Relationer

Dansk

Jeg står i døråbningen

til noget, der kunne være begyndelsen,

men mine fødder husker afslutninger.

Navne jeg engang hviskede

ligger som støv i mit bryst,

hver af dem en lille flugt,

jeg ikke nåede at forstå.

De sagde “bliv”,

men blev selv til fravær.

De sagde “altid”,

men mente “indtil videre”.

Så nu bygger jeg mure

af gamle farveler,

lægger mursten af tavshed

mellem mig og verden.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil

have nogen tæt på—

det er bare det,

at jeg har lært,

at hænder slipper.

Og jeg er træt

af at samle mig selv op

fra gulve,

hvor nogen engang stod.

Så jeg vælger stilheden,

ikke fordi den er tryg,

men fordi den ikke forlader mig.

English

I stand in the doorway

of something that could be a beginning,

but my feet remember endings.

Names I once whispered

rest like dust in my chest,

each one a quiet escape

I never understood.

They said “stay,”

but became absence.

They said “always,”

but meant “for now.”

So now I build walls

from old goodbyes,

lay bricks of silence

between me and the world.

It’s not that I don’t want

someone close—

it’s just that

I have learned

hands let go.

And I am tired

of picking myself up

from floors

where someone once stood.

So I choose silence,

not because it is safe,

but because it does not leave me.