Det føles som sol på huden en stille morgen,
som varme hænder, der ikke kræver noget.
Et blik, der bliver, uden at presse,
en stemme, der lander blødt i mig.
Jeg kender det her—eller tror, jeg gør.
For før var det også sådan, i starten,
før sprækkerne kom som kulde gennem vægge,
før tryghed blev til noget, jeg skulle kæmpe for.
Så nu står jeg i døren til noget, der er godt,
med hjertet åbent og skuldrene spændte.
Jeg vil træde ind, men mine fødder husker
hvordan gulve før er bristet under mig.
Jeg bygger små rum indeni,
steder hvor ingen kan nå mig,
hvor jeg kan gemme det bløde
før det bliver taget fra mig igen.
Men samtidig—
er der noget i dig, der kalder mig frem.
Noget ægte, som ikke råber,
bare er.
Og jeg vil tro på det.
Jeg vil blive i det varme lidt endnu,
lade dine ord finde ro i mig,
lade trygheden få lov at vokse.
Måske er modet ikke at lukke helt,
men at stå her i spændet,
mellem frygt og længsel,
og langsomt, forsigtigt
lade mig blive.
English
It feels like sunlight on quiet skin,
like gentle hands that ask for nothing.
A gaze that lingers without weight,
a voice that settles softly in me.
I know this—or I think I do.
Because once, it felt like this too,
before the cracks crept in like cold through walls,
before safety became something I had to earn.
So now I stand at the doorway of something good,
with an open heart and guarded shoulders.
I want to step in, but my feet remember
how floors have given way beneath me before.
I build small rooms inside myself,
places where no one can reach,
where I can hide the tender parts
before they’re taken again.
And still—
there is something in you that calls me forward.
Something real that doesn’t demand,
it simply is.
And I want to believe it.
I want to stay in the warmth a little longer,
let your words come to rest in me,
let this sense of safety grow.
Maybe courage isn’t closing off completely,
but standing here in the in-between,
between fear and longing,
and slowly, gently
allowing myself to stay.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar