Dansk
Ingen fortæller dig,
at heling ikke altid lyder
som jubel og sejr.
Nogle dage
lyder den som stilhed,
som et farvel
til den version af dig,
der altid sagde ja,
selv når hjertet skreg nej.
Den, der bar alles byrder
som om kærlighed
kun fandtes i opofrelse.
Den, der smilede
med trætte øjne,
og kaldte det styrke
at glemme sig selv.
Ja, hun holdt dig tryg,
byggede vægge
af vaner og frygt,
gav dig et sted at gemme dig
for stormene.
Men vægge kan også blive fængsler,
og tryghed kan ligne stilstand.
Så du sørger,
for man sørger også
over det, man må give slip på,
selv når det aldrig var godt for en.
At hele
er nogle gange
at miste.
At miste den stemme
der sagde: bliv mindre,
vær lettere at elske,
vær nemmere at bære.
Og i stedet lære
at stå i dit eget navn,
uden undskyldning,
uden at gøre dig selv mindre.
Du falder ikke fra hinanden.
Du bliver ikke ødelagt.
Du samler dig selv
på en ny måde,
mere sand,
mere fri.
Du går ikke i stykker.
Du er ved at blive hel.
English
No one tells you
that healing does not always sound
like victory and applause.
Some days
it sounds like silence,
like saying goodbye
to the version of you
who always said yes,
even when your heart
was begging for no.
The one who carried
everyone else’s weight
as if love
only existed in sacrifice.
The one who smiled
with tired eyes,
and called it strength
to forget herself.
Yes, she kept you safe,
built walls
out of habits and fear,
gave you a place to hide
from the storms.
But walls can become prisons,
and safety can look like stillness.
So you grieve,
because we grieve too
for what we must release,
even when it was never good for us.
Sometimes healing
feels like losing.
Losing the voice
that whispered: be smaller,
be easier to love,
be easier to carry.
And instead learning
to stand in your own name,
without apology,
without shrinking yourself.
You are not falling apart.
You are not being ruined.
You are gathering yourself
in a new way,
truer,
freer.
You are not breaking.
You are becoming whole.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar