Det dårlige med det gode

Der findes et menneske
der kan få mig til at smile
på de dage
hvor jeg ellers ville være stille.

Et menneske
der kan få mig til at grine
så let
som om verden et øjeblik
glemmer sin tyngde.

Men de samme ord
kan også være hårde.

Ikke råbende,
ikke altid tydelige,
men skarpe nok
til at sætte sig fast.

Noget i dig, siger du.
Det sker inde i dig.

Som om mine reaktioner
ikke vokser ud af det
der bliver sagt til mig,
men ud af et sted
du allerede har bestemt
er mit ansvar.

Så jeg begynder
at vælge stilheden.

Ord bliver i brystet,
tanker bliver inde i mig,
fordi jeg ved
hvordan samtalen ender.

Det er noget i dig.

Og alligevel—
når jeg bliver stille længe nok
kommer du hen til mig.

Spørger hvorfor jeg ikke siger noget.
Hvorfor jeg er så stille.

Som om stilheden
ikke også er en måde
at passe på mig selv.
Det mærkelige er
at jeg ikke ønsker
at undvære det gode.

For der findes øjeblikke
hvor du smiler
og hele rummet føles lettere.

Øjeblikke
hvor jeg husker
hvorfor jeg bliver.

Så jeg står et sted
mellem grin
og afstand.

Mellem at blive trukket tættere på
og skubbet væk igen.

Som tidevand
der både kommer ind
og trækker sig tilbage.
Og midt i det hele
står jeg stadig
med et håb om
at der en dag

bliver plads
til både dit smil
og min oplevelse
i den samme samtale.