Det dårlige med det gode

Der findes et menneske
der kan få mig til at smile
på de dage
hvor jeg ellers ville være stille.

Et menneske
der kan få mig til at grine
så let
som om verden et øjeblik
glemmer sin tyngde.

Men de samme ord
kan også være hårde.

Ikke råbende,
ikke altid tydelige,
men skarpe nok
til at sætte sig fast.

Noget i dig, siger du.
Det sker inde i dig.

Som om mine reaktioner
ikke vokser ud af det
der bliver sagt til mig,
men ud af et sted
du allerede har bestemt
er mit ansvar.

Så jeg begynder
at vælge stilheden.

Ord bliver i brystet,
tanker bliver inde i mig,
fordi jeg ved
hvordan samtalen ender.

Det er noget i dig.

Og alligevel—
når jeg bliver stille længe nok
kommer du hen til mig.

Spørger hvorfor jeg ikke siger noget.
Hvorfor jeg er så stille.

Som om stilheden
ikke også er en måde
at passe på mig selv.
Det mærkelige er
at jeg ikke ønsker
at undvære det gode.

For der findes øjeblikke
hvor du smiler
og hele rummet føles lettere.

Øjeblikke
hvor jeg husker
hvorfor jeg bliver.

Så jeg står et sted
mellem grin
og afstand.

Mellem at blive trukket tættere på
og skubbet væk igen.

Som tidevand
der både kommer ind
og trækker sig tilbage.
Og midt i det hele
står jeg stadig
med et håb om
at der en dag

bliver plads
til både dit smil
og min oplevelse
i den samme samtale.

Mellem håb og opgivelse

Dansk:

Ingen taler om trætheden

der bor i brystet som en stille storm,

når hjertet skifter sprog

mellem håb og opgivelse.

Det ene øjeblik:

jeg kan godt, jeg holder fast,

verden er ikke så tung i dag.

Det næste:

mine hænder giver slip uden at spørge,

og mørket hvisker

at det er nok nu.

Man går frem og tilbage

på en usynlig bro,

balancerer mellem styrke og stilhed,

mellem “jeg klarer det”

og “jeg kan ikke mere.”

Og ingen ser det helt—

hvordan man kæmper

uden at flytte sig en centimeter.

English:

No one speaks of the exhaustion

that settles in your chest like a quiet storm,

when your heart changes language

between hope and surrender.

One moment:

I’ve got this, I can hold on,

the world feels lighter today.

The next:

my hands let go without asking,

and the dark whispers

that it’s enough now.

You move back and forth

on an invisible bridge,

balancing between strength and silence,

between “I’ll be okay”

and “I can’t do this anymore.”

And no one quite sees it—

how you fight

without moving an inch.

Dybt kærlighed

Dansk digt:

Hun siger ikke meget,

men bærer storme bag stilheden.

Et hævet tonefald

lukker døren ind til hende,

hvor hun ellers gemmer

sange som medicin.

Hun elsker som ild,

uden halve skridt,

uden sikkerhedsnet—

alt eller intet.

Når verden bliver tung,

forsvinder hun lidt,

ikke fordi hun ikke vil blive,

men fordi hun føler for meget.

Hun lægger sit hjerte

i andres hænder,

glemmer nogle gange

at holde sit eget.

Hun giver igen og igen,

selv når hun ved,

hun burde gå.

Hun tænker i cirkler,

i hvad hvis og måske,

og hvert ord

rammer dybere,

end nogen ser.

Men hvis du møder hende blidt,

hvis du bliver—

så vil du opdage

en kærlighed,

der ikke findes magen til.

English poem:

She doesn’t say much,

but carries storms in her silence.

A raised voice

shuts her world down,

where she hides

music like medicine.

She loves like fire,

no halfway,

no safety net—

all or nothing.

When life gets heavy,

she disappears a little,

not because she doesn’t care,

but because she feels too much.

She places her heart

in other people’s hands,

sometimes forgetting

to hold her own.

She gives and gives,

even when she knows

she should walk away.

She thinks in circles,

in what-ifs and maybes,

and every word

cuts deeper

than anyone sees.

But if you meet her gently,

if you stay—

you’ll find a love

unlike any other.

Livet med Hækling

Mellem mine fingre glider garnet stille, maske for maske bliver noget til. Noget blødt. Noget jeg har brugt timer på. Noget jeg har lagt tanker i mens verden omkring mig har været svær at forstå. Men ros er ikke noget der falder let. Ofte bliver der bare sagt: “Kan du ikke lave en til?” “Kan du ikke lige tage en bestilling?” Og når jeg siger nej, ser de på mig som om det ikke giver mening. De forstår ikke at mine ting ikke bare er ting. Jeg tager dem ikke imod bestillinger. Jeg sælger dem først når jeg selv er klar. Nogle gange tager jeg dem med ud i naturen, lader vinden røre garnet, lader lyset falde på maskerne mens jeg tager billeder og små videoer. For derude føles det rigtigt. Som om det jeg har lavet får lov til at trække vejret. Men mange forstår ikke hvorfor det betyder noget for mig. For dem er det bare en ting der skal sælges hurtigt. Når jeg står på markeder står mine ting på bordet pænt lagt frem. Folk stopper. Kigger. “Det er flot,” siger de. “Men det er dyrt.” Eller også går de videre til et bord med noget der ligner. Og så står jeg der med maskerne jeg selv har lavet og spørger mig selv om det overhovedet er godt nok. Jeg har spurgt om hjælp før. Hvordan man gør. Hvordan man finder vej i det kreative. Men ofte har der bare været stilhed. Ingen svar. Ingen hænder der rækker ud. Og nogle gange bliver den stilhed vævet ind i garnet. For der findes også minder om respekt der aldrig kom, om at blive set ned på, om at det jeg laver ikke bliver taget alvorligt. Så nogle dage føles det som om hver maske bærer lidt af det. Men alligevel bliver jeg ved. For et sted mellem garnet naturen og de stille øjeblikke hvor jeg tager billeder af det jeg har skabt findes der stadig noget der er mit. Noget der ikke behøver andres forståelse for at eksistere. Noget der bliver til maske for maske i mit eget tempo. Og måske er det netop derfor jeg først sælger det når jeg er klar.

Helt og ikke halvt

Dansk:

Ingen ved det om hende—

hvordan stemmen hævet

får hendes verden til at lukke ned

som en dør, der smækker i stilhed.

Musikken bærer det, hun ikke siger,

hver tone et sted at gemme sig,

hver sang et lille plaster

på et hjerte, der føler for meget.

Når hun elsker, er det uden forbehold,

som bølger, der ikke kender grænser,

men når livet rammer hårdt,

trækker hun sig tilbage

og bliver sin egen ensomhed.

Hun sætter andre først,

giver chancer som regn i april—

for mange, måske,

men hun håber altid på sol.

Hun tænker i cirkler,

mærker hvert ord som et ekko i brystet,

bærer verden i små stykker

ingen andre ser.

Men elsk hende rigtigt,

og du vil opdage noget sjældent—

en kærlighed så dyb,

at den aldrig halveres,

kun gives helt.

English:

No one knows this about her—

how a raised voice

makes her world shut down

like a door closing in silence.

Music carries what she cannot say,

each note a hiding place,

each song a small bandage

for a heart that feels too much.

When she loves, she loves without limits,

like waves that refuse the shore,

but when life gets heavy,

she disappears into herself

and calls it strength.

She puts others first,

gives chances like endless rain—

too many, maybe,

but she still believes in sunlight.

She thinks in circles,

feels every word echo in her chest,

holding pieces of the world

no one else can see.

But love her right,

and you’ll find something rare—

a love so deep

it doesn’t divide,

only gives all of itself.

Følelses isolation

Dansk digt

Du lærte stilheden alt for tidligt,

at gemme storme bag rolige øjne,

at bære verden i små hænder

uden nogen til at sige: det er okay.

Ingen kom, da hjertet råbte,

ingen sad ved siden af dine tårer,

ingen viste dig

at følelser ikke er noget, man skal skjule.

Så nu, når livet bliver tungt,

og mørket presser sig tæt på,

går du tilbage til det velkendte sted:

alene.

Du hvisker til dig selv:

vær stille, vær stærk, vær let at bære,

men indeni findes stadig barnet,

der bare ønskede at blive holdt.

Og måske, langsomt,

kan du lære noget nyt:

at du ikke er en byrde,

at dine følelser må fylde,

at nogen kan blive—

og blive hos dig.

English poem

You learned silence far too early,

to hide storms behind steady eyes,

to carry the weight of the world

in hands that should have been held.

No one came when your heart was calling,

no one sat beside your tears,

no one showed you

that feelings were safe to feel.

So now, when life grows heavy

and the dark leans in close,

you return to what you know best:

alone.

You whisper softly to yourself:

be quiet, be strong, don’t be too much,

but inside still lives a child

who only wanted to be held.

And maybe, slowly,

you can learn something new:

that you are not a burden,

that your feelings can take up space,

that someone can stay—

and stay with you.

Royal Run - Middelfart

Jeg skal deltage i Royal run den 25 maj i Middelfart i år, hvor jeg fik posen med t-shirts i dag og jeg har også de hæklet medaljer og Elefantordenen klar til at deltage.

Jeg glæder mig til at komme afsted og deltage, møde folk som jeg kender og bare hygge der nede.

Hæklet ting

Maskerne glider mellem mine fingre, en efter en, som små forsøg på at skabe noget blidt i en verden der ikke altid er det. Jeg hækler i stilhed. Tråd bliver til form, timer bliver til figurer, farver bliver til noget der engang kun var en tanke i mit hoved. Jeg tager ikke imod bestillinger. Det forstår mange ikke. De spørger: “Kan du ikke lige lave én til mig?” som om timerne kan foldes sammen og lægges i en lille pose. Men mine ting skal finde deres egen vej. Derfor tager jeg dem med til markeder. Stiller dem frem på et bord med håbet foldet ind mellem garnet. Og folk går forbi. Nogle stopper. Ser. Smiler måske. “Det er flot,” siger de, “men det er lidt dyrt.” Som om tiden ikke også er en del af garnet. Som om hver maske ikke også bærer et lille stykke af mig. Nogle gange står jeg ved siden af andre borde med ting der ligner mine. Og så føles det pludselig som om mine hænder ikke har lavet noget særligt. Som om det jeg lagde så meget i bare er endnu en ting i en række af ting. Jeg har prøvet at spørge om hjælp. Spurgt hvordan man gør, hvordan man finder vej i det kreative. Men svarene blev ofte til stilhed. Og stilheden begynder langsomt at vikle sig ind i garnet. Så nogle gange når jeg hækler følger en anden følelse med. Ikke kun ro. Men minder om ikke at blive set, ikke at blive respekteret, ikke at blive taget alvorligt. Som om tråden også bærer alt det. Alligevel laver jeg en maske mere. Og en til. For et sted i mig findes stadig troen på at en dag vil nogen holde noget jeg har lavet i hænderne og se det som det egentlig er: tid, tålmodighed, og et menneske der bare ønskede at skabe noget der var værd at blive set.

Sværere krammere

Dansk

Jeg længes efter krammer

når verden bliver tung i mine hænder,

når tankerne falder som regn

og ikke vil holde op.

Jeg længes efter en hånd i min,

en varm vægt mod min skulder,

noget der siger:

du falder ikke nu.

Men der er ikke plads til mig

som jeg er.

Jeg står skævt i rummet,

for meget, for forkert, for stille, for alt.

Og jeg splittes—

for jeg har brug for det mest

når det gør mest ondt,

mere end når lyset er let.

Men jeg kan ikke træde ind i det.

Kan ikke blive i det.

Ved ikke hvordan man er i varme

uden at brænde sig selv væk.

For hvad hvis jeg ikke fortjener

det der ligger i et kram?

Den stille omsorg,

den bløde accept,

det usagte: du er okay.

Jeg kan ikke bære det

når relationen føles skrøbelig,

selv når dine arme siger

at du ikke har et problem med mig.

For jeg hører noget andet indeni—

en hvisken om at være forkert,

at være den ene

der ikke passer ind i nærheden.

Og så står jeg dér igen:

med hænder der længes

og et hjerte der trækker sig væk,

bange for det samme

som jeg har mest brug for.

English

I long for hugs

when the world grows heavy in my hands,

when thoughts fall like rain

and refuse to stop.

I long for a hand in mine,

a steady warmth on my shoulder,

something that says:

you won’t fall now.

But there’s no room for me

as I am.

I stand crooked in the space,

too much, too wrong, too quiet, too everything.

And I split—

because I need it most

when it hurts the most,

more than when the light feels easy.

But I can’t step into it.

Can’t stay inside it.

Don’t know how to exist in warmth

without burning myself away.

Because what if I don’t deserve

what a hug carries?

The quiet care,

the gentle acceptance,

the unspoken: you are okay.

I can’t hold it

when the connection feels fragile,

even when your arms say

you have no problem with me.

Because inside I hear something else—

a whisper of being wrong,

of being the one

who doesn’t belong in closeness.

And there I am again:

with hands that reach

and a heart that pulls away,

afraid of the very thing

I need the most.

Undskyld, men ikke undskyld

Dansk:

Jeg lærte at bøje hovedet først,

før jeg lærte at stå.

Et stille “undskyld” sad fast i halsen,

som om min stemme var en fejl, der skulle gå.

Undskyld, at jeg fylder.

Undskyld, at jeg ser.

Undskyld, at jeg ikke blev mindre,

for at passe ind i det, I er.

Jeg stod dér – som mig selv –

ikke højere, ikke lavere, bare sand.

Men sandhed kan føles som støj

i et rum, der kun tåler det samme som dem.

Så jeg bar skylden som en jakke,

der aldrig rigtig var min.

Og hver gang noget skar i stilheden,

troede jeg, det måtte være mig, der var skæv indeni.

Men hvad hvis stilheden var skrøbelig?

Hvad hvis rummene var for små?

Hvad hvis det aldrig var mig, der var forkert,

men vægge, der ikke kunne forstå?

Jeg rummede mig.

Jeg rummede jer.

Jeg gav plads til det, I var,

selv når det gjorde mig lidt mindre her.

Så hvorfor skal jeg sige undskyld

for at være hel og fri?

Måske er det ikke mig, der skylder noget—

måske er det jer, der aldrig helt så mig.

English:

I learned to lower my head first,

before I learned to stand.

A quiet “sorry” lived in my throat,

like my voice was something unplanned.

Sorry for taking up space.

Sorry for seeing too clear.

Sorry for not becoming smaller

just to fit what you hold dear.

I stood there—simply myself—

not louder, not less, just true.

But truth can sound like noise

in rooms that only echo you.

So I wore the blame like a jacket,

one that was never mine.

And every crack in the silence

felt like proof I’d crossed a line.

But what if the silence was fragile?

What if the rooms were too tight?

What if I was never the problem—

just a presence too full of light?

I held myself.

I held you too.

I made space for who you were,

even when it diminished my view.

So why should I apologize

for being whole, for being me?

Maybe I was never the one at fault—

maybe you just couldn’t let me be.

Relationen man ønskede vare ved

Dansk

Der findes relationer

der måles i minutter,

i kalenderfelter og døre der lukkes igen.

Vi taler som om tiden er lånt,

som om nogen står udenfor

med regler i hænderne

og minder os om,

hvor tæt man må stå.

Du betyder mere

end de ord vi officielt bruger,

mere end den titel

der står mellem os som et skilt.

Og nogle gange tænker jeg:

Hvordan ville samtalerne lyde

hvis timerne ikke sluttede?

Hvis ingen bestemte

hvem der må høre til i hinandens liv?

Men i stedet

holder jeg lidt igen,

lægger følelserne i lommerne

som breve jeg aldrig sender.

For jeg ved allerede nu

at en dag

vil vores samtaler stoppe ved den samme dør

de altid begynder ved.

Og måske er det derfor

jeg ikke helt tør tro på det smukke i det —

for jeg kan allerede mærke

sorgen fra den dag

det bliver til et minde.

English

There are relationships

measured in minutes,

in calendar slots and closing doors.

We speak as if time is borrowed,

as if someone stands outside

holding rules in their hands

reminding us

how close we are allowed to stand.

You mean more

than the words we officially use,

more than the title

placed between us like a sign.

Sometimes I wonder

what our conversations would sound like

if the hours didn’t end,

if no one decided

who we are allowed to be to each other.

But instead

I hold a little back,

keeping feelings in my pockets

like letters I never send.

Because I already know

that one day

our conversations will stop at the same door

they always begin at.

And maybe that’s why

I don’t quite dare believe fully in it —

because I can already feel

the sadness of the day

when it becomes a memory.

Relationer

Dansk

Jeg står i døråbningen

til noget, der kunne være begyndelsen,

men mine fødder husker afslutninger.

Navne jeg engang hviskede

ligger som støv i mit bryst,

hver af dem en lille flugt,

jeg ikke nåede at forstå.

De sagde “bliv”,

men blev selv til fravær.

De sagde “altid”,

men mente “indtil videre”.

Så nu bygger jeg mure

af gamle farveler,

lægger mursten af tavshed

mellem mig og verden.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil

have nogen tæt på—

det er bare det,

at jeg har lært,

at hænder slipper.

Og jeg er træt

af at samle mig selv op

fra gulve,

hvor nogen engang stod.

Så jeg vælger stilheden,

ikke fordi den er tryg,

men fordi den ikke forlader mig.

English

I stand in the doorway

of something that could be a beginning,

but my feet remember endings.

Names I once whispered

rest like dust in my chest,

each one a quiet escape

I never understood.

They said “stay,”

but became absence.

They said “always,”

but meant “for now.”

So now I build walls

from old goodbyes,

lay bricks of silence

between me and the world.

It’s not that I don’t want

someone close—

it’s just that

I have learned

hands let go.

And I am tired

of picking myself up

from floors

where someone once stood.

So I choose silence,

not because it is safe,

but because it does not leave me.

Forår på den åbne altan

Der er noget skønt over en altan, hvor blomsterne er begyndt at blomstre og andre spire frem, hvor hindbær buskene er begyndt at have tydelige forårstegn. 

Når man så sidder rigtigt på denne tid af dagen, så får man lige det sidste sol, inden solen flytter sig over på den anden side af bygningen. 

Værd at passe på

Der var noget særligt i det, vi havde,

noget stille og ægte,

som ikke behøvede mange ord

for at blive forstået.

En relation, der gav mere

end den tog,

hvor nærvær og tillid

fik plads til at vokse.

Det betød mere for mig,

end jeg måske fik sagt.

Nu er der et tomrum,

et savn efter det, der var,

og en tristhed over,

at det gik skævt undervejs.

Ikke fordi det manglede vilje,

men fordi noget skrøbeligt

kom til at gå i stykker.

Alligevel bærer jeg håbet.

Håbet om, at det, der var godt,

ikke er forsvundet for altid.

At det kan finde vej tilbage —

måske i en ny form,

men med samme oprigtighed.

Jeg ønsker, at det kan blive godt igen.

Ger­ne snart.

For det, vi delte, var værd at passe på,

og værd at finde tilbage til.