Sige fra i høflighed

Dansk

Det er mærkeligt, siger jeg stille,

som en tanke der aldrig helt vil lande.

Indeni ved jeg godt, jeg burde sige fra,

trække en grænse i sandet med fast hånd—

men når øjeblikket kommer,

forsvinder styrken som dug for solen.

Ordene bliver bløde, alt for bløde,

pakket ind i høflighedens tynde lag.

Jeg smiler, nikker, glider udenom,

som om jeg selv er til låns i mit eget liv,

og bagefter står jeg dér—

lidt mindre end før.

For hvor blev jeg selv af

i alle de små hensyn?

Hvornår begyndte jeg at bøje mig

så stille, at ingen lagde mærke til det—

ikke engang mig selv?

Og bagefter,

en stille tyngde i brystet,

en sorg uden tårer,

fordi jeg igen gik forbi mig selv

som en fremmed på gaden.

Jeg ville ønske, jeg kunne blive

i det øjeblik, hvor sandheden banker,

og lade den få stemme—

ikke hårdt, ikke vredt,

bare ærligt.

For måske er det dér, jeg findes,

ikke i det pæne,

men i det, der tør stå fast

og stadig være blidt.

English

It’s strange, I whisper,

like a thought that never quite settles.

Deep down, I know I should speak up,

draw a line in the sand with steady hands—

but when the moment comes,

my strength dissolves like morning dew.

My words turn soft, too soft,

wrapped in layers of careful politeness.

I smile, nod, drift along,

as if I’m borrowed from my own life,

and afterward I’m left standing there—

a little less than before.

Where did I go

in all those small considerations?

When did I start bending

so quietly no one noticed—

not even me?

And afterward,

a quiet heaviness in my chest,

a sadness without tears,

because once again I passed myself by

like a stranger in the street.

I wish I could stay

in that moment when truth knocks,

and let it have a voice—

not harsh, not angry,

just honest.

Because maybe that’s where I exist,

not in what is pleasing,

but in what dares to stand firm

and still remain kind.