Vil gerne - Tør ikke

Tit vil jeg så gerne Men det forsvinder i tankernes snoede stier Usikkerheden jeg møder Så ved jeg ikke hvad jeg skal gøre For så jeg det ikke tørre Tankerne hamre der ud af Jeg kan selv ikke følge med Prøver at stritte imod
Da tankerne standser i et kort sekund Vælter jeg omkuld Jeg slår mig rigtigt hårdt Men der er ingen til at hjælpe mig op Helt alene må jeg kæmpe mig op igen På usikker ben Går det lige så stille frem ad
Jeg prøver at vise hvad jeg kan Men ingen bekymre sig De skal ikke tage hensyn til mig Så stille lukker jeg af Smiler til dem alle De behøver alligevel ikke at vide mere Jeg stiller mig selv til side Men det behøver de ikke at vide
Men lidt held Bliver jeg helt kold inden i Så kan jeg tankerne næsten stoppe
Dog kan jeg ikke mig selv kende
Hvis jeg bare kunne be om hjælp
Jeg synes ikke at det er særlig nemt
For på hvem kan jeg stole
Når jeg ej kan stole på mig selv

Tankernes banken

Jeg stamper forvirret rundt i mine tanker Fortvivlet mit hjerte banker Alle de dejlige gode glæder I sorgerne vædder Jeg glemmer der gode Vil ønske at jeg var en node Som kunne sprede glæde Men jeg vil gerne væde At det ikke kan lade sig gøre Men jeg det ikke tørre Min tanker de tvivler I det de vivler De er svære at stoppe Jeg prøver at lade dem hoppe For at glemme dem for en stund Men de vivler bare rund Hjælp har jeg let bedt om Men det er som Det er svært at lære For det er ikke til at bære At jeg hjælp skal have Jeg får helt ondt i min mave Men vil måske gerne lade det være glemt Til det der burde være så nemt

Hvalrosens røde numse

Jeg ligger med numsen oppe Imellem alle de sandet bakke toppe Solen stikker til min blege krop Der lige så stille vågner op Tiden glider stille afsted Jeg følger roligt med Jeg føler mig som en hvalros Da jeg rejser mig i tros Ned til vandet jeg slændre I det kølige vand jeg vælter
Pjasker rundt
Som var det sundt
Lister stille op
Og ligger mig på min bakke top

Opgivende forelsket

Der imellem sandet bakker Ligger mit hjerte og banker Sommerfuglene flyver rundt i maven på mig Men det gør de desværre ikke på dig Jeg står nogle gange i blinde Men jeg kan dig ikke vinde Jeg siger ikke noget Da jeg lader det være min hemmelig gåde Jeg sender dig et forlegen smil I mit hoved kommer der et lille grin Det virker så forkert
At jeg ikke lader det blive til mere
Med et dybt suk
Får jeg denne forelske til at luk

Kalø Slotsruin

I forgås var jeg en tur oppe ved Kalø Slotsruin, solen var oppe på himlen, det var lunt, der var andre mennesker, men ikke mange andre mennesker, så det var skønt at være der, var der faktisk i langt tid, for havde god tid, så tog det bare stille og roligt frem og tilbage.
Det jeg nok mangler var nogle bord og bænke, ikke inde i selve slotruinen, men udenfor på det stykke imellem stien og broen, hvor man kunne sætte sig med madpakker, for vejret var så godt, at man på en måde fik lyst til at sidde og spise sin madpakke, men der var ingen steder sådan rigtigt at sidde.
Jeg tænker også, at den brosten sti der var der ud, var noget dårligt at gå på, tænk hvis der kommer nogle ældre mennesker og gerne vil der ud, men ikke kan komme der ud, fordi de er afhængig af deres rollator, men så kan de ikke komme let der ud, da stien er dårlig.
Men hvis de endelig kommer der ud, så trænger de måske til et hvil, men der er ingen steder at sidde, det er jo ikke alle ældre mennesker og dårlig gående mennesker der har rollator, så der kunne det være godt hvis der var nogle bænke under vejs og der ude til dem, og til andre der bare gerne vil sidde og nyde naturen og vejret.
Jeg har mange gange været oppe ved Kalø, men aldrig gået ud til slotsruinen, så en ting der overraskede mig var at der var en trappe i tårnet, for på en måde var det jo ikke rimeligt at bygge en trappe der ikke høre sig til, men samtidig synes jeg at det var godt at komme op og se ud over det hele der oppe fra.

Smilets tåre

Stille glider tårerne ned De bliver bare ved og ved Jeg viser dem ikke Bare for at lade det ligge Men det er psykisk hårdt At holde det bort Jeg smiler til andre Så de ikke ser tårerne der vandre Jeg lukker af Lader smilet dække næsten hver dag For tåre er et tegn på svaghed Ingen må vide hvad der er der bagved Jeg presser et smil frem til at dem sende Men fælder en tåre da jeg ryggen dem vende

Træde vande i livet

Der er dage hvor livet går i stå Fordi man føler at der ikke er nogle at stole på Alt føles som modstand Som om man er ved at drukne i havets dybeste vand Man bliver træt af at kæmpe Bare der er nogen der vil hjælpe Jeg kan ikke mere træde vande Jeg giver op må jeg sande Men der i det mørke sind Der kommer et lille lys tråd ind Jeg griber skeptisk og usikker fast Jeg vil ikke være for tung en last
Jeg forsøger at skubbe mine problemer på afstand
Så jeg kan komme ud af dette mørke land
Jeg mister fatningen igen og igen
Det er svært at vend
Da modstanden er hård fra andre
Jeg kan ikke lade det vandre
Men jeg kæmper mig ud af det mørke sind
Er ved hjælp af lidt medvind
Nåede lidt længere op i det lyse
Nu begynder jeg bare at gyse
For når jeg falder ned igen
Kan ikke klare at det kommer til at vend
Jeg vil bare gerne have det godt
Uden alt muligt brok

Træning

Nu har jeg i over et halvt år været til træning tre gange om ugen, næsten hver uge, det er kun få gange at jeg ikke har været afsted.
Jeg har døjet med nogle smerter i mit venstre knæ, men for nogle uger siden væltede jeg i en weekend, så jeg havde fået ondt i højre side af ryggen, hvilket begge dele har givet nogle problemer med træning, for jeg har ikke kunne klare helt så meget.
Men jeg har stadig træning, jeg har presset mig selv på maskinerne, frem for at tage det med ro, i nogle uger har jeg taget det med lidt mere med ro, jeg har stadigvæk trænet, men har ikke gjort helt så hårdt.

Så da jeg ikke kunne presse mig selv på nogle punkter, så har jeg presset mig selv på andre punkter i det fysiske, hvilket har gjort at jeg har haft nogle oplevelser, hvor jeg overraskede mig selv.
I onsdags kom jeg op på 200 kg på ben pres maskinen, selv om knæet har givet problemer, så var det ikke særlig galt på den maskine, når jeg har kæmpet mig op fra 160 kg til 200 kg på halvanden måned, hvor jeg kun har været inde og styrketræne to gange om ugen.
Så er det alligevel godt klaret, nu er jeg så der, hvor jeg ikke kan sætte den maskine længere op, da 200 kg er det højeste, nu skal der ændres på antal, jeg tog 2 gange 10, da jeg startede med at styrke træne den 19 august var ben pres på 90 kg, så stolt kan jeg da godt være.
Der ud over så har jeg styrke trænet ved en maskine, hvor man styrker det øverste af ryggen, der er jeg siden uge 7 steget fra 65 kg og op til 80 kg i onsdags, så der sker noget i det træning.
Ved lower back har jeg trænet mig til maskines Maks vægt, som er 95 kg, så i mange uger har jeg nu arbejdet med hvor mange gentagelser.

Så der sker noget på maskinerne, jeg overrasker mig selv ind i mellem, hvor jeg prøver at minde mig selv om at det er godt det jeg gør, men det er mega svært, for jeg tænker hele tiden at det kunne gøres bedre, frem for at være stolt over det jeg har gjort.

Der ud over har jeg nogle øvelser, som jeg laver ind i mellem, det er nogle maveøvelser på bold og måtte, men også planken, jeg er så stolt over at jeg kan lave planken, for det havde jeg aldrig troede, at jeg kunne som overvægtigt.

Så er der nok nogle der tænker, hvordan det så går med mig på løbebåndet, der vil jeg bare sige, at jeg har taget det lidt med ro, på grund af mit knæ, men jeg udfordre mig selv på mange punkter alligevel.
For jeg kan foreksempel ikke lide at være på løbebåndet og høre musik via mobil/mp3, så det er jeg begyndt at gøre, så jeg kan øve mig på at kunne komme over den grænse, men samtidig mister jeg hele tiden tålmodigheden på løbebåndet, så hvis jeg presser mig selv for hårdt, så mister jeg den den endnu lettere.

Så ligegyldigt, hvordan det går og hvad jeg gør, så kæmper jeg med at være stolt over det jeg gør, for føler hele tiden at jeg skal gøre det bedre, så det er en kæmpe kamp for mig, så jeg tager afsted og får trænet, men minder mig selv om at jeg skal tage det lidt med ro, at det jeg gør er godt nok.

Synlig rask usynlig syg

Igennem livet oplever næsten alle mennesker på et eller andet tidspunkt noget psykisk, om det er depression, angst, stress eller en af alle de andre diagnoser der er.

Man kigger for folk og tænker, at de fejler da ingen ting, fordi man ikke altid kan forholde sig til det psykiske hos andre, det er så meget lettere at forhold sig til at noget er brækket eller lignede, da det er synligt, men man kan ikke forholde sig til det psykiske.

Det kan også godt være mega svært, men jeg har bemærkede, at hvis jeg bliver spurgt om hvordan jeg har det, hvis jeg smiler og siger at jeg har det godt, så kan folk bedre forholde sig til det, end hvis jeg siger, at jeg har det skidt.

Hvis jeg siger at jeg har det skidt, så er det som om folk fortryder at de spurgte, for de vil på en måde ikke spøger ind til det, for de vil ikke høre på de problemer jeg nu har, men samtidig virker det som om at de ikke vil gå uden at have spurgt.

Jeg har nogle gange oplevet andre spøger, hvordan jeg har det, når jeg så siger, at jeg ikke har det godt, så siger de "Det er da ikke så godt, men jeg håber, at du får det bedre." og så går de, som om de ikke ved hvad de skal sige til en.

Jeg kan godt forstå, at folk ikke tør at spøger mere ind til det, for man ved aldrig hvad man får afvide, hvor meget man får afvide, men bare det man spurgte hvordan personen har det, så har man gjort noget, for så har man vist interesse for personen, hvilket gør at personen ikke føler sig helt alene, at personen ved at der er nogen der bemærker en.

Men hvis man så har tid og overskud til det, så spøger da endelig ind til det, det virker måske dumt, spichelt hvis man ikke kender personen eller kun kender personen lidt, men hvis man spøger en person og personen svare at man har det dårligt og man så spøger ind til det, så er det op til personen, hvor meget personen gerne vil fortælle.

Så længe at man prøver at vise lidt forståelse for det der bliver sagt, for bare det at der bliver lyttede til hvad man siger, det betyder det helt store, det kan gøre en forskel.

Det værste ved at være usynlig syg, er at folk ikke ved hvordan de skal forholde sig til det, hvis man siger fra, så virker man svag, men hvis man ikke siger fra, så virker man som om man kan klare alt i verden, selv om man er ved at bryde sammen.

Jeg tænker nogle gange, at det kunne være rart, hvis jeg havde brækket benet, hånden, armen eller sad i kørestol, for så vil der være flere der automatisk tog hensyn til mig, fordi jeg var synlig syg, men stadig meget selvstændig.

Hvor ved det psykisk syg, der kan man ikke se hvornår der skal tages hensyn og hvornår der ikke skal, hvor hvis man har det dårlig psykisk, så magter man bare ikke altid at sige, at man har behov for at der bliver taget "hensyn", for man kan let kom til at føle, at der ikke er forståelse for det, på grund af mange ting.

Jeg tænker tit, at jeg har en psykisk sygdom, hvor vil jeg dog gerne slippe for den, men den skal ikke styre mit liv for meget, den er en del af mig og det må andre leve med, hvis de ikke kan, så er det deres problem.

Men det skal så siges, at det er mega hårdt, at være i det psykiske og svært at tænke sådan, men samtidig, så må man jo beskydte sig selv ind i mellem, for ellers kan man ikke holde sig oppe.

Mit råd vil til jer læsere, som også har noget at kæmpe med, er I skal tro på jer selv, for I er gode nok, det er bare alle de andre der ikke kan klare at I er bedre end dem.

Til alle jer der er pårørende til folk med psykiske lidelser, prøv at være forstående, lad vær med at presse for hårdt, lyt til hvad de mener og ikke bare hvad de siger, nogle gange er det bare det at der er nogle pårørende og ikke nødvendigvis hvad der bliver sagt eller gjort, men bare det at I er der.

Hjælp til selvhjælp

Nogle gange synes jeg, at alle har så travlt med deres egen liv, at de ikke ser at man faktisk står og har brug for hjælp, men jeg vil så gerne sige at jeg har brug for hjælp, men jeg kan ikke, her for nogle dage siden blev jeg indirekte mindet om en person, der har haft stor betydning for mig.
Bare det at jeg blev mindet om personen, var som en påmindelse om at bare man husker at be om hjælp, så er det også en form for selvhjælp, da man så erkender at man har et problem, som man gerne vil have hjælp til, at man kan erkende det.
Alle har deres ting at kæmpe med, derfor er det også vigtigt at man kan hjælpe andre, men man skal også kunne hjælpe sig selv, når man har det dårligt,
For mig er det en stor ting at erkende at man har brug for hjælp, måske endda be om hjælp, så er man allerede igang med selvhjælp.

Jeg så på facebook i weekenden et billed med følgende tekst som beskriver det på en måde:

But Darling In the end you've got to be your own hero, because everyone else is too busy trying to save themselves. C.T.