Jeg træder stille væk

Dansk

Jeg træder stille væk

Jeg siger ikke farvel med vrede,

ikke med lukkede døre og hårde ord.

Jeg går blot lidt længere væk fra lyset,

som aldrig rigtig faldt på mig.

Ikke fordi mit hjerte blev tomt,

eller fordi dine minder forsvandt.

Men fordi kærlighed ikke kan bæres alene,

og længsel ikke kan leve af håb for altid.

Jeg vil ikke længere sende de første beskeder,

eller opfinde små grunde til at høre din stemme.

Ikke fordi du ikke betyder noget for mig,

men fordi jeg også må betyde noget for mig selv.

Så jeg samler mine følelser op fra gulvet,

folder dem nænsomt sammen

og lægger dem et sted, hvor de kan hvile.

Måske bemærker du ikke stilheden,

måske mærker du aldrig tomrummet efter mig.

Men jeg lærer at give slip uden at hade,

at savne uden at blive.

Og hvis du en dag ser tilbage,

vil du vide, at jeg ikke forlod dig,

jeg holdt bare op med at blive stående

et sted, hvor jeg aldrig rigtig blev valgt.

English

I Step Away Quietly

I do not leave in anger,

nor with slammed doors and bitter words.

I simply drift beyond the light

that never quite reached me.

Not because my heart stopped caring,

or because your memory faded away.

But love was never meant for one pair of hands,

and longing cannot survive on hope forever.

I will no longer send the first message,

or invent small reasons to hear your voice.

Not because you mean nothing to me,

but because I must mean something to myself.

So I gather my feelings from the floor,

fold them carefully,

and place them somewhere they can finally rest.

Maybe you will never notice the silence,

maybe you will never feel the space I leave behind.

Yet I am learning how to let go without resentment,

how to miss someone without remaining.

And if one day you look back,

you will understand that I did not abandon you—

I simply stopped waiting

where I was never truly chosen. 💔

At føle sig som et problem

Dansk:

Jeg fylder for meget

i de forkerte rum,

siger de ikke direkte—

men jeg kan mærke det alligevel.

Som om jeg er en knude

ingen helt ved

hvordan de skal løsne,

og derfor bare

trækker lidt hårdere i.

Jeg prøver at folde mig mindre ud,

gøre mig nemmere at være med,

sige tingene pænere,

vente lidt længere,

tage lidt mindre plads.

Men det er ikke mig

der er problemet.

Det er måden

det hele bliver mødt på,

måden mine ord

bliver gjort tungere

end de var,

måden mine følelser

bliver lagt et sted

hvor de ikke kan trække vejret.

Og så står jeg dér

med det hele i hænderne,

som noget der blev for meget

før det fik lov

til bare at være nok.

Jeg begynder at tro på det—

at jeg er besværlig,

for meget,

en fejl i noget

der burde flyde let.

Men inderst inde

er der en stille stemme

der hvisker:

måske er det ikke dig

der er forkert.

Måske er det bare

måden det bliver holdt på,

der gør det så tungt

at være den, der bærer det.

English:

I take up too much space

in the wrong rooms,

they don’t say it outright—

but I can feel it anyway.

As if I’m a knot

no one quite knows

how to untangle,

so instead

they just pull a little harder.

I try to make myself smaller,

easier to be around,

say things more gently,

wait a little longer,

take up a little less space.

But I’m not

the problem.

It’s the way

everything is handled,

the way my words

are made heavier

than they were,

the way my feelings

are placed somewhere

they can’t breathe.

And I stand there

holding it all,

like something that became too much

before it was ever allowed

to simply be enough.

I start to believe it—

that I’m difficult,

too much,

a mistake in something

that was supposed to flow easily.

But deep inside

there’s a quiet voice

whispering:

maybe it’s not you

that’s wrong.

Maybe it’s just

the way it’s being held

that makes it so heavy

to be the one carrying it.

Valget fantes ikke

Dansk digt:

“Du klarede det så flot,” siger de—

men de så ikke revnerne i mine hænder,

eller hvordan jeg faldt sammen

i de stille rum mellem timerne.

Jeg mistede gnisten,

lod mørket tage plads i mit bryst,

og lærte at gå med det

som en skygge, ingen måtte se.

Jeg blødte i tavshed,

samlede mig selv i stykker,

limede smil på mit ansigt,

så overbevisende, at selv jeg troede på det.

Men sandheden er enkel, rå:

jeg klarede det ikke.

Jeg overlevede det—

fordi der ikke fandtes et valg.

English poem:

“You handled it so well,” they say—

but they never saw the cracks in my hands,

or how I collapsed

in the quiet spaces between hours.

I lost my spark,

let darkness settle in my chest,

and learned to carry it

like a shadow no one could see.

I bled in silence,

pieced myself together in fragments,

wore a smile on my face

so convincing even I believed it.

But the truth is simple, raw:

I didn’t handle it.

I survived it—

because there was no other choice.

At finde mit ro

Jeg prøver at være stærk.
Det gør jeg virkelig.

Jeg prøver at lytte,
nikke,
tage ordene ind,
når de siger dem med varme:

at de tror på mig,
at jeg kan mere,
at de bare vil mig det godt.

Og jeg ved det godt.
Jeg ved, de mener det.

Det er måske det, der gør det sværest.

For jeg kan godt se deres blik,
forstå deres håb,
forstå hvorfor de siger
at jeg burde gå en anden vej.

Men indeni
er der noget stille
der peger et andet sted hen.

Noget i mig
der bare prøver at finde ro.

Det er ikke store sejre.
Det er ikke imponerende skridt.

Det er små ting.

At stoppe op.
At sige nej.
At gå langsommere.
At vælge det,
der får mit bryst til at falde lidt til ro.

Men når jeg gør det,
føles det nogle gange
som om jeg går den forkerte vej
i andres øjne.

Som om det, der hjælper mig,
ikke rigtig tæller.

Og så bliver jeg splittet.

For jeg kan jo godt forstå dem.
Deres logik.
Deres håb på mine vegne.

Men jeg bor jo her
inde i mig.

Det er mig,
der mærker støjen.
Mig der mærker trætheden.
Mig der mærker freden
når noget endelig føles rigtigt.

Så jeg prøver
så stille jeg kan
at stole på det.

At hvis noget i mig falder til ro,
hvis verden bliver en lille smule lettere
at være i,

så er det måske ikke en flugt.

Måske er det bare
min måde
at finde hjem.

At have det dårligt

Det er som at trække vejret gennem noget tungt,

som om luften er der – men ikke helt når ind.

Brystet hæver sig, falder igen,

men noget i mig følger ikke med.

Tårerne ligger lige bag øjnene,

klar til at falde,

men jeg holder dem tilbage

som om de vil vælte det hele,

hvis jeg bare giver slip.

Jeg holder sammen på mig selv

med hænder, der ryster,

smiler lidt for længe,

nikker lidt for hurtigt,

siger “jeg er okay”

så mange gange

at ordene mister betydning.

For jeg er ikke okay.

Jeg er træt på en måde,

der ikke kan soves væk.

Glæden føles som noget,

jeg engang kendte,

men ikke længere kan finde tilbage til.

Dagene glider forbi

som vand uden retning,

og jeg følger bare med,

uden rigtig at være med.

Som om jeg er her—

men alligevel ikke helt eksisterer.

Og jeg ved ikke,

hvordan jeg skal forklare det,

for ordene passer ikke rigtigt.

Og rådene, jeg får,

falder til jorden uden at slå rod.

Ikke fordi jeg ikke vil,

men fordi jeg ikke kan.

Jeg bruger så meget energi

på at ligne én, der har det fint,

at der ikke er noget tilbage

til faktisk at få det fint.

Og inderst inde

har jeg mest lyst til at gemme mig,

forsvinde lidt,

være et sted

hvor ingen forventer noget.

Men så er der de små øjeblikke—

når nogen ser mig lidt mere klart,

når en stemme er blød,

eller en hånd ikke slipper for hurtigt.

Det betyder alt.

Alt for meget, næsten.

Og måske er det derfor,

det også gør ondt—

for jeg ved ikke,

om jeg fortjener det.

Det føles som om andre

er mere værd at være der for,

mere værd at holde om,

mere værd at vælge.

Så jeg bliver her,

midt i det hele,

holder vejret mens jeg trækker det,

og prøver at eksistere

bare nok

til at komme igennem endnu en dag.

At jeg finder hjem igen

Dansk

Der skete noget stille

midt i alt det almindelige,

som et lille brud i spejlet

ingen andre kunne se.

Pludselig begyndte jeg

at rette mig selv til.

Skære kanter af min personlighed,

gemme grinene væk,

tie når jeg egentlig havde noget smukt at sige.

De ting jeg elskede ved mig selv,

blev gjort forkerte af andre.

Mit følsomme hjerte var “for meget”.

Min ærlighed var “forkert”.

Mit håb var naivt.

Mit lys blev noget,

jeg lærte at undskylde for.

Så jeg begyndte langsomt

at forsvinde fra mig selv.

Nu går jeg rundt

med en sorg ingen rigtig kan se,

for hvordan forklarer man,

at man savner en person

man stadig selv er?

Jeg savner den gamle mig.

Den version der troede

der fandtes noget godt herinde.

Den der kunne mærke solen

uden straks at tænke på mørket bagefter.

Men nu bliver jeg mindet om fejl

overalt jeg går.

Som om verden har lært mig

at kigge på mig selv

med de samme hårde øjne som dem.

Og nogle dage

bliver trætheden så tung,

at jeg får lyst til at give op.

Ikke fordi jeg ikke vil leve —

men fordi jeg savner følelsen

af virkelig at være mig selv.

Alligevel findes der et lille sted i mig

der stadig husker.

Et lille sted der nægter at tro

at alt det gode forsvandt.

Måske er det ikke dødt.

Måske er det bare gemt

under alle sårene.

Og måske

venter den gamle mig stadig

på at jeg finder hjem igen.

English

Something happened quietly

in the middle of ordinary days,

like a crack appearing in a mirror

no one else could see.

Suddenly I started

reshaping myself.

Cutting pieces off my personality,

hiding my laughter,

staying silent when I had something beautiful to say.

The things I loved about myself

became things others criticized.

My soft heart was “too much.”

My honesty was “wrong.”

My hope was naive.

My light became something

I learned to apologize for.

So slowly,

I disappeared from myself.

Now I carry a grief

no one really notices,

because how do you explain

that you miss a person

you still technically are?

I miss the old me.

The version who believed

there was goodness inside.

The one who could feel sunlight

without immediately fearing the dark after it.

But now I am constantly reminded

of every flaw.

As if the world taught me

to look at myself

through the same unforgiving eyes.

And some days

the exhaustion grows so heavy

I want to give up.

Not because I do not want to live —

but because I miss the feeling

of truly being myself.

Still, somewhere inside me,

there is a small place that remembers.

A quiet part that refuses to believe

all the good is gone.

Maybe it is not dead.

Maybe it is only hidden

beneath the wounds.

And maybe

the old version of me

is still waiting

for me to find my way home again.

Du gør min verden sikker

Dansk

Jeg bærer mine grænser

som stille låste døre,

ikke alle får lov

at træde ind.

Jeg giver ikke mine kram væk

som små mønter i forbifarten,

ikke alle hænder

føles som hjem.

Men hvis jeg en dag

rækker ud først,

hvis mine arme finder dig

uden frygt,

hvis jeg bliver hængende

lidt længere end normalt,

lidt tættere

end jeg plejer,

så er det fordi

du har lært mit hjerte

at ro ikke altid er ensomhed,

og nærhed ikke altid gør ondt.

Så betyder det:

jeg stoler på dig.

Det betyder:

jeg holder af dig.

Og vigtigst af alt,

hos dig

føles verden

sikker.

English

I carry my boundaries

like quietly locked doors,

not everyone gets to enter,

not everyone belongs inside.

I do not give my hugs away

like loose coins in passing,

not every hand

feels like home.

But if one day

I reach for you first,

if my arms find you

without fear,

if I stay close

a little longer than usual,

a little nearer

than I ever do,

then it is because

you taught my heart

that peace is not always loneliness,

and closeness does not always hurt.

Then it means:

I trust you.

It means:

I care deeply for you.

And most of all,

with you,

the world

feels safe.

Relationen der blev skrøbelig

Der er noget i luften mellem os nu,

en tone der før var klar, men er blevet lidt ru.

Ikke brudt, ikke væk – bare ændret en smule,

som ord der snubler, eller blikke der skjuler.

Du er her stadig, og det betyder mer’,

end jeg helt kan sige, end jeg helt forstår.

For jeg kender mønstret – folk plejer at gå,

trække sig stille, lade afstanden gro.

Men du blev.

Ikke helt som før, men heller ikke væk,

og det gør det hele lidt mindre skrøbeligt, lidt mindre knæk.

Som om der stadig er en bro et sted,

selv hvis jeg ikke helt ved, hvordan jeg finder derned.

Jeg vender det hele mod mig selv igen,

leder efter fejl i alt det, jeg sagde dengang.

Hvad var det jeg gjorde, hvad var det jeg miste?

Hvordan retter man noget, man ikke helt kan liste?

For jeg vil så gerne finde tilbage til før,

til det lette, det åbne, det der bare var “os” uden slør.

Men noget har flyttet sig – næsten usynligt, men klart,

som en dør der stadig står åben, men ikke helt på klem som før, ikke helt så snart.

Og alligevel…

er der noget trygt i, at du ikke forsvandt,

at jeg stadig må være her, stadig er iblandt.

Det gør det lidt lettere at håbe igen,

at vejen måske findes – skridt for skridt, uden plan.

Så jeg står i det nu, i det uafklarede sted,

med skyld i lommerne og håb der vil med.

Og selv om det føles som om noget er gået itu,

er du her stadig.

Og det er ikke så lidt.

Ville du blive

Dansk

Hvis jeg rakte hånden ud

ville du så blive

eller ville du gå

uden at se dig tilbage

Hvis jeg viste dig

de stille steder i mit hjerte

ville du forstå dem

eller bare gå forbi

Hvis du så mig falde

ville du blive stående

ville du lytte

ville du holde mig oppe

Hvis natten blev tung

og verden føltes for stor

ville du så blive

bare lidt længere

Jeg lover ikke at være en helt

ikke at redde alt

ikke at fjerne al smerte

men jeg kan blive

jeg kan lytte

jeg kan stå ved din side

når stilheden larmer mest

og måske er det nok

ikke store ord

ikke evige løfter

bare to mennesker

der vælger hinanden

igen

i aften

English

If I reached for your hand

would you stay

or would you leave

without looking back

If I showed you

the quiet places in my heart

would you understand them

or simply walk past

If you saw me falling

would you stand beside me

would you listen

would you hold me up

If the night grew heavy

and the world felt too large

would you stay

just a little longer

I do not promise to be a hero

not to save everything

not to take away all pain

but I can stay

I can listen

I can stand by your side

when silence is the loudest

and maybe that is enough

not grand words

not forever promises

just two people

choosing each other

again

tonight

Jeg er ked af

Dansk

Jeg er ked af

at jeg blev hængende

i tanker

der aldrig burde have fyldt så meget

jeg er ked af

at jeg holdt fast

i forventninger

der aldrig blev sagt højt

jeg er ked af

at jeg så mening

i små øjeblikke

som måske bare var

almindelig venlighed

jeg er ked af

at jeg ventede

på noget

der aldrig var på vej

jeg er ked af

at jeg glemte

at sætte mig selv først

og troede

at stilhed også var et svar

jeg er ked af

at jeg brugte så lang tid

på at forstå

at ikke alt

er meningen

skal blive til mere

men mest af alt

er jeg ked af

at jeg lod mit sind

blive fanget

af noget

der aldrig var mit

English

I am sorry

that I stayed too long

inside thoughts

that never should have meant so much

I am sorry

that I held on

to expectations

that were never spoken aloud

I am sorry

that I found meaning

in small moments

that may have only been

simple kindness

I am sorry

that I waited

for something

that was never on its way

I am sorry

that I forgot

to put myself first

and believed

that silence was also an answer

I am sorry

that I spent so much time

understanding

that not everything

is meant

to become something more

but most of all

I am sorry

that I let my mind

become caught

in something

that was never mine

LVS Ferie Camp

Dansk:

På Ferie Camp ved LVS

starter dagene tidligt, slutter sent,

med teltdug over drømme og grin,

og sommeraftener, der føles uendeligt ment.

Lange dage fyldt med liv og lyd,

hvor hyggen bor i hvert et hjørne,

hvor fællesskabet vokser stille

mellem mennesker, vi før var fremmede for.

Ved Udsatte Legene

løber vi sammen, side om side,

med grin, der bryder alle skel,

og styrke, vi ikke vidste, vi kunne bide.

Der er farver, kreativitet i hænder,

små øjeblikke, store smil,

og minder, der sætter sig fast

og bliver hos os længe, stille og mild.

En tur til en forlystelsespark

med sus i maven og vind i hår,

oplevelser vi ellers ikke ville få,

men som nu i hjertet består.

Og midt i det hele står de frivillige,

med varme, overskud og tid,

de holder trådene samlet for os,

så alle kan være med i det, der er “vi”.

Men ugen er også din egen at forme,

for rammerne er sat så smukt og klar,

det er op til dig at gribe den chance

og mærke, hvor godt det egentlig var.

English:

At Ferie Camp ved LVS

the days begin early, end late,

with tents holding dreams and laughter,

and summer nights that stretch with fate.

Long days filled with sound and life,

where comfort lives in every space,

where community slowly grows

between strangers face to face.

At Udsatte Legene

we run together, side by side,

with laughter breaking every line,

and strength we didn’t know inside.

There’s color, creativity in motion,

small moments, gentle delight,

memories we get to carry

long after the fading light.

A trip to an amusement park

with rushing wind and hearts that race,

experiences we might have missed,

now forever ours to embrace.

And in it all, the volunteers stand,

with kindness, energy, and care,

they keep it moving, hold it up,

so everyone has something to share.

But the week is yours to shape and feel,

the frame is set, the path is wide,

it’s up to you to take the step

and let the joy grow deep inside.

At gå videre

Dansk

Folk tror,

at fordi jeg går videre,

så gør det ikke ondt.

Som om skridt fremad

er det samme som fred,

som om et smil

altid betyder,

at stormen er forbi.

Men lad mig sige det klart:

jeg bærer smerte

i stille lommer,

gemt bag hverdage,

bag kaffe,

bag samtaler,

bag “jeg har det fint.”

Jeg vågner stadig

med savn i brystet,

med navne der ekkoer

i de tomme rum.

Jeg savner,

jeg sørger,

jeg falder stille sammen

på steder ingen ser.

Og alligevel

står jeg op.

Jeg binder mine sko

med hænder

der stadig ryster.

Jeg går ud i verden

med et hjerte

der både bløder

og banker.

For styrke

er ikke fraværet af smerte.

Det er at fortsætte

selv når smerten

går ved siden af dig

som en gammel skygge.

Så nej—

jeg er ikke uskadt.

Jeg gør ondt.

Og jeg går stadig videre.

Det ene

udelukker ikke det andet.

Måske er det netop

det mod betyder.

English

People think

that because I keep going,

it must not hurt.

As if moving forward

is the same as peace,

as if a smile

always means

the storm has passed.

But let me be clear:

I carry pain

in quiet pockets,

hidden behind routines,

behind coffee,

behind conversations,

behind “I’m fine.”

I still wake

with ache in my chest,

with names echoing

through empty rooms.

I miss,

I grieve,

I fall apart softly

in places no one sees.

And still

I rise.

I tie my shoes

with hands

that still tremble.

I walk into the world

with a heart

that is both bleeding

and beating.

Because strength

is not the absence of pain.

It is continuing

even when pain

walks beside you

like an old shadow.

So no—

I am not untouched.

I hurt.

And I keep going.

One truth

does not cancel the other.

Maybe that

is what courage really means.

At blive hel

Dansk

Ingen fortæller dig,

at heling ikke altid lyder

som jubel og sejr.

Nogle dage

lyder den som stilhed,

som et farvel

til den version af dig,

der altid sagde ja,

selv når hjertet skreg nej.

Den, der bar alles byrder

som om kærlighed

kun fandtes i opofrelse.

Den, der smilede

med trætte øjne,

og kaldte det styrke

at glemme sig selv.

Ja, hun holdt dig tryg,

byggede vægge

af vaner og frygt,

gav dig et sted at gemme dig

for stormene.

Men vægge kan også blive fængsler,

og tryghed kan ligne stilstand.

Så du sørger,

for man sørger også

over det, man må give slip på,

selv når det aldrig var godt for en.

At hele

er nogle gange

at miste.

At miste den stemme

der sagde: bliv mindre,

vær lettere at elske,

vær nemmere at bære.

Og i stedet lære

at stå i dit eget navn,

uden undskyldning,

uden at gøre dig selv mindre.

Du falder ikke fra hinanden.

Du bliver ikke ødelagt.

Du samler dig selv

på en ny måde,

mere sand,

mere fri.

Du går ikke i stykker.

Du er ved at blive hel.

English

No one tells you

that healing does not always sound

like victory and applause.

Some days

it sounds like silence,

like saying goodbye

to the version of you

who always said yes,

even when your heart

was begging for no.

The one who carried

everyone else’s weight

as if love

only existed in sacrifice.

The one who smiled

with tired eyes,

and called it strength

to forget herself.

Yes, she kept you safe,

built walls

out of habits and fear,

gave you a place to hide

from the storms.

But walls can become prisons,

and safety can look like stillness.

So you grieve,

because we grieve too

for what we must release,

even when it was never good for us.

Sometimes healing

feels like losing.

Losing the voice

that whispered: be smaller,

be easier to love,

be easier to carry.

And instead learning

to stand in your own name,

without apology,

without shrinking yourself.

You are not falling apart.

You are not being ruined.

You are gathering yourself

in a new way,

truer,

freer.

You are not breaking.

You are becoming whole.

At holde af

Jeg ved ikke rigtigt
hvad det vil sige
at holde af et andet menneske.

Jeg ved ikke
hvordan kærlighed føles
indefra.

Jeg har hørt ordene.
Set mennesker sige dem.
Set hænder der finder hinanden
helt naturligt.

Men for mig
er det mere som et sprog
jeg aldrig helt lærte.

Da man blev født
vidste man det jo ikke.

Ingen gør.

Man lærer det
i blikke,
i hænder der bliver,
i stemmer der siger
du er god nok
som du er.

Man lærer det
af dem der er tættest på.

Men hvis ingen
rigtigt lærer en det
i starten,

så kan verden
føles som en bog
hvor alle andre
kender ordene.

Og man sidder der
og prøver at læse med
mellem linjerne.

Jeg ved heller ikke
hvordan man holder af sig selv.

Hvordan man taler venligt
til sit eget hjerte.
Hvordan man bliver hos sig selv
når det er svært.

Det er som om
de trin
mangler et sted.

Og jeg prøver
så godt jeg kan
at lære det senere.

Langsommere.
Mere famlende.

Som en der øver
et gammelt sprog
ingen rigtig lærte mig
da jeg var lille.

Du betyder noget

Dansk

Hvis ingen sagde det i dag,

så lad ordene lande her:

du betyder noget,

ikke som en skygge i mængden,

men som lys,

som varme i et stille rum.

du er værdsat,

selv på de dage

hvor tvivlen taler højest.

du går ikke alene,

selv når natten føles lang,

findes der hænder,

usynlige måske,

men stadig nær.

du er elskelig,

ikke fordi du er perfekt,

men fordi dit hjerte

slår ægte.

du fortjener glæde,

små solstråler i hverdagen,

latter uden skyld,

fred uden frygt.

dit nærvær er en gave,

din venlighed et spor

i andre menneskers liv.

dit arbejde bliver set,

selv når applausen udebliver.

du er mere

end dine mørkeste dage,

mere end fejltrin,

mere end sorgen hvisken.

du er ikke dine fejl,

du er rejsen videre,

styrken i at rejse dig,

igen og igen.

så hvis ingen sagde det i dag:

du er her,

og det betyder alt.

English

If no one told you today,

let these words rest here:

you matter,

not as a shadow in the crowd,

but as light,

as warmth in a quiet room.

you are valued,

even on the days

when doubt speaks the loudest.

you are not alone,

even when the night feels endless,

there are hands,

perhaps unseen,

still reaching for you.

you are worthy of love,

not because you are flawless,

but because your heart

beats honestly.

you deserve joy,

small sunlight in ordinary hours,

laughter without guilt,

peace without fear.

your friendship is a gift,

your kindness leaves traces

in the lives of others.

your hard work is noticed,

even when applause is absent.

you are more

than your hardest days,

more than your stumbles,

more than sorrow’s whisper.

you are not your mistakes,

you are the road beyond them,

the strength of rising,

again and again.

so if no one told you today:

you are here,

and that means everything.

Det smukkeste bor

Dansk

Du er stadig et godt menneske,

selv på de dage

hvor spejlet føles fremmed

og dine egne tanker

taler hårdere end nogen andre.

Selv når tvivlen

sidder tungt i brystet

og gør hvert skridt

lidt sværere at tage.

Du er stadig et godt menneske,

når styrken gemmer sig,

og smilet bliver en maske

for alt det kaos

ingen andre ser.

Når de små ting rammer

som bølger mod et åbent sår,

og du ikke kan forklare

hvorfor hjertet føles så træt.

Du er stadig et godt menneske,

når troen på dig selv

står stille et sted langt væk,

og du leder efter den

med hænder fulde af håb.

For det handler ikke om

at være urokkelig,

men om at blive ved

med at prøve

selv når du føler dig knækket.

Og måske er det netop dér

det smukkeste bor:

i din måde

at fortsætte på,

selv når du tror

du ikke gør det godt nok.

English

You are still a good person,

even on the days

when the mirror feels unfamiliar

and your own thoughts

speak harsher than anyone else.

Even when doubt

sits heavy in your chest

and makes every step

a little harder to take.

You are still a good person,

when strength goes hiding,

and your smile becomes a mask

for all the chaos

no one else can see.

When the smallest things hit

like waves against an open wound,

and you cannot explain

why your heart feels so tired.

You are still a good person,

when faith in yourself

stands still somewhere far away,

and you search for it

with hands full of hope.

Because it is not about

being unshakable,

but about continuing

to try

even when you feel broken.

And maybe that is exactly

where the most beautiful thing lives:

in the way

you keep going,

even when you believe

you are not doing enough.

Aldrig helt nok

Nogle gange føles det
som om jeg ikke rækker.

Som om der altid er
lidt mere jeg burde være.
Lidt mere jeg burde kunne.
Lidt mere jeg burde forstå.

Samtidig siger de
så mange gode ting.

At jeg er god.
At jeg gør det godt.
At der ikke er noget galt med mig.

Ordene er pæne
og venlige.

Men et andet sted
mellem ordene
ligger noget andet.

Noget der retter på mig.
Noget der prikker til den jeg er.
Noget der fortæller mig
at jeg burde være anderledes.

Og når jeg prøver
at sige det højt,
at noget ikke føles rigtigt,

så får jeg at vide
at det nok bare er inde i mig.

At det er mine tanker.
Min måde at forstå tingene på.
At det er sådan jeg er.

Og så står jeg der
med følelsen i hænderne
som noget jeg ikke må stole på.

For hvis alt det svære
bare er inde i mig,

hvor skal jeg så lægge det?

Jeg prøver virkelig
at forstå.

Prøver at lytte.
Prøver at tro på
at de gode ord er ægte.

Men indeni
er der stadig et sted
der hvisker stille:

Jeg prøver jo bare
at være den jeg er.

Og nogle gange
føles det
som om det aldrig
helt er nok.

Minderne efter dig

Dansk

Nogle dage er himlen tung,

og stilheden falder som regn.

Nogle dage brænder vrede i brystet,

som torden uden navn.

Men det, jeg mærker mest,

er ikke sorgen,

ikke stormen,

ikke de ord jeg aldrig fik sagt.

Det er fraværet af dig.

Den plads ved siden af mig,

som ingen andre kan fylde.

Den stille kop på bordet,

der stadig venter på dine hænder.

Verden går videre, siger de,

men min verden standsede lidt,

den dag du blev til minder

og jeg blev tilbage med ekkoet.

Nogle dage smiler jeg igen,

nogle dage glemmer jeg næsten smerten.

Men altid, et sted mellem hjerteslagene,

bor savnet af dig.

Og dér,

i den tavse mellemrum,

lever du stadig

i min verden.

English

Some days the sky feels heavy,

and silence falls like rain.

Some days anger burns inside me,

like thunder without a name.

But what I feel the most

is not the sorrow,

not the storm,

not the words I never said.

It is the absence of you.

The space beside me

no one else can fill.

The quiet cup upon the table

still waiting for your hands.

They say the world moves on,

but my world paused a little

the day you became a memory

and I was left with the echo.

Some days I smile again,

some days I almost forget the pain.

But always, somewhere between heartbeats,

the longing for you remains.

And there,

in that silent in-between,

you still live

inside my world.

Vredens udvikling

Dansk

Jeg har øvet mig i ordene,

slebet dem som sten i lommen,

vendt dem i mørket,

så de ikke længere skærer.

Engang var vreden et tordenvejr,

der boede i brystet,

et ekko af en barndom

hvor stilhed fulgte efter brag.

Han gik, når stormen ramte,

forsvandt i timer,

og da han kom tilbage,

var der kun kulde i rummet.

Jeg lovede mig selv:

Jeg bliver ikke den storm.

Jeg bliver ikke det fravær.

Så jeg lærte at stå stille,

midt i det, der kunne eksplodere,

lærte at tale uden at hæve stemmen,

lærte at blive.

År lagde sig som lag af ro,

og vreden mistede sit greb,

blev til noget mindre,

noget jeg kunne holde i hånden.

Men når nogen siger:

“Du råbte,”

så rammer det et sted,

jeg har bygget op med møje.

For de ser ikke vejen dertil,

kun skyggen af det, jeg var.

Og jeg mærker en stille sorg,

blandet med en glød af trods—

for jeg ved, hvor langt jeg er gået.

Jeg er ikke uden reaktion,

jeg er ikke uden følelse,

men jeg har lært forskellen

på at brænde og at lyse.

Jeg ønsker bare,

at nogen ville se det:

at man kan reagere

uden at gå i brand.

At man kan blive mødt

med forståelse,

med omsorg,

med tålmodighed—

for ellers vokser ilden igen,

ikke af vrede,

men af ensomhed.

English

I’ve practiced how I speak,

worn my words smooth

like stones in a pocket,

turned them in the dark

until they no longer cut.

Once, anger was a storm

living in my chest,

an echo of childhood

where silence followed thunder.

He would leave when it broke,

gone for hours,

and when he returned,

the room turned cold.

I made myself a promise:

I will not be that storm.

I will not be that absence.

So I learned to stand still

inside what could explode,

learned to speak without shouting,

learned to stay.

Years settled into calm,

and anger loosened its grip,

became something smaller,

something I could hold.

But when someone says,

“You yelled,”

it strikes a place

I built with care.

They don’t see the distance,

only the shadow of who I was.

And I feel a quiet sadness,

mixed with a spark of defiance—

because I know how far I’ve come.

I am not without reaction,

not without feeling,

but I’ve learned the difference

between burning

and giving light.

I only wish

people could see it:

that you can react

without catching fire.

That you could be met

with understanding,

with care,

with patience—

because otherwise the flame returns,

not from anger,

but from being alone.

Stilheden i Tristheden

Der er en særlig stilhed
i tristhed.

Ikke den tunge
der knuser alting,
men den stille
der bare bliver siddende.

Jeg øver mig
i ikke at skubbe den væk.

Det er sværere
end det lyder.

For verden er fuld af forslag
til hvordan man slipper af med den.

Gå en tur.
Tænk positivt.
Lav noget der gør dig glad.
Fokuser på det gode.

Og jeg ved godt
de mener det godt.
Men nogle gange
er det som om
min tristhed ikke må være her.

Som om den er et problem
der skal løses.

Men jeg prøver noget andet.

Jeg prøver
at sidde lidt med den.

Mærke den
uden at skælde den ud.
Uden at skynde på den.

Nogle dage
gør det ondt.

Andre dage
er der en mærkelig ro i det.

Som om noget i mig
endelig får lov
til bare at være.

Ikke blive rettet.
Ikke blive ændret.
Ikke blive gjort mere glad
end det er.

Og når jeg gør det
der føles rigtigt for mig
selv hvis det ser forkert ud
i andres øjne,

så falder noget i mig
på plads.

Ikke fordi tristheden forsvinder.

Men fordi
jeg ikke længere
kæmper imod mig selv.