Undskyld, men ikke undskyld

Dansk:

Jeg lærte at bøje hovedet først,

før jeg lærte at stå.

Et stille “undskyld” sad fast i halsen,

som om min stemme var en fejl, der skulle gå.

Undskyld, at jeg fylder.

Undskyld, at jeg ser.

Undskyld, at jeg ikke blev mindre,

for at passe ind i det, I er.

Jeg stod dér – som mig selv –

ikke højere, ikke lavere, bare sand.

Men sandhed kan føles som støj

i et rum, der kun tåler det samme som dem.

Så jeg bar skylden som en jakke,

der aldrig rigtig var min.

Og hver gang noget skar i stilheden,

troede jeg, det måtte være mig, der var skæv indeni.

Men hvad hvis stilheden var skrøbelig?

Hvad hvis rummene var for små?

Hvad hvis det aldrig var mig, der var forkert,

men vægge, der ikke kunne forstå?

Jeg rummede mig.

Jeg rummede jer.

Jeg gav plads til det, I var,

selv når det gjorde mig lidt mindre her.

Så hvorfor skal jeg sige undskyld

for at være hel og fri?

Måske er det ikke mig, der skylder noget—

måske er det jer, der aldrig helt så mig.

English:

I learned to lower my head first,

before I learned to stand.

A quiet “sorry” lived in my throat,

like my voice was something unplanned.

Sorry for taking up space.

Sorry for seeing too clear.

Sorry for not becoming smaller

just to fit what you hold dear.

I stood there—simply myself—

not louder, not less, just true.

But truth can sound like noise

in rooms that only echo you.

So I wore the blame like a jacket,

one that was never mine.

And every crack in the silence

felt like proof I’d crossed a line.

But what if the silence was fragile?

What if the rooms were too tight?

What if I was never the problem—

just a presence too full of light?

I held myself.

I held you too.

I made space for who you were,

even when it diminished my view.

So why should I apologize

for being whole, for being me?

Maybe I was never the one at fault—

maybe you just couldn’t let me be.