onsdag den 9. marts 2016

Synlig rask usynlig syg

Igennem livet oplever næsten alle mennesker på et eller andet tidspunkt noget psykisk, om det er depression, angst, stress eller en af alle de andre diagnoser der er.

Man kigger for folk og tænker, at de fejler da ingen ting, fordi man ikke altid kan forholde sig til det psykiske hos andre, det er så meget lettere at forhold sig til at noget er brækket eller lignede, da det er synligt, men man kan ikke forholde sig til det psykiske.

Det kan også godt være mega svært, men jeg har bemærkede, at hvis jeg bliver spurgt om hvordan jeg har det, hvis jeg smiler og siger at jeg har det godt, så kan folk bedre forholde sig til det, end hvis jeg siger, at jeg har det skidt.

Hvis jeg siger at jeg har det skidt, så er det som om folk fortryder at de spurgte, for de vil på en måde ikke spøger ind til det, for de vil ikke høre på de problemer jeg nu har, men samtidig virker det som om at de ikke vil gå uden at have spurgt.

Jeg har nogle gange oplevet andre spøger, hvordan jeg har det, når jeg så siger, at jeg ikke har det godt, så siger de "Det er da ikke så godt, men jeg håber, at du får det bedre." og så går de, som om de ikke ved hvad de skal sige til en.

Jeg kan godt forstå, at folk ikke tør at spøger mere ind til det, for man ved aldrig hvad man får afvide, hvor meget man får afvide, men bare det man spurgte hvordan personen har det, så har man gjort noget, for så har man vist interesse for personen, hvilket gør at personen ikke føler sig helt alene, at personen ved at der er nogen der bemærker en.

Men hvis man så har tid og overskud til det, så spøger da endelig ind til det, det virker måske dumt, spichelt hvis man ikke kender personen eller kun kender personen lidt, men hvis man spøger en person og personen svare at man har det dårligt og man så spøger ind til det, så er det op til personen, hvor meget personen gerne vil fortælle.

Så længe at man prøver at vise lidt forståelse for det der bliver sagt, for bare det at der bliver lyttede til hvad man siger, det betyder det helt store, det kan gøre en forskel.

Det værste ved at være usynlig syg, er at folk ikke ved hvordan de skal forholde sig til det, hvis man siger fra, så virker man svag, men hvis man ikke siger fra, så virker man som om man kan klare alt i verden, selv om man er ved at bryde sammen.

Jeg tænker nogle gange, at det kunne være rart, hvis jeg havde brækket benet, hånden, armen eller sad i kørestol, for så vil der være flere der automatisk tog hensyn til mig, fordi jeg var synlig syg, men stadig meget selvstændig.

Hvor ved det psykisk syg, der kan man ikke se hvornår der skal tages hensyn og hvornår der ikke skal, hvor hvis man har det dårlig psykisk, så magter man bare ikke altid at sige, at man har behov for at der bliver taget "hensyn", for man kan let kom til at føle, at der ikke er forståelse for det, på grund af mange ting.

Jeg tænker tit, at jeg har en psykisk sygdom, hvor vil jeg dog gerne slippe for den, men den skal ikke styre mit liv for meget, den er en del af mig og det må andre leve med, hvis de ikke kan, så er det deres problem.

Men det skal så siges, at det er mega hårdt, at være i det psykiske og svært at tænke sådan, men samtidig, så må man jo beskydte sig selv ind i mellem, for ellers kan man ikke holde sig oppe.

Mit råd vil til jer læsere, som også har noget at kæmpe med, er I skal tro på jer selv, for I er gode nok, det er bare alle de andre der ikke kan klare at I er bedre end dem.

Til alle jer der er pårørende til folk med psykiske lidelser, prøv at være forstående, lad vær med at presse for hårdt, lyt til hvad de mener og ikke bare hvad de siger, nogle gange er det bare det at der er nogle pårørende og ikke nødvendigvis hvad der bliver sagt eller gjort, men bare det at I er der.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar