At gå videre

Dansk

Folk tror,

at fordi jeg går videre,

så gør det ikke ondt.

Som om skridt fremad

er det samme som fred,

som om et smil

altid betyder,

at stormen er forbi.

Men lad mig sige det klart:

jeg bærer smerte

i stille lommer,

gemt bag hverdage,

bag kaffe,

bag samtaler,

bag “jeg har det fint.”

Jeg vågner stadig

med savn i brystet,

med navne der ekkoer

i de tomme rum.

Jeg savner,

jeg sørger,

jeg falder stille sammen

på steder ingen ser.

Og alligevel

står jeg op.

Jeg binder mine sko

med hænder

der stadig ryster.

Jeg går ud i verden

med et hjerte

der både bløder

og banker.

For styrke

er ikke fraværet af smerte.

Det er at fortsætte

selv når smerten

går ved siden af dig

som en gammel skygge.

Så nej—

jeg er ikke uskadt.

Jeg gør ondt.

Og jeg går stadig videre.

Det ene

udelukker ikke det andet.

Måske er det netop

det mod betyder.

English

People think

that because I keep going,

it must not hurt.

As if moving forward

is the same as peace,

as if a smile

always means

the storm has passed.

But let me be clear:

I carry pain

in quiet pockets,

hidden behind routines,

behind coffee,

behind conversations,

behind “I’m fine.”

I still wake

with ache in my chest,

with names echoing

through empty rooms.

I miss,

I grieve,

I fall apart softly

in places no one sees.

And still

I rise.

I tie my shoes

with hands

that still tremble.

I walk into the world

with a heart

that is both bleeding

and beating.

Because strength

is not the absence of pain.

It is continuing

even when pain

walks beside you

like an old shadow.

So no—

I am not untouched.

I hurt.

And I keep going.

One truth

does not cancel the other.

Maybe that

is what courage really means.

At blive hel

Dansk

Ingen fortæller dig,

at heling ikke altid lyder

som jubel og sejr.

Nogle dage

lyder den som stilhed,

som et farvel

til den version af dig,

der altid sagde ja,

selv når hjertet skreg nej.

Den, der bar alles byrder

som om kærlighed

kun fandtes i opofrelse.

Den, der smilede

med trætte øjne,

og kaldte det styrke

at glemme sig selv.

Ja, hun holdt dig tryg,

byggede vægge

af vaner og frygt,

gav dig et sted at gemme dig

for stormene.

Men vægge kan også blive fængsler,

og tryghed kan ligne stilstand.

Så du sørger,

for man sørger også

over det, man må give slip på,

selv når det aldrig var godt for en.

At hele

er nogle gange

at miste.

At miste den stemme

der sagde: bliv mindre,

vær lettere at elske,

vær nemmere at bære.

Og i stedet lære

at stå i dit eget navn,

uden undskyldning,

uden at gøre dig selv mindre.

Du falder ikke fra hinanden.

Du bliver ikke ødelagt.

Du samler dig selv

på en ny måde,

mere sand,

mere fri.

Du går ikke i stykker.

Du er ved at blive hel.

English

No one tells you

that healing does not always sound

like victory and applause.

Some days

it sounds like silence,

like saying goodbye

to the version of you

who always said yes,

even when your heart

was begging for no.

The one who carried

everyone else’s weight

as if love

only existed in sacrifice.

The one who smiled

with tired eyes,

and called it strength

to forget herself.

Yes, she kept you safe,

built walls

out of habits and fear,

gave you a place to hide

from the storms.

But walls can become prisons,

and safety can look like stillness.

So you grieve,

because we grieve too

for what we must release,

even when it was never good for us.

Sometimes healing

feels like losing.

Losing the voice

that whispered: be smaller,

be easier to love,

be easier to carry.

And instead learning

to stand in your own name,

without apology,

without shrinking yourself.

You are not falling apart.

You are not being ruined.

You are gathering yourself

in a new way,

truer,

freer.

You are not breaking.

You are becoming whole.

At holde af

Jeg ved ikke rigtigt
hvad det vil sige
at holde af et andet menneske.

Jeg ved ikke
hvordan kærlighed føles
indefra.

Jeg har hørt ordene.
Set mennesker sige dem.
Set hænder der finder hinanden
helt naturligt.

Men for mig
er det mere som et sprog
jeg aldrig helt lærte.

Da man blev født
vidste man det jo ikke.

Ingen gør.

Man lærer det
i blikke,
i hænder der bliver,
i stemmer der siger
du er god nok
som du er.

Man lærer det
af dem der er tættest på.

Men hvis ingen
rigtigt lærer en det
i starten,

så kan verden
føles som en bog
hvor alle andre
kender ordene.

Og man sidder der
og prøver at læse med
mellem linjerne.

Jeg ved heller ikke
hvordan man holder af sig selv.

Hvordan man taler venligt
til sit eget hjerte.
Hvordan man bliver hos sig selv
når det er svært.

Det er som om
de trin
mangler et sted.

Og jeg prøver
så godt jeg kan
at lære det senere.

Langsommere.
Mere famlende.

Som en der øver
et gammelt sprog
ingen rigtig lærte mig
da jeg var lille.

Sankt Hans i Berings parken

Jeg valgte at gå i Vitus Berings parken i Horsens, hvor der blev holdt Sankt Hans. 

Der var musik af Ordblid, Lisbeth fra Enhedslisten holde båltale, der blev tændt bål og hyggede.

Du betyder noget

Dansk

Hvis ingen sagde det i dag,

så lad ordene lande her:

du betyder noget,

ikke som en skygge i mængden,

men som lys,

som varme i et stille rum.

du er værdsat,

selv på de dage

hvor tvivlen taler højest.

du går ikke alene,

selv når natten føles lang,

findes der hænder,

usynlige måske,

men stadig nær.

du er elskelig,

ikke fordi du er perfekt,

men fordi dit hjerte

slår ægte.

du fortjener glæde,

små solstråler i hverdagen,

latter uden skyld,

fred uden frygt.

dit nærvær er en gave,

din venlighed et spor

i andre menneskers liv.

dit arbejde bliver set,

selv når applausen udebliver.

du er mere

end dine mørkeste dage,

mere end fejltrin,

mere end sorgen hvisken.

du er ikke dine fejl,

du er rejsen videre,

styrken i at rejse dig,

igen og igen.

så hvis ingen sagde det i dag:

du er her,

og det betyder alt.

English

If no one told you today,

let these words rest here:

you matter,

not as a shadow in the crowd,

but as light,

as warmth in a quiet room.

you are valued,

even on the days

when doubt speaks the loudest.

you are not alone,

even when the night feels endless,

there are hands,

perhaps unseen,

still reaching for you.

you are worthy of love,

not because you are flawless,

but because your heart

beats honestly.

you deserve joy,

small sunlight in ordinary hours,

laughter without guilt,

peace without fear.

your friendship is a gift,

your kindness leaves traces

in the lives of others.

your hard work is noticed,

even when applause is absent.

you are more

than your hardest days,

more than your stumbles,

more than sorrow’s whisper.

you are not your mistakes,

you are the road beyond them,

the strength of rising,

again and again.

so if no one told you today:

you are here,

and that means everything.

Det smukkeste bor

Dansk

Du er stadig et godt menneske,

selv på de dage

hvor spejlet føles fremmed

og dine egne tanker

taler hårdere end nogen andre.

Selv når tvivlen

sidder tungt i brystet

og gør hvert skridt

lidt sværere at tage.

Du er stadig et godt menneske,

når styrken gemmer sig,

og smilet bliver en maske

for alt det kaos

ingen andre ser.

Når de små ting rammer

som bølger mod et åbent sår,

og du ikke kan forklare

hvorfor hjertet føles så træt.

Du er stadig et godt menneske,

når troen på dig selv

står stille et sted langt væk,

og du leder efter den

med hænder fulde af håb.

For det handler ikke om

at være urokkelig,

men om at blive ved

med at prøve

selv når du føler dig knækket.

Og måske er det netop dér

det smukkeste bor:

i din måde

at fortsætte på,

selv når du tror

du ikke gør det godt nok.

English

You are still a good person,

even on the days

when the mirror feels unfamiliar

and your own thoughts

speak harsher than anyone else.

Even when doubt

sits heavy in your chest

and makes every step

a little harder to take.

You are still a good person,

when strength goes hiding,

and your smile becomes a mask

for all the chaos

no one else can see.

When the smallest things hit

like waves against an open wound,

and you cannot explain

why your heart feels so tired.

You are still a good person,

when faith in yourself

stands still somewhere far away,

and you search for it

with hands full of hope.

Because it is not about

being unshakable,

but about continuing

to try

even when you feel broken.

And maybe that is exactly

where the most beautiful thing lives:

in the way

you keep going,

even when you believe

you are not doing enough.

Aldrig helt nok

Nogle gange føles det
som om jeg ikke rækker.

Som om der altid er
lidt mere jeg burde være.
Lidt mere jeg burde kunne.
Lidt mere jeg burde forstå.

Samtidig siger de
så mange gode ting.

At jeg er god.
At jeg gør det godt.
At der ikke er noget galt med mig.

Ordene er pæne
og venlige.

Men et andet sted
mellem ordene
ligger noget andet.

Noget der retter på mig.
Noget der prikker til den jeg er.
Noget der fortæller mig
at jeg burde være anderledes.

Og når jeg prøver
at sige det højt,
at noget ikke føles rigtigt,

så får jeg at vide
at det nok bare er inde i mig.

At det er mine tanker.
Min måde at forstå tingene på.
At det er sådan jeg er.

Og så står jeg der
med følelsen i hænderne
som noget jeg ikke må stole på.

For hvis alt det svære
bare er inde i mig,

hvor skal jeg så lægge det?

Jeg prøver virkelig
at forstå.

Prøver at lytte.
Prøver at tro på
at de gode ord er ægte.

Men indeni
er der stadig et sted
der hvisker stille:

Jeg prøver jo bare
at være den jeg er.

Og nogle gange
føles det
som om det aldrig
helt er nok.

Salat på altanen

Jeg har både en lukkede altan og en åben altan, hvor jeg elsker at dyrke ting. 

Jeg har i år sået salat på den lukkede altan, hvor jeg i dag har høstet den første omgang af salat på altanen.

Jeg synes at det er dejligt at kunne høste noget til aftensmaden.

Minderne efter dig

Dansk

Nogle dage er himlen tung,

og stilheden falder som regn.

Nogle dage brænder vrede i brystet,

som torden uden navn.

Men det, jeg mærker mest,

er ikke sorgen,

ikke stormen,

ikke de ord jeg aldrig fik sagt.

Det er fraværet af dig.

Den plads ved siden af mig,

som ingen andre kan fylde.

Den stille kop på bordet,

der stadig venter på dine hænder.

Verden går videre, siger de,

men min verden standsede lidt,

den dag du blev til minder

og jeg blev tilbage med ekkoet.

Nogle dage smiler jeg igen,

nogle dage glemmer jeg næsten smerten.

Men altid, et sted mellem hjerteslagene,

bor savnet af dig.

Og dér,

i den tavse mellemrum,

lever du stadig

i min verden.

English

Some days the sky feels heavy,

and silence falls like rain.

Some days anger burns inside me,

like thunder without a name.

But what I feel the most

is not the sorrow,

not the storm,

not the words I never said.

It is the absence of you.

The space beside me

no one else can fill.

The quiet cup upon the table

still waiting for your hands.

They say the world moves on,

but my world paused a little

the day you became a memory

and I was left with the echo.

Some days I smile again,

some days I almost forget the pain.

But always, somewhere between heartbeats,

the longing for you remains.

And there,

in that silent in-between,

you still live

inside my world.

Basilikum på Altanen

Jeg har både en lukkede altan og en åben altan, hvor jeg elsker at dyrke ting. 

Jeg har igen i år sået salat på den lukkede altan, hvor jeg i dag har høstet den første omgang af basilikum på altanen. 

Når jeg høster basilikum om sommeren, så er det ikke så ofte at det kommer i retter, men det kommer i fryseren, så der er til retterne til vinteren.

Vredens udvikling

Dansk

Jeg har øvet mig i ordene,

slebet dem som sten i lommen,

vendt dem i mørket,

så de ikke længere skærer.

Engang var vreden et tordenvejr,

der boede i brystet,

et ekko af en barndom

hvor stilhed fulgte efter brag.

Han gik, når stormen ramte,

forsvandt i timer,

og da han kom tilbage,

var der kun kulde i rummet.

Jeg lovede mig selv:

Jeg bliver ikke den storm.

Jeg bliver ikke det fravær.

Så jeg lærte at stå stille,

midt i det, der kunne eksplodere,

lærte at tale uden at hæve stemmen,

lærte at blive.

År lagde sig som lag af ro,

og vreden mistede sit greb,

blev til noget mindre,

noget jeg kunne holde i hånden.

Men når nogen siger:

“Du råbte,”

så rammer det et sted,

jeg har bygget op med møje.

For de ser ikke vejen dertil,

kun skyggen af det, jeg var.

Og jeg mærker en stille sorg,

blandet med en glød af trods—

for jeg ved, hvor langt jeg er gået.

Jeg er ikke uden reaktion,

jeg er ikke uden følelse,

men jeg har lært forskellen

på at brænde og at lyse.

Jeg ønsker bare,

at nogen ville se det:

at man kan reagere

uden at gå i brand.

At man kan blive mødt

med forståelse,

med omsorg,

med tålmodighed—

for ellers vokser ilden igen,

ikke af vrede,

men af ensomhed.

English

I’ve practiced how I speak,

worn my words smooth

like stones in a pocket,

turned them in the dark

until they no longer cut.

Once, anger was a storm

living in my chest,

an echo of childhood

where silence followed thunder.

He would leave when it broke,

gone for hours,

and when he returned,

the room turned cold.

I made myself a promise:

I will not be that storm.

I will not be that absence.

So I learned to stand still

inside what could explode,

learned to speak without shouting,

learned to stay.

Years settled into calm,

and anger loosened its grip,

became something smaller,

something I could hold.

But when someone says,

“You yelled,”

it strikes a place

I built with care.

They don’t see the distance,

only the shadow of who I was.

And I feel a quiet sadness,

mixed with a spark of defiance—

because I know how far I’ve come.

I am not without reaction,

not without feeling,

but I’ve learned the difference

between burning

and giving light.

I only wish

people could see it:

that you can react

without catching fire.

That you could be met

with understanding,

with care,

with patience—

because otherwise the flame returns,

not from anger,

but from being alone.

Stilheden i Tristheden

Der er en særlig stilhed
i tristhed.

Ikke den tunge
der knuser alting,
men den stille
der bare bliver siddende.

Jeg øver mig
i ikke at skubbe den væk.

Det er sværere
end det lyder.

For verden er fuld af forslag
til hvordan man slipper af med den.

Gå en tur.
Tænk positivt.
Lav noget der gør dig glad.
Fokuser på det gode.

Og jeg ved godt
de mener det godt.
Men nogle gange
er det som om
min tristhed ikke må være her.

Som om den er et problem
der skal løses.

Men jeg prøver noget andet.

Jeg prøver
at sidde lidt med den.

Mærke den
uden at skælde den ud.
Uden at skynde på den.

Nogle dage
gør det ondt.

Andre dage
er der en mærkelig ro i det.

Som om noget i mig
endelig får lov
til bare at være.

Ikke blive rettet.
Ikke blive ændret.
Ikke blive gjort mere glad
end det er.

Og når jeg gør det
der føles rigtigt for mig
selv hvis det ser forkert ud
i andres øjne,

så falder noget i mig
på plads.

Ikke fordi tristheden forsvinder.

Men fordi
jeg ikke længere
kæmper imod mig selv.

Mit indre barn

Dansk digt

Jeg mærker det så tydeligt,

det lille barn i mig,

som stod med åbne hænder

og aldrig blev grebet.

Et barn, der ikke lærte

hvad det vil sige at betyde noget,

ikke lærte blidhedens sprog,

eller hvordan kærlighed føles,

når den bliver.

Det lærte stilhed i stedet,

lærte at fylde sig selv ud

med fravær.

Nu står jeg her som voksen,

med et skrig i brystet

der ikke har en lyd.

For ingen andre hører det—

kun jeg bærer ekkoet.

Og jeg siger ingenting,

for barnet i mig tør ikke række ud,

tør ikke tro på

at nogen vil blive.

Men jeg længes—

efter at løfte det op,

holde det tæt ind til mig,

hviske:

du må gerne være her.

Jeg vil forstå det,

rumme det,

elske det,

selv når det ikke forstår hvordan.

Men det er svært,

for barnet lærte det aldrig,

og mine hænder famler

efter noget

de aldrig selv fik.

Alligevel står jeg her—

og prøver.

English poem

I feel it so clearly,

the small child inside me,

standing with open hands

that were never held.

A child who never learned

what it means to matter,

never learned the language of gentleness,

or how love feels

when it stays.

Instead, it learned silence,

learned to fill itself

with absence.

Now I stand here as an adult,

with a scream in my chest

that makes no sound.

No one else can hear it—

only I carry the echo.

And I say nothing,

because the child in me is afraid to reach out,

afraid to believe

anyone would stay.

But I long—

to lift it up,

hold it close,

and whisper:

you are allowed to be here.

I want to understand it,

hold space for it,

love it,

even when it doesn’t know how.

But it’s hard,

because the child never learned,

and my hands are searching

for something

they never received.

Still,

here I am—

trying.

Omsorg tilbage gives

Dansk:

Jeg mærker stilheden efter ordene vi sagde,

som vand der falder til ro efter en storm.

Vores snak lagde sig som en varm hånd

om noget i mig, der længe har været uroligt.

Jeg er glad for, at vi turde åbne det rum,

hvor relationen fik lov at stå i lyset,

for jeg kan mærke nu, hvor meget den betyder—

hvor meget du betyder.

Der er en omsorg i mig, som vil række ud,

lægge sig blidt på din ryg,

som et stille svar på alt det, du giver mig.

Men jeg holder igen,

fordi grænser også er en slags kærlighed.

Jeg går til dig for krammere,

ikke kun fordi jeg har brug for dem,

men fordi mine arme prøver at sige:

jeg ser dig, jeg vil også give.

Og alligevel står jeg nogle gange og gætter—

hvornår er det for meget,

hvornår er det nok,

hvornår er det rigtigt?

I dag så jeg noget i dig,

en lille skygge måske,

og jeg tænkte: du kunne bruge en ekstra krammer.

Men jeg lod den stå i ordene,

forsigtigt,

så du selv kunne vælge.

Du gik ud, og du kom ikke tilbage for den,

og måske tog jeg fejl.

Men selv når solen skinner i dig,

må du gerne få en krammer alligevel.

For nogle gange er omsorg ikke et svar,

men et sted at være—

og jeg er her,

stadig, rolig,

med åbne hænder.

English:

I feel the quiet after what we said,

like water settling after a storm.

Our conversation wrapped around me

like something warm and steady.

I’m glad we dared to open that space,

to let our connection stand in the light,

because I can feel now how much it matters—

how much you matter.

There’s a care in me reaching out,

wanting to rest gently on your back,

a quiet answer to all you give me.

But I hold myself back,

because boundaries are also a kind of care.

I come to you for hugs,

not only because I need them,

but because my arms are trying to say:

I see you, I want to give too.

And still, I find myself guessing—

when is it too much,

when is it enough,

when is it right?

Today I saw something in you,

a small shadow perhaps,

and I thought: you could use an extra hug.

But I left it in words,

gently,

so you could choose.

You stepped away, and didn’t return for it,

and maybe I read it wrong.

But even when you are full of light,

you are still allowed a hug.

Because sometimes care isn’t an answer,

but a place to rest—

and I am here,

still, calm,

with open hands.

Den stille tristhed

Jeg kan godt grine.
Jeg kan godt smile.
Jeg kan godt være med i øjeblikket,
når noget er sjovt,
når nogen siger noget godt,
når verden lige åbner sig et øjeblik.

Men et smil
er ikke altid det samme som glæde.

Nogle gange er det bare
et øjebliksbillede.

Et par sekunder
hvor lyset falder rigtigt,
før himlen igen bliver
den farve den plejer at være.

For sandheden er,
at jeg ofte ikke er glad.

Ikke på den måde
folk taler om glæde.

Jeg lever mest
et sted mellem ro og tristhed.

Nogle dage lettere,
nogle dage tungere.

Og jeg gør faktisk meget.
Jeg prøver ting.
Jeg bevæger mig.
Jeg oplever små øjeblikke
der glimter kort.

Men de bliver
sjældent til noget der varer.

Og så siger folk
de ting de har lært man skal sige:

Husk at være taknemlig.
Se på det gode.
Ros dig selv.
Værdsæt glæden.

De siger det
som om det er en dør
man bare kan åbne.

Som om glæde
er noget man vælger
hvis man bare tænker rigtigt.

Men for mig
er det ikke så enkelt.

Når jeg prøver
at tvinge taknemligheden frem,
bliver tristheden nogle gange
bare større.

Som om jeg også
burde kunne det.

Som om det burde være let
at være glad.

Men det er det ikke for mig.

Og alligevel
findes der steder
hvor noget i mig falder til ro.

Ikke fordi jeg bliver lykkelig.
Ikke fordi alt bliver lyst.

Men fordi noget i mig
får lov til bare
at være.

Det er der
jeg trækker vejret dybest.
Det er der
mit sind bliver stille.

Og mærkeligt nok
er det ofte dér
andre ikke forstår mig.

De peger på andre veje,
andre løsninger,
andre måder at være glad på.

Men måske
er det her
min måde.

Ikke stor glæde.
Ikke store smil.

Bare de stille steder
hvor tristheden
ikke fylder det hele.

Giv det en chance

Dansk

Det føles som sol på huden en stille morgen,

som varme hænder, der ikke kræver noget.

Et blik, der bliver, uden at presse,

en stemme, der lander blødt i mig.

Jeg kender det her—eller tror, jeg gør.

For før var det også sådan, i starten,

før sprækkerne kom som kulde gennem vægge,

før tryghed blev til noget, jeg skulle kæmpe for.

Så nu står jeg i døren til noget, der er godt,

med hjertet åbent og skuldrene spændte.

Jeg vil træde ind, men mine fødder husker

hvordan gulve før er bristet under mig.

Jeg bygger små rum indeni,

steder hvor ingen kan nå mig,

hvor jeg kan gemme det bløde

før det bliver taget fra mig igen.

Men samtidig—

er der noget i dig, der kalder mig frem.

Noget ægte, som ikke råber,

bare er.

Og jeg vil tro på det.

Jeg vil blive i det varme lidt endnu,

lade dine ord finde ro i mig,

lade trygheden få lov at vokse.

Måske er modet ikke at lukke helt,

men at stå her i spændet,

mellem frygt og længsel,

og langsomt, forsigtigt

lade mig blive.

English

It feels like sunlight on quiet skin,

like gentle hands that ask for nothing.

A gaze that lingers without weight,

a voice that settles softly in me.

I know this—or I think I do.

Because once, it felt like this too,

before the cracks crept in like cold through walls,

before safety became something I had to earn.

So now I stand at the doorway of something good,

with an open heart and guarded shoulders.

I want to step in, but my feet remember

how floors have given way beneath me before.

I build small rooms inside myself,

places where no one can reach,

where I can hide the tender parts

before they’re taken again.

And still—

there is something in you that calls me forward.

Something real that doesn’t demand,

it simply is.

And I want to believe it.

I want to stay in the warmth a little longer,

let your words come to rest in me,

let this sense of safety grow.

Maybe courage isn’t closing off completely,

but standing here in the in-between,

between fear and longing,

and slowly, gently

allowing myself to stay.