Efterskoler - Brejning efterskole/Himmelbjergsegnens natur- og Idrætefterskole

Jeg startede på Brejning efterskole i 2003, en af de få grunde til at jeg valgte den, var fordi den havde en regel der hed at man ikke måtte mobbe andre, for så kunne man blive smidt ud, tænk hvis jeg kunne opleve et helt år uden mobning, men der kom lidt mobning imod mig, og personen blev sendt hjem på tænker og kom så tilbage igen.

Men da jeg startede på efterskolen, så var jeg meget lukkede, for jeg havde mødt så meget modgang fra andre, at jeg ikke havde særlig meget tillid til at der var nogen der vil mig det godt.

Jeg kan huske, at da jeg så Alice, der tænkte jeg "Hun er en populær person, hende skal jeg følge og blive venner med, for det er min eneste chance for at få venner på efterskolen.", hun endte så også med at være den eneste ven fra efterskolen.

Jeg snakkede ikke med særlig mange, efterskolen ligger lige ved Vejle fjord, så tit gik jeg ned til vandet, for at komme væk fra de andre, for at finde fred fra alt med at fryses ude af de andre.

Jeg boede på et tremandsværelse, og der var ikke andet end problemer imellem de to andre og mig, de to andre havde det fint sammen, men jeg kunne ikke sammen med dem, alt hvad jeg gjorder, var et problem.

På Brejning efterskole var det første gang, at jeg mødte en voksen, som støttede mig, det var så rart, for hvor jeg normalt skulle kæmpe alene, så skulle jeg ikke kæmpe alle ting alene mere, hvilket jeg kan takke min kontaktlærer om.

Hun lærte mig, at der var nogen der vil mig det bedste, at det ikke var alle der vil mig det dårligt, hvilket jeg desværre både før og efter det år på Brejning efterskole har oplevet, at det kun er meget få der vil det.

En gang hver måned var der kontaktgruppe arnament, jeg husker tydelig en aften hvor en af de andre grupper stod for at holde det, skoleåret havde været i gang i fire/fem måneder, hver kontaktgruppe skulle rundt til nogle poster.

Så kom min kontaktgruppe gående fra et punkt og videre til et andet, vi var fem piger i gruppen, de tre kunne rigtig godt sammen, jeg kunne kun sammen med Alice, så går jeg op til de andre, men da jeg nærmer mig, så kigger en af dem på mig og siger til de andre to "Shh nu kommer hun.".

Jeg blev så ked af det, at jeg standset op og det gjorder Alice også, vi snakkede om det, de andre gik videre til næste post, senere da vi mødte vores kontaktgruppe igen.

Så spøger Alice dem, hvad de skulle lave ved de to poster, som de nåede, den ene sted skulle de finde et kampråb, men det havde vi allerede, så det var let, det andet sted skulle pigerne samle en computer, hvor drengene skulle guide dem igennem det.

Men de kunne ikke finde ud af det, så siger Alice, at det ellers er let, og det kunne hun godt finde ud af, hvor til en kommentere "Jamen, du var der ikke, fordi du snakkede med Cecilie, for hun har altid problemer.", der stod jeg og hørte det, jeg var lige ved at gå grædende væk, for jeg følte, at de ikke havde nogen forståelse for, hvad de endelig selv var meget skyld i den aften.

År 2004 startede jeg så på HNIE, og jeg havde næsten ingen at snakke med det meste af året, jeg boede på eneværelse størstedelen af året, ham der skulle være min kontaktlærer vil ikke snakke med mig, og forstanderen endte med at han sige til mig på et tidspunkt, at han ikke vil snakke til mig resten af året, hvilket en anden også gjorder.

Jeg blev mobbet igen og ensomheden var stor, lærerne lyttede ikke på mig, og på et tidspunkt blev det hele for meget og jeg stak af fra skolen, klokken 04.30 og først

klokken 13.30 fandt skolen ud af at jeg manglede, da Alice's søster ringede og gjorder dem opmærksom på det, så følte jeg mig pludselig lige gyldig, men til gengældtiden efter, så kom nogle af lærerne og spurte om jeg havde det godt, men jeg følte bare, at det var for sent.

I løbet af dette skoleår, der skar jeg i mig selv, der blev ikke gjort noget ved det fra skolen side, selv om det skete på skolen.