De indre følelser

Dansk

Der er et sted i mig

hvor alting taler på én gang—

ikke i ord,

men i bølger,

i tryk bag ribbenene,

i noget der strammer

uden at kunne peges på.

Jeg ved godt

der findes hænder, der kan løsne det lidt,

blikke der kan gøre det mildere,

ord der kunne lægge sig som varme

over det, jeg ikke selv kan bære.

Men noget i mig siger nej

før jeg når at sige ja.

Som om lindringen

er for fin til mig,

som om roen

tilhører nogen andre.

Så jeg står dér—

midt imellem længsel og modstand,

med åbne hænder

der ikke tør tage imod.

Og når nogen endelig rækker ud,

blidt, forsigtigt, rigtigt,

så vælter det ind over mig

som for meget lys i et mørkt rum.

Jeg vil jo gerne.

Det er det værste.

At ville det

og samtidig skubbe det væk.

Og aleneheden

er ikke kun fraværet af andre—

den er også

at være den eneste

der forsøger at forstå

det sprog, mit indre taler

uden ord.

English

There is a place inside me

where everything speaks at once—

not in words,

but in waves,

in pressure behind my ribs,

in something tightening

without a name.

I know

there are hands that could soften it,

eyes that could make it gentler,

words that might settle like warmth

over what I cannot carry alone.

But something in me says no

before I reach yes.

As if relief

is not meant for me,

as if calm

belongs to someone else.

So I stand there—

between longing and resistance,

with open hands

afraid to receive.

And when someone finally reaches out,

softly, carefully, kindly,

it rushes over me

like too much light in a dark room.

I do want it.

That’s the hardest part.

To want it

and still push it away.

And the loneliness

is not just the absence of others—

it is also

being the only one

trying to understand

the language inside me

that has no words.

Du blev

Dansk

Jeg står i det, vi er,

som i et rum jeg ikke kender,

hvor væggene ikke rykker sig væk fra mig

når jeg kommer for tæt på.

Jeg leder efter sprækker i dig,

steder hvor du burde give slip,

hvor du burde vende dig bort

som alle de andre gjorde.

Mine hænder er vant til afsked,

til stilheden efter et sidste forsøg,

til blikke der lukker ned

før jeg selv når at gøre det.

Men du bliver.

Og det gør ondt på en ny måde,

en blød måde,

som om mit indre ikke ved

hvordan det skal tage imod noget,

der ikke forsvinder.

Jeg tænker:

kan du ikke bare blive vred?

Skubbe mig væk,

lade mig falde ind i det kendte?

Hvorfor står du her stadig,

som om jeg ikke er for meget,

som om der er plads til mig

helt ind til det, jeg selv gemmer væk?

Det er skræmmende,

det er smukt,

det er alt det, jeg ikke har lært at være i.

Og alligevel—

et stille tak

for at du ikke går,

selv når jeg prøver at ødelægge det,

vi kunne være.

English

I stand inside what we are,

like a room I don’t recognize,

where the walls don’t pull away

when I get too close.

I search for cracks in you,

places where you should let go,

where you should turn away

like everyone else did.

My hands are used to endings,

to the silence after trying,

to eyes that close off

before I can even do it myself.

But you stay.

And it hurts in a different way,

a softer way,

like something in me doesn’t know

how to hold something

that doesn’t disappear.

I think:

can’t you just get angry?

Push me away,

let me fall into what I know?

Why are you still here,

as if I’m not too much,

as if there is space for me

even in the parts I hide?

It’s frightening,

it’s beautiful,

it’s everything I never learned how to be in.

And still—

a quiet thank you

for not leaving,

even when I try to break

what we could be.

Hvordan forklare jeg det

Dansk

Jeg er træt,

men ikke på den måde man kan sove væk.

Det sidder dybere,

som en knude uden navn.

Folk spørger hvad der er galt,

og jeg leder efter ord

som ikke findes.

Hvordan forklarer man stilhed

der larmer?

Jeg vil så gerne have det godt.

Virkelig.

Som om jeg står foran en dør

jeg ikke kan få op,

selvom den ikke er låst.

Alt burde være fint,

siger de.

Og jeg nikker,

for det er nemmere end at forklare

det der ikke kan forklares.

Indeni føles det tungt,

som at gå gennem vand

uden at komme frem.

Jeg prøver.

Hver dag prøver jeg.

Men nogle gange føles det

som om det ikke er nok

bare at prøve.

English

I’m tired,

but not the kind sleep can fix.

It sits deeper,

like a knot without a name.

People ask what’s wrong,

and I search for words

that don’t exist.

How do you explain a silence

that’s loud?

I want so badly to feel okay.

I really do.

Like I’m standing in front of a door

I just can’t open,

even though it isn’t locked.

“Everything should be fine,”

they say.

And I nod,

because it’s easier than explaining

what can’t be explained.

Inside, it feels heavy,

like walking through water

without getting anywhere.

I try.

Every day I try.

But sometimes it feels

like trying

just isn’t enough.

Hvem er jeg

Dansk

Jeg står foran spejlet

men spejlet svarer ikke.

Er jeg de ord, der falder fra andres mund,

eller de stille tanker jeg selv hvisker i mørket?

Når jeg prøver at beskrive mig selv,

glider ordene som vand mellem fingrene.

Nogle siger: sådan er du.

Men indeni spørger jeg: er det sandt?

Det jeg engang holdt tæt til hjertet,

det jeg lo af og var stolt af,

bliver pludselig til noget forkert

i andres øjne.

Og så står jeg dér

med noget, jeg elsker ved mig selv,

mens verden ryster på hovedet,

og jeg mærker tvivlen vokse som skygger i mig.

Hvem er jeg,

når deres stemmer bliver høje

og min egen bliver stille?

Er jeg summen af blikke udefra,

eller den følelse jeg stadig kan mærke

et sted under støjen?

Måske er jeg et sted midt imellem —

en historie, der stadig skrives,

et menneske, der prøver

at finde sin egen stemme igen.

English

I stand in front of a mirror

but the mirror does not answer.

Am I the words that fall from others’ mouths,

or the quiet thoughts I whisper to myself in the dark?

When I try to describe who I am,

the words slip like water through my hands.

Some people say: this is you.

But inside I ask: is it true?

The things I once held close to my heart,

the parts of me I loved and felt proud of,

suddenly become something wrong

in someone else’s eyes.

And there I am,

holding something I love about myself,

while the world shakes its head,

and doubt grows inside me like shadows.

Who am I

when their voices grow loud

and mine becomes quiet?

Am I the sum of all the looks from outside,

or the feeling I can still sense

somewhere beneath the noise?

Maybe I am somewhere in between —

a story still being written,

a person learning

to find their own voice again. ✨

Det, jeg ikke kunne se

Dansk

Det, jeg ikke kunne se

Jeg ligner ikke hende.

Det siger spejlet,

eller måske er det bare

den stemme i mit hoved,

der har lært at måle mig

med andres målestok.

Hun findes overalt —

på forsider,

på skærme,

i de perfekte øjeblikke,

jeg scroller forbi

midt om natten.

Jeg ser hendes smil

og glemmer mit eget.

Jeg ser hendes drøm

og tænker,

at min må være for lille.

Men mor sagde:

“Min skat,

lad være med at leve

i jalousiens skygge.

En dag vil du se det.”

Jeg forstod hende ikke dengang.

For hvordan finder man noget smukt

i sig selv,

når man kun har øvet sig

i at finde fejl?

Så jeg stod foran spejlet

og kiggede lidt længere.

Ikke på næsen,

ikke på håret,

ikke på det, jeg ville ændre.

Men ind i mine egne øjne.

Og dér var jeg.

Ikke perfekt.

Ikke som hende.

Ikke som billederne

fortæller mig, jeg burde være.

Bare mig.

Med alle mine tvivl,

mine fejl,

mine ar,

mine stille sejre.

Måske var det hele tiden

noget andet,

jeg skulle lære at se.

For skønhed er ikke altid

det, der får andre til at vende sig om.

Nogle gange er skønhed

at blive,

når man har lyst til at forsvinde.

At tilgive sig selv

for ikke at være perfekt.

At vågne en morgen

og ikke længere ønske,

man var en anden.

Og måske havde mor ret.

Måske kommer dagen

ikke med et mirakel.

Måske kommer den stille —

i det øjeblik

jeg ser mig selv i spejlet

og for første gang

ikke spørger:

“Er jeg smuk nok?”

Men siger:

“Jeg er her.”

Og det er måske

det smukkeste,

jeg nogensinde

har lært at se.

English

What I Couldn't See

I don't look like her.

That's what the mirror says,

or maybe it's only

the voice inside my head

that learned to measure me

against someone else's scale.

She's everywhere —

on magazine covers,

on glowing screens,

inside perfect moments

I scroll past

in the middle of the night.

I see her smile

and forget my own.

I see her dream

and wonder

if mine is too small.

But Mom said,

“My darling,

don't live your life

in the shadow of jealousy.

One day, you'll see it.”

I didn't understand her then.

Because how do you find something beautiful

inside yourself

when all you've practiced

is finding what is wrong?

So I stood before the mirror

and looked a little longer.

Not at my nose,

not at my hair,

not at everything

I wished I could change.

But into my own eyes.

And there I was.

Not perfect.

Not like her.

Not like the pictures

tell me I should be.

Just me.

With all my doubts,

my flaws,

my scars,

my quiet victories.

Maybe all along

it was something different

I needed to learn to see.

Because beauty isn't always

what makes people turn around.

Sometimes beauty is

staying

when you want to disappear.

Forgiving yourself

for not being perfect.

Waking up one morning

and no longer wishing

you were someone else.

And maybe Mom was right.

Maybe that day

doesn't arrive like a miracle.

Maybe it comes quietly —

in the moment

I look into the mirror

and for the first time

I don't ask:

“Am I beautiful enough?”

But say:

“I am here.”

And perhaps that is

the most beautiful thing

I have ever learned

to see.