Tør tro

Dansk digt:

Mist ikke dig selv,

selv når verden trækker i dine tråde

og forsøger at forme dig

til noget, du ikke er.

Husk hvem du var,

før tvivlen fik en stemme,

før støjen overdøvede

det stille i dit hjerte.

Der findes et sted i dig,

der stadig ved,

hvad der betyder noget—

en glød, der nægter at dø.

Elsk dig selv gennem brud og begyndelser,

gennem alt det, der gør ondt at bære,

for intet varer evigt,

heller ikke stormene i dit sind.

Så stands et øjeblik,

træk vejret dybt,

og mærk, hvordan livet stadig

holder fast i dig.

For du betyder noget—

mere end du selv tør tro.

English poem:

Don’t lose yourself,

even when the world pulls at your strings

and tries to shape you

into something you are not.

Remember who you were

before doubt found its voice,

before the noise drowned out

the quiet in your heart.

There is a place within you

that still knows

what truly matters—

a spark that refuses to fade.

Love yourself through fractures and beginnings,

through all that aches to carry,

because nothing lasts forever,

not even the storms in your mind.

So pause for a moment,

take a deep breath,

and feel how life is still

holding on to you.

Because you matter—

more than you dare to believe.

Jeg er også et menneske

Jeg prøver faktisk
ikke at lade det ramme mig.

Jeg prøver
at lade ordene passere,
lade blikkene glide forbi,
lade forventningerne falde
et sted udenfor mig.

Ikke fordi jeg er ligeglad.
Men fordi jeg prøver
at passe på mig selv.

Men jeg er jo bare et menneske.

Ikke en mur.
Ikke en sten.
Ikke noget der står helt stille
når verden skubber.

Selv når jeg gør mig umage
kan noget stadig sætte sig.

En sætning der bliver hængende.
En tvivl der vokser lidt i stilhed.
En følelse der ikke bare går væk
fordi jeg beslutter mig for det.

Og det er ikke fordi
jeg vil påvirkes.

Det er bare fordi
jeg lever her.

Inde i et hjerte
der mærker ting.
I et sind
der prøver at forstå.

Så gør mig ikke til et dårligt menneske
fordi noget når ind til mig.

Gør mig ikke forkert
fordi jeg nogle gange bliver ramt.

Det betyder ikke
at jeg ikke prøver.

Det betyder bare
at jeg er menneske.

Royal run i Middelfart

Jeg har været til Royal run i Middelfart i dag, hvor jeg skulle ud på One mile valk, jeg havde så i lørdags slået op i Middelfart gruppen om nogle havde lyst til at have mig med sig. 

Der var to der svarede, jeg ende med den ene, hvor de var de der seks/syv stykker, som jeg fulgtes med rundt i fire en halv time, hvor vi bare hyggede os.

Royal run kan mange ting, motion, byerne, fællesskabet og så meget andet.

Hver dag føles som overlevelse

Dansk

Jeg går rundt i en boble

som ingen andre kan se.

Smiler når nogen kigger,

svarer “jeg har det fint”,

mens noget i mig stille synker længere ned.

Hver dag føles som overlevelse.

Som om jeg bare prøver

at komme gennem timerne

uden at bryde helt sammen.

Jeg vågner ikke op med glæde længere.

Kun med træthed.

En tunghed i brystet

der følger mig overalt,

som skygger man ikke kan løbe fra.

Verden bevæger sig videre omkring mig,

men jeg føler mig fanget bag glas.

Jeg kan se livet ske,

kan høre mennesker grine,

men jeg kan ikke rigtig mærke det.

Kun sorgen.

Kun tomheden.

Kun den stille stemme der spørger

hvor længe jeg egentlig kan blive ved.

Nogle gange tænker jeg tilbage

på sidste gang jeg prøvede at forsvinde.

Hvordan jeg næsten blev væk.

Hvordan det ikke lykkedes.

Og nu skræmmer det mig,

at tanken ikke føles lige så fjern længere.

Som om jeg er blevet mere stille omkring det.

Mere afklaret.

Mere træt af at kæmpe

for et liv der aldrig føles som mit.

Men et sted,

helt inde bag mørket,

findes stadig et lille håb

der hvisker at jeg måske ikke er færdig endnu.

At måske er jeg ikke et menneske

der vil dø —

men et menneske

der bare ikke kan holde ud

at have så ondt længere.

English

I walk around inside a bubble

no one else can see.

I smile when people look at me,

say “I’m fine,”

while something inside me quietly sinks deeper.

Every day feels like survival.

Like I am only trying

to make it through the hours

without completely falling apart.

I do not wake up with joy anymore.

Only exhaustion.

A heaviness in my chest

that follows me everywhere,

like shadows that cannot be outrun.

The world keeps moving around me,

but I feel trapped behind glass.

I can see life happening,

hear people laughing,

but I cannot truly feel it.

Only the sadness.

Only the emptiness.

Only the quiet voice asking

how much longer I can keep going.

Sometimes I think back

to the last time I tried to disappear.

How close I came

to being gone.

How it somehow failed.

And now it scares me

that the thought no longer feels so distant.

As if I have become quieter about it.

More accepting.

More tired of fighting

for a life that never feels like mine.

But somewhere,

far beneath the darkness,

there is still a small piece of hope

whispering that maybe I am not finished yet.

Maybe I am not a person

who truly wants to die —

but a person

who simply cannot bear

this much pain anymore.

Kære mig

Jeg så på TikTok, at man skulle prøve at spørge Chatgpt om at skrive et brev til en med udgangspunkt i hvordan man har det, uden at fortælle hvordan man har det.

Dette er min, hvilket giver rigtig god mening for mig.

Kære mig

Jeg ved godt, at du bærer mere, end andre kan se. Du står op hver dag og gør dit bedste, selv på de dage hvor energien er lav, og tankerne er tunge. Du forventer ofte mere af dig selv, end du ville forlange af nogen anden, og nogle gange glemmer du at anerkende alt det, du faktisk klarer.

Der er ting i dit liv, som ikke er blevet, som du håbede. Drømme, der har ændret form, og planer, der tog en anden retning. Men det betyder ikke, at du er kommet på afveje. Livet følger sjældent den lige linje, vi forestiller os.

Husk, at din værdi ikke måles i, hvor produktiv du er, hvor meget du opnår, eller hvor stærk du virker. Din værdi ligger i den person, du er. I din evne til at elske, håbe, lære og fortsætte, selv når det er svært.

Vær lidt mere tålmodig med dig selv. Du er stadig i gang med at blive den person, du ønsker at være. Du behøver ikke have alle svarene lige nu. Det er nok at tage det næste skridt.

Og når du tvivler på dig selv, så husk alt det, du allerede har overlevet. Alle de dage, du troede ville knække dig, men som du kom igennem. Der findes mere styrke i dig, end du selv ser.

Bliv ved. Der er stadig kapitler foran dig, som du endnu ikke kan forestille dig.

Kærlig hilsen

Mig 🌿

Jeg kæmper stadig

Dansk digt:

Jeg ønsker, vi så hinanden klarere,

ikke kun i lyset, men i skyggernes rand—

for et smil kan være en maske,

og stilheden et råb uden lyd.

Nogen går ranke gennem dagen,

med verden balanceret i hænder,

mens hjertet i det skjulte bæver,

som glas der truer med at splintres.

Vi gemmer storme bag rolige øjne,

angst i velstrøgne ord,

sorg i latterens ekko—

for sandheden føles farlig at bære frem.

Men det at se “helt okay” ud

er ikke det samme som at være hel.

Og måske begynder heling dér,

hvor vi tør sige:

jeg kæmper stadig.

English poem:

I wish we saw each other more clearly,

not only in light, but at the edge of shadow—

for a smile can be a mask,

and silence a scream without sound.

Some walk steady through the day,

the world balanced in their hands,

while their hearts tremble in secret,

like glass on the verge of breaking.

We hide storms behind calm eyes,

anxiety in well-chosen words,

sorrow in the echo of laughter—

because truth can feel unsafe to reveal.

But “looking fine”

is not the same as being whole.

And maybe healing begins

the moment we dare to say:

I’m still struggling.

Ikke love mirakler

Dansk

Jeg går rundt i en boble

som ingen andre kan se.

Smiler når jeg skal,

nikker de rigtige steder,

svarer “jeg har det fint”

som om ordene stadig betyder noget.

Men indeni

føles alt tungt.

Det er som om hele mit liv

er blevet til overlevelse.

Bare komme gennem dagen.

Bare trække vejret videre.

Bare eksistere længe nok

til at ingen bliver bekymrede.

Jeg kan ikke huske

hvordan ægte glæde føles længere.

Kun små øjeblikke

der forsvinder igen

før jeg når at tro på dem.

Og tristheden…

den sidder i alt.

I stilheden om natten.

I måden jeg vågner på.

I tankerne der følger mig

som skygger jeg aldrig kan løbe fra.

Nogle gange bliver det så mørkt

at jeg får lyst til at forsvinde helt.

Som sidste gang

hvor jeg prøvede at tage af sted

men blev her alligevel.

Og nu skræmmer det mig,

hvor roligt tanken nogle gange føles.

Som om en del af mig

er blevet træt af at kæmpe

mod noget der aldrig rigtig slipper.

Men selv i den mørkeste boble

findes der stadig en lille lyd i mig.

En stille stemme

der ikke råber,

ikke lover mirakler,

men bare hvisker:

“Bliv lidt endnu.

Måske er du ikke færdig her.”

English

I walk around inside a bubble

no one else can see.

Smiling when I should,

nodding at the right moments,

saying “I’m fine”

as if the words still mean anything.

But inside,

everything feels heavy.

It is as if my whole life

has become survival.

Just getting through the day.

Just continuing to breathe.

Just existing long enough

so no one starts to worry.

I cannot remember

what real happiness feels like anymore.

Only small moments

that disappear again

before I can believe in them.

And the sadness…

it lives in everything.

In the silence at night.

In the way I wake up.

In the thoughts that follow me

like shadows I can never outrun.

Sometimes it gets so dark

that I want to disappear completely.

Like last time,

when I tried to leave this world

but somehow stayed.

And now it scares me

how calm the thought can feel sometimes.

As if part of me

has grown tired of fighting

something that never truly lets go.

But even inside the darkest bubble,

there is still a small sound within me.

A quiet voice

that does not shout,

does not promise miracles,

but simply whispers:

“Stay a little longer.

Maybe your story is not finished yet.”

I bevægelse

Dansk:

Du er ikke forkert,

bare et hjerte der bærer for meget

på én gang.

Som tidevand

trækker dine tanker sig tilbage

og skyller ind igen,

uden at spørge om lov.

Følelserne vandrer i dig

som skyer over en stille himmel—

nogle tunge,

nogle lette,

alle på vej videre.

Du er ikke i stykker,

du er i bevægelse,

en fortælling der endnu ikke er færdigskrevet,

en puls der nægter at stå stille.

Og selv i det svære

er der noget i dig

der holder fast i lyset.

English:

You are not broken,

just a heart carrying too much

all at once.

Like the tide,

your thoughts pull away

and rush back in

without asking permission.

Your feelings drift through you

like clouds across a quiet sky—

some heavy,

some light,

all passing through.

You are not in pieces,

you are in motion,

a story still being written,

a pulse that refuses to stand still.

And even in the hard moments,

there is something in you

still holding on to the light.

Klosterkirken

Dansk:

I Klosterkirkens stille rum

hvor lyset falder blødt og mildt,

finder hjertet hjem igen,

og skuldre sænkes, uden tvivl.

Her er der plads til alt, man er,

til tvivl og håb, til sorg og smil,

ingen masker, ingen krav—

kun varme møder én i stil.

Præsterne ser med åbne øjne,

husker navne, ansigt, sind,

hilser som var man ventet længe,

som om man altid hørte ind.

Og mellem bænke, ord og sang

vokser noget stille, stort—

en følelse af at høre til,

at være båret, ikke fortabt.

Man går derfra med mere med sig,

end det man bragte med i hånd,

en lyst til igen at træde ind

i fællesskabets åbne ånd.

English:

Inside the quiet of the cloister church

where light falls soft and kind,

the heart finds home once more

and leaves its weight behind.

There’s room for all that you may be—

for doubt and hope, for grief and grace,

no need for masks or guarded words,

just warmth that fills the space.

The priests look on with open eyes,

remember names, a face, a soul,

they greet you like you’ve long been missed,

as if you’ve always been made whole.

And in the pews, in song and prayer,

something gentle starts to grow—

a sense of being part of more,

of being held, not just alone.

You leave with more than what you brought,

a quiet pull to come once more,

back to the heart of something shared—

an open, welcoming door.

Den stærke

Der er nogen, der siger
at jeg er stærk.
At jeg kan.
At jeg kan mere, end jeg selv tror.

De siger det med varme i stemmen,
som en gave,
som noget opløftende.

Men ordene lander forkert.

For jeg kender mine egne kanter.
Jeg ved, hvor jeg stopper.
Jeg ved, hvor kræfterne slipper op,
hvor tankerne går i stå,
hvor verden bliver for meget.

De ser et menneske med muligheder.
Jeg mærker et menneske med grænser.
“Du er ressourcestærk,” siger de.
“Du skal bare tro lidt mere på dig selv.”

Men jeg tror allerede så meget jeg kan.

Når de siger det,
bliver jeg ikke større.
Jeg bliver mindre.

For hvis jeg kan så meget —
hvorfor kan jeg det så ikke?

Så sidder jeg der
med deres tro i hænderne
som noget, jeg ikke kan bære.

Det er en underlig sorg
at blive rost for noget
man ikke har.

Ikke fordi de vil mig ondt.
Men fordi de ikke ser
det sted jeg står.

Jeg har ikke brug for at høre
at jeg kan mere.

Jeg har brug for,
at nogen sætter sig ned ved siden af mig
og siger:

Det giver mening
at du er her.
Lad os starte
herfra.

Sande venner

Dansk:

Alle kan gå ved din side

når solen står højt

og latteren falder let

som blade i stille vind.

Men når mørket lægger sig

og hjertet slår i stykker

som glas mod kold jord,

er vejen pludselig tom.

Kun få bliver.

De samler dine skår uden at skære sig væk,

de går langsomt med dig

gennem det, der gør ondt.

Det er dem, der ikke vender om,

selv når dine skridt bliver tunge—

dem kalder vi

sande venner.

English:

Anyone can walk beside you

when the sun is high

and laughter drifts easily

like leaves in a quiet breeze.

But when darkness settles in

and your heart breaks apart

like glass on cold ground,

the road grows empty.

Only a few remain.

They gather your pieces without turning away,

they walk with you slowly

through everything that hurts.

They are the ones who stay,

even when your steps grow heavy—

the ones we call

true friends.

Den skrøbelige gode relation

Dansk digt

Jeg står i sprækken mellem nærhed og afstand,

som et ord, der ikke vil lande rigtigt.

Jeg ved, hvad du ville sige,

og alligevel føles det, som om du ikke helt ser det sted, jeg står fra.

Jeg overvejede stilheden—

at forsvinde uden forklaring,

lade tomrummet tale for mig,

men selv dét føltes uretfærdigt mod dig.

Hvordan elsker man noget,

der ikke må kaldes kærlighed?

En relation, der bor i regler og rammer,

men alligevel slår rødder i noget ægte.

Du ser mig som mig,

og det gør mig både stærkere og mere skrøbelig.

For når du taler, lytter jeg anderledes—

som om dine ord vejer mere end andres.

Og de dage uden dig,

der mangler noget stille i mig,

en tryghed, jeg ikke vidste, jeg havde brug for,

før den pludselig ikke er der.

Men det, der fungerer, skræmmer mig mest.

Jeg er ikke vant til det, der er godt.

Det ville være lettere, hvis du skubbede mig væk,

gjorde mig til det problem, jeg kender så godt.

Så jeg hænger her—

mellem ønsket om at flygte

og håbet om, at det kunne blive mere.

Splittet,

og undskyld for at sige det højt.

English poem

I stand in the fracture between closeness and distance,

like a word that refuses to settle.

I know what you would say,

and still it feels like you don’t quite see where I am.

I almost chose silence—

to disappear without a trace,

let absence speak for me,

but even that felt unfair to you.

How do you love something

that cannot be called love?

A connection held inside boundaries,

yet rooted in something real.

You see me as me,

and it makes me both stronger and more fragile.

Because when you speak, I listen differently—

as if your words carry more weight than others.

And on the days without you,

something quiet is missing in me,

a safety I didn’t know I needed

until it wasn’t there.

But what works is what scares me most.

I’m not used to things that are good.

It would be easier if you pushed me away,

turned me into the problem I know how to be.

So I remain here—

between wanting to leave

and wishing it could become more.

Split in two,

and sorry for saying it out loud.

At være svært ressourcestærk

De siger
jeg er ressourcestærk.

Som om det er et ord
der forklarer alting.
Som om det betyder
at livet må være let.

Som om mine dage
er en dans
på rosenblade,
hvor intet stikker
og ingen torne findes.

Som om jeg svæver gennem livet
på ryggen af en enhjørning,
der prutter
farverige sommerfugle ud i luften
mens verden klapper
og siger:
“Se hvor godt det går.”

Men sandheden
er mere stille end det.

Ja, jeg kan mange ting.
Jeg finder løsninger.
Jeg rejser mig igen
når noget falder fra hinanden.

Ikke fordi livet
er lavet af rosenblade.

Men fordi jeg har lært
at gå barfodet
mellem tornene.

Ressourcer
er ikke magi.

Det er forsøg.
Det er erfaringer.
Det er de mange gange
man måtte finde en vej
fordi ingen anden gjorde det.

Så måske
ser det nogle gange ud
som om jeg danser let.

Måske ligner det
lidt et eventyr udefra.

Men hvis der virkelig findes
en enhjørning i mit liv
så er den nok
lidt træt indimellem—

og sommerfuglene
den sender ud i verden
er lavet af stædighed,
tålmodighed
og et menneske
der bare bliver ved. 🦋✨

Smelte for nærværet

Dansk:

Nogle mennesker

er varme midt i vinteren,

som solstråler i frostklar luft,

der rammer uden at spørge.

Man ved det ikke altid først—

hvornår man begynder at smelte,

hvornår hjertet bliver blødere

end man havde tænkt sig.

At give slip på det kolde,

på det sikre,

på den afstand man gemte sig bag.

For hvad er lidt smeltevand

mod et øjeblik af ægte nærhed?

Hvis det betyder

at grine uden forbehold,

at blive set

og se igen.

Nogle mennesker er værd at smelte for—

ikke fordi man forsvinder,

men fordi man endelig

bliver til noget mere.

English:

Some people

are warmth in the middle of winter,

like sunlight in frozen air

that reaches you without asking.

You don’t always notice at first—

when you begin to melt,

when your heart softens

more than you planned.

Letting go of the cold,

of the safe distance

you used to hide behind.

Because what is a little melting

compared to a moment of real closeness?

If it means

laughing without holding back,

being seen

and seeing in return.

Some people are worth melting for—

not because you disappear,

but because you finally

become something more.

Bider fortiden

Dansk:

Fortiden kan bide

som torne under huden,

en smerte der hvisker

når natten bliver stille.

Du kan løbe—

lade dine skridt drukne i støv,

lade minderne falde bag dig

som skygger uden navn.

Eller du kan stå

midt i det, der gjorde ondt,

lade arrene tale

ikke som svaghed,

men som retning.

For selv i det brudte

findes en stille læring,

en gnist der siger:

du overlevede,

du blev.

Og måske er det dér,

mellem flugt og forståelse,

at du finder dig selv igen.

English:

The past can bite

like thorns beneath the skin,

a quiet ache that lingers

when the night falls still.

You can run—

let your footsteps fade into dust,

leave your memories behind

like nameless shadows.

Or you can stand

inside what once hurt you,

let your scars speak

not as weakness,

but as direction.

Because even in the broken

there is a quiet lesson,

a spark that whispers:

you survived,

you stayed.

And maybe it’s there,

between running and learning,

that you find yourself again.