Træning

Nu har jeg i over et halvt år været til træning tre gange om ugen, næsten hver uge, det er kun få gange at jeg ikke har været afsted.
Jeg har døjet med nogle smerter i mit venstre knæ, men for nogle uger siden væltede jeg i en weekend, så jeg havde fået ondt i højre side af ryggen, hvilket begge dele har givet nogle problemer med træning, for jeg har ikke kunne klare helt så meget.
Men jeg har stadig træning, jeg har presset mig selv på maskinerne, frem for at tage det med ro, i nogle uger har jeg taget det med lidt mere med ro, jeg har stadigvæk trænet, men har ikke gjort helt så hårdt.

Så da jeg ikke kunne presse mig selv på nogle punkter, så har jeg presset mig selv på andre punkter i det fysiske, hvilket har gjort at jeg har haft nogle oplevelser, hvor jeg overraskede mig selv.
I onsdags kom jeg op på 200 kg på ben pres maskinen, selv om knæet har givet problemer, så var det ikke særlig galt på den maskine, når jeg har kæmpet mig op fra 160 kg til 200 kg på halvanden måned, hvor jeg kun har været inde og styrketræne to gange om ugen.
Så er det alligevel godt klaret, nu er jeg så der, hvor jeg ikke kan sætte den maskine længere op, da 200 kg er det højeste, nu skal der ændres på antal, jeg tog 2 gange 10, da jeg startede med at styrke træne den 19 august var ben pres på 90 kg, så stolt kan jeg da godt være.
Der ud over så har jeg styrke trænet ved en maskine, hvor man styrker det øverste af ryggen, der er jeg siden uge 7 steget fra 65 kg og op til 80 kg i onsdags, så der sker noget i det træning.
Ved lower back har jeg trænet mig til maskines Maks vægt, som er 95 kg, så i mange uger har jeg nu arbejdet med hvor mange gentagelser.

Så der sker noget på maskinerne, jeg overrasker mig selv ind i mellem, hvor jeg prøver at minde mig selv om at det er godt det jeg gør, men det er mega svært, for jeg tænker hele tiden at det kunne gøres bedre, frem for at være stolt over det jeg har gjort.

Der ud over har jeg nogle øvelser, som jeg laver ind i mellem, det er nogle maveøvelser på bold og måtte, men også planken, jeg er så stolt over at jeg kan lave planken, for det havde jeg aldrig troede, at jeg kunne som overvægtigt.

Så er der nok nogle der tænker, hvordan det så går med mig på løbebåndet, der vil jeg bare sige, at jeg har taget det lidt med ro, på grund af mit knæ, men jeg udfordre mig selv på mange punkter alligevel.
For jeg kan foreksempel ikke lide at være på løbebåndet og høre musik via mobil/mp3, så det er jeg begyndt at gøre, så jeg kan øve mig på at kunne komme over den grænse, men samtidig mister jeg hele tiden tålmodigheden på løbebåndet, så hvis jeg presser mig selv for hårdt, så mister jeg den den endnu lettere.

Så ligegyldigt, hvordan det går og hvad jeg gør, så kæmper jeg med at være stolt over det jeg gør, for føler hele tiden at jeg skal gøre det bedre, så det er en kæmpe kamp for mig, så jeg tager afsted og får trænet, men minder mig selv om at jeg skal tage det lidt med ro, at det jeg gør er godt nok.

Synlig rask usynlig syg

Igennem livet oplever næsten alle mennesker på et eller andet tidspunkt noget psykisk, om det er depression, angst, stress eller en af alle de andre diagnoser der er.

Man kigger for folk og tænker, at de fejler da ingen ting, fordi man ikke altid kan forholde sig til det psykiske hos andre, det er så meget lettere at forhold sig til at noget er brækket eller lignede, da det er synligt, men man kan ikke forholde sig til det psykiske.

Det kan også godt være mega svært, men jeg har bemærkede, at hvis jeg bliver spurgt om hvordan jeg har det, hvis jeg smiler og siger at jeg har det godt, så kan folk bedre forholde sig til det, end hvis jeg siger, at jeg har det skidt.

Hvis jeg siger at jeg har det skidt, så er det som om folk fortryder at de spurgte, for de vil på en måde ikke spøger ind til det, for de vil ikke høre på de problemer jeg nu har, men samtidig virker det som om at de ikke vil gå uden at have spurgt.

Jeg har nogle gange oplevet andre spøger, hvordan jeg har det, når jeg så siger, at jeg ikke har det godt, så siger de "Det er da ikke så godt, men jeg håber, at du får det bedre." og så går de, som om de ikke ved hvad de skal sige til en.

Jeg kan godt forstå, at folk ikke tør at spøger mere ind til det, for man ved aldrig hvad man får afvide, hvor meget man får afvide, men bare det man spurgte hvordan personen har det, så har man gjort noget, for så har man vist interesse for personen, hvilket gør at personen ikke føler sig helt alene, at personen ved at der er nogen der bemærker en.

Men hvis man så har tid og overskud til det, så spøger da endelig ind til det, det virker måske dumt, spichelt hvis man ikke kender personen eller kun kender personen lidt, men hvis man spøger en person og personen svare at man har det dårligt og man så spøger ind til det, så er det op til personen, hvor meget personen gerne vil fortælle.

Så længe at man prøver at vise lidt forståelse for det der bliver sagt, for bare det at der bliver lyttede til hvad man siger, det betyder det helt store, det kan gøre en forskel.

Det værste ved at være usynlig syg, er at folk ikke ved hvordan de skal forholde sig til det, hvis man siger fra, så virker man svag, men hvis man ikke siger fra, så virker man som om man kan klare alt i verden, selv om man er ved at bryde sammen.

Jeg tænker nogle gange, at det kunne være rart, hvis jeg havde brækket benet, hånden, armen eller sad i kørestol, for så vil der være flere der automatisk tog hensyn til mig, fordi jeg var synlig syg, men stadig meget selvstændig.

Hvor ved det psykisk syg, der kan man ikke se hvornår der skal tages hensyn og hvornår der ikke skal, hvor hvis man har det dårlig psykisk, så magter man bare ikke altid at sige, at man har behov for at der bliver taget "hensyn", for man kan let kom til at føle, at der ikke er forståelse for det, på grund af mange ting.

Jeg tænker tit, at jeg har en psykisk sygdom, hvor vil jeg dog gerne slippe for den, men den skal ikke styre mit liv for meget, den er en del af mig og det må andre leve med, hvis de ikke kan, så er det deres problem.

Men det skal så siges, at det er mega hårdt, at være i det psykiske og svært at tænke sådan, men samtidig, så må man jo beskydte sig selv ind i mellem, for ellers kan man ikke holde sig oppe.

Mit råd vil til jer læsere, som også har noget at kæmpe med, er I skal tro på jer selv, for I er gode nok, det er bare alle de andre der ikke kan klare at I er bedre end dem.

Til alle jer der er pårørende til folk med psykiske lidelser, prøv at være forstående, lad vær med at presse for hårdt, lyt til hvad de mener og ikke bare hvad de siger, nogle gange er det bare det at der er nogle pårørende og ikke nødvendigvis hvad der bliver sagt eller gjort, men bare det at I er der.

Hjælp til selvhjælp

Nogle gange synes jeg, at alle har så travlt med deres egen liv, at de ikke ser at man faktisk står og har brug for hjælp, men jeg vil så gerne sige at jeg har brug for hjælp, men jeg kan ikke, her for nogle dage siden blev jeg indirekte mindet om en person, der har haft stor betydning for mig.
Bare det at jeg blev mindet om personen, var som en påmindelse om at bare man husker at be om hjælp, så er det også en form for selvhjælp, da man så erkender at man har et problem, som man gerne vil have hjælp til, at man kan erkende det.
Alle har deres ting at kæmpe med, derfor er det også vigtigt at man kan hjælpe andre, men man skal også kunne hjælpe sig selv, når man har det dårligt,
For mig er det en stor ting at erkende at man har brug for hjælp, måske endda be om hjælp, så er man allerede igang med selvhjælp.

Jeg så på facebook i weekenden et billed med følgende tekst som beskriver det på en måde:

But Darling In the end you've got to be your own hero, because everyone else is too busy trying to save themselves. C.T.

Slotsruiner

Jeg elsker at tage ud og se forskellige ting i det danske land, der er så mange ting som folk ikke tænker over at der er der, nogle steder bliver der reklameret meget op, men andre ting bliver ikke, jeg håber, at jeg i år kan komme ud og se nogle af alle de Ruiner der er rundt om i Danmark.
Da jeg i 2012 var på Bornholm så jeg både Hammerhus og en Kirkeruin, men mange af de andre steder der ligger rundt omkring i Danmark har jeg ikke set, hvad jeg kan huske, jeg ved at jeg har været oppe og se den på Kalø, men kun på afstand aldrig helt der ude.
Jeg vil derfor prøve at komme rundt og se nogle af alle dem der er, jeg har fundet nogle af dem, som jeg gerne vil ud og se her, men hvis der er nogle jeg ikke har fået med, så fortæl mig det endelig, så kan jeg tilføre dem, så jeg måske også kan få set dem.
Min mor og jeg har snakkede om at tage en tur til Sverige og Norge, men jeg ved ikke om det bliver til noget, men hvis det gør, så kom da endelig med Ruiner som man skal se der oppe også, men også gerne andre steder som man bare skal se når man er i Sverige og Norge.

Sjælland og Lolland
Asserbo: http://www.visitnordsjaelland.dk/danmark/asserbo-slotsruin-gdk619198
Søborg: http://www.visitnordsjaelland.dk/danmark/soborg-slotsruin-gdk619357
Gurre: http://www.visitnordsjaelland.dk/danmark/gurre-slotsruin-gdk621157
Aldershvile: https://da.wikipedia.org/wiki/Aldershvile og http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=2559
Bønnet: http://www.visitlolland-falster.dk/danmark/bonnet-slotsruin-gdk738134 og http://www.spor.dk/Sporene/Sjaelland/Bonnet_slotsruin.aspx
Slagelse: https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g230035-d4419759-Reviews-Antvorskov_Kloster_og_Slotsruin-Slagelse_West_Zealand_Zealand.html


Jylland
Egholm: http://www.rebildporten.dk/danmark/egholm-slotsruin-gdk679373
Kalø: https://da.wikipedia.org/wiki/Kal%C3%B8_Slotsruin#Ejere_af_Kal.C3.B8
Trøjborg: https://da.wikipedia.org/wiki/Tr%C3%B8jborg_Slotsruin
Grøngård: http://www.visitdenmark.dk/da/danmark/grongaard-slotsruinhertug-hans-jagtslot-gdk610821

Fortælle

Nogle gange har jeg virkelig meget behov for at fortælle en masse ting, men jeg ved ikke altid hvad, det lyder dumt, for man burde da altid vide hvad man vil fortælle, men det er som om jeg gerne vil snakke med andre, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dem.
Jeg har en frygt for, at det jeg har at sige, ikke er godt nok eller er ligegyldig, så tit vil jeg så gerne fortælle en masse ting, men alligevel ikke.
Der er dage eller øjeblikke hvor jeg så gerne vil fortælle andre om hvad der sker i mit liv, men samtidig føler jeg, at der ikke sker noget spændende i mit liv, at det der sker er kedeligt eller at jeg ikke skal belaste andre med mine problemer.
Så i perioder tager jeg mig selv i at være meget stille og lukke meget af over for andre, fordi jeg føler, at andre er bedre fortjent, at det er bedre at andre slipper for alle mine ting, alt mit ligegyldig snakken.
Men øver mig virkelig på at blive bedre til at snakke med andre, men det går ikke altid særligt godt, jeg kan snakke med mange forskellige mennesker, men har svært ved at snakke med dem der betyder noget for mig, fordi jeg tit føler at jeg ikke er klog nok til at sige noget i deres selskab.
Hvor jeg bare skal lærer mig selv, at jeg er god nok, at det er ligegyldigt hvor meget jeg ved eller ikke ved, men det er godt nok svært, det er en ond cirkel der skal brydes.
Vi har alle noget godt at bidrage med, men det er et spøgersmål om at finde det frem og bruge det på de rette tidspunkter.