Stegt flæsk med løgsovs

Jeg er vokset op med løgsovs til stegt flæsk, men det er meget få der har det, så de fleste vil ikke lave det og man bliver gjort mærkeligt og som om man er forkert på den, fordi man bedre kan lide noget andet end de andre. 

Men i dag fik jeg min løgsovs til stegt flæsk ved madværksted i Kirkens Korshær varmestue i Horsens, jeg er så glad for, at jeg kunne få det, selv om at det er med modvillighed fra de andre.

Der er sket så meget

Det er længe siden jeg har skrevet, men jeg har ikke haft så meget overskud, men jeg håber, at jeg kommer igangværende igen.
Så kan jeg nemlig fortælle, om min periode i Galleriet Art Expo, mit ADHD forløb, at jeg er flyttet i lejlighed, at jeg starter på Drøm til virkelighed.
Så der sker så meget og jeg vil gerne dele det med jer, der faktisk læser det her, så jeg håber, at I vil følge med.

Kærlighed til andre

Så kom min video ind på youtube og ligge sammen med alle de andre videoer jeg har delt, jeg håber at der er nogle der vil nyde godt af den og få noget ud af det.

Mormors bror Hans Henning Jessen

Min mormor havde en bror, Øjvind, som jeg har nævnt, han malet, men hun havde også en anden bror, som lavet ting ud af træ.
Min mor har fortalt mig, om at Hans Henning en gang var blevet kontaktet, fordi der var blevet fundet en gammel båd, som de gerne vil have lavet om til en masse brev åbner, som de så kunne sælge, han lavet så en masse brev åbner af træet.
Der ud over har han også lavet små figurer, for vi har en med de to person der sidder ned, jeg ved ikke hvor meget andet som Hans Henning ellers har lavet, men der er sikkert andet der ude.

Dette indlæg vil på et senere tidspunkt blive delt på min anden blog (http://photoloveshow.blogspot.dk/), hvor jeg deler fotos og kreative ting, som jeg selv tager eller laver, men hvor jeg gerne vil dele dette indlæg også.

Skabs låger

Da vi fik lavet vores køkken/spise plads større, hvor min far lavet hjørneskabet, så fik vi de her to låger fra min morfar og mormor, som de alligevel ikke skulle bruge mere, så malet min far dem, og de blev sat i.
Det er en god måde at lukke noget af på, og så er det genbrug, hvilket man brude tænke mere på, der bliver smidt så meget ud, som slet ikke fejler noget, hvis man bare vil give det lidt maling, og så kan det komme til at se helt vildt godt ud.

Dette indlæg vil på et senere tidspunkt blive delt på min anden blog (http://photoloveshow.blogspot.dk/), hvor jeg deler fotos og kreative ting, som jeg selv tager eller laver, men hvor jeg gerne vil dele dette indlæg også.

Engel eller djævle

Det kommer til at lyde som om jeg er idiot, men jeg tit en følelse af, at jeg har en god engel på min ene skulder og en virkelig ond djævle på min anden skulder, nogle gange bytter de plads, andre gange kæmper de for deres plads.

Englen får mig til at gøre alt det gode i livet, hjælper til at træffe de gode valg for mig selv og andre, at jeg bruger min sunde fornuft, at jeg snakker og opføre mig ordenlig over for andre, altså alt det gode ved livet.

Djævelen gør lige det modsatte, den er der for at ødelægge ens liv, den vil have at der sker skade på en og dem man holder af, den vil gøre alt for at man er trist, at man ikke opføre sig ordenligt og ikke snakker ordenlig over for andre.
Den fylder en med had, det kan være svært at komme af med den igen.

Så er der sikkert nogen der vil sige, at der ikke findes djævle og engle, men det gør der nok heller ikke på den måde der, men hvis man drejer det rundt, så det måske er bedre at forstå, så jeg vil lave to eksempeller, så det måske kan blive forstået på en anden måde.

Eksempel på Engel:
Et lille barn bliver født, forældre elsker barnet over alt på jorden, familie elsker barnet over alt på jorden, barnet vokser op med alt det medgang som man ønske sig, oplever ikke at være ensom, oplever ikke at blive mobbet.
Barnet slå sig måske og er lidt ked af det, men det går hurtig over, barnet klare sig rigtig godt i skolen, barnet er god til mange ting.
Barnet vokser op og høre andre fortælle at de ikke har det godt, men kan ikke helt forstår hvorfor andre har det dårligt.
Barnet der nu er en ung, høre om krig, ødelæggelser, osv, men kan måske ikke helt forstå at det kan ske i denne verden, for hvordan kan det ske, alt er jo godt, men ved at nogle ting kan man ikke styre, hvor andre ting kan man styre og påvirke.
Måske har barnet igennem sin opvækst mødt noget sorg og modstand, men barnet har fået hjælp til at takle det, måske ikke meget, fordi barnet altid har følt sig elsket.


Eksempel på Djævelen:
Et barn der bliver født ind i en familie, hvor det på overfladen virker til at alt er i den bedste orden, men under overfladen, er der måske vold, misbrug eller noget helt anden som er med til at påvirke barnet psyke i gennem opvæksten.
Barnet bliver måske mobbet i skolen, har enten ingen eller få venner, barnet er måske tit ked af det, men viser det ikke til nogen, barnet har måske ikke nogen at snakke med om sine følelser.
Barnet levet måske i en form for frygt, for hvad der kommer til at ske, hvis man ikke høre efter og gør hvad der bliver sagt.
Dette barn har måske fået skylden for noget som barnet ikke har gjort, men ingen troede på barnet, når barnet sagde, at det ikke var ham/hende der havde gjort det.
Der er måske blevet sagt mange gange til barnet, at barnet skal være ærlig, men når barnet så var ærlig, var der ingen der troede på det og der blev så sagt til barnet, at det ikke er i orden at lyve, når barnet så endelig lyver, så bliver barnet rost for at fortælle sandheden.
Barnet klare sig måske godt i skolen, men der er også en god chance at barnet ikke klare sig særlig godt i skolen.
Igennem barnet opvækst har barnet måske fået afvide, at barnet var elsket, men ikke lige så tit som barnet følte sig hadet og uønskede.
Prøv at forstille dig, hvor svært det kan være at blive en positiv voksen, hvis man har oplevet bare nogle eller flere af disse ting igennem sin opvækst.


Hvis man sammenligner de to børn, så vil den positive barn jo også automatisk have mere selvtillid og glæde, hvis barnet så er opdraget rigtig, så er barnet også venlig overfor alle, hvor djævelen måske har svært ved at være ærlig, at have tillid til andre, måske kæmper med at se de positive i livet.
Det jeg så mener med, at have en djævle og en engel på skulderne er, at man kan være noget så positiv omkring nogle ting, men ikke andre, man kan skifte humør fra den ene øjeblik til det andet, man har måske perioder hvor man er mega negativ, uden at man vil forklare det.
Man oplever måske at have dage, øjeblikke eller ting, hvor man ved at man burde gør/sige det på en måde, men gør/siger det på en anden måde, som måske ikke altid er så venlig som det burde være, eller man burde gør/sige noget, men gør det ikke.
Det er ikke fordi man er led, men det kan skyldes alt det onde man har oplevet i livet, som gør at man ikke altid gør det fornuftige.

Så hvis der er nogen, som synes, at jeg har gjort nogle dumme ting, eller kommer til det i fremtiden, så husk på, at jeg måske ikke har haft det let i min fortid, hvilket påvirker mine beslutninger, jeg arbejder på at blive mere positiv, men det har jo også noget med hvordan jeg oplever livet omkring mig, så I kan jo påvirke min udvikling i en enten positiv eller negativ retning.

Jeg vil opfordre jer alle til at bære over med andres små fejl, eller skal i hjælpe dem på en positiv måde til at ændre deres fejl, for ellers kommer det til at påvirke dem resten af livet.
Man skal jo huske, at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles, men dog skal man lige tænke på at nogle mennesker har det måske svære end en selv.

Brudesø - Gl. Rye

Ikke så lang her fra hvor jeg bor ligger der en sø, som bliver kaldt Brudesø, jeg har altid fået en historie fra min far, om hvorfor den hedder det, men når jeg prøver, at finde ud af om den er rigtigt, så bliver det svært.
For rundt om i Danmark er der flere søer der hedder det samme, en ting jeg har bemærket med de søer, er at deres historier er næsten de samme, faktisk så meget, at man begynder at tvivle på om det nu også kan passe, at der findes så mange søer med samme historie.
Alle historierne går nemlig ud på at der to personer forelsker sig, de mødes ved søens bred, men de kan ikke få hinanden, fordi han er for fattig til hende, men de mødes stadig ved søens bred, hvor de aftaler at hvis en af dem gifter sig, skal den dø i søen.
Hendes far finder en rig mand til hende, de bliver gift, da de køre forbi søen kommer der pludselig en tåge så tyk at man intet kan se, så de var nød til at holde stille, og i denne tåge kommer der pludselig et forfærdelig skrig, da tågen så letter.
Så står brudkaretens ene dør åben, gommen sidder alene der inde, man finder kun to af brudens ting, som begge ligger ved søens bred, bruden fandt man aldrig.

Der er også en anden historie ved en af søerne, det var et forlovet par der altid tog i kirke om søndagen, men så skete der det en søndag på vejen til kirke, at der pludselig kom en tåge, at kusken ikke kunne finde vej.
Så hestevognen med det forlovet par, kusk og heste kørte direkte ud i søen, der blev ikke fundet nogen af dem.

http://issuu.com/aktuelt/docs/aktuelt_nr._48/42

http://www.mj-2003.dk/landskaber/brudesoe/brudesoe.htm

Fodbad

Jeg elsker at få fodbad, en god film i fjernsynet og fødderne i et fodbad, det er nu skønt.
Jeg har tit meget hård hud på mine fødder, så når jeg tager fodbad så er det skønt at få noget af alt det hård hud af og så en god Cream på fødderne.
Jeg har flere forskellige udgaver af badesalt/fodsalt til vandet, men alle sammen er købt, men så fandt jeg en opskrift på hjemmelavet badesalt/fodsalt, som jeg gerne vil dele med jer andre.
Jeg har ikke prøvet den endnu, men vil da prøve på et tidspunkt, vi er så heldig at vi har lavendel i haven, men man kan jo også bruge roseblade og andet i stedet for lavendel.
Opskriften finder I på:
http://camomillas.blogspot.dk/2012/12/12-december-fortsat-hjemmelavet.html

Nyt år - Nye oplevelser

Så starter der et ny år, 2014 er forbi og 2015 er startet, så sidder jeg og tænker på, hvad mit første indlæg skal handle om, nu hvor nogle måske stadig fester, andre er måske gået kolde, så er der dem der bare er gået i seng, fordi de er trætte, og så er der mig som sidder og skriver nogle indlæg til min blog med træthed i øjne.

Jeg ved ikke helt hvad året skal byde mig på, men jeg ved at når året er ved at være over, så sidder jeg sikkert trist og synes, at der ikke er sket noget i mit liv, selv hvis der er sket noget, så er det kun små ting, nogle ting kan måske gøre mig mere ked af det, andre gør mig måske glad.

Grunden til at siger, at jeg ikke helt ved hvad året byder mig, så er det fordi jeg ved lidt, jeg starter faktisk året med at skal til samtale med min sagsbehandler på jobcentret på tirsdag den 6 januar, hvor der skal snakkes om Ude bo, Udviklings huset og mentor.
Så hvis mødet går godt, så skal jeg måske flytte hjemmefra, i egen lejlighed, hvilket jeg på mange punkter glæder mig til, men samtidig frygter, for da jeg boede i Skanderborg, der var jeg rigtig glad for det i starten.
Men tiden gik blev jeg mere og mere trist, jeg fik færre og færre gæster, jeg følte mig så ensom, hvilket jeg frygter sker igen, men samtidig hvis jeg så bliver tilknyttet til Ude Bo, så er der jo et sted, hvor jeg kan gå hen og være sammen med andre, et sted jeg kan få hjælp, når problemerne virker størst, hvilket er en rart sikkerhed.

Jeg føler bare, at jeg må være en idiot, at der må være noget galt med mig oppe i hoved, fordi jeg har brugt for hjælp, men samtidig ser jeg det som en styrke, at spøger om hjælp, når man er i nød.
Det kan godt ske, at man ikke altid lige spøger de rigtige i starten, men på et tidspunkt, får man stablet den rigtige støtte op, så er det bare helt i orden, hvis man kan spøger efter hjælp, så erkender man at der er noget galt, hvilket også giver noget at arbejde med.
Ingen er perfekte, alle har noget de kæmper med, for nogle er det bare mere åbenlyst end andre, nogle har svære ved at komme igennem deres problemer end andre, men med den rette hjælp, så kan alle komme igennem deres problemer.
Men man skal huske på, at alle er forskellige, så bare fordi en løsning virker på en person, betyder det ikke, at det er den løsning der er bedst for andre, så man skal finde den løsning der er bedst for en selv.

Jeg vil prøve, at komme ind på hvad der er problemer for mig, så jer der læser med, kan få et indblik i hvad der sker i mig, jeg vil fortælle, hvordan jeg prøver at takle mine problemer, måske der er nogle der kan bruge lidt af det eller slet ingen ting.
For mig vil det bare betyde meget, at få andre til at forstå mig, forstå hvem jeg endelig er, hvorfor jeg endelig kan blive så sur, og hvad man så gør, når man oplever det.

Så følge med i det næste års tid på min blog, hvor jeg stadig vil dele nogle af mine historier og digte, men også skrive om livet, hverdagen, rejserne, venskaberne, familie, naturen og alt hvad der ellers bliver skrevet om, det kan jo være at I lærer noget, som I ikke havde regnet med.

Nytår 2014

Nu er året 2014 ved at gå på hen, jeg vil lige slutte af med hurtigt at skrive en sidste lille hilsen inden året er slut.
For når jeg nu sidder her og kigger tilbage på året 2014, så er der sket nogle ting hos mig i mit år, som jeg vil fortælle jer om.

Da året 2014 startede havde jeg få måneder for inden fået afvide, at jeg ikke fejlede noget psykisk, men en mentor vil være godt for mig, jeg var blevet lovet en henvisning til Horsens kommunen, som skulle gøre, at jeg vil få en mentor.
Men det der skete var et brev fra Horsens sygehus med en tid på ADHD og personlighedsforstyrrelses afdelingen i starten af december 2013, jeg møder op, efter en times samtale, var jeg blevet så meget klogere, at jeg var blevet lovet noget forkert.
Psykologen, jeg var inde hos, vil søger for at jeg blive få en brev med en ny tid, når hun havde fået nogle oplysninger fra det sted i Skanderborg, tiden gik, brevet kom og 17 februar var jeg igen til møde på Horsens Sygehus.
Nu startet et forløb for nogle samtaler, som vil ende ud i om jeg havde personlighedsforstyrrelse, jeg fik nogle papir med hjem, de blev udfyldt, til møderne fik vi snakkede om dem, jeg fik afvide, at jeg overordnet havde træk ned i to forskellige, der ud over skulle jeg undersøges for Autisme, men det skulle en anden psykolog søger for.
Hende var jeg så inde ved to/tre gange, da hun så havde slået fast, at jeg ikke led af autisme, men ADHD men den indelukkede udgave, den der også kaldes ADD, men ADD er ikke en officiel diagnose, så dem der har ADD får diagnosen ADHD.
Så blev diagnosen om personlighedsforstyrrelse fjernet fra mig igen.
Jeg startede på Concerta, kort tid efter begyndt jeg i nyttejob, men på grund af medicin, blev jeg så træt, at jeg var ved at falde i søvn bag rettet hjem, og det var på tros af at jeg kun havde været afsted på arbejde i fire timer, det gjorder så at jeg får Ritalin Uno, som tilbehør til Concerta, så falder jeg da ikke i søvn midt på dagen.

Med alt det har der været snak om mentor, bostøtte og Udviklingshuset, men det skal først ordnes med jobcentret, hvis det kan blive til noget.

Jeg er begyndt, at tænke mere over tingene, hvorfor bliver jeg pludselig trist, får følelsen af at jeg vil græde, hvorfor bliver jeg sur, hvorfor går det ud over nogle mennesker og ikke andre, hvilket jeg tror er sundt, for det betyder også at jeg har været nødt til at føle efter, hvornår bliver tingene for meget, så jeg bliver nødt til at sige fra, jeg må vælge mere, hvad der virkelig betyder noget.

Jeg tror, at det er godt at tænke over tingene på den måde, og nu hvor året går på hen, vil jeg opfordre alle mine læsere til at tænke mere over tingene, over hvorfor I reagere som I gør, hvor andre reagere på jer som de gør.

Godt nytår der ude.

Oplevelse og følelser

Jeg har aldrig gået i dagpleje eller børnehave, da min far var pensionist, så blev jeg passet hjemme indtil jeg skulle starte i skole, men det sidste års tid inden jeg skulle starte i skole gik jeg i legestue nogle dage om ugen om eftermiddagen.

Jeg kan huske så tydeligt, at jeg havde glædet mig til at starte i skole, jeg kan huske, at det ikke kun var fordi jeg skulle lærer noget, men jeg skulle have venner, og det var nok også mest det jeg glædet mig til, vennerne.

Jeg startede i børnehaveklassen i August 1993 på Voerladegård Skole, den gang gik man der til og med 4 klasse, i 5 klasse startede man så på Sønder Vissing skole.

Jeg ved ikke om man direkte kan sige, at jeg blev mobbet, men jeg har da nogle oplevelser, hvor jeg mener, at det er på grænsen fra drilleri til mobning, jeg blev holdt uden for af alle i klassen.

I slutningen af børnehaveklassen var vi på tur, da vi skulle have en ny lærer i 1 klasse, på den tur var der en situation, hvor flere af pigerne gav mig skylden, hvor vores lærer bagefter kom hentil mig, at jeg ikke måtte mobbe de andre, vores lærer skulle ikke engang høre hvordan jeg vil forklare det, men troede med det samme på hvad de andre sagde.

Jeg kan huske, at jeg i hele det år havde gået og tænkt, at der var noget galt med mig, siden det er mig og ingen af de andre det gik ud over, der var en anden det også gik ud over, men han kunne stadig snakke lidt med nogle af dem, hvor jeg ikke kunne snakke med nogen.

Da skole året var slut, var jeg nået til det punkt, at der var noget galt med mig, men det kunne ikke være den person jeg var, for jeg synes selv, at jeg var en god person, men hvad skulle det så være, til sidste nået jeg til det resultat, at det måtte være fordi jeg var overvægtig, problemet var bare, at jeg var helt normalt vægtig, men jeg var overbevist om at det var overvægten der var skyld i at ingen vil snakke med mig.

De følgende år på Voerladegård skole, havde jeg stadig ingen venner, jeg havde ikke rigtig løst til at gå i skole, for jeg var ikke god til noget i nogle af fagene, jeg havde ingen venner, og lærerne troede altid mere på de andre elever end på mig.

Da vi i 1998 skulle startede i 5 klasse, havde jeg en smugle håb om at det vil blive bedre, ny skole, nye lærer, men stadig de samme klassekamerater, jeg håbet, at lærerne vil gøre noget ved det at jeg blev holdt uden for.

Vi startede og tiden gik og alt var ved det samme, ingen gjorder noget, jeg følte mig så fortabt, i 6 klasse var jeg inde og snakke med Skoleinspektøren om mobningen, for der havde været nogle situationer og de holde mig stadig uden for, han svar var "Du skal komme tilbage, når du har noget konkret mobning", og så kunne der ellers ikke gøres noget.

Så fra da jeg startede på Voerladegård skole i august 1993 og frem til og med juni 2001 havde jeg ingen venner i klassen, den eneste ven jeg havde, var en som jeg havde lært at kende i Remisen, hun gik på Brædstrup skole, hvor hun ikke havde det let, hun er næsten en måned ældre end mig, så da vi skulle starte i 8 klasse, skiftet hun skole og vi kom i samme klasse.

På Sønder Vissing skole blev flere af de lokale små skoler samlede i 8 klasse, hvilket for mig betød at jeg ud over Henriette fra Remisen også fik nogle flere venner, ud over det fik jeg en rigtig god ven fra en af de andre årgange.

Alt det var nyt for mig, og i starten synes jeg at det var svært, for jeg gik fra at være ensom og alene til at have venner, men det betød så heller ikke at mobningen holdt op, der var stadig noget ind i mellem.

Men jeg følte på en måde, at jeg havde et forsvar, selv om dem jeg kunne kalde mine venner ikke vil forsvare mig, så følte jeg, at så længe jeg var sammen med dem, så var mobningen mindre og lettere at overhøre.

Selv om jeg i 8 klasse og 9 klasse havde venner, så følte jeg ikke et nært bånd med dem, det var ikke et tæt bånd jeg havde med dem, vi var sammen og hyggede os, men vi snakkede aldrig alvor om noget.

Men de venner i 8/9 klasse var med til at ændre min indstilling om andre, for selv om at jeg har oplevet hvordan man kan holde andre ude og drillet/mobbet, så har jeg lært, at der altid er nogle man bare slet ikke kan med, men der er også få man kan med, der er virkelig nogle mennesker der vil en det bedste, på tros af at der er så mange andre der vil ødelægge en.

Siden folkeskolen, så kom jeg to år på efterskole, så på produktionsskole, så VUC og så teknisk skole.

Igennem tiden har jeg mødt mange, hvor jeg følte, at jeg hurtigt kunne mærke om de bare udnyttede mig, om de virkelig gerne vil være mine venner eller om de bare vil en ondt, både på skolerne, men også uden for skolerne.

I alle de år jeg gik i folkeskolen var der rigtig mange dage, hvor jeg kom hjem fra skolen gik op på værelset og lage mig på sengen, hvor jeg bare græd, græd fordi det havde været endnu en dårlig dag uden venner, endnu en dag med et eller andet i skolen eller hvad det kunne være.

Men ingen måtte vide at jeg var ked af det, så derfor gik jeg der op, hvilket også påvirker mig nu til dags, for selv hvis det hele bliver for hårdt, og jeg trænger til at græde, så gør jeg det ikke, hvis der er andre til stede, så venter jeg til at jeg er alene.

For jeg har svært ved at græde når der er andre, nogle gange er jeg lige ved at græde, men hvis der er andre, så går jeg hellere hen for mig selv, end at græde over for dem.

Der er mange der siger til mig, at jeg skal glemme alt det dårlige fra min fortid, for der er så mange der vil mig det bedste nu, når jeg spøger hvem der vil mig det bedste, så kan de ikke rigtig svare på det.

Dem som jeg tænker vil mig det bedste, prøver rigtigt godt, men der er også nogle til flere uheld ved nogle af dem, hvor jeg føler, at hvis de virkelig vil mig det bedste, så vil de heller ikke gøre sådan imod mig, men jeg vil altid gøre mit til at tilgive dem, for det er en del af min udvikling at lærer at sige nu er nok nok.

Men for mit vedkommende har alt det mobning/drilleri osv, også gjort, at det får mig betyder meget, at fortælle andre hvad de betyder for mig, for jeg ved, at jeg ikke selv dur til at modtage ros fra andre, og jeg hader meget mig selv, men samtidig synes jeg, at det er rart at få ros, for det kan give en trøst, og for nogle skal de have meget for at få det godt.

Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke får sagt til min mor i løbet af en dag og inden senge tid, at jeg holder af hende, så har jeg det ikke godt med mig selv, for jeg ved ikke hvornår jeg mister hende.

Den frygt i mig, gør også at jeg tænker, at alle burde være bedre til at fortælle hinanden, hvor meget de betyder, for man ved jo ikke om personen har det psykisk dårligt lige i det man siger det, for så kan det have stor betydning for personen.

Jeg kan selv mærke, at jo mere ros andre giver mig over længere tid, jo mere selvtillid får jeg, der med er jeg mere glad, så vil glæden jo også smitte af på dem der roser mig, men fordi jeg bliver glad, betyder det jo ikke at rosen skal stoppe, for hvis den stopper, så forsvinder glæden igen, men man kan så skære ned på rosen og så føle sig frem.

Der er jo nok mange der ude der føler sådan, så mit råd til jer læsere, husk at rose andre, fortæl dem du holder af, at du holder af dem, det kan betyde meget.

Remisen i Brædstrup

Remisen er der nok ikke mange der kender til, eller de kender nok til navnet som er betegnelse for mange ting, men den Remisen, som jeg vil fortælle om var et sted i Brædstrup.

Remisen var et gruppe for unge under 18 år, som ikke havde nogle venner, en gruppe hvor man kunne mødes med andre, jeg kendte dog nogle af de andre, en gik jeg i klasse med og en anden gik i klassen over mig på Sønder Vissing skole.

I Remisen var jeg hver tirsdag og torsdag, jeg startede, da jeg gik i 6 klasse, jeg kan ikke huske hvornår i løbet af det skole år.

Da Remisen flyttede fra Bredegade til Østergårdsvej, blev der lavet aftensmad nogle gange om tirsdage.

I denne gruppe var der også gange hvor vi var i biografen, da det var på Bredgade var der også nogle gange med overnatning.

Der var to voksene tilknyttede til stedet, Karl Erik og Vibe, i nogle år havde Vibe, Mia/Henriette og jeg aftaler om ture, i starten var det Henriette der var med, men så stoppede hun da startede i 8 klasse, hvor hun kom op på Sønder Vissing skole, der efter var det Mia der var med på tur, men Mia havde allerede været med på enkelte ture inden da.

Det var ture hvor vi tog ud og så noget, vi tog i svømmehallen, vi var på museum'er osv..

Da jeg lærte Remisen at kende lå den på Bredgade nummer 33/31, kan ikke huske hvilket nummer, men Remisen var ovenover et pizzaria, i de først tid imens jeg var der, havde Remisen kun en lejlighed der, men fik senere lejligheden ved siden af.

Senere flyttede Remisen over på Østergårdsvej 28 i Brædstrup, hvor der var mere plads og dog ikke, for stedet var også til sagsbehandlere fra kommunen, så vi havde samme indgang som dem, der var et opholds rum hvor folk vandret ind og ud, vi havde et køkken til deling med dem, vi havde et lille rum for os selv, med to borde hvor vi kunne sidde og male osv, der var computere og der altid blev spillet på.