Hele mit liv har jeg bare samlede på dårlige minder, dårlige sætninger om mig, jeg er så negativ, jeg magter nogle dage næsten ikke, at stå op, for jeg tænker hvad byder dagen mig på, men så stå jeg op og smiler lidt ind i mellem, så tror alle, at jeg har det godt.
Men det har jeg næsten aldrig, det er virkelig sjælden, sidst hvor jeg havde det godt i flere timer, var da +Alice Catharina Chapelle Hansen ordnet mit hår og lagde make up og der blev taget billeder af mig, så var der også min fødselsdag hvor Alice og Elina var med til at fejre det, det var rigtig hyggeligt, lidt træls at det gik skævt med Freja, men vi havde det ellers hyggeligt.
Siden har jeg ikke haft glæde i mig i flere timer af gangen, jeg har haft glæde i mig, men ikke i længere tid af gangen.
Jeg er blevet totalt knust i gennem min opvækst, jeg husker, da jeg startede i skole, jeg glædet mig, fordi så var der andre at lege med, venner, fællesskab, men det skulle hurtigt vise sig, at være lige det modsatte, jeg blev mobbet og hold uden for alle fra skoleåres start.
Lærerne gjorder ikke noget, hvis der opstod nogle problemer, hvor jeg var blandet ind i, så var det kun mig der fik skylden for det af lærerne.
Jeg tænkte, at det var mig der var noget galt med, jeg tænkte meget på, hvad der var galt med mig, men jeg kunne ikke finde noget, hvilket var der heller ikke var, men i et barns forstand må der være noget galt siden de andre ikke snakker til en, jeg endte så med, at overbevise mig selv om, at jeg var tyk, at det var derfor de andre ikke vil snakke med mig og mobbede mig.
Så skulle man tro eller i hvert fald håbe, at det var bedre på hjemme fronten, men det var det ikke, langt fra, jeg skulle modtage alt skylden, for det som min søster gjorder forkert, for hun kunne jo ikke gøre for det, da jeg så i en maget senere alder spurte min mor, hvorfor det altid var mig der fik skylden, så var svaret "Det er lettere at give dig skylden".
Jeg fik næsten altid skylden for det som min bror gjorder galt, de gange hvor vi kunne overbevise min far om at det ikke var min skyld, men min brors skyld, så var svaret bare "nå, oki", så blev der ikke gjort noget ved det, han skulle ikke have skæld ud.
Så jeg fik altid skylden hjemme og i skolen, jeg havde ingen steder at finde fred.
I tredje klasse fik jeg nok af mobningen, så jeg spurte min mor og jeg måtte flytte skole, hun vil jo vide hvorfor, så jeg svarede, at det var fordi jeg blev mobbede, hun svarede, at hun godt vidste, at jeg blev mobbede, vi har siden hen snakkede om det, så fortalte hun, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre ved det.
Jeg synes, at der er mange forældre der ikke ved hvad de skal gøre, når deres barn/børn bliver mobbede, det burde være lettere at få hjælp til at takle det.
For det meste kom jeg hjem fra skole og gik op på mit værelse, så begyndte jeg, at græde, ingen vidste det, heller ikke mine forældre, nogen dage græd jeg ikke, når jeg var kommet hjem, enten fordi der ikke havde været tid til det eller fordi det havde været oki dag i skolen.
Men jeg græd mig ofte i søvne om aften, for jeg var så ked af det på grund af alle de problemer der var i skolen og hjemme, ikke nok med det så var der ofte skænderier hjemme i mellem mine forældre, jeg skulle stoppe dem.
En gang var min far lige ved at slå mig, han hævede sin hånd, fordi han vil slå min mor, så gik jeg inden imellem ham og min mor og kiggede på ham og sagde "du slår hende ikke", jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på i øjeblikket, min mor tog hurtigt fast i mig og sagde det samme, så blev min far totalt tosset og gik i vrede.
Jeg har altid været bange for min far, for hvad nu hvis han slår mig eller min mor, jeg vil ikke kunne klare det.
Min far har altid forgudet min bror, han kunne noget med sit liv, han har venner, har laver ting, han kan da noget.
Min far har altid sagt, at min søster ikke kunne gøre for det, hun har det jo ikke let, hvilket jeg jo mener er forkert at sige, for det er da først efter hun er blevet voksen, at hun har fået dianosen autisme, så han behøvede ikke, at holde hånden over hende i så mange år.
Min far har aldrig kunne forstå, hvorfor jeg ikke havde nogen venner, hvor jeg ikke kunne finde ud ad noget, jeg spilder jo bare mit liv på ingen ting.
Jeg svare nogle gange min far igen, men han kan ikke tage det, for det er bare ikke i orden, så kan han godt finde på at blive meget sur, jeg frygter den dag, hvor han slår mig, men jeg kan ikke flytte fra det, for så efterlader jeg jo min mor med ham, hvilket jeg ikke kan klare.
Jeg er blevet psykisk nedbrud igennem min opvækst, jeg dur ikke til noget, jeg kan ikke noget, jeg er ikke pæn, kun grim, det eneste gode jeg nogen siden har kunne få af ros for fra min far er, at jeg er stærk.
Jeg har så mange idéer om ting, som jeg gerne ville med mit liv, men jeg tørre ikke, hvis det går galt, så jeg det jo et nederlag mere til samlingen, jeg er jo bare fiaskoen.
Der er en der har skrevet det neden for, hvilket for mig sætter tanker i gang, hvis man kunne leve sit liv om igen, med den erfaring man har nu, hvilket ting af bagagen vil man så droppe, hvilken ting vil man gemme i sin lille kiste, tænk en gang over det:
Jeg ville turde gøre flere fejltagelser. Jeg ville slappe af. Være mere smidig.
Men det har jeg næsten aldrig, det er virkelig sjælden, sidst hvor jeg havde det godt i flere timer, var da +Alice Catharina Chapelle Hansen ordnet mit hår og lagde make up og der blev taget billeder af mig, så var der også min fødselsdag hvor Alice og Elina var med til at fejre det, det var rigtig hyggeligt, lidt træls at det gik skævt med Freja, men vi havde det ellers hyggeligt.
Siden har jeg ikke haft glæde i mig i flere timer af gangen, jeg har haft glæde i mig, men ikke i længere tid af gangen.
Jeg er blevet totalt knust i gennem min opvækst, jeg husker, da jeg startede i skole, jeg glædet mig, fordi så var der andre at lege med, venner, fællesskab, men det skulle hurtigt vise sig, at være lige det modsatte, jeg blev mobbet og hold uden for alle fra skoleåres start.
Lærerne gjorder ikke noget, hvis der opstod nogle problemer, hvor jeg var blandet ind i, så var det kun mig der fik skylden for det af lærerne.
Jeg tænkte, at det var mig der var noget galt med, jeg tænkte meget på, hvad der var galt med mig, men jeg kunne ikke finde noget, hvilket var der heller ikke var, men i et barns forstand må der være noget galt siden de andre ikke snakker til en, jeg endte så med, at overbevise mig selv om, at jeg var tyk, at det var derfor de andre ikke vil snakke med mig og mobbede mig.
Så skulle man tro eller i hvert fald håbe, at det var bedre på hjemme fronten, men det var det ikke, langt fra, jeg skulle modtage alt skylden, for det som min søster gjorder forkert, for hun kunne jo ikke gøre for det, da jeg så i en maget senere alder spurte min mor, hvorfor det altid var mig der fik skylden, så var svaret "Det er lettere at give dig skylden".
Jeg fik næsten altid skylden for det som min bror gjorder galt, de gange hvor vi kunne overbevise min far om at det ikke var min skyld, men min brors skyld, så var svaret bare "nå, oki", så blev der ikke gjort noget ved det, han skulle ikke have skæld ud.
Så jeg fik altid skylden hjemme og i skolen, jeg havde ingen steder at finde fred.
I tredje klasse fik jeg nok af mobningen, så jeg spurte min mor og jeg måtte flytte skole, hun vil jo vide hvorfor, så jeg svarede, at det var fordi jeg blev mobbede, hun svarede, at hun godt vidste, at jeg blev mobbede, vi har siden hen snakkede om det, så fortalte hun, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre ved det.
Jeg synes, at der er mange forældre der ikke ved hvad de skal gøre, når deres barn/børn bliver mobbede, det burde være lettere at få hjælp til at takle det.
For det meste kom jeg hjem fra skole og gik op på mit værelse, så begyndte jeg, at græde, ingen vidste det, heller ikke mine forældre, nogen dage græd jeg ikke, når jeg var kommet hjem, enten fordi der ikke havde været tid til det eller fordi det havde været oki dag i skolen.
Men jeg græd mig ofte i søvne om aften, for jeg var så ked af det på grund af alle de problemer der var i skolen og hjemme, ikke nok med det så var der ofte skænderier hjemme i mellem mine forældre, jeg skulle stoppe dem.
En gang var min far lige ved at slå mig, han hævede sin hånd, fordi han vil slå min mor, så gik jeg inden imellem ham og min mor og kiggede på ham og sagde "du slår hende ikke", jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på i øjeblikket, min mor tog hurtigt fast i mig og sagde det samme, så blev min far totalt tosset og gik i vrede.
Jeg har altid været bange for min far, for hvad nu hvis han slår mig eller min mor, jeg vil ikke kunne klare det.
Min far har altid forgudet min bror, han kunne noget med sit liv, han har venner, har laver ting, han kan da noget.
Min far har altid sagt, at min søster ikke kunne gøre for det, hun har det jo ikke let, hvilket jeg jo mener er forkert at sige, for det er da først efter hun er blevet voksen, at hun har fået dianosen autisme, så han behøvede ikke, at holde hånden over hende i så mange år.
Min far har aldrig kunne forstå, hvorfor jeg ikke havde nogen venner, hvor jeg ikke kunne finde ud ad noget, jeg spilder jo bare mit liv på ingen ting.
Jeg svare nogle gange min far igen, men han kan ikke tage det, for det er bare ikke i orden, så kan han godt finde på at blive meget sur, jeg frygter den dag, hvor han slår mig, men jeg kan ikke flytte fra det, for så efterlader jeg jo min mor med ham, hvilket jeg ikke kan klare.
Jeg er blevet psykisk nedbrud igennem min opvækst, jeg dur ikke til noget, jeg kan ikke noget, jeg er ikke pæn, kun grim, det eneste gode jeg nogen siden har kunne få af ros for fra min far er, at jeg er stærk.
Jeg har så mange idéer om ting, som jeg gerne ville med mit liv, men jeg tørre ikke, hvis det går galt, så jeg det jo et nederlag mere til samlingen, jeg er jo bare fiaskoen.
Der er en der har skrevet det neden for, hvilket for mig sætter tanker i gang, hvis man kunne leve sit liv om igen, med den erfaring man har nu, hvilket ting af bagagen vil man så droppe, hvilken ting vil man gemme i sin lille kiste, tænk en gang over det:
Jeg ville turde gøre flere fejltagelser. Jeg ville slappe af. Være mere smidig.
Jeg ville være mere enfoldig. Jeg vil tage færre ting alvorligt.
Jeg ville tage flere chancer. Jeg ville have flere oplevelser.
Jeg ville bestige bjerge og svømme over floder.
Jeg ville spise mere is og færre bønner.
Jeg ville måske have flere vanskeligheder, men færre indbildte.
Ser du, jeg er en af dem, der lever følsomt og sundt. Time efter time, dag efter dag.
Åh, jeg har haft mine øjeblikke, og hvis jeg skulle leve om igen, ville jeg have flere af dem.
Faktisk ville jeg prøve på ikke at have noget andet. Kun øjeblikke. Det ene efter det andet, i stedet for at leve så mange år med tanken på morgendagen.
Jeg har været en af dem, som aldrig tager nogen steder uden et termometer, en varmedunk, en regnfrakke, en faldskærm.
Hvis jeg skulle leve om, ville jeg rejse med mindre bagage.
Hvis jeg skulle leve livet om, ville jeg begynde at gå barfodet tidligere om foråret.
Og blive ved længere hen på efteråret.
Jeg ville danse mere.
Jeg ville unde mig selv flere karrusel ture.
Jeg ville plukke tusindfryd.
