Der er nogle børn, der vokser op med en grundlæggende følelse af, at de er elsket. Børn, der lærer, at de er gode nok, præcis som de er. At de gerne må fylde, stille spørgsmål, begå fejl og være sig selv. Børn, der får at vide, at de er værdifulde, og at de aldrig skal kæmpe for at fortjene kærlighed.
Og så er der børn, der vokser op med en helt anden virkelighed.
Børn, der tidligt lærer, at kærlighed kan være noget, man skal gøre sig fortjent til. At anerkendelse er noget, man skal kæmpe for. At man skal passe på med, hvad man siger, hvordan man opfører sig, og hvor meget plads man tager. Børn, der langsomt begynder at tro, at der må være noget galt med dem, siden de ikke bliver mødt med den kærlighed og omsorg, de har brug for.
Jeg var et af de børn.
Jeg kom til verden uden at vide, hvad der ventede mig. Som alle andre børn havde jeg brug for tryghed, omsorg, kærlighed og voksne, der kunne vise mig, at jeg var værd at elske. For når man bliver født, ved man ikke, hvordan man skal elske sig selv. Man ved ikke, hvordan man skal se sine egne gode sider eller forstå sin egen værdi. Det er noget, man lærer gennem dem, der står én nærmest.
Man lærer det gennem de blikke, der møder én. Gennem de ord, man får med sig. Gennem den måde, man bliver holdt om, lyttet til og passet på.
Men hvad sker der, når de mennesker, der skulle lære én at elske sig selv, i stedet lærer én at tvivle på sin egen værdi?
Hvad sker der, når man som barn får at vide, at der ikke er kærlighed nok til én? At de voksne ikke ved, hvordan de skal elske én? Når man ovenikøbet får at vide, at hvis graviditeten før én ikke var endt med et tab, så var man aldrig selv blevet til noget?
Det er ord, et barn ikke skal høre.
Det er tanker, et barn aldrig skulle have været tvunget til at bære.
Men ordene bliver siddende. De forsvinder ikke bare, fordi man bliver ældre. De flytter ind et sted dybt inde og bliver til en stemme, der følger én gennem livet. En stemme, der hvisker, at man ikke er ønsket. At man er til besvær. At man skal være taknemmelig for den plads, man overhovedet får lov til at have.
Og når man samtidig vokser op med følelsen af at få skylden for ting, man ikke har gjort, begynder man at miste tilliden til sig selv.
Jeg fik ofte skylden for det, min søster gjorde forkert. Jeg fik senere at vide, at de godt vidste, det ikke var min skyld, men at det bare var lettere at give mig skylden.
Tænk at være et barn, der skal leve med konsekvenserne af noget, man ikke har gjort. Tænk at vide, at de voksne godt kendte sandheden, men alligevel lod én bære skylden.
Man lærer hurtigt at være på vagt. At forsøge at forudse, hvad der kan gå galt. At tage ansvar for ting, der ikke er ens ansvar. Og måske begynder man til sidst helt automatisk at undskylde for ting, man ikke engang har gjort.
For hvis man altid har fået at vide, at det er én selv, der er problemet, begynder man at lede efter fejlene i sig selv.
Også når de slet ikke er der.
Der var også forventningerne. De høje forventninger, som jeg aldrig rigtig følte, jeg kunne leve op til.
Min storebror klarede sig godt i skolen og havde venner. Min storesøster kunne ikke gøre for, at hun ikke klarede sig så godt. Men når det kom til mig, var der ikke de samme forklaringer eller den samme forståelse.
Jeg var nærmest den, man ikke rigtig talte om.
En fejl. Et mislykket tilfælde.
Og hvordan vokser man op med den følelse uden at tage den med sig?
Hvordan skal man tro på, at man kan noget, når man gennem sin opvækst har fået følelsen af, at man ikke er værd at tro på?
Da jeg endelig begyndte at få gode karakterer, var det åbenbart for sent. Det talte ikke rigtigt, fordi det ikke var sket i folkeskolen. Og da jeg skulle vælge uddannelse, valgte jeg også forkert, fordi det ikke var en praktisk uddannelse.
Uanset hvad jeg gjorde, virkede det aldrig til at være det rigtige.
Jeg kunne præstere, men det var ikke godt nok. Jeg kunne kæmpe, men det var ikke på den rigtige måde. Jeg kunne forsøge at finde min egen vej, men den vej blev heller ikke anerkendt.
Og et eller andet sted undervejs holdt jeg måske op med at spørge mig selv, hvad jeg egentlig havde lyst til.
I stedet begyndte jeg at spørge:
Hvad forventer de af mig?
Hvad skal jeg gøre for ikke at skuffe nogen?
Hvad skal jeg ændre ved mig selv for at være god nok?
Hvordan undgår jeg at gøre noget forkert?
For frygten for at fejle fyldte så meget, at det næsten blev vigtigere ikke at gøre noget forkert end at finde ud af, hvad der gjorde mig glad.
Og det er noget af det, der følger med ind i voksenlivet.
For man bliver ikke automatisk fri af sin barndom, bare fordi man bliver voksen.
Man kan flytte hjemmefra. Få sin egen hverdag. Tage uddannelser, få arbejde, skabe relationer og bygge et liv op. Man kan træffe beslutningen om, at ens fortid ikke skal bestemme ens fremtid.
Men nogle gange skal der ikke mere end en bestemt tone i en stemme, en kommentar, en misforståelse eller en situation til, før man pludselig står der igen.
Som det barn, der er bange for at gøre noget forkert.
Som det barn, der føler sig utilstrækkeligt.
Som det barn, der er overbevist om, at det hele er ens egen skyld.
Og så begynder kampen indeni.
Man kan blive utrolig hård ved sig selv. Stille urimeligt høje krav. Have svært ved at tage imod ros, fordi man ikke rigtig tror på den. Have svært ved at acceptere fejl, fordi fejl engang føltes som beviser på, at man ikke var god nok.
Man kan bruge så meget energi på at være den bedste udgave af sig selv, at man helt glemmer, at man også bare må være et menneske.
Et menneske, der kan være træt.
Et menneske, der kan have dårlige dage.
Et menneske, der ikke altid skal præstere.
Et menneske, der har lov til at sige nej.
Et menneske, der ikke skal bevise sin værdi.
Og måske er det netop dér, noget af det sværeste ligger.
For hvordan lærer man at være mild ved sig selv, når man er vokset op med så lidt mildhed?
Hvordan lærer man at holde af den, man er, når man gennem så mange år har fået indtrykket af, at der var noget grundlæggende galt med én?
Hvordan lærer man at tro på, at man er værd at elske, når de mennesker, der skulle have vist én det, ikke gjorde det?
Jeg ville ønske, at jeg kunne gå tilbage og fortælle den lille pige, at hun aldrig var en fejl. At hun aldrig var et mislykket tilfælde. At hun aldrig skulle have båret skylden for andres handlinger. At hun ikke skulle have kæmpet så hårdt for at få lov til at være en del af sin egen familie.
Jeg ville ønske, at nogen havde sat sig ved siden af hende og fortalt hende:
Du er ikke mindre værd end dine søskende. Du behøver ikke være dygtigere, klogere eller mere succesfuld for at fortjene kærlighed. Du er ikke ansvarlig for de voksnes følelser eller handlinger. Du må gerne fylde. Du må gerne være dig. Og du er god nok, også når du ikke lykkes.
Men det skete ikke.
Og derfor er det mig som voksen, der nu skal forsøge at give mig selv noget af det, jeg manglede dengang.
Det er ikke nemt.
For jeg kæmper stadig med den indre kritiker. Jeg kæmper stadig med frygten for ikke at være god nok. Jeg kæmper med at tro på mine egne evner og med at se alt det gode, der faktisk findes i mig.
Nogle dage kan jeg se, hvor langt jeg er kommet. Andre dage føles det, som om jeg står tilbage ved begyndelsen.
Men jeg prøver.
Jeg prøver at opdage, når jeg taler grimt til mig selv. Jeg prøver at stoppe op, når jeg stiller krav til mig selv, som jeg aldrig ville stille til andre. Jeg prøver at acceptere, at jeg ikke behøver være perfekt for at have værdi.
Jeg prøver at finde ud af, hvem jeg egentlig er, når jeg ikke længere skal leve op til andres forventninger.
Hvad kan jeg lide?
Hvad gør mig glad?
Hvad er jeg god til?
Hvilke sider af mig selv har jeg gemt væk, fordi jeg engang lærte, at de ikke var gode nok?
Og måske er det en af de vigtigste rejser i mit voksenliv: At lære mig selv at kende uden hele tiden at se mig selv gennem de øjne, der engang fik mig til at føle mig forkert.
For jeg er mere end min barndom.
Jeg er mere end de ord, der blev sagt til mig.
Jeg er mere end de forventninger, jeg aldrig kunne leve op til.
Jeg er mere end de fejl, andre mente, jeg havde.
Jeg er et menneske med følelser, drømme, styrker og svagheder. Et menneske, der har oplevet ting, som ingen børn burde opleve, men som stadig forsøger at finde glæden, troen og kærligheden til sig selv.
Og jeg vil gerne tro på, at der er meget godt i mig.
Jeg vil gerne lære at se det, andre måske allerede kan se. Jeg vil gerne kunne tage imod kærlighed uden at tvivle på, om jeg har fortjent den. Jeg vil gerne kunne være stolt af mig selv uden straks at finde noget, jeg kunne have gjort bedre.
Jeg vil gerne lære, at det er okay at være mig.
Måske bliver arrene aldrig helt usynlige. Måske vil nogle oplevelser altid kunne mærkes, og måske vil der være dage, hvor fortiden fylder mere, end jeg ønsker.
Men jeg behøver ikke længere straffe mig selv for noget, jeg ikke selv var skyld i.
Jeg var barnet. Det var aldrig mit ansvar at få de voksne til at elske mig rigtigt.
Og i dag er det ikke min opgave at bevise, at de tog fejl, ved at blive perfekt.
Min opgave er at finde hjem i mig selv.
At opdage, at jeg faktisk har kvaliteter, at jeg kan noget, at jeg betyder noget, og at jeg har ret til at være her – uden at skulle gøre mig fortjent til det.
For måske er det ikke længere den lille pige, der skal kæmpe for at blive valgt. Måske er det på tide, at den voksne kvinde begynder at vælge hende.
Vælger at passe på hende. Vælger at lytte til hende. Vælger at tale pænt til hende. Vælger at give hende den kærlighed og anerkendelse, hun skulle have haft fra begyndelsen.
Og måske er det sådan, helingen begynder.
Ikke ved at glemme det, der skete. Ikke ved at lade som om, det ikke gjorde ondt. Men ved langsomt at forstå, at det, der blev gjort mod mig, aldrig definerede min værdi.
Jeg var aldrig en fejl.
Jeg var et barn, der havde brug for kærlighed.
Og jeg er stadig et menneske, der fortjener den.
Denne gang vil jeg ikke bruge resten af mit liv på at forsøge at blive god nok til andre. Jeg vil bruge det på at lære, at jeg allerede er god nok til mig selv. ❤️