Livet med Hækling

Mellem mine fingre glider garnet stille, maske for maske bliver noget til. Noget blødt. Noget jeg har brugt timer på. Noget jeg har lagt tanker i mens verden omkring mig har været svær at forstå. Men ros er ikke noget der falder let. Ofte bliver der bare sagt: “Kan du ikke lave en til?” “Kan du ikke lige tage en bestilling?” Og når jeg siger nej, ser de på mig som om det ikke giver mening. De forstår ikke at mine ting ikke bare er ting. Jeg tager dem ikke imod bestillinger. Jeg sælger dem først når jeg selv er klar. Nogle gange tager jeg dem med ud i naturen, lader vinden røre garnet, lader lyset falde på maskerne mens jeg tager billeder og små videoer. For derude føles det rigtigt. Som om det jeg har lavet får lov til at trække vejret. Men mange forstår ikke hvorfor det betyder noget for mig. For dem er det bare en ting der skal sælges hurtigt. Når jeg står på markeder står mine ting på bordet pænt lagt frem. Folk stopper. Kigger. “Det er flot,” siger de. “Men det er dyrt.” Eller også går de videre til et bord med noget der ligner. Og så står jeg der med maskerne jeg selv har lavet og spørger mig selv om det overhovedet er godt nok. Jeg har spurgt om hjælp før. Hvordan man gør. Hvordan man finder vej i det kreative. Men ofte har der bare været stilhed. Ingen svar. Ingen hænder der rækker ud. Og nogle gange bliver den stilhed vævet ind i garnet. For der findes også minder om respekt der aldrig kom, om at blive set ned på, om at det jeg laver ikke bliver taget alvorligt. Så nogle dage føles det som om hver maske bærer lidt af det. Men alligevel bliver jeg ved. For et sted mellem garnet naturen og de stille øjeblikke hvor jeg tager billeder af det jeg har skabt findes der stadig noget der er mit. Noget der ikke behøver andres forståelse for at eksistere. Noget der bliver til maske for maske i mit eget tempo. Og måske er det netop derfor jeg først sælger det når jeg er klar.