Julemandens december rejse er et eventyr om nogle af de ting der sker for at julemanden bliver klar til at levere julegaver til hele verdens artige børn, hvad der skal gøres for at nå der til.
Man høre historien igennem en af nisserne, så det er lidt anderledes end at følge julemanden, det er nissen Bo Langøre.
Da jeg skrev den for flere år siden, gik jeg i står ind i mellem, ved nogle dage, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, hvilket resulteret i nogle digte, men også at jeg gjorder så der var dage hvor Julemandens kone skulle læse historier op for nisserne, de historier var så eventyr fra H.C.Andersen og Brødrene Grimm.
Jeg synes, at det skulle ændres, så jeg gjorder, så de digte der var, blev delt mere på dagene, men samtidig på færre dage, så det ikke gik hen og blev for meget, så der ikke var to dage lige efter hinanden med digte, og så har jeg fjernet eventyrene, og så nogle dage har jeg skrevet mine egne historier og andre dage er blevet lavet om til at der sker noget i jule verden, for jeg følte, at man kom lidt for langt væk fra Nisserne, Julemanden og deres verden.
Jeg ved godt, at der er nogle grammatiske stavefejl, men jeg håber, at I kan leve med det for nu og bare nyde historien, for jeg har ikke tid nok til at rette alle dagene igennem og samtidig skrive 8 nye dage til jer, så vil jeg hellere få skrevet de 8 nye.
Så jeg håber, at I ville følge med, når alle mine afsnit blev delt frem til og med juleaften.
Jeg håber, at der er nogen der får gavn af min blog. Jeg prøver, at skrive så meget som muligt selv, men det sker at jeg finder noget, som jeg gerne vil dele med andre, så vil jeg så vidt muligt prøve at huske at skrive, hvor jeg fandt det henne. Jeg får ikke altid skrevet, hvor jeg har det fra, men spøger, så skal jeg nok fortælle det, eller undersøge det, så jeg kan svare på det.
søndag den 30. november 2014
lørdag den 29. november 2014
Kærlighed til andre
Jeg har rodet lidt med en lille film i Windows Live Movie Maker, med denne film vil jeg prøve at fortælle andre, at de skal huske dem de har omkring sig, dem der gør en forskel for en, se filmen og giv endelig jeres mening til kende.
Pakke kalender part to
I denne del vil jeg fortælle om de næste 24 gaver jeg giver i pakke kalender til min mor, da jeg har valgt at give 48 gaver, to hver eneste dag fra 1 december til og med den 24 december, de 24 gaver har jeg fortalt om i pakke kalender part 1.
De næste 24 gaver bliver:
De næste 24 gaver bliver:
- Fire dejlige gode håndsæber
- En boks, som hun kan bruge til de nåle som hun hæfter ender på strikketøjet med
- Fire pakker med fire poser i hver, to med lavendel og to med vanilje dufte, poserne er til at lægge/hænge imellem tøjet, så tøjet for duften.
- En pakker med fem duftvoks, det er ikke lys, men det er voks til at putte oven på en aromalampe/duftlampe, lampen har hun allerede, så det er så hun har lidt flere dufte, den er også med vanilje duft.
- Hun mangler tit kuglepenne, når hun er i køkkenet, så jeg har købt fem kuglepenne
- Hun går meget ture i denne tid, så har jeg købt nogle hængsler, så hun kan hænge lygter på sig selv og vores hund meget let uden at det tager meget tid.
- Så får hun to pakker med 8 træstjerner i Guld, som hun kan hænge på juletræet.
- Hun mangler rundpinde i størrelse 3 mm, så der får hun tre af dem.
- Hun bruger briller, hver gang hun strikker, så hun får to pakker med servietter til at pudse hendes briller i.
- Hun har altid godt kunne lide engle, så hun får to små engle, der ligger på sin ene vinge, den ene ligger på den højre vinge og den anden på sin venstre vinge.
- Hendes tandbørster er ved at være godt slidt, så jeg har fundet en pakke med fem i, som hun også får.
Ud over alt det, så har jeg hængt 24 stokke op på hendes værelse, hvor hun sidder og arbejder, så hun kan tage en stok hver dag og spise.
tirsdag den 25. november 2014
Snart jul
Nu er det snart december, og jeg mangler lige de sidste 6/7 kalendergaver til min mors pakkekalender, men det er svært, for jeg ved ikke, hvad jeg skal købe, jeg vil købe noget som hun kan bruge eller bliver glad for, men som ikke koster for meget, så jeg er hele tiden på udkig efter noget mere til gaverne, men jeg skal nok finde det rigtige.
Ud over pakkekalender til min mor, så er jeg også ved at rette min julekalender, den jeg vil dele med alle jer læsere, et afsnit hverdag i december, så håber jeg at I vil nyde den, men der skal lige ændres nogle ting, for den er skrevet for nogle år siden, så advent passer ikke med dem i år, så der skal byttes lidt rundt på dagene.
Der ud over er der cirka fire/fem dage der skal skrives helt om, så det kræver lidt ekstra arbejde, men så håber jeg, at den bliver ekstra god, og at I vil kigge forbi denne blog de 24 dage i december og læse den.
Ud over pakkekalender til min mor, så er jeg også ved at rette min julekalender, den jeg vil dele med alle jer læsere, et afsnit hverdag i december, så håber jeg at I vil nyde den, men der skal lige ændres nogle ting, for den er skrevet for nogle år siden, så advent passer ikke med dem i år, så der skal byttes lidt rundt på dagene.
Der ud over er der cirka fire/fem dage der skal skrives helt om, så det kræver lidt ekstra arbejde, men så håber jeg, at den bliver ekstra god, og at I vil kigge forbi denne blog de 24 dage i december og læse den.
torsdag den 20. november 2014
Overgangen fra Dagpengemodtager til kontanthjælpen
Jeg blev i oktober 2010 færdig uddannet Web-integrator, jeg har siden da gået ledig, hvilket har medført forskellige reaktioner fra andre, ikke nødvendigvis fordi de siger noget, men måske fordi de ikke siger noget.
Jeg oplever stadig folk der skal have mig til at sige uddannelses navn flere gange, fordi de ikke var sikker på, om det var rigtigt det de hørte første gang, nogle skal også have en forklaring på hvad det er for en uddannelse, man når lidt til det punkt, hvor man bare har løst til at sige, at man ikke har en uddannelse, for at slippe for forklaringen.
Men samtidig føler jeg, at jeg er stolt over at have taget en uddannelse, for igennem tiden hvor jeg er blevet spurgt hvad jeg gerne vil være, har jeg aldrig rigtig vidst det, jeg har ikke haft den følelse af, at sige "ja det er sku det jeg skal lave resten af mit liv".
I folkeskolen vidste jeg ikke, hvad jeg vil lave, jeg fik dårlige karakter, så jeg følte, at hvis jeg endelig fik en uddannelse så vil det være stort, for jeg så ikke mig selv få en uddannelse, det var en ting der nok bare lå i drømmene, drømmen om at få en uddannelse var der, men den var fjern.
Det var nok mere drømmen om at få et godt arbejde, hvor man kunne tjene gode penge, så der var plus på kontoen, nok plus til at jeg kunne give nogle penge beløb til andre ind i mellem, for at hjælpe dem når det er trængt hos dem, men stadig have nok til at man ikke selv skulle spare hele tiden.
Men jeg vidste ikke hvad det skulle være, for jeg følte ikke, at jeg var god til noget, så drømmen var også meget urealistisk, for mig var det også et spørgsmål om at komme igennem livet, om at overleve hverdage, overleve alt det modgang der var hver eneste dag, spichelt i de ældre klasser.
Jeg har dog altid vist, at hvis jeg skulle have en uddannelse, så skulle det være en der var kort og uden praktik, så i sidste ende blev det til web-integrator uddannelsen.
Men nu har jeg så været ledig i fire år, været på dagpenge i to år, så hed det uddannelses ydelse i et år og så arbejdsmarkeds ydelse i resten af tiden, det har været frem og tilbage imellem A-kassen og kommunen til at give mig penge, og nu ender jeg så ved kommunen på kontanthjælp.
Så må vi se om det kan give mig de rigtige ting til at hjælpe mig i arbejde, når der ikke er kommet noget arbejde endnu, men jeg ved at der nok skal noget afklaring på mig, for jeg blandt andet har en rygskade og ADHD.
Man tænker ADHD som noget hvor personen er udadvendt og åben, en person der har mange venner og som ikke kan sidde stille.
Jeg har svært ved at koncentrer mig, men jeg er på så mange punkter også det modsatte, for jeg er en meget lukket person, jeg kan blive meget vred, men jeg viser det ikke altid, jeg er meget sårebar, men jeg oplever dog mange der ser mig som udadvendt og glad, hvilket jeg også kan være, men der er mere den indelukket type i mig, når jeg selv vurdere mig.
Jeg har fået afvide fra sygehuset side, at det vil være en mulighed at jeg får en mentor, der skal hjælpe mig ud og være mere social, hjælpe mig i bostøtte og ud i arbejde, men det er ved at give lidt problemer hos kommunen, da det fra deres side ikke er sikkert at jeg kan få en mentor.
Jeg vil prøve, at glemme alt med kontanthjælp osv i december, og bare dele min jule historie med jer, men ellers vil jeg dele mine oplevelser med jer læsere.
Jeg kan sige så meget, at første oplevelse var der allerede da jeg skulle aflevere min ansøgning, for de var igang med at sige at jeg var kommet til den forkerte kommune, fordi jeg har postnummer til Skanderborg men bor i ydre kanten af Horsens kommune.
Normalt har det ikke været et problem på jobcentret, men på rådhuset, men denne gang var det på jobcentret det var et problem.
Jeg oplever stadig folk der skal have mig til at sige uddannelses navn flere gange, fordi de ikke var sikker på, om det var rigtigt det de hørte første gang, nogle skal også have en forklaring på hvad det er for en uddannelse, man når lidt til det punkt, hvor man bare har løst til at sige, at man ikke har en uddannelse, for at slippe for forklaringen.
Men samtidig føler jeg, at jeg er stolt over at have taget en uddannelse, for igennem tiden hvor jeg er blevet spurgt hvad jeg gerne vil være, har jeg aldrig rigtig vidst det, jeg har ikke haft den følelse af, at sige "ja det er sku det jeg skal lave resten af mit liv".
I folkeskolen vidste jeg ikke, hvad jeg vil lave, jeg fik dårlige karakter, så jeg følte, at hvis jeg endelig fik en uddannelse så vil det være stort, for jeg så ikke mig selv få en uddannelse, det var en ting der nok bare lå i drømmene, drømmen om at få en uddannelse var der, men den var fjern.
Det var nok mere drømmen om at få et godt arbejde, hvor man kunne tjene gode penge, så der var plus på kontoen, nok plus til at jeg kunne give nogle penge beløb til andre ind i mellem, for at hjælpe dem når det er trængt hos dem, men stadig have nok til at man ikke selv skulle spare hele tiden.
Men jeg vidste ikke hvad det skulle være, for jeg følte ikke, at jeg var god til noget, så drømmen var også meget urealistisk, for mig var det også et spørgsmål om at komme igennem livet, om at overleve hverdage, overleve alt det modgang der var hver eneste dag, spichelt i de ældre klasser.
Jeg har dog altid vist, at hvis jeg skulle have en uddannelse, så skulle det være en der var kort og uden praktik, så i sidste ende blev det til web-integrator uddannelsen.
Men nu har jeg så været ledig i fire år, været på dagpenge i to år, så hed det uddannelses ydelse i et år og så arbejdsmarkeds ydelse i resten af tiden, det har været frem og tilbage imellem A-kassen og kommunen til at give mig penge, og nu ender jeg så ved kommunen på kontanthjælp.
Så må vi se om det kan give mig de rigtige ting til at hjælpe mig i arbejde, når der ikke er kommet noget arbejde endnu, men jeg ved at der nok skal noget afklaring på mig, for jeg blandt andet har en rygskade og ADHD.
Man tænker ADHD som noget hvor personen er udadvendt og åben, en person der har mange venner og som ikke kan sidde stille.
Jeg har svært ved at koncentrer mig, men jeg er på så mange punkter også det modsatte, for jeg er en meget lukket person, jeg kan blive meget vred, men jeg viser det ikke altid, jeg er meget sårebar, men jeg oplever dog mange der ser mig som udadvendt og glad, hvilket jeg også kan være, men der er mere den indelukket type i mig, når jeg selv vurdere mig.
Jeg har fået afvide fra sygehuset side, at det vil være en mulighed at jeg får en mentor, der skal hjælpe mig ud og være mere social, hjælpe mig i bostøtte og ud i arbejde, men det er ved at give lidt problemer hos kommunen, da det fra deres side ikke er sikkert at jeg kan få en mentor.
Jeg vil prøve, at glemme alt med kontanthjælp osv i december, og bare dele min jule historie med jer, men ellers vil jeg dele mine oplevelser med jer læsere.
Jeg kan sige så meget, at første oplevelse var der allerede da jeg skulle aflevere min ansøgning, for de var igang med at sige at jeg var kommet til den forkerte kommune, fordi jeg har postnummer til Skanderborg men bor i ydre kanten af Horsens kommune.
Normalt har det ikke været et problem på jobcentret, men på rådhuset, men denne gang var det på jobcentret det var et problem.
onsdag den 19. november 2014
Oplevelse og følelser
Jeg har aldrig gået i dagpleje eller børnehave, da min far var pensionist, så blev jeg passet hjemme indtil jeg skulle starte i skole, men det sidste års tid inden jeg skulle starte i skole gik jeg i legestue nogle dage om ugen om eftermiddagen.
Jeg kan huske så tydeligt, at jeg havde glædet mig til at starte i skole, jeg kan huske, at det ikke kun var fordi jeg skulle lærer noget, men jeg skulle have venner, og det var nok også mest det jeg glædet mig til, vennerne.
Jeg startede i børnehaveklassen i August 1993 på Voerladegård Skole, den gang gik man der til og med 4 klasse, i 5 klasse startede man så på Sønder Vissing skole.
Jeg ved ikke om man direkte kan sige, at jeg blev mobbet, men jeg har da nogle oplevelser, hvor jeg mener, at det er på grænsen fra drilleri til mobning, jeg blev holdt uden for af alle i klassen.
I slutningen af børnehaveklassen var vi på tur, da vi skulle have en ny lærer i 1 klasse, på den tur var der en situation, hvor flere af pigerne gav mig skylden, hvor vores lærer bagefter kom hentil mig, at jeg ikke måtte mobbe de andre, vores lærer skulle ikke engang høre hvordan jeg vil forklare det, men troede med det samme på hvad de andre sagde.
Jeg kan huske, at jeg i hele det år havde gået og tænkt, at der var noget galt med mig, siden det er mig og ingen af de andre det gik ud over, der var en anden det også gik ud over, men han kunne stadig snakke lidt med nogle af dem, hvor jeg ikke kunne snakke med nogen.
Da skole året var slut, var jeg nået til det punkt, at der var noget galt med mig, men det kunne ikke være den person jeg var, for jeg synes selv, at jeg var en god person, men hvad skulle det så være, til sidste nået jeg til det resultat, at det måtte være fordi jeg var overvægtig, problemet var bare, at jeg var helt normalt vægtig, men jeg var overbevist om at det var overvægten der var skyld i at ingen vil snakke med mig.
De følgende år på Voerladegård skole, havde jeg stadig ingen venner, jeg havde ikke rigtig løst til at gå i skole, for jeg var ikke god til noget i nogle af fagene, jeg havde ingen venner, og lærerne troede altid mere på de andre elever end på mig.
Da vi i 1998 skulle startede i 5 klasse, havde jeg en smugle håb om at det vil blive bedre, ny skole, nye lærer, men stadig de samme klassekamerater, jeg håbet, at lærerne vil gøre noget ved det at jeg blev holdt uden for.
Vi startede og tiden gik og alt var ved det samme, ingen gjorder noget, jeg følte mig så fortabt, i 6 klasse var jeg inde og snakke med Skoleinspektøren om mobningen, for der havde været nogle situationer og de holde mig stadig uden for, han svar var "Du skal komme tilbage, når du har noget konkret mobning", og så kunne der ellers ikke gøres noget.
Så fra da jeg startede på Voerladegård skole i august 1993 og frem til og med juni 2001 havde jeg ingen venner i klassen, den eneste ven jeg havde, var en som jeg havde lært at kende i Remisen, hun gik på Brædstrup skole, hvor hun ikke havde det let, hun er næsten en måned ældre end mig, så da vi skulle starte i 8 klasse, skiftet hun skole og vi kom i samme klasse.
På Sønder Vissing skole blev flere af de lokale små skoler samlede i 8 klasse, hvilket for mig betød at jeg ud over Henriette fra Remisen også fik nogle flere venner, ud over det fik jeg en rigtig god ven fra en af de andre årgange.
Alt det var nyt for mig, og i starten synes jeg at det var svært, for jeg gik fra at være ensom og alene til at have venner, men det betød så heller ikke at mobningen holdt op, der var stadig noget ind i mellem.
Men jeg følte på en måde, at jeg havde et forsvar, selv om dem jeg kunne kalde mine venner ikke vil forsvare mig, så følte jeg, at så længe jeg var sammen med dem, så var mobningen mindre og lettere at overhøre.
Selv om jeg i 8 klasse og 9 klasse havde venner, så følte jeg ikke et nært bånd med dem, det var ikke et tæt bånd jeg havde med dem, vi var sammen og hyggede os, men vi snakkede aldrig alvor om noget.
Men de venner i 8/9 klasse var med til at ændre min indstilling om andre, for selv om at jeg har oplevet hvordan man kan holde andre ude og drillet/mobbet, så har jeg lært, at der altid er nogle man bare slet ikke kan med, men der er også få man kan med, der er virkelig nogle mennesker der vil en det bedste, på tros af at der er så mange andre der vil ødelægge en.
Siden folkeskolen, så kom jeg to år på efterskole, så på produktionsskole, så VUC og så teknisk skole.
Igennem tiden har jeg mødt mange, hvor jeg følte, at jeg hurtigt kunne mærke om de bare udnyttede mig, om de virkelig gerne vil være mine venner eller om de bare vil en ondt, både på skolerne, men også uden for skolerne.
I alle de år jeg gik i folkeskolen var der rigtig mange dage, hvor jeg kom hjem fra skolen gik op på værelset og lage mig på sengen, hvor jeg bare græd, græd fordi det havde været endnu en dårlig dag uden venner, endnu en dag med et eller andet i skolen eller hvad det kunne være.
Men ingen måtte vide at jeg var ked af det, så derfor gik jeg der op, hvilket også påvirker mig nu til dags, for selv hvis det hele bliver for hårdt, og jeg trænger til at græde, så gør jeg det ikke, hvis der er andre til stede, så venter jeg til at jeg er alene.
For jeg har svært ved at græde når der er andre, nogle gange er jeg lige ved at græde, men hvis der er andre, så går jeg hellere hen for mig selv, end at græde over for dem.
Der er mange der siger til mig, at jeg skal glemme alt det dårlige fra min fortid, for der er så mange der vil mig det bedste nu, når jeg spøger hvem der vil mig det bedste, så kan de ikke rigtig svare på det.
Dem som jeg tænker vil mig det bedste, prøver rigtigt godt, men der er også nogle til flere uheld ved nogle af dem, hvor jeg føler, at hvis de virkelig vil mig det bedste, så vil de heller ikke gøre sådan imod mig, men jeg vil altid gøre mit til at tilgive dem, for det er en del af min udvikling at lærer at sige nu er nok nok.
Men for mit vedkommende har alt det mobning/drilleri osv, også gjort, at det får mig betyder meget, at fortælle andre hvad de betyder for mig, for jeg ved, at jeg ikke selv dur til at modtage ros fra andre, og jeg hader meget mig selv, men samtidig synes jeg, at det er rart at få ros, for det kan give en trøst, og for nogle skal de have meget for at få det godt.
Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke får sagt til min mor i løbet af en dag og inden senge tid, at jeg holder af hende, så har jeg det ikke godt med mig selv, for jeg ved ikke hvornår jeg mister hende.
Den frygt i mig, gør også at jeg tænker, at alle burde være bedre til at fortælle hinanden, hvor meget de betyder, for man ved jo ikke om personen har det psykisk dårligt lige i det man siger det, for så kan det have stor betydning for personen.
Jeg kan selv mærke, at jo mere ros andre giver mig over længere tid, jo mere selvtillid får jeg, der med er jeg mere glad, så vil glæden jo også smitte af på dem der roser mig, men fordi jeg bliver glad, betyder det jo ikke at rosen skal stoppe, for hvis den stopper, så forsvinder glæden igen, men man kan så skære ned på rosen og så føle sig frem.
Der er jo nok mange der ude der føler sådan, så mit råd til jer læsere, husk at rose andre, fortæl dem du holder af, at du holder af dem, det kan betyde meget.
Jeg kan huske så tydeligt, at jeg havde glædet mig til at starte i skole, jeg kan huske, at det ikke kun var fordi jeg skulle lærer noget, men jeg skulle have venner, og det var nok også mest det jeg glædet mig til, vennerne.
Jeg startede i børnehaveklassen i August 1993 på Voerladegård Skole, den gang gik man der til og med 4 klasse, i 5 klasse startede man så på Sønder Vissing skole.
Jeg ved ikke om man direkte kan sige, at jeg blev mobbet, men jeg har da nogle oplevelser, hvor jeg mener, at det er på grænsen fra drilleri til mobning, jeg blev holdt uden for af alle i klassen.
I slutningen af børnehaveklassen var vi på tur, da vi skulle have en ny lærer i 1 klasse, på den tur var der en situation, hvor flere af pigerne gav mig skylden, hvor vores lærer bagefter kom hentil mig, at jeg ikke måtte mobbe de andre, vores lærer skulle ikke engang høre hvordan jeg vil forklare det, men troede med det samme på hvad de andre sagde.
Jeg kan huske, at jeg i hele det år havde gået og tænkt, at der var noget galt med mig, siden det er mig og ingen af de andre det gik ud over, der var en anden det også gik ud over, men han kunne stadig snakke lidt med nogle af dem, hvor jeg ikke kunne snakke med nogen.
Da skole året var slut, var jeg nået til det punkt, at der var noget galt med mig, men det kunne ikke være den person jeg var, for jeg synes selv, at jeg var en god person, men hvad skulle det så være, til sidste nået jeg til det resultat, at det måtte være fordi jeg var overvægtig, problemet var bare, at jeg var helt normalt vægtig, men jeg var overbevist om at det var overvægten der var skyld i at ingen vil snakke med mig.
De følgende år på Voerladegård skole, havde jeg stadig ingen venner, jeg havde ikke rigtig løst til at gå i skole, for jeg var ikke god til noget i nogle af fagene, jeg havde ingen venner, og lærerne troede altid mere på de andre elever end på mig.
Da vi i 1998 skulle startede i 5 klasse, havde jeg en smugle håb om at det vil blive bedre, ny skole, nye lærer, men stadig de samme klassekamerater, jeg håbet, at lærerne vil gøre noget ved det at jeg blev holdt uden for.
Vi startede og tiden gik og alt var ved det samme, ingen gjorder noget, jeg følte mig så fortabt, i 6 klasse var jeg inde og snakke med Skoleinspektøren om mobningen, for der havde været nogle situationer og de holde mig stadig uden for, han svar var "Du skal komme tilbage, når du har noget konkret mobning", og så kunne der ellers ikke gøres noget.
Så fra da jeg startede på Voerladegård skole i august 1993 og frem til og med juni 2001 havde jeg ingen venner i klassen, den eneste ven jeg havde, var en som jeg havde lært at kende i Remisen, hun gik på Brædstrup skole, hvor hun ikke havde det let, hun er næsten en måned ældre end mig, så da vi skulle starte i 8 klasse, skiftet hun skole og vi kom i samme klasse.
På Sønder Vissing skole blev flere af de lokale små skoler samlede i 8 klasse, hvilket for mig betød at jeg ud over Henriette fra Remisen også fik nogle flere venner, ud over det fik jeg en rigtig god ven fra en af de andre årgange.
Alt det var nyt for mig, og i starten synes jeg at det var svært, for jeg gik fra at være ensom og alene til at have venner, men det betød så heller ikke at mobningen holdt op, der var stadig noget ind i mellem.
Men jeg følte på en måde, at jeg havde et forsvar, selv om dem jeg kunne kalde mine venner ikke vil forsvare mig, så følte jeg, at så længe jeg var sammen med dem, så var mobningen mindre og lettere at overhøre.
Selv om jeg i 8 klasse og 9 klasse havde venner, så følte jeg ikke et nært bånd med dem, det var ikke et tæt bånd jeg havde med dem, vi var sammen og hyggede os, men vi snakkede aldrig alvor om noget.
Men de venner i 8/9 klasse var med til at ændre min indstilling om andre, for selv om at jeg har oplevet hvordan man kan holde andre ude og drillet/mobbet, så har jeg lært, at der altid er nogle man bare slet ikke kan med, men der er også få man kan med, der er virkelig nogle mennesker der vil en det bedste, på tros af at der er så mange andre der vil ødelægge en.
Siden folkeskolen, så kom jeg to år på efterskole, så på produktionsskole, så VUC og så teknisk skole.
Igennem tiden har jeg mødt mange, hvor jeg følte, at jeg hurtigt kunne mærke om de bare udnyttede mig, om de virkelig gerne vil være mine venner eller om de bare vil en ondt, både på skolerne, men også uden for skolerne.
I alle de år jeg gik i folkeskolen var der rigtig mange dage, hvor jeg kom hjem fra skolen gik op på værelset og lage mig på sengen, hvor jeg bare græd, græd fordi det havde været endnu en dårlig dag uden venner, endnu en dag med et eller andet i skolen eller hvad det kunne være.
Men ingen måtte vide at jeg var ked af det, så derfor gik jeg der op, hvilket også påvirker mig nu til dags, for selv hvis det hele bliver for hårdt, og jeg trænger til at græde, så gør jeg det ikke, hvis der er andre til stede, så venter jeg til at jeg er alene.
For jeg har svært ved at græde når der er andre, nogle gange er jeg lige ved at græde, men hvis der er andre, så går jeg hellere hen for mig selv, end at græde over for dem.
Der er mange der siger til mig, at jeg skal glemme alt det dårlige fra min fortid, for der er så mange der vil mig det bedste nu, når jeg spøger hvem der vil mig det bedste, så kan de ikke rigtig svare på det.
Dem som jeg tænker vil mig det bedste, prøver rigtigt godt, men der er også nogle til flere uheld ved nogle af dem, hvor jeg føler, at hvis de virkelig vil mig det bedste, så vil de heller ikke gøre sådan imod mig, men jeg vil altid gøre mit til at tilgive dem, for det er en del af min udvikling at lærer at sige nu er nok nok.
Men for mit vedkommende har alt det mobning/drilleri osv, også gjort, at det får mig betyder meget, at fortælle andre hvad de betyder for mig, for jeg ved, at jeg ikke selv dur til at modtage ros fra andre, og jeg hader meget mig selv, men samtidig synes jeg, at det er rart at få ros, for det kan give en trøst, og for nogle skal de have meget for at få det godt.
Jeg kan mærke, at hvis jeg ikke får sagt til min mor i løbet af en dag og inden senge tid, at jeg holder af hende, så har jeg det ikke godt med mig selv, for jeg ved ikke hvornår jeg mister hende.
Den frygt i mig, gør også at jeg tænker, at alle burde være bedre til at fortælle hinanden, hvor meget de betyder, for man ved jo ikke om personen har det psykisk dårligt lige i det man siger det, for så kan det have stor betydning for personen.
Jeg kan selv mærke, at jo mere ros andre giver mig over længere tid, jo mere selvtillid får jeg, der med er jeg mere glad, så vil glæden jo også smitte af på dem der roser mig, men fordi jeg bliver glad, betyder det jo ikke at rosen skal stoppe, for hvis den stopper, så forsvinder glæden igen, men man kan så skære ned på rosen og så føle sig frem.
Der er jo nok mange der ude der føler sådan, så mit råd til jer læsere, husk at rose andre, fortæl dem du holder af, at du holder af dem, det kan betyde meget.
Julemarked på Dalgas skolen, alle er inviteret
Invitation til Julemarked på Dalgas Skolen torsdag den 27 november fra klokken 15.00 til 18.00.
Hvor elever sælger ud af deres hjemmelavet ting, så som postkort, malerier, juledekorationer, hjemmestrikket og hvad der ellers er, det svinger fra år til år, de ting der sælges er afhængig af hvem der står der, min mor, Birte Romme Larsen, står der igen i år med hendes strikketøj.
Der vil være julemusik i kantinen, hvor der også vil være mulighed for at købe Gløgg, æbleskiver og aftensmad.
Adressen er Dalgas Avenue 12 Århus C.
Jeg håber, at der er nogle man kender imellem de mennesker der kigger forbi der oppe.
Det plejer at være rigtig hyggeligt.
http://www.dalgasskolen-aarhus.dk/aktivitet…/kulturcafe.aspx
Hvor elever sælger ud af deres hjemmelavet ting, så som postkort, malerier, juledekorationer, hjemmestrikket og hvad der ellers er, det svinger fra år til år, de ting der sælges er afhængig af hvem der står der, min mor, Birte Romme Larsen, står der igen i år med hendes strikketøj.
Der vil være julemusik i kantinen, hvor der også vil være mulighed for at købe Gløgg, æbleskiver og aftensmad.
Adressen er Dalgas Avenue 12 Århus C.
Jeg håber, at der er nogle man kender imellem de mennesker der kigger forbi der oppe.
Det plejer at være rigtig hyggeligt.
http://www.dalgasskolen-aarhus.dk/aktivitet…/kulturcafe.aspx
tirsdag den 18. november 2014
Remisen i Brædstrup
Remisen er der nok ikke mange der kender til, eller de kender nok til navnet som er betegnelse for mange ting, men den Remisen, som jeg vil fortælle om var et sted i Brædstrup.
I Remisen var jeg hver tirsdag og torsdag, jeg startede, da jeg gik i 6 klasse, jeg kan ikke huske hvornår i løbet af det skole år.
Da Remisen flyttede fra Bredegade til Østergårdsvej, blev der lavet aftensmad nogle gange om tirsdage.
I denne gruppe var der også gange hvor vi var i biografen, da det var på Bredgade var der også nogle gange med overnatning.
Der var to voksene tilknyttede til stedet, Karl Erik og Vibe, i nogle år havde Vibe, Mia/Henriette og jeg aftaler om ture, i starten var det Henriette der var med, men så stoppede hun da startede i 8 klasse, hvor hun kom op på Sønder Vissing skole, der efter var det Mia der var med på tur, men Mia havde allerede været med på enkelte ture inden da.
Det var ture hvor vi tog ud og så noget, vi tog i svømmehallen, vi var på museum'er osv..
Remisen var et gruppe for unge under 18 år, som ikke havde nogle venner, en gruppe hvor man kunne mødes med andre, jeg kendte dog nogle af de andre, en gik jeg i klasse med og en anden gik i klassen over mig på Sønder Vissing skole.
I Remisen var jeg hver tirsdag og torsdag, jeg startede, da jeg gik i 6 klasse, jeg kan ikke huske hvornår i løbet af det skole år.
Da Remisen flyttede fra Bredegade til Østergårdsvej, blev der lavet aftensmad nogle gange om tirsdage.
I denne gruppe var der også gange hvor vi var i biografen, da det var på Bredgade var der også nogle gange med overnatning.
Der var to voksene tilknyttede til stedet, Karl Erik og Vibe, i nogle år havde Vibe, Mia/Henriette og jeg aftaler om ture, i starten var det Henriette der var med, men så stoppede hun da startede i 8 klasse, hvor hun kom op på Sønder Vissing skole, der efter var det Mia der var med på tur, men Mia havde allerede været med på enkelte ture inden da.
Det var ture hvor vi tog ud og så noget, vi tog i svømmehallen, vi var på museum'er osv..
Da jeg lærte Remisen at kende lå den på Bredgade nummer 33/31, kan ikke huske hvilket nummer, men Remisen var ovenover et pizzaria, i de først tid imens jeg var der, havde Remisen kun en lejlighed der, men fik senere lejligheden ved siden af.
Senere flyttede Remisen over på Østergårdsvej 28 i Brædstrup, hvor der var mere plads og dog ikke, for stedet var også til sagsbehandlere fra kommunen, så vi havde samme indgang som dem, der var et opholds rum hvor folk vandret ind og ud, vi havde et køkken til deling med dem, vi havde et lille rum for os selv, med to borde hvor vi kunne sidde og male osv, der var computere og der altid blev spillet på.
torsdag den 13. november 2014
Forslag til voksenes pakkekalender
Der kan være stor forskel på om det er en mand eller kvinde der skal købes til, nogle kvinder er mere handy en manden og nogle mænd er mere kreativ med garn og maling end kvinden, så jeg vil give nogle forslag til hvad man kan købe til begge køn.
Der er flere ting er vigtige når man skal lave pakkegaver, man skal overveje hvor meget man helst vil give i alt for gaverne, skal gaverne være til alle 24 dage eller kun advent eller advent og lørdagene.
Jeg vil sige, at det kan være en god ide, at lave en liste og have i sin pung, på listen kan der være ideer til hvad man kan købe til ham/hende, da man ellers godt kan komme til at købe for mange eller for få gaver i farten.
Start i god tid med at købe dem, pakke dem ind, så personen der skal have gaverne ikke opdager hvad det er, jo tidligere man startere med at finde gaverne, jo mindre stresser man i slutningen af november og starten af december for at finde de rigtig gaver.
Hvis man ikke kan finde ud af hvad man skal giver hende/ham, så kan man kigge på hvad personen laver i sin fritid, personens hobbys, og så kan man jo prøve at finde noget ud fra det: Maler, Strikker, Cykler, Løber, Andet sport, Syer, eller noget helt andet, hvis man så ikke ved hvad personen skal bruge til lige den hobby, så kan man måske give nogle gavekort til de rigtige butikker.
Hvis man er rigtig snedig, så kommer man med små spørgsmål, hvor svaret kan give en ide om hvad der kan være nyttigt at give i gave, men man skal passe på, for det kan også resultere i at personen selv går ud og køber gaven.
Så til mine forslag, jeg håber, at der er nogle der kan bruge det til noget.
I Tyskland kan man købe små flasker med snaps, en enkelt osv, i forhold til hvor meget der er i, så er de dyre, men hvis de skal bruges til en kalendergave, så kan man jo bare købe to tre af dem, så har man nogle dage redet.
Chokolade, tørret frugt osv kan også være noget man kan give en person, men vær dog opmærksom på, at det ikke er alle der kan lide det samme, så det kan svinge fra person til person, hvad der skal gives af den slags.
Hvis personen er til den kreative side, så kan det jo være en ide, at give noget i den retning, hvis personen maler/tegner, lidt maling, pensler, kulpenne, blyanter, papir osv.
Hvor hvis personen mere er til at sy på symaskine, så er nogle sytråde, opsprætter, nåle, stof osv det rette for personen.
Der er dem der strikker og hækler, måske endda væver meget, så kan garn jo være en ide, man kan være heldig at finde billigt garn ind i mellem, men garn kan også være en jungle for sig, så vær opmærksom på hvilken type garn, personen normalt bruger, og så købe det til personen.
Hvis personen løber, cykler, går til en sport, så kan man jo give nogle gave der kan hjælpe personen den vej, det kan være at gaverne virker mærkelige, men det kan stadig være rigtig gode gaver, så som refleksser og lommelygte, så når personen er ude og løbe/cykle, og det bliver tidligere mørket i denne tid, så er det mere praktisk.
Det er jo også en måde at fortælle personen, at man ikke vil have at der skal ske ham/hende noget når han/hun er der ude, hvilket jo så i sidste ende er det der betyder noget.
Er personen mere en handyperson, som laver alt muligt praktisk i lejligheden/huset, så er kan ting så som skruer, søm, lineal osv være nogle gode ting at give.
Der er flere ting er vigtige når man skal lave pakkegaver, man skal overveje hvor meget man helst vil give i alt for gaverne, skal gaverne være til alle 24 dage eller kun advent eller advent og lørdagene.
Jeg vil sige, at det kan være en god ide, at lave en liste og have i sin pung, på listen kan der være ideer til hvad man kan købe til ham/hende, da man ellers godt kan komme til at købe for mange eller for få gaver i farten.
Start i god tid med at købe dem, pakke dem ind, så personen der skal have gaverne ikke opdager hvad det er, jo tidligere man startere med at finde gaverne, jo mindre stresser man i slutningen af november og starten af december for at finde de rigtig gaver.
Hvis man ikke kan finde ud af hvad man skal giver hende/ham, så kan man kigge på hvad personen laver i sin fritid, personens hobbys, og så kan man jo prøve at finde noget ud fra det: Maler, Strikker, Cykler, Løber, Andet sport, Syer, eller noget helt andet, hvis man så ikke ved hvad personen skal bruge til lige den hobby, så kan man måske give nogle gavekort til de rigtige butikker.
Hvis man er rigtig snedig, så kommer man med små spørgsmål, hvor svaret kan give en ide om hvad der kan være nyttigt at give i gave, men man skal passe på, for det kan også resultere i at personen selv går ud og køber gaven.
Så til mine forslag, jeg håber, at der er nogle der kan bruge det til noget.
I Tyskland kan man købe små flasker med snaps, en enkelt osv, i forhold til hvor meget der er i, så er de dyre, men hvis de skal bruges til en kalendergave, så kan man jo bare købe to tre af dem, så har man nogle dage redet.
Chokolade, tørret frugt osv kan også være noget man kan give en person, men vær dog opmærksom på, at det ikke er alle der kan lide det samme, så det kan svinge fra person til person, hvad der skal gives af den slags.
Hvis personen er til den kreative side, så kan det jo være en ide, at give noget i den retning, hvis personen maler/tegner, lidt maling, pensler, kulpenne, blyanter, papir osv.
Hvor hvis personen mere er til at sy på symaskine, så er nogle sytråde, opsprætter, nåle, stof osv det rette for personen.
Der er dem der strikker og hækler, måske endda væver meget, så kan garn jo være en ide, man kan være heldig at finde billigt garn ind i mellem, men garn kan også være en jungle for sig, så vær opmærksom på hvilken type garn, personen normalt bruger, og så købe det til personen.
Hvis personen løber, cykler, går til en sport, så kan man jo give nogle gave der kan hjælpe personen den vej, det kan være at gaverne virker mærkelige, men det kan stadig være rigtig gode gaver, så som refleksser og lommelygte, så når personen er ude og løbe/cykle, og det bliver tidligere mørket i denne tid, så er det mere praktisk.
Det er jo også en måde at fortælle personen, at man ikke vil have at der skal ske ham/hende noget når han/hun er der ude, hvilket jo så i sidste ende er det der betyder noget.
Er personen mere en handyperson, som laver alt muligt praktisk i lejligheden/huset, så er kan ting så som skruer, søm, lineal osv være nogle gode ting at give.
søndag den 2. november 2014
Pakke kalender part et
Jeg er jo igang med at lave en pakke kalender til min mor, hun får to gaver hver dag, så jeg skal have købt 48 ting.
Jeg har allerede købt den 35 ting, jeg vil fortælle jer om de 24 ting i dag, så kan I få de sidste afvide, når jeg har fået købt resten.
Jeg synes, at hun skal have lidt spiseligt hver dag, så jeg har købt 6 små poser med 60 gram i hver pose af spejleæg, så har jeg købt 6 små poser med 60 gram i hver pose af pinocchio kugler, så det er de 12 dage at de er til.
De andre 12 dage, får hun tre forskellige slags småkager, eller det er faktisk de samme, men den forskel der er, det er mameladen der er i midten af dem.
På den måde får hun noget forskelligt, men samtidig behøver man ikke at købe 24 forskellige ting.
Jeg har allerede købt den 35 ting, jeg vil fortælle jer om de 24 ting i dag, så kan I få de sidste afvide, når jeg har fået købt resten.
Jeg synes, at hun skal have lidt spiseligt hver dag, så jeg har købt 6 små poser med 60 gram i hver pose af spejleæg, så har jeg købt 6 små poser med 60 gram i hver pose af pinocchio kugler, så det er de 12 dage at de er til.
De andre 12 dage, får hun tre forskellige slags småkager, eller det er faktisk de samme, men den forskel der er, det er mameladen der er i midten af dem.
På den måde får hun noget forskelligt, men samtidig behøver man ikke at købe 24 forskellige ting.
Abonner på:
Opslag (Atom)