Praktik

Jeg er på ressourceforløb, sidste gang jeg var i praktik var to år siden, det sluttede efter halvanden måned, ikke fordi det jeg lavede var et problem, men de mente at jeg ikke fungerede socialt, selv om at jeg sad meget alene, imens jeg var der, da de andre var på lageret.

Jeg har i halvanden år kæmpet for at komme i praktik igen, men de vil ikke fra jobcentret side, da de mente at jeg skulle på førtidspension, men jeg vil gerne på fleksjob. 

I oktober måned var der et netværksmøde, hvor min sagsbehandler fra jobcentret (K) var med, hvor min sagsbehandler fra kommunen (S) og min læge spurgte rigtig meget ind til praktik til K, men K stod fast i at jeg skulle op for rehabiliteringsteamet, selv hvis jeg ikke ønskede det. 

I november var jeg ved min læge om den attest som min læge skulle lave til rehabiliteringsteamet, min læge anbefalede praktik med henblik på fleksjob.

Den 20 december ringede K, nu har hun ud fra den attest valgt at sende mig i praktik, selv om hun ved netværksmødet stod fast i rehabiliteringsteamet.

Så nu skal jeg snart starte i praktik.

Jeg får tit den der med at man gerne må arbejde og være frivillig på førtidspension, men jeg ved at det ikke er mig, da jeg ikke har det godt i frivillig arbejde, jeg er allerede frivillig nu, hvor jeg ikke har det godt med det, og i forhold til arbejde, så vil jeg hellere arbejde som fleksjobber end på førtidspension.

Men førtidspension er til dem der har det godt med det og ikke til mig, som heller vil flexjob. 

Måske med tiden kan førtidspension blive en mulighed, men lige nu og her er flexjob det rette for mig.

Der er sket så meget

Det er længe siden jeg har skrevet, men jeg har ikke haft så meget overskud, men jeg håber, at jeg kommer igangværende igen.
Så kan jeg nemlig fortælle, om min periode i Galleriet Art Expo, mit ADHD forløb, at jeg er flyttet i lejlighed, at jeg starter på Drøm til virkelighed.
Så der sker så meget og jeg vil gerne dele det med jer, der faktisk læser det her, så jeg håber, at I vil følge med.

Endomondo

Da jeg har fået ny mobil i sidste uge, så tænkte jeg, at det kunne være en god måde at gøre lidt mere ved motion, så hentede jeg endomondo ned.
Jeg tog så programmet i brug i går, hvor jeg gik en tur på to kilometer, i dag havde jeg så programmet i brug igen, hvor jeg gik lidt over fem kilometer.
Jeg har valgt to udfordringer i programmet til at motivere mig til at komme afsted ud og gå, den ene er 60 km i maj måned og den anden er 2016 km i løbet af 2016.
Jeg nyder også at man kan udfordre sine egne venner, så der kan gå lidt konkurrence i træningen.
For nogle er programmet nok gået lidt af mode, men jeg synes at programmet er godt nok til mig.

Hvordan man beskriver det

Vi snakker meget forskelligt, nogle snakker på en måde til nogle mennesker og en anden måde til andre mennesker, nogle snakker bare altid høfligt til andre, vi snakker på mange forskellige måder, men alligevel forstår man for det meste hinanden.
Jeg synes ind i mellem, at jeg snakker for høfligt til nogle mennesker, men for grov til andre mennesker, jeg synes, at det kan være svært at sige tingene som de er, for hvordan skal jeg beskrive det, så det bliver forstået det man siger.
I går kom jeg så i en situation, hvor jeg skulle fortælle noget, men så det kunne forstås, men jeg vidste i første omgang ikke hvordan, indtil det gik op for mig, at jeg kunne referer til noget tegne film, som næsten alle kender.

Jeg var simpelthen så irriteret, men hvor jeg beskrev det som at være en tegnefilmfigur, hvor dampen stod ud af ørene på en, hvilket de fleste kan forstille sig, for det var sådan jeg havde det, men det er svært at beskrive, hvis man ikke har noget at henvise til på den måde.
Nogle gange kan en beskrivelse blive til en komisk ting, som gør at man bliver mindre irriteret, hvilket på en måde er godt, for ja man er stadigvæk irriteret, men ikke helt så meget som før, hvilket er godt, for så har man måske en lettere tilgang til det næste gang.
Det her lyder ondsvagt og latterligt, men nogle gange er det faktisk godt at vende det på den måde, det er nemlig ikke alle der kan relatere til det man prøver at forklare dem, men hvis man kan stille et billede op i deres fantasi, så kan det tit hjælpe, for så kan de bedre forstille sig hvad man mener.

Vi beskriver jo også på forskellige måder, hvilket jeg faktisk synes er fantastisk, for man høre nogle gange en beskrivelse, som man ikke selv havde tænk over, men som er en mega god beskrivelse, og på den måde kan man lærer noget nyt af hinanden, hvilket er godt.
Men man skal også huske at være åben for de forklaringer man får, for nogle gange får man måske en beskrivelse af noget, hvor man bare tænker "Hold da op en dårlig forklaring", men samtidig er det jo det bedste forklaring personen har lige nu og her.
For det er da heller ikke altid at de forklaringer, som man giver er gode, men som er gode de bedste lige i den situation, men det er også tit budskabet der er det vigtigste, hvad er det endelig man prøver at sige med sin beskrivelse af en følelse, en ting, en oplevelse osv.
Så prøv at tænk over det frem over, når der er nogle der prøver at give jer en beskrivelse af noget, eller når man selv skal give en beskrivelse af noget.

Tankernes negative påvirkning

Næsten alle har oplevet det, det fleste vil oplevet det, mange ved at det er svært at være i, at komme ud af, men man kæmper, nogle gange kæmper man alene, andre gange får man hjælp.

Ud fra titlen, så har du nok regnet ud, hvad jeg snakker om, men hvis du ikke ved det endnu, så snakker jeg om hvordan ens tanker, kan påvirke en i en negativ måde, hvor det er mega hårdt at være i, men det kan være svært at komme ud af igen.

Jeg synes, at det kan være svært, for det er som om at tankerne bare køre der ud ad, når man mindst har brug for det, hvor man er alene, så man kan ikke snakke med nogen om det, selv hvis der er nogen at snakke med, så kan det være svært at stoppe tankerne.

I nogle måneder har jeg været langt nede, men jeg gjorder meget for at holde humøret op over for de fleste andre, for ingen skulle vide hvor galt det endelig var, for jeg følte/føler, at jeg ikke vil belemre andre med min problemer, for de har nok i deres egne ting.

Jeg har i nogle måneder kæmpede mig tilbage op i humør, jeg er stadigvæk langt fra toppen, men jeg er ved at være der hvor humøret er bedre, men hvor det helt klart kan blive bedre endnu, jeg har dog fået lidt erfaring i forhold til at takle problemerne, det lyder nok dumt nogle af tingene, men jeg har faktisk fået det bedre ved at gøre det.

En af tingene jeg har fået afvide er, at det hele forgår i hoved på mig, det er blevet sagt så mange gange til mig, at jeg er godt træt af det nu, for jeg ved godt at det er noget der forgår i hoved på mig, så det hjælper ikke at påpege på den måde, hvor det er bedre at få hjælp til at takle det, når det sker.
Men når man så har det dårligt psykisk, så kan tankerne faktisk godt gør at man får det lidt bedre, men det kræver en masse selvkontrol, for det er mega svært, men jeg prøver at sige nogle sætninger til mig selv, her er nogle af dem:

• Jeg er god nok
• Det er ikke mig den er gal med, det er dem
• Jeg kan godt, det kan jo være mega sjovt
• Det er bare latterlig ...
• De siger at jeg er god 
• Der er nogle der holder af mig
• Jeg betyder meget for andre

Der er mange sætninger, hvor jeg så bare tilpasser sætningerne til lige det der går mig på, men selv om at det måske også virker ondsvagt, så kan det hjælpe, men det hjælper for det meste også kun her og nu.

For på den lange sigt så skal man huske at snakke med andre om de ting der går en på, for ellers er det næste umuligt at komme ud af, men der vil jeg så også sige at for mig betyder det meget, at andre roser mig, for jeg er så ekstrem selvkritisk, og jeg kan ikke håndtere ros særlig godt, men ros til mig, hjælper mig når jeg har det sværeste.

Men ros skal ikke kun gives når en person har det skidt, men også når personen har det godt, for ellers kommer det i længden til at blive fordrejet til en negativ ting i tankerne, hvilket jo ikke er meningen med det.

Jeg dur heller ikke selv til at rose andre eller fortælle hvor meget de betyder for mig, men jeg vil rigtig gerne blive bedre til det, for jeg ved hvor meget det betyder for mig, så selv om det måske virker dumt, så betyder det også noget for andre.
De fleste bliver glad for at få ros, nogle så som mig, har bare svært ved at modtage ros, men det betyder ikke at man skal lade være med at ros.
Så er der nok nogle der vil sige at det virker latterlig, men forstil jer at gå rundt i en verden, hvor alt føles som psykisk modstand og kritisk, så når man bare til et punkt hvor man ikke kan mere, hvor man selv begynder at se alt det dårlige ved sig selv.
Fordi man har jo ikke lært andet, men kan have øjeblikke, hvor man måske kan finde det gode frem i sig selv, men det er ikke tit, så man tvivler meget på om man gør det godt nok, man finder alle fejlene, men hvis en så påpeger at man faktisk gør noget der er godt, så kan man også tænke at man har gjort noget forkert.
Men det har man bare ikke, derfor synes jeg, at man skal husk at rose andre, selv for de små ting, men det er ikke fordi man ikke skal kritiser de dårlige ting, men gør det endelig på en god måde, for alle modtager ikke tingene på samme måde.

Jeg synes, at tankerne også kan påvirke en på en måde, hvor jeg nogle gange standser op og ser på mig selv og tænker "Hvem er det lige det her? Hvor blev den glade og imødekommende person af?", fordi tankerne hurtig kan tage over, så man måske går ind til ting med en meget negativ indstilling, enten fordi man har haft dårlige oplevelser før og så frygter det værste eller noget helt andet.
Der har jeg erfaret, at hvis jeg kommer med en negativ tanke gang, så går det ofte galt og så bliver jeg bare bekræftet i det jeg allerede tænke, og der har jeg prøvet at øve mig i at tænke, at det måske er anderledes denne gang, det behøver jo ikke altid at være en dårlig ting.
Men det er svært at gøre, for der sidder altid lidt forbehold i en, men det har gjort det lettere at takle og måske er jeg gået fra ting en, hvor jeg normalt vil tænke "Hold kæft noget lort, det gør jeg ikke igen." til at tænke "Det gik da endelig fint, det kunne gå bedre, men det kunne også gå MEGET dårligere.".
Så det ender med at man får en god oplevelse til at tage med, men så gælder det også bare om at holde fast i det gode, så man ikke kommer til at dreje det til noget dårligt, for det kan man let komme til, men det er svært, men jo flere gode oplevelser man så får, jo lettere bliver det.

Nogle gange tænker jeg, at det kunne være skønt hvis man ikke har alle de tanker med sig, alle de negative oplevelser med sig, men samtidig er det jo dem der er med til at gøre os til dem vi er, hvis andre ikke kan tage min problemer, så er det dem den er galt med og ikke mig.
Men desværre betyder det også at man kommer til at skubbe mange mennesker ud af ens liv, frem for at være ærlig og sige, at man ikke kan klare det lige nu, men måske en anden dag, for nogle gange glemmer man, at andre også har deres at kæmpe med.
Der skal jo være plads til os alle, og hold da op hvor har jeg mødt mange skønne mennesker, hvor jeg står og tænker, at det virkelig er træls at de ikke er en del af mit liv mere, fordi jeg er kommet til at skubbe dem væk, for at skåne mig selv.
Frem for at være ærlig og sige, at jeg ikke har det så godt psykisk, men jeg gerne vil have kontakt med dem alligevel, så meget jeg nu lige kan overskue og at det ikke er dem den er gal med, men samtidig skal man så også være opmærksom på at det ikke altid er de samme personer man siger det til, for eller begynder de måske at tænke at det er dem den er gal med og så virker det til at man afviser dem.
Jeg har faktisk tænke, at der var personer som jeg gerne vil have kontakt med, så har jeg taget kontakt til nogle af dem, det var mega grænse overskridende og tankerne køre der ud af om det nu var en god ide, men det er jo også et spøgersmål om at komme ud over nogle grænser en gang imellem, tage små skridt, ændre de dårlige oplevelser til nogle gode.
Det er også med til at ændre tanke gange hos en, selv om man så har det mega svært, men mange er mere forstående for en, hvis man er ærlig og siger fra, frem for at sige noget der ikke er rigtig, men det skal man bare huske.
En negativ tanke kan ødelægge mere for en selv end godt er, så be om hjælp når det er nødvendig, men huske at give plads til dem der spøger om hjælp, giv dem plads til at fortælle det på deres måde og i den tid de har brug for det.

Og så skal vi huske, at alle er fantastiske på hver vores måde, hvor vil det dog være kedeligt hvis vi alle var ens, så være glad for vores forskelligehed og være åben over for den.

Hjemmelavet fastelavnsboller

Nogle gange har man nogle minder fra ens barndom som bare er gode, en af mine gode minder er fastelavnsboller, de hjemmelavet var simpelthen de bedste man kunne få.
Der i januar og februar hvor der nogle gange var sne, andre var det bare koldt, men det bedste var når man kom hjem fra skole og der dufte af vafler eller hjemmelavet fastelavnsboller.
Det er ved at være mange år siden at vi lavet det selv sidst, nu har jeg så gjort det igen, jeg bruge opskriften fra Arla's hjemmeside (http://www.arla.dk/opskrifter/fastelavnsboller-med-creme/), men hvor nogle kan finde på at lave dem med lagekage creme, så valgte jeg at følge opskriften, dog med en lille ændring, hvor der i opskriften skal bruges vanilje korn fra en vaniljestang, så bruge jeg vanilje sukker i stedet for.

Dejen efter den har hævet i over en time.

Der var ikke plads til de syv her på den anden plade, så de fik en plade for sig selv.

Forsøgte at gør det fint nok, men det her nogle af fastelavnsbollerne.

Første plade blev færdig, så skal de stå og efterhæve igen, inden de skal ind i ovnen, der bliver noget vente tid, men der kan man altid lave nogle andre ting imens.

Cirka fem af dem ravnet, men resten blev rigtig flotte. Jeg valgte at penslet dem med æg inden de kom ind i ovnen, derfor er de så brune på overfladen.

Ikke meget skriveri

Det er ikke meget jeg får skrevet for tiden, det ved jeg godt, jeg vil endelig gerne skrive noget mere, men jeg synes, at der ikke er nok overskud til det, der sker så meget.
Har stadig tre dage i ugen hvor jeg skal til Horsens, og de andre dage er der andre ting jeg skal, så på den måde sker der en del i mit liv.
Så hvis jeg har overskud til det en anden dag, så prøver at jeg få skrevet lidt mere her inde, men jeg kan ikke love noget.

Hmm, hvad sker der?

Nogle vil nok sige, at det er ved at være længe siden at jeg har fortalt om hvad der sker i mit liv, hvilket det også er.
På nogle punkter har jeg haft det godt, men samtidig har jeg haft det meget svært, så derfor har jeg ikke fået skrevet så meget på denne blog på det sidste, men har dog skrevet lidt inde på min anden blog, http://photoloveshow.blogspot.dk/

Dette er en af mange ting, som jeg har delt på min kreative/foto blog. Klik endelig ind og se mere der inde. http://photoloveshow.blogspot.dk/

I forhold til kommunen, så har jeg gået siden starten af April og ventede på, at jeg vil blive indkaldt til møde hos Ceres Centret i Horsens, jeg har for nogle dage siden fået brevet, jeg skal til møde den 7 august, så det er jeg spændt på hvordan det kommer til at gå.
Hvis jeg starter der, så skal jeg i første omgang være der i 13 uger, men det kan blive forlænget.
Sidste jeg blev sendt ud i noget i Horsens kommune, det var sidste sommer, hvor jeg blev sendt ud i 13 uger i Horsens kommunes genbrugs.
Der havde jeg det ikke godt, jeg havde ondt i hele kroppen, jeg var psykisk nede hele tiden, jeg var noget så træt, så jeg gik tidligere i seng og sov faktisk ret meget i de 13 uger jeg var der, jeg kunne ikke overskue at være sammen med andre, men fik dog taget mig sammen til at være sammen med to af mine skønne veninder, en gang med dem hver, mere blev det ikke til, desværre.
Da jeg var i genbrugsen skulle jeg kun være der i tyve timer om ugen, nogle vil nok sige at det ikke var meget, hvilket det jo heller ikke er, men det var stadig hårdt for mig.
Det jeg er blevet lovet af min sagsbehandler er at det sted jeg skal være nu, der kan man selv påvirke hvor mange tinge man skal være der, hvilket vil sige, at man kan starte forsigtig ud, og så stige efter behov.
Samtidig er der kost og motionvejledning ind over ens forløb, og måske andre tilbud også, hvilket gør at det måske kan hjælpe mig meget mere på mange punkter, det minus der dog er, er at de ting jeg kan blive sendt hentil har meget med hjemmehjælps opgaver, køkken osv, hvilket jeg ikke kan klare så godt når jeg har dårlige led og rygskade.
Men der har den psykolog jeg havde på sygehuset sagt til mig, at jeg må sige til dem når det gør ondt eller jeg har det dårligt psykisk, for ellers kan de ikke tage hensyn til det, men jeg synes bare, at det er svært, for jeg føler ikke, at det er en ordenlig undskyldning, jo for andre, men ikke for mig.
Så jeg skal vende mig til at skulle sige det, når det er at jeg kommer ud, hvis jeg har det dårligt, jamen så skal jeg huske at sige fra.
Det jeg også har forstået om det sted jeg bliver sendt hen, er at man muligvis får en Mentor, hvilket skal hjælpe en igennem de 13 uger, hvilket for mig jo kan være godt, for så har jeg en, som jeg kan gå til hvis jeg har det dårlig, hvilket gør det lettere, så håber jeg bare, at jeg får en person jeg kan med.
Jeg har gået og været meget nervøs for, hvornår jeg fik brev fra Ceres Centret, for jeg vil ikke til at skulle afsted imens det har været varmt, jeg vil nemlig helst ikke afsted i maj, juni, juli og august, men nu ser det ud til at blive noget af august, hvilket endelig er oki, for de fleste af ugerne jeg skal være afsted er i nogle andre måneder, hvor det er køligere.

Mit møde med Anne Marie Helger (http://helger.dk/) oppe på Dalgas Skolen (http://www.dalgasskolen-aarhus.dk/), hun er nu en fantastisk person.

Ud over det med kommunen, har jeg heller ikke altid har det så godt psykisk, jeg har haft nogle perioder, hvor det hele bare virker ligegyldig, for jeg kommer ingen steder.
Der er ting jeg gerne vil, men jeg kan ikke tage mig sammen til dem af flere grunde, men samtidig tænker jeg, at der er en mening med det hele og alligevel virker det ikke logisk.

Men der er dage hvor jeg tager mig sammen og gør det jeg gerne vil, så som at skrive på min krimi, det sker ikke så meget for tiden, men har da fået skrevet noget mere på den, måske deler jeg noget af den med jer en af dagene, men kun måske.

Jeg har haft meget svært ved at bestemme mig for ting, jeg vil gerne nogle steder hen, men samtidig orker jeg det ikke, så den ene dag kan jeg sige ja til at tage afsted, men nej den næste dag, men når det kommer til stykket tager jeg for det meste afsted og får enten en nogenlunde dag eller en god dag ud af det.

Der var 25 års jubilæum på Dalgas Skolen, hvor jeg har gået, der var jeg oppe sammen med min mor, det var hårdt psykisk, men alligevel en god dag.
Anne Marie Helger kom for at underholde, bagefter kunne vi tage billeder med hende, min mor og jeg fik taget sammen med hende, vi fik også hendes autograf, hun spurgte om hun kunne få vores billeder tilsendt, hvilket vi lovet at gøre, hun har så delt et af dem på hendes facebook side, så pludselig føler man sig en smugle stolt.

Jeg har også været igang med at læse en krimi, Carin Gregersen's "Et dukkehjem", jeg mangler bare det sidste af den, jeg glæder mig til at få den læst færdig, der er flere bøger der venter på at jeg får dem læst, så det er bare om at gå igang.
Det kan dog være svært, for hvis jeg sætter mig uden for, så bliver jeg let distraheret af folk der kommer forbi, min mor der siger noget til mig eller noget helt andet, så når jeg læser, så skal jeg helst være oppe på værelset.

Min mors mango plante der er vokset meget efter den blev plantet fra vandbad til potte. Det jeg dog har kunne læse mig frem til på nettet er man ikke skal regne med at den kan give noget, men det var da sjovt at se hvor stor den kan blive.

Jeg har på det sidste også tørret en del oregano/merian og timian til madlavning, samt Myte og citronmelisse til the til min mor, der vil dog blive tørret mere af den slags inden sommeren er over, hvilket er noget af det jeg synes er hyggeligt at rode med.
For flere uger siden satte jeg en avokado kerne til at spirer i noget vand, for nogle dage siden opdaget jeg så at den endelig var begyndt at spirer.

Min avokado kerne der spirer.

I starten af maj var jeg i Billige Blomster med Sandra, hvor jeg købte nogle lavendel frø, jeg sået den ene pakke nogle dage efter, og der skulle gå op imod en måned inden de begynder at spirer, hvilket der også gik, men stadig er der små nye spirer på vej op, jeg har omkring 25 spirer nu.

Frøene er fordelt på tre bakker, så de ikke skulle stå for tæt, min far har altid sagt, at lavendel er svært at få frem, så kigger jeg på dem her tænker "Ja det var godt nok svært", det var ikke alle frø der er kommet, men det er da et rigtig godt resultat.

Grønsags saft, min til venstre og min mors til højre.

Grønsags saft, min til venstre og min mors til højre.

Her i de sidste mange uger har min mor med glæde stået og lavet morgen saft til hende selv, min far og mig, hvilket er virkelig lækkert, den udgave min far og jeg får består af:
Gulerødder, rødbeder, æbler og citron/lime saft (det kommer an på hvad vi har af citron og lime), der ud over spiller årstiden en rolle, for når brændnælderne og skvalderkål begynder at spirer i foråret, så kommer der sådan noget, men nu er det gået over til Tocansk palmekål, grønkål og sølvbeder, som vi selv har i haven.

Så er der nok nogen der spøger hvad min mors så består af, ja, den består så af citron/lime saft, Tocansk palmekål, grønkål, sølvbeder og agurk.

Nu er jeg nået til det punkt hvor jeg vil stoppe, for der skal jo også være noget at fortælle om en anden dag.
Så som om hvor godt eller dårlig at putte Tocansk palmekål, grønkål og sølvbeder i mit kyllingergyderet, som man kan se opskriften på her inde på min blog.
Der sker nok også andre ting, jeg gerne fortæller om, men det må tiden vise sig.

Vi mødes ved her på bloggen.

Slap af og nyde livet hvis det er muligt

Jeg synes tit at det kan være svært at slappe af og nyde livet, for jeg ved aldrig hvornår der opstår et eller andet, som går mig på, som så kan ødelægge den stund hvor jeg nyder livet.

Der hvor jeg kan slappe af og nyde livet, i de øjeblikke/stunder hvor jeg føler at jeg har det godt og er glad, der vil andre nok sige, at det ikke er noget særligt.

Hvilket kan gå mig på, for vi er ikke ens, så selv om det virker som noget der ikke er noget særligt for andre, så er det for mig, jeg kritisere jo ikke nødvendigvis andres måder at nyde livet på, hvorfor skal de så være efter mine,

Når andre er efter mine måder at slappe af på og nyde livet, så føler jeg, at jeg ikke må slappe af, at jeg ikke må have det godt, hvilket i bund og grund er en forkert indstilling at have, men sådan har jeg det, men der er også dage hvor jeg tænker "Hvad fanden rager det mig, hvordan andre ser på det, jeg er da fuldstændig lige glad.".

Men et eller andet sted er jeg ikke nok lige glad, for det hænger fast i mig, til andre gange hvor nogen kommentere på det, hvor jeg føler, at det kan blive for meget.

Når der er noget jeg rigtig gerne vil, som jeg rigtig meget kan lide at lave, hvor jeg nyder at lave/gør det, så har jeg tit mange bekymringer i forhold til hvad venner, familie og andre tænker om det, vil de synes at jeg er mærkelig, vil de synes godt om det eller hvad.

Vil folk lave grine med det over for mig og andre, vil folk synes at jeg har en skrue løs på øverste etage fordi jeg gør de ting jeg nyder.

Jeg ved det ikke, kun min erfaring kan jeg snakke ud fra, hvor jeg har oplevet, at nogle synes, at nogle af de ting jeg gør virker idiotiske, hvor andre synes, at det er fantastisk og spøger ind til det.
Hvor jeg tit føler, at selv om mange synes, at det er mærkeligt, jamen så hænger det mere ved, det det at der er nogen der synes, at det er fantastisk, men jeg synes at det er hårdt når der kommer negative ting fra dem, hvis mening betyder mest for mig.
For så er det som om de ikke kan acceptere mig for den jeg er, hvis jeg så gør opmærksom på det, så får jeg afvide, at jeg ikke skal tage det personligt, for det er ikke ondt ment.
Undskyld mig, men hvis det ikke er ondt ment, så lad da vær med at sige noget om det, når man ved hvor meget det betyder for mig, jeg vil da heller end gerne lærer dem at nyde de ting også, men hvis de ikke er åben for det, så er det meget svært.

Jeg nyder foreksempel at komme ude til havet og strandene, men fordi jeg har dårlig ryg og led, så kan jeg ikke vandre særlig hurtig der ude, men jeg kan stadig bruge flere timer på at gå frem og tilbage der ude, bare slappe af og nyde det.
Men det er der mange der ikke forstår, det er som om at nogle gange når jeg har været ved stranden med andre, så skal vi videre efter en halv time, hvor jeg synes, at jeg mangler at slappe ordenligt af, hvis man så ikke kommer med det samme, så bliver de nærmest sure.
Jamen, at være ved stranden er ikke bare at bade, men at kunne finde roen med sig selv, at komme af med alle de ting der går en på, så man forhåbelig kan tage der fra med et smil på læben.

Jeg nyder, at have samtaler med folk, hvor jeg føler, at jeg ikke er dum, for det sker nemlig at jeg føler, at det jeg siger ikke er godt nok eller rigtig nok, så jeg får følelsen af at være dum.
Spichelt hvis vi er flere der sidder sammen, hvor ingen høre hvad jeg siger, så føles det ligegyldig og dumt hvad jeg siger, men de gange hvor vi er flere sammen, hvor jeg faktisk bliver hørt, så føler jeg mig ikke dum på samme måde, som når jeg ikke bliver hørt.

Der er så mange ting i livet jeg nyder, men det er svært at sige hvad og hvorfor, for det kommer også an på hvem det er sammen med og deres indstilling til tingene, hvor vejret er.
Der er så mange ting der spiller ind.

Men når jeg laver noget, så bekymre jeg mig altid om hvad andre siger til det, om de synes at det er tosset, men jeg har også nogle bekymringer i forhold til kommunen.
Fordi jeg er ledig, vil de så sige, at når jeg kan klare de ting, så kan jeg også klare andre ting, selv om at jeg så må stoppe med at gøre det jeg kan lide at gøre, fordi kommunen gerne vil have mig til noget andet.

Men jeg prøver alligevel at slappe af og nyde livet, selv om det er meget svært.

Kontant med kommunen

Siden sidste indlæg og kontakt med kommunen og ledighed, så har jeg kontaktet min sagsbehandler på jobcentret, for at høre hvornår der sker noget nyt, jeg vil endelig ikke, men gjorder det på opfordring.

På en måde vil jeg gerne i gang med noget, men jeg kan nok ikke klare så meget af gangen, så nu må jeg se hvad det bliver til.

Jeg fik sendt en mail til min sagsbehandler tirsdag den 24 februar, og fredag den 27 februar fik jeg besked fra min sagsbehandler, hun havde ikke hørt fra VUC, selv om det var over en måned siden at jeg var til læse, skrive og regne test der, så i løbet af den kommende uge vil hun kontante VUC for at høre om svar der fra.

På en måde bliver jeg sur på min sagsbehandler og VUC, men alligevel ikke, for min sagbehandler havde bedt VUC om at give svar tilbage på testen, men det har VUC ikke, så på en måde bliver jeg sur over at VUC ikke giver svar, men samtidig bliver jeg små sur over at min sagsbehandler ikke kontakter VUC noget før.

Men nu må vi se hvad der sker.

Jeg håber, at jeg kan få lov til at komme op og gå på Dalgas skolen igen eller starte på Gallo skolen i Århus, for selv om jeg måske skal være på VUC nogle gange om ugen, så tror jeg, at hvis jeg kan komme op på en af de andre to skoler, så kan det gavne mig psykisk, at komme til at lave noget jeg godt kan lide, så som at male, tegne og tage billeder.

Men hvis det stod til mig, så var det nok helst Gallo skolen, som jeg vil gå på, for jeg har gået på Dalgas skolen en gang, og der havde jeg det svært med lederen og nogle få af de andre, så på en måde ved jeg ikke, om jeg kan komme ind der igen eller hvad.

Gallo Skolen: http://www.galloskolen.dk/

Dalgas Skolen: http://www.dalgasskolen-aarhus.dk/

Begge skoler er for folk med sindslidelser, men når jeg gerne vil udstille mine malerier og fotos, så tror jeg, at jeg kan få mest ud af at gå på Gallo skolen.

Men jeg må se om min sagsbehandler kan se ideen i at jeg kommer til at gå sådan et sted, måske for en periode, måske for længere tid, hvem ved, for det er jo bedre end at gå hjemme.

Drømme jobbet

På en måde tænker jeg, at mit drømme job ikke kan lade sig gøre, for hvis jeg gjorder det, hvem vil så komme og købe det.

Jeg har en drøm om at bo på en nedlagt gård, hvor jeg kan indrette nogle af længerne til værksted og butik, lad os sige at det er en gård med tre længer, i den ene har jeg butik, hvor jeg sælger det som jeg laver.
I en længe skal jeg så have værksted, hvor jeg kan male, lave ler figur, hvor jeg kan købe gamle møbler sætte dem i stand, hvor jeg kan lave kreative ting, hvor veninder også kan komme forbi og lave kreative ting.
De ting jeg så selv laver, skal jeg så sælge inde i butikken, måske bliver der også et lille hjørne med ting fra haven, grønsager osv, måske ting der er henkogte, hvem ved hvad det bliver til.
Jeg behøver jo ikke at starte stort ud, men lige så stille og så udvide det med ting, måske lade andre komme med noget, som de kan sælge i min butik, uden at de behøver at lave det på stedet, for mig kunne det være rigtig hyggeligt.

I den sidste længe vil jeg måske dele op i to dele, hvis jeg deler det op, så skal der være følgende: den ene del skal være et lager, hvor der så er opbevaring af lærred, maling, møbler osv, så når der bliver plads i butikken, så kan de komme ind og blive gjort klart til salg, og den anden halvdel, skal der være lidt dyr.

Jeg kunne jo bare springe ud i det og så gøre det, men samtidig har jeg altid været bange for at springe ud i noget nyt, for så begynder alt frygten at komme frem, undskyldninger for hvad der kan gå galt og "hvad nu hvis det går galt" spørgsmålene kommer frem og gør at jeg ikke tør før jeg er noget mere sikker på det hele fra kommunens side.

På en måde synes jeg at det kunne være dejligt, at man var to der gik sammen om at lave det, måske starte det med butikken op et sted og hvis det så går godt, så kan man altid udvikle det.

Men lige nu bliver det bare på drømme planen, men det er på en måde også oki for nu.

Sidste nyt ledighed og kommunen

Jeg var til møde hos min sagsbehandler den 6 januar, var cirka midt i januar til læse, skrive og regne test på VUC, det var en henvisning fra sagsbehandleren.
Jeg fik svar på testene med det samme, få dage efter kontaktet jeg min sagsbehandler, for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig til det jeg fik afvide, min sagsbehandler vil ikke give mig nogle svar, før, hun selv havde fået svarene fra VUC i Horsens.
Nu sidder jeg her en måned senere og har stadig ikke hørt noget fra hende eller fra VUC, jeg var blevet lovet, at der vil blive ringet til mig, hvis der var noget VUC kunne tilbyde mig, men intet svar, men heller ikke noget svar fra Sagsbehandleren.

Der er nogle der vil mene, at det så er min opgave at kontakte dem, hvilket det nok også er, men når jeg er blevet lovet, af både sagsbehandler og VUC, at de vil kontakte mig, så kan det jo umuligt være min opgave mere.
Enkelte gange er jeg blevet glemt af det offentlig, men ellers er deres undskyldninger, at de har travlt, hvilket nok også er rigtigt, men jeg har set hvordan to personer kommer ind i samme system på samme tid og alligevel får den ene mere hjem end den anden.
Hvis de virkelig har så travlt, så ansæt da nogle flere mennesker, det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men alligevel.
Jeg kender en der har været på kontanthjælp i mange år, dog i en anden kommune end den jeg bor i, men jeg har set hvordan hun får ny sagsbehandler en til flere gange om året, så tænker jeg at det ikke er rimeligt, for så skal man starte forfra eller næsten forfra hver eneste gang man får en ny sagsbehandler,
Så er der nok nogle der sidder og tænker, at jeg jo bor i en anden kommune end hende, men ja det gør jeg, men jeg har allerede haft to forskellige sagsbehandlere siden jeg kom på kontanthjælp den 17 november, så skal der samtidig lige tilføres at jeg havde flere forskellige sagsbehandlere inden jeg kom over på kontanthjælp.

Så ja der sker ikke så meget i forhold til at være ledig, men så kan jeg da gå her hjemme og hygge mig, hvilket jeg på en måde er glad for, jeg har ting, som jeg gerne vil, så kan jeg jo bedre det, jeg har ting, som jeg tænker, jeg gerne vil i fremtiden, hvilket gør at jeg kan planlægge de ting lidt bedre, i det at jeg ikke er sendt ud, så har jeg også mere overskud til at være sammen med venner og familie, hvilket er skønt.

Nogle vil nok blive sur over, at jeg skriver det på den måde, men jeg har en drøm om et job, som jeg gerne vil, men jeg ved ikke om det kan lade sig gøre, så lige nu holder jeg det lidt i ro, men jeg skal nok fortælle jer læsere om det drømme job i et andet indlæg, så følge med og find ud af hvad det er.

Læse, skrive og regne test

I morgen skal jeg til en læse, skrive og regne test inde på Horsens VUC og HF, for at finde ud af hvor ordblind jeg er, det er et krav fra Horsens jobcenter, at der bliver lavet den test på mig.
Jeg fik den delvis taget, da jeg gik på Skanderborg VUC, men da min dansk lærer, som lavet testen, havde fået nyt arbejde i Horsens, så fik min klasse en ny lærer, som mente, at det ikke var nødvendigt at lave testen, selvom hun bare skulle lave den færdig, så vil hun ikke.

Et eller andet sted, synes jeg at det er rart, at få taget testen, men samtidig kan jeg ikke se hvorfor, hvis jeg er ordblind, men ikke nok til at få hjælp, så er det jo spild af test og tid, men hvis jeg er ordblind nok til at få hjælp, hvilken hjælp vil jeg så få, og er det den rette for mig.

Jeg virker måske ikke så ordblind, men jeg har faktisk en del problemer med at skrive, mit største problem er nok mere endelserne, men der er også en del ord, som jeg ikke kan stave.
Hvis jeg sidder ved en computer og skal bruge et ord, så bruger jeg gerne google til hjælp, hvis jeg ved hvordan ordet starter eller har en ide om det, så taster jeg det først, og så prøver jeg med resten, så kommer jeg gerne frem til det rette ord på et tidspunkt.
Selv om det er ord som jeg måske allerede har skrevet mange gange, så kan jeg let have glemt hvordan det skrives, nogle gange tager jeg mig sammen og lærer et ord, men kun hvis det er et ord jeg bruger en del.

Jeg føler mig nogle gange dum, når jeg ikke kan stave et ord eller udtale et ord, som næsten alle andre kan, for det er nogle gange ord der er meget lette.
Jeg vil dog sige, at jeg havde svære ved at stave, da jeg gik i folkeskolen, jeg synes selv, at jeg er blevet meget bedre siden, nu er det mere endelserne og nogle ord ind i mellem, der er et problem, hvilket jeg håber, at jeg lærer på et tidspunkt.

Mødet på jobcentret

Så har jeg været til det første møde med min sagsbehandler, efter jeg er overgået til kontanthjælp, mødet var i lidt over en time, til sidst begyndte jeg at blive træt på det psykiske plan, men jeg havde også pokkers ondt i ryggen, fordi jeg døje med en muskel/næve der havde givet problemer i over et døgn.

Jeg er så træt af den slags møder, de tager så langt tid, hvor der bliver stillet en masse spørgsmål, som man allerede har svaret på så mange gange før, en del af tingene kunne let have været fundet i deres system eller på jobnet, men nej, man skal bare igennem dem igen.
Hvor mange skoler man har gået på, hvor mange 9/10 klasse eksamener man har taget, har man nogle job erfaring, har man været på kontanthjælp før, har man nogle lidelser både de fysiske og psykiske, hvordan er ens familie og vennekreds, det meste af tiden sidder man bare og venter på at sagsbehandleren får skrevet det ned, som man har sagt.

Da jeg tog derfra, så var det ikke meget jeg har fået ud af det nu og her, men forhåbentligt for jeg mere ud af det på længere sigt, men jeg fik dog afvide, at jeg høre til denne gruppe i et år og derefter vil jeg høre til en anden gruppe, hvis jeg stadig er på kontanthjælp til den tid.

Sagsbehandleren kom selv ind på en mentor, men sagsbehandleren vil ikke give mig en nu, fordi så vil jeg kun kunne have en mentor indtil maj, sagsbehandleren vil derimod gerne have mig i praktik, der skal findes et sted, hvor der allerede er en mentor på stedet, som kan hjælpe mig, så må vi se hvor det bliver og hvordan det bliver.

Men inden der bliver fundet en praktikplads, så skal jeg til en undersøgelse for ordblindhed, hvilket jeg vil blive indkaldt til, derefter vil jeg så komme til møde igen, om hvad der så skal ske, for måske skal der gøres noget ved det, hvis jeg er for ordblind.

Min sagsbehandler kom hen imod slutningen ind på vægttab, at det nok vil gavne mig meget, hvilket jeg jo allerede vidste, men jeg har prøvet flere gange, men mislykkes hver gang, sagsbehandleren vil se om der er noget, men sagsbehandleren kunne ikke gøre det helt store i forhold til det, men hvis jeg taber mig, så vil jeg måske også have det lettere, når jeg kommer i praktik, men også med det psykiske, men må se tiden an, hvad jeg gør i forhold til det osv.

Der blev ikke snakkede om udebo eller udviklings huset, men det var som om, at det vil blive taget på et senere tidspunkt, hvor jeg måske er mere klar, hvem ved.

27 år, ledig og hjemmeboende

Nu har jeg gået ledig i over fire år, på mange måder har jeg nydt det, men samtidig har man hørt hvordan andre er ude efter dem der bare går og laver ingen ting, fordi de ikke vil.
Når jeg har hørt folk snakke om ledige, som nogle der bare ikke vil lave noget, så føler jeg, at de ikke tænker på, at der faktisk er nogen der måske ikke kan klare at arbejde, at der er nogle som har det svært i livet, ikke fordi de lider af en fysisk lidelse, som andre kan forholde sig til, men fordi de lider af noget psykisk, som er svært at forholde sig til, og den psykiske lidelse forhindre dem måske i at arbejde.

Der står jeg så med en psykiske lidelse, er arbejdsløs, bor stadigvæk hjemme, jeg har dog boede i tre et halvt år i Skanderborg, men nej det nævner man ikke, for i følge nogle er det jo galt, at jeg er 27 år og har boet hjemme hele mit liv, og så har jeg intet arbejde.

Man får en følelse af at man ikke har opnåede noget i sit liv, når man kigger sig om, så har jeg nok ikke, men hvad er der at opnå i livet, jeg tror, at for mange er det at flytte hjemmefra, få en uddannelse, et arbejde, en familie, rejser osv.
Så kan man jo ikke sige at jeg ikke har opnåede noget, jeg har en uddannelse, jeg har flyttede hjemmefra (tre et halvt år i Skanderborg), jeg har været i et løntilskud i en børnehave i et år (hvilket jo er arbejde), så har jeg været ude og rejse (ti dage igennem Tyskland og Østrig ned til Italien og tilbage igen).

Så ja jeg har opnåede noget, det er ikke noget der har holdt ved, men der er sket noget, så jeg er faktisk en person, som man ikke behøver at nedgøre, fordi jeg er ledig, 27 år og hjemmeboende.
Når I snakker med en om ledighed, så lad vær med at snakke dårligt om dem, fordi der kan være grunde til de er ledig, som de måske ikke brænder for at dele med alle mennesker.

Der kan være grunde til at en person bor hjemme i en høj alder, efter jeg flyttede hjem i efteråret 2010, der havde jeg ikke lyst til at flytte med det samme, og jeg følte, at jeg først skulle finde et arbejde før jeg flyttede, for hvorfor skulle jeg flytte til Århus, hvis jeg fik arbejde i Horsens, så heller vente og flytte i den retning arbejdet bød mig.

Alle har sine grunde til det de gør, så døm dem ikke, fordi du er skeptisk, spøger ind til sagerne, der er måske en god forklaring på det.