Kære mig

Jeg så på TikTok, at man skulle prøve at spørge Chatgpt om at skrive et brev til en med udgangspunkt i hvordan man har det, uden at fortælle hvordan man har det.

Dette er min, hvilket giver rigtig god mening for mig.

Kære mig

Jeg ved godt, at du bærer mere, end andre kan se. Du står op hver dag og gør dit bedste, selv på de dage hvor energien er lav, og tankerne er tunge. Du forventer ofte mere af dig selv, end du ville forlange af nogen anden, og nogle gange glemmer du at anerkende alt det, du faktisk klarer.

Der er ting i dit liv, som ikke er blevet, som du håbede. Drømme, der har ændret form, og planer, der tog en anden retning. Men det betyder ikke, at du er kommet på afveje. Livet følger sjældent den lige linje, vi forestiller os.

Husk, at din værdi ikke måles i, hvor produktiv du er, hvor meget du opnår, eller hvor stærk du virker. Din værdi ligger i den person, du er. I din evne til at elske, håbe, lære og fortsætte, selv når det er svært.

Vær lidt mere tålmodig med dig selv. Du er stadig i gang med at blive den person, du ønsker at være. Du behøver ikke have alle svarene lige nu. Det er nok at tage det næste skridt.

Og når du tvivler på dig selv, så husk alt det, du allerede har overlevet. Alle de dage, du troede ville knække dig, men som du kom igennem. Der findes mere styrke i dig, end du selv ser.

Bliv ved. Der er stadig kapitler foran dig, som du endnu ikke kan forestille dig.

Kærlig hilsen

Mig 🌿

Denne blog

På den ene side har jeg tænkt meget over at lukke denne blog ned, men samtidig kunne jeg godt tænke mig at dele ting med jer.

Men hvis jeg skal dele ting, så ved jeg ikke, hvad jeg skal dele med jer.

For jeg er et andet sted nu end da jeg skrev mest på denne blog.

Jeg er flyttet i lejlighed, været genhuset, fået en kæmpe åben altan og lukket altan, jeg har fået diagnoser, der har været mange op og nedture i mit liv.

Men hvad skal jeg endelig skrive om.

Jeg tænker, at jeg i første omgang kan dele om mine altaner og de planter jeg har på dem, men gider folk virkelig at læse om noget så simpelt som det.

Det må tiden jo så vise.

Hane gal

Inden hanen kom ned i den nye hønsegård, havde den ikke galet, så det var godt at den kom der ned og fik mere plads.




Hvis man følger mig på Youtube, så får man set mange flere videoer, som jeg ikke nødvendigvis får delt her inde.

De kom ud

Vi har haft et af de der år, hvor alt bare har været hårdt, vi mistede blandt andet fire høner, så vi valgte at lave en ny hønse gård til de tre vi havde tilbage, undervejs købte min mor så lige fem høner og en hane, men vi blev efter nogle måneder færdig med vores hønsegård, eller der mangler stadig nogle ting, men den blev så meget færdig at hønsene kunne komme ud i den.
I starten vil de ikke rigtig ud, så jeg gik ind og to timer senere cirka, så gik jeg ud til dem igen, og der kom de så ud.




Hvis man følger mig på Youtube, så får man set mange flere videoer, som jeg ikke nødvendigvis får delt her inde.

Kærlighed til andre

Så kom min video ind på youtube og ligge sammen med alle de andre videoer jeg har delt, jeg håber at der er nogle der vil nyde godt af den og få noget ud af det.

Midsommertale

Da det er Sankt Hans aften i dag, så har jeg lavet en midsommertale, jeg var så nervøs, da jeg skulle indtale den på video, så jeg hakker lidt igennem talen, men jeg håber, at I der ude vil tage godt imod den.
Jeg er i det mindste stolt over, at jeg fik den lavet og delt den, for jeg er så bange for hvad andre siger og tænker om den.
https://youtu.be/-qXI9TEbRXM

Gør noget godt

Hvis man sidder der ude og gerne vil gøre noget godt for mig, så klik ind forbi caremaker og hjælp mig, men kun hvis du vil.
https://www.caremaker.dk/nc/fr/cmuser/278885/#f69429


Jeg har skrevet der inde hvad pengene skal bruges til, så jeg håber, at der sidder nogle skønne mennesker der ude og gerne vil hjælpe.


Når man så alligevel er der inde for at give penge til mig, så kan man også hjælpe mig med at forkæle min mor.
Se mere her https://www.caremaker.dk/nc/fr/i/forkaeldelse_til_min_mor/

Jeg ved det godt

Jeg ved godt at jeg har været meget fraværende her inde det sidste års tid, men jeg tænker ind i mellem på at skulle igang med at skrive igen, men jeg har været træt og mangler energi til meget, men der er også sket så meget i mit liv i det sidste års tid.
Efter første august 2016 har jeg fået stillede nogle nye diagnoser, en primær personlighedsforstyrrelse og en blandet personlighedsforstyrrelse, der efter var jeg til psykoeduktion 16 gange, men så i slutningen af september sker der det at jeg er i en færselsulykke, hvor en køre ind i mig.
Så jeg rammer ind i den foran, min bil er totalt ødelagt, så der var forsikring sag og så skulle jeg finde ny bil samtidig, hvilket var i orden i starten af december.
I november var jeg så til min morfars 100 års fødselsdag på Sjælland, hvilket var en hyggelig dag med familie.

Men selv om at det var skønt at min morfar blev og jeg kort tid efter fik ny bil, så synes jeg på det tidspunkt bare at det hele var hårdt og jeg magtede ikke særlig meget, men den 21 december mister vi så vores hund efter ti år, så det var hårdt, det blev savnet med det samme.
Den første januar fik vi så afvide at min morfar var blevet indlagt på Slagelse sygehus, hvor min mor skynde sig der over den dag og kom hjem igen, den anden januar tog min mor og jeg så der over sammen, men desværre kom vi et kvarter forsent, så der mistet vi min morfar.
Han blev bisat fra Haslev Kirke den 14 januar, hvor min far var med til at bærer kisten, den 26 januar blev min far så hasteindlagt på Århus kommune sygehus, ham mistet vi så den 28 januar klokken 6.15, han blev så begravet fra Voerladegård Kirke den 4 februar.
Så på fem uger cirka har vi mistet en hund og to mennesker, hvilket var/er hårdt, man når til et punkt hvor man bare føler, at man ikke kan klare mere, men har bare lyst til at sætte sig ned og bryde sammen, men samtidig ved man at der er så meget der skal ordnes.
Min far stod normalt for haven, så pludselig skal jeg hjælpe min mor med det, samtidig boede min morfar i egent hus og var store samler, så det skulle også ordnes, samtidig med alt det, så var der mange konflikter i familien, hvilket ikke hjalpe på tingene, det hjælper ikke at der stadig er nogle konflikter.
I slutningen af marts fik min mor så en larbardor hvalp, som kom hun kalder for Soffi, det er så skønt med den glæde som den hund har, for det hjælper på ens humør, for jeg er synes, at det hele er meget hårdt for tiden, men den har en glæde som smitter og den vil gerne snakke med en, hvilket er skønt.

Den er så uskyldig på mange måder og samtidig drillesyg, jeg begyndte februar at lave film og dele på YouTube, der er også nogle film af den, for et er at tage billeder af den, men et andet er at få nogle film af dem, hvilket bare gøre at når man har en dårlig dag og man ikke lige er sammen med den, så kan man lige kigge på de videoer, og så bliver man i bedre humør, det synes jeg, at jeg gør.
Så som du nok kan forstå har der været mange ting, men jeg vil prøve at få lidt mere tid til at skrive og dele ting med dig, så du også kan nyde eller i hvertfald få afvide hvad der sker i mit liv.
Jeg håber, at du vil klikke ind forbi YouTube og følge mig og mine videoer der inde, linket der til er https://www.youtube.com/channel/UCW9omZ_wiXeyJmoAez4pzyw

Instragram og snapchat

Jeg får ikke delt helt så meget her inde, som jeg endelig gerne vil, men det er fordi det er lidt svært at få indlæggende delt via mobilen, men også fordi at efter at jeg fik ny mobil, så bruger jeg ikke helt så meget tid på compurteren.
Men hvis man stadigvæk gerne vil følge med i hvordan det går, så har jeg både instragram og snapchat, ved begge profiler hedder frommebromme, så gå endelig ind og følge mig der, hvis man har lyst, det vil kun glæde mig.
Jeg skal nok prøve at blive lidt bedre til at komme her ind og skrive, men kan ikke love noget, da der sker flere ting i mit liv for tiden, som tager meget af mit energi.

Citat

Jeg ser ind i mellem et citat som giver mening, nogle gange kan citaterne give mening i en periode, men så kan det også være at et citat kan give mening for en resten af livet. 

Her er to citater som jeg har set inde for de sidste fem måneder, som har en betydning for mig i denne tid. 

Vær aldrig for stolt til at sige jeg tog fejl 

Vær aldrig for stolt til at sige undskyld
Det kræver en stærk smuk sjæl at kunne gøre begge dele

But Darling 
In the end
You've got to be you own hero 
Because everyone else is to busy trying to save them selves 
C. T.

Skriverier

Jeg har i meget langt tid ikke skrevet på min historie om Voldtægten, men har faktisk her på det sidste fået mere lyst til at skrive på den igen, men har bare ikke helt haft energien, da jeg så i dag blev spurgt hvornår jeg endelig går i seng.
Blev jeg på den måde mindet om, at jeg en overgang kunne sidde til klokken tre, fire, fem og få gange helt til klokken seks om morgen bare for at skrive eller rette i historien, noget jeg på en måde savner at gøre, det at der er fred og ro omkring en, men det er også som om at historien bare er langt bedre der om natten i mit hoved.
Så er det jo bare en fordel at jeg har det med at sove dårligt om natten, så på den måde kan jeg løse et soveproblem på en måde og få skrevet på min historie.
Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg selv har oplevet det, for historien er så gribende, så for at I ikke skal tro at jeg skriver ud fra erfaring, så gør jeg det ikke, jeg skriver ud fra fantasien og ikke en virkelig oplevelse.
Men til alle jer der endnu ikke har læst det jeg indtil nu har skrevet/rettede i, så kan I læse det her, men med forbehold, for måske kommer der nogle få ændringer mere i det, men jeg håber at I kan lide det der er skrevet indtil nu:

LØRDAG NAT

Her sidder jeg lidt beruset i bussen på vej hjem, klokken er mange, tænk en gang at jeg kunne blive i byen og feste så langt ud på natten, jeg er også blevet træt, kan jeg mærke, når jeg nu sidder her og falder til ro.

Jeg læner hoved på ruden, lukker øjne i et øjeblik og tænker på noget af det hyggelige fra turen i byen med veninderne, der blev ikke drukket så meget alkohol.

Vi var taget af sted på grund af hyggen, dansene og musikken, vi skulle ikke af sted for at drikke os fulde, men jeg kan mærke, at jeg nok er blevet lidt mere påvirket, end jeg havde regnet med at blive.

Jeg må have været faldt i søvn, for pludselig vågnet jeg brat op, kigget forvirret rundt, for at placere hvor jeg var henne, og hvor jeg kom frem.

Jeg vidste, at jeg var på vej hjem, jeg fandt hurtigt ud af at jeg var i den rigtige bus, for vi kom til byen hvor jeg skal af bussen, jeg samlede hurtigt mine ting sammen og fik trykket stop.

Jeg skal af bussen nu, den standser ved grusvejen der starter midt i byen, jeg stod af og gik lidt ind af grusvejen, der kom støvregn ned, det er skønt at gå i dette vejr, det gør mig friskere til gåturen hjem.

Jeg standset op under lygtepælen, der holder en bil midt på vejen, jeg kan skimte at der sidder to i bilen, jeg kan mærke, at de holde øje med mig, lyset fra lygtepælen rammer ikke deres ansigter og det er mørkt, så jeg kan ikke se hvordan de ser ud.

Efter lidt tid begynde jeg at gå, bilen blev startet og drønet af sted ind af grusvejen, men jeg gik bare videre, de havde jo nok ventet på en der ikke var med bussen, og lige så stille forsvandt byen og lyset bagved mig.

Jeg har gået et par kilometer igennem skoven hjem, jeg gik i rask trav, jeg er bange for om der er nogen et sted der ude, jeg siger til mig selv, at lydene bare er træerne og dyrene.

Pludselig hørte jeg nogen som hvisker, jeg stivnede et øjeblik og så satte jeg i løb, for at komme hurtigt hjem, men det gik ikke så hurtigt, det må være alkoholen der gør mig langsom i løb, men samtidig har løb aldrig været min stærke side.

”Fang hende så, fang hende!”, lyden blev råbt på en hviskende måde, men jeg gør mit for at løbe fra personen bagved mig, men jeg kan høre at afstanden bliver kortere og kortere.

Så skete det med et hårdt greb i min arm, det er svær at løbe videre, det var en med nogle kræfter, for det var et fast håndgreb.

Jeg prøver at gøre modstad, men jeg blev klynget ned på det våde græs, som om jeg er en sæk kartofler.

Jeg når ikke at skrige, for i samme øjeblik fik jeg bundet min mund til med et stykke stof, den ene hvisket mig i øret ”Gør ikke modstand eller det bliver værst for dig selv”.

Men jeg prøvet alligevel at gøre modstand, hvor den ene begyndte at sparke mig i siden, efter fem spark blev der sagt med usikkerhed i stemmen ”Stop, far, stop, det er nok nu!”.

Sparkene ophøret, der rende tåre ned af kinderne på mig, det gjorder så ondt i min side.

”Så kan du lære at høre efter, Luder. Niels, så er det din tur, nu skal du vise, at du er en mand, en rigtig mand!”

Niels tog lige så stille tøjet af mig, men det gik åbenbart ikke hurtigt nok, for så blev der sagt ”Hurtigere, kalder du det der en voldtægt, du burde jo være godt i gang nu, se at komme i gang eller er du bare en vatpik, KOM SÅ IGANG”.

Niels satte tempoet lidt op, jeg kan mærke at han røster på hænderne, han må være nervøs, for han har vanter på, så det kan ikke på grund af kolde hænder.

Han rode med hans egnet tøj, jeg lå bare her, jeg tog mig selv i at være stivnet, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg begynder at mærke panikken endnu mere, det går op for mig, at de kun havde bundet noget om min mund, så jeg begynder at vride mig rundt, men det var svært, jeg slog og sparket efter Niels.

Men det var svært, at ramme, når jeg så endelig ramte ham, skete der ikke noget med ham, tårne strømmer ned af mine kinder, Niels tog fat i mine arme, så jeg ikke kunne slå ham mere, han maste sig ned imellem mine ben så de blev spredt, men der sker ikke mere end det, jeg kan ikke blive fri fra ham nu,

Han er meget stærkere end mig, jeg er altid så slap, specielt når man skal bruge alle sine kræfter, så er de væk, men der skete ikke noget, Niels blev ved med at ligge stille, han snøftet lidt.

”Kom så i gang, Niels, vi har ikke hele natten!” kom det vredt fra hans far.

Grædende kom det fra Niels ”Jeg kan ikke, far, jeg kan ikke!”.

Jeg åndet lette op, de vil slippe mig fri.

De lader mig gå, tænk at det kan lade sig gøre, jeg troet ikke mine egne øre, kan det virkelig passe, at jeg blev reddet.

”Du er bare en vatpik, men så tager vi hende med os, du bliver på hende, så kommer jeg om et øjeblik!”, det kan ikke passe, jeg bliver ikke sluppet fri, hvad vil de nu gøre med mig, hvad skal jeg nu, hvor skal jeg nu hen.

Faren gik lidt væk, Niels har vendt mig om på maven og sat sig oven på mig, han holdet mine arme på min ryg, jeg kunne mærke, at han er stærk, for jeg kunne ikke vig mig fri fra ham, mange tanker for igennem mit hoved.

Pludselig kom der en bil trillede lige så stille, jeg drejet hoved, så jeg kunne se bilen, den havde ikke noget lys tændt.

Bilen må være en mørk farve, for den faldt meget i et med omgivelserne, den kom ud fra en sidevej hvor månens stråler ikke kan ramme den.

Faren kommer hen med et reb, `Her er rebet, Niels!`, Niels fjernet sig fra min ryg, de binder mine arme på ryggen, snoren er åbenbart lang.

For jeg kan mærke, at det er den samme snor som bliver bundet omkring mine ankler, jeg kan ikke strække mine ben på grund af snoren.

Niels tog sit tøj på, imens gik faren hentil bilen med mit tøj, jeg lå helt nøgen på græsset, det er åbenbart begyndt at regne kraftigt, jeg ved ikke hvornår det var slået over i så meget regn.

Jeg har ikke opdaget det før nu, regnen gør det koldt at ligge her på græsset, selv om at vi er i en forårs måned, så er det stadig køligt her om natten, specielt i regnvejret.

”Niels, kan du lige tage hende hen til bilen, så går jeg hen og åbner”.

”Hun er lidt for tung til at jeg kan løfte hende selv, et er at stoppe hende og få hende ned på jorden og holde hende fast der, men jeg kan ikke løfte hende alene.”

”For pokker da også, kan du da slet ingen ting, skal man gøre alt for dig, så bliv dog voksen” faren lød meget vred på Niels.

De tog med et fast greb i begge arme, de løftet mig hentil bilen satte mig ved siden af den på knæene, da de havde fået åbne bagdørene rode de med noget.

Det forgik i stilhed, jeg tror, at det er fordi faren var meget skuffet over Niels, måske fordi de ikke vil have at nogen skulle høre dem, hvis der det blev til et skænderi, men der var meget vrede i luften.

De kom hen og tog mig i armene igen og løftet mig op i bagenden af bilen, der er lidt lys, så jeg kan se at det er en varevogn.

Jeg blev båret ind og lagt inde i forenden af rummet, de begyndte at dække mig til med nogle tæpper og dyner.

Lidt efter bliver dørene lukket og der gik ikke længe før to mere blev klapper i, jeg ligger og ømme mig lidt, jeg kan høre at der bliver diskuteret imellem Niels og Faren, men jeg kan ikke høre om hvad.

Der blev stille, helt stille, jeg tog mig selv i at have holdt vejret, jeg gispet lidt efter vejret, men det gør så ondt i siden, det var svært at trække vejret.

Da jeg ligger under alle de her dyner og tæpper, det lugtet ikke særlig godt, det lugter muggent.

Jeg prøver at få mit hoved lidt fri, så jeg kan få noget luft, efter noget møg og besvær, så kan jeg mærke den friske luft komme ind til mit ansigt, det er helt skønt.

Bilen starter og begynder lige så stille at køre, men jeg kan mærke, at vi køre i meget langt tid, jeg er så træt, det gør ondt i kroppen.

Jeg ligger dårligt og vejen er ind imellem meget ujævn, jeg orker ikke, at følge med mere, jeg er så træt, jeg kan ikke klare mere, bare jeg kan slippe væk i god behold, det vil være skønt.

* * * * * * * * * * * * * *

                                 SØNDAG FORMIDDAG

Jeg må have været faldt i søvn, for da jeg slog øjne op igen, lå jeg på en lille slidt madras med en sofapude og nogle tæpper, der lugter forfærdelig af våd hund, jeg har ingen fornemmelse af, hvor jeg er henne.

Der er ikke mange ruder her, der er enkelte, den jeg bedst kan se er møgbeskidt, der er gået et stykke af ruden, en solstråle skinner ind i hoved på mig.

Jeg vender mig med besvær, for jeg er stadig bundet på ryggen og det gør stadig meget ondt i siden, både af slagene, men også af at ligge på samme side i så lang tid.

Men jeg får mig vendt, så får jeg nu en chance for at kigge på det sted, hvor jeg er, jeg vidste ikke hvad klokken er, jeg kunne ikke fornemme, hvor jeg er, men der var stille.

Mit hoved er tomt fra tanker, kun de indtryk som jeg får fra omgivelserne er i mit hoved.

Der er ikke mange ting, det er et faldfærdig sted, det er beskidt, det ligner lidt en gammel gård, det ligne en stald jeg ligger i, men jeg er ikke sikker.

For der er kun lidt lys i min ende af rummet, jeg kan se at vinduerne i den anden side af rummet er dækket til med noget der gør det mørkt her inde.

Jeg kan ikke umilbart se nogen her inde, men der er dog en større klump i den anden side, men det ligner en bunke tæpper, så lige nu er jeg alene.

Jeg kan ikke høre nogen i nærheden af bygningen, måske skal jeg bare ligge her til, helt alene, hvor ingen kan finde mig.

Det eneste jeg kan høre er fuglefløjt uden for, det minder mig om at hvis jeg ikke lå her, så var jeg ude og nyde forårs vejret, den friske luft der kommer efter regnvejrsdage.

Men det kan jeg ikke mærke her inde, det lugter forfærdelig af våd hund og lort, jeg prøver, at undgå at lugte til det.

Jeg ligger lige så stille med lukker øjne og lyttet til fugle sang, jeg er for træt til at holde øjne åben, men jeg er for frisk til at sove, tankerne flyver igennem mit hoved.

Selv om at jeg prøver, at glemme hvad der er sket, men kan dog ikke lade værd, vil mine kollegaer henne på stationen finde mig, inden dette måske bliver min død, men der jo også enormt pinligt, hvis de finder mig.

Nu kan jeg høre nogen nærme sig, jeg åbner øjne i et øjeblik, men lukker dem hurtigt igen, de skal ikke se, at jeg er vågen, hvis de tror, at jeg er død, så forsvinder de nok igen.

”Hvad skal vi gøre, Far, det var din ide med at tage hende og gøre det ved hende, men vi kan ikke beholde hende meget længere, hun er fra politiet, det sagde de i nyhederne, da hun er meldt savnet, hvad gør vi?”

Jeg er meldt savnet, så må jeg bare håbe, at de kan finde mig, det er da mit helt at jeg altid går med sporing i håret, men det er sikkert ikke aktiveret.

For så vil de vel være på vej her ud nu, så vil de ikke melde mig savnet i nyhederne, så vil de da bare komme.

Hvis de altså har tænkt sig, at tjekke for sporings muligheder på mig, hvorfor kastet jeg også tasken fra mig, da jeg prøvet at løbe fra dem.

Jeg siger, altid til de andre på stationen, at de skal spore via mobilen først, nu vil de bare finde mig taske.

”Du skal ikke til at lave noget dumt, Niels, DU bliver her ved hende, jeg finder ud af noget, for vi kan IKKE slippe hende fri, for så render hun bare til politiet med det samme, jeg finder ud af noget.”

”Jamen, far, vi kan da ikke beholde hende i særlig langt tid, hun er jo meld savnet!”

”Jeg finder ud af det. Jeg tager hjem og tænker over det, men du kan jo tage at mande dig op til en rigtig mand imellem tiden, for når jeg kommer tilbage, så skal du voldtæge hende der” peger faren på mig

”Hvis du ikke gør det, så dør I begge to, for jeg vil ikke have hende, er det forstået Niels?” tilføre faren

”Ja, far, jeg skal nok! Far, giv mig lige smøgerne, jeg vil gerne have noget at ryge på, hvis jeg skal have næver som dig.”

Jeg har øjnene åben en lille smugle, jeg kan se, at Faren kaster en pak smøger hentil Niels, han står og kigger på ham i et øjeblik og gik videre.

Niels sætter sig ned, der kommer et dybt suk fra ham, han fumler med cigaret pakken, men får en taget ud af pakken, han tænder smøgen, lidt sollys rammer ham, jeg kan for første gang se hans ansigt.

Det halv lange pjusket brune hår er pænt til ham, jeg kigger pludselig ind i de pæneste blå øjne, jeg kan se en masse usikkerhed i dem, hvad har fået hans far til at tvinge ham til dette.

”Lad vær med at se på mig, det er ikke min skyld, jeg kan ikke gøre noget ved det,” han er meget sur i stemmen, men det brister over i gråd.

Da han siger ”det var ikke meningen, at jeg vil gøre dig noget, men jeg er kun en stor skuffelse for min far, jeg kom ikke ind i militæret.”

Han kigger ned ”Hvilket han havde håbet, han vil have, at jeg som hans eneste søn, skulle blive til noget stort der inde for, men jeg kunne ikke komme ind.”

Han tager sine ben til sig, han lægger grædende sit hoved ned på knæene, jeg bliver ude af mig selv, jeg kan ikke gøre noget eller sige noget.

Men hvad skal jeg også gøre eller sige efter alt dette, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg kan jo bare ligge her og kigge.

”Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget, jeg kortslutter ind imellem, men det er kun når jeg føler, at ingen forstår mig, jeg vil helst bare slippe dig fri, men jeg kan ikke, hvis min far kommer tilbage og du ikke er her, så slår han mig ihjel.”

Jeg prøver, at lave en lyd med munden, så han kan forstå, at jeg ikke kan snakke med ham på grund af kluden, han rejste sig op og kom hentil mig, jeg stivnet, hvad vil han gøre ved mig.

Han gør ikke noget, han løsner stoffet om min mund, ”Hvis du begynder at skrige, så kan ingen høre dig, han valgte dette sted, for at ingen skal høre noget. Undskyld, jeg vil virkelig ønske, at det ikke var nået så langt, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Tårende triller ned af kinderne på mig, det gik op for mig, at jeg faktisk er meget mere bange end jeg lige har bemærket, nu har jeg endelig muligheden for at skrige, så gør jeg det ikke, jeg tror naivt på ham, hvor dum kan jeg være, der findes da vist ikke nogen der er dummere end mig.

Der er stille, vi kigger på hinanden, Niels har sat sig hentil mig, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg kan på ingen måder gøre nogen modstand nu, han er så tæt på, at hvis jeg skriger, så vil han meget hurtigt gøre noget ved mig.

Jeg kigger op på Niels, ”Hvor gammel er du endelig, Niels?”, han kigger ned i gulvet, som om han ikke vil svare på det, han virker flov over sin alder, ”Du tror mig nok ikke, fordi du har oplevet hvordan min far styre mig, men jeg er 27 år.”

Han ligner faktisk ikke en på 27 år, men en der er i starten af de 30 år, ”Du er yngre end jeg troede du var, hvis det kan trøste dig. Men det hjælper vel ikke.” jeg smiler i det jeg siger det, han begyndte også at smile, han satte sig godt til rette.

”Du nævnte, at du ikke vil være militær mand, har du så fået en anden uddannelse og som hvad?”

Niels kigger på mig, som om han ikke havde rendet med, at jeg havde hørt, hvad han sagde, men smiler til mig, men han begynder at fortælle.

”Jeg har altid fået høje karakter, jeg vidste, at jeg gerne vil være noget, hvor jeg kan hjælpe andre, så jeg tog uddannelsen til læge, jeg er næsten lige blevet færdig” han kigger over på mig

 ”men min far mener, at det kun er bøsser der er læger. Men jeg er ikke bøsse, så han mener ikke, at jeg er en rigtig mand.” Han kigger ned i gulvet igen.

”Rigtige mænd, bøsser er da også rigtige mænd, en rigtig mand er en der er stolt af den som han er, en som ikke er bange for at stå ved det, en som er stolt af det han arbejde med, det han får udrettede i sit liv.” Jeg får det sagt med en blanding af forvirring og vrede i stemmen.

 ”Hvis du er stolt af dit liv, så er du en rigtig mand, er du stolt af dig selv, Niels? Men hvis du ikke kan svare din far igen, så er du jo ikke en rigtig mand.” jeg ved ikke om Niels forstår mig.

”Jeg er stolt over at være læge, for mig var det en drøm der gik i opfyldelse, men min far kan bare ikke se, at jeg er en rigtig mand.”

”Hvorfor skal din far se, at du er en rigtig mand? Bliver du en rigtig mand af at høre efter ham, for hvis du bliver en rigtig mand af det, så han du jo ingen problemer med voldtægten.” jeg prøver at få øjenkontakt med Niels.

”Men i mine øjne, hvis du er en rigtig mand, siger du fra til din far.” jeg kan mærke at vreden i min krop, men tårende render ned af kinderne på mig samtidig.

”Du kan jo bare gøre det, hvis han gør det nu, så er det jo overstået, så er det hele overstået, så kan jeg måske slippe sikkert herfra.”

”Jamen, JJ, du er ikke sikker, du ved da ikke om min far tror på det, han vil sikkert have beviser på det, hvordan vil du give ham beviser på at det er forgået?”

”Niels, du har vel en mobil der kan filme?” jeg kigger op på Niels, han siger ikke noget, men han nikker bare lige så stille med hoved, ”Fint, så filmer vi det med mobilen, så viser vi det bare til din far når han kommer.”

Han vil lige tænke over det, han kan vist godt se ideen i det, for så bliver det ikke tvunget på samme måde, som hvis Niels’ far var her, hvilket er rart, for en gang skyld føles alt dette rart.

Når jeg tænker på en voldtægt, ser jeg det ikke som noget rart, hvad skete der siden det kom til at føles rart.

Er det fordi faren ikke er her, er det fordi jeg har lidt kontrol over det, jeg ved det ikke, jeg ved bare at det føles rigtigt.

Vi blev meget stille begge to, vi har fået vores at tænke over begge to.

* * * * * * * * * * * * * *

                         SENT SØNDAG EFTERMIDDAG

Der må have gået flere timer, for der kom en bil udenfor, Niels rejste sig op, han stiller sig hen til vinduet, hvor han kigger ud igennem en lille ravn i plastikket.

”Det er min far der kommer. Vi snakker videre om det andet, når han er kørt igen.” Niels’ stemme lød usikker.

”Ja, hvis han køre igen.” Jeg tog mig selv i at trække vejret med en meget skuffet vejr trækning.

Døren bliver slået hårdt op, man kan kun se en skikkelse i døren, men man vidste at det er faren, han havde en lygte med, det var blevet mørkere uden for.

”Du har vel ikke bestemt dig endnu.” Niels får lyset lige i hoved, man kan se at han skammer sig.

Faren blev vred, han forsvandt ud i mørket, men der gik ikke længe før han kom tilbage.

”Her er en pizza, cola, nogle stearinlys og nogle smøger. Så kommer jeg tilbage på et tidspunkt i morgen eftermiddag, så skal du være klar.” Faren er vred i stemmen da han siger det.

Han peger på maden ”Det der er kun til dig, Niels, ikke til luderen der.”

Han gør tegn til Niels, som rejser sig op og går efter ham, jeg kan ikke fornemme hvor langt væk de er, men jeg kan høre, at de skændes der ude, men ikke om hvad.

Jeg glemmer i et øjeblik, at de skændes, da det går op for mig, at smerterne i kroppen har gjort, så jeg ikke har mærke, at jeg har, skulle have været på toilettet.

For i en stund fik jeg lige drejet mig, så noget af smerten forsvandt, så kan jeg mærke at det er helt vådt og klisteret, men jeg kan ikke gøre noget.

Bilen starter og køre væk, jeg bliver helt forvirret, for har de efterladt mig, jeg har ikke set at der kom nogle ind, men Niels måtte været kommet, for stearinlyset bliver tændt, jeg drejer hoved, så jeg kan se ham.

Han sætter sig til rette i skæret af lyset, han trækker pizza æsken til sig, åbner den, efter lidt tid tager han colaen og åbner, jeg kigger væk fra ham i et dybt suk.

”Jeg kan ikke give dig noget. Du må være sulten, men jeg kan ikke give dig noget. Du ved, min far.” Niels sagde ikke mere, jeg kan høre ham sidde og spise.

* * * * * * * * * * * * * *

              SØNDAG NAT OG MANDAG FORMIDDAG

Jeg vågnet flere gange i løbet af natten, det gjorder meget ondt i hele kroppen, jeg kan lugte pizzaen, jeg er så sulten, men jeg kan kun med nød vende mig om, for at få et øjeblik med lidt færre smerter.

Det er ikke let at vende sig om, for jeg er stadig bundet på ryggen, så det er en kamp hver eneste gang i løbet af natten, så jeg fik ikke sovet meget.

Niels kom ind af døren, der gik det op for mig, at det var blevet lyst ude, jeg er så træt, at jeg ikke har opfanget lyset der kom ind igennem de sprækker der er i vinduerne.

Niels lod døren stå på klem så der kan komme noget frisk luft ind, det var skønt, for så forsvandt noget af den dårlige lugt, jeg lukker øjne, men åbner dem brat op igen, da der bliver smidt noget koldt vand ud over mig.

”Undskyld, men der er ikke noget varmt vand, jeg vil bare skylde noget af det beskidte af dig, så godt jeg kan.” Niels smiler med et skævt smil til mig i det han nikker ned af mig.

Jeg har slet ikke opfanget, at han havde fjernet tæppet fra mig, så jeg ligger helt nøgen på gulvet, han har også fjernet madrassen som jeg lå på,

Han tog en spand mere og kaster vandet ud over mig, han tog en kost, han begyndte at skrubbe gulvet omkring mig, efter en god omgang skrubberi, så mangler han bare under mig lige der.

Han gik ud og henter to spandfuld vand mere, da han kom ind, tog han nogle gamle klude, han gjorder den ene våd, han begynder at vaske mig.

Han kaster resten af vandet fra den spand ud over mig, meget af vandet tager meget af skidtet fra gulvet med væk, Niels rejser mig forsigtig op på knæene, det gjorder ondt, men det var rart ikke at ligge ned mere.

Niels tog spandene, fylder dem op på ny, han begynder at tørre mig af på den sidste side, han skrubber hurtigt gulvet, hvor jeg lå, han tog spanden op.

”Det bliver koldt nu, men luk øjne og mund, så hælder jeg noget af dette over dig, jeg fandt noget sæbe, så kan du få noget sæbe på dig og så resten af vandet.” Jeg nikker op til Niels.

Jeg lukker øjne og tager en dyb indånding, vandet render lige så stille ned over mig.

Da vandet stopper puster jeg ud igen, men jeg holder øjne lukket, for jeg vil ikke have sæbe i dem, jeg kan mærke hvordan Niels helt forsigtig putter sæbe på mig,

”Nu kommer anden omgang vand, men først resten af den ene spand.”

”Jeg er klar.” Jeg læner hoved tilbage og tager en dyb indånding.

Vandet kommer lidt hurtigere ned over mig, mest af det er i mit hår, da jeg kan mærke at der ikke kommer mere vand.

Tager jeg en ny indånding, og vandet fra den sidste spand kommer meget hurtig ned over mig.

Da han var færdig tørret han vandet fra mit ansigt væk, så jeg kan åbne øjne, han tog fat i mit og løfter mig over på en ren madras, jeg kan lugte, at den ikke har ligget her ude længe.

Han lagde et ren tæppe over mig, jeg ligger faktisk godt nu, det gør stadig ondt, men det er skønt at blive lidt rent igen.

Niels lægger sig på en madras ved siden af mig, han kigger på mig, han sender et kærligt smil, hans hoved er på skrå, jeg kan se på hans øjne, at han vil sige noget vigtig.

”Oki, jeg har tænkt over det, du ved, voldtægten, vi gør det.”

”Jeg har ikke mit tøj, hvilket jo på en måde gør det lettere for dig, du har ikke noget der skal af mig først, du skal bare binde mig fri.”

Han vidste, at det måtte være nu, inden faren kommer igen, han bandt knuderne op, endelig kan jeg strække mine ben, det er første gang i langt over halvtandet døgn.

Det er så dejligt, jeg tog hurtigt fat i mit hår, jeg fik aktiveret hårnålen, så mine kollegaer kan finde mig, hvis de søger efter den, det er godt at den kan tåle vandt, at Niels ikke bemærkede den.

Han tog mig forsigtig op i hans arme og optagelserne gik i gang, han lagde sig tæt ind ved siden af mig, han hvisket mig ind i øret ”Hvis du gør modstand, så banker jeg dig til fortrydelses tilstand”.

Det gik op for mig, at jeg ryster, jeg er igen, jeg fortryder, at jeg overhoved kom med forslaget, jeg begyndte, at sparke så meget jeg nu kunne, men jeg kan ikke særlig godt, det gør ondt i hele kroppen.

Han svinger sig op på mig og slå mig bevidstløs, da jeg kom til mig selv igen, han har bundet mig igen, jeg bliver så sur på mig selv, over at jeg gjorder modstand, jeg kunne have sluppet fri, hvis jeg var heldig, men chancen er nu meget lille.

Der er stille, vi kigger lidt på hinanden, jeg lukker øjne tungt, åbner dem igen, det er hårdt at holde dem åbne, lige så stille er mine øjne mere og mere lukket, smerterne har bedøvet sig selv, så det er blevet let at sove, jeg har ikke sovet ordentligt i snart to døgn, endelig kan jeg sove.

* * * * * * * * * * * * * *

Jeg vågner brat op, da der bliver skudt, det er blevet mørkt udenfor, det er svært at se hvad der sker, ”Hvad fanden tænker du på, Niels? Har du vasket hende, hun skal bare dø bagefter.”

Jeg kan genkende stemmen, det er faren, jeg vil gerne sige noget, men tør ikke, for jeg ved ikke om han har en pistol, så jeg ved ikke, om han vil skyde mig, jeg er så bange.

”Niels, det er nu, er du blevet voksen nu, så skal du vise, at du er en rigtig mand, har du fundet ud af om du er? Du skal i gang med den voldtægt.”

”Far, jeg kan ikke gøre det, jeg er en rigtig mand allerede, en rigtig mand voldtæger ikke nogen.”

Jeg bliver forvirret, hvorfor viser han ikke videoen, så slipper både han og mig for at gøre det igen.

To blink fra faren sammen med to høje brag, det måtte være hans pistol, pludselig kan jeg mærke mit højre ben igen, det gør forfærdelig ondt, jeg kan ikke gøre noget, jeg kan bare ligge her.

”Stop far, nu stopper du.”

Faren lys rammer nu Niels, et skud mere blev affyret, Niels faldt ned i venstre ben, han tog sig til benet, jeg begyndte at skrige, jeg skreg så meget, som jeg kan.

Faren vendte sig over imod mig, skød mig i benet igen, det gør så forfærdelig ondt, men jeg stopper omgående med at skrige, jeg er bange for, at han vil skyde mig igen, hvis jeg ikke stopper.

”Hvis min skvat af en søn ikke kan gøre det, så må jeg jo gøre det, nu er du her jo, så kan jeg lige så godt.”

Han gik hen og flået snoren op på min ryg, tog mine arme hen over mit hoved, han bandt dem igen til en stolpe, han havde spredt mine ben.

Det gør forfærdeligt ondt, jeg kan ikke gøre modstand, tårerne begynder at løbe ned af kinderne på mig, han er ved at gøre sig klar, da der kommer udrykning uden for.

Han vil hentil vinduet, men snubler over mit ben og lander oven på skudsårene, Niels rejser sig op og går hentil vinduerne, da det kommer fra ham ”Det er politiet, der er mange af dem, nu er vi sku på det, hvad gør vi, far?”

”Har du ringet til politiet, du kan da heller ikke finde ud af noget, uden at gøre endnu mere galt. Nu har jeg sku travlt med dette her, sæt dig der i hjørnet eller jeg skyder dig.”

Niels satte sig over i hjørnet, jeg kan skimte ham, jeg kan se at han er fortvivlet, han græd, jeg kan godt forstå ham, han har hele sin fremtid for sig, nu ender han i fængsel, fordi han har en dominerende far.

Jeg kigger pludselig, da jeg ikke lige har holdt øje med faren, han er gået i gang med at voldtæge mig, det gør så ondt, faren gled bare op og ned, igen, igen, igen og igen.

I et øjeblik stivnede jeg af chok, men jeg begyndt at spjættet, så godt jeg kan, men jeg kan ikke slippe fri fra hans vægt, der holder mig nede på gulvet.

Jeg stopper op med at gør modstand, da han trykker på mit såret ben, mit hjerte banker meget hård, jeg er så bange for at gøre modstand.

Men her ligger jeg helt nøgen og håber på, at han snart bliver afbrudt af politiet, tårende triller bare ned af mine kinder.

Jeg føler mig så magte løs, jeg føler mig noget så beskidt, fordi han bare voldtager mig, som om han ejer mig, er jeg virkelig hans ejendel, noget han bare sådan kan bestemme over.

Pistolen gik ved et uheld af, men det gjorder da så han stopper, jeg kigger over på Niels, der holder sig til benet, jeg vidste med det samme, at han var blevet ramt.

Jeg kigger op på faren, han er ikke opmærksom på mig mere, han kigger på Niels, jeg opdager, at han har placeret sig med et ben på hver side af mit.

Jeg løfter mit ben lige så hårdt jeg kan, jeg rammer ham lige i klokketøjet, jeg kan se på ham at det gør ondt, men ikke så meget, men han når ikke at gøre noget imod mig.

For i det samme lød ude fra ”Det er politiet, I er omringet, så læg skydevåbnet og kom ud med hænderne overhoved.”

Endelig, det tog dem da også kun en evighed at gøre klar, det er længe siden at de kom, men nu sker der i det mindste noget, men det er ikke over endnu.

Faren kigger på mig, ”Nu har jeg ødelagt dit liv, lige som du har ødelagt mit, så står vi lige, men du skal bare vide, at jeg kommer til at føre i sidste ende.”

Han tog pistolen op til hoved og skød sig selv, han lagde sig pladask ned oven på mig, jeg begyndte at skrige helt hysterisk.

* * * * * * * * * * * * * *

Lidt efter strømmer det ind med politi folk, de fjerner ham fra mig og løsner mine arme, en af de kvindelige betjente lange et tæppe over mig.

Jeg krøller mig sammen på højre side, jeg glemte alt om smerten, jeg kan ikke stoppe med at græde.

To betjente hjalp Niels op på en båre efter at nogle Falck redder har puttet nogle forbindinger på hans sår, så han kan komme ind på sygehuset og få ordnet sine sår ordentligt på sygehuset.

Nu hvor Niels er blevet fjernet, så kan redderne bedre hjælpe mig, da de ikke vil fjerne tæppet så meget, så de har kun ordnet nogle af de sår på benene.

Men nu kan de bedre se om de har husket alle, de har også fået sat en drop i mig, så jeg kan få noget væske i mig, de kigger op, der står alle de andre fra afdelingen og kigger.

"Hun virker bekendt, men jeg ved ikke, hvor jeg har set hende før." Madsen tror åbenbart, at hun visker det stille til de andre, men jeg kan godt høre hende.

"Det er hende der gør rent på vores kontor," lød det fra Arnold, han kigger på de andre og tilføre "men I har vel aldrig bemærkede hende, men hvad vil I gøre uden hende”

Han kigger på mig ”I har været helt ude af jer selv i dag, da hun ikke er mødt ind med jeres rundstykker og pålæg, kaffen manglede og det var ikke rent, alt det I har brokket jer over.”.

Han kigger på dem og tilføre ”Det er hende der laver det, men hvad er takken, at I bare står og glor på hende, når hun ligger og lider."

Jeg kigger over på dem, jeg kan se, at de skammer sig over det, de går ud der fra, så redderne får noget mere fred til at hjælpe mig, de sætter noget forbinding på de sidste sår.

En af redderne går ud og henter båren, da han kommer ind igen, pakker de mig ind i nogle rene tæpper, jeg bliver lagt op på båren og pakket mere ind.

Da De køre mig ud til ambulancen, støvregner det og friske luft, er skønt at få i hoved, efter så mange timer inde i det rum, da der har været en masse dårlige lugt der inde.

Arnold kommer hentil mig, da jeg er kommet ind i ambulancen, han lægger sin hånd på min skulder.

"Der er lige en masse prøver, som vil blive taget når du kommer der ind på sygehuset. Jeg kommer ind til dig, når jeg er færdig her, for jeg skal have din side af sagen, men det ved du jo godt."

Jeg kigger op på ham, med tåre i øjne får jeg med nød sagt "Kun dig, ikke de andre.", han nikker til mig, så jeg ved at det kun er ham der kommer, hvilket giver mig ro.

Tankernes negative påvirkning

Næsten alle har oplevet det, det fleste vil oplevet det, mange ved at det er svært at være i, at komme ud af, men man kæmper, nogle gange kæmper man alene, andre gange får man hjælp.

Ud fra titlen, så har du nok regnet ud, hvad jeg snakker om, men hvis du ikke ved det endnu, så snakker jeg om hvordan ens tanker, kan påvirke en i en negativ måde, hvor det er mega hårdt at være i, men det kan være svært at komme ud af igen.

Jeg synes, at det kan være svært, for det er som om at tankerne bare køre der ud ad, når man mindst har brug for det, hvor man er alene, så man kan ikke snakke med nogen om det, selv hvis der er nogen at snakke med, så kan det være svært at stoppe tankerne.

I nogle måneder har jeg været langt nede, men jeg gjorder meget for at holde humøret op over for de fleste andre, for ingen skulle vide hvor galt det endelig var, for jeg følte/føler, at jeg ikke vil belemre andre med min problemer, for de har nok i deres egne ting.

Jeg har i nogle måneder kæmpede mig tilbage op i humør, jeg er stadigvæk langt fra toppen, men jeg er ved at være der hvor humøret er bedre, men hvor det helt klart kan blive bedre endnu, jeg har dog fået lidt erfaring i forhold til at takle problemerne, det lyder nok dumt nogle af tingene, men jeg har faktisk fået det bedre ved at gøre det.

En af tingene jeg har fået afvide er, at det hele forgår i hoved på mig, det er blevet sagt så mange gange til mig, at jeg er godt træt af det nu, for jeg ved godt at det er noget der forgår i hoved på mig, så det hjælper ikke at påpege på den måde, hvor det er bedre at få hjælp til at takle det, når det sker.
Men når man så har det dårligt psykisk, så kan tankerne faktisk godt gør at man får det lidt bedre, men det kræver en masse selvkontrol, for det er mega svært, men jeg prøver at sige nogle sætninger til mig selv, her er nogle af dem:

• Jeg er god nok
• Det er ikke mig den er gal med, det er dem
• Jeg kan godt, det kan jo være mega sjovt
• Det er bare latterlig ...
• De siger at jeg er god 
• Der er nogle der holder af mig
• Jeg betyder meget for andre

Der er mange sætninger, hvor jeg så bare tilpasser sætningerne til lige det der går mig på, men selv om at det måske også virker ondsvagt, så kan det hjælpe, men det hjælper for det meste også kun her og nu.

For på den lange sigt så skal man huske at snakke med andre om de ting der går en på, for ellers er det næste umuligt at komme ud af, men der vil jeg så også sige at for mig betyder det meget, at andre roser mig, for jeg er så ekstrem selvkritisk, og jeg kan ikke håndtere ros særlig godt, men ros til mig, hjælper mig når jeg har det sværeste.

Men ros skal ikke kun gives når en person har det skidt, men også når personen har det godt, for ellers kommer det i længden til at blive fordrejet til en negativ ting i tankerne, hvilket jo ikke er meningen med det.

Jeg dur heller ikke selv til at rose andre eller fortælle hvor meget de betyder for mig, men jeg vil rigtig gerne blive bedre til det, for jeg ved hvor meget det betyder for mig, så selv om det måske virker dumt, så betyder det også noget for andre.
De fleste bliver glad for at få ros, nogle så som mig, har bare svært ved at modtage ros, men det betyder ikke at man skal lade være med at ros.
Så er der nok nogle der vil sige at det virker latterlig, men forstil jer at gå rundt i en verden, hvor alt føles som psykisk modstand og kritisk, så når man bare til et punkt hvor man ikke kan mere, hvor man selv begynder at se alt det dårlige ved sig selv.
Fordi man har jo ikke lært andet, men kan have øjeblikke, hvor man måske kan finde det gode frem i sig selv, men det er ikke tit, så man tvivler meget på om man gør det godt nok, man finder alle fejlene, men hvis en så påpeger at man faktisk gør noget der er godt, så kan man også tænke at man har gjort noget forkert.
Men det har man bare ikke, derfor synes jeg, at man skal husk at rose andre, selv for de små ting, men det er ikke fordi man ikke skal kritiser de dårlige ting, men gør det endelig på en god måde, for alle modtager ikke tingene på samme måde.

Jeg synes, at tankerne også kan påvirke en på en måde, hvor jeg nogle gange standser op og ser på mig selv og tænker "Hvem er det lige det her? Hvor blev den glade og imødekommende person af?", fordi tankerne hurtig kan tage over, så man måske går ind til ting med en meget negativ indstilling, enten fordi man har haft dårlige oplevelser før og så frygter det værste eller noget helt andet.
Der har jeg erfaret, at hvis jeg kommer med en negativ tanke gang, så går det ofte galt og så bliver jeg bare bekræftet i det jeg allerede tænke, og der har jeg prøvet at øve mig i at tænke, at det måske er anderledes denne gang, det behøver jo ikke altid at være en dårlig ting.
Men det er svært at gøre, for der sidder altid lidt forbehold i en, men det har gjort det lettere at takle og måske er jeg gået fra ting en, hvor jeg normalt vil tænke "Hold kæft noget lort, det gør jeg ikke igen." til at tænke "Det gik da endelig fint, det kunne gå bedre, men det kunne også gå MEGET dårligere.".
Så det ender med at man får en god oplevelse til at tage med, men så gælder det også bare om at holde fast i det gode, så man ikke kommer til at dreje det til noget dårligt, for det kan man let komme til, men det er svært, men jo flere gode oplevelser man så får, jo lettere bliver det.

Nogle gange tænker jeg, at det kunne være skønt hvis man ikke har alle de tanker med sig, alle de negative oplevelser med sig, men samtidig er det jo dem der er med til at gøre os til dem vi er, hvis andre ikke kan tage min problemer, så er det dem den er galt med og ikke mig.
Men desværre betyder det også at man kommer til at skubbe mange mennesker ud af ens liv, frem for at være ærlig og sige, at man ikke kan klare det lige nu, men måske en anden dag, for nogle gange glemmer man, at andre også har deres at kæmpe med.
Der skal jo være plads til os alle, og hold da op hvor har jeg mødt mange skønne mennesker, hvor jeg står og tænker, at det virkelig er træls at de ikke er en del af mit liv mere, fordi jeg er kommet til at skubbe dem væk, for at skåne mig selv.
Frem for at være ærlig og sige, at jeg ikke har det så godt psykisk, men jeg gerne vil have kontakt med dem alligevel, så meget jeg nu lige kan overskue og at det ikke er dem den er gal med, men samtidig skal man så også være opmærksom på at det ikke altid er de samme personer man siger det til, for eller begynder de måske at tænke at det er dem den er gal med og så virker det til at man afviser dem.
Jeg har faktisk tænke, at der var personer som jeg gerne vil have kontakt med, så har jeg taget kontakt til nogle af dem, det var mega grænse overskridende og tankerne køre der ud af om det nu var en god ide, men det er jo også et spøgersmål om at komme ud over nogle grænser en gang imellem, tage små skridt, ændre de dårlige oplevelser til nogle gode.
Det er også med til at ændre tanke gange hos en, selv om man så har det mega svært, men mange er mere forstående for en, hvis man er ærlig og siger fra, frem for at sige noget der ikke er rigtig, men det skal man bare huske.
En negativ tanke kan ødelægge mere for en selv end godt er, så be om hjælp når det er nødvendig, men huske at give plads til dem der spøger om hjælp, giv dem plads til at fortælle det på deres måde og i den tid de har brug for det.

Og så skal vi huske, at alle er fantastiske på hver vores måde, hvor vil det dog være kedeligt hvis vi alle var ens, så være glad for vores forskelligehed og være åben over for den.

Video 2014

Som sagt, så elsker jeg at tage billeder, jeg deler dem på min facebook side Romme's fotografier (https://www.facebook.com/Rommes-fotografier-305688382865463/), men der kommer der ingen tekst ved billederne.
Så derfor har jeg en blog (http://photoshowof.blogspot.dk/), hvor jeg deler nogle af billederne med noget tekst, nogle gange mere tekst end andre gange.
Jeg har lavet en video med billeder fra 2014, men da den er for stor til at dele i et indlæg, så derfor må dem der vil se den gå ind på min facebook side og se den.
Jeg vil inden længe lave en med billeder fra 2015, så den også kan blive delt.

Første april = aprilsnar

Jeg hader altid første april, for rigtig mange er så klar på at lave aprilsnar, en gang kunne jeg også godt finde på det, men ingen troede alligevel på mig, så jeg gav op, men kan på en måde godt se det sjove i at gøre det, men kan så i nogle tilfælde også synes at det kan blive for ondskabsfuld.

Det er så galt at jeg faktisk helst ikke vil være sammen med nogle eller snakke/skrive med folk den første april, for der er ingen der skal forsøg at lave aprilsnar på mig, selv i nogle uger op til, der er jeg meget skeptisk over for rigtig mange ting.

Hvor der skal meget til at overbevise mig om at tingene er rigtigt, og hvor det til tider er så galt, at jeg er nød til at be folk om at sige det til mig en gang mere efter den første april, hvis de virkelig mener det, for ellers tror jeg ikke på dem.

Nogle år er jeg meget mere sikker på at jeg er blevet narret end andre år, men jeg er blevet så skeptisk, at jeg faktisk har holdt mig godt uden om i nogle år.

Men jeg tror også, at hvis man selv har travlt med at lave aprilsnar på andre, så bemærker man måske ikke at andre laver det på en selv, kun i nogle tilfælde, men det kommer også an på om man bruger de traditionelle eller laver nogle nye.

De bedste er jo dem der får lavet nogen der passer lige til den person de vil narre, for det er jo næsten kedeligt at lave en aprilsnar på en, hvor joken bare ikke passer til.

Jeg synes også, at der ind imellem kan komme nogle følelser i klemme imellem mennesker når man laver aprilsnar, for det er ikke altid de er så søde, de kan til tider være mega ondskabsfulde de jokes, hvor jeg synes, at hvis man endelig skal lave aprilsnar, så skal man altså huske at de man driller også har følelser og måske ikke synes, at det er lige så sjovt som en selv.

Men jeg tænker også at man skal prøve at fornemme sig frem, om den man laver joken på er i humør til det eller ej, for hvis det går skævt, så skal man lige huske at snakke det igennem bagefter, for det kan godt være et større problem end man lige går og regner med, selv om at joken ikke var ondt ment.

Video 2013

Jeg elsker at tage billeder, jeg deler dem på min facebook side Romme's fotografier (https://www.facebook.com/Rommes-fotografier-305688382865463/), men der kommer der inden tekst ved billederne.
Så derfor har jeg en blog (http://photoshowof.blogspot.dk/), hvor jeg deler nogle af billederne med noget tekst, nogle gange mere tekst end andre gange.
Denne video er med billeder fra 2013, videoen kan også ses på min facebook side og på den anden blog.

Simone og hendes kommentar

Var i Bygholm park i mandags og gå, havde en fantastisk oplevelse, normalt kan jeg ikke lide når folk kommentere på min vægt, men nogle gange er det bare helt i orden, spichelt når det kommer frem på en helt kær måde.

Da jeg er på vej tilbage til bilen møder jeg fire årig Simone og hendes farmor Tove, som går og leder efter kastanjer, falder i snak med dem, ender med at hjælpe dem med at lede i tyve minutter. 

Simone kom med nogle skønne bemærkninger, hun spurgte hvorfor jeg lavet en bestemt lyd, så forklaret jeg at det var fordi det er min vejrtrækning, så vil hun vide hvorfor jeg trækker vejret, så forklare jeg hende det, så gik der højest et minut så siger hun at det er Kedeligt.
Så det er åbenbart kedelig at trække vejret.

Så siger hun på et tidspunkt "Du er tyk, fordi du har spist for meget."
Jeg siger "Ja, det er rigtigt."
Hun siger så "Det er ikke at mobbe, for jeg siger det ikke tit."
Jeg kunne ikke lade være med at more mig over det, for det var så pænt sagt, første gang jeg møder hende og så bliver det sagt, jeg har aldrig hørt et barn komme med så godt et svar, spichelt når barnet kun er fire år.
Det er bare et bevis på at Simone har fået afvide at det ikke er i orden at mobbe, men også fået en forklaring på, hvorfor nogle mennesker er overvægtig, hvor hun dog var kær.

Hun sagde også på et tidspunkt, at jeg var stærk, for det kunne hun se på mine arme, ifølge Simone var hende farmor ikke stærk.

God oplevelse for mig.

Kunstmaler Anders Hune

Vi har altid haft dette maleri til at hænge ved vores trappe opgang, det var lidt svært at læse hvem der har malet den, men da jeg fik kiggede nærmer, så jeg at der stod Anders Hune, jeg gik så igang med at undersøge lidt om ham.
Han var født i 1894 og døde i 1964, han var både maler og forfatter, han tog navnet Hune efter Hune ved Blokhus ved Vendsyssel's kyst, han lod sig inspirer af havet og naturen der omkring Hune.
Min mor vidste ikke, hvor vi havde det maleri fra, men det gjorder min far, da han havde købt det tilbage i 70'erne, da en ældre dame ude i Salten døde, blev hendes ting solgt, der i blandt var blandt andet dette maleri, som min far tog med sig.

Dette indlæg vil på et senere tidspunkt blive delt på min anden blog (http://photoloveshow.blogspot.dk/), hvor jeg deler fotos og kreative ting, som jeg selv tager eller laver, men hvor jeg gerne vil dele dette indlæg også.

Kunstmaler TLF - Thorvald Foersom

Jeg har allerede vist to malerier af min morfars morbror Thorvald Foersom, men her er to mere, jeg ved at der er flere malerier der ude, som han har malet, jeg kan nok på et tidspunkt få taget et billed af den ene, men jeg ved desværre ikke hvor mange han fik malet, så jeg ved ikke hvor mange der er.
Jeg vil ønske, at jeg havde plads nok til at samle mange af familiens malerier under et tag og lave udstillinger, for det er da fantastisk, hvordan min familie har malet.
Har fundet et maleri, som er malet af en anden familie medlem, som jeg deler en anden dag, men indtil da kan man jo nyde synet af disse her.

Dette indlæg vil på et senere tidspunkt blive delt på min anden blog (http://photoloveshow.blogspot.dk/), hvor jeg deler fotos og kreative ting, som jeg selv tager eller laver, men hvor jeg gerne vil dele dette indlæg også.

Fars sten figur

Nu har jeg fortalt så meget om nogle af alle de kreative ting, som der er blevet lavet i familien og lidt det løse, så som Anders Hune, så er det på tide at der kommer noget mere, som ikke er lavet af en familiemedlem.
De to figur her er nogle som jeg fandt liggende i en kasse, min mor siger at det er min fars, men jeg tog dem alligevel frem, for det er da forkert at gemme sådan nogle ting væk.
Der er sikker nogle der vil sige, at de ikke er pæne, hvor andre kan lide dem, jeg synes, at de har charme, hvilket jo er godt.
Den lyse aflange figur er ens på begge sider, hvor den anden er forskellig, derfor tog jeg også billeder af begge sider på den, så man kan se hvordan den ser ud.

Dette indlæg vil på et senere tidspunkt blive delt på min anden blog (http://photoloveshow.blogspot.dk/), hvor jeg deler fotos og kreative ting, som jeg selv tager eller laver, men hvor jeg gerne vil dele dette indlæg også.

Mormors bror Hans Henning Jessen

Min mormor havde en bror, Øjvind, som jeg har nævnt, han malet, men hun havde også en anden bror, som lavet ting ud af træ.
Min mor har fortalt mig, om at Hans Henning en gang var blevet kontaktet, fordi der var blevet fundet en gammel båd, som de gerne vil have lavet om til en masse brev åbner, som de så kunne sælge, han lavet så en masse brev åbner af træet.
Der ud over har han også lavet små figurer, for vi har en med de to person der sidder ned, jeg ved ikke hvor meget andet som Hans Henning ellers har lavet, men der er sikkert andet der ude.

Dette indlæg vil på et senere tidspunkt blive delt på min anden blog (http://photoloveshow.blogspot.dk/), hvor jeg deler fotos og kreative ting, som jeg selv tager eller laver, men hvor jeg gerne vil dele dette indlæg også.