Vredens udvikling

Dansk

Jeg har øvet mig i ordene,

slebet dem som sten i lommen,

vendt dem i mørket,

så de ikke længere skærer.

Engang var vreden et tordenvejr,

der boede i brystet,

et ekko af en barndom

hvor stilhed fulgte efter brag.

Han gik, når stormen ramte,

forsvandt i timer,

og da han kom tilbage,

var der kun kulde i rummet.

Jeg lovede mig selv:

Jeg bliver ikke den storm.

Jeg bliver ikke det fravær.

Så jeg lærte at stå stille,

midt i det, der kunne eksplodere,

lærte at tale uden at hæve stemmen,

lærte at blive.

År lagde sig som lag af ro,

og vreden mistede sit greb,

blev til noget mindre,

noget jeg kunne holde i hånden.

Men når nogen siger:

“Du råbte,”

så rammer det et sted,

jeg har bygget op med møje.

For de ser ikke vejen dertil,

kun skyggen af det, jeg var.

Og jeg mærker en stille sorg,

blandet med en glød af trods—

for jeg ved, hvor langt jeg er gået.

Jeg er ikke uden reaktion,

jeg er ikke uden følelse,

men jeg har lært forskellen

på at brænde og at lyse.

Jeg ønsker bare,

at nogen ville se det:

at man kan reagere

uden at gå i brand.

At man kan blive mødt

med forståelse,

med omsorg,

med tålmodighed—

for ellers vokser ilden igen,

ikke af vrede,

men af ensomhed.

English

I’ve practiced how I speak,

worn my words smooth

like stones in a pocket,

turned them in the dark

until they no longer cut.

Once, anger was a storm

living in my chest,

an echo of childhood

where silence followed thunder.

He would leave when it broke,

gone for hours,

and when he returned,

the room turned cold.

I made myself a promise:

I will not be that storm.

I will not be that absence.

So I learned to stand still

inside what could explode,

learned to speak without shouting,

learned to stay.

Years settled into calm,

and anger loosened its grip,

became something smaller,

something I could hold.

But when someone says,

“You yelled,”

it strikes a place

I built with care.

They don’t see the distance,

only the shadow of who I was.

And I feel a quiet sadness,

mixed with a spark of defiance—

because I know how far I’ve come.

I am not without reaction,

not without feeling,

but I’ve learned the difference

between burning

and giving light.

I only wish

people could see it:

that you can react

without catching fire.

That you could be met

with understanding,

with care,

with patience—

because otherwise the flame returns,

not from anger,

but from being alone.