Jeg har i mange år haft det svært med mad, når man så ser på mig, at jeg er overvægtig, så tror man måske at det ikke kan være rigtig, for så skulle man ikke tro at det problem jeg har er det, som jeg har, men at det var det modsatte.
Jeg er opvokset med at man skal smage på maden, før man siger, at man ikke kan lide det, hvilket jo også er en god ide, men hos mig har jeg faktisk i rigtig mange år, været meget fokoseret på maden, det var som om det blev værst da jeg startede på Brejning efterskole.
For indtil da var det lettere at skjule, at der var et problem, men pludselig kunne jeg ikke helt så let skjule problemet.
Når jeg var hjemme, har jeg altid følt mig tvunget til at spise hvad der blev sat på bordet, men også når jeg var på besøg hos andre, men da jeg kom på efterskole, så følte jeg mig mere fri, så jeg kunne lettere springe et måltid over.
Tit gjorder jeg det, når jeg var i dårlig humør, men nogle gange gjorder jeg det også når jeg følte, at jeg ikke behøvede at spise, nogle gange fordi jeg følte at det var træls at man hele tiden skulle spise, andre gange fordi jeg simpelthen ikke gad at spise.
På Brejning var det bare lettere at springe over måltider, der blev holdt lidt øje med det, men næsten ikke, så nogle gange gik jeg nok en til halvanden dag uden særlig meget mad.
Jeg har stadig dage, hvor jeg springer over et måltid af samme grunde som den gang, hvilket er hårdt, for når jeg kigger på mig selv som overvægtig, så fortryder jeg virkelig at jeg ikke spiser regelmæssigt og sundt, men samtidig når jeg spiser, føler jeg tit, at jeg burde lade være med at spise, for så slipper jeg måske for alle de fordomme der er imod overvægtige og det at man spiser, lige som "normale" mennesker.
Men nu til dags kan jeg også mærke, at der er en anden ting der sidder i mig, som jeg allerede havde dengang jeg gik på Brejning, for et var problemet med at spise, et andet var når andre kigger på mig, når jeg spiser.
Jeg kunne blive noget så sur, når folk kiggede på mig, imens jeg spiste, for jeg følte mig så forkert, at der var noget galt med mig, at jeg ikke måtte spise, at jeg havde spildt mad på mig selv, at jeg havde mad i ansigtet eller noget helt andet.
Jeg kunne bryde sammen over det, for selv om det ikke var ondt ment, så følte jeg altid problemet, hvilket jeg stadig har nu til dags, jeg er blevet bedre til at spise sammen med andre, men jeg kan have svært ved at gå på restaurant og spise, for følelsen af at der er nogen der kigger efter mig, sidder i mig.
Det kan i perioder være så galt, at jeg ikke vil med ud og spise, på grund af alle de problemer jeg har med mad og at folk kigger.
Hvis jeg kan købe maden med hjem vil jeg heller det end at sidde og spise et offentlig sted, hvilket tit kan spænde ben for oplevelser med andre, for hvem gider at være sammen med en der ikke kan spise.
Nu lyder det lidt som om jeg slet ikke kan spise ude, men det kan jeg godt, jeg kan godt tage ud og spise, jeg kan godt have madpakke med og tage et sted hen og spise den, men i perioder har jeg bare svært ved det.
Hvis man har set mig spise, så har man måske også opdaget, hvordan jeg har servietter ved min side, så jeg altid har noget at tørre mig om munden med, tørre mine hænder med, sådan er det bare hele tiden, nogle gange er en serviet ikke nok, andre gange er en nok.
Det er til tider forfærdeligt, hvordan det kan tage overhånd, men samtidig har jeg svært ved at komme ud af det, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, men samtidig skal jeg jo bare arbejde med det, og blive vant til at spise offentlig.
