Næsten alle har oplevet det, det fleste vil oplevet det, mange ved at det er svært at være i, at komme ud af, men man kæmper, nogle gange kæmper man alene, andre gange får man hjælp.
Ud fra titlen, så har du nok regnet ud, hvad jeg snakker om, men hvis du ikke ved det endnu, så snakker jeg om hvordan ens tanker, kan påvirke en i en negativ måde, hvor det er mega hårdt at være i, men det kan være svært at komme ud af igen.
Jeg synes, at det kan være svært, for det er som om at tankerne bare køre der ud ad, når man mindst har brug for det, hvor man er alene, så man kan ikke snakke med nogen om det, selv hvis der er nogen at snakke med, så kan det være svært at stoppe tankerne.
I nogle måneder har jeg været langt nede, men jeg gjorder meget for at holde humøret op over for de fleste andre, for ingen skulle vide hvor galt det endelig var, for jeg følte/føler, at jeg ikke vil belemre andre med min problemer, for de har nok i deres egne ting.
Jeg har i nogle måneder kæmpede mig tilbage op i humør, jeg er stadigvæk langt fra toppen, men jeg er ved at være der hvor humøret er bedre, men hvor det helt klart kan blive bedre endnu, jeg har dog fået lidt erfaring i forhold til at takle problemerne, det lyder nok dumt nogle af tingene, men jeg har faktisk fået det bedre ved at gøre det.
En af tingene jeg har fået afvide er, at det hele forgår i hoved på mig, det er blevet sagt så mange gange til mig, at jeg er godt træt af det nu, for jeg ved godt at det er noget der forgår i hoved på mig, så det hjælper ikke at påpege på den måde, hvor det er bedre at få hjælp til at takle det, når det sker.
Men når man så har det dårligt psykisk, så kan tankerne faktisk godt gør at man får det lidt bedre, men det kræver en masse selvkontrol, for det er mega svært, men jeg prøver at sige nogle sætninger til mig selv, her er nogle af dem:
- Jeg er god nok
- Det er ikke mig den er gal med, det er dem
- Jeg kan godt, det kan jo være mega sjovt
- Det er bare latterlig ...
- De siger at jeg er god
- Der er nogle der holder af mig
- Jeg betyder meget for andre
Der er mange sætninger, hvor jeg så bare tilpasser sætningerne til lige det der går mig på, men selv om at det måske også virker ondsvagt, så kan det hjælpe, men det hjælper for det meste også kun her og nu.
For på den lange sigt så skal man huske at snakke med andre om de ting der går en på, for ellers er det næste umuligt at komme ud af, men der vil jeg så også sige at for mig betyder det meget, at andre roser mig, for jeg er så ekstrem selvkritisk, og jeg kan ikke håndtere ros særlig godt, men ros til mig, hjælper mig når jeg har det sværeste.
Men ros skal ikke kun gives når en person har det skidt, men også når personen har det godt, for ellers kommer det i længden til at blive fordrejet til en negativ ting i tankerne, hvilket jo ikke er meningen med det.
Jeg dur heller ikke selv til at rose andre eller fortælle hvor meget de betyder for mig, men jeg vil rigtig gerne blive bedre til det, for jeg ved hvor meget det betyder for mig, så selv om det måske virker dumt, så betyder det også noget for andre.
De fleste bliver glad for at få ros, nogle så som mig, har bare svært ved at modtage ros, men det betyder ikke at man skal lade være med at ros.
Så er der nok nogle der vil sige at det virker latterlig, men forstil jer at gå rundt i en verden, hvor alt føles som psykisk modstand og kritisk, så når man bare til et punkt hvor man ikke kan mere, hvor man selv begynder at se alt det dårlige ved sig selv.
Fordi man har jo ikke lært andet, men kan have øjeblikke, hvor man måske kan finde det gode frem i sig selv, men det er ikke tit, så man tvivler meget på om man gør det godt nok, man finder alle fejlene, men hvis en så påpeger at man faktisk gør noget der er godt, så kan man også tænke at man har gjort noget forkert.
Men det har man bare ikke, derfor synes jeg, at man skal husk at rose andre, selv for de små ting, men det er ikke fordi man ikke skal kritiser de dårlige ting, men gør det endelig på en god måde, for alle modtager ikke tingene på samme måde.
Jeg synes, at tankerne også kan påvirke en på en måde, hvor jeg nogle gange standser op og ser på mig selv og tænker "Hvem er det lige det her? Hvor blev den glade og imødekommende person af?", fordi tankerne hurtig kan tage over, så man måske går ind til ting med en meget negativ indstilling, enten fordi man har haft dårlige oplevelser før og så frygter det værste eller noget helt andet.
Der har jeg erfaret, at hvis jeg kommer med en negativ tanke gang, så går det ofte galt og så bliver jeg bare bekræftet i det jeg allerede tænke, og der har jeg prøvet at øve mig i at tænke, at det måske er anderledes denne gang, det behøver jo ikke altid at være en dårlig ting.
Men det er svært at gøre, for der sidder altid lidt forbehold i en, men det har gjort det lettere at takle og måske er jeg gået fra ting en, hvor jeg normalt vil tænke "Hold kæft noget lort, det gør jeg ikke igen." til at tænke "Det gik da endelig fint, det kunne gå bedre, men det kunne også gå MEGET dårligere.".
Så det ender med at man får en god oplevelse til at tage med, men så gælder det også bare om at holde fast i det gode, så man ikke kommer til at dreje det til noget dårligt, for det kan man let komme til, men det er svært, men jo flere gode oplevelser man så får, jo lettere bliver det.
Nogle gange tænker jeg, at det kunne være skønt hvis man ikke har alle de tanker med sig, alle de negative oplevelser med sig, men samtidig er det jo dem der er med til at gøre os til dem vi er, hvis andre ikke kan tage min problemer, så er det dem den er galt med og ikke mig.
Men desværre betyder det også at man kommer til at skubbe mange mennesker ud af ens liv, frem for at være ærlig og sige, at man ikke kan klare det lige nu, men måske en anden dag, for nogle gange glemmer man, at andre også har deres at kæmpe med.
Der skal jo være plads til os alle, og hold da op hvor har jeg mødt mange skønne mennesker, hvor jeg står og tænker, at det virkelig er træls at de ikke er en del af mit liv mere, fordi jeg er kommet til at skubbe dem væk, for at skåne mig selv.
Frem for at være ærlig og sige, at jeg ikke har det så godt psykisk, men jeg gerne vil have kontakt med dem alligevel, så meget jeg nu lige kan overskue og at det ikke er dem den er gal med, men samtidig skal man så også være opmærksom på at det ikke altid er de samme personer man siger det til, for eller begynder de måske at tænke at det er dem den er gal med og så virker det til at man afviser dem.
Jeg har faktisk tænke, at der var personer som jeg gerne vil have kontakt med, så har jeg taget kontakt til nogle af dem, det var mega grænse overskridende og tankerne køre der ud af om det nu var en god ide, men det er jo også et spøgersmål om at komme ud over nogle grænser en gang imellem, tage små skridt, ændre de dårlige oplevelser til nogle gode.
Det er også med til at ændre tanke gange hos en, selv om man så har det mega svært, men mange er mere forstående for en, hvis man er ærlig og siger fra, frem for at sige noget der ikke er rigtig, men det skal man bare huske.
En negativ tanke kan ødelægge mere for en selv end godt er, så be om hjælp når det er nødvendig, men huske at give plads til dem der spøger om hjælp, giv dem plads til at fortælle det på deres måde og i den tid de har brug for det.
Og så skal vi huske, at alle er fantastiske på hver vores måde, hvor vil det dog være kedeligt hvis vi alle var ens, så være glad for vores forskelligehed og være åben over for den.
