Aldrig helt god nok

Dansk — Aldrig helt god nok

Lige meget hvad jeg gør,

hvor langt jeg går,

hvor mange gange jeg rejser mig,

og hvor meget jeg kæmper for at nå hertil,

er der stadig en stemme indeni,

der fortæller mig,

at det aldrig helt er nok.

Jeg kan nå de mål,

jeg engang kun turde drømme om.

Jeg kan overvinde det,

der engang fik mig til at tvivle på mig selv.

Jeg kan stå tilbage efter storme,

som ingen andre ved,

hvor meget det kostede mig at overleve.

Jeg kan skabe noget ud af ingenting,

finde styrke, når jeg næsten ingen har,

og samle de stykker af mig selv,

som livet igen og igen har revet fra hinanden.

Men alligevel …

kan jeg næsten høre skuffelsen,

før nogen overhovedet åbner munden.

Den ligger gemt mellem ordene,

i blikkene, i stilheden,

i alt det, jeg forestiller mig,

at min familie ville sige,

hvis de så mig nu.

For jeg kender følelsen alt for godt:

At gøre noget, jeg selv burde være stolt af,

og alligevel tænke på,

hvorfor det ikke ville være nok for dem.

Hvorfor glæden bliver mindre,

når jeg forestiller mig deres reaktion.

Hvorfor en sejr føles som et nederlag,

før jeg overhovedet har fået lov

til at fejre den.

Og det gør ondt,

for det er ikke kun dem, der stadig er her,

jeg tænker på.

Det er også dem, jeg har mistet.

Dem, jeg ikke længere kan ringe til,

dem, hvis stemmer kun lever videre

i minderne og i mit eget hoved.

Jeg ved ikke, hvad de ville have sagt,

hvis de kunne se mig i dag.

Men nogle gange føles det,

som om jeg allerede kender svaret.

Jeg forestiller mig deres skuffelse,

deres spørgsmål,

alt det, jeg ikke har gjort,

alt det, jeg burde have gjort bedre.

Og måske er det dét, der gør mest ondt:

At jeg savner mennesker,

som jeg ikke længere kan spørge,

om de ville være stolte af mig.

At jeg bærer rundt på samtaler,

der aldrig har fundet sted,

og forsøger at leve op til forventninger,

som måske aldrig engang blev sagt højt.

For selv når jeg opnår noget,

er det, som om jeg straks leder efter det næste.

Som om jeg ikke må hvile,

før jeg har bevist lidt mere.

Som om mit værd afhænger af,

hvor meget jeg kan nå,

hvor stærk jeg kan være,

og hvor lidt jeg må fejle.

Men hvornår bliver det nok?

Hvor mange kampe skal jeg vinde,

før jeg må være stolt af mig selv?

Hvor mange gange skal jeg bevise,

at jeg kan stå på egne ben,

før jeg holder op med at føle,

at jeg stadig skal godkendes?

Jeg ville ønske,

at jeg kunne fortælle dem om mine sejre

uden allerede at forberede mig på kritikken.

At jeg kunne dele min glæde

uden at forestille mig skuffelsen.

At jeg kunne se på alt det, jeg har opnået,

og bare tænke:

Jeg gjorde det. Jeg kom hertil.

Jeg ville ønske,

at nogen så mennesket bag resultaterne.

Ikke kun det, jeg mangler,

men alt det, jeg har klaret.

Ikke kun mine fejl,

men alt det, jeg har lært.

Ikke kun det, jeg endnu ikke er blevet,

men den person, jeg allerede er.

For jeg er mere end mine præstationer.

Mere end mine fejltrin.

Mere end de forventninger,

jeg aldrig synes, jeg kan leve op til.

Jeg er også alle de morgener,

hvor jeg stod op, selvom jeg var knust.

Alle de gange, jeg fortsatte,

selvom jeg ikke vidste hvordan.

Alle de øjeblikke,

hvor jeg valgte at prøve igen,

selvom livet havde givet mig

mere end nok grunde til at lade være.

Og det må også tælle.

Det må tælle,

at jeg stadig er her.

At jeg stadig forsøger.

At jeg har skabt noget,

selvom jeg ikke altid havde nogen

til at vise mig vejen.

Det må tælle,

at jeg er blevet til et menneske

gennem både glæde og sorg,

gennem tab og skuffelser,

gennem alt det, jeg aldrig selv valgte,

men alligevel måtte lære at leve med.

Måske vil nogle aldrig forstå,

hvor meget jeg har kæmpet.

Måske vil jeg aldrig få de ord,

jeg så længe har håbet på at høre.

Måske vil jeg altid kunne forestille mig,

hvad de ville have sagt,

og mærke den gamle frygt for

endnu en gang ikke at være god nok.

Men jeg vil ikke længere lade

en forestillet skuffelse

stjæle glæden fra det, jeg har opnået.

Jeg vil ikke gøre mine sejre mindre,

bare fordi jeg frygter,

at andre ville have forventet mere.

Og jeg vil ikke længere vente på,

at nogen giver mig tilladelse

til at være stolt af mit eget liv.

For måske er det ikke mig,

der hele tiden skal gøre mere.

Måske har jeg længe gjort nok,

men været så vant til at lede efter

det, der mangler,

at jeg har glemt at se alt det,

der faktisk er lykkedes.

Så til dem, der stadig er her,

og til dem, jeg kun kan bære med mig

i hjertet og i minderne:

Jeg ville ønske, I kunne se mig

uden at lede efter det, jeg burde have gjort anderledes.

Jeg ville ønske, I kunne se,

hvor langt jeg faktisk er kommet.

Jeg er ikke perfekt.

Jeg har ikke gjort alting rigtigt.

Jeg har stadig drømme, jeg ikke har nået,

og sider af mig selv, jeg stadig prøver at forstå.

Men jeg har også opnået ting.

Jeg har overlevet dage, I aldrig har set.

Jeg har kæmpet kampe, I måske aldrig kendte til.

Og jeg har bygget et liv

med de kræfter, jeg havde.

Jeg ville ønske, I var stolte af mig.

Ikke kun af det, jeg gør,

men af den, jeg er blevet.

Ikke kun af de mål, jeg når,

men af alt det, jeg måtte overvinde

for overhovedet at nå dem.

Og hvis de ord aldrig kommer,

hvis jeg aldrig får den anerkendelse,

jeg stadig et sted i mig længes efter,

så må jeg langsomt lære

at give mig selv det, jeg har ventet på.

For jeg fortjener at mærke glæden

ved det, jeg har opnået.

Jeg fortjener at se på mit liv

uden kun at få øje på det,

andre måske ville kalde utilstrækkeligt.

Og måske er det den sværeste sejr af alle:

At stå midt i alt det, jeg har skabt,

med alle mine ar og al min tvivl,

og endelig kunne sige til mig selv:

**Jeg ved, at I måske ville have ønsket mere.

Jeg ved, at jeg måske aldrig bliver

den, I havde forestillet jer.**

**Men jeg er stolt af, at jeg blev den,

jeg er i dag.**

**Og denne gang vil jeg ikke lade

jeres mulige skuffelse

overbevise mig om,

at mit liv ikke er godt nok.**

English — Never Quite Good Enough

No matter what I do,

how far I go,

how many times I rise again,

or how hard I fight to get this far,

there is still a voice inside me

telling me

that somehow, it is never enough.

I can reach the goals

I once only dared to dream about.

I can overcome the things

that once made me doubt myself.

I can stand here after storms

no one else knows

how much it cost me to survive.

I can build something out of nothing,

find strength when I have almost none,

and gather the pieces of myself

that life has torn apart

time and time again.

And yet …

I can almost hear the disappointment

before anyone even opens their mouth.

It hides between the words,

in the looks, in the silence,

in everything I imagine

my family would say

if they could see me now.

Because I know this feeling all too well:

Achieving something I should be proud of,

only to wonder

why it would never be enough for them.

Why my happiness begins to fade

when I imagine their reaction.

Why a victory starts to feel like defeat

before I've even had the chance

to celebrate what I've done.

And it hurts,

because it isn't only those still here

that I think about.

It's also those I've lost.

The ones I can no longer call,

the ones whose voices live on

only in my memories

and in the conversations inside my head.

I don't know what they would say

if they could see me today.

But sometimes it feels

as though I already know the answer.

I imagine their disappointment,

their questions,

everything I haven't done,

everything I should have done better.

And perhaps that's what hurts the most:

Missing people

I can no longer ask

whether they would be proud of me.

Carrying conversations

that have never taken place,

trying to live up to expectations

that may never even have been spoken aloud.

Because even when I achieve something,

I immediately start searching for the next thing.

As though I'm not allowed to rest

until I've proved a little more.

As though my worth depends on

how much I accomplish,

how strong I can be,

and how little I am allowed to fail.

But when will it be enough?

How many battles must I win

before I am allowed to feel proud?

How many times must I prove

that I can stand on my own

before I stop feeling

like I still need someone's approval?

I wish I could tell them about my victories

without preparing myself for criticism.

I wish I could share my happiness

without imagining their disappointment.

I wish I could look at everything I've achieved

and simply think:

I did it. I made it here.

I wish someone could see the person

behind all the accomplishments.

Not just what I lack,

but everything I've overcome.

Not just my mistakes,

but everything I've learned.

Not just the person I haven't yet become,

but the person I already am.

Because I am more than my achievements.

More than my mistakes.

More than the expectations

I never seem to live up to.

I am also every morning

I got out of bed when I was broken.

Every time I kept going

when I had no idea how.

Every moment I chose to try again,

even when life had given me

more than enough reasons not to.

And that has to count for something.

It has to count

that I'm still here.

That I'm still trying.

That I've built something,

even when I didn't always have someone

to show me the way.

It has to count

that I've become a person

through both joy and sorrow,

through loss and disappointment,

through everything I never chose

but somehow had to learn to live with.

Maybe some people will never understand

how hard I've fought.

Maybe I'll never hear the words

I've spent so long hoping for.

Maybe I'll always be able to imagine

what they would have said

and feel that familiar fear

of never being good enough again.

But I will no longer let

an imagined disappointment

steal the happiness from what I've achieved.

I will not make my victories smaller

just because I'm afraid

others would have expected more.

And I will no longer wait

for someone to give me permission

to be proud of my own life.

Because perhaps I'm not the one

who needs to keep doing more.

Perhaps I've been doing enough for a long time,

but I've grown so used to searching

for what is missing

that I've forgotten to see

everything that has gone right.

So, to those who are still here,

and to those I can only carry

in my heart and in my memories:

I wish you could see me

without searching for what I should have done differently.

I wish you could see

how far I've actually come.

I'm not perfect.

I haven't done everything right.

I still have dreams I haven't reached

and parts of myself I'm still trying to understand.

But I've achieved things, too.

I've survived days you never saw.

I've fought battles you may never have known about.

And I've built a life

with the strength I had.

I wish you were proud of me.

Not just of what I do,

but of the person I've become.

Not just of the goals I reach,

but of everything I had to overcome

just to reach them.

And if those words never come,

if I never receive the recognition

that some part of me still longs for,

then I must slowly learn

to give myself what I've been waiting for.

Because I deserve to feel the joy

of everything I've accomplished.

I deserve to look at my life

without seeing only the things

others might consider insufficient.

And perhaps that is the hardest victory of all:

Standing in the middle of everything I've built,

with all my scars and all my doubts,

and finally being able to say to myself:

**I know you might have wanted more.

I know I may never become

the person you imagined I would be.**

**But I am proud of the person

I have become today.**

**And this time, I will not let

your possible disappointment

convince me

that my life is not good enough.**

Nogle gange er det at give slip også kærlighed til sig selv

Dansk — Nogle gange er det at give slip også kærlighed til sig selv

Det sværeste er ikke altid at miste,

nogle gange er det at vælge at gå.

At lukke en dør, man aldrig troede,

man selv ville få styrken til at lukke,

og acceptere, at ikke alle bånd

er skabt til at holde for evigt.

For det er jo familie.

Dem, man burde kunne komme hjem til,

dem, der burde være ens trygge sted,

dem, man håber vil forstå én,

selv når resten af verden vender ryggen til.

Men hvad gør man,

når det, der skulle føles som kærlighed,

i stedet bliver noget, der gør ondt?

Når man igen og igen prøver at bygge broer,

mens man selv står tilbage

med hænder fulde af ruiner?

Hvordan giver man slip på mennesker,

der stadig trækker vejret,

stadig findes et sted i verden,

men som man alligevel må lære at leve uden?

For de er her endnu,

men det betyder ikke,

at de længere har en plads i mit liv.

Blod kan forbinde os,

men blod kan ikke alene skabe tryghed.

Et efternavn kan gøre os til familie,

men det gør os ikke automatisk til hinandens hjem.

Og tro mig,

det gør ondt at sige farvel

til noget, man aldrig ønskede at miste.

Det gør ondt at begrave håbet,

at slippe drømmen om,

at det måske en dag bliver anderledes.

Der er sorg i de grænser, jeg sætter.

Der er tårer i den afstand, jeg vælger.

Der er en stille smerte i at indse,

at jeg måske aldrig får den familie,

jeg så længe har håbet på.

Men der er også en sandhed,

jeg ikke længere kan løbe fra:

Jeg kan ikke blive ved med at miste mig selv

for at holde fast i mennesker,

der gennem alt for mange år

har gjort mit liv tungere at bære.

Jeg har prøvet.

Jeg har håbet.

Jeg har tilgivet, måske flere gange,

end nogen nogensinde vil forstå.

Jeg har givet chancer,

selv når en del af mig allerede vidste,

at endnu en chance måske ville koste mig

endnu et stykke af mig selv.

Men nu er nok nok.

Ikke fordi jeg er kold.

Ikke fordi mit hjerte er tomt,

eller fordi jeg ikke længere føler noget.

Tværtimod.

Måske gør det netop så ondt,

fordi jeg har følt så meget,

fordi jeg har ønsket så inderligt,

at det kunne være anderledes.

Jeg giver ikke slip, fordi det er let.

Jeg giver slip, fordi det er nødvendigt.

Fordi jeg også er et menneske,

der fortjener fred.

Fordi mine følelser tæller,

fordi mine grænser betyder noget,

og fordi mit liv ikke skal være

en endeløs kamp for at høre til.

Så jeg står fast,

selv når savnet prøver at få mig til at vende om.

Jeg står fast, selv når skyldfølelsen hvisker,

at familie er noget, man aldrig må give op på.

Jeg står fast, selv når hjertet spørger,

om jeg nu virkelig har gjort det rigtige.

For jeg må gerne vælge mig selv.

Jeg må gerne lukke døren,

selv når dem på den anden side stadig lever.

Jeg må gerne sørge over mennesker,

jeg stadig kunne ringe til,

men som jeg ikke længere kan have tæt på.

Og hvis nogen spørger mig,

om jeg stadig har familie,

må jeg måske lære at sige:

De findes stadig,

men jeg har ikke længere en familie,

jeg kan føle mig hjemme i.

Det er en sætning, der gør ondt.

En sandhed, jeg aldrig ønskede.

Men jeg behøver ikke fornægte min smerte

for at beskytte andres billede af os.

For det at give slip

betyder ikke, at årene var ligegyldige.

Det betyder ikke, at kærligheden aldrig fandtes.

Det betyder blot,

at det dårlige har varet for længe,

at jeg har båret for meget,

og at jeg ikke længere vil betale

med min egen fred for at bevare et bånd.

Nu skal jeg også tage hensyn til mig.

Til den del af mig, der er træt.

Til den del, der stadig håber,

men som ikke længere kan holde til at vente.

Til den del, der fortjener at leve

uden konstant at skulle hele

efter dem, der burde have passet på mig.

Så ja, det er svært at lukke af.

Det er svært at slippe det velkendte,

selv når det velkendte gør ondt.

Det er svært at acceptere,

at nogle mennesker måske aldrig bliver

dem, man havde brug for, at de var.

Men jeg vil hellere lære at leve

med sorgen over den familie, jeg har mistet,

end fortsætte med at miste mig selv

i forsøget på at beholde den.

**For nogle gange er det ikke kærligheden,

der mangler styrke nok til at blive.**

**Nogle gange er det kærligheden til sig selv,

der endelig bliver stærk nok til at gå.**

Og denne gang går jeg ikke

for at blive hentet tilbage.

Jeg går ikke for at få nogen til at forstå.

Jeg går, fordi jeg har forstået,

at jeg også fortjener noget andet.

Jeg går med sorg.

Jeg går med ar.

Jeg går med spørgsmål, der måske aldrig får svar.

Men jeg går også med en beslutning,

der endelig er min egen:

**Jeg vælger min fred.

Jeg vælger mit liv.

Jeg vælger mig selv.**

Og selvom det føles som at miste en familie,

måske er det i virkeligheden

begyndelsen på at finde hjem

til mig selv.

English — Sometimes Letting Go Is Also an Act of Self-Love

The hardest thing isn't always losing;

sometimes, it's choosing to walk away.

Closing a door you never imagined

you would be strong enough to close,

and accepting that not every bond

was meant to last forever.

Because they're family.

The people you're supposed to come home to,

the ones who should make you feel safe,

the ones you hope will understand you

when the rest of the world turns away.

But what do you do

when what was supposed to feel like love

becomes something that hurts?

When you keep trying to build bridges,

only to find yourself standing alone

among the pieces of everything you've broken yourself to save?

How do you let go of people

who are still breathing,

who still exist somewhere in this world,

but whom you must learn to live without?

Because they're still here,

but that doesn't mean

they still have a place in my life.

Blood may connect us,

but blood alone cannot create safety.

A shared name may make us family,

but it doesn't automatically make us home.

And believe me,

it hurts to say goodbye

to something you never wanted to lose.

It hurts to bury the hope,

to release the dream

that maybe, one day, things might change.

There is grief in the boundaries I set.

There are tears in the distance I choose.

There is a quiet ache in realizing

that I may never have the family

I've spent so long wishing for.

But there is also a truth

I can no longer run away from:

I cannot keep losing myself

just to hold on to people

who, for far too many years,

have made my life harder to carry.

I've tried.

I've hoped.

I've forgiven, perhaps more times

than anyone will ever understand.

I've given second chances,

even when a part of me already knew

that one more chance might cost me

another piece of who I am.

But now, enough is enough.

Not because I'm cold.

Not because my heart is empty,

or because I've stopped feeling.

Quite the opposite.

Maybe it hurts this much

because I've felt so deeply,

because I've wished so desperately

that things could have been different.

I'm not letting go because it's easy.

I'm letting go because it's necessary.

Because I am a human being, too,

and I deserve peace.

Because my feelings matter,

because my boundaries have meaning,

and because my life was never meant to be

an endless struggle to belong.

So I stand my ground,

even when longing begs me to turn around.

I stand my ground when guilt whispers

that family is something you should never give up on.

I stand my ground when my heart asks

if I've really done the right thing.

Because I'm allowed to choose myself.

I'm allowed to close the door,

even when the people on the other side are still alive.

I'm allowed to grieve for people

I could still call,

but can no longer keep close to me.

And if someone asks me

whether I still have a family,

perhaps I must learn to say:

They are still out there,

but I no longer have a family

where I feel that I belong.

It's a sentence that hurts.

A truth I never wanted.

But I don't have to deny my pain

to protect the picture others have of us.

Because letting go

doesn't mean those years meant nothing.

It doesn't mean love never existed.

It simply means the pain has lasted too long,

that I've carried far too much,

and that I will no longer sacrifice

my own peace just to preserve a bond.

Now it's time to consider myself, too.

The part of me that is tired.

The part that still hopes,

but can no longer bear the waiting.

The part that deserves to live

without constantly having to heal

from the people who should have cared for me.

So yes, it's hard to shut people out.

It's hard to release what feels familiar,

even when the familiar brings you pain.

It's hard to accept

that some people may never become

the people you needed them to be.

But I'd rather learn to live

with the grief of the family I've lost

than continue losing myself

in the desperate attempt to keep it.

**Because sometimes, it's not love

that lacks the strength to stay.**

**Sometimes, it's self-love

that finally grows strong enough to leave.**

And this time, I'm not leaving

just to be called back.

I'm not leaving to make someone understand.

I'm leaving because I've finally understood

that I deserve something different, too.

I leave with grief.

I leave with scars.

I leave with questions that may never be answered.

But I also leave with a decision

that finally belongs to me:

**I choose my peace.

I choose my life.

I choose myself.**

And even though it feels like losing a family,

perhaps it is, in truth,

the beginning of finding my way home

to myself.

Jeg kender min værdi

Jeg kender min værdi

Som du har vist mig endnu en dag,

er det måske bedst, at vi holder afstand lidt tilbage.

Ingen krammere, ingen nærhed,

for lige nu gør afstand mindre ondt end din kulde og hårdhed.

Jo mindre vi taler, jo mindre vi deler,

måske er det sådan, vi bedst vores veje adskiller.

For hver gang du snerrer og lader vreden gå ud over mig,

mister jeg lidt af den tryghed, jeg engang følte hos dig.

Den dag, du er klar til en relation,

hvor respekt og omsorg er fundamentet for vores kommunikation,

hvor du kan møde mig uden vrede og bebrejdelse,

så ved du, hvor du finder mig — men ikke på bekostning af min selvfølelse.

For jeg fortjener ikke at blive mødt med hårde ord,

eller at få skylden for den smerte, du selv sætter spor.

Jeg skal ikke bære ansvaret for din vrede,

eller stå tilbage med tårer, mens du går videre.

Jeg er mere værd, end du lader mig føle,

og jeg vil ikke længere lade dine ord mit selvværd køle.

Jeg vil ikke gøres mindre, end jeg er,

for jeg kender mit hjerte, og jeg ved, hvad jeg er værd.

Så indtil du kan møde mig med respekt,

vælger jeg afstand — ikke for at straffe, men for at beskytte mig selv.

For jeg kan godt holde af dig og stadig sige fra,

og jeg kan ønske dig det godt uden at lade dig såre mig hver dag.

Når du er klar til at møde mig på en ordentlig måde,

med respekt i dine handlinger og varme i dine ord,

så må du sige til.

Men indtil da vælger jeg mig selv,

for jeg fortjener fred, jeg fortjener respekt,

og jeg fortjener aldrig at blive gjort mindre,

blot fordi du ikke kan behandle mig,

som det menneske, jeg er.

 I Know My Worth

As you have shown me once again today,

perhaps it's best we keep our distance and stay away.

No more hugs, no more closeness for now,

because distance hurts less than the way you treat me somehow.

The less we speak, the less we share,

perhaps we'll find more peace with space between us there.

For every time you snap at me and let your anger show,

I lose a little more of the trust I used to know.

When you're ready for a relationship built on respect,

where kindness and care are what I can expect,

where you can speak to me without anger or blame,

you can reach out to me — but things cannot stay the same.

I do not deserve your harsh words or your frustration,

nor to carry the blame for every confrontation.

I will not take responsibility for the anger you display,

or be left with all the hurt while you simply walk away.

I am worth far more than you make me feel,

and I will no longer let your words decide what is real.

You will not make me smaller than I am,

for I know my heart, and I know who I am.

So until you can treat me with dignity and care,

I'll choose some distance and protect myself from there.

Not to punish you, not to make you feel pain,

but to stop letting our encounters leave me hurting again.

Because I can care for you and still say no.

I can wish you well and still choose to go.

I can hold love in my heart and still draw a line,

because protecting my peace is a right that is mine.

When you're ready to meet me with respect,

with kindness in your actions and care in your words,

then you can let me know.

But until that day, I'll choose myself,

for I deserve peace, I deserve respect.

And I will never again allow myself to be made less

just because you cannot treat me

with the kindness and dignity I deserve.

At være voksen – mere end de tror

At være voksen – mere end de tror

Et digt på dansk

De siger, jeg skal være voksen,

som om jeg ikke allerede prøver.

Som om jeg ikke hver eneste dag

står med mere, end nogen ser,

og stadig finder styrken til at gå videre.

De siger, at vi kan gøre det sammen,

at jeg ikke behøver stå alene.

Men hvordan skal jeg række hånden frem,

når de allerede har tegnet et billede af mig

uden nogensinde at se mig rigtigt i øjnene?

De hører historier fortalt af andre,

låner andres ord og kalder dem sandhed.

De dømmer mig ud fra stemmer,

der aldrig har båret mine tanker,

aldrig har mærket mine kampe

eller set de tårer, jeg har gemt væk.

For hvis de virkelig kendte mig,

ville de vide, at jeg allerede har lært

at tage ansvar, selv når det gør ondt.

At tænke mig om, selv når følelserne larmer.

At rejse mig igen, selv når ingen spørger,

om jeg overhovedet havde kræfterne til det.

Jeg behøver ikke råbe højt,

at jeg er mere voksen, end de tror.

Jeg behøver ikke bevise mit værd

for mennesker, der har valgt at tro

på andres version af mig

frem for den person, jeg faktisk er.

For modenhed er ikke altid det,

man kan se på afstand.

Den findes i de valg, man tager i stilhed,

i de kampe, man kæmper alene,

i evnen til at forstå andre,

selv når de ikke prøver at forstå én.

Og ja, jeg er stadig et menneske,

der laver fejl og har brug for en hånd.

Jeg har stadig ting, jeg skal lære,

og dage, hvor alting føles tungt.

Men det betyder ikke, at jeg er umoden.

Det betyder blot, at jeg stadig vokser.

Så sig ikke til mig, at jeg skal være voksen,

som om jeg ikke allerede er på vej.

Lær mig at kende, før du fortæller mig,

hvem du tror, jeg er.

For hvis du virkelig så mig,

hvis du lyttede uden andres stemmer imellem,

ville du måske opdage det,

du aldrig havde forestillet dig:

**At jeg har været mere voksen,

end du nogensinde gav mig lov til at være.**

Og måske kunne vi så gøre det sammen.

Ikke fordi jeg mangler at blive voksen,

men fordi selv den stærkeste sjæl

fortjener nogen, der går ved siden af

uden først at kræve, at den beviser sin styrke.

Being an Adult – More Than They Know

A poem in English

They tell me I need to grow up,

as if I haven't already tried.

As if I don't wake up every day

carrying more than meets the eye,

still finding the strength to move ahead.

They say we can do this together,

that I don't have to stand alone.

But how am I supposed to reach my hand

when they've already painted a picture of me

without ever truly looking me in the eyes?

They hear the stories others tell,

borrow their words and call them truth.

They judge me through the voices of people

who have never carried my thoughts,

never felt the battles I fight,

or seen the tears I've hidden from the world.

Because if they really knew me,

they would know I've already learned

to take responsibility, even when it hurts.

To think things through when emotions run wild.

To stand back up when I fall,

even when nobody asks

if I had the strength left to rise.

I don't need to shout

that I'm more grown than they believe.

I don't need to prove my worth

to people who've already chosen

to believe someone else's version of me

instead of the person I truly am.

Because maturity isn't always something

you can recognize from a distance.

Sometimes it lives in the choices made in silence,

in the battles fought alone,

in the ability to understand others

even when they refuse to understand you.

And yes, I'm still human.

I make mistakes, and I need a hand.

There are still things I have to learn,

and days when everything feels heavy.

But that doesn't mean I'm immature.

It simply means I'm still growing.

So don't tell me I need to grow up

as if I haven't been trying all along.

Get to know me before you tell me

who you think I am.

Because if you truly saw me,

if you listened beyond the voices of others,

you might discover something

you never thought could be true:

**That I've been more grown-up

than you ever allowed me to be.**

And maybe then we could do this together.

Not because I still need to become an adult,

but because even the strongest soul

deserves someone walking beside them

without first demanding they prove their strength.

Mellem skrøbelighed og håb

Mellem skrøbelighed og håb

Et digt om at være ved at give op, men alligevel finde styrken til at fortsætte.

🇩🇰 Når hjertet stadig håber

Jeg føler mig skrøbelig, som glas i nattens vind,

med tusind små følelser gemt dybt i mit sind.

Jeg smiler, når jeg kan, men indeni gør det ondt,

for nogle dage føles livet både tungt og tomt.

Jeg er træt af at kæmpe, træt af at være stærk,

træt af at skjule smerten bag et smil, der føles mærkt.

Der er dage, hvor jeg tænker, at nu kan jeg ikke mer',

hvor jeg længes efter ro og ikke ved, hvad jeg ser.

Men et sted dybt i mørket findes stadig et lille lys,

en stille glæde, der hvisker, når håbet føles tyst.

En gnist af gåpåmod, en styrke, jeg knap forstår,

der minder mig om, at selv den hårdeste vinter forgår.

For selv når mine ben ryster, og mit hjerte føles småt,

er der noget inde i mig, som stadig tror på godt.

Noget, der nægter at slippe, selv når vejen synes lang,

noget, der hvisker til mit hjerte en forsigtig håbets sang.

Jeg behøver ikke altid at være stærk og stå rank,

jeg må gerne græde stille, jeg må gerne føle mig blank.

For styrke er ej fraværet af tårer og af savn,

men at finde mod til livet, selv når stormen kalder mit navn.

Og måske venter der glæde bag en ukendt horisont,

måske vil livet overraske mig med noget varmt og godt.

Måske vil solen skinne på de steder, der gør ondt,

og gøre det, der føltes tungt, en lille smule mindre tomt.

Så jeg tager endnu et skridt, selv når jeg går så langsomt frem,

med et skrøbeligt hjerte, men med håbet som mit hjem.

For selvom jeg er trist, og selvom livet gør mig træt,

tror jeg stadig på, at noget smukt venter mig et sted.

Jeg er både storm og stilhed, både tårer og et smil,

både den, der næsten giver op, og den, der går en mil.

Jeg er skrøbelig, ja, men jeg er mere end min smerte,

for der findes stadig håb og kærlighed i mit hjerte.

Og selv på de dage, hvor jeg ikke kan se, hvad der venter,

vil jeg tro på, at livet stadig gemmer på øjeblikke,

der får mig til at smile igen.

Engelsk 

Between Fragility and Hope

A poem about feeling close to giving up, yet still finding the strength to carry on.

I feel so fragile, like glass in the midnight air,

with a thousand silent feelings hidden deep in there.

I smile when I can, though inside I ache,

for some days life feels heavier than my heart can take.

I'm tired of fighting, tired of being strong,

tired of pretending that nothing feels wrong.

There are days when I whisper, I can't do this anymore,

when all I want is peace, and I don't know what I'm fighting for.

But somewhere in the darkness, a little light remains,

a quiet spark of happiness that softly breaks through pain.

A flicker of determination, a strength I can't explain,

reminding me that even winter cannot forever reign.

For even when my legs shake and my heart feels small,

there's something deep inside me that refuses to let me fall.

Something that keeps on holding on when the road seems far,

something whispering of hope, like a song beneath the stars.

I don't always have to be brave, to stand tall and strong,

I'm allowed to cry in silence when the days feel far too long.

For strength is not the absence of tears or fear or pain,

but finding the courage to keep walking through the rain.

And maybe joy is waiting just beyond the horizon,

maybe life will surprise me with a reason to keep trying.

Maybe sunlight will find the places where it hurts,

and turn the weight I'm carrying into something less burdensome.

So I will take another step, however slow it may be,

with a fragile heart, but hope still living inside me.

For even when I'm sad, even when I'm tired and blue,

I believe there are still beautiful things waiting to come through.

I am both the storm and silence, both the tears and the smile,

both the soul that feels defeated and the one who walks another mile.

I am fragile, yes, but I am more than all my pain,

for hope and love still live inside me, like flowers after rain.

And even on the days when I cannot see what lies ahead,

I will believe that life still holds

beautiful moments waiting to be lived,

new reasons to smile,

and brighter days yet to come. 🤍