Jeg føler, at ...

Jeg føler mig aldrig god nok.

Jeg føler, at der ikke er nogen der fortjener, at have mig i deres liv, for jeg er simpelthen ikke god nok til dem.

Jeg føler, at fordi jeg er grim og overvægtigt, så går det ud over alle de andre

Jeg føler, at jeg ikke kan tage nogen større beslutninger, for hvis det nu ender galt.

Jeg vil altid gerne så meget med livet, men jeg føler mig altid bange, for hvad der venter om næste hjørne.

Jeg føler, at hvis jeg ikke får ros fra andre, så er det fordi jeg er dårlig, jeg føler samtidig, at hvis andre roser mig, så skal jeg kritisere mig selv.

Jeg føler mig ikke særlig pæn.

Jeg vil så gerne tabe mig, men jeg har let ved at give op, fordi jeg altid føler mig som en fiasko.

Jeg føler, at jeg aldrig nogen siden kan gøre noget rigtigt, alt hvad jeg gør, er bare forkert.

Jeg føler tit, at det hele vil være så meget lettere hvis jeg var dø, for så slap så mange mennesker for tykke, grimme, dumme mig, mig som alligevel ikke er noget vær.

Jeg føler, at lige meget hvor stort forsøg jeg gør, for at passe ind i andres liv, så kommer jeg aldrig til at passe ind.

Jeg føler, at hver gang jeg finder en, som jeg føler, at jeg kan stole på og snakke åben med, så ændre de enten personlighed og skubber mig væk, ellers mener de, at jeg ikke har mere behov for hjælp.

Jeg føler, at de ting som gerne vil, det kan jeg ikke gøre, for enten vil min mor vide, det i mindste detalje og måske endda være med, og så føler jeg at jeg ikke kan sige nej til hende, men hun siger hele tiden, at hun gerne vil, fordi hun bekymre sig om mig.

Når andre spøger mig, hvad jeg har lavet, når jeg fortæller om de ting, som der sker i mit liv, i forhold til biografen, ude og tage billeder eller sådan noget, så vil de gerne vide, hvem jeg gjorder tingene med, når jeg så siger min mor eller alene, så kan jeg se, at de reagere mærkelig, så spøger de ikke ind til det mere, for det er som om at det er forkert, men jeg har jo ingen andre at gøre det med, og så føler jeg, at det er mig den er gal med.

Jeg føler tit, at jeg er klemt inde i en beskyttede boks af min mor, boks som jeg ikke kan komme ud af, og jeg har bare så meget løst til at skrige højlydt ”AAAAARRRHHHH” imens mine arme svinger ud til siderne, men jeg kan ikke.

Jeg føler, at det er ved at blive for meget at bo hjemme, at jeg gerne vil væk, rigtig gerne væk, men jeg føler, at jeg ikke har nogen steder at flytte hen, at jeg har fået taget alle chancer for at stå på egne ben, men samtidig ved jeg, at hvis jeg flytter ud for mig selv, så kan det gå galt.

Tit ønsker jeg, at jeg slet ikke var blevet født, for så var det hele bare så meget lettere, og når jeg så endelig var blevet født, kunne jeg så i det mindste ikke være køn og klog, så kunne jeg i det mindste have været kommet langt op i systemet.

Jeg kan tit ikke klare mere, det er mig der er det sorte får, altid det sorte får, jeg har ikke andet formål end at være det sorte får, hvilket jeg altid vil blive ved med at være.

 

Jeg føler, at jeg godt kan sidde og sige hvordan jeg har det, men jeg ved jo ikke hvordan andre ser mig, hvordan andre reager på mig, hvilket bekrymre mig meget.