Jeg glæder mig til stemningen, til fællesskabet, til at der sker en masse, hvor der bare er gang i den.
Efter jeg havde meldt mig til det, så vil min mor også gerne, hun kom med på en afmelding.
Viser opslag med etiketten Fremtiden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fremtiden. Vis alle opslag
mandag den 6. maj 2024
Royal run i Fredericia
Jeg har meldt mig som frivillig til Royal run i Fredericia den 20 maj, jeg har været til informationsmøde i dag om det, jeg glæder mig vildt meget og meget spændt på at komme afsted.
lørdag den 6. januar 2024
Praktik
Jeg er på ressourceforløb, sidste gang jeg var i praktik var to år siden, det sluttede efter halvanden måned, ikke fordi det jeg lavede var et problem, men de mente at jeg ikke fungerede socialt, selv om at jeg sad meget alene, imens jeg var der, da de andre var på lageret.
Jeg har i halvanden år kæmpet for at komme i praktik igen, men de vil ikke fra jobcentret side, da de mente at jeg skulle på førtidspension, men jeg vil gerne på fleksjob.
I oktober måned var der et netværksmøde, hvor min sagsbehandler fra jobcentret (K) var med, hvor min sagsbehandler fra kommunen (S) og min læge spurgte rigtig meget ind til praktik til K, men K stod fast i at jeg skulle op for rehabiliteringsteamet, selv hvis jeg ikke ønskede det.
I november var jeg ved min læge om den attest som min læge skulle lave til rehabiliteringsteamet, min læge anbefalede praktik med henblik på fleksjob.
Den 20 december ringede K, nu har hun ud fra den attest valgt at sende mig i praktik, selv om hun ved netværksmødet stod fast i rehabiliteringsteamet.
Så nu skal jeg snart starte i praktik.
Jeg får tit den der med at man gerne må arbejde og være frivillig på førtidspension, men jeg ved at det ikke er mig, da jeg ikke har det godt i frivillig arbejde, jeg er allerede frivillig nu, hvor jeg ikke har det godt med det, og i forhold til arbejde, så vil jeg hellere arbejde som fleksjobber end på førtidspension.
Men førtidspension er til dem der har det godt med det og ikke til mig, som heller vil flexjob.
Måske med tiden kan førtidspension blive en mulighed, men lige nu og her er flexjob det rette for mig.
onsdag den 25. juli 2018
Der er sket så meget
Det er længe siden jeg har skrevet, men jeg har ikke haft så meget overskud, men jeg håber, at jeg kommer igangværende igen.
Så kan jeg nemlig fortælle, om min periode i Galleriet Art Expo, mit ADHD forløb, at jeg er flyttet i lejlighed, at jeg starter på Drøm til virkelighed.
Så der sker så meget og jeg vil gerne dele det med jer, der faktisk læser det her, så jeg håber, at I vil følge med.
torsdag den 29. juni 2017
Kærlighed til andre
Så kom min video ind på youtube og ligge sammen med alle de andre videoer jeg har delt, jeg håber at der er nogle der vil nyde godt af den og få noget ud af det.
fredag den 16. juni 2017
Gør noget godt
Hvis man sidder der ude og gerne vil gøre noget godt for mig, så klik ind forbi caremaker og hjælp mig, men kun hvis du vil.
https://www.caremaker.dk/nc/fr/cmuser/278885/#f69429
Jeg har skrevet der inde hvad pengene skal bruges til, så jeg håber, at der sidder nogle skønne mennesker der ude og gerne vil hjælpe.
Når man så alligevel er der inde for at give penge til mig, så kan man også hjælpe mig med at forkæle min mor.
Se mere her https://www.caremaker.dk/nc/fr/i/forkaeldelse_til_min_mor/
https://www.caremaker.dk/nc/fr/cmuser/278885/#f69429
Jeg har skrevet der inde hvad pengene skal bruges til, så jeg håber, at der sidder nogle skønne mennesker der ude og gerne vil hjælpe.
Når man så alligevel er der inde for at give penge til mig, så kan man også hjælpe mig med at forkæle min mor.
Se mere her https://www.caremaker.dk/nc/fr/i/forkaeldelse_til_min_mor/
mandag den 7. december 2015
Ikke meget skriveri
Det er ikke meget jeg får skrevet for tiden, det ved jeg godt, jeg vil endelig gerne skrive noget mere, men jeg synes, at der ikke er nok overskud til det, der sker så meget.
Har stadig tre dage i ugen hvor jeg skal til Horsens, og de andre dage er der andre ting jeg skal, så på den måde sker der en del i mit liv.
Så hvis jeg har overskud til det en anden dag, så prøver at jeg få skrevet lidt mere her inde, men jeg kan ikke love noget.
Har stadig tre dage i ugen hvor jeg skal til Horsens, og de andre dage er der andre ting jeg skal, så på den måde sker der en del i mit liv.
Så hvis jeg har overskud til det en anden dag, så prøver at jeg få skrevet lidt mere her inde, men jeg kan ikke love noget.
fredag den 14. august 2015
Overvægtig
Jeg bliver ind imellem meget sur og såret, over hvordan andre ser med masser af fordom på en der er overvægtig, for det meste ved de ikke hvad de overvægtige kæmper med.
Det er ikke fordi jeg vil forsvare alle overvægtige, men jeg er selv overvægtig og kæmper med at tabe mig, men giver meget let op, hvilket nok er min største problem, men hvor jeg samtidig tænker, at jeg nok ikke havde givet så let op hvis jeg havde et stærk psyke.
Men flere overvægtige har nok et eller andet problem psykisk, hvilket gør det svært for dem at komme ud og træne, at gå hen og handle ind, osv.
Min oplevelse af at være overvægtig er tit, at man møder en masse mennesker, som er imod overvægtige, fordi de har en ide om hvordan næsten alle overvægtige er, samtidig med at de synes, at det er pinlig at blive set med en overvægtig, for det sætter dem i et dårligt lys.
Jeg høre ind imellem folk sige, at dem der er overvægtige ikke laver andet end at sidde på deres fede røv eller ligge i sengen, samtidig med at de overvægtige spiser masser af slik og fastfood og drikker sodavand osv.
Nu skal jeg fortælle jer en ting, det er ikke nødvendigvis rigtig, der er nogle der virkelig kæmper med at få vægten ned, men de kæmper hårdt, for ud over at skulle kæmpe med de fysiske men af at være overvægtig, så som ømme fødder og knæ, så skal de også kæmpe med alle de fordomme andre har om dem.
Jeg synes, at det værste ved overvægten er faktisk, hvordan folk kigger efter en, når de går forbi en, måske endda kommer med kommentar, som ikke er venlige.
Hvis de kommer flere gående sammen, så har jeg ind imellem oplevet hvordan de er gået forbi og lige i det de er forbi mig, så hør jeg en sige "Så I hvor stor hun var?", hvis man vender sig om, så ser man hvordan de kigger efter en, hvilket virkelig såre.
Inde i Århus, har jeg et par gange oplevet at en mand kom gående alene forbi mig, hvor han så sagde "Der er for mange fede i Danmark.", han gik bare videre.
En gang inde i Århus, kom jeg gående med min veninde, som også er overvægtig og hendes kæreste med normal vægt gik imellem os, så kommer der en mand siger i det han går forbi os "To tykke og en tynd", min veninde og jeg blev noget overraskede.
Min venindes kæreste havde ikke lige hørt hvad der blev sagt, så vi forklaret hende det, og det kom helt bag på hende, at folk kunne finde på at sige sådan noget til os.
Alt det med at kigge efter en og komme med kommentar, det er ikke kun unge der gør det, det er også ældre mennesker, det er faktisk mennesker i alle aldre, hvor jeg ind i mellem tænker, at mange af dem burde vide bedre.
Det at folk kigger efter mig på den måde og til tider kommenter, så føler jeg, at jeg ikke er velkommen ude iblandt andre mennesker, hvilket jo så kan gøre det svært at tabe sig, hvis man ikke lige kan gå en tur eller tage over i motioncentret.
Jeg bliver sku ked af, at andre ikke bare kan lade min overvægt være mit problem, hvis det virkelig bekymrer dem, så kan de jo gøre mere for at hjælpe mig, frem for at bare kritisere mig.
Det at folk også har så travlt med hvad for noget tøj, som overvægtige har på, kan gør mig sur, men samtidig må jeg give folk ret.
Jeg har set overvægtige, som har gået i en nederdel, som efter min mening er for kort, jeg går selv helst i nederdele der er til knæene eller længere, for det er ikke pænt at gå i nogen der er for kort eller stamme, mine er heller ikke stramme.
Sådan noget som trøjer, stopper trøjer og t-shirt, igen vil nogen nok sige, at mine er for stramme til en der er overvægtig, men så tænker jeg, at det er de da ikke, for jeg kan da passe dem, det er jo ikke fordi jeg tager en på der er tre numre for lille til mig.
Ja, de sidder ind til kroppen, men hvad så, jeg kan godt tage en løs trøje på, men jeg føler, at jeg tage pose ud over mig, som om jeg bare er noget affald, hvilket jeg ikke er, der for går jeg i det tøj jeg vil, men jeg har dog set personer, hvor de godt kunne vælge noget der var større, for a det vil blive pænt, fordi de måske ikke lige tænker over hvor store de er blevet.
Men det hjælper ikke, at det kommer fra folk, som har en normalt vægt eller som er lidt overvægtig, det er som om det er bedre at det kommer fra en som har samme størrelse som en selv, for så forstår man hinanden meget bedre.
Jeg så sige til mit forsvar, jeg hader at gå i bukser, fordi jeg kommer til at se mere tyk ud end jeg er, så derfor går jeg altid i løse nederdele, jeg har trænings bukser, som jeg går i engang imellem, men for det meste nederdele.
Ja, jeg går i stropper trøjer, men jeg har ikke nogle på som er tre numre for små, dem jeg går i, kan jeg passe, derfor bruger jeg dem.
Jeg går i det tøj, som jeg kan lide at gå i, fordi andre ikke skal bestemme hvad jeg skal have på og ikke have på, men det gør det også bare mere svært at vælge tøj, for meget af det der er i butikkerne er noget stramt, posedametøj, som jeg ikke kan lide..
Så sådan noget som nederdele er ikke noget jeg køber tit, hvilket man også kan se på nogle af dem jeg har, fordi de er ved at være godt slidt i syningerne, fordi de er blevet syet hos en syreske, så jeg ikke skulle kæmpe med at finde nogle som jeg kunne lide og passe samtidig.
Men det betyder så også at jeg ikke har så mange forskellige modeller, men jeg kan som regel leve med det, men jeg vil gerne til at have lave nogle flere nederdele og i nogle andre modeller, så det ikke også skaber problemer for andre, lige som min overvægt gør.
For nogle år siden trænet jeg over i Them Hallerne, en dag havde jeg gået på løbebåndet med en hastighed på 5 km/timen og en stigning på 0,5, hvilket for mange ikke er meget, men for mig er det godt i starten, jeg havde været på løbebåndet i en halv time, da jeg stoppede.
Da jeg havde gjort maskinen rent og var på vej over til en af styrke maskinerne, så kom der en kvinde der var i 60'erne hen til mig, hun havde gået på maskinen ved siden af mig, hun vil bare lige sige til mig, at hun synes, at det var rigtig flot, at jeg gik så højt tempo i så langt tid, for det vil hun ikke kunne klare.
Jeg kunne ikke lade være med at smile, jeg takket for det ros hun gav mig, for bare det at hun gav mig ros, gav mig mere løst til træne.
Der synes jeg, at mange har så travlt med at være efter de overvægtige, at de glemmer, at det måske giver bagslag, hvor hvis de roser dem, når de endelig gør noget godt, så får de mere løst til at gøre det, men det er der sikker mange der ikke vil give mig ret i, da de mener, at det er de overvægtige egen opgave at tabe sig.
Hvilket jeg faktisk og mener at det er, men hvis de ikke selv kan klare det, hvorfor så ikke hjælpe dem på vej, hvis man kender en der er overvægtig, og man selv skal hen og træne, hvorfor så ikke spøger den overvægtige om personen vil med, lave nogle bestemte dage hvor man træner sammen, så føles det ikke som noget man står alene med, som overvægtig.
Eller hvis man er henne og træne, så kan man jo kigge rundt, ser man en der er overvægtig, hvis man synes, at personen gør et godt stykke arbejde, så ros da for pokker personen, det vil nok skræmme nogen af de overvægtige, men andre vil tage det til sig.
Jeg vil så sige, at det at man er overvægtig og ikke kan tabe sig, har jo ikke altid noget med ens kost at gøre, tit har det ved mange, men der er også de overvægtige, som har for lavt stofskifte eller er på noget medicin som gør at de tager på.
Jeg ved foreksempel at noget af det medicin, som jeg tager kan gøre, at man tager på, hvilket jo bare gøre det svært at tabe sige, for selv hvis man ikke tager på af det, så vil jeg jo mene, at hvis jeg ikke tog det medicin, så vil jeg have lettere ved at tabe mig, end når jeg tager det.
Så min opfordring til alle der læser dette, være dog ikke så fordomsfuld, nogle spiser usundt tit, nogle en gang i mellem, nogle næsten aldrig, og nogle aldrig, så alle de fordomme og negative kommentar gør det bare mere galt end godt er, tænk over det næste gang DU ser en overvægtig.
Det er ikke fordi jeg vil forsvare alle overvægtige, men jeg er selv overvægtig og kæmper med at tabe mig, men giver meget let op, hvilket nok er min største problem, men hvor jeg samtidig tænker, at jeg nok ikke havde givet så let op hvis jeg havde et stærk psyke.
Men flere overvægtige har nok et eller andet problem psykisk, hvilket gør det svært for dem at komme ud og træne, at gå hen og handle ind, osv.
Min oplevelse af at være overvægtig er tit, at man møder en masse mennesker, som er imod overvægtige, fordi de har en ide om hvordan næsten alle overvægtige er, samtidig med at de synes, at det er pinlig at blive set med en overvægtig, for det sætter dem i et dårligt lys.
Jeg høre ind imellem folk sige, at dem der er overvægtige ikke laver andet end at sidde på deres fede røv eller ligge i sengen, samtidig med at de overvægtige spiser masser af slik og fastfood og drikker sodavand osv.
Nu skal jeg fortælle jer en ting, det er ikke nødvendigvis rigtig, der er nogle der virkelig kæmper med at få vægten ned, men de kæmper hårdt, for ud over at skulle kæmpe med de fysiske men af at være overvægtig, så som ømme fødder og knæ, så skal de også kæmpe med alle de fordomme andre har om dem.
Jeg synes, at det værste ved overvægten er faktisk, hvordan folk kigger efter en, når de går forbi en, måske endda kommer med kommentar, som ikke er venlige.
Hvis de kommer flere gående sammen, så har jeg ind imellem oplevet hvordan de er gået forbi og lige i det de er forbi mig, så hør jeg en sige "Så I hvor stor hun var?", hvis man vender sig om, så ser man hvordan de kigger efter en, hvilket virkelig såre.
Inde i Århus, har jeg et par gange oplevet at en mand kom gående alene forbi mig, hvor han så sagde "Der er for mange fede i Danmark.", han gik bare videre.
En gang inde i Århus, kom jeg gående med min veninde, som også er overvægtig og hendes kæreste med normal vægt gik imellem os, så kommer der en mand siger i det han går forbi os "To tykke og en tynd", min veninde og jeg blev noget overraskede.
Min venindes kæreste havde ikke lige hørt hvad der blev sagt, så vi forklaret hende det, og det kom helt bag på hende, at folk kunne finde på at sige sådan noget til os.
Alt det med at kigge efter en og komme med kommentar, det er ikke kun unge der gør det, det er også ældre mennesker, det er faktisk mennesker i alle aldre, hvor jeg ind i mellem tænker, at mange af dem burde vide bedre.
Det at folk kigger efter mig på den måde og til tider kommenter, så føler jeg, at jeg ikke er velkommen ude iblandt andre mennesker, hvilket jo så kan gøre det svært at tabe sig, hvis man ikke lige kan gå en tur eller tage over i motioncentret.
Jeg bliver sku ked af, at andre ikke bare kan lade min overvægt være mit problem, hvis det virkelig bekymrer dem, så kan de jo gøre mere for at hjælpe mig, frem for at bare kritisere mig.
Det at folk også har så travlt med hvad for noget tøj, som overvægtige har på, kan gør mig sur, men samtidig må jeg give folk ret.
Jeg har set overvægtige, som har gået i en nederdel, som efter min mening er for kort, jeg går selv helst i nederdele der er til knæene eller længere, for det er ikke pænt at gå i nogen der er for kort eller stamme, mine er heller ikke stramme.
Sådan noget som trøjer, stopper trøjer og t-shirt, igen vil nogen nok sige, at mine er for stramme til en der er overvægtig, men så tænker jeg, at det er de da ikke, for jeg kan da passe dem, det er jo ikke fordi jeg tager en på der er tre numre for lille til mig.
Ja, de sidder ind til kroppen, men hvad så, jeg kan godt tage en løs trøje på, men jeg føler, at jeg tage pose ud over mig, som om jeg bare er noget affald, hvilket jeg ikke er, der for går jeg i det tøj jeg vil, men jeg har dog set personer, hvor de godt kunne vælge noget der var større, for a det vil blive pænt, fordi de måske ikke lige tænker over hvor store de er blevet.
Men det hjælper ikke, at det kommer fra folk, som har en normalt vægt eller som er lidt overvægtig, det er som om det er bedre at det kommer fra en som har samme størrelse som en selv, for så forstår man hinanden meget bedre.
Jeg så sige til mit forsvar, jeg hader at gå i bukser, fordi jeg kommer til at se mere tyk ud end jeg er, så derfor går jeg altid i løse nederdele, jeg har trænings bukser, som jeg går i engang imellem, men for det meste nederdele.
Ja, jeg går i stropper trøjer, men jeg har ikke nogle på som er tre numre for små, dem jeg går i, kan jeg passe, derfor bruger jeg dem.
Jeg går i det tøj, som jeg kan lide at gå i, fordi andre ikke skal bestemme hvad jeg skal have på og ikke have på, men det gør det også bare mere svært at vælge tøj, for meget af det der er i butikkerne er noget stramt, posedametøj, som jeg ikke kan lide..
Så sådan noget som nederdele er ikke noget jeg køber tit, hvilket man også kan se på nogle af dem jeg har, fordi de er ved at være godt slidt i syningerne, fordi de er blevet syet hos en syreske, så jeg ikke skulle kæmpe med at finde nogle som jeg kunne lide og passe samtidig.
Men det betyder så også at jeg ikke har så mange forskellige modeller, men jeg kan som regel leve med det, men jeg vil gerne til at have lave nogle flere nederdele og i nogle andre modeller, så det ikke også skaber problemer for andre, lige som min overvægt gør.
For nogle år siden trænet jeg over i Them Hallerne, en dag havde jeg gået på løbebåndet med en hastighed på 5 km/timen og en stigning på 0,5, hvilket for mange ikke er meget, men for mig er det godt i starten, jeg havde været på løbebåndet i en halv time, da jeg stoppede.
Da jeg havde gjort maskinen rent og var på vej over til en af styrke maskinerne, så kom der en kvinde der var i 60'erne hen til mig, hun havde gået på maskinen ved siden af mig, hun vil bare lige sige til mig, at hun synes, at det var rigtig flot, at jeg gik så højt tempo i så langt tid, for det vil hun ikke kunne klare.
Jeg kunne ikke lade være med at smile, jeg takket for det ros hun gav mig, for bare det at hun gav mig ros, gav mig mere løst til træne.
Der synes jeg, at mange har så travlt med at være efter de overvægtige, at de glemmer, at det måske giver bagslag, hvor hvis de roser dem, når de endelig gør noget godt, så får de mere løst til at gøre det, men det er der sikker mange der ikke vil give mig ret i, da de mener, at det er de overvægtige egen opgave at tabe sig.
Hvilket jeg faktisk og mener at det er, men hvis de ikke selv kan klare det, hvorfor så ikke hjælpe dem på vej, hvis man kender en der er overvægtig, og man selv skal hen og træne, hvorfor så ikke spøger den overvægtige om personen vil med, lave nogle bestemte dage hvor man træner sammen, så føles det ikke som noget man står alene med, som overvægtig.
Eller hvis man er henne og træne, så kan man jo kigge rundt, ser man en der er overvægtig, hvis man synes, at personen gør et godt stykke arbejde, så ros da for pokker personen, det vil nok skræmme nogen af de overvægtige, men andre vil tage det til sig.
Jeg vil så sige, at det at man er overvægtig og ikke kan tabe sig, har jo ikke altid noget med ens kost at gøre, tit har det ved mange, men der er også de overvægtige, som har for lavt stofskifte eller er på noget medicin som gør at de tager på.
Jeg ved foreksempel at noget af det medicin, som jeg tager kan gøre, at man tager på, hvilket jo bare gøre det svært at tabe sige, for selv hvis man ikke tager på af det, så vil jeg jo mene, at hvis jeg ikke tog det medicin, så vil jeg have lettere ved at tabe mig, end når jeg tager det.
Så min opfordring til alle der læser dette, være dog ikke så fordomsfuld, nogle spiser usundt tit, nogle en gang i mellem, nogle næsten aldrig, og nogle aldrig, så alle de fordomme og negative kommentar gør det bare mere galt end godt er, tænk over det næste gang DU ser en overvægtig.
søndag den 19. juli 2015
Engel eller djævle
Det kommer til at lyde som om jeg er idiot, men jeg tit en følelse af, at jeg har en god engel på min ene skulder og en virkelig ond djævle på min anden skulder, nogle gange bytter de plads, andre gange kæmper de for deres plads.
Englen får mig til at gøre alt det gode i livet, hjælper til at træffe de gode valg for mig selv og andre, at jeg bruger min sunde fornuft, at jeg snakker og opføre mig ordenlig over for andre, altså alt det gode ved livet.
Djævelen gør lige det modsatte, den er der for at ødelægge ens liv, den vil have at der sker skade på en og dem man holder af, den vil gøre alt for at man er trist, at man ikke opføre sig ordenligt og ikke snakker ordenlig over for andre.
Den fylder en med had, det kan være svært at komme af med den igen.
Så er der sikkert nogen der vil sige, at der ikke findes djævle og engle, men det gør der nok heller ikke på den måde der, men hvis man drejer det rundt, så det måske er bedre at forstå, så jeg vil lave to eksempeller, så det måske kan blive forstået på en anden måde.
Eksempel på Engel:
Et lille barn bliver født, forældre elsker barnet over alt på jorden, familie elsker barnet over alt på jorden, barnet vokser op med alt det medgang som man ønske sig, oplever ikke at være ensom, oplever ikke at blive mobbet.
Barnet slå sig måske og er lidt ked af det, men det går hurtig over, barnet klare sig rigtig godt i skolen, barnet er god til mange ting.
Barnet vokser op og høre andre fortælle at de ikke har det godt, men kan ikke helt forstår hvorfor andre har det dårligt.
Barnet der nu er en ung, høre om krig, ødelæggelser, osv, men kan måske ikke helt forstå at det kan ske i denne verden, for hvordan kan det ske, alt er jo godt, men ved at nogle ting kan man ikke styre, hvor andre ting kan man styre og påvirke.
Måske har barnet igennem sin opvækst mødt noget sorg og modstand, men barnet har fået hjælp til at takle det, måske ikke meget, fordi barnet altid har følt sig elsket.
Eksempel på Djævelen:
Et barn der bliver født ind i en familie, hvor det på overfladen virker til at alt er i den bedste orden, men under overfladen, er der måske vold, misbrug eller noget helt anden som er med til at påvirke barnet psyke i gennem opvæksten.
Barnet bliver måske mobbet i skolen, har enten ingen eller få venner, barnet er måske tit ked af det, men viser det ikke til nogen, barnet har måske ikke nogen at snakke med om sine følelser.
Barnet levet måske i en form for frygt, for hvad der kommer til at ske, hvis man ikke høre efter og gør hvad der bliver sagt.
Dette barn har måske fået skylden for noget som barnet ikke har gjort, men ingen troede på barnet, når barnet sagde, at det ikke var ham/hende der havde gjort det.
Der er måske blevet sagt mange gange til barnet, at barnet skal være ærlig, men når barnet så var ærlig, var der ingen der troede på det og der blev så sagt til barnet, at det ikke er i orden at lyve, når barnet så endelig lyver, så bliver barnet rost for at fortælle sandheden.
Barnet klare sig måske godt i skolen, men der er også en god chance at barnet ikke klare sig særlig godt i skolen.
Igennem barnet opvækst har barnet måske fået afvide, at barnet var elsket, men ikke lige så tit som barnet følte sig hadet og uønskede.
Prøv at forstille dig, hvor svært det kan være at blive en positiv voksen, hvis man har oplevet bare nogle eller flere af disse ting igennem sin opvækst.
Hvis man sammenligner de to børn, så vil den positive barn jo også automatisk have mere selvtillid og glæde, hvis barnet så er opdraget rigtig, så er barnet også venlig overfor alle, hvor djævelen måske har svært ved at være ærlig, at have tillid til andre, måske kæmper med at se de positive i livet.
Det jeg så mener med, at have en djævle og en engel på skulderne er, at man kan være noget så positiv omkring nogle ting, men ikke andre, man kan skifte humør fra den ene øjeblik til det andet, man har måske perioder hvor man er mega negativ, uden at man vil forklare det.
Man oplever måske at have dage, øjeblikke eller ting, hvor man ved at man burde gør/sige det på en måde, men gør/siger det på en anden måde, som måske ikke altid er så venlig som det burde være, eller man burde gør/sige noget, men gør det ikke.
Det er ikke fordi man er led, men det kan skyldes alt det onde man har oplevet i livet, som gør at man ikke altid gør det fornuftige.
Så hvis der er nogen, som synes, at jeg har gjort nogle dumme ting, eller kommer til det i fremtiden, så husk på, at jeg måske ikke har haft det let i min fortid, hvilket påvirker mine beslutninger, jeg arbejder på at blive mere positiv, men det har jo også noget med hvordan jeg oplever livet omkring mig, så I kan jo påvirke min udvikling i en enten positiv eller negativ retning.
Jeg vil opfordre jer alle til at bære over med andres små fejl, eller skal i hjælpe dem på en positiv måde til at ændre deres fejl, for ellers kommer det til at påvirke dem resten af livet.
Man skal jo huske, at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles, men dog skal man lige tænke på at nogle mennesker har det måske svære end en selv.
Englen får mig til at gøre alt det gode i livet, hjælper til at træffe de gode valg for mig selv og andre, at jeg bruger min sunde fornuft, at jeg snakker og opføre mig ordenlig over for andre, altså alt det gode ved livet.
Djævelen gør lige det modsatte, den er der for at ødelægge ens liv, den vil have at der sker skade på en og dem man holder af, den vil gøre alt for at man er trist, at man ikke opføre sig ordenligt og ikke snakker ordenlig over for andre.
Den fylder en med had, det kan være svært at komme af med den igen.
Så er der sikkert nogen der vil sige, at der ikke findes djævle og engle, men det gør der nok heller ikke på den måde der, men hvis man drejer det rundt, så det måske er bedre at forstå, så jeg vil lave to eksempeller, så det måske kan blive forstået på en anden måde.
Eksempel på Engel:
Et lille barn bliver født, forældre elsker barnet over alt på jorden, familie elsker barnet over alt på jorden, barnet vokser op med alt det medgang som man ønske sig, oplever ikke at være ensom, oplever ikke at blive mobbet.
Barnet slå sig måske og er lidt ked af det, men det går hurtig over, barnet klare sig rigtig godt i skolen, barnet er god til mange ting.
Barnet vokser op og høre andre fortælle at de ikke har det godt, men kan ikke helt forstår hvorfor andre har det dårligt.
Barnet der nu er en ung, høre om krig, ødelæggelser, osv, men kan måske ikke helt forstå at det kan ske i denne verden, for hvordan kan det ske, alt er jo godt, men ved at nogle ting kan man ikke styre, hvor andre ting kan man styre og påvirke.
Måske har barnet igennem sin opvækst mødt noget sorg og modstand, men barnet har fået hjælp til at takle det, måske ikke meget, fordi barnet altid har følt sig elsket.
Eksempel på Djævelen:
Et barn der bliver født ind i en familie, hvor det på overfladen virker til at alt er i den bedste orden, men under overfladen, er der måske vold, misbrug eller noget helt anden som er med til at påvirke barnet psyke i gennem opvæksten.
Barnet bliver måske mobbet i skolen, har enten ingen eller få venner, barnet er måske tit ked af det, men viser det ikke til nogen, barnet har måske ikke nogen at snakke med om sine følelser.
Barnet levet måske i en form for frygt, for hvad der kommer til at ske, hvis man ikke høre efter og gør hvad der bliver sagt.
Dette barn har måske fået skylden for noget som barnet ikke har gjort, men ingen troede på barnet, når barnet sagde, at det ikke var ham/hende der havde gjort det.
Der er måske blevet sagt mange gange til barnet, at barnet skal være ærlig, men når barnet så var ærlig, var der ingen der troede på det og der blev så sagt til barnet, at det ikke er i orden at lyve, når barnet så endelig lyver, så bliver barnet rost for at fortælle sandheden.
Barnet klare sig måske godt i skolen, men der er også en god chance at barnet ikke klare sig særlig godt i skolen.
Igennem barnet opvækst har barnet måske fået afvide, at barnet var elsket, men ikke lige så tit som barnet følte sig hadet og uønskede.
Prøv at forstille dig, hvor svært det kan være at blive en positiv voksen, hvis man har oplevet bare nogle eller flere af disse ting igennem sin opvækst.
Hvis man sammenligner de to børn, så vil den positive barn jo også automatisk have mere selvtillid og glæde, hvis barnet så er opdraget rigtig, så er barnet også venlig overfor alle, hvor djævelen måske har svært ved at være ærlig, at have tillid til andre, måske kæmper med at se de positive i livet.
Det jeg så mener med, at have en djævle og en engel på skulderne er, at man kan være noget så positiv omkring nogle ting, men ikke andre, man kan skifte humør fra den ene øjeblik til det andet, man har måske perioder hvor man er mega negativ, uden at man vil forklare det.
Man oplever måske at have dage, øjeblikke eller ting, hvor man ved at man burde gør/sige det på en måde, men gør/siger det på en anden måde, som måske ikke altid er så venlig som det burde være, eller man burde gør/sige noget, men gør det ikke.
Det er ikke fordi man er led, men det kan skyldes alt det onde man har oplevet i livet, som gør at man ikke altid gør det fornuftige.
Så hvis der er nogen, som synes, at jeg har gjort nogle dumme ting, eller kommer til det i fremtiden, så husk på, at jeg måske ikke har haft det let i min fortid, hvilket påvirker mine beslutninger, jeg arbejder på at blive mere positiv, men det har jo også noget med hvordan jeg oplever livet omkring mig, så I kan jo påvirke min udvikling i en enten positiv eller negativ retning.
Jeg vil opfordre jer alle til at bære over med andres små fejl, eller skal i hjælpe dem på en positiv måde til at ændre deres fejl, for ellers kommer det til at påvirke dem resten af livet.
Man skal jo huske, at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles, men dog skal man lige tænke på at nogle mennesker har det måske svære end en selv.
søndag den 12. juli 2015
Hmm, hvad sker der?
Nogle vil nok sige, at det er ved at være længe siden at jeg har fortalt om hvad der sker i mit liv, hvilket det også er.
På nogle punkter har jeg haft det godt, men samtidig har jeg haft det meget svært, så derfor har jeg ikke fået skrevet så meget på denne blog på det sidste, men har dog skrevet lidt inde på min anden blog, http://photoloveshow.blogspot.dk/
I forhold til kommunen, så har jeg gået siden starten af April og ventede på, at jeg vil blive indkaldt til møde hos Ceres Centret i Horsens, jeg har for nogle dage siden fået brevet, jeg skal til møde den 7 august, så det er jeg spændt på hvordan det kommer til at gå.
Hvis jeg starter der, så skal jeg i første omgang være der i 13 uger, men det kan blive forlænget.
Sidste jeg blev sendt ud i noget i Horsens kommune, det var sidste sommer, hvor jeg blev sendt ud i 13 uger i Horsens kommunes genbrugs.
Der havde jeg det ikke godt, jeg havde ondt i hele kroppen, jeg var psykisk nede hele tiden, jeg var noget så træt, så jeg gik tidligere i seng og sov faktisk ret meget i de 13 uger jeg var der, jeg kunne ikke overskue at være sammen med andre, men fik dog taget mig sammen til at være sammen med to af mine skønne veninder, en gang med dem hver, mere blev det ikke til, desværre.
Da jeg var i genbrugsen skulle jeg kun være der i tyve timer om ugen, nogle vil nok sige at det ikke var meget, hvilket det jo heller ikke er, men det var stadig hårdt for mig.
Det jeg er blevet lovet af min sagsbehandler er at det sted jeg skal være nu, der kan man selv påvirke hvor mange tinge man skal være der, hvilket vil sige, at man kan starte forsigtig ud, og så stige efter behov.
Samtidig er der kost og motionvejledning ind over ens forløb, og måske andre tilbud også, hvilket gør at det måske kan hjælpe mig meget mere på mange punkter, det minus der dog er, er at de ting jeg kan blive sendt hentil har meget med hjemmehjælps opgaver, køkken osv, hvilket jeg ikke kan klare så godt når jeg har dårlige led og rygskade.
Men der har den psykolog jeg havde på sygehuset sagt til mig, at jeg må sige til dem når det gør ondt eller jeg har det dårligt psykisk, for ellers kan de ikke tage hensyn til det, men jeg synes bare, at det er svært, for jeg føler ikke, at det er en ordenlig undskyldning, jo for andre, men ikke for mig.
Så jeg skal vende mig til at skulle sige det, når det er at jeg kommer ud, hvis jeg har det dårligt, jamen så skal jeg huske at sige fra.
Det jeg også har forstået om det sted jeg bliver sendt hen, er at man muligvis får en Mentor, hvilket skal hjælpe en igennem de 13 uger, hvilket for mig jo kan være godt, for så har jeg en, som jeg kan gå til hvis jeg har det dårlig, hvilket gør det lettere, så håber jeg bare, at jeg får en person jeg kan med.
Jeg har gået og været meget nervøs for, hvornår jeg fik brev fra Ceres Centret, for jeg vil ikke til at skulle afsted imens det har været varmt, jeg vil nemlig helst ikke afsted i maj, juni, juli og august, men nu ser det ud til at blive noget af august, hvilket endelig er oki, for de fleste af ugerne jeg skal være afsted er i nogle andre måneder, hvor det er køligere.
Ud over det med kommunen, har jeg heller ikke altid har det så godt psykisk, jeg har haft nogle perioder, hvor det hele bare virker ligegyldig, for jeg kommer ingen steder.
Der er ting jeg gerne vil, men jeg kan ikke tage mig sammen til dem af flere grunde, men samtidig tænker jeg, at der er en mening med det hele og alligevel virker det ikke logisk.
Men der er dage hvor jeg tager mig sammen og gør det jeg gerne vil, så som at skrive på min krimi, det sker ikke så meget for tiden, men har da fået skrevet noget mere på den, måske deler jeg noget af den med jer en af dagene, men kun måske.
Jeg har haft meget svært ved at bestemme mig for ting, jeg vil gerne nogle steder hen, men samtidig orker jeg det ikke, så den ene dag kan jeg sige ja til at tage afsted, men nej den næste dag, men når det kommer til stykket tager jeg for det meste afsted og får enten en nogenlunde dag eller en god dag ud af det.
Der var 25 års jubilæum på Dalgas Skolen, hvor jeg har gået, der var jeg oppe sammen med min mor, det var hårdt psykisk, men alligevel en god dag.
Anne Marie Helger kom for at underholde, bagefter kunne vi tage billeder med hende, min mor og jeg fik taget sammen med hende, vi fik også hendes autograf, hun spurgte om hun kunne få vores billeder tilsendt, hvilket vi lovet at gøre, hun har så delt et af dem på hendes facebook side, så pludselig føler man sig en smugle stolt.
Jeg har også været igang med at læse en krimi, Carin Gregersen's "Et dukkehjem", jeg mangler bare det sidste af den, jeg glæder mig til at få den læst færdig, der er flere bøger der venter på at jeg får dem læst, så det er bare om at gå igang.
Det kan dog være svært, for hvis jeg sætter mig uden for, så bliver jeg let distraheret af folk der kommer forbi, min mor der siger noget til mig eller noget helt andet, så når jeg læser, så skal jeg helst være oppe på værelset.
Jeg har på det sidste også tørret en del oregano/merian og timian til madlavning, samt Myte og citronmelisse til the til min mor, der vil dog blive tørret mere af den slags inden sommeren er over, hvilket er noget af det jeg synes er hyggeligt at rode med.
For flere uger siden satte jeg en avokado kerne til at spirer i noget vand, for nogle dage siden opdaget jeg så at den endelig var begyndt at spirer.
I starten af maj var jeg i Billige Blomster med Sandra, hvor jeg købte nogle lavendel frø, jeg sået den ene pakke nogle dage efter, og der skulle gå op imod en måned inden de begynder at spirer, hvilket der også gik, men stadig er der små nye spirer på vej op, jeg har omkring 25 spirer nu.
Frøene er fordelt på tre bakker, så de ikke skulle stå for tæt, min far har altid sagt, at lavendel er svært at få frem, så kigger jeg på dem her tænker "Ja det var godt nok svært", det var ikke alle frø der er kommet, men det er da et rigtig godt resultat.
Her i de sidste mange uger har min mor med glæde stået og lavet morgen saft til hende selv, min far og mig, hvilket er virkelig lækkert, den udgave min far og jeg får består af:
Gulerødder, rødbeder, æbler og citron/lime saft (det kommer an på hvad vi har af citron og lime), der ud over spiller årstiden en rolle, for når brændnælderne og skvalderkål begynder at spirer i foråret, så kommer der sådan noget, men nu er det gået over til Tocansk palmekål, grønkål og sølvbeder, som vi selv har i haven.
Så er der nok nogen der spøger hvad min mors så består af, ja, den består så af citron/lime saft, Tocansk palmekål, grønkål, sølvbeder og agurk.
Nu er jeg nået til det punkt hvor jeg vil stoppe, for der skal jo også være noget at fortælle om en anden dag.
Så som om hvor godt eller dårlig at putte Tocansk palmekål, grønkål og sølvbeder i mit kyllingergyderet, som man kan se opskriften på her inde på min blog.
Der sker nok også andre ting, jeg gerne fortæller om, men det må tiden vise sig.
Vi mødes ved her på bloggen.
På nogle punkter har jeg haft det godt, men samtidig har jeg haft det meget svært, så derfor har jeg ikke fået skrevet så meget på denne blog på det sidste, men har dog skrevet lidt inde på min anden blog, http://photoloveshow.blogspot.dk/
 |
| Dette er en af mange ting, som jeg har delt på min kreative/foto blog. Klik endelig ind og se mere der inde. http://photoloveshow.blogspot.dk/ |
I forhold til kommunen, så har jeg gået siden starten af April og ventede på, at jeg vil blive indkaldt til møde hos Ceres Centret i Horsens, jeg har for nogle dage siden fået brevet, jeg skal til møde den 7 august, så det er jeg spændt på hvordan det kommer til at gå.
Hvis jeg starter der, så skal jeg i første omgang være der i 13 uger, men det kan blive forlænget.
Sidste jeg blev sendt ud i noget i Horsens kommune, det var sidste sommer, hvor jeg blev sendt ud i 13 uger i Horsens kommunes genbrugs.
Der havde jeg det ikke godt, jeg havde ondt i hele kroppen, jeg var psykisk nede hele tiden, jeg var noget så træt, så jeg gik tidligere i seng og sov faktisk ret meget i de 13 uger jeg var der, jeg kunne ikke overskue at være sammen med andre, men fik dog taget mig sammen til at være sammen med to af mine skønne veninder, en gang med dem hver, mere blev det ikke til, desværre.
Da jeg var i genbrugsen skulle jeg kun være der i tyve timer om ugen, nogle vil nok sige at det ikke var meget, hvilket det jo heller ikke er, men det var stadig hårdt for mig.
Det jeg er blevet lovet af min sagsbehandler er at det sted jeg skal være nu, der kan man selv påvirke hvor mange tinge man skal være der, hvilket vil sige, at man kan starte forsigtig ud, og så stige efter behov.
Samtidig er der kost og motionvejledning ind over ens forløb, og måske andre tilbud også, hvilket gør at det måske kan hjælpe mig meget mere på mange punkter, det minus der dog er, er at de ting jeg kan blive sendt hentil har meget med hjemmehjælps opgaver, køkken osv, hvilket jeg ikke kan klare så godt når jeg har dårlige led og rygskade.
Men der har den psykolog jeg havde på sygehuset sagt til mig, at jeg må sige til dem når det gør ondt eller jeg har det dårligt psykisk, for ellers kan de ikke tage hensyn til det, men jeg synes bare, at det er svært, for jeg føler ikke, at det er en ordenlig undskyldning, jo for andre, men ikke for mig.
Så jeg skal vende mig til at skulle sige det, når det er at jeg kommer ud, hvis jeg har det dårligt, jamen så skal jeg huske at sige fra.
Det jeg også har forstået om det sted jeg bliver sendt hen, er at man muligvis får en Mentor, hvilket skal hjælpe en igennem de 13 uger, hvilket for mig jo kan være godt, for så har jeg en, som jeg kan gå til hvis jeg har det dårlig, hvilket gør det lettere, så håber jeg bare, at jeg får en person jeg kan med.
Jeg har gået og været meget nervøs for, hvornår jeg fik brev fra Ceres Centret, for jeg vil ikke til at skulle afsted imens det har været varmt, jeg vil nemlig helst ikke afsted i maj, juni, juli og august, men nu ser det ud til at blive noget af august, hvilket endelig er oki, for de fleste af ugerne jeg skal være afsted er i nogle andre måneder, hvor det er køligere.
 |
| Mit møde med Anne Marie Helger (http://helger.dk/) oppe på Dalgas Skolen (http://www.dalgasskolen-aarhus.dk/), hun er nu en fantastisk person. |
Ud over det med kommunen, har jeg heller ikke altid har det så godt psykisk, jeg har haft nogle perioder, hvor det hele bare virker ligegyldig, for jeg kommer ingen steder.
Der er ting jeg gerne vil, men jeg kan ikke tage mig sammen til dem af flere grunde, men samtidig tænker jeg, at der er en mening med det hele og alligevel virker det ikke logisk.
Men der er dage hvor jeg tager mig sammen og gør det jeg gerne vil, så som at skrive på min krimi, det sker ikke så meget for tiden, men har da fået skrevet noget mere på den, måske deler jeg noget af den med jer en af dagene, men kun måske.
Jeg har haft meget svært ved at bestemme mig for ting, jeg vil gerne nogle steder hen, men samtidig orker jeg det ikke, så den ene dag kan jeg sige ja til at tage afsted, men nej den næste dag, men når det kommer til stykket tager jeg for det meste afsted og får enten en nogenlunde dag eller en god dag ud af det.
Der var 25 års jubilæum på Dalgas Skolen, hvor jeg har gået, der var jeg oppe sammen med min mor, det var hårdt psykisk, men alligevel en god dag.
Anne Marie Helger kom for at underholde, bagefter kunne vi tage billeder med hende, min mor og jeg fik taget sammen med hende, vi fik også hendes autograf, hun spurgte om hun kunne få vores billeder tilsendt, hvilket vi lovet at gøre, hun har så delt et af dem på hendes facebook side, så pludselig føler man sig en smugle stolt.
Jeg har også været igang med at læse en krimi, Carin Gregersen's "Et dukkehjem", jeg mangler bare det sidste af den, jeg glæder mig til at få den læst færdig, der er flere bøger der venter på at jeg får dem læst, så det er bare om at gå igang.
Det kan dog være svært, for hvis jeg sætter mig uden for, så bliver jeg let distraheret af folk der kommer forbi, min mor der siger noget til mig eller noget helt andet, så når jeg læser, så skal jeg helst være oppe på værelset.
 |
| Min mors mango plante der er vokset meget efter den blev plantet fra vandbad til potte. Det jeg dog har kunne læse mig frem til på nettet er man ikke skal regne med at den kan give noget, men det var da sjovt at se hvor stor den kan blive. |
Jeg har på det sidste også tørret en del oregano/merian og timian til madlavning, samt Myte og citronmelisse til the til min mor, der vil dog blive tørret mere af den slags inden sommeren er over, hvilket er noget af det jeg synes er hyggeligt at rode med.
For flere uger siden satte jeg en avokado kerne til at spirer i noget vand, for nogle dage siden opdaget jeg så at den endelig var begyndt at spirer.
 |
| Min avokado kerne der spirer. |
Frøene er fordelt på tre bakker, så de ikke skulle stå for tæt, min far har altid sagt, at lavendel er svært at få frem, så kigger jeg på dem her tænker "Ja det var godt nok svært", det var ikke alle frø der er kommet, men det er da et rigtig godt resultat.
 |
| Grønsags saft, min til venstre og min mors til højre. |
 |
| Grønsags saft, min til venstre og min mors til højre. |
Her i de sidste mange uger har min mor med glæde stået og lavet morgen saft til hende selv, min far og mig, hvilket er virkelig lækkert, den udgave min far og jeg får består af:
Gulerødder, rødbeder, æbler og citron/lime saft (det kommer an på hvad vi har af citron og lime), der ud over spiller årstiden en rolle, for når brændnælderne og skvalderkål begynder at spirer i foråret, så kommer der sådan noget, men nu er det gået over til Tocansk palmekål, grønkål og sølvbeder, som vi selv har i haven.
Så er der nok nogen der spøger hvad min mors så består af, ja, den består så af citron/lime saft, Tocansk palmekål, grønkål, sølvbeder og agurk.
Nu er jeg nået til det punkt hvor jeg vil stoppe, for der skal jo også være noget at fortælle om en anden dag.
Så som om hvor godt eller dårlig at putte Tocansk palmekål, grønkål og sølvbeder i mit kyllingergyderet, som man kan se opskriften på her inde på min blog.
Der sker nok også andre ting, jeg gerne fortæller om, men det må tiden vise sig.
Vi mødes ved her på bloggen.
mandag den 22. juni 2015
Slap af og nyde livet hvis det er muligt
Jeg synes tit at det kan være svært at slappe af og nyde livet, for jeg ved aldrig hvornår der opstår et eller andet, som går mig på, som så kan ødelægge den stund hvor jeg nyder livet.
Der hvor jeg kan slappe af og nyde livet, i de øjeblikke/stunder hvor jeg føler at jeg har det godt og er glad, der vil andre nok sige, at det ikke er noget særligt.
Hvilket kan gå mig på, for vi er ikke ens, så selv om det virker som noget der ikke er noget særligt for andre, så er det for mig, jeg kritisere jo ikke nødvendigvis andres måder at nyde livet på, hvorfor skal de så være efter mine,
Når andre er efter mine måder at slappe af på og nyde livet, så føler jeg, at jeg ikke må slappe af, at jeg ikke må have det godt, hvilket i bund og grund er en forkert indstilling at have, men sådan har jeg det, men der er også dage hvor jeg tænker "Hvad fanden rager det mig, hvordan andre ser på det, jeg er da fuldstændig lige glad.".
Men et eller andet sted er jeg ikke nok lige glad, for det hænger fast i mig, til andre gange hvor nogen kommentere på det, hvor jeg føler, at det kan blive for meget.
Når der er noget jeg rigtig gerne vil, som jeg rigtig meget kan lide at lave, hvor jeg nyder at lave/gør det, så har jeg tit mange bekymringer i forhold til hvad venner, familie og andre tænker om det, vil de synes at jeg er mærkelig, vil de synes godt om det eller hvad.
Vil folk lave grine med det over for mig og andre, vil folk synes at jeg har en skrue løs på øverste etage fordi jeg gør de ting jeg nyder.
Jeg ved det ikke, kun min erfaring kan jeg snakke ud fra, hvor jeg har oplevet, at nogle synes, at nogle af de ting jeg gør virker idiotiske, hvor andre synes, at det er fantastisk og spøger ind til det.
Hvor jeg tit føler, at selv om mange synes, at det er mærkeligt, jamen så hænger det mere ved, det det at der er nogen der synes, at det er fantastisk, men jeg synes at det er hårdt når der kommer negative ting fra dem, hvis mening betyder mest for mig.
For så er det som om de ikke kan acceptere mig for den jeg er, hvis jeg så gør opmærksom på det, så får jeg afvide, at jeg ikke skal tage det personligt, for det er ikke ondt ment.
Undskyld mig, men hvis det ikke er ondt ment, så lad da vær med at sige noget om det, når man ved hvor meget det betyder for mig, jeg vil da heller end gerne lærer dem at nyde de ting også, men hvis de ikke er åben for det, så er det meget svært.
Jeg nyder foreksempel at komme ude til havet og strandene, men fordi jeg har dårlig ryg og led, så kan jeg ikke vandre særlig hurtig der ude, men jeg kan stadig bruge flere timer på at gå frem og tilbage der ude, bare slappe af og nyde det.
Men det er der mange der ikke forstår, det er som om at nogle gange når jeg har været ved stranden med andre, så skal vi videre efter en halv time, hvor jeg synes, at jeg mangler at slappe ordenligt af, hvis man så ikke kommer med det samme, så bliver de nærmest sure.
Jamen, at være ved stranden er ikke bare at bade, men at kunne finde roen med sig selv, at komme af med alle de ting der går en på, så man forhåbelig kan tage der fra med et smil på læben.
Jeg nyder, at have samtaler med folk, hvor jeg føler, at jeg ikke er dum, for det sker nemlig at jeg føler, at det jeg siger ikke er godt nok eller rigtig nok, så jeg får følelsen af at være dum.
Spichelt hvis vi er flere der sidder sammen, hvor ingen høre hvad jeg siger, så føles det ligegyldig og dumt hvad jeg siger, men de gange hvor vi er flere sammen, hvor jeg faktisk bliver hørt, så føler jeg mig ikke dum på samme måde, som når jeg ikke bliver hørt.
Der er så mange ting i livet jeg nyder, men det er svært at sige hvad og hvorfor, for det kommer også an på hvem det er sammen med og deres indstilling til tingene, hvor vejret er.
Der er så mange ting der spiller ind.
Men når jeg laver noget, så bekymre jeg mig altid om hvad andre siger til det, om de synes at det er tosset, men jeg har også nogle bekymringer i forhold til kommunen.
Fordi jeg er ledig, vil de så sige, at når jeg kan klare de ting, så kan jeg også klare andre ting, selv om at jeg så må stoppe med at gøre det jeg kan lide at gøre, fordi kommunen gerne vil have mig til noget andet.
Men jeg prøver alligevel at slappe af og nyde livet, selv om det er meget svært.
Hvor jeg tit føler, at selv om mange synes, at det er mærkeligt, jamen så hænger det mere ved, det det at der er nogen der synes, at det er fantastisk, men jeg synes at det er hårdt når der kommer negative ting fra dem, hvis mening betyder mest for mig.
For så er det som om de ikke kan acceptere mig for den jeg er, hvis jeg så gør opmærksom på det, så får jeg afvide, at jeg ikke skal tage det personligt, for det er ikke ondt ment.
Undskyld mig, men hvis det ikke er ondt ment, så lad da vær med at sige noget om det, når man ved hvor meget det betyder for mig, jeg vil da heller end gerne lærer dem at nyde de ting også, men hvis de ikke er åben for det, så er det meget svært.
Jeg nyder foreksempel at komme ude til havet og strandene, men fordi jeg har dårlig ryg og led, så kan jeg ikke vandre særlig hurtig der ude, men jeg kan stadig bruge flere timer på at gå frem og tilbage der ude, bare slappe af og nyde det.
Men det er der mange der ikke forstår, det er som om at nogle gange når jeg har været ved stranden med andre, så skal vi videre efter en halv time, hvor jeg synes, at jeg mangler at slappe ordenligt af, hvis man så ikke kommer med det samme, så bliver de nærmest sure.
Jamen, at være ved stranden er ikke bare at bade, men at kunne finde roen med sig selv, at komme af med alle de ting der går en på, så man forhåbelig kan tage der fra med et smil på læben.
Jeg nyder, at have samtaler med folk, hvor jeg føler, at jeg ikke er dum, for det sker nemlig at jeg føler, at det jeg siger ikke er godt nok eller rigtig nok, så jeg får følelsen af at være dum.
Spichelt hvis vi er flere der sidder sammen, hvor ingen høre hvad jeg siger, så føles det ligegyldig og dumt hvad jeg siger, men de gange hvor vi er flere sammen, hvor jeg faktisk bliver hørt, så føler jeg mig ikke dum på samme måde, som når jeg ikke bliver hørt.
Der er så mange ting i livet jeg nyder, men det er svært at sige hvad og hvorfor, for det kommer også an på hvem det er sammen med og deres indstilling til tingene, hvor vejret er.
Der er så mange ting der spiller ind.
Men når jeg laver noget, så bekymre jeg mig altid om hvad andre siger til det, om de synes at det er tosset, men jeg har også nogle bekymringer i forhold til kommunen.
Fordi jeg er ledig, vil de så sige, at når jeg kan klare de ting, så kan jeg også klare andre ting, selv om at jeg så må stoppe med at gøre det jeg kan lide at gøre, fordi kommunen gerne vil have mig til noget andet.
Men jeg prøver alligevel at slappe af og nyde livet, selv om det er meget svært.
fredag den 15. maj 2015
Fodbad
Jeg elsker at få fodbad, en god film i fjernsynet og fødderne i et fodbad, det er nu skønt.
Jeg har tit meget hård hud på mine fødder, så når jeg tager fodbad så er det skønt at få noget af alt det hård hud af og så en god Cream på fødderne.
Jeg har flere forskellige udgaver af badesalt/fodsalt til vandet, men alle sammen er købt, men så fandt jeg en opskrift på hjemmelavet badesalt/fodsalt, som jeg gerne vil dele med jer andre.
Jeg har ikke prøvet den endnu, men vil da prøve på et tidspunkt, vi er så heldig at vi har lavendel i haven, men man kan jo også bruge roseblade og andet i stedet for lavendel.
Opskriften finder I på:
http://camomillas.blogspot.dk/2012/12/12-december-fortsat-hjemmelavet.html
Jeg har tit meget hård hud på mine fødder, så når jeg tager fodbad så er det skønt at få noget af alt det hård hud af og så en god Cream på fødderne.
Jeg har flere forskellige udgaver af badesalt/fodsalt til vandet, men alle sammen er købt, men så fandt jeg en opskrift på hjemmelavet badesalt/fodsalt, som jeg gerne vil dele med jer andre.
Jeg har ikke prøvet den endnu, men vil da prøve på et tidspunkt, vi er så heldig at vi har lavendel i haven, men man kan jo også bruge roseblade og andet i stedet for lavendel.
Opskriften finder I på:
http://camomillas.blogspot.dk/2012/12/12-december-fortsat-hjemmelavet.html
mandag den 2. marts 2015
Kontant med kommunen
Siden sidste indlæg og kontakt med kommunen og ledighed, så har jeg kontaktet min sagsbehandler på jobcentret, for at høre hvornår der sker noget nyt, jeg vil endelig ikke, men gjorder det på opfordring.
På en måde vil jeg gerne i gang med noget, men jeg kan nok ikke klare så meget af gangen, så nu må jeg se hvad det bliver til.
Jeg fik sendt en mail til min sagsbehandler tirsdag den 24 februar, og fredag den 27 februar fik jeg besked fra min sagsbehandler, hun havde ikke hørt fra VUC, selv om det var over en måned siden at jeg var til læse, skrive og regne test der, så i løbet af den kommende uge vil hun kontante VUC for at høre om svar der fra.
På en måde bliver jeg sur på min sagsbehandler og VUC, men alligevel ikke, for min sagbehandler havde bedt VUC om at give svar tilbage på testen, men det har VUC ikke, så på en måde bliver jeg sur over at VUC ikke giver svar, men samtidig bliver jeg små sur over at min sagsbehandler ikke kontakter VUC noget før.
Men nu må vi se hvad der sker.
Jeg håber, at jeg kan få lov til at komme op og gå på Dalgas skolen igen eller starte på Gallo skolen i Århus, for selv om jeg måske skal være på VUC nogle gange om ugen, så tror jeg, at hvis jeg kan komme op på en af de andre to skoler, så kan det gavne mig psykisk, at komme til at lave noget jeg godt kan lide, så som at male, tegne og tage billeder.
Men hvis det stod til mig, så var det nok helst Gallo skolen, som jeg vil gå på, for jeg har gået på Dalgas skolen en gang, og der havde jeg det svært med lederen og nogle få af de andre, så på en måde ved jeg ikke, om jeg kan komme ind der igen eller hvad.
Gallo Skolen: http://www.galloskolen.dk/
Dalgas Skolen: http://www.dalgasskolen-aarhus.dk/
Begge skoler er for folk med sindslidelser, men når jeg gerne vil udstille mine malerier og fotos, så tror jeg, at jeg kan få mest ud af at gå på Gallo skolen.
Men jeg må se om min sagsbehandler kan se ideen i at jeg kommer til at gå sådan et sted, måske for en periode, måske for længere tid, hvem ved, for det er jo bedre end at gå hjemme.
På en måde vil jeg gerne i gang med noget, men jeg kan nok ikke klare så meget af gangen, så nu må jeg se hvad det bliver til.
Jeg fik sendt en mail til min sagsbehandler tirsdag den 24 februar, og fredag den 27 februar fik jeg besked fra min sagsbehandler, hun havde ikke hørt fra VUC, selv om det var over en måned siden at jeg var til læse, skrive og regne test der, så i løbet af den kommende uge vil hun kontante VUC for at høre om svar der fra.
På en måde bliver jeg sur på min sagsbehandler og VUC, men alligevel ikke, for min sagbehandler havde bedt VUC om at give svar tilbage på testen, men det har VUC ikke, så på en måde bliver jeg sur over at VUC ikke giver svar, men samtidig bliver jeg små sur over at min sagsbehandler ikke kontakter VUC noget før.
Men nu må vi se hvad der sker.
Jeg håber, at jeg kan få lov til at komme op og gå på Dalgas skolen igen eller starte på Gallo skolen i Århus, for selv om jeg måske skal være på VUC nogle gange om ugen, så tror jeg, at hvis jeg kan komme op på en af de andre to skoler, så kan det gavne mig psykisk, at komme til at lave noget jeg godt kan lide, så som at male, tegne og tage billeder.
Men hvis det stod til mig, så var det nok helst Gallo skolen, som jeg vil gå på, for jeg har gået på Dalgas skolen en gang, og der havde jeg det svært med lederen og nogle få af de andre, så på en måde ved jeg ikke, om jeg kan komme ind der igen eller hvad.
Gallo Skolen: http://www.galloskolen.dk/
Dalgas Skolen: http://www.dalgasskolen-aarhus.dk/
Begge skoler er for folk med sindslidelser, men når jeg gerne vil udstille mine malerier og fotos, så tror jeg, at jeg kan få mest ud af at gå på Gallo skolen.
Men jeg må se om min sagsbehandler kan se ideen i at jeg kommer til at gå sådan et sted, måske for en periode, måske for længere tid, hvem ved, for det er jo bedre end at gå hjemme.
mandag den 23. februar 2015
Drømme jobbet
På en måde tænker jeg, at mit drømme job ikke kan lade sig gøre, for hvis jeg gjorder det, hvem vil så komme og købe det.
Jeg har en drøm om at bo på en nedlagt gård, hvor jeg kan indrette nogle af længerne til værksted og butik, lad os sige at det er en gård med tre længer, i den ene har jeg butik, hvor jeg sælger det som jeg laver.
I en længe skal jeg så have værksted, hvor jeg kan male, lave ler figur, hvor jeg kan købe gamle møbler sætte dem i stand, hvor jeg kan lave kreative ting, hvor veninder også kan komme forbi og lave kreative ting.
De ting jeg så selv laver, skal jeg så sælge inde i butikken, måske bliver der også et lille hjørne med ting fra haven, grønsager osv, måske ting der er henkogte, hvem ved hvad det bliver til.
Jeg behøver jo ikke at starte stort ud, men lige så stille og så udvide det med ting, måske lade andre komme med noget, som de kan sælge i min butik, uden at de behøver at lave det på stedet, for mig kunne det være rigtig hyggeligt.
I den sidste længe vil jeg måske dele op i to dele, hvis jeg deler det op, så skal der være følgende: den ene del skal være et lager, hvor der så er opbevaring af lærred, maling, møbler osv, så når der bliver plads i butikken, så kan de komme ind og blive gjort klart til salg, og den anden halvdel, skal der være lidt dyr.
Jeg kunne jo bare springe ud i det og så gøre det, men samtidig har jeg altid været bange for at springe ud i noget nyt, for så begynder alt frygten at komme frem, undskyldninger for hvad der kan gå galt og "hvad nu hvis det går galt" spørgsmålene kommer frem og gør at jeg ikke tør før jeg er noget mere sikker på det hele fra kommunens side.
På en måde synes jeg at det kunne være dejligt, at man var to der gik sammen om at lave det, måske starte det med butikken op et sted og hvis det så går godt, så kan man altid udvikle det.
Men lige nu bliver det bare på drømme planen, men det er på en måde også oki for nu.
Jeg har en drøm om at bo på en nedlagt gård, hvor jeg kan indrette nogle af længerne til værksted og butik, lad os sige at det er en gård med tre længer, i den ene har jeg butik, hvor jeg sælger det som jeg laver.
I en længe skal jeg så have værksted, hvor jeg kan male, lave ler figur, hvor jeg kan købe gamle møbler sætte dem i stand, hvor jeg kan lave kreative ting, hvor veninder også kan komme forbi og lave kreative ting.
De ting jeg så selv laver, skal jeg så sælge inde i butikken, måske bliver der også et lille hjørne med ting fra haven, grønsager osv, måske ting der er henkogte, hvem ved hvad det bliver til.
Jeg behøver jo ikke at starte stort ud, men lige så stille og så udvide det med ting, måske lade andre komme med noget, som de kan sælge i min butik, uden at de behøver at lave det på stedet, for mig kunne det være rigtig hyggeligt.
I den sidste længe vil jeg måske dele op i to dele, hvis jeg deler det op, så skal der være følgende: den ene del skal være et lager, hvor der så er opbevaring af lærred, maling, møbler osv, så når der bliver plads i butikken, så kan de komme ind og blive gjort klart til salg, og den anden halvdel, skal der være lidt dyr.
Jeg kunne jo bare springe ud i det og så gøre det, men samtidig har jeg altid været bange for at springe ud i noget nyt, for så begynder alt frygten at komme frem, undskyldninger for hvad der kan gå galt og "hvad nu hvis det går galt" spørgsmålene kommer frem og gør at jeg ikke tør før jeg er noget mere sikker på det hele fra kommunens side.
På en måde synes jeg at det kunne være dejligt, at man var to der gik sammen om at lave det, måske starte det med butikken op et sted og hvis det så går godt, så kan man altid udvikle det.
Men lige nu bliver det bare på drømme planen, men det er på en måde også oki for nu.
søndag den 22. februar 2015
Sidste nyt ledighed og kommunen
Jeg var til møde hos min sagsbehandler den 6 januar, var cirka midt i januar til læse, skrive og regne test på VUC, det var en henvisning fra sagsbehandleren.
Jeg fik svar på testene med det samme, få dage efter kontaktet jeg min sagsbehandler, for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig til det jeg fik afvide, min sagsbehandler vil ikke give mig nogle svar, før, hun selv havde fået svarene fra VUC i Horsens.
Nu sidder jeg her en måned senere og har stadig ikke hørt noget fra hende eller fra VUC, jeg var blevet lovet, at der vil blive ringet til mig, hvis der var noget VUC kunne tilbyde mig, men intet svar, men heller ikke noget svar fra Sagsbehandleren.
Der er nogle der vil mene, at det så er min opgave at kontakte dem, hvilket det nok også er, men når jeg er blevet lovet, af både sagsbehandler og VUC, at de vil kontakte mig, så kan det jo umuligt være min opgave mere.
Enkelte gange er jeg blevet glemt af det offentlig, men ellers er deres undskyldninger, at de har travlt, hvilket nok også er rigtigt, men jeg har set hvordan to personer kommer ind i samme system på samme tid og alligevel får den ene mere hjem end den anden.
Hvis de virkelig har så travlt, så ansæt da nogle flere mennesker, det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men alligevel.
Jeg kender en der har været på kontanthjælp i mange år, dog i en anden kommune end den jeg bor i, men jeg har set hvordan hun får ny sagsbehandler en til flere gange om året, så tænker jeg at det ikke er rimeligt, for så skal man starte forfra eller næsten forfra hver eneste gang man får en ny sagsbehandler,
Så er der nok nogle der sidder og tænker, at jeg jo bor i en anden kommune end hende, men ja det gør jeg, men jeg har allerede haft to forskellige sagsbehandlere siden jeg kom på kontanthjælp den 17 november, så skal der samtidig lige tilføres at jeg havde flere forskellige sagsbehandlere inden jeg kom over på kontanthjælp.
Så ja der sker ikke så meget i forhold til at være ledig, men så kan jeg da gå her hjemme og hygge mig, hvilket jeg på en måde er glad for, jeg har ting, som jeg gerne vil, så kan jeg jo bedre det, jeg har ting, som jeg tænker, jeg gerne vil i fremtiden, hvilket gør at jeg kan planlægge de ting lidt bedre, i det at jeg ikke er sendt ud, så har jeg også mere overskud til at være sammen med venner og familie, hvilket er skønt.
Nogle vil nok blive sur over, at jeg skriver det på den måde, men jeg har en drøm om et job, som jeg gerne vil, men jeg ved ikke om det kan lade sig gøre, så lige nu holder jeg det lidt i ro, men jeg skal nok fortælle jer læsere om det drømme job i et andet indlæg, så følge med og find ud af hvad det er.
Jeg fik svar på testene med det samme, få dage efter kontaktet jeg min sagsbehandler, for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig til det jeg fik afvide, min sagsbehandler vil ikke give mig nogle svar, før, hun selv havde fået svarene fra VUC i Horsens.
Nu sidder jeg her en måned senere og har stadig ikke hørt noget fra hende eller fra VUC, jeg var blevet lovet, at der vil blive ringet til mig, hvis der var noget VUC kunne tilbyde mig, men intet svar, men heller ikke noget svar fra Sagsbehandleren.
Der er nogle der vil mene, at det så er min opgave at kontakte dem, hvilket det nok også er, men når jeg er blevet lovet, af både sagsbehandler og VUC, at de vil kontakte mig, så kan det jo umuligt være min opgave mere.
Enkelte gange er jeg blevet glemt af det offentlig, men ellers er deres undskyldninger, at de har travlt, hvilket nok også er rigtigt, men jeg har set hvordan to personer kommer ind i samme system på samme tid og alligevel får den ene mere hjem end den anden.
Hvis de virkelig har så travlt, så ansæt da nogle flere mennesker, det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men alligevel.
Jeg kender en der har været på kontanthjælp i mange år, dog i en anden kommune end den jeg bor i, men jeg har set hvordan hun får ny sagsbehandler en til flere gange om året, så tænker jeg at det ikke er rimeligt, for så skal man starte forfra eller næsten forfra hver eneste gang man får en ny sagsbehandler,
Så er der nok nogle der sidder og tænker, at jeg jo bor i en anden kommune end hende, men ja det gør jeg, men jeg har allerede haft to forskellige sagsbehandlere siden jeg kom på kontanthjælp den 17 november, så skal der samtidig lige tilføres at jeg havde flere forskellige sagsbehandlere inden jeg kom over på kontanthjælp.
Så ja der sker ikke så meget i forhold til at være ledig, men så kan jeg da gå her hjemme og hygge mig, hvilket jeg på en måde er glad for, jeg har ting, som jeg gerne vil, så kan jeg jo bedre det, jeg har ting, som jeg tænker, jeg gerne vil i fremtiden, hvilket gør at jeg kan planlægge de ting lidt bedre, i det at jeg ikke er sendt ud, så har jeg også mere overskud til at være sammen med venner og familie, hvilket er skønt.
Nogle vil nok blive sur over, at jeg skriver det på den måde, men jeg har en drøm om et job, som jeg gerne vil, men jeg ved ikke om det kan lade sig gøre, så lige nu holder jeg det lidt i ro, men jeg skal nok fortælle jer læsere om det drømme job i et andet indlæg, så følge med og find ud af hvad det er.
tirsdag den 13. januar 2015
På tur den 14 januar
Jeg havde planlagt at skulle på tur med min mor i morgen, men da hun har hostet i nogle dage og jeg er blevet forkølet, så bliver turen flyttet til et tidspunkt hvor vi begge to er raske.
Hvilket er noget træls, men til gengæld kommer jeg til at bruge tiden på at starte op på en af de gaver, som min mor skal have i fødselsdags gave den 19 april, da hun bliver 60 år, så vil jeg give hende noget spichelt, så det skal jeg igang med, da der skal lægges en del arbejde i det, både at finde de rigtige ting, lave det og bestille det hjem.
Så tiden er ikke spildt overhoved, vores tur kommer på et senere tidspunkt, og jeg får startet på gaven til min mor, bedre kan det på en måde ikke være.
Hvilket er noget træls, men til gengæld kommer jeg til at bruge tiden på at starte op på en af de gaver, som min mor skal have i fødselsdags gave den 19 april, da hun bliver 60 år, så vil jeg give hende noget spichelt, så det skal jeg igang med, da der skal lægges en del arbejde i det, både at finde de rigtige ting, lave det og bestille det hjem.
Så tiden er ikke spildt overhoved, vores tur kommer på et senere tidspunkt, og jeg får startet på gaven til min mor, bedre kan det på en måde ikke være.
fredag den 9. januar 2015
Mødet på jobcentret
Så har jeg været til det første møde med min sagsbehandler, efter jeg er overgået til kontanthjælp, mødet var i lidt over en time, til sidst begyndte jeg at blive træt på det psykiske plan, men jeg havde også pokkers ondt i ryggen, fordi jeg døje med en muskel/næve der havde givet problemer i over et døgn.
Jeg er så træt af den slags møder, de tager så langt tid, hvor der bliver stillet en masse spørgsmål, som man allerede har svaret på så mange gange før, en del af tingene kunne let have været fundet i deres system eller på jobnet, men nej, man skal bare igennem dem igen.
Hvor mange skoler man har gået på, hvor mange 9/10 klasse eksamener man har taget, har man nogle job erfaring, har man været på kontanthjælp før, har man nogle lidelser både de fysiske og psykiske, hvordan er ens familie og vennekreds, det meste af tiden sidder man bare og venter på at sagsbehandleren får skrevet det ned, som man har sagt.
Da jeg tog derfra, så var det ikke meget jeg har fået ud af det nu og her, men forhåbentligt for jeg mere ud af det på længere sigt, men jeg fik dog afvide, at jeg høre til denne gruppe i et år og derefter vil jeg høre til en anden gruppe, hvis jeg stadig er på kontanthjælp til den tid.
Sagsbehandleren kom selv ind på en mentor, men sagsbehandleren vil ikke give mig en nu, fordi så vil jeg kun kunne have en mentor indtil maj, sagsbehandleren vil derimod gerne have mig i praktik, der skal findes et sted, hvor der allerede er en mentor på stedet, som kan hjælpe mig, så må vi se hvor det bliver og hvordan det bliver.
Men inden der bliver fundet en praktikplads, så skal jeg til en undersøgelse for ordblindhed, hvilket jeg vil blive indkaldt til, derefter vil jeg så komme til møde igen, om hvad der så skal ske, for måske skal der gøres noget ved det, hvis jeg er for ordblind.
Min sagsbehandler kom hen imod slutningen ind på vægttab, at det nok vil gavne mig meget, hvilket jeg jo allerede vidste, men jeg har prøvet flere gange, men mislykkes hver gang, sagsbehandleren vil se om der er noget, men sagsbehandleren kunne ikke gøre det helt store i forhold til det, men hvis jeg taber mig, så vil jeg måske også have det lettere, når jeg kommer i praktik, men også med det psykiske, men må se tiden an, hvad jeg gør i forhold til det osv.
Der blev ikke snakkede om udebo eller udviklings huset, men det var som om, at det vil blive taget på et senere tidspunkt, hvor jeg måske er mere klar, hvem ved.
Jeg er så træt af den slags møder, de tager så langt tid, hvor der bliver stillet en masse spørgsmål, som man allerede har svaret på så mange gange før, en del af tingene kunne let have været fundet i deres system eller på jobnet, men nej, man skal bare igennem dem igen.
Hvor mange skoler man har gået på, hvor mange 9/10 klasse eksamener man har taget, har man nogle job erfaring, har man været på kontanthjælp før, har man nogle lidelser både de fysiske og psykiske, hvordan er ens familie og vennekreds, det meste af tiden sidder man bare og venter på at sagsbehandleren får skrevet det ned, som man har sagt.
Da jeg tog derfra, så var det ikke meget jeg har fået ud af det nu og her, men forhåbentligt for jeg mere ud af det på længere sigt, men jeg fik dog afvide, at jeg høre til denne gruppe i et år og derefter vil jeg høre til en anden gruppe, hvis jeg stadig er på kontanthjælp til den tid.
Sagsbehandleren kom selv ind på en mentor, men sagsbehandleren vil ikke give mig en nu, fordi så vil jeg kun kunne have en mentor indtil maj, sagsbehandleren vil derimod gerne have mig i praktik, der skal findes et sted, hvor der allerede er en mentor på stedet, som kan hjælpe mig, så må vi se hvor det bliver og hvordan det bliver.
Men inden der bliver fundet en praktikplads, så skal jeg til en undersøgelse for ordblindhed, hvilket jeg vil blive indkaldt til, derefter vil jeg så komme til møde igen, om hvad der så skal ske, for måske skal der gøres noget ved det, hvis jeg er for ordblind.
Min sagsbehandler kom hen imod slutningen ind på vægttab, at det nok vil gavne mig meget, hvilket jeg jo allerede vidste, men jeg har prøvet flere gange, men mislykkes hver gang, sagsbehandleren vil se om der er noget, men sagsbehandleren kunne ikke gøre det helt store i forhold til det, men hvis jeg taber mig, så vil jeg måske også have det lettere, når jeg kommer i praktik, men også med det psykiske, men må se tiden an, hvad jeg gør i forhold til det osv.
Der blev ikke snakkede om udebo eller udviklings huset, men det var som om, at det vil blive taget på et senere tidspunkt, hvor jeg måske er mere klar, hvem ved.
onsdag den 7. januar 2015
27 år, ledig og hjemmeboende
Nu har jeg gået ledig i over fire år, på mange måder har jeg nydt det, men samtidig har man hørt hvordan andre er ude efter dem der bare går og laver ingen ting, fordi de ikke vil.
Når jeg har hørt folk snakke om ledige, som nogle der bare ikke vil lave noget, så føler jeg, at de ikke tænker på, at der faktisk er nogen der måske ikke kan klare at arbejde, at der er nogle som har det svært i livet, ikke fordi de lider af en fysisk lidelse, som andre kan forholde sig til, men fordi de lider af noget psykisk, som er svært at forholde sig til, og den psykiske lidelse forhindre dem måske i at arbejde.
Der står jeg så med en psykiske lidelse, er arbejdsløs, bor stadigvæk hjemme, jeg har dog boede i tre et halvt år i Skanderborg, men nej det nævner man ikke, for i følge nogle er det jo galt, at jeg er 27 år og har boet hjemme hele mit liv, og så har jeg intet arbejde.
Man får en følelse af at man ikke har opnåede noget i sit liv, når man kigger sig om, så har jeg nok ikke, men hvad er der at opnå i livet, jeg tror, at for mange er det at flytte hjemmefra, få en uddannelse, et arbejde, en familie, rejser osv.
Så kan man jo ikke sige at jeg ikke har opnåede noget, jeg har en uddannelse, jeg har flyttede hjemmefra (tre et halvt år i Skanderborg), jeg har været i et løntilskud i en børnehave i et år (hvilket jo er arbejde), så har jeg været ude og rejse (ti dage igennem Tyskland og Østrig ned til Italien og tilbage igen).
Så ja jeg har opnåede noget, det er ikke noget der har holdt ved, men der er sket noget, så jeg er faktisk en person, som man ikke behøver at nedgøre, fordi jeg er ledig, 27 år og hjemmeboende.
Når I snakker med en om ledighed, så lad vær med at snakke dårligt om dem, fordi der kan være grunde til de er ledig, som de måske ikke brænder for at dele med alle mennesker.
Der kan være grunde til at en person bor hjemme i en høj alder, efter jeg flyttede hjem i efteråret 2010, der havde jeg ikke lyst til at flytte med det samme, og jeg følte, at jeg først skulle finde et arbejde før jeg flyttede, for hvorfor skulle jeg flytte til Århus, hvis jeg fik arbejde i Horsens, så heller vente og flytte i den retning arbejdet bød mig.
Alle har sine grunde til det de gør, så døm dem ikke, fordi du er skeptisk, spøger ind til sagerne, der er måske en god forklaring på det.
Når jeg har hørt folk snakke om ledige, som nogle der bare ikke vil lave noget, så føler jeg, at de ikke tænker på, at der faktisk er nogen der måske ikke kan klare at arbejde, at der er nogle som har det svært i livet, ikke fordi de lider af en fysisk lidelse, som andre kan forholde sig til, men fordi de lider af noget psykisk, som er svært at forholde sig til, og den psykiske lidelse forhindre dem måske i at arbejde.
Der står jeg så med en psykiske lidelse, er arbejdsløs, bor stadigvæk hjemme, jeg har dog boede i tre et halvt år i Skanderborg, men nej det nævner man ikke, for i følge nogle er det jo galt, at jeg er 27 år og har boet hjemme hele mit liv, og så har jeg intet arbejde.
Man får en følelse af at man ikke har opnåede noget i sit liv, når man kigger sig om, så har jeg nok ikke, men hvad er der at opnå i livet, jeg tror, at for mange er det at flytte hjemmefra, få en uddannelse, et arbejde, en familie, rejser osv.
Så kan man jo ikke sige at jeg ikke har opnåede noget, jeg har en uddannelse, jeg har flyttede hjemmefra (tre et halvt år i Skanderborg), jeg har været i et løntilskud i en børnehave i et år (hvilket jo er arbejde), så har jeg været ude og rejse (ti dage igennem Tyskland og Østrig ned til Italien og tilbage igen).
Så ja jeg har opnåede noget, det er ikke noget der har holdt ved, men der er sket noget, så jeg er faktisk en person, som man ikke behøver at nedgøre, fordi jeg er ledig, 27 år og hjemmeboende.
Når I snakker med en om ledighed, så lad vær med at snakke dårligt om dem, fordi der kan være grunde til de er ledig, som de måske ikke brænder for at dele med alle mennesker.
Der kan være grunde til at en person bor hjemme i en høj alder, efter jeg flyttede hjem i efteråret 2010, der havde jeg ikke lyst til at flytte med det samme, og jeg følte, at jeg først skulle finde et arbejde før jeg flyttede, for hvorfor skulle jeg flytte til Århus, hvis jeg fik arbejde i Horsens, så heller vente og flytte i den retning arbejdet bød mig.
Alle har sine grunde til det de gør, så døm dem ikke, fordi du er skeptisk, spøger ind til sagerne, der er måske en god forklaring på det.
torsdag den 1. januar 2015
Nyt år - Nye oplevelser
Så starter der et ny år, 2014 er forbi og 2015 er startet, så sidder jeg og tænker på, hvad mit første indlæg skal handle om, nu hvor nogle måske stadig fester, andre er måske gået kolde, så er der dem der bare er gået i seng, fordi de er trætte, og så er der mig som sidder og skriver nogle indlæg til min blog med træthed i øjne.
Jeg ved ikke helt hvad året skal byde mig på, men jeg ved at når året er ved at være over, så sidder jeg sikkert trist og synes, at der ikke er sket noget i mit liv, selv hvis der er sket noget, så er det kun små ting, nogle ting kan måske gøre mig mere ked af det, andre gør mig måske glad.
Grunden til at siger, at jeg ikke helt ved hvad året byder mig, så er det fordi jeg ved lidt, jeg starter faktisk året med at skal til samtale med min sagsbehandler på jobcentret på tirsdag den 6 januar, hvor der skal snakkes om Ude bo, Udviklings huset og mentor.
Så hvis mødet går godt, så skal jeg måske flytte hjemmefra, i egen lejlighed, hvilket jeg på mange punkter glæder mig til, men samtidig frygter, for da jeg boede i Skanderborg, der var jeg rigtig glad for det i starten.
Men tiden gik blev jeg mere og mere trist, jeg fik færre og færre gæster, jeg følte mig så ensom, hvilket jeg frygter sker igen, men samtidig hvis jeg så bliver tilknyttet til Ude Bo, så er der jo et sted, hvor jeg kan gå hen og være sammen med andre, et sted jeg kan få hjælp, når problemerne virker størst, hvilket er en rart sikkerhed.
Jeg føler bare, at jeg må være en idiot, at der må være noget galt med mig oppe i hoved, fordi jeg har brugt for hjælp, men samtidig ser jeg det som en styrke, at spøger om hjælp, når man er i nød.
Det kan godt ske, at man ikke altid lige spøger de rigtige i starten, men på et tidspunkt, får man stablet den rigtige støtte op, så er det bare helt i orden, hvis man kan spøger efter hjælp, så erkender man at der er noget galt, hvilket også giver noget at arbejde med.
Ingen er perfekte, alle har noget de kæmper med, for nogle er det bare mere åbenlyst end andre, nogle har svære ved at komme igennem deres problemer end andre, men med den rette hjælp, så kan alle komme igennem deres problemer.
Men man skal huske på, at alle er forskellige, så bare fordi en løsning virker på en person, betyder det ikke, at det er den løsning der er bedst for andre, så man skal finde den løsning der er bedst for en selv.
Jeg vil prøve, at komme ind på hvad der er problemer for mig, så jer der læser med, kan få et indblik i hvad der sker i mig, jeg vil fortælle, hvordan jeg prøver at takle mine problemer, måske der er nogle der kan bruge lidt af det eller slet ingen ting.
For mig vil det bare betyde meget, at få andre til at forstå mig, forstå hvem jeg endelig er, hvorfor jeg endelig kan blive så sur, og hvad man så gør, når man oplever det.
Så følge med i det næste års tid på min blog, hvor jeg stadig vil dele nogle af mine historier og digte, men også skrive om livet, hverdagen, rejserne, venskaberne, familie, naturen og alt hvad der ellers bliver skrevet om, det kan jo være at I lærer noget, som I ikke havde regnet med.
Jeg ved ikke helt hvad året skal byde mig på, men jeg ved at når året er ved at være over, så sidder jeg sikkert trist og synes, at der ikke er sket noget i mit liv, selv hvis der er sket noget, så er det kun små ting, nogle ting kan måske gøre mig mere ked af det, andre gør mig måske glad.
Grunden til at siger, at jeg ikke helt ved hvad året byder mig, så er det fordi jeg ved lidt, jeg starter faktisk året med at skal til samtale med min sagsbehandler på jobcentret på tirsdag den 6 januar, hvor der skal snakkes om Ude bo, Udviklings huset og mentor.
Så hvis mødet går godt, så skal jeg måske flytte hjemmefra, i egen lejlighed, hvilket jeg på mange punkter glæder mig til, men samtidig frygter, for da jeg boede i Skanderborg, der var jeg rigtig glad for det i starten.
Men tiden gik blev jeg mere og mere trist, jeg fik færre og færre gæster, jeg følte mig så ensom, hvilket jeg frygter sker igen, men samtidig hvis jeg så bliver tilknyttet til Ude Bo, så er der jo et sted, hvor jeg kan gå hen og være sammen med andre, et sted jeg kan få hjælp, når problemerne virker størst, hvilket er en rart sikkerhed.
Jeg føler bare, at jeg må være en idiot, at der må være noget galt med mig oppe i hoved, fordi jeg har brugt for hjælp, men samtidig ser jeg det som en styrke, at spøger om hjælp, når man er i nød.
Det kan godt ske, at man ikke altid lige spøger de rigtige i starten, men på et tidspunkt, får man stablet den rigtige støtte op, så er det bare helt i orden, hvis man kan spøger efter hjælp, så erkender man at der er noget galt, hvilket også giver noget at arbejde med.
Ingen er perfekte, alle har noget de kæmper med, for nogle er det bare mere åbenlyst end andre, nogle har svære ved at komme igennem deres problemer end andre, men med den rette hjælp, så kan alle komme igennem deres problemer.
Men man skal huske på, at alle er forskellige, så bare fordi en løsning virker på en person, betyder det ikke, at det er den løsning der er bedst for andre, så man skal finde den løsning der er bedst for en selv.
Jeg vil prøve, at komme ind på hvad der er problemer for mig, så jer der læser med, kan få et indblik i hvad der sker i mig, jeg vil fortælle, hvordan jeg prøver at takle mine problemer, måske der er nogle der kan bruge lidt af det eller slet ingen ting.
For mig vil det bare betyde meget, at få andre til at forstå mig, forstå hvem jeg endelig er, hvorfor jeg endelig kan blive så sur, og hvad man så gør, når man oplever det.
Så følge med i det næste års tid på min blog, hvor jeg stadig vil dele nogle af mine historier og digte, men også skrive om livet, hverdagen, rejserne, venskaberne, familie, naturen og alt hvad der ellers bliver skrevet om, det kan jo være at I lærer noget, som I ikke havde regnet med.
torsdag den 20. november 2014
Overgangen fra Dagpengemodtager til kontanthjælpen
Jeg blev i oktober 2010 færdig uddannet Web-integrator, jeg har siden da gået ledig, hvilket har medført forskellige reaktioner fra andre, ikke nødvendigvis fordi de siger noget, men måske fordi de ikke siger noget.
Jeg oplever stadig folk der skal have mig til at sige uddannelses navn flere gange, fordi de ikke var sikker på, om det var rigtigt det de hørte første gang, nogle skal også have en forklaring på hvad det er for en uddannelse, man når lidt til det punkt, hvor man bare har løst til at sige, at man ikke har en uddannelse, for at slippe for forklaringen.
Men samtidig føler jeg, at jeg er stolt over at have taget en uddannelse, for igennem tiden hvor jeg er blevet spurgt hvad jeg gerne vil være, har jeg aldrig rigtig vidst det, jeg har ikke haft den følelse af, at sige "ja det er sku det jeg skal lave resten af mit liv".
I folkeskolen vidste jeg ikke, hvad jeg vil lave, jeg fik dårlige karakter, så jeg følte, at hvis jeg endelig fik en uddannelse så vil det være stort, for jeg så ikke mig selv få en uddannelse, det var en ting der nok bare lå i drømmene, drømmen om at få en uddannelse var der, men den var fjern.
Det var nok mere drømmen om at få et godt arbejde, hvor man kunne tjene gode penge, så der var plus på kontoen, nok plus til at jeg kunne give nogle penge beløb til andre ind i mellem, for at hjælpe dem når det er trængt hos dem, men stadig have nok til at man ikke selv skulle spare hele tiden.
Men jeg vidste ikke hvad det skulle være, for jeg følte ikke, at jeg var god til noget, så drømmen var også meget urealistisk, for mig var det også et spørgsmål om at komme igennem livet, om at overleve hverdage, overleve alt det modgang der var hver eneste dag, spichelt i de ældre klasser.
Jeg har dog altid vist, at hvis jeg skulle have en uddannelse, så skulle det være en der var kort og uden praktik, så i sidste ende blev det til web-integrator uddannelsen.
Men nu har jeg så været ledig i fire år, været på dagpenge i to år, så hed det uddannelses ydelse i et år og så arbejdsmarkeds ydelse i resten af tiden, det har været frem og tilbage imellem A-kassen og kommunen til at give mig penge, og nu ender jeg så ved kommunen på kontanthjælp.
Så må vi se om det kan give mig de rigtige ting til at hjælpe mig i arbejde, når der ikke er kommet noget arbejde endnu, men jeg ved at der nok skal noget afklaring på mig, for jeg blandt andet har en rygskade og ADHD.
Man tænker ADHD som noget hvor personen er udadvendt og åben, en person der har mange venner og som ikke kan sidde stille.
Jeg har svært ved at koncentrer mig, men jeg er på så mange punkter også det modsatte, for jeg er en meget lukket person, jeg kan blive meget vred, men jeg viser det ikke altid, jeg er meget sårebar, men jeg oplever dog mange der ser mig som udadvendt og glad, hvilket jeg også kan være, men der er mere den indelukket type i mig, når jeg selv vurdere mig.
Jeg har fået afvide fra sygehuset side, at det vil være en mulighed at jeg får en mentor, der skal hjælpe mig ud og være mere social, hjælpe mig i bostøtte og ud i arbejde, men det er ved at give lidt problemer hos kommunen, da det fra deres side ikke er sikkert at jeg kan få en mentor.
Jeg vil prøve, at glemme alt med kontanthjælp osv i december, og bare dele min jule historie med jer, men ellers vil jeg dele mine oplevelser med jer læsere.
Jeg kan sige så meget, at første oplevelse var der allerede da jeg skulle aflevere min ansøgning, for de var igang med at sige at jeg var kommet til den forkerte kommune, fordi jeg har postnummer til Skanderborg men bor i ydre kanten af Horsens kommune.
Normalt har det ikke været et problem på jobcentret, men på rådhuset, men denne gang var det på jobcentret det var et problem.
Jeg oplever stadig folk der skal have mig til at sige uddannelses navn flere gange, fordi de ikke var sikker på, om det var rigtigt det de hørte første gang, nogle skal også have en forklaring på hvad det er for en uddannelse, man når lidt til det punkt, hvor man bare har løst til at sige, at man ikke har en uddannelse, for at slippe for forklaringen.
Men samtidig føler jeg, at jeg er stolt over at have taget en uddannelse, for igennem tiden hvor jeg er blevet spurgt hvad jeg gerne vil være, har jeg aldrig rigtig vidst det, jeg har ikke haft den følelse af, at sige "ja det er sku det jeg skal lave resten af mit liv".
I folkeskolen vidste jeg ikke, hvad jeg vil lave, jeg fik dårlige karakter, så jeg følte, at hvis jeg endelig fik en uddannelse så vil det være stort, for jeg så ikke mig selv få en uddannelse, det var en ting der nok bare lå i drømmene, drømmen om at få en uddannelse var der, men den var fjern.
Det var nok mere drømmen om at få et godt arbejde, hvor man kunne tjene gode penge, så der var plus på kontoen, nok plus til at jeg kunne give nogle penge beløb til andre ind i mellem, for at hjælpe dem når det er trængt hos dem, men stadig have nok til at man ikke selv skulle spare hele tiden.
Men jeg vidste ikke hvad det skulle være, for jeg følte ikke, at jeg var god til noget, så drømmen var også meget urealistisk, for mig var det også et spørgsmål om at komme igennem livet, om at overleve hverdage, overleve alt det modgang der var hver eneste dag, spichelt i de ældre klasser.
Jeg har dog altid vist, at hvis jeg skulle have en uddannelse, så skulle det være en der var kort og uden praktik, så i sidste ende blev det til web-integrator uddannelsen.
Men nu har jeg så været ledig i fire år, været på dagpenge i to år, så hed det uddannelses ydelse i et år og så arbejdsmarkeds ydelse i resten af tiden, det har været frem og tilbage imellem A-kassen og kommunen til at give mig penge, og nu ender jeg så ved kommunen på kontanthjælp.
Så må vi se om det kan give mig de rigtige ting til at hjælpe mig i arbejde, når der ikke er kommet noget arbejde endnu, men jeg ved at der nok skal noget afklaring på mig, for jeg blandt andet har en rygskade og ADHD.
Man tænker ADHD som noget hvor personen er udadvendt og åben, en person der har mange venner og som ikke kan sidde stille.
Jeg har svært ved at koncentrer mig, men jeg er på så mange punkter også det modsatte, for jeg er en meget lukket person, jeg kan blive meget vred, men jeg viser det ikke altid, jeg er meget sårebar, men jeg oplever dog mange der ser mig som udadvendt og glad, hvilket jeg også kan være, men der er mere den indelukket type i mig, når jeg selv vurdere mig.
Jeg har fået afvide fra sygehuset side, at det vil være en mulighed at jeg får en mentor, der skal hjælpe mig ud og være mere social, hjælpe mig i bostøtte og ud i arbejde, men det er ved at give lidt problemer hos kommunen, da det fra deres side ikke er sikkert at jeg kan få en mentor.
Jeg vil prøve, at glemme alt med kontanthjælp osv i december, og bare dele min jule historie med jer, men ellers vil jeg dele mine oplevelser med jer læsere.
Jeg kan sige så meget, at første oplevelse var der allerede da jeg skulle aflevere min ansøgning, for de var igang med at sige at jeg var kommet til den forkerte kommune, fordi jeg har postnummer til Skanderborg men bor i ydre kanten af Horsens kommune.
Normalt har det ikke været et problem på jobcentret, men på rådhuset, men denne gang var det på jobcentret det var et problem.
lørdag den 22. marts 2014
Symptomer på personlighedsforstyrrelser
Jeg går til undersøgelser for at finde ud af om der er noget galt med mig, jeg har nogle samtaler med en psykolog på Horsens Sygehus på ADHD og personlighedsforstyrrelses afdelingen, jeg ende der, efter jeg har gået til psykiater/sygplejske i Skanderborg i halv andet år, men de kunne ikke finde ud af hvad der var galt med mig.
Så sendte de mig videre til Horsens, hvilket jeg faktisk er glad for, for hende jeg er ved er virkelig sød,
Jeg ved at hun ikke skal undersøge mig for ADHD, så må vi se om hun finder frem til at jeg lider af en personlighedsforstyrrelse.
Jeg var inde på Sygehuset hjemmeside for at finde en oplysning, men fandt ikke det som jeg skulle, men fandt noget om de forskellige personlighedsforstyrrelser der er, hvilket man kan læse om her under:
Der er otte forskellige typer personlighedsforstyrrelser. De har hver har deres kendetegn og symptomer. De forskellige typer kan også være blandet, så man ser flere træk hos den samme person.
● Paranoid personlighedsforstyrrelse
● Paranoid personlighedsforstyrrelse
● Skizoid personlighedsforstyrrelse
● Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse
● Dyssocial personlighedsforstyrrelse
● Histronisk personlighedsforstyrrelse
● Tvangspræget personlighedsforstyrrelse
● Ængstelig personlighedsforstyrrelse
● Dependent personlighedsforstyrrelse
Du kan læse mere om hver af personlighedsforstyrrelserne nedenfor.
De fleste af os kan genkende nogle af de personlighedstræk, der er beskrevet herunder. Men lider du af en personlighedsforstyrrelse, bliver trækkene så dominerende, at de har en negativ indflydelse på dit liv og din livskvalitet.
De fleste af os kan genkende nogle af de personlighedstræk, der er beskrevet herunder. Men lider du af en personlighedsforstyrrelse, bliver trækkene så dominerende, at de har en negativ indflydelse på dit liv og din livskvalitet.
Fælles symptomer for alle typer af personlighedsforstyrrelser
Mennesker med personlighedsforstyrrelser har svært ved at fungere normalt i samfundet.
Lider du af en personlighedsforstyrrelse, kan det føles svært at leve et socialt liv med venner, familie, kæreste og kollegaer.
Du mangler tillid til sig selv og andre, Du tror måske, at andre vil påvirke dig og bestemme over dig.
Det kan være, at du allerede har haft det sådan, mens du var barn eller ung. Typisk får du det sværere og sværere, når du bliver voksen og skal have uddannelse, arbejde og familie.
Det kan føre til depressioner, angst, misbrug eller social isolation, hvis du ikke kommer i behandling.
Symptomer på paranoid personlighedsforstyrrelse
Hos mennesker med paranoid personlighedsforstyrrelse, mangler du i stor grad tillid til andre. Du har en negativ og mistroisk forestilling om, hvorfor familie, kollegaer eller venner handler, som de gør.
Du kan have ret faste meninger og have svært ved at ændre synspunkter, fordi du ser det som et tegn på svaghed og sårbarhed.
Du kan være meget jaloux i dit forhold til ægtefæller eller kærester. Du ser efter tegn på, at din kæreste eller andre vil snyde dig eller være i gang med en sammensværgelse.
Du kan også have en overdreven følelse af selvværd og overlegenhed, der ses som arrogance eller en trang til at ydmyge andre.
Den megen mistro og jalousi betyder, at du ofte føler dig vred og frustreret.
Symptomer på skizoid personlighedsforstyrrelse
Lider du af skizoid personlighedsforstyrrelse. vil du være følelsesmæssigt kold og fjern. Du har svært ved at lade andre komme tæt på.
Du virker måske rask, men når man lærer dig at kende, bliver det tydeligt, at du
- ikke er god til at udtrykke følelser
- mangler situationsfornemmelse
- er ligeglad med ros eller kritik.
Du vil egentlig helst være alene og tænke på dine fantasier og tanker. På trods af dette savner du måske nærhed og samvær med andre mennesker.
Symptomer på emotionelt ustabile personlighedsforstyrrelse
Her findes to typer:
- Impulsiv emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse
- Borderline emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse
Lider du af impulsiv emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, har du tendens til at handle uden at tænke over konsekvenserne. Du er stridbar, eksplosiv og har nemt ved at blive hidsig. Du har et ustabilt og lunefuldt humør.
Lider du af borderline emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, har du ikke en klar fornemmelse af, hvem du er.
Du er selvdestruktiv, stridbar og har intense og ustabile forhold til andre mennesker. Du vil helst ikke være alene, føler dig tom inden i - men har også svært ved at være tæt på andre både følelsesmæssigt og seksuelt.
Symptomer på dyssocial personlighedsforstyrrelse
Lider du af dyssocial personlighedsforstyrrelse, er du mere eller mindre ligeglad med andre menneskers følelser. Typiske kendetegn er magtbegærlighed og ingen ansvarsfølelse og mangel på respekt for sociale normer.
Du oplever måske samvær med andre som en kamp om indflydelse. Du mister hurtigt interessen for mennesker, hvis de ikke kan bruges til noget.
Du er slem til at bortforklare problemer og kan virke aggressiv og bebrejdende.
Symptomer på histronisk personlighedsforstyrrelse
Mennesker med histrionisk personlighedsforstyrrelse har en teatralsk adfærd.
Du dramatiserer og bruger overdrevne følelsesudtryk, der virker iscenesatte. Det betyder, at du virker overfladisk og ikke interesseret i detaljer.
I dit følelsesliv er du ustabil og søger spænding og opmærksomhed. Det er vigtigt for dig at se godt ud og kunne tiltrække andre, og du vil gerne virke forførende.
Symptomer på tvangspræget personlighedsforstyrrelse
Lider du af tvangspræget personlighedsforstyrrelse, har du en ekstrem sans for orden. Du er optaget af skemaer, systemer og detaljer, og du vil gerne kontrollere andre.
Du kan næsten virke som en upersonlig “maskine”, fordi du er så perfektionistisk og nøjeregnende.
Mennesker med tvangspræget personlighedsforstyrrelse kan virke stivsindede og ubøjelige. Du føler dig beskyttet af orden og regler.
Symptomer på ængstelig personlighedsforstyrrelse
Lider du af en ængstelig personlighedsforstyrrelse, er det svært at klare ubehagelige situationer.
Du har ikke lyst til at være sammen med andre, for du er bange for at blive afvist eller ydmyget. Du er måske også bekymret om din sikkerhed.
Generelt føler du dig mindreværdig, ængstelig og anspændt. Du vil gerne accepteres.
Symptomer på dependent personlighedsforstyrrelse
Har du en dependent personlighedsforstyrrelse, vil du sikkert overlade beslutninger til andre. Du ligger under for de personer, du er afhængig af.
Du føler dig hjælpeløs og er bange for, at du ikke kan klare dig alene. Omkring dig er typisk dominerende mennesker, der træffer de dagligdags beslutninger.
Abonner på:
Opslag (Atom)