Mit indre barn

Dansk digt

Jeg mærker det så tydeligt,

det lille barn i mig,

som stod med åbne hænder

og aldrig blev grebet.

Et barn, der ikke lærte

hvad det vil sige at betyde noget,

ikke lærte blidhedens sprog,

eller hvordan kærlighed føles,

når den bliver.

Det lærte stilhed i stedet,

lærte at fylde sig selv ud

med fravær.

Nu står jeg her som voksen,

med et skrig i brystet

der ikke har en lyd.

For ingen andre hører det—

kun jeg bærer ekkoet.

Og jeg siger ingenting,

for barnet i mig tør ikke række ud,

tør ikke tro på

at nogen vil blive.

Men jeg længes—

efter at løfte det op,

holde det tæt ind til mig,

hviske:

du må gerne være her.

Jeg vil forstå det,

rumme det,

elske det,

selv når det ikke forstår hvordan.

Men det er svært,

for barnet lærte det aldrig,

og mine hænder famler

efter noget

de aldrig selv fik.

Alligevel står jeg her—

og prøver.

English poem

I feel it so clearly,

the small child inside me,

standing with open hands

that were never held.

A child who never learned

what it means to matter,

never learned the language of gentleness,

or how love feels

when it stays.

Instead, it learned silence,

learned to fill itself

with absence.

Now I stand here as an adult,

with a scream in my chest

that makes no sound.

No one else can hear it—

only I carry the echo.

And I say nothing,

because the child in me is afraid to reach out,

afraid to believe

anyone would stay.

But I long—

to lift it up,

hold it close,

and whisper:

you are allowed to be here.

I want to understand it,

hold space for it,

love it,

even when it doesn’t know how.

But it’s hard,

because the child never learned,

and my hands are searching

for something

they never received.

Still,

here I am—

trying.