfor, det er svært at se hvad der sker, ”Hvad fanden tænker du på, Niels?”, jeg kan genkende stemmen, det er faren, jeg vil gerne sige noget, men tør ikke, for jeg ved ikke om han har en pistol, så jeg ved ikke, om han vil skyde mig, jeg er så bange.
”Niels, det er nu, er du blevet voksen nu, så skal du vise at du er en rigtig mand, har du fundet ud af om du er? Du skal i gang med den voldtægt.”
”Far, jeg kan ikke gøre det, jeg er en rigtig mand allerede, en rigtig mand voldtæger ikke nogen.”
To blink fra faren sammen med to høje brag, det måtte være hans pistol, pludselig kan jeg mærke mit højre ben igen, det gør forfærdelig ondt, jeg kan ikke gøre noget, jeg kan bare ligge her.
”Stop far, nu stopper du.”

Faren lys rammer nu Niels, et skud mere blev affyret, Niels faldt lidt ned i venstre ben, han tog sig til benet, jeg begyndte at skrige, jeg skreg så meget, som jeg kan.
Faren vendte sig over imod mig, skød mig i benet igen, det gør så forfærdelig ondt, men jeg stopper omgående med at skrige, jeg er bange for, at han vil skyde mig igen, hvis jeg ikke stopper.
”Hvis min skvat af en søn ikke kan gøre det, så må jeg jo gøre det, nu er du her jo, så kan jeg lige så godt.”

Han gik hen og flået snoren op på min ryg, tog mine arme hen over mit hoved, han bandt dem igen til en stolpe, han havde spredt mine ben, det gør forfærdeligt ondt, jeg kunne ikke gøre modstand, tårene begynder at løbe ned af kinderne på mig, han er ved at gøre sig klar, da der kom en udrykning uden for.
Han vil hentil vinduet, men snubler over mit ben og lander oven på skudsårene, Niels rejser sig op og går hentil vinduerne, da det kommer fra ham ”Det er politiet, der er mange af dem, nu er vi sku på det, hvad gør vi, far?”
”Har du ringet til politiet, du kan da heller ikke finde ud af noget, uden at gøre endnu mere galt. Nu har jeg sku travlt med dette her, sæt dig der i hjørnet eller jeg skyder dig.”
Niels satte sig over i hjørnet, jeg kan skimte ham, jeg kan se at han er fortvivlet, han græd, jeg kan godt forstå ham, han har hele sin fremtid for sig, nu ender han i fængsel, fordi han har en dominerende far.

Jeg kigger pludselig, da jeg ikke lige har holdt øje med faren, han er gået igang med at voldtæge mig, det gør så ondt, faren gled bare op og ned, igen, igen, igen og igen i et øjeblik stivnede jeg af chok, men jeg begyndt at spjættet, så godt jeg kunne, men jeg kunne ikke slippe fri fra hans hårde greb ned i gulvet.
Jeg stopper op med at gør modstand, da han trykker på mit såret ben, mit hjerte banket meget hård, jeg er så bange for at gøre modstand, men her ligger jeg helt nøgen og håber på, at han snart bliver afbrudt af politiet, tårende triller bare ned af mine kinder.
Jeg føler mig så magte løs, jeg føler mig noget så beskidt, fordi han bare voldtager mig, som om han ejer mig, er jeg virkelig hans ejendel, noget han bare sådan kan bestemme over, pistolen gik ved et uheld af, men det gjorder da så han stopper.
Jeg kigger over på Niels, der holder sig til benet, jeg vidste med det samme, at han var blevet ramt, jeg kigger op på faren, han er ikke opmærksom på mig mere, han kigger på Niels, jeg opdager, at han har placeret sig med et ben på hver side af mit.

Jeg løfter mit ben lige så hårdt jeg kan, jeg rammer ham lige i klokketøjet, jeg kan se på ham at det gør ondt, men han når ikke at gøre noget imod mig, for det lød ude fra ”Det er politiet, I er omringet, så læg skydevåbnet og kom ud med hænderne overhoved.”
Endelig, det tog dem da også kun en evighed at gøre klar, det er længe siden at de kom, men nu sker der i det mindste noget, men det er ikke over endnu.
Faren kigger på mig, ”Nu har jeg ødelagt dit liv, lige som du har ødelagt mit, så står vi lige, men du skal bare vide, at jeg kommer til at føre i sidste ende.”
Han tog pistolen op til hoved og skød sig selv, han lagde sig pladask ned oven på mig, jeg begyndte at skrige helt hysterisk.
Lidt efter strømmer det ind med politi folk, de fjernet ham fra mig og løsner mine arme, en af de kvindelige betjente lange et tæppe over mig, jeg krøllet mig sammen på højre side, jeg glemte alt om smerten, jeg kan ikke stoppe med at græde.
To betjente hjalp Niels op på en båre efter at nogle Falck redder har puttet nogle forbindinger på hans sår, så han kan komme ind på sygehuset og få ordnet sine sår ordentligt på sygehuset.
Nu hvor Niels er blevet fjernet, så kan redderne bedre hjælpe mig, da de ikke vil fjerne tæppet så meget, så de har kun ordnet nogle af de sår på benene, men nu kan de bedre se om de har husket alle, de har også fået sat en drop i mig, så jeg kan få noget væske i mig, de kigger op, der står alle de andre fra afdelingen og kigger.

"Hun virker bekendt, men jeg ved ikke, hvor jeg har set hende før." Madsen tror åbenbart at han visker det stille til de andre, men jeg kan godt høre ham.
"Det er hende der gør rent på vores kontor," lød det fra Arnold, han kigger på de andre og tilføre "men I har vel aldrig bemærkede hende, men hvad vil I gøre uden hende, I har været helt ude af jer selv i dag, da hun ikke er mødt ind med jeres rundstykker og pålæg, kaffen manglede og det var ikke rent, alt det I har brokket jer over, det er hende der laver det, men hvad er takken, at I bare står og glor på hende, når hun ligger og lider."
Jeg kigger over på dem, jeg kan se at de skammer sig over det, de går ud der fra, så redderne får noget mere fred til at hjælpe mig, de sætter noget forbinding på sårene som er på bagsiden af mine ben, en af redderne gik ud og henter båren, da han kommer ind igen, pakker de mig ind i nogle rene tæpper, jeg bliver lagt op på båren og pakket mere ind.

Da De køre mig ud til ambulancen, støvregner det og det friske luft gør er skyndt at få i hoved, efter så mange timer inde i det rum, da der har været en masse dårlige lugt der inde.
Arnold kommer hentil mig, da jeg var kommet ind i ambulancen, han lægger sin hånd på min skulder, "Der er lige en masse prøver, som vil blive taget når du kommer der ind på sygehuset. Jeg kommer ind til dig, når jeg er færdig her, for jeg skal have din side af sagen, men det ved du jo godt."
Jeg kigger op på ham, med tåre i øjne får jeg med nød sagt "Kun dig, ikke de andre.", han nikker til mig, så jeg ved at det kun er ham der kommer, hvilket giver mig ro.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar