Ingen hørte mit råb

Jeg passet ikke ind

Skiftet skole et par gange

Men det blev ikke bedre

Jeg så mig selv som tyk

Jeg blev klassens tykke pige

Det var altid det samme

Skolen var et helvede

Jeg lærte at hade mig selv

Hvad var der at elske

Græd mig altid i søvn

Jeg kan ikke finde takten

Voksede bare op

Hadet mig selv endnu mere

Jeg kan snart ikke mere

Alene er jeg med en håndfuld sovepiller

Og en skarp kniv

Ingen forstyr mig

Alene sidder jeg bare der

Skal jeg gøre det forbi

Jeg har aldrig passer ind

Ingen hørte mit råb

Jeg har altid et håb

Men ingen har hørte det

Livets viavar

Man kan gå rundt i en drømme verden, hvor man tænker på, hvor dejligt ting er, hvor skønt det kunne være at være millionær, men man skal passe på, for når det kommer ud af den drømme verden, kan det være hårdt, at se sandheden i øjne.

Jeg har mange gange drømt, om at jeg var den populære, tynde, smukke person, som har mange venner, men det er jeg jo ikke, når jeg så kommer til mig selv, kan jeg godt se, at det bare er falsk, at jeg ikke er tynd eller smuk, men jeg endelig er grim.
Populær er jeg jo heller ikke, for hvis jeg var det, så vil jeg jo ikke føle mig så ensom.

Lige meget hvad der sker i ens liv, så kan man forklare det, på den ene eller anden måde, så kan det ske at der er en forklaring på det, tit er en lille forklaring også bedre end slet ingen.
Hvis der sker noget, så er der ofte nogen der ser, hvad der sker, de kan så forklare det de så, hvilket jo kan hjælpe lidt til med at komme til sagen bund.

Hvis hverdagen bliver en rutine, hvor alt er bare er det samme, så træner man til noget nyt, for ellers kan man måske godt komme til at kigge tilbage på et liv hvor det virker kedeligt, fordi det bare er det samme hele tiden.
Et liv kan blive spænende ved at være på dagpenge, for så ved man ikke hvad fremtiden bringer, om man vil få et arbejde, hvad og hvor man får arbejde, om man mister dagpengene inden man får arbejde.
Selvfølgelig skal det være med måde, men der skal ske noget andet ind i mellem, for ellers bliver det bare kedeligt.

Det er godt at prøve noget nyt ind i mellem, selv om det er ting hvor man er bange for at det kan gå galt, for hvis man ikke udfordre sig selv, så kommer man ingen steder.
Hvis man ikke prøver, at springe ud i nye ting, så ved man jo ikke om man kan klare det før man har prøvet, når man så har prøvet, så er det jo en sejer i sig selv.

Man går ikke på en kunst udstilling hvis man allerede kan lave det perfekte kunst, men man går af sted hvis man ikke kan lave det bedste, for at få idéer.
Hvis man ikke kan skifte et dæk, så er det kunst at kunne det, men en automekaniker kan skifte dæk, så for ham er det jo ikke nogen kunst, men for ham er kunst måske dem der er frisøer, fordi de kan klippe hår, det kan han måske ikke.

Jeg ved, at jeg tit er bange for at der går noget galt, når jeg skal være sammen med andre, spilder jeg ned af mig selv, siger jeg nogle dumme ting, er jeg for stille, der er så mange hvad nu hvis spørgsmål inde i hoved på en.
Hvilket er helt naturligt at have, det er bare frygten for at det går galt, at det sker og man bliver lavet grin af.
Hvis man kan ændre det til noget nysgerrighed i stedet, man kan lærer sig selv, hvad kan jeg gøre for, at jeg ikke spilder ned af mig selv, osv.
Så kan man være nysgerrig på hvordan man er i andres selskab og hvorfor man er den man er, man kan være den som nysgerrig efter at lære at kende, så får man også en glædes følelse, fordi man får positiv opmærksomhed.

Nogle gange kan man ikke undgå at leve sit liv igennem andre, men det kan også blive for meget, hvor mange forældre lever deres liv igennem deres børn imens det vokser op?
Jeg har erfaret at det kan ske, når børnene så stopper ved spejderne, så er forældrene heller ikke spejderledere mere.
Det er lige som de forældre i USA, hvor de tager deres barn til den ene efter den anden skønhedskonkurrence efter den anden, forældre gør det jo ikke fordi at børnene har løst, de opdrager børnene til at have løst, fordi de som forældre ikke havde den mulighed som barn, så skal børnene gøre det, fordi det er forældrenes drøm.
På den måde der synes jeg, at der er nogen forældre der er forfærdelige, fordi de lever deres liv igennem børnene.
Jeg har også set hvordan et hold forældre, hvordan parret's venner lige så stillede forsvandt ud af deres liv, jeg tror, at en af grundene også er, at de har levet deres søns liv, når deres søn ikke var en del af det mere, så var de heller ikke, det var så trist at se.
Hvorfor leve sine børns liv, børnene skal jo se op til en, hvad der det at se op til, når ens forældre levet på andres liv.
Der er mange der ikke kan lade være med at når andre har købt ny mobil, så skal de også have ny mobil, når andre fået en bestemt ting, så skal de også, det er jo også at leve andres liv, hvorfor ikke selv prøve at være den første der får noget, i stedet for at få det de andre allerede har, bare for at være med på den sidste mode.

Man skal være sig selv, for det er den man er elskede for, man er ikke elskede for at være en anden end man er.

Man ved ikke hvad livet byder en på, det eneste man ved er man starter med at leve og man slutter med at dø, der imellem ved man ikke hvad man bliver budt på.
Nogle gange er det mega hårdt, og man har måske løst til at give op og begå selvmord, men at begå selvmord, så snyder man sig selv fra at vinde, at nå målet som er at dø af naturlige oversag, sygdom eller alderdom.
Jeg kan godt sidde og sige at det er dumt at begå selvmord, for det er det jo, men hvad hjælper det, hvis man alligevel føler, at livet er imod en, måske ser man at det hele er lettere hvis man begår selvmord.
Men så tænker jeg også, hvordan vil jeg have det, hvis en som jeg holder meget af begår selvmord, jeg vil have det forfærdeligt, jeg vil bryde sammen, for tænkt på alle de ting, som jeg kunne have lavet med personen, men også hvorfor opdaget jeg ikke, at personen var så lagt nede.
Hvis jeg havde opdaget det, så kunne jeg måske have gjort noget, så jeg ikke havde mistede en person der stod mit hjerte nær.
Hvis det nu var mig der var langt nede, hvem vil så opdage det og hjælpe mig op igen? Skal jeg så stå alene med det?

Planter i drivhuset og haven

I de sidste par dage har jeg gået og hygget med at så frø i urtepotter, så de kan begynde at spire.
Jeg har meget forskellige ting.
Chili, peberfrugt, squash, og de der lilla nogle, som jeg ikke lige kan huske, hvordan man staver, og så har jeg plantet hvidløg.

At møde nye mennesker

Jeg vil så gerne møde nye mennesker, men jeg er så bange for det, for hvad tænker de om mig, hvis jeg finder nogen, som jeg virkelig falder godt i hak med, men hvor jeg ikke høre fra dem efterfølgende, så føler jeg, at de vælger mig fra, fordi jeg er grim, dum, lugter osv..

Jeg har oplevet, hvor jeg har været på bar, så er jeg faldet i snak med nogle, som jeg ikke kender, så er der andre der er kommet hentil dem og sagt at de ikke skal snakke med mig, selv om ingen af dem kendte mig, så blev jeg bare dømt på mit ydre.

Ingen ved hvad jeg indeholder, bare fordi jeg er overvægtig, så skal man ikke dømme mig på hvordan jeg ser ud, men på hvad jeg indeholder, men det er der ikke mange der kan se.

Jeg kan jo faktisk godt være en fantastisk person, men hvis man ikke tænker over det, så skal man ikke dømme mig.

Så når jeg er ude i det offeligt, så føler jeg, at jeg bliver dømt på mit udsende, det er jeg ikke den eneste der gør, jeg tror, at hvis man spøger folk, så vil de nægte det, men pludselig står de i en situration, og så gør de det alligevel.

Jeg vil bare sige, at I skal tænke over, hvad I siger og gør, selv om det ikke er direkte til den person det går ud over, så er det hårdt.

Jeg føler, at ...

Jeg føler mig aldrig god nok.

Jeg føler, at der ikke er nogen der fortjener, at have mig i deres liv, for jeg er simpelthen ikke god nok til dem.

Jeg føler, at fordi jeg er grim og overvægtigt, så går det ud over alle de andre

Jeg føler, at jeg ikke kan tage nogen større beslutninger, for hvis det nu ender galt.

Jeg vil altid gerne så meget med livet, men jeg føler mig altid bange, for hvad der venter om næste hjørne.

Jeg føler, at hvis jeg ikke får ros fra andre, så er det fordi jeg er dårlig, jeg føler samtidig, at hvis andre roser mig, så skal jeg kritisere mig selv.

Jeg føler mig ikke særlig pæn.

Jeg vil så gerne tabe mig, men jeg har let ved at give op, fordi jeg altid føler mig som en fiasko.

Jeg føler, at jeg aldrig nogen siden kan gøre noget rigtigt, alt hvad jeg gør, er bare forkert.

Jeg føler tit, at det hele vil være så meget lettere hvis jeg var dø, for så slap så mange mennesker for tykke, grimme, dumme mig, mig som alligevel ikke er noget vær.

Jeg føler, at lige meget hvor stort forsøg jeg gør, for at passe ind i andres liv, så kommer jeg aldrig til at passe ind.

Jeg føler, at hver gang jeg finder en, som jeg føler, at jeg kan stole på og snakke åben med, så ændre de enten personlighed og skubber mig væk, ellers mener de, at jeg ikke har mere behov for hjælp.

Jeg føler, at de ting som gerne vil, det kan jeg ikke gøre, for enten vil min mor vide, det i mindste detalje og måske endda være med, og så føler jeg at jeg ikke kan sige nej til hende, men hun siger hele tiden, at hun gerne vil, fordi hun bekymre sig om mig.

Når andre spøger mig, hvad jeg har lavet, når jeg fortæller om de ting, som der sker i mit liv, i forhold til biografen, ude og tage billeder eller sådan noget, så vil de gerne vide, hvem jeg gjorder tingene med, når jeg så siger min mor eller alene, så kan jeg se, at de reagere mærkelig, så spøger de ikke ind til det mere, for det er som om at det er forkert, men jeg har jo ingen andre at gøre det med, og så føler jeg, at det er mig den er gal med.

Jeg føler tit, at jeg er klemt inde i en beskyttede boks af min mor, boks som jeg ikke kan komme ud af, og jeg har bare så meget løst til at skrige højlydt ”AAAAARRRHHHH” imens mine arme svinger ud til siderne, men jeg kan ikke.

Jeg føler, at det er ved at blive for meget at bo hjemme, at jeg gerne vil væk, rigtig gerne væk, men jeg føler, at jeg ikke har nogen steder at flytte hen, at jeg har fået taget alle chancer for at stå på egne ben, men samtidig ved jeg, at hvis jeg flytter ud for mig selv, så kan det gå galt.

Tit ønsker jeg, at jeg slet ikke var blevet født, for så var det hele bare så meget lettere, og når jeg så endelig var blevet født, kunne jeg så i det mindste ikke være køn og klog, så kunne jeg i det mindste have været kommet langt op i systemet.

Jeg kan tit ikke klare mere, det er mig der er det sorte får, altid det sorte får, jeg har ikke andet formål end at være det sorte får, hvilket jeg altid vil blive ved med at være.

 

Jeg føler, at jeg godt kan sidde og sige hvordan jeg har det, men jeg ved jo ikke hvordan andre ser mig, hvordan andre reager på mig, hvilket bekrymre mig meget.

Symptomer på personlighedsforstyrrelser

Jeg går til undersøgelser for at finde ud af om der er noget galt med mig, jeg har nogle samtaler med en psykolog på Horsens Sygehus på ADHD og personlighedsforstyrrelses afdelingen, jeg ende der, efter jeg har gået til psykiater/sygplejske i Skanderborg i halv andet år, men de kunne ikke finde ud af hvad der var galt med mig.

Så sendte de mig videre til Horsens, hvilket jeg faktisk er glad for, for hende jeg er ved er virkelig sød,

Jeg ved at hun ikke skal undersøge mig for ADHD, så må vi se om hun finder frem til at jeg lider af en personlighedsforstyrrelse. 

Jeg var inde på Sygehuset hjemmeside for at finde en oplysning, men fandt ikke det som jeg skulle, men fandt noget om de forskellige personlighedsforstyrrelser der er, hvilket man kan læse om her under:

Der er otte forskellige typer personlighedsforstyrrelser. De har hver har deres kendetegn og symptomer. De forskellige typer kan også være blandet, så man ser flere træk hos den samme person. 

●     Paranoid personlighedsforstyrrelse

●     Skizoid personlighedsforstyrrelse

●     Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse

●     Dyssocial personlighedsforstyrrelse

●     Histronisk personlighedsforstyrrelse

●     Tvangspræget personlighedsforstyrrelse

●     Ængstelig personlighedsforstyrrelse

●     Dependent personlighedsforstyrrelse

Du kan læse mere om hver af personlighedsforstyrrelserne nedenfor.

De fleste af os kan genkende nogle af de personlighedstræk, der er beskrevet herunder. Men lider du af en personlighedsforstyrrelse, bliver trækkene så dominerende, at de har en negativ indflydelse på dit liv og din livskvalitet.

Fælles symptomer for alle typer af personlighedsforstyrrelser

Mennesker med personlighedsforstyrrelser har svært ved at fungere normalt i samfundet.

Lider du af en personlighedsforstyrrelse, kan det føles svært at leve et socialt liv med venner, familie, kæreste og kollegaer. 

Du mangler tillid til sig selv og andre, Du tror måske, at andre vil påvirke dig og bestemme over dig. 

Det kan være, at du allerede har haft det sådan, mens du var barn eller ung. Typisk får du det sværere og sværere, når du bliver voksen og skal have uddannelse, arbejde og familie.

Det kan føre til depressioner, angst, misbrug eller social isolation, hvis du ikke kommer i behandling. 

Symptomer på paranoid personlighedsforstyrrelse 

Hos mennesker med paranoid personlighedsforstyrrelse, mangler du i stor grad tillid til andre. Du har en negativ og mistroisk forestilling om, hvorfor familie, kollegaer eller venner handler, som de gør.  

Du kan have ret faste meninger og have svært ved at ændre synspunkter, fordi du ser det som et tegn på svaghed og sårbarhed. 

Du kan være meget jaloux i dit forhold til ægtefæller eller kærester. Du ser efter tegn på, at din kæreste eller andre vil snyde dig eller være i gang med en sammensværgelse.  

Du kan også have en overdreven følelse af selvværd og overlegenhed, der ses som arrogance eller en trang til at ydmyge andre. 

Den megen mistro og jalousi betyder, at du ofte føler dig vred og frustreret.

Symptomer på skizoid personlighedsforstyrrelse 

Lider du af skizoid personlighedsforstyrrelse. vil du være følelsesmæssigt kold og fjern. Du har svært ved at lade andre komme tæt på. 

Du virker måske rask, men når man lærer dig at kende, bliver det tydeligt, at du

• ikke er god til at udtrykke følelser
• mangler situationsfornemmelse
• er ligeglad med ros eller kritik.

Du vil egentlig helst være alene og tænke på dine fantasier og tanker. På trods af dette savner du måske nærhed og samvær med andre mennesker.

Symptomer på emotionelt ustabile personlighedsforstyrrelse

Her findes to typer:

• Impulsiv emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse
• Borderline emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse

Lider du af impulsiv emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, har du tendens til at handle uden at tænke over konsekvenserne. Du er stridbar, eksplosiv og har nemt ved at blive hidsig. Du har et ustabilt og lunefuldt humør. 

Lider du af borderline emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, har du ikke en klar fornemmelse af, hvem du er.

Du er selvdestruktiv, stridbar og har intense og ustabile forhold til andre mennesker. Du vil helst ikke være alene, føler dig tom inden i - men har også svært ved at være tæt på andre både følelsesmæssigt og seksuelt.

Symptomer på dyssocial personlighedsforstyrrelse 

Lider du af dyssocial personlighedsforstyrrelse, er du mere eller mindre ligeglad med andre menneskers følelser. Typiske kendetegn er magtbegærlighed og ingen ansvarsfølelse og mangel på respekt for sociale normer. 

Du oplever måske samvær med andre som en kamp om indflydelse. Du mister hurtigt interessen for mennesker, hvis de ikke kan bruges til noget.  

Du er slem til at bortforklare problemer og kan virke aggressiv og bebrejdende.

Symptomer på histronisk personlighedsforstyrrelse 

Mennesker med histrionisk personlighedsforstyrrelse har en teatralsk adfærd.

Du dramatiserer og bruger overdrevne følelsesudtryk, der virker iscenesatte. Det betyder, at du virker overfladisk og ikke interesseret i detaljer. 

I dit følelsesliv er du ustabil og søger spænding og opmærksomhed. Det er vigtigt for dig at se godt ud og kunne tiltrække andre, og du vil gerne virke forførende.

Symptomer på tvangspræget personlighedsforstyrrelse 

Lider du af tvangspræget personlighedsforstyrrelse, har du en ekstrem sans for orden. Du er optaget af skemaer, systemer og detaljer, og du vil gerne kontrollere andre.  

Du kan næsten virke som en upersonlig “maskine”, fordi du er så perfektionistisk og nøjeregnende. 

Mennesker med tvangspræget personlighedsforstyrrelse kan virke stivsindede og ubøjelige. Du føler dig beskyttet af orden og regler.

Symptomer på ængstelig personlighedsforstyrrelse 

Lider du af en ængstelig personlighedsforstyrrelse, er det svært at klare ubehagelige situationer. 

Du har ikke lyst til at være sammen med andre, for du er bange for at blive afvist eller ydmyget. Du er måske også bekymret om din sikkerhed. 

Generelt føler du dig mindreværdig, ængstelig og anspændt. Du vil gerne accepteres.

Symptomer på dependent personlighedsforstyrrelse

Har du en dependent personlighedsforstyrrelse, vil du sikkert overlade beslutninger til andre. Du ligger under for de personer, du er afhængig af.

Du føler dig hjælpeløs og er bange for, at du ikke kan klare dig alene. Omkring dig er typisk dominerende mennesker, der træffer de dagligdags beslutninger.

http://www.psykiatrien.rm.dk/patient/information+om+psykiske+sygdomme/n%C3%A5r+du+er+voksen/personlighedsforstyrrelser+(-c10-18)/symptomer+p%C3%A5+personlighedsforstyrrelser

Beskrivelse, svigt og andet

Tit når jeg får afvide, at jeg skal beskrive mig selv, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal beskrive mig selv, for jeg ved ikke, hvem "jeg" er, så jeg ender tit med at beskrive mig som jeg tror, at den der spøger gerne vil have mig til at være, jeg kan godt sætte nogle ting på som jeg laver, men så føler jeg, at jeg måske laver de ting, for at tilfredsstille andre, og ikke mig selv.

For eksempel så har jeg fået taget blodprøve der viser, at jeg ikke får nok D vitamin, så siger min læge, at jeg skal mere ud, så nu køre jeg min mor ud, så hun kan handle ind, selv om jeg måske har mest løst til at være hjemme, men jeg gør det, for ikke at skuffe min læge, på den måde, så gør jeg ting som tilfredsstiller andre end mig selv, hvis jeg ikke gør det, så føler at jeg sviger hende, men også at hun ikke kan li mig, og sådan er det med mange andre ting.

 

Jeg føler, at mange kan sige til mig "jamen du er da ..." og så siger de den måde, som de ser mig på, men når jeg føler efter, så bliver jeg i tvivl, for nogle ting er sikkert rigtigt, men jeg føler, at jeg ikke altid er som de beskriver det, så føler jeg, at de mener, at jeg er på den måde, så må jeg rette mig efter det, for de ved sikkert hvad de snakker om.

 

Har flere gange fået afvide, at jeg skal være lige glad med hvad andre tænker om mig, jeg ved at det er rigtig, men jeg føler altid, at når andre behandler mig dårlig, så er det mig den er galt med, at det er mig der skal ændres for at passe ind i deres liv, ikke dem der har noget der skal ændres, men mig..

Hvilket hele tiden drejer sig inde i mit hoved, det kan være det mindste ting til nogle større ting der gør udslaget.

 

Jeg synes, at jeg har en tendens til at skubbe glæden væk, fordi jeg har en følelse af, at jeg ikke må være rigtig glad, for hvis jeg er rigtig glad, så ødelægger jeg de andres humør.

Men samtidig føler jeg, at når jeg er rigtig glad så, sådan helt ind i maven og hjertet, så skal andre nok søgere for at ødelægge det, de sige eller gør noget som ødelægger min glæde, så jeg føler, at det er lettere hvis jeg bare ikke er ordenlig glad, for så bliver jeg heller ikke skuffet hver gang, der er nogen der ødelægger min glæde.

 

Igennem mit liv, har der aldrig rigtigt været nogen, som jeg sådan rigtig kunne fortælle alt til og stole på, alle vender mig ryggen, dolker mig i ryggen, hvilket de også gjorder i folkeskolen, en gang i mellem snakkede de til mig, og næste øjeblik var jeg ikke god nok.

Jeg bliver så ked af det når det sker, for jeg føler, at der ikke er nogen i denne verden der vil mig noget godt, der er kun Kate, som vil mig det bedste og som jeg kan stole på, men jeg føler, at jeg ikke kan læsse alle mine følelser over på hende, for hun har sine ting.

 

Jeg har svært ved, at tage nogen steder, for hvis folk kigger efter mig, hvilket jeg tit føler, at de gør, så føler jeg, at jeg går i 0 klasse igen, hvor jeg skal finde en grund til at folk gør det, nu har jeg ikke bare en grund, men mange grunde.

 

Det mindste kan såre mig, men jeg dur ikke til at sige fra, når nok er nok, for jeg tænker meget over, hvordan jeg fremstår over for andre, så vil jeg hellere bryde sammen, når jeg er alene, og så giver jeg mig selv alt skylden.

 

At bo i Skanderborg

Da jeg lige var flyttede til Skanderborg, nød jeg det, jeg havde sjældent besøg, men jeg havde det, men som tiden gik, kom der færre og færre og besøgte mig, det stoppede på en måde meget pludselig med de sidste da jeg tog eksamen på VUC, der efter kom kun Anette, to gange, og så var jeg ellers alene, det vi sige i næsten to et halv år.

Jeg følte mig mere og mere alene, jeg lukkede mig mere og mere ned, jeg havde mange gange løst til at gøre en ende på det, for jeg følte at det hele blev for meget, Alice vil ikke komme til Skanderborg og besøg mig, for det var dyrt for hende, men jeg skulle komme og besøg hende, for jeg havde jo buskort til Århus, jeg var træt af altid, at skulle besøg hende, så der var perioder, at det skabte problemer imellem os.

I perioder, snakkede jeg kun med nogen når jeg var i skole, men når jeg var hjemme, så snakkede jeg ikke med nogen, alt blev for meget.

Uddannelse

Jeg har aldrig rigtig vidst, hvad jeg skulle uddanne mig til, så da jeg stoppede på efterskole, havde jeg ingen uddannelse at starte på, så jeg startede på Skanderborg produktionsskole, hvor der nærmest ikke var andet end problemer, jeg startede på foto holdet, hvor to andre de andre lavet meget grin af mig.

Så kom jeg ud på køkkenholdet, det var forfærdelig, lærerne stod og hvisket om mig med de andre elever, lærerne var tit på nakken af mig, jeg snakkede da med en del, men en af de andre elever, som jeg var venner med fra folkeskolen, hende og jeg endte med at blive uvenner.

Jeg pjækket helt vildt meget, imens jeg var der, jeg kunne ikke li at være der, og jeg følte, at jeg ikke havde nogen at snakke med, det var på produktionsskolen at jeg lærte Kate at kende, men vi blev først veninder efter vi var stoppede.

Da jeg stoppede på produktionsskolen, vidste jeg stadig ikke, hvad jeg skulle være, jeg kom til at få mødepligt på Brædstrup jobcenter, to måneder der og så startede jeg på VUC i Skanderborg, hvor jeg i det første halve år ikke passet ind, jeg havde en at snakke med, men ellers var jeg alene.

Da eksemerne var over, flyttede jeg til Skanderborg, så begynde jeg på VUC efter sommerferien igen, hvor jeg gik i et helt år, men min vejleder sagde, at jeg skulle finde en uddannelse, for jeg kunne ikke blive ved med at gå der.

I august startede jeg så på Web-integrator uddannelsen, jeg havde svært ved at falde til, jeg fald i snak med en, men jeg kunne ikke overskue en uddannelse, og stoppede igen, men blev, skrev på holdet som startede op i januar, for så kunne jeg prøve at klare det en gang til, det samme gjorder hende som jeg snakkede med.

Da det nye hold startede, så kendte jeg jo en på holdet, det hjalp mig godt igennem det halve års grundforløb, men en ting der gjorder, at jeg følte mig uden for og anderledes, var at vi skulle have kontaktlærer, alle de andre blev fordelt imellem tre lærer, men jeg fik som den eneste min helt egne lærer, alle de andre synes, at det var mærkelig og gjorder grin med det, det var ikke spor sjov.

Så kom vi ind på hovedforløbet inde i Århus, jeg følte mig igen alene, jeg havde nogle at snakke med i skolen, hvis de ikke havde travlt med det de lavet, nogle snakkede mere med hinanden, og lukkede meget ned når jeg kom.

Jeg blev færdig uddannet, men min far var skuffet over min uddannelse, for nu havde jeg brugt hele mit liv på at gå i skole, og så fik jeg en uddannelse, som man ikke kan bruge til noget i følge ham, men han har altid sagt, at det bedste var at have en uddannelse end ikke at have nogen.

Da jeg startede på uddannelse, så skulle jeg have en uden praktik, en der ikke tog for lang tid at tage, det eneste ved den uddannelse, som jeg virkelig kunne li, det var de fjorten dage, hvor jeg havde foto, ellers havde jeg bare en følelse af, at jeg ikke kunne bruge den til noget, det var ikke fordi jeg havde løst til at lave hjemmesider, for jeg følte, at jeg aldrig vil gøre det godt nok, så jeg kunne lige så godt lade værd med at bruge den til noget.

Men min far var skuffede, for det var ikke en rigtig uddannelse, min bror er uddannet mekaniker, nu arbejder han hos DLG og er, har et tagfirma, hvilket min far kan bruge til noget, for hvis der er noget galt med bilen, så kan han snakke med Morten, og hvis taget skal renses, så kan min bror, ham som min bror har tagfirma med, han kan isolere, hvilket min far muligvis også skal bruge til noget.

Min søster tog noget at grundforløbet til køkkenassistent, hvilket jo er en god uddannelse, for den kan man også bruge i hjemmet, han kunne godt li at få hendes input på madlavning, hvis det var at hun ikke var sur på ham.

Men jeg er bare en fiasko, jeg bruger for mange år på skole, og tager mig en dårlig uddannelse, jeg er bare en skuffelse, igen.

 

Frivillige

Røde kors har brug for folk der har overskud til at hjælpe andre der føler sig ensom i hverdagen.
Så gør noget godt for andre og meld dig som frivillig til røde kors.

http://www.urk.dk/

Solskind og skøn vejr

Jeg har i dag, lige som mange andre, nydt godt af det gode vejr, jeg har spist frokost uden for, og så har jeg været ude på Yding skovhøj og tage billeder..
Det var skønt, at få så maget frisk luft og solskind, det er rart at års første varme er begyndt at komme..
Blomsterne er godt på vej op ude i haven..

Strømpebukser

Jeg har købt en del strømpebukser på tilbud, jeg har ikke haft nogle strømpebukser, siden jeg barn, så jeg er så glad for endelig at have nogle igen.

Passe på

Der var en der sagde til mig, at jeg skulle passe på med hvad jeg lagde ud, så jeg har fjernet rigtig mange af mine indlæg, og frem over vil jeg prøve kun, at skrive noget hvis det er positiv, der vil lige komme et indlæg mere, men det er for at mindes to fantastiske personer, men ellers vil jeg prøve at være positiv på min blog, jeg kan ikke love noget, men jeg kan gøre mit bedste...

Tilgivelse

Jeg får af nogle mennesker afvide, at jeg er meget negativ, hvilket jeg også er, men jeg ved, at jeg er negativ, fordi jeg har haft så meget modgang, så er der mange der siger, at man skal komme videre, ja det kunne jeg godt.
Hvis det ikke var fordi jeg igen og igen oplever modgang, mennesker, lærer og folk der burde være fornuftige, at de bare bekræfter mig i alt det jeg har oplevet igennem skolegange, mobning, tillidsvigt, skyld, alt.
Jeg er nok meget negativ, men det kommer sig nok af alt modgangen.
Jeg har svært ved at tilgive andre, men jeg har endnu svært ved at tilgive mig selv, tilgive mig selv, for at ødelægge så mange venskaber, tilgive mig selv for alle de humørsvingninger jeg har.
Jeg forstår godt, hvis andre har svært ved, at tilgive mig, for hvis jeg ikke kan tilgive mig selv, hvorfor skulle andre så tilgive mig.

Efterskoler - Brejning efterskole/Himmelbjergsegnens natur- og Idrætefterskole

Jeg startede på Brejning efterskole i 2003, en af de få grunde til at jeg valgte den, var fordi den havde en regel der hed at man ikke måtte mobbe andre, for så kunne man blive smidt ud, tænk hvis jeg kunne opleve et helt år uden mobning, men der kom lidt mobning imod mig, og personen blev sendt hjem på tænker og kom så tilbage igen.

Men da jeg startede på efterskolen, så var jeg meget lukkede, for jeg havde mødt så meget modgang fra andre, at jeg ikke havde særlig meget tillid til at der var nogen der vil mig det godt.

Jeg kan huske, at da jeg så Alice, der tænkte jeg "Hun er en populær person, hende skal jeg følge og blive venner med, for det er min eneste chance for at få venner på efterskolen.", hun endte så også med at være den eneste ven fra efterskolen.

Jeg snakkede ikke med særlig mange, efterskolen ligger lige ved Vejle fjord, så tit gik jeg ned til vandet, for at komme væk fra de andre, for at finde fred fra alt med at fryses ude af de andre.

Jeg boede på et tremandsværelse, og der var ikke andet end problemer imellem de to andre og mig, de to andre havde det fint sammen, men jeg kunne ikke sammen med dem, alt hvad jeg gjorder, var et problem.

På Brejning efterskole var det første gang, at jeg mødte en voksen, som støttede mig, det var så rart, for hvor jeg normalt skulle kæmpe alene, så skulle jeg ikke kæmpe alle ting alene mere, hvilket jeg kan takke min kontaktlærer om.

Hun lærte mig, at der var nogen der vil mig det bedste, at det ikke var alle der vil mig det dårligt, hvilket jeg desværre både før og efter det år på Brejning efterskole har oplevet, at det kun er meget få der vil det.

En gang hver måned var der kontaktgruppe arnament, jeg husker tydelig en aften hvor en af de andre grupper stod for at holde det, skoleåret havde været i gang i fire/fem måneder, hver kontaktgruppe skulle rundt til nogle poster.

Så kom min kontaktgruppe gående fra et punkt og videre til et andet, vi var fem piger i gruppen, de tre kunne rigtig godt sammen, jeg kunne kun sammen med Alice, så går jeg op til de andre, men da jeg nærmer mig, så kigger en af dem på mig og siger til de andre to "Shh nu kommer hun.".

Jeg blev så ked af det, at jeg standset op og det gjorder Alice også, vi snakkede om det, de andre gik videre til næste post, senere da vi mødte vores kontaktgruppe igen.

Så spøger Alice dem, hvad de skulle lave ved de to poster, som de nåede, den ene sted skulle de finde et kampråb, men det havde vi allerede, så det var let, det andet sted skulle pigerne samle en computer, hvor drengene skulle guide dem igennem det.

Men de kunne ikke finde ud af det, så siger Alice, at det ellers er let, og det kunne hun godt finde ud af, hvor til en kommentere "Jamen, du var der ikke, fordi du snakkede med Cecilie, for hun har altid problemer.", der stod jeg og hørte det, jeg var lige ved at gå grædende væk, for jeg følte, at de ikke havde nogen forståelse for, hvad de endelig selv var meget skyld i den aften.

År 2004 startede jeg så på HNIE, og jeg havde næsten ingen at snakke med det meste af året, jeg boede på eneværelse størstedelen af året, ham der skulle være min kontaktlærer vil ikke snakke med mig, og forstanderen endte med at han sige til mig på et tidspunkt, at han ikke vil snakke til mig resten af året, hvilket en anden også gjorder.

Jeg blev mobbet igen og ensomheden var stor, lærerne lyttede ikke på mig, og på et tidspunkt blev det hele for meget og jeg stak af fra skolen, klokken 04.30 og først

klokken 13.30 fandt skolen ud af at jeg manglede, da Alice's søster ringede og gjorder dem opmærksom på det, så følte jeg mig pludselig lige gyldig, men til gengældtiden efter, så kom nogle af lærerne og spurte om jeg havde det godt, men jeg følte bare, at det var for sent.

I løbet af dette skoleår, der skar jeg i mig selv, der blev ikke gjort noget ved det fra skolen side, selv om det skete på skolen.

Folkeskolen

Da min far er pensionist, så blev jeg passet hjemme indtil jeg startede i 0 klasse i august 1993, det vil dog sige at det sidste års tid, der gik jeg i legestue et par dage om ugen, og det var kun om eftermiddagen.

Jeg kan huske, at jeg glædede mig helt vildt til at komme i skole, for så skulle jeg til at have venner, jeg skulle have nogle at lege med, det var ikke så meget det, at jeg skulle lære noget, men det var at få venner.

Allerede fra start af var der ikke nogen der vil snakke med mig, jeg kunne ikke forstå hvorfor, de kendte mig jo ikke, jeg blev så fortvivlet.

Jeg kan huske en dag, hvor jeg kom ind i klassen, så kiggede jeg hen imod en klatre hule der var i modsatte ende af lokalet, der sad der nogle af de andre fra klassen, de holdte øje med mig, imens jeg gik igennem lokalet og hentil bordet, hvor jeg skulle sidde, jeg kunne høre at de sagde et eller andet og sluttede med hende, sådan var det igen og igen i den klasse.

Vi havde en bestemt dag i ugen hvor vi lavet mad i klassen, jeg endte med at melde mig frivillig, for så at komme lidt væk fra øjne, og ud på gangen og stå med klasselæren, man skulle tro, at hun vil tage det til eftertanke at det altid var den samme der meldte sig, men det gjorder hun ikke.

I slutningen af skoleåret var vi på overnatningstur, fordi vi skulle have ny klasselærer efter sommerferien 1994, han skulle lige have en chance for at lærer os at kende inden han skulle have os.

På den tur havde jeg mest af alt løst til at bryde sammen, da vi er i gang med at gøre klar til aftensmaden, så skulle Christina (en af de andre fra klassen) og jeg bare et fad hver med pålæg ud til et bord ved bålpladsen, rundt om Christina gik der en del af de andre piger, fordi de vil have hende til at fortælle noget.

Jeg gik over en meter fra hende, så taber Christina sit fad, de andre giver mig skylden og siger det til vores klasselærer, som senere komme hentil mig ved bålet og siger "Cecilie, de andre har fortalt hvad der skete, og du skal ikke mobbe Christina", jeg kunne bare ikke forstå, at selv læreren accepteret deres forklaring uden at høre min.

Da vi så skulle sove, var det ikke bedre, der var kun tre værelser, som vi børn blev delt ind på, ingen vil have mig, for jeg var natlægger, men jeg var ikke den eneste der var det, men jeg var den eneste der skulle høre for det.

Da jeg startede, synes jeg, at jeg var normalt, men som året gik, begyndte jeg at tænke, at der var noget galt med mig siden, at de ikke vil snakke med mig og at det altid gik ud over mig, jeg prøvet ihærdigt at finde ud af hvad der var galt med mig.

Men jeg kunne bare ikke finde ud af det, til sidst fandt jeg frem til at det måtte være fordi jeg var tyk, jeg var bare ikke tyk, så da skoleåret sluttede, så var jeg i følge mig selv tyk, og der var derfor jeg ingen venner havde.

De næste fire skoleår blev ikke bedre, de blev ved med at holde mig ude, hvis de havde chancen for at give mig skylden, så gjorder de det, for lærerne troede på dem, ikke på mig, og tit vil de ikke have min side af tingene afvide.

I tredje klasse fik jeg for meget af alt det mobning, så spurte jeg min mor, om jeg måtte skifte skole, så vil hun vide hvorfor, da jeg så sagde, at jeg blev mobbet og jeg kunne ikke klare mere, så sagde hun "Jeg ved godt, at du bliver mobbet.".

Vi havde aldrig snakkede om det der hjemme, så da min mor sagde det til mig, så følte jeg mig svigtede, for når de ikke gør noget i skolen, så skulle forældre jo gøre noget, men det gjorder de ikke, men jeg fik lov til at skifte til en lille skole.

Der gik det godt i starten, det eneste der var, var nok en af dem der var yngre, tit bed mig i armene, lærerne kunne ikke gøre noget ved det.

Jeg gik i en klasse hvor vi var fem elever i, jeg havde lidt svært ved at falde ind, men begyndte at snakke med en af de andre, men det gik også galt, en dag da det ringet ind (vi skulle være ude i alle pauser), så kom vi op og sloges ved døren, alle de andre heppet på hende, men ingen på mig, til sidst blev vi stoppede af en lærer, og der efter blev jeg mobbet igen.

Der gik tre måneder på den skole fra da jeg startede og til jeg stoppede, og så kom jeg tilbage i den anden klasse.

I femte klasse skulle hele klassen flyttes op på en ny skole, jeg håbede, at det vil gå bedre, at lærerne vil gøre mere ved mobningen og at de vil spøger mig og tro på det som jeg sagde, men nej det kom heller ikke til at ske her, alt forsatte ved det gamle, det eneste der nu var forskellen var at der var ældre klasser der også var efter mig, ikke mange men nogle og med tiden på den skole, kom der også yngre klasser der var efter mig.

I 5 og 6 klasse havde jeg en klasselærer, i 6 klasse var der flere ting der bed sig i mig.

Min klasselærer bestemte hvem der skulle sidde hvor i klassen, så var der en måned hvor jeg skulle sidde ved siden af en der hed Maria, hver eneste morgen hvor jeg kom ind i klassen, så havde hun skubbede mit bor væk fra hendes.

Og nogle gange hørte jeg nogle af de andre sige "Nu skal vi se hvordan hun tager reagere.", til sidst blev det for meget, og jeg fik min mor til at skrive en besked til min lærer hvor der stod, at jeg ikke skulle sidde ved siden af nogen i klassen og hvorfor jeg ikke skulle det, så min lærer placeret mig bagerst i lokalet.

Efter tre måneder cirka, hvor de andre havde fået nye pladser nogle gange, hver gang var der en der spurte, om jeg ikke skulle sidde lige som de andre, men hvor jeg bare havde været nede bagved i lokalet, så skulle vi have nye pladser igen, så valgte min lærer at sætte mig op i rækkerne igen, så jeg kom til at sidde ved siden af en igen.

Så var der en der siger til klasselæreren, at hun havde lavet en fejl, for jeg skulle sidde nede bagved, det hun så siger, er "Nej, dette er rigtig, jeg kan jo ikke lave forskelsbehandling.", jeg var lige ved at bryde sammen.

Men jeg vidste, at jeg ikke skulle gøre det i klassen, for så vil jeg altid høre for det, da jeg kom hjem, så fortalte jeg min mor hvad der var sket, så ringet hun til skoleinspektøren, som gav læreren ret, min mor synes ikke, at hun kunne gøre mere.

Der var en dag hvor jeg kom ind i klassen, det var i den periode hvor jeg sad nede bagved, der var mit bord og stol tappet helt ind, jeg stiller mig taske ved bordet og går uden for og venter på min klasselærer.

Så går jeg efter hende ind i klassen, hun siger "Den der har gjort dette, skal ordne det igen, timen går ikke i gang før det er pillet af.", det blev så gjort som læreren sagde.

I 6 klasse havde vi også hjemmekunstskab, igen vil være i gruppe med mig, og det var et problem hver gang, efter flere måneder med dette, blev det for meget en dag, jeg satte mig ud på gangen, så skulle timen starte, så kom en af mine naboer (hun gik i 10 klasse på dette tidspunkt) forbi mig sammen med dem fra hendes klasse, min lærer havde stået og kiggede på uden, at sige noget, hun gik ind til min klasse.

Hun sendte så de andre ind i klassen, så sad vi og snakkede om det hele, hun tog mig så med ned til skoleinspektøren, for at høre om man kunne gøre noget, han svar var "Hvis vi ikke har noget konkret, så kan vi ikke gøre noget ved det, men kom tilbage når der er.", jeg kom aldrig tilbage, for jeg vidste, at han aldrig vil tro mig alligevel.

I 5, 6 og 7 klasse havde vi valgfag, få gange var der nogle valgfag som var obligatoriske, vi skulle have video, drengene skulle have det i 6 klasse og pigerne i 7 klasse, vi skulle lave en film, hvor alle havde en rolle, vi sad omkring et langt bord, de andre sad og skrev handlingen og delte roller ud, alle de andre havde lænet sig ind over bordet, så jeg ikke kunne se noget.

Da de så var færdige, så blev de spurt om alle er med i stykket, så svaret de ja, læreren vidste jo godt, at jeg ikke var med, så hun prøvet at få dem til at se at jeg manglede, så spøger hun, om jeg ikke skulle være med, så var der en af de andre der sagde, at stykkede var skrevet, så jeg kunne jo bare filme, hvilket jeg nægtede.

Så to timer hver uge, der sad jeg i vores klasse, imens de andre havde video, og nogle gange kom min klasselærer (en ny end hende vi havde i 5 og 6 klasse) ind og hver eneste gang var hun sur over, at jeg ikke deltog i undervisningen, hun spurte mig, hvor jeg ikke deltog, men jeg fik aldrig en chance for at svare.

I 8 klasse var vi fire skoler der blev lagt sammen til to klasser, og for første gang havde jeg venner i klassen, men jeg var langt fra fri fra mobning, bagtaleri og det, og det forsatte også i 9 klasse, i 8 klasse var første gang, hvor jeg tænkte på, at det kunne være en mulighed at begå selvmord, for så kunne jeg slippe for alt det mobning, men jeg snakkede ikke med nogen om det.

I løbet af folkeskolen, der kom jeg ofte hjem fra skole og gik direkte op på mit værelse og græd, jeg vidste det ikke til nogen, jeg gik op og lukkede mig inde, nogle dage kom jeg hjem og nåede ikke der op, for så var jeg midt i et skænderi imellem mine forældre, men de dage jeg ikke kom op og græde når jeg kom hjem, de dage græd jeg mig selv i søvne om aften, og tit græd jeg, både når jeg kom hjem og når jeg gik i seng.

I efteråret 2012 var jeg til klassefest med alle dem, som jeg gik i 8/9 klasse med, og der kom der en af dem jeg havde gået i klasse med siden 0 klasse hen til mig, og sagde at hun var ked af at det var mig der blev mobbet i folkeskolen, men jeg var et let offer.

Det tænker jeg meget på stadig, er jeg et let offer, vil jeg altid blive ved med det eller hvad.

Jeg føler, at hvis der var nogen der tog en snak med mig, nogen som troede på mig, som støttede mig, så havde jeg måske ikke haft det så hårdt psykisk nu til dages.

Der er nok nogen af jer der ude, som tænker, at jeg skal komme over det, komme videre, men jeg synes, at det er svært, når man hele tiden bliver mindet om alle de dårlig oplevelser.