Når tiden viser vejen

Når tiden viser vejen

Jeg ved ikke, hvor vejen ender,

eller hvad der venter rundt om hjørnet.

Nogle dage føles som begyndelser,

andre som farvel,

vi ikke var klar til at sige.

Men jeg tror på,

at selv det, der gør ondt,

kan føre os et sted hen,

vi endnu ikke kan se.

Måske giver det ingen mening nu,

måske skal det heller ikke.

For livet fortæller sjældent sin historie

i den rækkefølge, vi forstår den.

En dag vil jeg måske se tilbage

på alle de valg,

alle de tab,

alle de veje, jeg ikke selv valgte,

og opdage,

at de førte mig tættere på mig selv.

Indtil da vil jeg gå videre

med håb i hjertet

og tillid til tiden.

For måske er det netop dét,

livet prøver at lære os:

At vi ikke behøver kende destinationen

for at turde tage det næste skridt.

When Time Shows the Way

I do not know where the road will end,

or what is waiting around the bend.

Some days feel like beginnings,

others like goodbyes

we were never ready to say.

But I believe

that even the things that hurt

can lead us somewhere

we cannot see just yet.

Maybe it makes no sense now,

maybe it isn’t meant to.

For life rarely tells its story

in the order we understand it.

One day I may look back

at every choice,

every loss,

every road I never chose,

and discover

they were all leading me

closer to who I am.

Until then, I will keep walking,

with hope within my heart

and trust in the passing of time.

Because perhaps that is what life

is trying to teach us:

We do not need to know the destination

to dare to take the next step.

Motions uge ved Landsforeningen af væresteder

Jeg har som den eneste fra varmestuen deltaget i motions ugen ved Landsforeningen af væresteder. 

Så jeg stod selv for hvad der skulle ind i min hverdag af motion.

For mig så er det godt at kan styre det selv, for så er det ud fra overskud og smerter, men samtidig rart at deltage, for så kan jeg få fokus på motion i løbet af ugen.

Men samtidig får jeg en belønning, da jeg fik tilsendt en mavebælte, hvad jeg ikke vidste var, at jeg også fik en pokal, fordi Signe synes, at jeg er en fighter, når jeg stiller op som den eneste fra varmestuen.

Sige fra i høflighed

Dansk

Det er mærkeligt, siger jeg stille,

som en tanke der aldrig helt vil lande.

Indeni ved jeg godt, jeg burde sige fra,

trække en grænse i sandet med fast hånd—

men når øjeblikket kommer,

forsvinder styrken som dug for solen.

Ordene bliver bløde, alt for bløde,

pakket ind i høflighedens tynde lag.

Jeg smiler, nikker, glider udenom,

som om jeg selv er til låns i mit eget liv,

og bagefter står jeg dér—

lidt mindre end før.

For hvor blev jeg selv af

i alle de små hensyn?

Hvornår begyndte jeg at bøje mig

så stille, at ingen lagde mærke til det—

ikke engang mig selv?

Og bagefter,

en stille tyngde i brystet,

en sorg uden tårer,

fordi jeg igen gik forbi mig selv

som en fremmed på gaden.

Jeg ville ønske, jeg kunne blive

i det øjeblik, hvor sandheden banker,

og lade den få stemme—

ikke hårdt, ikke vredt,

bare ærligt.

For måske er det dér, jeg findes,

ikke i det pæne,

men i det, der tør stå fast

og stadig være blidt.

English

It’s strange, I whisper,

like a thought that never quite settles.

Deep down, I know I should speak up,

draw a line in the sand with steady hands—

but when the moment comes,

my strength dissolves like morning dew.

My words turn soft, too soft,

wrapped in layers of careful politeness.

I smile, nod, drift along,

as if I’m borrowed from my own life,

and afterward I’m left standing there—

a little less than before.

Where did I go

in all those small considerations?

When did I start bending

so quietly no one noticed—

not even me?

And afterward,

a quiet heaviness in my chest,

a sadness without tears,

because once again I passed myself by

like a stranger in the street.

I wish I could stay

in that moment when truth knocks,

and let it have a voice—

not harsh, not angry,

just honest.

Because maybe that’s where I exist,

not in what is pleasing,

but in what dares to stand firm

and still remain kind.

De indre følelser

Dansk

Der er et sted i mig

hvor alting taler på én gang—

ikke i ord,

men i bølger,

i tryk bag ribbenene,

i noget der strammer

uden at kunne peges på.

Jeg ved godt

der findes hænder, der kan løsne det lidt,

blikke der kan gøre det mildere,

ord der kunne lægge sig som varme

over det, jeg ikke selv kan bære.

Men noget i mig siger nej

før jeg når at sige ja.

Som om lindringen

er for fin til mig,

som om roen

tilhører nogen andre.

Så jeg står dér—

midt imellem længsel og modstand,

med åbne hænder

der ikke tør tage imod.

Og når nogen endelig rækker ud,

blidt, forsigtigt, rigtigt,

så vælter det ind over mig

som for meget lys i et mørkt rum.

Jeg vil jo gerne.

Det er det værste.

At ville det

og samtidig skubbe det væk.

Og aleneheden

er ikke kun fraværet af andre—

den er også

at være den eneste

der forsøger at forstå

det sprog, mit indre taler

uden ord.

English

There is a place inside me

where everything speaks at once—

not in words,

but in waves,

in pressure behind my ribs,

in something tightening

without a name.

I know

there are hands that could soften it,

eyes that could make it gentler,

words that might settle like warmth

over what I cannot carry alone.

But something in me says no

before I reach yes.

As if relief

is not meant for me,

as if calm

belongs to someone else.

So I stand there—

between longing and resistance,

with open hands

afraid to receive.

And when someone finally reaches out,

softly, carefully, kindly,

it rushes over me

like too much light in a dark room.

I do want it.

That’s the hardest part.

To want it

and still push it away.

And the loneliness

is not just the absence of others—

it is also

being the only one

trying to understand

the language inside me

that has no words.

Du blev

Dansk

Jeg står i det, vi er,

som i et rum jeg ikke kender,

hvor væggene ikke rykker sig væk fra mig

når jeg kommer for tæt på.

Jeg leder efter sprækker i dig,

steder hvor du burde give slip,

hvor du burde vende dig bort

som alle de andre gjorde.

Mine hænder er vant til afsked,

til stilheden efter et sidste forsøg,

til blikke der lukker ned

før jeg selv når at gøre det.

Men du bliver.

Og det gør ondt på en ny måde,

en blød måde,

som om mit indre ikke ved

hvordan det skal tage imod noget,

der ikke forsvinder.

Jeg tænker:

kan du ikke bare blive vred?

Skubbe mig væk,

lade mig falde ind i det kendte?

Hvorfor står du her stadig,

som om jeg ikke er for meget,

som om der er plads til mig

helt ind til det, jeg selv gemmer væk?

Det er skræmmende,

det er smukt,

det er alt det, jeg ikke har lært at være i.

Og alligevel—

et stille tak

for at du ikke går,

selv når jeg prøver at ødelægge det,

vi kunne være.

English

I stand inside what we are,

like a room I don’t recognize,

where the walls don’t pull away

when I get too close.

I search for cracks in you,

places where you should let go,

where you should turn away

like everyone else did.

My hands are used to endings,

to the silence after trying,

to eyes that close off

before I can even do it myself.

But you stay.

And it hurts in a different way,

a softer way,

like something in me doesn’t know

how to hold something

that doesn’t disappear.

I think:

can’t you just get angry?

Push me away,

let me fall into what I know?

Why are you still here,

as if I’m not too much,

as if there is space for me

even in the parts I hide?

It’s frightening,

it’s beautiful,

it’s everything I never learned how to be in.

And still—

a quiet thank you

for not leaving,

even when I try to break

what we could be.