Instragram og snapchat

Jeg får ikke delt helt så meget her inde, som jeg endelig gerne vil, men det er fordi det er lidt svært at få indlæggende delt via mobilen, men også fordi at efter at jeg fik ny mobil, så bruger jeg ikke helt så meget tid på compurteren.
Men hvis man stadigvæk gerne vil følge med i hvordan det går, så har jeg både instragram og snapchat, ved begge profiler hedder frommebromme, så gå endelig ind og følge mig der, hvis man har lyst, det vil kun glæde mig.
Jeg skal nok prøve at blive lidt bedre til at komme her ind og skrive, men kan ikke love noget, da der sker flere ting i mit liv for tiden, som tager meget af mit energi.

Hyldeblomstsaft

I sommers lavet jeg en helt del saft, som kom på bøtter og i fryseren, så jeg kunne tage lidt op når jeg havde lyst til hyldeblomstersaft. 

Jeg fandt flere opskrifter, men jeg tog den med mindst sukker i og selv der synes jeg at der var for meget sukker i, så i år når jeg forhåbentlig skal lave det, så kommer jeg ikke så meget sukker i. 

Det smager godt, jeg blander det op med vand efter behov, så det ikke er for stærkt i smagen, men heller ikke for tynd. 
Hyldeblomstersaft er en af de minder jeg har fra min barndom og som jeg værdsætter. 

 

 

 

Træning den 18 maj

Den 18 maj var jeg inde til træning, hvor jeg faktisk ende med at være rigtig stolt over mig selv.
Jeg gik 30 minutter på løbebåndet, hvor jeg fik gået 2.51 km, bagefter tog jeg 2 gange ti gange low row og 3 gange ti gange lower back, men jeg tog ikke mere end det, men jeg havde også gået en tur om morgen på lidt over en km.
Måske virker det ikke af meget for nogle, men det er meget for mig.

Det sidste stykke tid

Jeg har ikke været så god til at få skrevet her inde om det gode i mit liv, men efter jeg har fået ny mobil, så har jeg fået taget mange billeder, så jeg vil gerne dele dem med jer.
Jeg har været til grill hos min anden familie, jeg har været på Gl. Estrup med min mor, jeg har slappede af i solen og nyt det gode vejr.

Badetur

I dag har jeg været over og bade i den skønne Blidsø, det var rigtig dejlig med en tur under vandet.
Jeg var den eneste der var der og vandet var skønt.

Stranden

Jeg har haft en hyggelig eftermiddag ved Kysing Strand, det hjalp på humøret, så nu er jeg i bedre humør, for mig er det godt at komme ud og hygge ved stranden ind i mellem, det giver mig noget ro og hjælper med at få problemerne lidt på afstand.
Når solen så skinner så bliver humøret ved stranden bare endnu bedre.

Livet i medgang og modgang

Nogle gange tænker jeg på om jeg kun skriver her på bloggen, når det er noget negativt jeg har at sige, men så tænker jeg, at det ikke er rigtigt, for jeg har også delt noget med mad, hvilket ikke var negativ og digte og historie, men alligevel kommer det meste til at virke negativt, tænker jeg.
Så kan jeg ikke lade være med at tænke på hvorfor det er sådan, men det har jo noget med at man gerne vil have fortalt noget, som man ikke synes er iorden, så fortæller man det, så andre kan give en ret i at det ikke er iorden, men på et tidspunkt bliver det også for meget at høre på hele tiden.
Jeg vil gerne prøve på at blive bedre til at dele nogle positive oplevelser med jer, det kan godt være at der ikke altid er så meget tekst, men husk at det er de små ting der tæller, og for folk med en psykisk lidelse inde på livet, kan de små ting være noget stort for dem, så selv om at det virker ligegyldigt for dig, så betyder det noget for andre, så når jeg fortæller noget her inde, så kan det have stor betydning for mig, selvom det ikke har for dig.
Men jeg vil hen over sommeren blive bedre til at fortælle nogle gode ting og oplevelser, jeg håber at du vil følge med.

Glæden i haven

Nogle dage er humøret ikke i top, men så kan det være de mindste ting der gør humøret bedre, en SMS, mødet med en skøn person eller noget andet, så som en tur i haven når solen skinner.

Endomondo

Da jeg har fået ny mobil i sidste uge, så tænkte jeg, at det kunne være en god måde at gøre lidt mere ved motion, så hentede jeg endomondo ned.
Jeg tog så programmet i brug i går, hvor jeg gik en tur på to kilometer, i dag havde jeg så programmet i brug igen, hvor jeg gik lidt over fem kilometer.
Jeg har valgt to udfordringer i programmet til at motivere mig til at komme afsted ud og gå, den ene er 60 km i maj måned og den anden er 2016 km i løbet af 2016.
Jeg nyder også at man kan udfordre sine egne venner, så der kan gå lidt konkurrence i træningen.
For nogle er programmet nok gået lidt af mode, men jeg synes at programmet er godt nok til mig.

Sige fra

Der er dage hvor man lige tænker en ekstra gang over de ting der sker i ens liv, for nogle ting er svære at ændre, men nogle gange kan selv den mindste ting gøre en forskel i at ændre noget.

Jeg tænker ind i mellem at det kunne være skønt hvis det hele bare var lettere, men når jeg siger det til andre så er det en blandet reaktion der kommer, nogle kan godt forstå mig, andre kan ikke, selv hvis jeg prøver at uddybe hvad problemet er, så er der stadigvæk nogle der ikke forstår mig, for det jeg oplever er jo ikke noget særligt, for i følge dem har de det hårdere eller har haft det hårdere, jeg mener ikke at jeg har det hårdt, men alle har det jo hårdt på hver deres måde.

Der er så meget jeg har svært ved, men jeg vil ønske at jeg ikke har svært ved så mange ting, for jeg oplever tit at andre ikke forstår hvad jeg har svært ved, selv hvis jeg prøver at forklare det, så bliver jeg ikke forstået, hvis jeg så siger at folk ikke forstår hvad jeg siger, så er det alligevel mig, at den er gal med.

Nu har jeg i en lang periode fået afvide igen og igen, at det er noget der foregår i mit hoved, at jeg har misforstået det, at jeg ikke har sat grænser, at hvis man presser mig så vrisser jeg.

Samtidig har jeg stået og følt, at jeg ikke har kunne sige noget, for jeg blev afbrudt og så gør man det for mit eget bedste, så tankerne ikke skal "løbe løbsk", hvilket for mig havde modsat effekt det meste af tiden, så jeg har kunne mærke på mig selv at jeg er blevet meget lukket og meget mere stille.

Frygten for at sige noget og få et eller andet dum bemærkning, kan jeg ikke klar det mere lige nu, men det værste er faktisk at jeg kunne nøjes med at lukke af over for dem der siger sådan ting, men desværre sker det også over for dem der betyder noget for mig, hvilket gør at jeg føler at jeg skubber dem væk fra mig, men jeg gør så også alt for at jeg ikke skubber dem væk, men det er svært.

Nogle gange skal man huske at finde en klippe og holde fast i, for ellers kan man let blive væk i alle de problemer der er, men det nu også skønt med noget fast at støtte sig til i de hårdeste tider, nogen eller noget som betyder alt for en, det kan hjælpe en langt, men man skal også huske at lytte til sig selv, for når man ikke kan mere, så skal man prøve at sige fra, hvis man ikke kan bruge ord til det, må man gøre det på andre måder, men det er op til en selv at finde ud af hvordan, da det kan være forskelligt fra person til person og fra situation til situation.

Citat

Jeg ser ind i mellem et citat som giver mening, nogle gange kan citaterne give mening i en periode, men så kan det også være at et citat kan give mening for en resten af livet. 

Her er to citater som jeg har set inde for de sidste fem måneder, som har en betydning for mig i denne tid. 

Vær aldrig for stolt til at sige jeg tog fejl 

Vær aldrig for stolt til at sige undskyld
Det kræver en stærk smuk sjæl at kunne gøre begge dele

But Darling 
In the end
You've got to be you own hero 
Because everyone else is to busy trying to save them selves 
C. T.

Udfordring og grænser

Når man i flere timer er sammen med tre skønne mennesker og man udfordres i sang, så er der pludselig nogle grænser der bliver tydelige, jeg elsker at synge men synes at det er svært over for andre.
Men jeg synes også at det kan være svært pludselig at sidde i en samtale med nogle, hvor man pludselig har et emne hvor man mest af alt helst ikke vil have at det skal diskuteres men det bliver det alligevel, men man siger ikke selv noget, da man ikke vil være en del af samtalen,  men hvor det bare er blevet grænseoverskridende at blive, men man vil gerne høre hvad der bliver sagt om emnet.

Nogle gange i livet, står man over for nogle udfordringer, hvor man bare ikke ved hvad man skal gøre, fordi på den ene måde vil man gerne, men på den anden måde er det bare så grænse overskidene.

Nogle gange er det godt at blive presset lidt, andre gange skal man bare ikke presses.

For mig er det ind i mellem skønt at blive pressede, så længe jeg kan sige fra når jeg ikke kan mere og det så bliver respekteret, for ellers har man en tendens til at sige fra lidt tidligere end man måske burde, og så ændre man bare slet ikke noget.

Jeg tror at det er godt at overskride grænser, så længe at man husker at have sig selv lidt med i det hele. 

Hvordan man beskriver det

Vi snakker meget forskelligt, nogle snakker på en måde til nogle mennesker og en anden måde til andre mennesker, nogle snakker bare altid høfligt til andre, vi snakker på mange forskellige måder, men alligevel forstår man for det meste hinanden.
Jeg synes ind i mellem, at jeg snakker for høfligt til nogle mennesker, men for grov til andre mennesker, jeg synes, at det kan være svært at sige tingene som de er, for hvordan skal jeg beskrive det, så det bliver forstået det man siger.
I går kom jeg så i en situation, hvor jeg skulle fortælle noget, men så det kunne forstås, men jeg vidste i første omgang ikke hvordan, indtil det gik op for mig, at jeg kunne referer til noget tegne film, som næsten alle kender.

Jeg var simpelthen så irriteret, men hvor jeg beskrev det som at være en tegnefilmfigur, hvor dampen stod ud af ørene på en, hvilket de fleste kan forstille sig, for det var sådan jeg havde det, men det er svært at beskrive, hvis man ikke har noget at henvise til på den måde.
Nogle gange kan en beskrivelse blive til en komisk ting, som gør at man bliver mindre irriteret, hvilket på en måde er godt, for ja man er stadigvæk irriteret, men ikke helt så meget som før, hvilket er godt, for så har man måske en lettere tilgang til det næste gang.
Det her lyder ondsvagt og latterligt, men nogle gange er det faktisk godt at vende det på den måde, det er nemlig ikke alle der kan relatere til det man prøver at forklare dem, men hvis man kan stille et billede op i deres fantasi, så kan det tit hjælpe, for så kan de bedre forstille sig hvad man mener.

Vi beskriver jo også på forskellige måder, hvilket jeg faktisk synes er fantastisk, for man høre nogle gange en beskrivelse, som man ikke selv havde tænk over, men som er en mega god beskrivelse, og på den måde kan man lærer noget nyt af hinanden, hvilket er godt.
Men man skal også huske at være åben for de forklaringer man får, for nogle gange får man måske en beskrivelse af noget, hvor man bare tænker "Hold da op en dårlig forklaring", men samtidig er det jo det bedste forklaring personen har lige nu og her.
For det er da heller ikke altid at de forklaringer, som man giver er gode, men som er gode de bedste lige i den situation, men det er også tit budskabet der er det vigtigste, hvad er det endelig man prøver at sige med sin beskrivelse af en følelse, en ting, en oplevelse osv.
Så prøv at tænk over det frem over, når der er nogle der prøver at give jer en beskrivelse af noget, eller når man selv skal give en beskrivelse af noget.

Skriverier

Jeg har i meget langt tid ikke skrevet på min historie om Voldtægten, men har faktisk her på det sidste fået mere lyst til at skrive på den igen, men har bare ikke helt haft energien, da jeg så i dag blev spurgt hvornår jeg endelig går i seng.
Blev jeg på den måde mindet om, at jeg en overgang kunne sidde til klokken tre, fire, fem og få gange helt til klokken seks om morgen bare for at skrive eller rette i historien, noget jeg på en måde savner at gøre, det at der er fred og ro omkring en, men det er også som om at historien bare er langt bedre der om natten i mit hoved.
Så er det jo bare en fordel at jeg har det med at sove dårligt om natten, så på den måde kan jeg løse et soveproblem på en måde og få skrevet på min historie.
Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg selv har oplevet det, for historien er så gribende, så for at I ikke skal tro at jeg skriver ud fra erfaring, så gør jeg det ikke, jeg skriver ud fra fantasien og ikke en virkelig oplevelse.
Men til alle jer der endnu ikke har læst det jeg indtil nu har skrevet/rettede i, så kan I læse det her, men med forbehold, for måske kommer der nogle få ændringer mere i det, men jeg håber at I kan lide det der er skrevet indtil nu:

LØRDAG NAT

Her sidder jeg lidt beruset i bussen på vej hjem, klokken er mange, tænk en gang at jeg kunne blive i byen og feste så langt ud på natten, jeg er også blevet træt, kan jeg mærke, når jeg nu sidder her og falder til ro.

Jeg læner hoved på ruden, lukker øjne i et øjeblik og tænker på noget af det hyggelige fra turen i byen med veninderne, der blev ikke drukket så meget alkohol.

Vi var taget af sted på grund af hyggen, dansene og musikken, vi skulle ikke af sted for at drikke os fulde, men jeg kan mærke, at jeg nok er blevet lidt mere påvirket, end jeg havde regnet med at blive.

Jeg må have været faldt i søvn, for pludselig vågnet jeg brat op, kigget forvirret rundt, for at placere hvor jeg var henne, og hvor jeg kom frem.

Jeg vidste, at jeg var på vej hjem, jeg fandt hurtigt ud af at jeg var i den rigtige bus, for vi kom til byen hvor jeg skal af bussen, jeg samlede hurtigt mine ting sammen og fik trykket stop.

Jeg skal af bussen nu, den standser ved grusvejen der starter midt i byen, jeg stod af og gik lidt ind af grusvejen, der kom støvregn ned, det er skønt at gå i dette vejr, det gør mig friskere til gåturen hjem.

Jeg standset op under lygtepælen, der holder en bil midt på vejen, jeg kan skimte at der sidder to i bilen, jeg kan mærke, at de holde øje med mig, lyset fra lygtepælen rammer ikke deres ansigter og det er mørkt, så jeg kan ikke se hvordan de ser ud.

Efter lidt tid begynde jeg at gå, bilen blev startet og drønet af sted ind af grusvejen, men jeg gik bare videre, de havde jo nok ventet på en der ikke var med bussen, og lige så stille forsvandt byen og lyset bagved mig.

Jeg har gået et par kilometer igennem skoven hjem, jeg gik i rask trav, jeg er bange for om der er nogen et sted der ude, jeg siger til mig selv, at lydene bare er træerne og dyrene.

Pludselig hørte jeg nogen som hvisker, jeg stivnede et øjeblik og så satte jeg i løb, for at komme hurtigt hjem, men det gik ikke så hurtigt, det må være alkoholen der gør mig langsom i løb, men samtidig har løb aldrig været min stærke side.

”Fang hende så, fang hende!”, lyden blev råbt på en hviskende måde, men jeg gør mit for at løbe fra personen bagved mig, men jeg kan høre at afstanden bliver kortere og kortere.

Så skete det med et hårdt greb i min arm, det er svær at løbe videre, det var en med nogle kræfter, for det var et fast håndgreb.

Jeg prøver at gøre modstad, men jeg blev klynget ned på det våde græs, som om jeg er en sæk kartofler.

Jeg når ikke at skrige, for i samme øjeblik fik jeg bundet min mund til med et stykke stof, den ene hvisket mig i øret ”Gør ikke modstand eller det bliver værst for dig selv”.

Men jeg prøvet alligevel at gøre modstand, hvor den ene begyndte at sparke mig i siden, efter fem spark blev der sagt med usikkerhed i stemmen ”Stop, far, stop, det er nok nu!”.

Sparkene ophøret, der rende tåre ned af kinderne på mig, det gjorder så ondt i min side.

”Så kan du lære at høre efter, Luder. Niels, så er det din tur, nu skal du vise, at du er en mand, en rigtig mand!”

Niels tog lige så stille tøjet af mig, men det gik åbenbart ikke hurtigt nok, for så blev der sagt ”Hurtigere, kalder du det der en voldtægt, du burde jo være godt i gang nu, se at komme i gang eller er du bare en vatpik, KOM SÅ IGANG”.

Niels satte tempoet lidt op, jeg kan mærke at han røster på hænderne, han må være nervøs, for han har vanter på, så det kan ikke på grund af kolde hænder.

Han rode med hans egnet tøj, jeg lå bare her, jeg tog mig selv i at være stivnet, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg begynder at mærke panikken endnu mere, det går op for mig, at de kun havde bundet noget om min mund, så jeg begynder at vride mig rundt, men det var svært, jeg slog og sparket efter Niels.

Men det var svært, at ramme, når jeg så endelig ramte ham, skete der ikke noget med ham, tårne strømmer ned af mine kinder, Niels tog fat i mine arme, så jeg ikke kunne slå ham mere, han maste sig ned imellem mine ben så de blev spredt, men der sker ikke mere end det, jeg kan ikke blive fri fra ham nu,

Han er meget stærkere end mig, jeg er altid så slap, specielt når man skal bruge alle sine kræfter, så er de væk, men der skete ikke noget, Niels blev ved med at ligge stille, han snøftet lidt.

”Kom så i gang, Niels, vi har ikke hele natten!” kom det vredt fra hans far.

Grædende kom det fra Niels ”Jeg kan ikke, far, jeg kan ikke!”.

Jeg åndet lette op, de vil slippe mig fri.

De lader mig gå, tænk at det kan lade sig gøre, jeg troet ikke mine egne øre, kan det virkelig passe, at jeg blev reddet.

”Du er bare en vatpik, men så tager vi hende med os, du bliver på hende, så kommer jeg om et øjeblik!”, det kan ikke passe, jeg bliver ikke sluppet fri, hvad vil de nu gøre med mig, hvad skal jeg nu, hvor skal jeg nu hen.

Faren gik lidt væk, Niels har vendt mig om på maven og sat sig oven på mig, han holdet mine arme på min ryg, jeg kunne mærke, at han er stærk, for jeg kunne ikke vig mig fri fra ham, mange tanker for igennem mit hoved.

Pludselig kom der en bil trillede lige så stille, jeg drejet hoved, så jeg kunne se bilen, den havde ikke noget lys tændt.

Bilen må være en mørk farve, for den faldt meget i et med omgivelserne, den kom ud fra en sidevej hvor månens stråler ikke kan ramme den.

Faren kommer hen med et reb, `Her er rebet, Niels!`, Niels fjernet sig fra min ryg, de binder mine arme på ryggen, snoren er åbenbart lang.

For jeg kan mærke, at det er den samme snor som bliver bundet omkring mine ankler, jeg kan ikke strække mine ben på grund af snoren.

Niels tog sit tøj på, imens gik faren hentil bilen med mit tøj, jeg lå helt nøgen på græsset, det er åbenbart begyndt at regne kraftigt, jeg ved ikke hvornår det var slået over i så meget regn.

Jeg har ikke opdaget det før nu, regnen gør det koldt at ligge her på græsset, selv om at vi er i en forårs måned, så er det stadig køligt her om natten, specielt i regnvejret.

”Niels, kan du lige tage hende hen til bilen, så går jeg hen og åbner”.

”Hun er lidt for tung til at jeg kan løfte hende selv, et er at stoppe hende og få hende ned på jorden og holde hende fast der, men jeg kan ikke løfte hende alene.”

”For pokker da også, kan du da slet ingen ting, skal man gøre alt for dig, så bliv dog voksen” faren lød meget vred på Niels.

De tog med et fast greb i begge arme, de løftet mig hentil bilen satte mig ved siden af den på knæene, da de havde fået åbne bagdørene rode de med noget.

Det forgik i stilhed, jeg tror, at det er fordi faren var meget skuffet over Niels, måske fordi de ikke vil have at nogen skulle høre dem, hvis der det blev til et skænderi, men der var meget vrede i luften.

De kom hen og tog mig i armene igen og løftet mig op i bagenden af bilen, der er lidt lys, så jeg kan se at det er en varevogn.

Jeg blev båret ind og lagt inde i forenden af rummet, de begyndte at dække mig til med nogle tæpper og dyner.

Lidt efter bliver dørene lukket og der gik ikke længe før to mere blev klapper i, jeg ligger og ømme mig lidt, jeg kan høre at der bliver diskuteret imellem Niels og Faren, men jeg kan ikke høre om hvad.

Der blev stille, helt stille, jeg tog mig selv i at have holdt vejret, jeg gispet lidt efter vejret, men det gør så ondt i siden, det var svært at trække vejret.

Da jeg ligger under alle de her dyner og tæpper, det lugtet ikke særlig godt, det lugter muggent.

Jeg prøver at få mit hoved lidt fri, så jeg kan få noget luft, efter noget møg og besvær, så kan jeg mærke den friske luft komme ind til mit ansigt, det er helt skønt.

Bilen starter og begynder lige så stille at køre, men jeg kan mærke, at vi køre i meget langt tid, jeg er så træt, det gør ondt i kroppen.

Jeg ligger dårligt og vejen er ind imellem meget ujævn, jeg orker ikke, at følge med mere, jeg er så træt, jeg kan ikke klare mere, bare jeg kan slippe væk i god behold, det vil være skønt.

* * * * * * * * * * * * * *

                                 SØNDAG FORMIDDAG

Jeg må have været faldt i søvn, for da jeg slog øjne op igen, lå jeg på en lille slidt madras med en sofapude og nogle tæpper, der lugter forfærdelig af våd hund, jeg har ingen fornemmelse af, hvor jeg er henne.

Der er ikke mange ruder her, der er enkelte, den jeg bedst kan se er møgbeskidt, der er gået et stykke af ruden, en solstråle skinner ind i hoved på mig.

Jeg vender mig med besvær, for jeg er stadig bundet på ryggen og det gør stadig meget ondt i siden, både af slagene, men også af at ligge på samme side i så lang tid.

Men jeg får mig vendt, så får jeg nu en chance for at kigge på det sted, hvor jeg er, jeg vidste ikke hvad klokken er, jeg kunne ikke fornemme, hvor jeg er, men der var stille.

Mit hoved er tomt fra tanker, kun de indtryk som jeg får fra omgivelserne er i mit hoved.

Der er ikke mange ting, det er et faldfærdig sted, det er beskidt, det ligner lidt en gammel gård, det ligne en stald jeg ligger i, men jeg er ikke sikker.

For der er kun lidt lys i min ende af rummet, jeg kan se at vinduerne i den anden side af rummet er dækket til med noget der gør det mørkt her inde.

Jeg kan ikke umilbart se nogen her inde, men der er dog en større klump i den anden side, men det ligner en bunke tæpper, så lige nu er jeg alene.

Jeg kan ikke høre nogen i nærheden af bygningen, måske skal jeg bare ligge her til, helt alene, hvor ingen kan finde mig.

Det eneste jeg kan høre er fuglefløjt uden for, det minder mig om at hvis jeg ikke lå her, så var jeg ude og nyde forårs vejret, den friske luft der kommer efter regnvejrsdage.

Men det kan jeg ikke mærke her inde, det lugter forfærdelig af våd hund og lort, jeg prøver, at undgå at lugte til det.

Jeg ligger lige så stille med lukker øjne og lyttet til fugle sang, jeg er for træt til at holde øjne åben, men jeg er for frisk til at sove, tankerne flyver igennem mit hoved.

Selv om at jeg prøver, at glemme hvad der er sket, men kan dog ikke lade værd, vil mine kollegaer henne på stationen finde mig, inden dette måske bliver min død, men der jo også enormt pinligt, hvis de finder mig.

Nu kan jeg høre nogen nærme sig, jeg åbner øjne i et øjeblik, men lukker dem hurtigt igen, de skal ikke se, at jeg er vågen, hvis de tror, at jeg er død, så forsvinder de nok igen.

”Hvad skal vi gøre, Far, det var din ide med at tage hende og gøre det ved hende, men vi kan ikke beholde hende meget længere, hun er fra politiet, det sagde de i nyhederne, da hun er meldt savnet, hvad gør vi?”

Jeg er meldt savnet, så må jeg bare håbe, at de kan finde mig, det er da mit helt at jeg altid går med sporing i håret, men det er sikkert ikke aktiveret.

For så vil de vel være på vej her ud nu, så vil de ikke melde mig savnet i nyhederne, så vil de da bare komme.

Hvis de altså har tænkt sig, at tjekke for sporings muligheder på mig, hvorfor kastet jeg også tasken fra mig, da jeg prøvet at løbe fra dem.

Jeg siger, altid til de andre på stationen, at de skal spore via mobilen først, nu vil de bare finde mig taske.

”Du skal ikke til at lave noget dumt, Niels, DU bliver her ved hende, jeg finder ud af noget, for vi kan IKKE slippe hende fri, for så render hun bare til politiet med det samme, jeg finder ud af noget.”

”Jamen, far, vi kan da ikke beholde hende i særlig langt tid, hun er jo meld savnet!”

”Jeg finder ud af det. Jeg tager hjem og tænker over det, men du kan jo tage at mande dig op til en rigtig mand imellem tiden, for når jeg kommer tilbage, så skal du voldtæge hende der” peger faren på mig

”Hvis du ikke gør det, så dør I begge to, for jeg vil ikke have hende, er det forstået Niels?” tilføre faren

”Ja, far, jeg skal nok! Far, giv mig lige smøgerne, jeg vil gerne have noget at ryge på, hvis jeg skal have næver som dig.”

Jeg har øjnene åben en lille smugle, jeg kan se, at Faren kaster en pak smøger hentil Niels, han står og kigger på ham i et øjeblik og gik videre.

Niels sætter sig ned, der kommer et dybt suk fra ham, han fumler med cigaret pakken, men får en taget ud af pakken, han tænder smøgen, lidt sollys rammer ham, jeg kan for første gang se hans ansigt.

Det halv lange pjusket brune hår er pænt til ham, jeg kigger pludselig ind i de pæneste blå øjne, jeg kan se en masse usikkerhed i dem, hvad har fået hans far til at tvinge ham til dette.

”Lad vær med at se på mig, det er ikke min skyld, jeg kan ikke gøre noget ved det,” han er meget sur i stemmen, men det brister over i gråd.

Da han siger ”det var ikke meningen, at jeg vil gøre dig noget, men jeg er kun en stor skuffelse for min far, jeg kom ikke ind i militæret.”

Han kigger ned ”Hvilket han havde håbet, han vil have, at jeg som hans eneste søn, skulle blive til noget stort der inde for, men jeg kunne ikke komme ind.”

Han tager sine ben til sig, han lægger grædende sit hoved ned på knæene, jeg bliver ude af mig selv, jeg kan ikke gøre noget eller sige noget.

Men hvad skal jeg også gøre eller sige efter alt dette, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, jeg kan jo bare ligge her og kigge.

”Du skal ikke være bange, jeg gør dig ikke noget, jeg kortslutter ind imellem, men det er kun når jeg føler, at ingen forstår mig, jeg vil helst bare slippe dig fri, men jeg kan ikke, hvis min far kommer tilbage og du ikke er her, så slår han mig ihjel.”

Jeg prøver, at lave en lyd med munden, så han kan forstå, at jeg ikke kan snakke med ham på grund af kluden, han rejste sig op og kom hentil mig, jeg stivnet, hvad vil han gøre ved mig.

Han gør ikke noget, han løsner stoffet om min mund, ”Hvis du begynder at skrige, så kan ingen høre dig, han valgte dette sted, for at ingen skal høre noget. Undskyld, jeg vil virkelig ønske, at det ikke var nået så langt, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”

Tårende triller ned af kinderne på mig, det gik op for mig, at jeg faktisk er meget mere bange end jeg lige har bemærket, nu har jeg endelig muligheden for at skrige, så gør jeg det ikke, jeg tror naivt på ham, hvor dum kan jeg være, der findes da vist ikke nogen der er dummere end mig.

Der er stille, vi kigger på hinanden, Niels har sat sig hentil mig, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg kan på ingen måder gøre nogen modstand nu, han er så tæt på, at hvis jeg skriger, så vil han meget hurtigt gøre noget ved mig.

Jeg kigger op på Niels, ”Hvor gammel er du endelig, Niels?”, han kigger ned i gulvet, som om han ikke vil svare på det, han virker flov over sin alder, ”Du tror mig nok ikke, fordi du har oplevet hvordan min far styre mig, men jeg er 27 år.”

Han ligner faktisk ikke en på 27 år, men en der er i starten af de 30 år, ”Du er yngre end jeg troede du var, hvis det kan trøste dig. Men det hjælper vel ikke.” jeg smiler i det jeg siger det, han begyndte også at smile, han satte sig godt til rette.

”Du nævnte, at du ikke vil være militær mand, har du så fået en anden uddannelse og som hvad?”

Niels kigger på mig, som om han ikke havde rendet med, at jeg havde hørt, hvad han sagde, men smiler til mig, men han begynder at fortælle.

”Jeg har altid fået høje karakter, jeg vidste, at jeg gerne vil være noget, hvor jeg kan hjælpe andre, så jeg tog uddannelsen til læge, jeg er næsten lige blevet færdig” han kigger over på mig

 ”men min far mener, at det kun er bøsser der er læger. Men jeg er ikke bøsse, så han mener ikke, at jeg er en rigtig mand.” Han kigger ned i gulvet igen.

”Rigtige mænd, bøsser er da også rigtige mænd, en rigtig mand er en der er stolt af den som han er, en som ikke er bange for at stå ved det, en som er stolt af det han arbejde med, det han får udrettede i sit liv.” Jeg får det sagt med en blanding af forvirring og vrede i stemmen.

 ”Hvis du er stolt af dit liv, så er du en rigtig mand, er du stolt af dig selv, Niels? Men hvis du ikke kan svare din far igen, så er du jo ikke en rigtig mand.” jeg ved ikke om Niels forstår mig.

”Jeg er stolt over at være læge, for mig var det en drøm der gik i opfyldelse, men min far kan bare ikke se, at jeg er en rigtig mand.”

”Hvorfor skal din far se, at du er en rigtig mand? Bliver du en rigtig mand af at høre efter ham, for hvis du bliver en rigtig mand af det, så han du jo ingen problemer med voldtægten.” jeg prøver at få øjenkontakt med Niels.

”Men i mine øjne, hvis du er en rigtig mand, siger du fra til din far.” jeg kan mærke at vreden i min krop, men tårende render ned af kinderne på mig samtidig.

”Du kan jo bare gøre det, hvis han gør det nu, så er det jo overstået, så er det hele overstået, så kan jeg måske slippe sikkert herfra.”

”Jamen, JJ, du er ikke sikker, du ved da ikke om min far tror på det, han vil sikkert have beviser på det, hvordan vil du give ham beviser på at det er forgået?”

”Niels, du har vel en mobil der kan filme?” jeg kigger op på Niels, han siger ikke noget, men han nikker bare lige så stille med hoved, ”Fint, så filmer vi det med mobilen, så viser vi det bare til din far når han kommer.”

Han vil lige tænke over det, han kan vist godt se ideen i det, for så bliver det ikke tvunget på samme måde, som hvis Niels’ far var her, hvilket er rart, for en gang skyld føles alt dette rart.

Når jeg tænker på en voldtægt, ser jeg det ikke som noget rart, hvad skete der siden det kom til at føles rart.

Er det fordi faren ikke er her, er det fordi jeg har lidt kontrol over det, jeg ved det ikke, jeg ved bare at det føles rigtigt.

Vi blev meget stille begge to, vi har fået vores at tænke over begge to.

* * * * * * * * * * * * * *

                         SENT SØNDAG EFTERMIDDAG

Der må have gået flere timer, for der kom en bil udenfor, Niels rejste sig op, han stiller sig hen til vinduet, hvor han kigger ud igennem en lille ravn i plastikket.

”Det er min far der kommer. Vi snakker videre om det andet, når han er kørt igen.” Niels’ stemme lød usikker.

”Ja, hvis han køre igen.” Jeg tog mig selv i at trække vejret med en meget skuffet vejr trækning.

Døren bliver slået hårdt op, man kan kun se en skikkelse i døren, men man vidste at det er faren, han havde en lygte med, det var blevet mørkere uden for.

”Du har vel ikke bestemt dig endnu.” Niels får lyset lige i hoved, man kan se at han skammer sig.

Faren blev vred, han forsvandt ud i mørket, men der gik ikke længe før han kom tilbage.

”Her er en pizza, cola, nogle stearinlys og nogle smøger. Så kommer jeg tilbage på et tidspunkt i morgen eftermiddag, så skal du være klar.” Faren er vred i stemmen da han siger det.

Han peger på maden ”Det der er kun til dig, Niels, ikke til luderen der.”

Han gør tegn til Niels, som rejser sig op og går efter ham, jeg kan ikke fornemme hvor langt væk de er, men jeg kan høre, at de skændes der ude, men ikke om hvad.

Jeg glemmer i et øjeblik, at de skændes, da det går op for mig, at smerterne i kroppen har gjort, så jeg ikke har mærke, at jeg har, skulle have været på toilettet.

For i en stund fik jeg lige drejet mig, så noget af smerten forsvandt, så kan jeg mærke at det er helt vådt og klisteret, men jeg kan ikke gøre noget.

Bilen starter og køre væk, jeg bliver helt forvirret, for har de efterladt mig, jeg har ikke set at der kom nogle ind, men Niels måtte været kommet, for stearinlyset bliver tændt, jeg drejer hoved, så jeg kan se ham.

Han sætter sig til rette i skæret af lyset, han trækker pizza æsken til sig, åbner den, efter lidt tid tager han colaen og åbner, jeg kigger væk fra ham i et dybt suk.

”Jeg kan ikke give dig noget. Du må være sulten, men jeg kan ikke give dig noget. Du ved, min far.” Niels sagde ikke mere, jeg kan høre ham sidde og spise.

* * * * * * * * * * * * * *

              SØNDAG NAT OG MANDAG FORMIDDAG

Jeg vågnet flere gange i løbet af natten, det gjorder meget ondt i hele kroppen, jeg kan lugte pizzaen, jeg er så sulten, men jeg kan kun med nød vende mig om, for at få et øjeblik med lidt færre smerter.

Det er ikke let at vende sig om, for jeg er stadig bundet på ryggen, så det er en kamp hver eneste gang i løbet af natten, så jeg fik ikke sovet meget.

Niels kom ind af døren, der gik det op for mig, at det var blevet lyst ude, jeg er så træt, at jeg ikke har opfanget lyset der kom ind igennem de sprækker der er i vinduerne.

Niels lod døren stå på klem så der kan komme noget frisk luft ind, det var skønt, for så forsvandt noget af den dårlige lugt, jeg lukker øjne, men åbner dem brat op igen, da der bliver smidt noget koldt vand ud over mig.

”Undskyld, men der er ikke noget varmt vand, jeg vil bare skylde noget af det beskidte af dig, så godt jeg kan.” Niels smiler med et skævt smil til mig i det han nikker ned af mig.

Jeg har slet ikke opfanget, at han havde fjernet tæppet fra mig, så jeg ligger helt nøgen på gulvet, han har også fjernet madrassen som jeg lå på,

Han tog en spand mere og kaster vandet ud over mig, han tog en kost, han begyndte at skrubbe gulvet omkring mig, efter en god omgang skrubberi, så mangler han bare under mig lige der.

Han gik ud og henter to spandfuld vand mere, da han kom ind, tog han nogle gamle klude, han gjorder den ene våd, han begynder at vaske mig.

Han kaster resten af vandet fra den spand ud over mig, meget af vandet tager meget af skidtet fra gulvet med væk, Niels rejser mig forsigtig op på knæene, det gjorder ondt, men det var rart ikke at ligge ned mere.

Niels tog spandene, fylder dem op på ny, han begynder at tørre mig af på den sidste side, han skrubber hurtigt gulvet, hvor jeg lå, han tog spanden op.

”Det bliver koldt nu, men luk øjne og mund, så hælder jeg noget af dette over dig, jeg fandt noget sæbe, så kan du få noget sæbe på dig og så resten af vandet.” Jeg nikker op til Niels.

Jeg lukker øjne og tager en dyb indånding, vandet render lige så stille ned over mig.

Da vandet stopper puster jeg ud igen, men jeg holder øjne lukket, for jeg vil ikke have sæbe i dem, jeg kan mærke hvordan Niels helt forsigtig putter sæbe på mig,

”Nu kommer anden omgang vand, men først resten af den ene spand.”

”Jeg er klar.” Jeg læner hoved tilbage og tager en dyb indånding.

Vandet kommer lidt hurtigere ned over mig, mest af det er i mit hår, da jeg kan mærke at der ikke kommer mere vand.

Tager jeg en ny indånding, og vandet fra den sidste spand kommer meget hurtig ned over mig.

Da han var færdig tørret han vandet fra mit ansigt væk, så jeg kan åbne øjne, han tog fat i mit og løfter mig over på en ren madras, jeg kan lugte, at den ikke har ligget her ude længe.

Han lagde et ren tæppe over mig, jeg ligger faktisk godt nu, det gør stadig ondt, men det er skønt at blive lidt rent igen.

Niels lægger sig på en madras ved siden af mig, han kigger på mig, han sender et kærligt smil, hans hoved er på skrå, jeg kan se på hans øjne, at han vil sige noget vigtig.

”Oki, jeg har tænkt over det, du ved, voldtægten, vi gør det.”

”Jeg har ikke mit tøj, hvilket jo på en måde gør det lettere for dig, du har ikke noget der skal af mig først, du skal bare binde mig fri.”

Han vidste, at det måtte være nu, inden faren kommer igen, han bandt knuderne op, endelig kan jeg strække mine ben, det er første gang i langt over halvtandet døgn.

Det er så dejligt, jeg tog hurtigt fat i mit hår, jeg fik aktiveret hårnålen, så mine kollegaer kan finde mig, hvis de søger efter den, det er godt at den kan tåle vandt, at Niels ikke bemærkede den.

Han tog mig forsigtig op i hans arme og optagelserne gik i gang, han lagde sig tæt ind ved siden af mig, han hvisket mig ind i øret ”Hvis du gør modstand, så banker jeg dig til fortrydelses tilstand”.

Det gik op for mig, at jeg ryster, jeg er igen, jeg fortryder, at jeg overhoved kom med forslaget, jeg begyndte, at sparke så meget jeg nu kunne, men jeg kan ikke særlig godt, det gør ondt i hele kroppen.

Han svinger sig op på mig og slå mig bevidstløs, da jeg kom til mig selv igen, han har bundet mig igen, jeg bliver så sur på mig selv, over at jeg gjorder modstand, jeg kunne have sluppet fri, hvis jeg var heldig, men chancen er nu meget lille.

Der er stille, vi kigger lidt på hinanden, jeg lukker øjne tungt, åbner dem igen, det er hårdt at holde dem åbne, lige så stille er mine øjne mere og mere lukket, smerterne har bedøvet sig selv, så det er blevet let at sove, jeg har ikke sovet ordentligt i snart to døgn, endelig kan jeg sove.

* * * * * * * * * * * * * *

Jeg vågner brat op, da der bliver skudt, det er blevet mørkt udenfor, det er svært at se hvad der sker, ”Hvad fanden tænker du på, Niels? Har du vasket hende, hun skal bare dø bagefter.”

Jeg kan genkende stemmen, det er faren, jeg vil gerne sige noget, men tør ikke, for jeg ved ikke om han har en pistol, så jeg ved ikke, om han vil skyde mig, jeg er så bange.

”Niels, det er nu, er du blevet voksen nu, så skal du vise, at du er en rigtig mand, har du fundet ud af om du er? Du skal i gang med den voldtægt.”

”Far, jeg kan ikke gøre det, jeg er en rigtig mand allerede, en rigtig mand voldtæger ikke nogen.”

Jeg bliver forvirret, hvorfor viser han ikke videoen, så slipper både han og mig for at gøre det igen.

To blink fra faren sammen med to høje brag, det måtte være hans pistol, pludselig kan jeg mærke mit højre ben igen, det gør forfærdelig ondt, jeg kan ikke gøre noget, jeg kan bare ligge her.

”Stop far, nu stopper du.”

Faren lys rammer nu Niels, et skud mere blev affyret, Niels faldt ned i venstre ben, han tog sig til benet, jeg begyndte at skrige, jeg skreg så meget, som jeg kan.

Faren vendte sig over imod mig, skød mig i benet igen, det gør så forfærdelig ondt, men jeg stopper omgående med at skrige, jeg er bange for, at han vil skyde mig igen, hvis jeg ikke stopper.

”Hvis min skvat af en søn ikke kan gøre det, så må jeg jo gøre det, nu er du her jo, så kan jeg lige så godt.”

Han gik hen og flået snoren op på min ryg, tog mine arme hen over mit hoved, han bandt dem igen til en stolpe, han havde spredt mine ben.

Det gør forfærdeligt ondt, jeg kan ikke gøre modstand, tårerne begynder at løbe ned af kinderne på mig, han er ved at gøre sig klar, da der kommer udrykning uden for.

Han vil hentil vinduet, men snubler over mit ben og lander oven på skudsårene, Niels rejser sig op og går hentil vinduerne, da det kommer fra ham ”Det er politiet, der er mange af dem, nu er vi sku på det, hvad gør vi, far?”

”Har du ringet til politiet, du kan da heller ikke finde ud af noget, uden at gøre endnu mere galt. Nu har jeg sku travlt med dette her, sæt dig der i hjørnet eller jeg skyder dig.”

Niels satte sig over i hjørnet, jeg kan skimte ham, jeg kan se at han er fortvivlet, han græd, jeg kan godt forstå ham, han har hele sin fremtid for sig, nu ender han i fængsel, fordi han har en dominerende far.

Jeg kigger pludselig, da jeg ikke lige har holdt øje med faren, han er gået i gang med at voldtæge mig, det gør så ondt, faren gled bare op og ned, igen, igen, igen og igen.

I et øjeblik stivnede jeg af chok, men jeg begyndt at spjættet, så godt jeg kan, men jeg kan ikke slippe fri fra hans vægt, der holder mig nede på gulvet.

Jeg stopper op med at gør modstand, da han trykker på mit såret ben, mit hjerte banker meget hård, jeg er så bange for at gøre modstand.

Men her ligger jeg helt nøgen og håber på, at han snart bliver afbrudt af politiet, tårende triller bare ned af mine kinder.

Jeg føler mig så magte løs, jeg føler mig noget så beskidt, fordi han bare voldtager mig, som om han ejer mig, er jeg virkelig hans ejendel, noget han bare sådan kan bestemme over.

Pistolen gik ved et uheld af, men det gjorder da så han stopper, jeg kigger over på Niels, der holder sig til benet, jeg vidste med det samme, at han var blevet ramt.

Jeg kigger op på faren, han er ikke opmærksom på mig mere, han kigger på Niels, jeg opdager, at han har placeret sig med et ben på hver side af mit.

Jeg løfter mit ben lige så hårdt jeg kan, jeg rammer ham lige i klokketøjet, jeg kan se på ham at det gør ondt, men ikke så meget, men han når ikke at gøre noget imod mig.

For i det samme lød ude fra ”Det er politiet, I er omringet, så læg skydevåbnet og kom ud med hænderne overhoved.”

Endelig, det tog dem da også kun en evighed at gøre klar, det er længe siden at de kom, men nu sker der i det mindste noget, men det er ikke over endnu.

Faren kigger på mig, ”Nu har jeg ødelagt dit liv, lige som du har ødelagt mit, så står vi lige, men du skal bare vide, at jeg kommer til at føre i sidste ende.”

Han tog pistolen op til hoved og skød sig selv, han lagde sig pladask ned oven på mig, jeg begyndte at skrige helt hysterisk.

* * * * * * * * * * * * * *

Lidt efter strømmer det ind med politi folk, de fjerner ham fra mig og løsner mine arme, en af de kvindelige betjente lange et tæppe over mig.

Jeg krøller mig sammen på højre side, jeg glemte alt om smerten, jeg kan ikke stoppe med at græde.

To betjente hjalp Niels op på en båre efter at nogle Falck redder har puttet nogle forbindinger på hans sår, så han kan komme ind på sygehuset og få ordnet sine sår ordentligt på sygehuset.

Nu hvor Niels er blevet fjernet, så kan redderne bedre hjælpe mig, da de ikke vil fjerne tæppet så meget, så de har kun ordnet nogle af de sår på benene.

Men nu kan de bedre se om de har husket alle, de har også fået sat en drop i mig, så jeg kan få noget væske i mig, de kigger op, der står alle de andre fra afdelingen og kigger.

"Hun virker bekendt, men jeg ved ikke, hvor jeg har set hende før." Madsen tror åbenbart, at hun visker det stille til de andre, men jeg kan godt høre hende.

"Det er hende der gør rent på vores kontor," lød det fra Arnold, han kigger på de andre og tilføre "men I har vel aldrig bemærkede hende, men hvad vil I gøre uden hende”

Han kigger på mig ”I har været helt ude af jer selv i dag, da hun ikke er mødt ind med jeres rundstykker og pålæg, kaffen manglede og det var ikke rent, alt det I har brokket jer over.”.

Han kigger på dem og tilføre ”Det er hende der laver det, men hvad er takken, at I bare står og glor på hende, når hun ligger og lider."

Jeg kigger over på dem, jeg kan se, at de skammer sig over det, de går ud der fra, så redderne får noget mere fred til at hjælpe mig, de sætter noget forbinding på de sidste sår.

En af redderne går ud og henter båren, da han kommer ind igen, pakker de mig ind i nogle rene tæpper, jeg bliver lagt op på båren og pakket mere ind.

Da De køre mig ud til ambulancen, støvregner det og friske luft, er skønt at få i hoved, efter så mange timer inde i det rum, da der har været en masse dårlige lugt der inde.

Arnold kommer hentil mig, da jeg er kommet ind i ambulancen, han lægger sin hånd på min skulder.

"Der er lige en masse prøver, som vil blive taget når du kommer der ind på sygehuset. Jeg kommer ind til dig, når jeg er færdig her, for jeg skal have din side af sagen, men det ved du jo godt."

Jeg kigger op på ham, med tåre i øjne får jeg med nød sagt "Kun dig, ikke de andre.", han nikker til mig, så jeg ved at det kun er ham der kommer, hvilket giver mig ro.

Tankernes negative påvirkning

Næsten alle har oplevet det, det fleste vil oplevet det, mange ved at det er svært at være i, at komme ud af, men man kæmper, nogle gange kæmper man alene, andre gange får man hjælp.

Ud fra titlen, så har du nok regnet ud, hvad jeg snakker om, men hvis du ikke ved det endnu, så snakker jeg om hvordan ens tanker, kan påvirke en i en negativ måde, hvor det er mega hårdt at være i, men det kan være svært at komme ud af igen.

Jeg synes, at det kan være svært, for det er som om at tankerne bare køre der ud ad, når man mindst har brug for det, hvor man er alene, så man kan ikke snakke med nogen om det, selv hvis der er nogen at snakke med, så kan det være svært at stoppe tankerne.

I nogle måneder har jeg været langt nede, men jeg gjorder meget for at holde humøret op over for de fleste andre, for ingen skulle vide hvor galt det endelig var, for jeg følte/føler, at jeg ikke vil belemre andre med min problemer, for de har nok i deres egne ting.

Jeg har i nogle måneder kæmpede mig tilbage op i humør, jeg er stadigvæk langt fra toppen, men jeg er ved at være der hvor humøret er bedre, men hvor det helt klart kan blive bedre endnu, jeg har dog fået lidt erfaring i forhold til at takle problemerne, det lyder nok dumt nogle af tingene, men jeg har faktisk fået det bedre ved at gøre det.

En af tingene jeg har fået afvide er, at det hele forgår i hoved på mig, det er blevet sagt så mange gange til mig, at jeg er godt træt af det nu, for jeg ved godt at det er noget der forgår i hoved på mig, så det hjælper ikke at påpege på den måde, hvor det er bedre at få hjælp til at takle det, når det sker.
Men når man så har det dårligt psykisk, så kan tankerne faktisk godt gør at man får det lidt bedre, men det kræver en masse selvkontrol, for det er mega svært, men jeg prøver at sige nogle sætninger til mig selv, her er nogle af dem:

• Jeg er god nok
• Det er ikke mig den er gal med, det er dem
• Jeg kan godt, det kan jo være mega sjovt
• Det er bare latterlig ...
• De siger at jeg er god 
• Der er nogle der holder af mig
• Jeg betyder meget for andre

Der er mange sætninger, hvor jeg så bare tilpasser sætningerne til lige det der går mig på, men selv om at det måske også virker ondsvagt, så kan det hjælpe, men det hjælper for det meste også kun her og nu.

For på den lange sigt så skal man huske at snakke med andre om de ting der går en på, for ellers er det næste umuligt at komme ud af, men der vil jeg så også sige at for mig betyder det meget, at andre roser mig, for jeg er så ekstrem selvkritisk, og jeg kan ikke håndtere ros særlig godt, men ros til mig, hjælper mig når jeg har det sværeste.

Men ros skal ikke kun gives når en person har det skidt, men også når personen har det godt, for ellers kommer det i længden til at blive fordrejet til en negativ ting i tankerne, hvilket jo ikke er meningen med det.

Jeg dur heller ikke selv til at rose andre eller fortælle hvor meget de betyder for mig, men jeg vil rigtig gerne blive bedre til det, for jeg ved hvor meget det betyder for mig, så selv om det måske virker dumt, så betyder det også noget for andre.
De fleste bliver glad for at få ros, nogle så som mig, har bare svært ved at modtage ros, men det betyder ikke at man skal lade være med at ros.
Så er der nok nogle der vil sige at det virker latterlig, men forstil jer at gå rundt i en verden, hvor alt føles som psykisk modstand og kritisk, så når man bare til et punkt hvor man ikke kan mere, hvor man selv begynder at se alt det dårlige ved sig selv.
Fordi man har jo ikke lært andet, men kan have øjeblikke, hvor man måske kan finde det gode frem i sig selv, men det er ikke tit, så man tvivler meget på om man gør det godt nok, man finder alle fejlene, men hvis en så påpeger at man faktisk gør noget der er godt, så kan man også tænke at man har gjort noget forkert.
Men det har man bare ikke, derfor synes jeg, at man skal husk at rose andre, selv for de små ting, men det er ikke fordi man ikke skal kritiser de dårlige ting, men gør det endelig på en god måde, for alle modtager ikke tingene på samme måde.

Jeg synes, at tankerne også kan påvirke en på en måde, hvor jeg nogle gange standser op og ser på mig selv og tænker "Hvem er det lige det her? Hvor blev den glade og imødekommende person af?", fordi tankerne hurtig kan tage over, så man måske går ind til ting med en meget negativ indstilling, enten fordi man har haft dårlige oplevelser før og så frygter det værste eller noget helt andet.
Der har jeg erfaret, at hvis jeg kommer med en negativ tanke gang, så går det ofte galt og så bliver jeg bare bekræftet i det jeg allerede tænke, og der har jeg prøvet at øve mig i at tænke, at det måske er anderledes denne gang, det behøver jo ikke altid at være en dårlig ting.
Men det er svært at gøre, for der sidder altid lidt forbehold i en, men det har gjort det lettere at takle og måske er jeg gået fra ting en, hvor jeg normalt vil tænke "Hold kæft noget lort, det gør jeg ikke igen." til at tænke "Det gik da endelig fint, det kunne gå bedre, men det kunne også gå MEGET dårligere.".
Så det ender med at man får en god oplevelse til at tage med, men så gælder det også bare om at holde fast i det gode, så man ikke kommer til at dreje det til noget dårligt, for det kan man let komme til, men det er svært, men jo flere gode oplevelser man så får, jo lettere bliver det.

Nogle gange tænker jeg, at det kunne være skønt hvis man ikke har alle de tanker med sig, alle de negative oplevelser med sig, men samtidig er det jo dem der er med til at gøre os til dem vi er, hvis andre ikke kan tage min problemer, så er det dem den er galt med og ikke mig.
Men desværre betyder det også at man kommer til at skubbe mange mennesker ud af ens liv, frem for at være ærlig og sige, at man ikke kan klare det lige nu, men måske en anden dag, for nogle gange glemmer man, at andre også har deres at kæmpe med.
Der skal jo være plads til os alle, og hold da op hvor har jeg mødt mange skønne mennesker, hvor jeg står og tænker, at det virkelig er træls at de ikke er en del af mit liv mere, fordi jeg er kommet til at skubbe dem væk, for at skåne mig selv.
Frem for at være ærlig og sige, at jeg ikke har det så godt psykisk, men jeg gerne vil have kontakt med dem alligevel, så meget jeg nu lige kan overskue og at det ikke er dem den er gal med, men samtidig skal man så også være opmærksom på at det ikke altid er de samme personer man siger det til, for eller begynder de måske at tænke at det er dem den er gal med og så virker det til at man afviser dem.
Jeg har faktisk tænke, at der var personer som jeg gerne vil have kontakt med, så har jeg taget kontakt til nogle af dem, det var mega grænse overskridende og tankerne køre der ud af om det nu var en god ide, men det er jo også et spøgersmål om at komme ud over nogle grænser en gang imellem, tage små skridt, ændre de dårlige oplevelser til nogle gode.
Det er også med til at ændre tanke gange hos en, selv om man så har det mega svært, men mange er mere forstående for en, hvis man er ærlig og siger fra, frem for at sige noget der ikke er rigtig, men det skal man bare huske.
En negativ tanke kan ødelægge mere for en selv end godt er, så be om hjælp når det er nødvendig, men huske at give plads til dem der spøger om hjælp, giv dem plads til at fortælle det på deres måde og i den tid de har brug for det.

Og så skal vi huske, at alle er fantastiske på hver vores måde, hvor vil det dog være kedeligt hvis vi alle var ens, så være glad for vores forskelligehed og være åben over for den.

Video 2014

Som sagt, så elsker jeg at tage billeder, jeg deler dem på min facebook side Romme's fotografier (https://www.facebook.com/Rommes-fotografier-305688382865463/), men der kommer der ingen tekst ved billederne.
Så derfor har jeg en blog (http://photoshowof.blogspot.dk/), hvor jeg deler nogle af billederne med noget tekst, nogle gange mere tekst end andre gange.
Jeg har lavet en video med billeder fra 2014, men da den er for stor til at dele i et indlæg, så derfor må dem der vil se den gå ind på min facebook side og se den.
Jeg vil inden længe lave en med billeder fra 2015, så den også kan blive delt.

Første april = aprilsnar

Jeg hader altid første april, for rigtig mange er så klar på at lave aprilsnar, en gang kunne jeg også godt finde på det, men ingen troede alligevel på mig, så jeg gav op, men kan på en måde godt se det sjove i at gøre det, men kan så i nogle tilfælde også synes at det kan blive for ondskabsfuld.

Det er så galt at jeg faktisk helst ikke vil være sammen med nogle eller snakke/skrive med folk den første april, for der er ingen der skal forsøg at lave aprilsnar på mig, selv i nogle uger op til, der er jeg meget skeptisk over for rigtig mange ting.

Hvor der skal meget til at overbevise mig om at tingene er rigtigt, og hvor det til tider er så galt, at jeg er nød til at be folk om at sige det til mig en gang mere efter den første april, hvis de virkelig mener det, for ellers tror jeg ikke på dem.

Nogle år er jeg meget mere sikker på at jeg er blevet narret end andre år, men jeg er blevet så skeptisk, at jeg faktisk har holdt mig godt uden om i nogle år.

Men jeg tror også, at hvis man selv har travlt med at lave aprilsnar på andre, så bemærker man måske ikke at andre laver det på en selv, kun i nogle tilfælde, men det kommer også an på om man bruger de traditionelle eller laver nogle nye.

De bedste er jo dem der får lavet nogen der passer lige til den person de vil narre, for det er jo næsten kedeligt at lave en aprilsnar på en, hvor joken bare ikke passer til.

Jeg synes også, at der ind imellem kan komme nogle følelser i klemme imellem mennesker når man laver aprilsnar, for det er ikke altid de er så søde, de kan til tider være mega ondskabsfulde de jokes, hvor jeg synes, at hvis man endelig skal lave aprilsnar, så skal man altså huske at de man driller også har følelser og måske ikke synes, at det er lige så sjovt som en selv.

Men jeg tænker også at man skal prøve at fornemme sig frem, om den man laver joken på er i humør til det eller ej, for hvis det går skævt, så skal man lige huske at snakke det igennem bagefter, for det kan godt være et større problem end man lige går og regner med, selv om at joken ikke var ondt ment.

Vil gerne - Tør ikke

Tit vil jeg så gerne Men det forsvinder i tankernes snoede stier Usikkerheden jeg møder Så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre For så jeg det ikke tørre Tankerne hamre der ud af Jeg kan selv ikke følge med Prøver at stritte imod
Da tankerne standser i et kort sekund Vælter jeg omkuld Jeg slår mig rigtigt hårdt Men der er ingen til at hjælpe mig op Helt alene må jeg kæmpe mig op igen På usikker ben Går det lige så stille frem ad
Jeg prøver at vise hvad jeg kan Men ingen bekymre sig De skal ikke tage hensyn til mig Så stille lukker jeg af Smiler til dem alle De behøver alligevel ikke at vide mere Jeg stiller mig selv til side Men det behøver de ikke at vide
Men lidt held Bliver jeg helt kold inden i Så kan jeg tankerne næsten stoppe
Dog kan jeg ikke mig selv kende
Hvis jeg bare kunne be om hjælp
Jeg synes ikke at det er særlig nemt
For på hvem kan jeg stole
Når jeg ej kan stole på mig selv

Tankernes banken

Jeg stamper forvirret rundt i mine tanker Fortvivlet mit hjerte banker Alle de dejlige gode glæder I sorgerne vædder Jeg glemmer der gode Vil ønske at jeg var en node Som kunne sprede glæde Men jeg vil gerne væde At det ikke kan lade sig gøre Men jeg det ikke tørre Min tanker de tvivler I det de vivler De er svære at stoppe Jeg prøver at lade dem hoppe For at glemme dem for en stund Men de vivler bare rund Hjælp har jeg let bedt om Men det er som Det er svært at lære For det er ikke til at bære At jeg hjælp skal have Jeg får helt ondt i min mave Men vil måske gerne lade det være glemt Til det der burde være så nemt

Hvalrosens røde numse

Jeg ligger med numsen oppe Imellem alle de sandet bakke toppe Solen stikker til min blege krop Der lige så stille vågner op Tiden glider stille afsted Jeg følger roligt med Jeg føler mig som en hvalros Da jeg rejser mig i tros Ned til vandet jeg slændre I det kølige vand jeg vælter
Pjasker rundt
Som var det sundt
Lister stille op
Og ligger mig på min bakke top

Opgivende forelsket

Der imellem sandet bakker Ligger mit hjerte og banker Sommerfuglene flyver rundt i maven på mig Men det gør de desværre ikke på dig Jeg står nogle gange i blinde Men jeg kan dig ikke vinde Jeg siger ikke noget Da jeg lader det være min hemmelig gåde Jeg sender dig et forlegen smil I mit hoved kommer der et lille grin Det virker så forkert
At jeg ikke lader det blive til mere
Med et dybt suk
Får jeg denne forelske til at luk

Kalø Slotsruin

I forgås var jeg en tur oppe ved Kalø Slotsruin, solen var oppe på himlen, det var lunt, der var andre mennesker, men ikke mange andre mennesker, så det var skønt at være der, var der faktisk i langt tid, for havde god tid, så tog det bare stille og roligt frem og tilbage.
Det jeg nok mangler var nogle bord og bænke, ikke inde i selve slotruinen, men udenfor på det stykke imellem stien og broen, hvor man kunne sætte sig med madpakker, for vejret var så godt, at man på en måde fik lyst til at sidde og spise sin madpakke, men der var ingen steder sådan rigtigt at sidde.
Jeg tænker også, at den brosten sti der var der ud, var noget dårligt at gå på, tænk hvis der kommer nogle ældre mennesker og gerne vil der ud, men ikke kan komme der ud, fordi de er afhængig af deres rollator, men så kan de ikke komme let der ud, da stien er dårlig.
Men hvis de endelig kommer der ud, så trænger de måske til et hvil, men der er ingen steder at sidde, det er jo ikke alle ældre mennesker og dårlig gående mennesker der har rollator, så der kunne det være godt hvis der var nogle bænke under vejs og der ude til dem, og til andre der bare gerne vil sidde og nyde naturen og vejret.
Jeg har mange gange været oppe ved Kalø, men aldrig gået ud til slotsruinen, så en ting der overraskede mig var at der var en trappe i tårnet, for på en måde var det jo ikke rimeligt at bygge en trappe der ikke høre sig til, men samtidig synes jeg at det var godt at komme op og se ud over det hele der oppe fra.

Smilets tåre

Stille glider tårerne ned De bliver bare ved og ved Jeg viser dem ikke Bare for at lade det ligge Men det er psykisk hårdt At holde det bort Jeg smiler til andre Så de ikke ser tårerne der vandre Jeg lukker af Lader smilet dække næsten hver dag For tåre er et tegn på svaghed Ingen må vide hvad der er der bagved Jeg presser et smil frem til at dem sende Men fælder en tåre da jeg ryggen dem vende

Træde vande i livet

Der er dage hvor livet går i stå Fordi man føler at der ikke er nogle at stole på Alt føles som modstand Som om man er ved at drukne i havets dybeste vand Man bliver træt af at kæmpe Bare der er nogen der vil hjælpe Jeg kan ikke mere træde vande Jeg giver op må jeg sande Men der i det mørke sind Der kommer et lille lys tråd ind Jeg griber skeptisk og usikker fast Jeg vil ikke være for tung en last
Jeg forsøger at skubbe mine problemer på afstand
Så jeg kan komme ud af dette mørke land
Jeg mister fatningen igen og igen
Det er svært at vend
Da modstanden er hård fra andre
Jeg kan ikke lade det vandre
Men jeg kæmper mig ud af det mørke sind
Er ved hjælp af lidt medvind
Nåede lidt længere op i det lyse
Nu begynder jeg bare at gyse
For når jeg falder ned igen
Kan ikke klare at det kommer til at vend
Jeg vil bare gerne have det godt
Uden alt muligt brok

Træning

Nu har jeg i over et halvt år været til træning tre gange om ugen, næsten hver uge, det er kun få gange at jeg ikke har været afsted.
Jeg har døjet med nogle smerter i mit venstre knæ, men for nogle uger siden væltede jeg i en weekend, så jeg havde fået ondt i højre side af ryggen, hvilket begge dele har givet nogle problemer med træning, for jeg har ikke kunne klare helt så meget.
Men jeg har stadig træning, jeg har presset mig selv på maskinerne, frem for at tage det med ro, i nogle uger har jeg taget det med lidt mere med ro, jeg har stadigvæk trænet, men har ikke gjort helt så hårdt.

Så da jeg ikke kunne presse mig selv på nogle punkter, så har jeg presset mig selv på andre punkter i det fysiske, hvilket har gjort at jeg har haft nogle oplevelser, hvor jeg overraskede mig selv.
I onsdags kom jeg op på 200 kg på ben pres maskinen, selv om knæet har givet problemer, så var det ikke særlig galt på den maskine, når jeg har kæmpet mig op fra 160 kg til 200 kg på halvanden måned, hvor jeg kun har været inde og styrketræne to gange om ugen.
Så er det alligevel godt klaret, nu er jeg så der, hvor jeg ikke kan sætte den maskine længere op, da 200 kg er det højeste, nu skal der ændres på antal, jeg tog 2 gange 10, da jeg startede med at styrke træne den 19 august var ben pres på 90 kg, så stolt kan jeg da godt være.
Der ud over så har jeg styrke trænet ved en maskine, hvor man styrker det øverste af ryggen, der er jeg siden uge 7 steget fra 65 kg og op til 80 kg i onsdags, så der sker noget i det træning.
Ved lower back har jeg trænet mig til maskines Maks vægt, som er 95 kg, så i mange uger har jeg nu arbejdet med hvor mange gentagelser.

Så der sker noget på maskinerne, jeg overrasker mig selv ind i mellem, hvor jeg prøver at minde mig selv om at det er godt det jeg gør, men det er mega svært, for jeg tænker hele tiden at det kunne gøres bedre, frem for at være stolt over det jeg har gjort.

Der ud over har jeg nogle øvelser, som jeg laver ind i mellem, det er nogle maveøvelser på bold og måtte, men også planken, jeg er så stolt over at jeg kan lave planken, for det havde jeg aldrig troede, at jeg kunne som overvægtigt.

Så er der nok nogle der tænker, hvordan det så går med mig på løbebåndet, der vil jeg bare sige, at jeg har taget det lidt med ro, på grund af mit knæ, men jeg udfordre mig selv på mange punkter alligevel.
For jeg kan foreksempel ikke lide at være på løbebåndet og høre musik via mobil/mp3, så det er jeg begyndt at gøre, så jeg kan øve mig på at kunne komme over den grænse, men samtidig mister jeg hele tiden tålmodigheden på løbebåndet, så hvis jeg presser mig selv for hårdt, så mister jeg den den endnu lettere.

Så ligegyldigt, hvordan det går og hvad jeg gør, så kæmper jeg med at være stolt over det jeg gør, for føler hele tiden at jeg skal gøre det bedre, så det er en kæmpe kamp for mig, så jeg tager afsted og får trænet, men minder mig selv om at jeg skal tage det lidt med ro, at det jeg gør er godt nok.

Synlig rask usynlig syg

Igennem livet oplever næsten alle mennesker på et eller andet tidspunkt noget psykisk, om det er depression, angst, stress eller en af alle de andre diagnoser der er.

Man kigger for folk og tænker, at de fejler da ingen ting, fordi man ikke altid kan forholde sig til det psykiske hos andre, det er så meget lettere at forhold sig til at noget er brækket eller lignede, da det er synligt, men man kan ikke forholde sig til det psykiske.

Det kan også godt være mega svært, men jeg har bemærkede, at hvis jeg bliver spurgt om hvordan jeg har det, hvis jeg smiler og siger at jeg har det godt, så kan folk bedre forholde sig til det, end hvis jeg siger, at jeg har det skidt.

Hvis jeg siger at jeg har det skidt, så er det som om folk fortryder at de spurgte, for de vil på en måde ikke spøger ind til det, for de vil ikke høre på de problemer jeg nu har, men samtidig virker det som om at de ikke vil gå uden at have spurgt.

Jeg har nogle gange oplevet andre spøger, hvordan jeg har det, når jeg så siger, at jeg ikke har det godt, så siger de "Det er da ikke så godt, men jeg håber, at du får det bedre." og så går de, som om de ikke ved hvad de skal sige til en.

Jeg kan godt forstå, at folk ikke tør at spøger mere ind til det, for man ved aldrig hvad man får afvide, hvor meget man får afvide, men bare det man spurgte hvordan personen har det, så har man gjort noget, for så har man vist interesse for personen, hvilket gør at personen ikke føler sig helt alene, at personen ved at der er nogen der bemærker en.

Men hvis man så har tid og overskud til det, så spøger da endelig ind til det, det virker måske dumt, spichelt hvis man ikke kender personen eller kun kender personen lidt, men hvis man spøger en person og personen svare at man har det dårligt og man så spøger ind til det, så er det op til personen, hvor meget personen gerne vil fortælle.

Så længe at man prøver at vise lidt forståelse for det der bliver sagt, for bare det at der bliver lyttede til hvad man siger, det betyder det helt store, det kan gøre en forskel.

Det værste ved at være usynlig syg, er at folk ikke ved hvordan de skal forholde sig til det, hvis man siger fra, så virker man svag, men hvis man ikke siger fra, så virker man som om man kan klare alt i verden, selv om man er ved at bryde sammen.

Jeg tænker nogle gange, at det kunne være rart, hvis jeg havde brækket benet, hånden, armen eller sad i kørestol, for så vil der være flere der automatisk tog hensyn til mig, fordi jeg var synlig syg, men stadig meget selvstændig.

Hvor ved det psykisk syg, der kan man ikke se hvornår der skal tages hensyn og hvornår der ikke skal, hvor hvis man har det dårlig psykisk, så magter man bare ikke altid at sige, at man har behov for at der bliver taget "hensyn", for man kan let kom til at føle, at der ikke er forståelse for det, på grund af mange ting.

Jeg tænker tit, at jeg har en psykisk sygdom, hvor vil jeg dog gerne slippe for den, men den skal ikke styre mit liv for meget, den er en del af mig og det må andre leve med, hvis de ikke kan, så er det deres problem.

Men det skal så siges, at det er mega hårdt, at være i det psykiske og svært at tænke sådan, men samtidig, så må man jo beskydte sig selv ind i mellem, for ellers kan man ikke holde sig oppe.

Mit råd vil til jer læsere, som også har noget at kæmpe med, er I skal tro på jer selv, for I er gode nok, det er bare alle de andre der ikke kan klare at I er bedre end dem.

Til alle jer der er pårørende til folk med psykiske lidelser, prøv at være forstående, lad vær med at presse for hårdt, lyt til hvad de mener og ikke bare hvad de siger, nogle gange er det bare det at der er nogle pårørende og ikke nødvendigvis hvad der bliver sagt eller gjort, men bare det at I er der.

Hjælp til selvhjælp

Nogle gange synes jeg, at alle har så travlt med deres egen liv, at de ikke ser at man faktisk står og har brug for hjælp, men jeg vil så gerne sige at jeg har brug for hjælp, men jeg kan ikke, her for nogle dage siden blev jeg indirekte mindet om en person, der har haft stor betydning for mig.
Bare det at jeg blev mindet om personen, var som en påmindelse om at bare man husker at be om hjælp, så er det også en form for selvhjælp, da man så erkender at man har et problem, som man gerne vil have hjælp til, at man kan erkende det.
Alle har deres ting at kæmpe med, derfor er det også vigtigt at man kan hjælpe andre, men man skal også kunne hjælpe sig selv, når man har det dårligt,
For mig er det en stor ting at erkende at man har brug for hjælp, måske endda be om hjælp, så er man allerede igang med selvhjælp.

Jeg så på facebook i weekenden et billed med følgende tekst som beskriver det på en måde:

But Darling In the end you've got to be your own hero, because everyone else is too busy trying to save themselves. C.T.

Slotsruiner

Jeg elsker at tage ud og se forskellige ting i det danske land, der er så mange ting som folk ikke tænker over at der er der, nogle steder bliver der reklameret meget op, men andre ting bliver ikke, jeg håber, at jeg i år kan komme ud og se nogle af alle de Ruiner der er rundt om i Danmark.
Da jeg i 2012 var på Bornholm så jeg både Hammerhus og en Kirkeruin, men mange af de andre steder der ligger rundt omkring i Danmark har jeg ikke set, hvad jeg kan huske, jeg ved at jeg har været oppe og se den på Kalø, men kun på afstand aldrig helt der ude.
Jeg vil derfor prøve at komme rundt og se nogle af alle dem der er, jeg har fundet nogle af dem, som jeg gerne vil ud og se her, men hvis der er nogle jeg ikke har fået med, så fortæl mig det endelig, så kan jeg tilføre dem, så jeg måske også kan få set dem.
Min mor og jeg har snakkede om at tage en tur til Sverige og Norge, men jeg ved ikke om det bliver til noget, men hvis det gør, så kom da endelig med Ruiner som man skal se der oppe også, men også gerne andre steder som man bare skal se når man er i Sverige og Norge.

Sjælland og Lolland
Asserbo: http://www.visitnordsjaelland.dk/danmark/asserbo-slotsruin-gdk619198
Søborg: http://www.visitnordsjaelland.dk/danmark/soborg-slotsruin-gdk619357
Gurre: http://www.visitnordsjaelland.dk/danmark/gurre-slotsruin-gdk621157
Aldershvile: https://da.wikipedia.org/wiki/Aldershvile og http://www.dn.dk/Default.aspx?ID=2559
Bønnet: http://www.visitlolland-falster.dk/danmark/bonnet-slotsruin-gdk738134 og http://www.spor.dk/Sporene/Sjaelland/Bonnet_slotsruin.aspx
Slagelse: https://www.tripadvisor.dk/Attraction_Review-g230035-d4419759-Reviews-Antvorskov_Kloster_og_Slotsruin-Slagelse_West_Zealand_Zealand.html


Jylland
Egholm: http://www.rebildporten.dk/danmark/egholm-slotsruin-gdk679373
Kalø: https://da.wikipedia.org/wiki/Kal%C3%B8_Slotsruin#Ejere_af_Kal.C3.B8
Trøjborg: https://da.wikipedia.org/wiki/Tr%C3%B8jborg_Slotsruin
Grøngård: http://www.visitdenmark.dk/da/danmark/grongaard-slotsruinhertug-hans-jagtslot-gdk610821