Jeg længes efter krammer
når verden bliver tung i mine hænder,
når tankerne falder som regn
og ikke vil holde op.
Jeg længes efter en hånd i min,
en varm vægt mod min skulder,
noget der siger:
du falder ikke nu.
Men der er ikke plads til mig
som jeg er.
Jeg står skævt i rummet,
for meget, for forkert, for stille, for alt.
Og jeg splittes—
for jeg har brug for det mest
når det gør mest ondt,
mere end når lyset er let.
Men jeg kan ikke træde ind i det.
Kan ikke blive i det.
Ved ikke hvordan man er i varme
uden at brænde sig selv væk.
For hvad hvis jeg ikke fortjener
det der ligger i et kram?
Den stille omsorg,
den bløde accept,
det usagte: du er okay.
Jeg kan ikke bære det
når relationen føles skrøbelig,
selv når dine arme siger
at du ikke har et problem med mig.
For jeg hører noget andet indeni—
en hvisken om at være forkert,
at være den ene
der ikke passer ind i nærheden.
Og så står jeg dér igen:
med hænder der længes
og et hjerte der trækker sig væk,
bange for det samme
som jeg har mest brug for.
English
I long for hugs
when the world grows heavy in my hands,
when thoughts fall like rain
and refuse to stop.
I long for a hand in mine,
a steady warmth on my shoulder,
something that says:
you won’t fall now.
But there’s no room for me
as I am.
I stand crooked in the space,
too much, too wrong, too quiet, too everything.
And I split—
because I need it most
when it hurts the most,
more than when the light feels easy.
But I can’t step into it.
Can’t stay inside it.
Don’t know how to exist in warmth
without burning myself away.
Because what if I don’t deserve
what a hug carries?
The quiet care,
the gentle acceptance,
the unspoken: you are okay.
I can’t hold it
when the connection feels fragile,
even when your arms say
you have no problem with me.
Because inside I hear something else—
a whisper of being wrong,
of being the one
who doesn’t belong in closeness.
And there I am again:
with hands that reach
and a heart that pulls away,
afraid of the very thing
I need the most.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar