Ærter på altanen

Jeg elsker at prøve at få noget forskelligt til at gro på mine altaner. 

I år var jeg meget sent om at få sået nogle ærter i nogle krukker på den lukkede altan.

De første jeg sået, det var de kommet cirka ti centimeter op efter to uger, hvilket jeg var glad for at der kom nogle, selv om at det ikke var alle der kom. 

Men jeg sået omgående nogle flere og de kom op på en uge og derefter voksende de sig til næsten dobbelt størrelse i forhold til dem jeg havde sået først. 

Hvilket ikke gør noget, de er i det mindste godt på vej op, så håber jeg bare at de når så langt op at de bliver til noget og når at give noget på et tidspunkt.

Ellers må jeg så dem tidligere næste år, så der er en chance for at de får givet noget.

Jeg træder stille væk

Dansk

Jeg træder stille væk

Jeg siger ikke farvel med vrede,

ikke med lukkede døre og hårde ord.

Jeg går blot lidt længere væk fra lyset,

som aldrig rigtig faldt på mig.

Ikke fordi mit hjerte blev tomt,

eller fordi dine minder forsvandt.

Men fordi kærlighed ikke kan bæres alene,

og længsel ikke kan leve af håb for altid.

Jeg vil ikke længere sende de første beskeder,

eller opfinde små grunde til at høre din stemme.

Ikke fordi du ikke betyder noget for mig,

men fordi jeg også må betyde noget for mig selv.

Så jeg samler mine følelser op fra gulvet,

folder dem nænsomt sammen

og lægger dem et sted, hvor de kan hvile.

Måske bemærker du ikke stilheden,

måske mærker du aldrig tomrummet efter mig.

Men jeg lærer at give slip uden at hade,

at savne uden at blive.

Og hvis du en dag ser tilbage,

vil du vide, at jeg ikke forlod dig,

jeg holdt bare op med at blive stående

et sted, hvor jeg aldrig rigtig blev valgt.

English

I Step Away Quietly

I do not leave in anger,

nor with slammed doors and bitter words.

I simply drift beyond the light

that never quite reached me.

Not because my heart stopped caring,

or because your memory faded away.

But love was never meant for one pair of hands,

and longing cannot survive on hope forever.

I will no longer send the first message,

or invent small reasons to hear your voice.

Not because you mean nothing to me,

but because I must mean something to myself.

So I gather my feelings from the floor,

fold them carefully,

and place them somewhere they can finally rest.

Maybe you will never notice the silence,

maybe you will never feel the space I leave behind.

Yet I am learning how to let go without resentment,

how to miss someone without remaining.

And if one day you look back,

you will understand that I did not abandon you—

I simply stopped waiting

where I was never truly chosen. 💔

At føle sig som et problem

Dansk:

Jeg fylder for meget

i de forkerte rum,

siger de ikke direkte—

men jeg kan mærke det alligevel.

Som om jeg er en knude

ingen helt ved

hvordan de skal løsne,

og derfor bare

trækker lidt hårdere i.

Jeg prøver at folde mig mindre ud,

gøre mig nemmere at være med,

sige tingene pænere,

vente lidt længere,

tage lidt mindre plads.

Men det er ikke mig

der er problemet.

Det er måden

det hele bliver mødt på,

måden mine ord

bliver gjort tungere

end de var,

måden mine følelser

bliver lagt et sted

hvor de ikke kan trække vejret.

Og så står jeg dér

med det hele i hænderne,

som noget der blev for meget

før det fik lov

til bare at være nok.

Jeg begynder at tro på det—

at jeg er besværlig,

for meget,

en fejl i noget

der burde flyde let.

Men inderst inde

er der en stille stemme

der hvisker:

måske er det ikke dig

der er forkert.

Måske er det bare

måden det bliver holdt på,

der gør det så tungt

at være den, der bærer det.

English:

I take up too much space

in the wrong rooms,

they don’t say it outright—

but I can feel it anyway.

As if I’m a knot

no one quite knows

how to untangle,

so instead

they just pull a little harder.

I try to make myself smaller,

easier to be around,

say things more gently,

wait a little longer,

take up a little less space.

But I’m not

the problem.

It’s the way

everything is handled,

the way my words

are made heavier

than they were,

the way my feelings

are placed somewhere

they can’t breathe.

And I stand there

holding it all,

like something that became too much

before it was ever allowed

to simply be enough.

I start to believe it—

that I’m difficult,

too much,

a mistake in something

that was supposed to flow easily.

But deep inside

there’s a quiet voice

whispering:

maybe it’s not you

that’s wrong.

Maybe it’s just

the way it’s being held

that makes it so heavy

to be the one carrying it.

Valget fantes ikke

Dansk digt:

“Du klarede det så flot,” siger de—

men de så ikke revnerne i mine hænder,

eller hvordan jeg faldt sammen

i de stille rum mellem timerne.

Jeg mistede gnisten,

lod mørket tage plads i mit bryst,

og lærte at gå med det

som en skygge, ingen måtte se.

Jeg blødte i tavshed,

samlede mig selv i stykker,

limede smil på mit ansigt,

så overbevisende, at selv jeg troede på det.

Men sandheden er enkel, rå:

jeg klarede det ikke.

Jeg overlevede det—

fordi der ikke fandtes et valg.

English poem:

“You handled it so well,” they say—

but they never saw the cracks in my hands,

or how I collapsed

in the quiet spaces between hours.

I lost my spark,

let darkness settle in my chest,

and learned to carry it

like a shadow no one could see.

I bled in silence,

pieced myself together in fragments,

wore a smile on my face

so convincing even I believed it.

But the truth is simple, raw:

I didn’t handle it.

I survived it—

because there was no other choice.

At finde mit ro

Jeg prøver at være stærk.
Det gør jeg virkelig.

Jeg prøver at lytte,
nikke,
tage ordene ind,
når de siger dem med varme:

at de tror på mig,
at jeg kan mere,
at de bare vil mig det godt.

Og jeg ved det godt.
Jeg ved, de mener det.

Det er måske det, der gør det sværest.

For jeg kan godt se deres blik,
forstå deres håb,
forstå hvorfor de siger
at jeg burde gå en anden vej.

Men indeni
er der noget stille
der peger et andet sted hen.

Noget i mig
der bare prøver at finde ro.

Det er ikke store sejre.
Det er ikke imponerende skridt.

Det er små ting.

At stoppe op.
At sige nej.
At gå langsommere.
At vælge det,
der får mit bryst til at falde lidt til ro.

Men når jeg gør det,
føles det nogle gange
som om jeg går den forkerte vej
i andres øjne.

Som om det, der hjælper mig,
ikke rigtig tæller.

Og så bliver jeg splittet.

For jeg kan jo godt forstå dem.
Deres logik.
Deres håb på mine vegne.

Men jeg bor jo her
inde i mig.

Det er mig,
der mærker støjen.
Mig der mærker trætheden.
Mig der mærker freden
når noget endelig føles rigtigt.

Så jeg prøver
så stille jeg kan
at stole på det.

At hvis noget i mig falder til ro,
hvis verden bliver en lille smule lettere
at være i,

så er det måske ikke en flugt.

Måske er det bare
min måde
at finde hjem.