Enhjørningen der kommer farverige sommerfugle fra

Der var engang en enhjørning, som hed Ellen. Ellen var ikke en helt almindelig enhjørning. Hver gang hun tænkte noget rigtig positivt, skete der noget magisk: små, farverige sommerfugle fløj ud fra hendes manke og svævede rundt i luften som levende konfetti. Nogle var blå som sommerhimlen, andre gule som solsikker, og nogle skinnede i alle regnbuens farver.

Ellens bedste ven var et menneske, som hed Nelly.

Nelly boede i et lille hus tæt på en skoveng, hvor Ellen ofte kom forbi. Nelly kunne godt lide stille dage, men nogle gange blev de for stille. Især når hun vågnede og følte, at dagen ikke rigtig havde noget at byde på.

En lørdag morgen

En lørdag morgen vågnede Nelly tidligt. Solen sneg sig ind gennem gardinet og lagde en lys stribe hen over gulvet. Nelly lå længe i sengen og stirrede op i loftet.

“Hmm,” sukkede hun.

“Der er jo ikke noget at lave i dag.”

Hun vendte sig om på siden og trak dynen lidt højere op.

Udenfor stod Ellen allerede i haven. Hun kunne nemlig næsten altid mærke, når Nelly havde brug for hende. Ellen rystede blidt sin manke, og straks fløj tre små lilla sommerfugle ud i luften.

“Jeg tror, Nelly har brug for lidt lørdagsmagi,” sagde Ellen for sig selv.

Hun listede hen til vinduet og prikkede forsigtigt på ruden med sit horn.

Tap tap.

Nelly satte sig op i sengen.

“Ellen?” sagde hun.

Hun åbnede vinduet, og ind fløj en lille sky af sommerfugle.

“Godmorgen!” sagde Ellen glad. “Det er lørdag!”

“Det ved jeg godt,” sagde Nelly og trak på skuldrene. “Men der er bare ikke noget spændende at lave.”

Ellen smilede på sin helt særlige enhjørningemåde.

“Det finder vi ud af,” sagde hun. “Eventyr kan starte meget småt.”



Morgenens første lille eventyr

Nelly tog sin jakke på og gik ud i haven til Ellen.

“Okay,” sagde Nelly. “Hvad gør vi så?”

Ellen kiggede rundt.

“Vi starter med morgenluft!” sagde hun.

De gik en tur ned ad den lille sti ved engen. Duggen lå stadig på græsset, og når Ellen trådte på det, dryssede der glitrende dråber op omkring hendes hove.

Pludselig snublede Nelly over en lille rod og satte sig plask ned i det fugtige græs.

“Åh nej,” sagde Nelly og så på sine bukser. “Nu er de helt våde.”

Ellen gik hen til hende.

“Det var da bare en meget blød landing,” sagde hun.

Hun tænkte en ekstra glad tanke — og straks fløj en flok orange sommerfugle op i luften og dansede omkring Nelly.

Nelly kunne ikke lade være med at smile lidt.

“Okay… det var faktisk lidt sjovt,” indrømmede hun.



Den mystiske skat

Da de gik videre, fik Ellen øje på noget, der stak op af jorden.

“Se!” sagde hun.

Det var en gammel lille metaldåse, halvt dækket af jord.

Nelly gravede den op.

“Det er sikkert bare skrald,” sagde hun.

Men da hun åbnede den, lå der små ting indeni: en glaskugle, en gammel knap, en lille tegning af en kat og en blank sten.

“En skat!” sagde Ellen.

“En meget mærkelig skat,” sagde Nelly.

“Den bedste slags,” sagde Ellen.

Nelly lagde stenen i lommen.

Da det går lidt galt igen, da Nelly ikke kunne se hvordan det kunne være den bedste slags.

“Ser du, Nelly, nogle andre har lavet en skat, med det der betød noget for dem, det der er en skat for dem.”

“Jeg tror, at jeg forstår nu, så hvis jeg skulle lave en skat, så vil det i den være en skat for mig, men ikke for den næste der finder den.”

Ellen var stolt af Nelly og glæden gjorder at hun sende nogle farverige sommerfugle ud, som flugte dem på et stykke af vejen videre.

Senere besluttede Nelly at bage pandekager til dem.

“Det kan jeg godt finde ud af,” sagde hun.

Men da hun skulle vende den første pandekage, fløj den op i luften… …og landede direkte på gulvet.

Nelly stirrede på den.

“Åh altså,” sagde hun.

Ellen stod i døren til køkkenet.

“Den pandekage ville bare ud og opleve verden,” sagde hun.

“Den oplever i hvert fald gulvet,” sagde Nelly.

Ellen trådte ind, og denne gang kom der blå og grønne sommerfugle ud fra hendes manke.

“Vi prøver igen,” sagde hun.

Den næste pandekage blev perfekt.



Eftermiddagens store opdagelse

Efter frokost gik de ned til den lille sø i skoven.

Solen var blevet varm, og vandet glitrede.

Nelly satte sig på en sten.

“Det var egentlig en okay dag,” sagde hun.

“En okay dag?” sagde Ellen og løftede øjenbrynene.

“Ja… måske endda en god dag.”

Ellen tænkte den gladeste tanke hun kunne finde.

Og pludselig fløj hundredvis af sommerfugle ud omkring dem — pink, gule, blå og lilla.

De dansede hen over søen som små levende regnbuer.

Nelly grinede højt.

“Det er den flotteste lørdag nogensinde!”

Ellen kigger på Nelly og så ud på søgen.

"Det kunne nu være skønt med en badetur, vil du med i, Nelly?"

"I søen? Jamen jeg har da ikke badetøj med."

"Det gør da ikke noget, der er kun os to, så du kan bade i dit undertøj, det skal nok nå at blive tør bagefter."

Så gik Ellen lige så stille ud i vandet, Nelly fulgte efter.

Da Nelly rørte vandet, så kom der sommerfugle ud af manken på Ellen, som fløj hen om Ellen og fulgte Ellen ud i vandet.

Ellen og Nelly pjasket og grinede ude i vandet, da de kom op igen lagde de sig på det halvlange græs, hvor de lå og kigger på himlen.

"Ellen, det var fakstisk en god ide at gå ud og bade, det var hyggeligt."

"Så det var ikke så dum en ide."

Der lå Nelly med et stort smil på laberne.



Aftenro

Da aftenen kom, sad Nelly og Ellen i haven og så solen gå ned.

“Tak fordi du kom i dag,” sagde Nelly stille.

“Jeg kommer altid,” sagde Ellen.

“Selv når dagen starter lidt trist?”

“Især dér,” sagde Ellen.

Nelly lænede sig op ad Ellens varme side.

Og mens himlen blev orange og lilla, fløj nogle få sidste sommerfugle stille op i aftenluften — fordi Ellen tænkte, at selv helt almindelige lørdage kan blive til eventyr, når man ikke er alene. 🦄🦋✨

Skriverier

Jeg har i meget langt tid ikke skrevet på min historie om Voldtægten, men har faktisk her på det sidste fået mere lyst til at skrive på den igen, men har bare ikke helt haft energien, da jeg så i dag blev spurgt hvornår jeg endelig går i seng.
Blev jeg på den måde mindet om, at jeg en overgang kunne sidde til klokken tre, fire, fem og få gange helt til klokken seks om morgen bare for at skrive eller rette i historien, noget jeg på en måde savner at gøre, det at der er fred og ro omkring en, men det er også som om at historien bare er langt bedre der om natten i mit hoved.
Så er det jo bare en fordel at jeg har det med at sove dårligt om natten, så på den måde kan jeg løse et soveproblem på en måde og få skrevet på min historie.
Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg selv har oplevet det, for historien er så gribende, så for at I ikke skal tro at jeg skriver ud fra erfaring, så gør jeg det ikke, jeg skriver ud fra fantasien og ikke en virkelig oplevelse.
Men til alle jer der endnu ikke har læst det jeg indtil nu har skrevet/rettede i, så kan I læse det her, men med forbehold, for måske kommer der nogle få ændringer mere i det, men jeg håber at I kan lide det der er skrevet indtil nu:

LØRDAG NAT

Her sidder jeg lidt beruset i bussen på vej hjem, klokken er mange, tænk en gang at jeg kunne blive i byen og feste så langt ud på natten, jeg er også blevet træt, kan jeg mærke, når jeg nu sidder her og falder til ro.

Jeg læner hoved på ruden, lukker øjne i et øjeblik og tænker på noget af det hyggelige fra turen i byen med veninderne, der blev ikke drukket så meget alkohol.

Vi var taget af sted på grund af hyggen, dansene og musikken, vi skulle ikke af sted for at drikke os fulde, men jeg kan mærke, at jeg nok er blevet lidt mere påvirket, end jeg havde regnet med at blive.

Jeg må have været faldt i søvn, for pludselig vågnet jeg brat op, kigget forvirret rundt, for at placere hvor jeg var henne, og hvor jeg kom frem.

Jeg vidste, at jeg var på vej hjem, jeg fandt hurtigt ud af at jeg var i den rigtige bus, for vi kom til byen hvor jeg skal af bussen, jeg samlede hurtigt mine ting sammen og fik trykket stop.

Jeg skal af bussen nu, den standser ved grusvejen der starter midt i byen, jeg stod af og gik lidt ind af grusvejen, der kom støvregn ned, det er skønt at gå i dette vejr, det gør mig friskere til gåturen hjem.

Jeg standset op under lygtepælen, der holder en bil midt på vejen, jeg kan skimte at der sidder to i bilen, jeg kan mærke, at de holde øje med mig, lyset fra lygtepælen rammer ikke deres ansigter og det er mørkt, så jeg kan ikke se hvordan de ser ud.

Efter lidt tid begynde jeg at gå, bilen blev startet og drønet af sted ind af grusvejen, men jeg gik bare videre, de havde jo nok ventet på en der ikke var med bussen, og lige så stille forsvandt byen og lyset bagved mig.

Jeg har gået et par kilometer igennem skoven hjem, jeg gik i rask trav, jeg er bange for om der er nogen et sted der ude, jeg siger til mig selv, at lydene bare er træerne og dyrene.

Pludselig hørte jeg nogen som hvisker, jeg stivnede et øjeblik og så satte jeg i løb, for at komme hurtigt hjem, men det gik ikke så hurtigt, det må være alkoholen der gør mig langsom i løb, men samtidig har løb aldrig været min stærke side.

”Fang hende så, fang hende!”, lyden blev råbt på en hviskende måde, men jeg gør mit for at løbe fra personen bagved mig, men jeg kan høre at afstanden bliver kortere og kortere.

Så skete det med et hårdt greb i min arm, det er svær at løbe videre, det var en med nogle kræfter, for det var et fast håndgreb.

Jeg prøver at gøre modstad, men jeg blev klynget ned på det våde græs, som om jeg er en sæk kartofler.

Jeg når ikke at skrige, for i samme øjeblik fik jeg bundet min mund til med et stykke stof, den ene hvisket mig i øret ”Gør ikke modstand eller det bliver værst for dig selv”.

Men jeg prøvet alligevel at gøre modstand, hvor den ene begyndte at sparke mig i siden, efter fem spark blev der sagt med usikkerhed i stemmen ”Stop, far, stop, det er nok nu!”.

Sparkene ophøret, der rende tåre ned af kinderne på mig, det gjorder så ondt i min side.

”Så kan du lære at høre efter, Luder. Niels, så er det din tur, nu skal du vise, at du er en mand, en rigtig mand!”

Niels tog lige så stille tøjet af mig, men det gik åbenbart ikke hurtigt nok, for så blev der sagt ”Hurtigere, kalder du det der en voldtægt, du burde jo være godt i gang nu, se at komme i gang eller er du bare en vatpik, KOM SÅ IGANG”.

Niels satte tempoet lidt op, jeg kan mærke at han røster på hænderne, han må være nervøs, for han har vanter på, så det kan ikke på grund af kolde hænder.

Han rode med hans egnet tøj, jeg lå bare her, jeg tog mig selv i at være stivnet, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg begynder at mærke panikken endnu mere, det går op for mig, at de kun havde bundet noget om min mund, så jeg begynder at vride mig rundt, men det var svært, jeg slog og sparket efter Niels.

Men det var svært, at ramme, når jeg så endelig ramte ham, skete der ikke noget med ham, tårne strømmer ned af mine kinder, Niels tog fat i mine arme, så jeg ikke kunne slå ham mere, han maste sig ned imellem mine ben så de blev spredt, men der sker ikke mere end det, jeg kan ikke blive fri fra ham nu,

Han er meget stærkere end mig, jeg er altid så slap, specielt når man skal bruge alle sine kræfter, så er de væk, men der skete ikke noget, Niels blev ved med at ligge stille, han snøftet lidt.

”Kom så i gang, Niels, vi har ikke hele natten!” kom det vredt fra hans far.

Grædende kom det fra Niels ”Jeg kan ikke, far, jeg kan ikke!”.

Jeg åndet lette op, de vil slippe mig fri.

De lader mig gå, tænk at det kan lade sig gøre, jeg troet ikke mine egne øre, kan det virkelig passe, at jeg blev reddet.

”Du er bare en vatpik, men så tager vi hende med os, du bliver på hende, så kommer jeg om et øjeblik!”, det kan ikke passe, jeg bliver ikke sluppet fri, hvad vil de nu gøre med mig, hvad skal jeg nu, hvor skal jeg nu hen.

Faren gik lidt væk, Niels har vendt mig om på maven og sat sig oven på mig, han holdet mine arme på min ryg, jeg kunne mærke, at han er stærk, for jeg kunne ikke vig mig fri fra ham, mange tanker for igennem mit hoved.

Pludselig kom der en bil trillede lige så stille, jeg drejet hoved, så jeg kunne se bilen, den havde ikke noget lys tændt.

Bilen må være en mørk farve, for den faldt meget i et med omgivelserne, den kom ud fra en sidevej hvor månens stråler ikke kan ramme den.

Faren kommer hen med et reb, `Her er rebet, Niels!`, Niels fjernet sig fra min ryg, de binder mine arme på ryggen, snoren er åbenbart lang.

For jeg kan mærke, at det er den samme snor som bliver bundet omkring mine ankler, jeg kan ikke strække mine ben på grund af snoren.

Niels tog sit tøj på, imens gik faren hentil bilen med mit tøj, jeg lå helt nøgen på græsset, det er åbenbart begyndt at regne kraftigt, jeg ved ikke hvornår det var slået over i så meget regn.

Jeg har ikke opdaget det før nu, regnen gør det koldt at ligge her på græsset, selv om at vi er i en forårs måned, så er det stadig køligt her om natten, specielt i regnvejret.

”Niels, kan du lige tage hende hen til bilen, så går jeg hen og åbner”.

”Hun er lidt for tung til at jeg kan løfte hende selv, et er at stoppe hende og få hende ned på jorden og holde hende fast der, men jeg kan ikke løfte hende alene.”

”For pokker da også, kan du da slet ingen ting, skal man gøre alt for dig, så bliv dog voksen” faren lød meget vred på Niels.

De tog med et fast greb i begge arme, de løftet mig hentil bilen satte mig ved siden af den på knæene, da de havde fået åbne bagdørene rode de med noget.

Det forgik i stilhed, jeg tror, at det er fordi faren var meget skuffet over Niels, måske fordi de ikke vil have at nogen skulle høre dem, hvis der det blev til et skænderi, men der var meget vrede i luften.

De kom hen og tog mig i armene igen og løftet mig op i bagenden af bilen, der er lidt lys, så jeg kan se at det er en varevogn.

Jeg blev båret ind og lagt inde i forenden af rummet, de begyndte at dække mig til med nogle tæpper og dyner.

Lidt efter bliver dørene lukket og der gik ikke længe før to mere blev klapper i, jeg ligger og ømme mig lidt, jeg kan høre at der bliver diskuteret imellem Niels og Faren, men jeg kan ikke høre om hvad.

Der blev stille, helt stille, jeg tog mig selv i at have holdt vejret, jeg gispet lidt efter vejret, men det gør så ondt i siden, det var svært at trække vejret.

Da jeg ligger under alle de her dyner og tæpper, det lugtet ikke særlig godt, det lugter muggent.

Jeg prøver at få mit hoved lidt fri, så jeg kan få noget luft, efter noget møg og besvær, så kan jeg mærke den friske luft komme ind til mit ansigt, det er helt skønt.

Bilen starter og begynder lige så stille at køre, men jeg kan mærke, at vi køre i meget langt tid, jeg er så træt, det gør ondt i kroppen.

Jeg ligger dårligt og vejen er ind imellem meget ujævn, jeg orker ikke, at følge med mere, jeg er så træt, jeg kan ikke klare mere, bare jeg kan slippe væk i god behold, det vil være skønt.

* * * * * * * * * * * * * *

                                 SØNDAG FORMIDDAG

Jeg må have været faldt i søvn, for da jeg slog øjne op igen, lå jeg på en lille slidt madras med en sofapude og nogle tæpper, der lugter forfærdelig af våd hund, jeg har ingen fornemmelse af, hvor jeg er henne.

Der er ikke mange ruder her, der er enkelte, den jeg bedst kan se er møgbeskidt, der er gået et stykke af ruden, en solstråle skinner ind i hoved på mig.

Jeg vender mig med besvær, for jeg er stadig bundet på ryggen og det gør stadig meget ondt i siden, både af slagene, men også af at ligge på samme side i så lang tid.

Men jeg får mig vendt, så får jeg nu en chance for at kigge på det sted, hvor jeg er, jeg vidste ikke hvad klokken er, jeg kunne ikke fornemme, hvor jeg er, men der var stille.

Mit hoved er tomt fra tanker, kun de indtryk som jeg får fra omgivelserne er i mit hoved.

Der er ikke mange ting, det er et faldfærdig sted, det er beskidt, det ligner lidt en gammel gård, det ligne en stald jeg ligger i, men jeg er ikke sikker.

For der er kun lidt lys i min ende af rummet, jeg kan se at vinduerne i den anden side af rummet er dækket til med noget der gør det mørkt her inde.

Jeg kan ikke umilbart se nogen her inde, men der er dog en større klump i den anden side, men det ligner en bunke tæpper, så lige nu er jeg alene.

Jeg kan ikke høre nogen i nærheden af bygningen, måske skal jeg bare ligge her til, helt alene, hvor ingen kan finde mig.

Det eneste jeg kan høre er fuglefløjt uden for, det minder mig om at hvis jeg ikke lå her, så var jeg ude og nyde forårs vejret, den friske luft der kommer efter regnvejrsdage.

Men det kan jeg ikke mærke her inde, det lugter forfærdelig af våd hund og lort, jeg prøver, at undgå at lugte til det.

Jeg ligger lige så stille med lukker øjne og lyttet til fugle sang, jeg er for træt til at holde øjne åben, men jeg er for frisk til at sove, tankerne flyver igennem mit hoved.

Selv om at jeg prøver, at glemme hvad der er sket, men kan dog ikke lade værd, vil mine kollegaer henne på stationen finde mig, inden dette måske bliver min død, men der jo også enormt pinligt, hvis de finder mig.

Nu kan jeg høre nogen nærme sig, jeg åbner øjne i et øjeblik, men lukker dem hurtigt igen, de skal ikke se, at jeg er vågen, hvis de tror, at jeg er død, så forsvinder de nok igen.

”Hvad skal vi gøre, Far, det var din ide med at tage hende og gøre det ved hende, men vi kan ikke beholde hende meget længere, hun er fra politiet, det sagde de i nyhederne, da hun er meldt savnet, hvad gør vi?”

Jeg er meldt savnet, så må jeg bare håbe, at de kan finde mig, det er da mit helt at jeg altid går med sporing i håret, men det er sikkert ikke aktiveret.

For så vil de vel være på vej her ud nu, så vil de ikke melde mig savnet i nyhederne, så vil de da bare komme.

Hvis de altså har tænkt sig, at tjekke for sporings muligheder på mig, hvorfor kastet jeg også tasken fra mig, da jeg prøvet at løbe fra dem.

Jeg siger, altid til de andre på stationen, at de skal spore via mobilen først, nu vil de bare finde mig taske.

”Du skal ikke til at lave noget dumt, Niels, DU bliver her ved hende, jeg finder ud af noget, for vi kan IKKE slippe hende fri, for så render hun bare til politiet med det samme, jeg finder ud af noget.”

”Jamen, far, vi kan da ikke beholde hende i særlig langt tid, hun er jo meld savnet!”

”Jeg finder ud af det. Jeg tager hjem og tænker over det, men du kan jo tage at mande dig op til en rigtig mand imellem tiden, for når jeg kommer tilbage, så skal du voldtæge hende der” peger faren på mig

”Hvis du ikke gør det, så dør I begge to, for jeg vil ikke have hende, er det forstået Niels?” tilføre faren

”Ja, far, jeg skal nok! Far, giv mig lige smøgerne, jeg vil gerne have noget at ryge på, hvis jeg skal have næver som dig.”

Jeg har øjnene åben en lille smugle, jeg kan se, at Faren kaster en pak smøger hentil Niels, han står og kigger på ham i et øjeblik og gik videre.

Niels sætter sig ned, der kommer et dybt suk fra ham, han fumler med cigaret pakken, men får en taget ud af pakken, han tænder smøgen, lidt sollys rammer ham, jeg kan for første gang se hans ansigt.

Det halv lange pjusket brune hår er pænt til ham, jeg kigger pludselig ind i de pæneste blå øjne, jeg kan se en masse usikkerhed i dem, hvad har fået hans far til at tvinge ham til dette.

”Lad vær med at se på mig, det er ikke min skyld, jeg kan ikke gøre noget ved det,” han er meget sur i stemmen, men det brister over i gråd.

Da han siger ”det var ikke meningen, at jeg vil gøre dig noget, men jeg er kun en stor skuffelse for min far, jeg kom ikke ind i militæret.”

Han kigger ned ”Hvilket han havde håbet, han vil have, at jeg som hans eneste søn, skulle blive til noget stort der inde for, men jeg kunne ikke komme ind.”

Han tager sine ben til sig, han lægger grædende sit hoved ned på knæene, jeg bliver ude af mig selv, jeg kan ikke gøre noget eller sige noget.

Men hvad skal jeg også gøre eller sige efter alt dette, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg kan jo bare ligge her og kigge.

”Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget, jeg kortslutter ind imellem, men det er kun når jeg føler, at ingen forstår mig, jeg vil helst bare slippe dig fri, men jeg kan ikke, hvis min far kommer tilbage og du ikke er her, så slår han mig ihjel.”

Jeg prøver, at lave en lyd med munden, så han kan forstå, at jeg ikke kan snakke med ham på grund af kluden, han rejste sig op og kom hentil mig, jeg stivnet, hvad vil han gøre ved mig.

Han gør ikke noget, han løsner stoffet om min mund, ”Hvis du begynder at skrige, så kan ingen høre dig, han valgte dette sted, for at ingen skal høre noget. Undskyld, jeg vil virkelig ønske, at det ikke var nået så langt, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Tårende triller ned af kinderne på mig, det gik op for mig, at jeg faktisk er meget mere bange end jeg lige har bemærket, nu har jeg endelig muligheden for at skrige, så gør jeg det ikke, jeg tror naivt på ham, hvor dum kan jeg være, der findes da vist ikke nogen der er dummere end mig.

Der er stille, vi kigger på hinanden, Niels har sat sig hentil mig, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg kan på ingen måder gøre nogen modstand nu, han er så tæt på, at hvis jeg skriger, så vil han meget hurtigt gøre noget ved mig.

Jeg kigger op på Niels, ”Hvor gammel er du endelig, Niels?”, han kigger ned i gulvet, som om han ikke vil svare på det, han virker flov over sin alder, ”Du tror mig nok ikke, fordi du har oplevet hvordan min far styre mig, men jeg er 27 år.”

Han ligner faktisk ikke en på 27 år, men en der er i starten af de 30 år, ”Du er yngre end jeg troede du var, hvis det kan trøste dig. Men det hjælper vel ikke.” jeg smiler i det jeg siger det, han begyndte også at smile, han satte sig godt til rette.

”Du nævnte, at du ikke vil være militær mand, har du så fået en anden uddannelse og som hvad?”

Niels kigger på mig, som om han ikke havde rendet med, at jeg havde hørt, hvad han sagde, men smiler til mig, men han begynder at fortælle.

”Jeg har altid fået høje karakter, jeg vidste, at jeg gerne vil være noget, hvor jeg kan hjælpe andre, så jeg tog uddannelsen til læge, jeg er næsten lige blevet færdig” han kigger over på mig

 ”men min far mener, at det kun er bøsser der er læger. Men jeg er ikke bøsse, så han mener ikke, at jeg er en rigtig mand.” Han kigger ned i gulvet igen.

”Rigtige mænd, bøsser er da også rigtige mænd, en rigtig mand er en der er stolt af den som han er, en som ikke er bange for at stå ved det, en som er stolt af det han arbejde med, det han får udrettede i sit liv.” Jeg får det sagt med en blanding af forvirring og vrede i stemmen.

 ”Hvis du er stolt af dit liv, så er du en rigtig mand, er du stolt af dig selv, Niels? Men hvis du ikke kan svare din far igen, så er du jo ikke en rigtig mand.” jeg ved ikke om Niels forstår mig.

”Jeg er stolt over at være læge, for mig var det en drøm der gik i opfyldelse, men min far kan bare ikke se, at jeg er en rigtig mand.”

”Hvorfor skal din far se, at du er en rigtig mand? Bliver du en rigtig mand af at høre efter ham, for hvis du bliver en rigtig mand af det, så han du jo ingen problemer med voldtægten.” jeg prøver at få øjenkontakt med Niels.

”Men i mine øjne, hvis du er en rigtig mand, siger du fra til din far.” jeg kan mærke at vreden i min krop, men tårende render ned af kinderne på mig samtidig.

”Du kan jo bare gøre det, hvis han gør det nu, så er det jo overstået, så er det hele overstået, så kan jeg måske slippe sikkert herfra.”

”Jamen, JJ, du er ikke sikker, du ved da ikke om min far tror på det, han vil sikkert have beviser på det, hvordan vil du give ham beviser på at det er forgået?”

”Niels, du har vel en mobil der kan filme?” jeg kigger op på Niels, han siger ikke noget, men han nikker bare lige så stille med hoved, ”Fint, så filmer vi det med mobilen, så viser vi det bare til din far når han kommer.”

Han vil lige tænke over det, han kan vist godt se ideen i det, for så bliver det ikke tvunget på samme måde, som hvis Niels’ far var her, hvilket er rart, for en gang skyld føles alt dette rart.

Når jeg tænker på en voldtægt, ser jeg det ikke som noget rart, hvad skete der siden det kom til at føles rart.

Er det fordi faren ikke er her, er det fordi jeg har lidt kontrol over det, jeg ved det ikke, jeg ved bare at det føles rigtigt.

Vi blev meget stille begge to, vi har fået vores at tænke over begge to.

* * * * * * * * * * * * * *

                         SENT SØNDAG EFTERMIDDAG

Der må have gået flere timer, for der kom en bil udenfor, Niels rejste sig op, han stiller sig hen til vinduet, hvor han kigger ud igennem en lille ravn i plastikket.

”Det er min far der kommer. Vi snakker videre om det andet, når han er kørt igen.” Niels’ stemme lød usikker.

”Ja, hvis han køre igen.” Jeg tog mig selv i at trække vejret med en meget skuffet vejr trækning.

Døren bliver slået hårdt op, man kan kun se en skikkelse i døren, men man vidste at det er faren, han havde en lygte med, det var blevet mørkere uden for.

”Du har vel ikke bestemt dig endnu.” Niels får lyset lige i hoved, man kan se at han skammer sig.

Faren blev vred, han forsvandt ud i mørket, men der gik ikke længe før han kom tilbage.

”Her er en pizza, cola, nogle stearinlys og nogle smøger. Så kommer jeg tilbage på et tidspunkt i morgen eftermiddag, så skal du være klar.” Faren er vred i stemmen da han siger det.

Han peger på maden ”Det der er kun til dig, Niels, ikke til luderen der.”

Han gør tegn til Niels, som rejser sig op og går efter ham, jeg kan ikke fornemme hvor langt væk de er, men jeg kan høre, at de skændes der ude, men ikke om hvad.

Jeg glemmer i et øjeblik, at de skændes, da det går op for mig, at smerterne i kroppen har gjort, så jeg ikke har mærke, at jeg har, skulle have været på toilettet.

For i en stund fik jeg lige drejet mig, så noget af smerten forsvandt, så kan jeg mærke at det er helt vådt og klisteret, men jeg kan ikke gøre noget.

Bilen starter og køre væk, jeg bliver helt forvirret, for har de efterladt mig, jeg har ikke set at der kom nogle ind, men Niels måtte været kommet, for stearinlyset bliver tændt, jeg drejer hoved, så jeg kan se ham.

Han sætter sig til rette i skæret af lyset, han trækker pizza æsken til sig, åbner den, efter lidt tid tager han colaen og åbner, jeg kigger væk fra ham i et dybt suk.

”Jeg kan ikke give dig noget. Du må være sulten, men jeg kan ikke give dig noget. Du ved, min far.” Niels sagde ikke mere, jeg kan høre ham sidde og spise.

* * * * * * * * * * * * * *

              SØNDAG NAT OG MANDAG FORMIDDAG

Jeg vågnet flere gange i løbet af natten, det gjorder meget ondt i hele kroppen, jeg kan lugte pizzaen, jeg er så sulten, men jeg kan kun med nød vende mig om, for at få et øjeblik med lidt færre smerter.

Det er ikke let at vende sig om, for jeg er stadig bundet på ryggen, så det er en kamp hver eneste gang i løbet af natten, så jeg fik ikke sovet meget.

Niels kom ind af døren, der gik det op for mig, at det var blevet lyst ude, jeg er så træt, at jeg ikke har opfanget lyset der kom ind igennem de sprækker der er i vinduerne.

Niels lod døren stå på klem så der kan komme noget frisk luft ind, det var skønt, for så forsvandt noget af den dårlige lugt, jeg lukker øjne, men åbner dem brat op igen, da der bliver smidt noget koldt vand ud over mig.

”Undskyld, men der er ikke noget varmt vand, jeg vil bare skylde noget af det beskidte af dig, så godt jeg kan.” Niels smiler med et skævt smil til mig i det han nikker ned af mig.

Jeg har slet ikke opfanget, at han havde fjernet tæppet fra mig, så jeg ligger helt nøgen på gulvet, han har også fjernet madrassen som jeg lå på,

Han tog en spand mere og kaster vandet ud over mig, han tog en kost, han begyndte at skrubbe gulvet omkring mig, efter en god omgang skrubberi, så mangler han bare under mig lige der.

Han gik ud og henter to spandfuld vand mere, da han kom ind, tog han nogle gamle klude, han gjorder den ene våd, han begynder at vaske mig.

Han kaster resten af vandet fra den spand ud over mig, meget af vandet tager meget af skidtet fra gulvet med væk, Niels rejser mig forsigtig op på knæene, det gjorder ondt, men det var rart ikke at ligge ned mere.

Niels tog spandene, fylder dem op på ny, han begynder at tørre mig af på den sidste side, han skrubber hurtigt gulvet, hvor jeg lå, han tog spanden op.

”Det bliver koldt nu, men luk øjne og mund, så hælder jeg noget af dette over dig, jeg fandt noget sæbe, så kan du få noget sæbe på dig og så resten af vandet.” Jeg nikker op til Niels.

Jeg lukker øjne og tager en dyb indånding, vandet render lige så stille ned over mig.

Da vandet stopper puster jeg ud igen, men jeg holder øjne lukket, for jeg vil ikke have sæbe i dem, jeg kan mærke hvordan Niels helt forsigtig putter sæbe på mig,

”Nu kommer anden omgang vand, men først resten af den ene spand.”

”Jeg er klar.” Jeg læner hoved tilbage og tager en dyb indånding.

Vandet kommer lidt hurtigere ned over mig, mest af det er i mit hår, da jeg kan mærke at der ikke kommer mere vand.

Tager jeg en ny indånding, og vandet fra den sidste spand kommer meget hurtig ned over mig.

Da han var færdig tørret han vandet fra mit ansigt væk, så jeg kan åbne øjne, han tog fat i mit og løfter mig over på en ren madras, jeg kan lugte, at den ikke har ligget her ude længe.

Han lagde et ren tæppe over mig, jeg ligger faktisk godt nu, det gør stadig ondt, men det er skønt at blive lidt rent igen.

Niels lægger sig på en madras ved siden af mig, han kigger på mig, han sender et kærligt smil, hans hoved er på skrå, jeg kan se på hans øjne, at han vil sige noget vigtig.

”Oki, jeg har tænkt over det, du ved, voldtægten, vi gør det.”

”Jeg har ikke mit tøj, hvilket jo på en måde gør det lettere for dig, du har ikke noget der skal af mig først, du skal bare binde mig fri.”

Han vidste, at det måtte være nu, inden faren kommer igen, han bandt knuderne op, endelig kan jeg strække mine ben, det er første gang i langt over halvtandet døgn.

Det er så dejligt, jeg tog hurtigt fat i mit hår, jeg fik aktiveret hårnålen, så mine kollegaer kan finde mig, hvis de søger efter den, det er godt at den kan tåle vandt, at Niels ikke bemærkede den.

Han tog mig forsigtig op i hans arme og optagelserne gik i gang, han lagde sig tæt ind ved siden af mig, han hvisket mig ind i øret ”Hvis du gør modstand, så banker jeg dig til fortrydelses tilstand”.

Det gik op for mig, at jeg ryster, jeg er igen, jeg fortryder, at jeg overhoved kom med forslaget, jeg begyndte, at sparke så meget jeg nu kunne, men jeg kan ikke særlig godt, det gør ondt i hele kroppen.

Han svinger sig op på mig og slå mig bevidstløs, da jeg kom til mig selv igen, han har bundet mig igen, jeg bliver så sur på mig selv, over at jeg gjorder modstand, jeg kunne have sluppet fri, hvis jeg var heldig, men chancen er nu meget lille.

Der er stille, vi kigger lidt på hinanden, jeg lukker øjne tungt, åbner dem igen, det er hårdt at holde dem åbne, lige så stille er mine øjne mere og mere lukket, smerterne har bedøvet sig selv, så det er blevet let at sove, jeg har ikke sovet ordentligt i snart to døgn, endelig kan jeg sove.

* * * * * * * * * * * * * *

Jeg vågner brat op, da der bliver skudt, det er blevet mørkt udenfor, det er svært at se hvad der sker, ”Hvad fanden tænker du på, Niels? Har du vasket hende, hun skal bare dø bagefter.”

Jeg kan genkende stemmen, det er faren, jeg vil gerne sige noget, men tør ikke, for jeg ved ikke om han har en pistol, så jeg ved ikke, om han vil skyde mig, jeg er så bange.

”Niels, det er nu, er du blevet voksen nu, så skal du vise, at du er en rigtig mand, har du fundet ud af om du er? Du skal i gang med den voldtægt.”

”Far, jeg kan ikke gøre det, jeg er en rigtig mand allerede, en rigtig mand voldtæger ikke nogen.”

Jeg bliver forvirret, hvorfor viser han ikke videoen, så slipper både han og mig for at gøre det igen.

To blink fra faren sammen med to høje brag, det måtte være hans pistol, pludselig kan jeg mærke mit højre ben igen, det gør forfærdelig ondt, jeg kan ikke gøre noget, jeg kan bare ligge her.

”Stop far, nu stopper du.”

Faren lys rammer nu Niels, et skud mere blev affyret, Niels faldt ned i venstre ben, han tog sig til benet, jeg begyndte at skrige, jeg skreg så meget, som jeg kan.

Faren vendte sig over imod mig, skød mig i benet igen, det gør så forfærdelig ondt, men jeg stopper omgående med at skrige, jeg er bange for, at han vil skyde mig igen, hvis jeg ikke stopper.

”Hvis min skvat af en søn ikke kan gøre det, så må jeg jo gøre det, nu er du her jo, så kan jeg lige så godt.”

Han gik hen og flået snoren op på min ryg, tog mine arme hen over mit hoved, han bandt dem igen til en stolpe, han havde spredt mine ben.

Det gør forfærdeligt ondt, jeg kan ikke gøre modstand, tårerne begynder at løbe ned af kinderne på mig, han er ved at gøre sig klar, da der kommer udrykning uden for.

Han vil hentil vinduet, men snubler over mit ben og lander oven på skudsårene, Niels rejser sig op og går hentil vinduerne, da det kommer fra ham ”Det er politiet, der er mange af dem, nu er vi sku på det, hvad gør vi, far?”

”Har du ringet til politiet, du kan da heller ikke finde ud af noget, uden at gøre endnu mere galt. Nu har jeg sku travlt med dette her, sæt dig der i hjørnet eller jeg skyder dig.”

Niels satte sig over i hjørnet, jeg kan skimte ham, jeg kan se at han er fortvivlet, han græd, jeg kan godt forstå ham, han har hele sin fremtid for sig, nu ender han i fængsel, fordi han har en dominerende far.

Jeg kigger pludselig, da jeg ikke lige har holdt øje med faren, han er gået i gang med at voldtæge mig, det gør så ondt, faren gled bare op og ned, igen, igen, igen og igen.

I et øjeblik stivnede jeg af chok, men jeg begyndt at spjættet, så godt jeg kan, men jeg kan ikke slippe fri fra hans vægt, der holder mig nede på gulvet.

Jeg stopper op med at gør modstand, da han trykker på mit såret ben, mit hjerte banker meget hård, jeg er så bange for at gøre modstand.

Men her ligger jeg helt nøgen og håber på, at han snart bliver afbrudt af politiet, tårende triller bare ned af mine kinder.

Jeg føler mig så magte løs, jeg føler mig noget så beskidt, fordi han bare voldtager mig, som om han ejer mig, er jeg virkelig hans ejendel, noget han bare sådan kan bestemme over.

Pistolen gik ved et uheld af, men det gjorder da så han stopper, jeg kigger over på Niels, der holder sig til benet, jeg vidste med det samme, at han var blevet ramt.

Jeg kigger op på faren, han er ikke opmærksom på mig mere, han kigger på Niels, jeg opdager, at han har placeret sig med et ben på hver side af mit.

Jeg løfter mit ben lige så hårdt jeg kan, jeg rammer ham lige i klokketøjet, jeg kan se på ham at det gør ondt, men ikke så meget, men han når ikke at gøre noget imod mig.

For i det samme lød ude fra ”Det er politiet, I er omringet, så læg skydevåbnet og kom ud med hænderne overhoved.”

Endelig, det tog dem da også kun en evighed at gøre klar, det er længe siden at de kom, men nu sker der i det mindste noget, men det er ikke over endnu.

Faren kigger på mig, ”Nu har jeg ødelagt dit liv, lige som du har ødelagt mit, så står vi lige, men du skal bare vide, at jeg kommer til at føre i sidste ende.”

Han tog pistolen op til hoved og skød sig selv, han lagde sig pladask ned oven på mig, jeg begyndte at skrige helt hysterisk.

* * * * * * * * * * * * * *

Lidt efter strømmer det ind med politi folk, de fjerner ham fra mig og løsner mine arme, en af de kvindelige betjente lange et tæppe over mig.

Jeg krøller mig sammen på højre side, jeg glemte alt om smerten, jeg kan ikke stoppe med at græde.

To betjente hjalp Niels op på en båre efter at nogle Falck redder har puttet nogle forbindinger på hans sår, så han kan komme ind på sygehuset og få ordnet sine sår ordentligt på sygehuset.

Nu hvor Niels er blevet fjernet, så kan redderne bedre hjælpe mig, da de ikke vil fjerne tæppet så meget, så de har kun ordnet nogle af de sår på benene.

Men nu kan de bedre se om de har husket alle, de har også fået sat en drop i mig, så jeg kan få noget væske i mig, de kigger op, der står alle de andre fra afdelingen og kigger.

"Hun virker bekendt, men jeg ved ikke, hvor jeg har set hende før." Madsen tror åbenbart, at hun visker det stille til de andre, men jeg kan godt høre hende.

"Det er hende der gør rent på vores kontor," lød det fra Arnold, han kigger på de andre og tilføre "men I har vel aldrig bemærkede hende, men hvad vil I gøre uden hende”

Han kigger på mig ”I har været helt ude af jer selv i dag, da hun ikke er mødt ind med jeres rundstykker og pålæg, kaffen manglede og det var ikke rent, alt det I har brokket jer over.”.

Han kigger på dem og tilføre ”Det er hende der laver det, men hvad er takken, at I bare står og glor på hende, når hun ligger og lider."

Jeg kigger over på dem, jeg kan se, at de skammer sig over det, de går ud der fra, så redderne får noget mere fred til at hjælpe mig, de sætter noget forbinding på de sidste sår.

En af redderne går ud og henter båren, da han kommer ind igen, pakker de mig ind i nogle rene tæpper, jeg bliver lagt op på båren og pakket mere ind.

Da De køre mig ud til ambulancen, støvregner det og friske luft, er skønt at få i hoved, efter så mange timer inde i det rum, da der har været en masse dårlige lugt der inde.

Arnold kommer hentil mig, da jeg er kommet ind i ambulancen, han lægger sin hånd på min skulder.

"Der er lige en masse prøver, som vil blive taget når du kommer der ind på sygehuset. Jeg kommer ind til dig, når jeg er færdig her, for jeg skal have din side af sagen, men det ved du jo godt."

Jeg kigger op på ham, med tåre i øjne får jeg med nød sagt "Kun dig, ikke de andre.", han nikker til mig, så jeg ved at det kun er ham der kommer, hvilket giver mig ro.

Hmm, hvad sker der?

Nogle vil nok sige, at det er ved at være længe siden at jeg har fortalt om hvad der sker i mit liv, hvilket det også er.
På nogle punkter har jeg haft det godt, men samtidig har jeg haft det meget svært, så derfor har jeg ikke fået skrevet så meget på denne blog på det sidste, men har dog skrevet lidt inde på min anden blog, http://photoloveshow.blogspot.dk/

Dette er en af mange ting, som jeg har delt på min kreative/foto blog. Klik endelig ind og se mere der inde. http://photoloveshow.blogspot.dk/

I forhold til kommunen, så har jeg gået siden starten af April og ventede på, at jeg vil blive indkaldt til møde hos Ceres Centret i Horsens, jeg har for nogle dage siden fået brevet, jeg skal til møde den 7 august, så det er jeg spændt på hvordan det kommer til at gå.
Hvis jeg starter der, så skal jeg i første omgang være der i 13 uger, men det kan blive forlænget.
Sidste jeg blev sendt ud i noget i Horsens kommune, det var sidste sommer, hvor jeg blev sendt ud i 13 uger i Horsens kommunes genbrugs.
Der havde jeg det ikke godt, jeg havde ondt i hele kroppen, jeg var psykisk nede hele tiden, jeg var noget så træt, så jeg gik tidligere i seng og sov faktisk ret meget i de 13 uger jeg var der, jeg kunne ikke overskue at være sammen med andre, men fik dog taget mig sammen til at være sammen med to af mine skønne veninder, en gang med dem hver, mere blev det ikke til, desværre.
Da jeg var i genbrugsen skulle jeg kun være der i tyve timer om ugen, nogle vil nok sige at det ikke var meget, hvilket det jo heller ikke er, men det var stadig hårdt for mig.
Det jeg er blevet lovet af min sagsbehandler er at det sted jeg skal være nu, der kan man selv påvirke hvor mange tinge man skal være der, hvilket vil sige, at man kan starte forsigtig ud, og så stige efter behov.
Samtidig er der kost og motionvejledning ind over ens forløb, og måske andre tilbud også, hvilket gør at det måske kan hjælpe mig meget mere på mange punkter, det minus der dog er, er at de ting jeg kan blive sendt hentil har meget med hjemmehjælps opgaver, køkken osv, hvilket jeg ikke kan klare så godt når jeg har dårlige led og rygskade.
Men der har den psykolog jeg havde på sygehuset sagt til mig, at jeg må sige til dem når det gør ondt eller jeg har det dårligt psykisk, for ellers kan de ikke tage hensyn til det, men jeg synes bare, at det er svært, for jeg føler ikke, at det er en ordenlig undskyldning, jo for andre, men ikke for mig.
Så jeg skal vende mig til at skulle sige det, når det er at jeg kommer ud, hvis jeg har det dårligt, jamen så skal jeg huske at sige fra.
Det jeg også har forstået om det sted jeg bliver sendt hen, er at man muligvis får en Mentor, hvilket skal hjælpe en igennem de 13 uger, hvilket for mig jo kan være godt, for så har jeg en, som jeg kan gå til hvis jeg har det dårlig, hvilket gør det lettere, så håber jeg bare, at jeg får en person jeg kan med.
Jeg har gået og været meget nervøs for, hvornår jeg fik brev fra Ceres Centret, for jeg vil ikke til at skulle afsted imens det har været varmt, jeg vil nemlig helst ikke afsted i maj, juni, juli og august, men nu ser det ud til at blive noget af august, hvilket endelig er oki, for de fleste af ugerne jeg skal være afsted er i nogle andre måneder, hvor det er køligere.

Mit møde med Anne Marie Helger (http://helger.dk/) oppe på Dalgas Skolen (http://www.dalgasskolen-aarhus.dk/), hun er nu en fantastisk person.

Ud over det med kommunen, har jeg heller ikke altid har det så godt psykisk, jeg har haft nogle perioder, hvor det hele bare virker ligegyldig, for jeg kommer ingen steder.
Der er ting jeg gerne vil, men jeg kan ikke tage mig sammen til dem af flere grunde, men samtidig tænker jeg, at der er en mening med det hele og alligevel virker det ikke logisk.

Men der er dage hvor jeg tager mig sammen og gør det jeg gerne vil, så som at skrive på min krimi, det sker ikke så meget for tiden, men har da fået skrevet noget mere på den, måske deler jeg noget af den med jer en af dagene, men kun måske.

Jeg har haft meget svært ved at bestemme mig for ting, jeg vil gerne nogle steder hen, men samtidig orker jeg det ikke, så den ene dag kan jeg sige ja til at tage afsted, men nej den næste dag, men når det kommer til stykket tager jeg for det meste afsted og får enten en nogenlunde dag eller en god dag ud af det.

Der var 25 års jubilæum på Dalgas Skolen, hvor jeg har gået, der var jeg oppe sammen med min mor, det var hårdt psykisk, men alligevel en god dag.
Anne Marie Helger kom for at underholde, bagefter kunne vi tage billeder med hende, min mor og jeg fik taget sammen med hende, vi fik også hendes autograf, hun spurgte om hun kunne få vores billeder tilsendt, hvilket vi lovet at gøre, hun har så delt et af dem på hendes facebook side, så pludselig føler man sig en smugle stolt.

Jeg har også været igang med at læse en krimi, Carin Gregersen's "Et dukkehjem", jeg mangler bare det sidste af den, jeg glæder mig til at få den læst færdig, der er flere bøger der venter på at jeg får dem læst, så det er bare om at gå igang.
Det kan dog være svært, for hvis jeg sætter mig uden for, så bliver jeg let distraheret af folk der kommer forbi, min mor der siger noget til mig eller noget helt andet, så når jeg læser, så skal jeg helst være oppe på værelset.

Min mors mango plante der er vokset meget efter den blev plantet fra vandbad til potte. Det jeg dog har kunne læse mig frem til på nettet er man ikke skal regne med at den kan give noget, men det var da sjovt at se hvor stor den kan blive.

Jeg har på det sidste også tørret en del oregano/merian og timian til madlavning, samt Myte og citronmelisse til the til min mor, der vil dog blive tørret mere af den slags inden sommeren er over, hvilket er noget af det jeg synes er hyggeligt at rode med.
For flere uger siden satte jeg en avokado kerne til at spirer i noget vand, for nogle dage siden opdaget jeg så at den endelig var begyndt at spirer.

Min avokado kerne der spirer.

I starten af maj var jeg i Billige Blomster med Sandra, hvor jeg købte nogle lavendel frø, jeg sået den ene pakke nogle dage efter, og der skulle gå op imod en måned inden de begynder at spirer, hvilket der også gik, men stadig er der små nye spirer på vej op, jeg har omkring 25 spirer nu.

Frøene er fordelt på tre bakker, så de ikke skulle stå for tæt, min far har altid sagt, at lavendel er svært at få frem, så kigger jeg på dem her tænker "Ja det var godt nok svært", det var ikke alle frø der er kommet, men det er da et rigtig godt resultat.

Grønsags saft, min til venstre og min mors til højre.

Grønsags saft, min til venstre og min mors til højre.

Her i de sidste mange uger har min mor med glæde stået og lavet morgen saft til hende selv, min far og mig, hvilket er virkelig lækkert, den udgave min far og jeg får består af:
Gulerødder, rødbeder, æbler og citron/lime saft (det kommer an på hvad vi har af citron og lime), der ud over spiller årstiden en rolle, for når brændnælderne og skvalderkål begynder at spirer i foråret, så kommer der sådan noget, men nu er det gået over til Tocansk palmekål, grønkål og sølvbeder, som vi selv har i haven.

Så er der nok nogen der spøger hvad min mors så består af, ja, den består så af citron/lime saft, Tocansk palmekål, grønkål, sølvbeder og agurk.

Nu er jeg nået til det punkt hvor jeg vil stoppe, for der skal jo også være noget at fortælle om en anden dag.
Så som om hvor godt eller dårlig at putte Tocansk palmekål, grønkål og sølvbeder i mit kyllingergyderet, som man kan se opskriften på her inde på min blog.
Der sker nok også andre ting, jeg gerne fortæller om, men det må tiden vise sig.

Vi mødes ved her på bloggen.

Det perfekte mord

Hvad er et perfekt mord? Det er vel et godt spørgsmål, spichelt når man som mig gerne vil skrive en krimi...
Jeg mener at et perfekt mord, er et mord som ikke kan opklares, fordi de ikke er nogen beviser og vidner...
Men der kan jo også være et perfekt mord, som bliver opklaret, men hvor det måske har været svært for politiet at opklare det, for det har måske været svært at finde ud af hvem der har begået mordene, men hvor der måske ikke er mange beviser..

Jeg har fundet to links, hvor der står noget om det perfekte mord, det ene er mere et spil man kan lave...

http://beep.tv2.dk/test/spiltest-%C3%A5rets-bedste-mordg%C3%A5de

http://www.bt.dk/krimi/opskriften-paa-det-perfekte-mord

Min krimi historie

Til jer der måske ikke har opfanget det end, til jer der ved noget om det og til jer der ikke har kunne undgå at vide det.

Så vil jeg gerne fortælle, at jeg har skrevet en historie, som jeg endnu kalder Voldtægten/manddomsprøven, det er om en person der bliver taget til fanget og voldtaget, men jeg har valgt at udvide historien, for jeg har valgt at gøre det til en krimi...

Hvor jeg-personen (hovedpersonen) lige er blevet leder af efterforskningsgruppen, hvor man følger jeg-personen igennem godt og skidt, kampen med at for de andre til at acceptere at det var hende der blev leder, kampen med lav selvværd...

Da de er ved at nå til det punkt hvor de er ved at finde ud af hvem der er morderen, så bliver jeg personen kidnappe og voldtaget, men der sker noget uventet, som man kan læse i historien...

Når jeg sidder og skriver bliver jeg let grebet med af det der sker, men når jeg lægger historien fra mig i nogle timer, dage, uger, så får jeg tit mange ideer til hvad der skal ændre, hvad der kan gøre historien mere overraskede...

Jeg har en bog, hvor jeg er ved at skrive alle mine karakter ind i, alle dem på efterforsknings holdet, alle dem der er i Jeg-personens liv, nogen bliver mere detaljeret end andre, det er for at når jeg skriver historien, så kan jeg lettere finde ud af hvem der høre til hvem i historien...

Hvis det så bliver en god krimi, så kunne jeg godt finde på at lave en mere, så har jeg alle personerne skrevet ned, så er det kun morderen, ofre, motiv osv jeg skal fokusere på, hvilket det gør det lettere, frem, når jeg skriver...

Jeg er langt fra færdig med historien, men jeg glæder mig allerede til at blive færdig, så jeg kan dele den, jeg håber, at den bliver både, sjov, rørende, alvorlig, men samtidig giver mening til nogen der ude...

Så følge endelig med, så kan det være, at jeg giver lidt ind i min historieske verden igen..

Skriveråd

Nogle gange når jeg sidder og skal skrive, så bliver jeg usikker på om det jeg gør er rigtig, om det jeg skriver er godt nok, så jeg gik på udkig efter nogle steder, hvor jeg kunne få nogle ideer til hvordan man kan gøre, nogle ting der kan hjælpe mig.
Jeg fandt følgende sidder, som kan hjælpe mig i forskellige grader, men samtidig har jeg en profil på Fyldepennen.dk, hvor jeg kan spøger om ting, som jeg er usikker på, jeg kan dele mine tekster osv, men der er dog et minus, man skal kommentere en hvis mængde, for at få lov til at dele sine ting.
Selvfølgelig kan jeg se hvorfor man skal det, men samtidig kan det hurtigt blive en belastning, hvis man ikke lige kommer der inde og holder det ved lige i løbet af 100 dage, om der kan hurtigt gå for meget tid med at kommentere og læse andres ting og svar.
Men hvis du sidder der ude og gerne vil skrive, men mangler nogle gode skrivetips, så kig forbi disse links og se om de kan hjælpe dig.

http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-45185951:fem-gode-r%C3%A5d-til-at-skrive-en-bog.html

http://www.skrivevaerkstedet.dk/sporg-redaktoren-svar/items/hvordan-bygger-jeg-en-god-bog-op.html

http://www.skrivevaerkstedet.dk/sporg-redaktoren/tag/Skriv+en+bog.html

http://www.lenedybdahl.com/2014/01/6-tips-sadan-skriver-man-en-roman.html

http://bookboon.com/blog/2014/05/danish-7-gode-grunde-til-skrive-den-bog-du-altid-har-snakket-om/?lang=da

Krimi hjælp

Når jeg er begyndt, at gøre mere i at skrive historier, så er jeg også i gang med at undersøge forskellige ting, så jeg ved hvordan det fungere i den krimimale verden, for et er at skrive en bog/historie hvor ingen ting giver mening, men et andet er at skrive noget hvor det meste passer.
Da jeg ikke selv har været i den verden, så er det jo svært at vide hvordan de nøjagtig gør, så derfor undersøger jeg ting som kan hjælpe mig, til at få skrevet en god historie.
Jeg undersøger ting som foreksempel hvad titler der er hos politiet, spor, dna, undersøgelserne osv, der er mange ting der skal gå op i en høj enhed når man sådan skriver.

Der ud over så laver jeg også en oversigt over hvem der skal være holdet man følger på politistation, hvem er chefen, hvem er der ellers, hvordan er de forskellige personer på arbejde og privat, er de i familie eller gode venner privat.
For når man så skal skrive historien, så har man en bedre ide om hvem de forskellige er, hvad de står for, så kan man bedre put dem ind og gør dem naturlige i historien, for når man så læser historien, så får man et bedre indblik i dem man følger.
Der ud over så laver jeg en seddel over de vigtigste personer der ellers er i historien, dem der har meste betydning, morderen, ofre osv, hvor jeg skriver hvem de er, hvad de laver, allerede der begynder jeg at arbejde på hvordan de mødes og hvordan mordet kommer til at forgå.

Det jeg synes er svært er at finde ud af om jeg skal skrive hele historien i jeg person fortæller, tredje person fortæller eller hoppe i mellem, jeg har også tænkt på, at skrive det jeg person fortæller, men hvor jeg personen også bruges som fortæller, selv når jeg personen ikke er til stede, men synes at det godt kan virke godt og dårligt, så jeg ved det ikke helt endnu.


http://www.faktalink.dk/titelliste/seri/seriopkl
Jeg synes, at denne side er god, da den for den fortæller om en del ting i danske kriminal system, men man skal så vælge at uddybe de ting man skal bruge, for at få en meget meget mere nøjagtig historie, men på siden får man et godt indblik i mange ting.
Denne side er på dansk, men der er et link på siden, hvor der linkes til en side på engelsk.

http://www.skoven-i-skolen.dk/content/krimi-stjernel%C3%B8b
Dette er ikke så meget til hjælp, men nok mere en ide til hvordan man kan gøre det til en leg for børn, hvis man skal gøre undervisningen sjovere, men måske der er lidt inspiration hvis man køre koldt i at skrive historie.

http://da.wikipedia.org/wiki/Kriminalpolitiet
Dette sted fortæller noget om de forskellige stillinger der er ved kriminalpolitiet, hvilket jo er nyttig, når man skal vide hvem der har hvilken stilling på holdet i historien.

http://da.wikipedia.org/wiki/Drab
Et godt sted hvor man kan læste lidt om drab, om strafloven, og der linkes videre til nogle andre steder hvor man kan læse noget mere om nogle af de ting som er vigtige når man skal skrive en bog eller historie.

http://www.anklagemyndigheden.dk/Sider/efterforskning-sigtelse-og-anholdelse.aspx
Giver et godt indblik i hvad politiet gør i forhold til anholdelse og afhøring.


http://drabssag.elevunivers.dk/dictionary/?id=
Denne side er rigtig god, da den fortæller meget om liget, hvordan man fastslå forskellige ting i forhold til liget, der er meget om gerningsstedet, beviser osv, virkelig en god hjemmeside med masser af hjælp at hente til en krimi.

Voldtægten - Manddomprøven

Min anden udgave af historien Voldtægten/manddomsprøven
Det sjal være en del af en længere historie, så der kommer en masse tekst til at være før dette afsnit, men også noget efter, jeg skal måske også have skrevet noget mere tekst ind i mellem.


Voldtægten - Manddomprøven
Her sidder jeg lidt beruset i bussen på vej hjem, klokken er mange, tænk en gang at jeg kunne blive i byen og feste så langt ud på natten, jeg er også blevet træt, kan jeg mærke, når jeg nu sidder her og falder til ro.
Jeg læner hoved på ruden, lukker øjne i et øjeblik og tænker på noget af det hyggelige fra turen i byen med veninderne, der blev ikke drukket så meget alkohol, vi var af sted på grund af hyggen, dansene og musikken, vi skulle ikke af sted for at drikke os fulde, men jeg kan mærke, at jeg nok er blevet lidt mere påvirket, end jeg havde regnet med at blive.

Jeg må have været faldt i søvn, for pludselig vågnet jeg brat op, kigget forvirret rundt, for at placere hvor jeg var henne, og hvor jeg kom frem, jeg vidste, at jeg var på vej hjem, jeg fandt hurtigt ud af at jeg var i den rigtige bus, for vi kom til byen hvor jeg skal af bussen, jeg samlede hurtigt mine ting sammen og fik trykket stop.
Jeg skal af bussen nu, den standser ved grusvejen der starter midt i byen, jeg stod af og gik lidt ind af grusvejen, der kom støvregn ned, det er skønt at gå i dette vejr, det gør mig friskere til gåturen hjem.

Jeg standset op under lygtepælen, der holder en bil midt på vejen, jeg kan skimte at der sidder to i bilen, jeg kan mærke, at de holde øje med mig, lyset fra lygtepælen rammer ikke deres ansigter og det er mørkt, så jeg kan ikke se hvordan de ser ud.
Efter lidt tid begynde jeg at gå, bilen blev startet og drønet af sted ind af grusvejen, men jeg gik bare videre, de havde jo nok ventet på en der ikke var med bussen, og lige så stille forsvandt byen og lyset bagved mig.

Jeg har gået et par kilometer igennem skoven hjem, jeg gik i rask trav, jeg er bange for om der er nogen et sted der ude, jeg siger til mig selv, at lydene bare er træerne og dyrene, pludselig hørte jeg nogen som hvisker, jeg stivnede et øjeblik og så satte jeg i løb, for at komme hurtigt hjem, men det gik ikke så hurtigt, det må være alkoholen der gør mig langsom i løb, men samtidig har løb aldrig været min stærke side.

”Fang hende så, fang hende!”, lyden blev råbt på en hviskende måde, men jeg gør mit for at løbe fra personen bagved mig, men jeg kan høre at afstanden bliver kortere og kortere, så skete det med et hårdt greb i min arm, det er svær at løbe videre, det var en med nogle kræfter, for det var et fast håndgreb.
Jeg prøver at gøre modstad, men jeg blev klynget ned på det våde græs, som om jeg er en sæk kartofler, jeg når ikke at skrige, for i samme øjeblik fik jeg bundet min mund til med et stykke stof, den ene hvisket mig i øret ”Gør ikke modstand eller det bliver værst for dig selv”.
Men jeg prøvet alligevel at gøre modstand, hvor den ene begyndte at sparke mig i siden, efter fem spark blev der sagt med usikkerhed i stemmen ”Stop, far, stop, det er nok nu!”, sparkene ophøret, der rende tåre ned af kinderne på mig, det gjorder så ondt i min side.
”Så kan du lære at høre efter, Luder. Niels, så er det din tur, nu skal du vise, at du er en mand, en rigtig mand!”

Niels tog lige så stille tøjet af mig, men det gik åbenbart ikke hurtigt nok, for så blev der sagt ”Hurtigere, kalder du det der en voldtægt, du burde jo være godt i gang nu, se at komme i gang eller er du bare en vatpik, KOM SÅ IGANG”.
Niels satte tempoet lidt op, jeg kan mærke at han røster på hænderne, han må være nervøs, for han har vanter på, så det kan ikke på grund af kolde hænder.
Han rode med hans egnet tøj, jeg lå bare her, jeg tog mig selv i at være stivnet, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg begynder at mærke panikken endnu mere, det går op for mig, at de kun havde bundet noget om min mund, så jeg begynder at vride mig rundt, men det var svært, jeg slog og sparket efter Niels.
Men det var svært, at ramme, når jeg så endelig ramte ham, skete der ikke noget med ham, tårne strømmer ned af mine kinder, Niels tog fat i mine arme, så jeg ikke kunne slå ham mere, han maste sig ned imellem mine ben så de blev spredt, men der sker ikke mere end det, jeg kan ikke blive fri fra ham nu,

Han er meget stærkere end mig, jeg er altid så slap, specielt når man skal bruge alle sine kræfter, så er de væk, men der skete ikke noget, Niels blev ved med at ligge stille, han snøftet lidt.
”Kom så i gang, Niels, vi har ikke hele natten!” kom det vredt fra hans far.
Grædende kom det fra Niels ”Jeg kan ikke, far, jeg kan ikke!”.
Jeg åndet lette op, de vil slippe mig fri, de lader mig gå, tænk at det kan lade sig gøre, jeg troet ikke mine egne øre, kan det virkelig passe, at jeg blev reddet.
”Du er bare en vatpik, men så tager vi hende med os, du bliver på hende, så kommer jeg om et øjeblik!”, det kan ikke passe, jeg bliver ikke sluppet fri, hvad vil de nu gøre med mig, hvad skal jeg nu, hvor skal jeg nu hen.

Faren gik lidt væk, Niels har vendt mig om på maven og sat sig oven på mig, han holdet mine arme på min ryg, jeg kunne mærke, at han er stærk, for jeg kunne ikke vig mig fri fra ham, mange tanker for igennem mit hoved.
Pludselig kom der en bil trillede lige så stille, jeg drejet hoved, så jeg kunne se bilen, den havde ikke noget lys tændt, bilen må være en mørk farve, for den faldt meget i et med omgivelserne, den kom ud fra en sidevej hvor månens stråler ikke kan ramme den.
Faren kommer hen med et reb, `Her er rebet, Niels!`, Niels fjernet sig fra min ryg, de binder mine arme på ryggen, snoren er åbenbart lang, for jeg kan mærke, at det er den samme snor som bliver bundet omkring mine ankler, jeg kan ikke strække mine ben på grund af snoren.
Niels tog sit tøj på, imens gik faren hentil bilen med mit tøj, jeg lå helt nøgen på græsset, det er åbenbart begyndt at regne kraftigt, jeg ved ikke hvornår det var slået over i så meget regn, jeg har ikke opdaget det før nu, regnen gør det koldt at ligge her på græsset, selv om at vi er i en forårs måned, så er det stadig køligt her om natten, specielt i regnvejret.
”Niels kan du lige tage hende hen til bilen, så går jeg hen og åbner”.
”Hun er lidt for tung til at jeg kan løfte hende selv, et er at stoppe hende og få hende ned på jorden og holde hende fast der, men jeg kan ikke løfte hende alene.”
”For pokker da også, kan du da slet ingen ting, skal man gøre alt for dig, så bliv dog voksen” faren lød meget vred på Niels.
De tog med et fast greb i begge arme, de løftet mig hentil bilen satte mig ved siden af den på knæene, da de havde fået åbne bagdørene rode de med noget, det forgik i stilhed, jeg tror, at det er fordi faren var meget skuffet over Niels, måske fordi de ikke vil have at nogen skulle høre dem, hvis der det blev til et skænderi, men der var meget vrede i luften.

De kom hen og tog mig i armene igen og løftet mig op i bagenden af bilen, der er lidt lys, så jeg kan se at det er en varevogn, jeg blev båret ind og lagt inde i forenden af rummet, de begyndte at dække mig til med nogle tæpper og dyner.
Lidt efter bliver dørene lukket og der gik ikke længe før to mere blev klapper i, jeg ligger og ømme mig lidt, jeg kan høre at der bliver diskuteret imellem Niels og Faren, men jeg kan ikke høre om hvad.
Der blev stille, helt stille, jeg tog mig selv i at have holdt vejret, jeg gispet lidt efter vejret, men det gjorder så ondt i siden, det var svært at trække vejret, da jeg lå under alle de her dyner og tæpper, det lugtet ikke særlig godt, det lugtet muggent.
Jeg prøvet at få mit hoved lidt fri, så jeg kunne få noget luft, efter noget møg og besvær, så kunne jeg mærke den friske luft komme ind til mit ansigt, det er helt skønt.

Bilen starter og begynder lige så stille at køre, men jeg kan mærke, at vi kørte i meget langt tid, jeg er så træt, det gør ondt i kroppen, jeg ligger dårligt og vejen er ind imellem meget ujævn, jeg orker ikke, at følge med mere, jeg er så træt, jeg kan ikke klare mere, bare jeg kan slippe væk i god behold, det vil være skønt.

Jeg må have været faldt i søvn, for da jeg slog øjne op igen, lå jeg på en lille slidt madras med en sofapude og nogle tæpper, der lugter forfærdelig af våd hund, jeg har ingen fornemmelse af, hvor jeg er henne.
Der er ikke mange ruder her, der er enkelte, den jeg bedst kan se er møgbeskidt, der er gået et stykke af ruden, en solstråle skinner ind i hoved på mig, jeg vender mig med besvær, for jeg er stadig bundet på ryggen og det gør stadig meget ondt i siden, både af slagene, men også af at ligge på samme side i så lang tid.
Men jeg får mig vendt, så får jeg nu en chance for at kigge på det sted, hvor jeg er, jeg vidste ikke hvad klokken er, jeg kunne ikke fornemme, hvor jeg er, men der var stille, mit hoved er tomt fra tanker, kun de indtryk som jeg får fra omgivelserne er i mit hoved.

Der er ikke mange ting, det er et faldfærdig sted, det er beskidt, det ligner lidt en gammel gård, det ligne en stald jeg ligger i, men jeg er ikke sikker, for der er kun lidt lys i min ende af rummet, jeg kan se at vinduerne i den anden side af rummet er dækket til med noget der gør det mørkt her inde.
Jeg kan ikke umildbart se nogen her inde, men der er dog en større klump i den anden side, men det ligner en bunke tæpper, så lige nu er jeg alene, jeg kan ikke høre nogen i nærheden af bygningen, måske skal jeg bare ligge her til, helt alene, hvor ingen kan finde mig.

Det eneste jeg kan høre er fuglefløjt uden for, det minder mig om at hvis jeg ikke lå her, så var jeg ude og nyde forårs vejret, den friske luft der kommer efter regnvejrsdage, men det kan jeg ikke mærke her inde, det lugte forfærdelig af våd hund og lort, jeg prøver, at undgå at lugte til det.
Jeg ligger lige så stille med lukker øjne og lyttet til fugle sang, jeg er for træt til at holde øjne åben, men jeg er for frisk til at sove, tankerne flyver igennem mit hoved, selv om at jeg prøver, at glemme hvad der er sket, men kan dog ikke lade værd, vil mine kollegaer henne på stationen finde mig, inden dette måske bliver min død, men der jo også enormt pinligt, hvis de finder mig.

Nu kan jeg høre nogen nærme sig, jeg åbner øjne i et øjeblik, men lukker dem hurtigt igen, de skal ikke se, at jeg er vågen, hvis de tror, at jeg er død, så forsvinder de nok igen.
”Hvad skal vi gøre, Far, det var din ide med at tage hende og gøre det ved hende, men vi kan ikke beholde hende meget længere, hun er fra politiet, det sagde de i nyhederne, da hun er meldt savnet, hvad gør vi?”

Jeg er meldt savnet, så må jeg bare håbe, at de kan finde mig, det er da mit helt at jeg altid går med sporing i håret, men det er sikkert ikke aktiveret, for så vil de vel være på vej her ud nu, så vil de ikke melde mig savnet i nyhederne, så vil de da bare komme.
Hvis de altså har tænkt sig at tjekke for sporings muligheder på mig, hvorfor kastet jeg også tasken fra mig, da jeg prøvet at løbe fra dem, jeg siger, altid til de andre på stationen, at de skal spore via mobilen først, nu vil de bare finde mig taske.

”Du skal ikke til at lave noget dumt, Niels, DU bliver her ved hende, jeg finder ud af noget, for vi kan IKKE slippe hende fri, for så render hun bare til politiet med det samme, jeg finder ud af noget.”
”Jamen, far, vi kan da ikke beholde hende i særlig langt tid, hun er jo meld savnet!”
”Jeg finder ud af det. Jeg tager hjem og tænker over det, men du kan jo tage at mande dig op til en rigtig mand imellem tiden, for når jeg kommer tilbage, så skal du voldtæge hende der, hvis du ikke gør det, så dør I begge to, for jeg vil ikke have hende, er det forstået Niels?”
”Ja, far, jeg skal nok! Far, giv mig lige smøgerne, jeg vil gerne have noget at ryge på, hvis jeg skal have næver som dig.”

Jeg har øjnene åben en lille smugle, jeg kan se, at Faren kaster en pak smøger hentil Niels, han står og kigger på ham i et øjeblik og gik videre.
Niels sætter sig ned, der kommer et dybt suk fra ham, han fumler med cigaret pakken, men får en taget ud af pakken, han tænder smøgen, lidt sollys rammer ham, jeg kan for første gang se hans ansigt, det halv lange pjusket brune hår er pænt til ham, jeg kigger pludselig ind i de pæneste blå øjne, jeg kan se en masse usikkerhed i dem, hvad har fået hans far til at tvinge ham til dette.

”Lad vær med at se på mig, det er ikke min skyld, jeg kan ikke gøre noget ved det,” han er meget sur i stemmen, men det brister over i gråd, da han siger ”det var ikke meningen, at jeg vil gøre dig noget, men jeg er kun en stor skuffelse for min far, jeg kom ikke ind i militæret, hvilket han havde håbet, han vil have, at jeg som hans eneste søn, skulle blive til noget stort der inde for, men jeg kunne ikke komme ind.”
Han tager sine ben til sig, han lægger grædende sit hoved ned på knæene, jeg bliver ude af mig selv, jeg kan ikke gøre noget eller sige noget, men hvad skal jeg også gøre eller sige efter alt dette, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg kan jo bare ligge her og kigge.
”Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget, jeg kortslutter ind imellem, men det er kun når jeg føler, at ingen forstår mig, jeg vil helst bare slippe dig fri, men jeg kan ikke, hvis min far kommer tilbage og du ikke er her, så slår han mig ihjel.”

Jeg prøver, at lave en lyd med munden, så han kan forstå, at jeg ikke kan snakke med ham på grund af kluden, han rejste sig op og kom hentil mig, jeg stivnet, hvad vil han gøre ved mig.
Han gør ikke noget, han løsner stoffet om min mund, ”Hvis du begynder at skrige, så kan ingen høre dig, han valgte dette sted, for at ingen skal høre noget. Undskyld, jeg vil virkelig ønske, at det ikke var nået så langt, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Tårende triller ned af kinderne på mig, det gik op for mig, at jeg faktisk er meget mere bange end jeg lige har bemærket, nu har jeg endelig muligheden for at skrige, så gør jeg det ikke, jeg tror naivt på ham, hvor dum kan jeg være, der findes da vist ikke nogen der er dummere end mig.
Der er stille, vi kigger på hinanden, Niels har sat sig hentil mig, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg kan på ingen måder gøre nogen modstand nu, han er så tæt på, at hvis jeg skriger, så vil han meget hurtigt gøre noget ved mig.

Jeg kigger op på Niels, ”Hvor gammel er du endelig, Niels?”, han kigger ned i gulvet, som om han ikke vil svare på det, han virker flov over sin alder, ”Du tror mig nok ikke, fordi du har oplevet hvordan min far styre mig, men jeg er 27 år.”
Han ligner faktisk ikke en på 27 år, men en der er i starten af de 30 år, ”Du er yngre end jeg troede du var, hvis det kan trøste dig. Men det hjælper vel ikke.” jeg smiler i det jeg siger det, han begyndte også at smile, han satte sig godt til rette.
”Du nævnte, at du ikke vil være militær mand, har du så fået en anden uddannelse og som hvad?”
Niels kigger på mig, som om han ikke havde rendet med, at jeg havde hørt, hvad han sagde, men smiler til mig, men han begynder at fortælle.
”Jeg har altid fået høje karakter, jeg vidste, at jeg gerne vil være noget, hvor jeg kan hjælpe andre, så jeg tog uddannelsen til læge, jeg er næsten lige blevet færdig, men min far mener, at det kun er bøsser der er læger. Men jeg er ikke bøsse, så han mener ikke, at jeg er en rigtig mand.”
”Rigtige mænd, bøsser er da også rigtige mænd, en rigtig mand er en der er stolt af den som han er, en som ikke er bange for at stå ved det, en som er stolt af det han arbejde med, det han får udrettede i sit liv. Hvis du er stolt af dit liv, så er du en rigtig mand, er du stolt af dig selv, Niels? Men hvis du ikke kan svare din far igen, så er du jo ikke en rigtig mand.”
”Jeg er stolt over at være læge, for mig var det en drøm der gik i opfyldelse, men min far kan bare ikke se, at jeg er en rigtig mand.”
”Hvorfor skal din far se, at du er en rigtig mand? Bliver du en rigtig mand af at høre efter ham, for hvis du bliver en rigtig mand af det, så han du jo ingen problemer med voldtægten, men i mine øjne, hvis du er en rigtig mand, siger du fra til din far.” jeg kan mærke at vreden i min krop, men tårende render ned af kinderne på mig samtidig.
”Du kan jo bare gøre det, hvis han gør det nu, så er det jo overstået, så er det hele overstået, så kan jeg måske slippe sikkert herfra.”
”Jamen, JJ, du er ikke sikker, du ved da ikke om min far tror på det, han vil sikkert have beviser på det, hvordan vil du give ham beviser på at det er forgået?”
”Niels, du har vel en mobil der kan filme?” jeg kigger op på Niels, han siger ikke noget, men han nikker bare lige så stille med hoved, ”Fint, så filmer vi det med mobilen, så viser vi det bare til din far når han kommer.”

Han vil lige tænke over det, han kan vist godt se ideen i det, for så bliver det ikke tvunget på samme måde, som hvis Niels’ far var her, hvilket er rart, for en gang skyld føles alt dette rart.
Når jeg tænker på en voldtægt, ser jeg det ikke som noget rart, hvad skete der siden det kom til at føles rart, er det fordi faren ikke er her, er det fordi jeg har lidt kontrol over det, jeg ved det ikke, jeg ved bare at det føleles rigtigt.

Niels kigger på mig, han sender et kærligt smil, hans hoved var på skrå, jeg kan se på hans øjne, at han ved, hvad han vil, han nikker til mig, ”Oki, vi gør det”
”Jeg har ikke mit tøj, hvilket jo på en måde gør det lettere for dig, du har ikke noget der skal af mig først, du skal bare binde mig fri.”

Han vidste, hvad jeg mente, han bandt knuderne op, endelig kan jeg strække mine ben, det er første gang i to dage, det er så dejligt, jeg tog hurtigt fat i mit hår, jeg fik aktiveret hårnålen, så mine kollegaer kan finde mig, hvis de søger efter den.
Han tog mig forsigtig op i hans arme, lagde mig ned på en blød dobbelt madras, som han lige har slægt over ved siden af mig, og optagelserne gik i gang, han lagde sig ved siden af mig, han hvisket mig ind i øret ”Hvis du gør modstand, så banker jeg dig til fortrydelses tilstand”.
Det gik op for mig, at jeg ryster, jeg er igen så bange, jeg fortryder at jeg overhoved kom med forslaget, jeg begyndte, at sparke så meget jeg nu kunne, men jeg kan ikke særlig godt, det gør ondt i hele kroppen.
Han svinger sig op på mig og slå mig bevidstløs, da jeg kom til mig selv igen, lå jeg på den slidte madras, han har bundet mig igen, jeg bliver så sur på mig selv, over at jeg gjorder modstand, jeg kunne have sluppet fri, hvis jeg var heldig, men chancen er nu meget lille.
Der er stille, vi kigger lidt på hinanden, jeg lukker øjne tungt, åbner dem igen, det er hårdt at holde dem åbne, lige så stille er mine øjne mere og mere lukket, smerterne har bedøvet sig selv, så det er let at sove, jeg har ikke sovet ordentligt i snart to døgn, endelig kan jeg sove.

Jeg vågner brat op, da der bliver skudt, det er blevet mørkt udenfor, det er svært at se hvad der sker, ”Hvad fanden tænker du på, Niels?”, jeg kan genkende stemmen, det er faren, jeg vil gerne sige noget, men tør ikke, for jeg ved ikke om han har en pistol, så jeg ved ikke, om han vil skyde mig, jeg er så bange.
”Niels, det er nu, er du blevet voksen nu, så skal du vise at du er en rigtig mand, har du fundet ud af om du er? Du skal i gang med den voldtægt.”
”Far, jeg kan ikke gøre det, jeg er en rigtig mand allerede, en rigtig mand voldtæger ikke nogen.”
To blink fra faren sammen med to høje brag, det måtte være hans pistol, pludselig kan jeg mærke mit højre ben igen, det gør forfærdelig ondt, jeg kan ikke gøre noget, jeg kan bare ligge her.
”Stop far, nu stopper du.”

Faren lys rammer nu Niels, et skud mere blev affyret, Niels faldt lidt ned i venstre ben, han tog sig til benet, jeg begyndte at skrige, jeg skreg så meget, som jeg kan.
Faren vendte sig over imod mig, skød mig i benet igen, det gør så forfærdelig ondt, men jeg stopper omgående med at skrige, jeg er bange for, at han vil skyde mig igen, hvis jeg ikke stopper.
”Hvis min skvat af en søn ikke kan gøre det, så må jeg jo gøre det, nu er du her jo, så kan jeg lige så godt.”

Han gik hen og flået snoren op på min ryg, tog mine arme hen over mit hoved, han bandt dem igen til en stolpe, han havde spredt mine ben, det gør forfærdeligt ondt, jeg kunne ikke gøre modstand, tårene begynder at løbe ned af kinderne på mig, han er ved at gøre sig klar, da der kom en udrykning uden for.
Han vil hentil vinduet, men snubler over mit ben og lander oven på skudsårene, Niels rejser sig op og går hentil vinduerne, da det kommer fra ham ”Det er politiet, der er mange af dem, nu er vi sku på det, hvad gør vi, far?”
”Har du ringet til politiet, du kan da heller ikke finde ud af noget, uden at gøre endnu mere galt. Nu har jeg sku travlt med dette her, sæt dig der i hjørnet eller jeg skyder dig.”
Niels satte sig over i hjørnet, jeg kan skimte ham, jeg kan se at han er fortvivlet, han græd, jeg kan godt forstå ham, han har hele sin fremtid for sig, nu ender han i fængsel, fordi han har en dominerende far.

Jeg kigger pludselig, da jeg ikke lige har holdt øje med faren, han er gået igang med at voldtæge mig, det gør så ondt, faren gled bare op og ned, igen, igen, igen og igen i et øjeblik stivnede jeg af chok, men jeg begyndt at spjættet, så godt jeg kunne, men jeg kunne ikke slippe fri fra hans hårde greb ned i gulvet.
Jeg stopper op med at gør modstand, da han trykker på mit såret ben, mit hjerte banket meget hård, jeg er så bange for at gøre modstand, men her ligger jeg helt nøgen og håber på, at han snart bliver afbrudt af politiet, tårende triller bare ned af mine kinder.
Jeg føler mig så magte løs, jeg føler mig noget så beskidt, fordi han bare voldtager mig, som om han ejer mig, er jeg virkelig hans ejendel, noget han bare sådan kan bestemme over, pistolen gik ved et uheld af, men det gjorder da så han stopper.
Jeg kigger over på Niels, der holder sig til benet, jeg vidste med det samme, at han var blevet ramt, jeg kigger op på faren, han er ikke opmærksom på mig mere, han kigger på Niels, jeg opdager, at han har placeret sig med et ben på hver side af mit.

Jeg løfter mit ben lige så hårdt jeg kan, jeg rammer ham lige i klokketøjet, jeg kan se på ham at det gør ondt, men han når ikke at gøre noget imod mig, for det lød ude fra ”Det er politiet, I er omringet, så læg skydevåbnet og kom ud med hænderne overhoved.”
Endelig, det tog dem da også kun en evighed at gøre klar, det er længe siden at de kom, men nu sker der i det mindste noget, men det er ikke over endnu.
Faren kigger på mig, ”Nu har jeg ødelagt dit liv, lige som du har ødelagt mit, så står vi lige, men du skal bare vide, at jeg kommer til at føre i sidste ende.”
Han tog pistolen op til hoved og skød sig selv, han lagde sig pladask ned oven på mig, jeg begyndte at skrige helt hysterisk.
Lidt efter strømmer det ind med politi folk, de fjernet ham fra mig og løsner mine arme, en af de kvindelige betjente lange et tæppe over mig, jeg krøllet mig sammen på højre side, jeg glemte alt om smerten, jeg kan ikke stoppe med at græde.
To betjente hjalp Niels op på en båre efter at nogle Falck redder har puttet nogle forbindinger på hans sår, så han kan komme ind på sygehuset og få ordnet sine sår ordentligt på sygehuset.
Nu hvor Niels er blevet fjernet, så kan redderne bedre hjælpe mig, da de ikke vil fjerne tæppet så meget, så de har kun ordnet nogle af de sår på benene, men nu kan de bedre se om de har husket alle, de har også fået sat en drop i mig, så jeg kan få noget væske i mig, de kigger op, der står alle de andre fra afdelingen og kigger.

"Hun virker bekendt, men jeg ved ikke, hvor jeg har set hende før." Madsen tror åbenbart at han visker det stille til de andre, men jeg kan godt høre ham.
"Det er hende der gør rent på vores kontor," lød det fra Arnold, han kigger på de andre og tilføre "men I har vel aldrig bemærkede hende, men hvad vil I gøre uden hende, I har været helt ude af jer selv i dag, da hun ikke er mødt ind med jeres rundstykker og pålæg, kaffen manglede og det var ikke rent, alt det I har brokket jer over, det er hende der laver det, men hvad er takken, at I bare står og glor på hende, når hun ligger og lider."
Jeg kigger over på dem, jeg kan se at de skammer sig over det, de går ud der fra, så redderne får noget mere fred til at hjælpe mig, de sætter noget forbinding på sårene som er på bagsiden af mine ben, en af redderne gik ud og henter båren, da han kommer ind igen, pakker de mig ind i nogle rene tæpper, jeg bliver lagt op på båren og pakket mere ind.

Da De køre mig ud til ambulancen, støvregner det og det friske luft gør er skyndt at få i hoved, efter så mange timer inde i det rum, da der har været en masse dårlige lugt der inde.
Arnold kommer hentil mig, da jeg var kommet ind i ambulancen, han lægger sin hånd på min skulder, "Der er lige en masse prøver, som vil blive taget når du kommer der ind på sygehuset. Jeg kommer ind til dig, når jeg er færdig her, for jeg skal have din side af sagen, men det ved du jo godt."
Jeg kigger op på ham, med tåre i øjne får jeg med nød sagt "Kun dig, ikke de andre.", han nikker til mig, så jeg ved at det kun er ham der kommer, hvilket giver mig ro.