Forståelse føles ikke godt

Nogle gange
prøver mennesker at sige noget godt.

Det kan jeg godt høre.
Jeg kan godt mærke
at intentionen er venlig.

Men ordene lander
på en måde
der gør ondt alligevel.

Ikke fordi de vil såre.
Men fordi noget mangler.

En pause.
En forståelse.
Et blik for
hvem der lytter.

Så det der skulle være godt
kommer til at føles
som noget andet.

Og når jeg prøver
forsigtigt
at sige det,

så bliver der ofte sagt:

Det er bare sådan du er.
Det er dine tanker.
Det er hvad du gør det til.

Som om følelsen
kun bor i mig.

Som om ordene
aldrig kunne have ramt forkert.

Men nogle gange
er det ikke modtageren
der har gjort noget.

Nogle gange
er det bare
det der blev sagt
og måden det blev sagt på.

Og når det sker
bliver noget i mig
mere stille.

Ikke fordi jeg ikke vil forstå.
Men fordi det bliver svært
at finde tilbage.

For hvordan vender man tilbage
til et sted
hvor ens oplevelse
ikke rigtig får lov
til at findes?

Så jeg står der
mellem to ting:

Forståelsen af
at de mente det godt.

Og følelsen af
at det alligevel
ikke føltes godt.