I et lille straatægt Bindingsværkshus paa Humminge Land, nu
en Del af det digehegnede Kystland ved Østersøen, dengang et Næs, en Halvø, der
rakte sig vestenfra indtil Kramnitze Gab som en krummet Arm mellem Havet og
Rødby Fjord, fødtes nuværende Strandfoged Peter Hansen den 5te Marts 1858. Hans
Far havde været Soldat i den sønderjyske Treaarskrig, alle tre aar, men var
kommet helskindet hjem og havde giftet sin med sin Kæreste, som gennem de
strenge Aar havde fulgt ham i sine Tanker – hver Aften, naar hun var kommet til
sengs, havde lagt Øret imod Sengestolpen og ment igennem den at kunne lytte sig
til hans skæbne derovre, trøstet sig til at kunne høre det, om noget ondt
skulde hænde ham, følt det, som fulgte hun ham paa denne Vis ad de farlige
Veje. Og hun fik ham altsaa vel tilbage.
Huset laa helt ude ved Østersøens Kyst, hvor Marehalmen groede
paa Klitterne, hvor Havbrisen bar Bølgesangen ind i de lyse Morgener og
Strandskyllet legede med vandrende sten. Inde fra Fjorden kom Lyden af Søfugles
Stemmer, Svanernes Sang. Der var ensomt derude, paa hele Halvøen laa der blot
seks Huse og Gaarde. Fiskerbaade laa draget op paa Stranden under Maagernes
skrig. Røgen fra Husenes Skorstene steg mod den vældige Himmel, der buede sig
endeløs over det flade Land, hvorom Vandene blinkede. Det laa højt, det gamle
hus, saavidt der her kan tales om Højde. Det ligger der endnu, tæt ind under
Havdiget, som efter Stormfloden skabtes om Sydlollands Kyst.
Der groede en Børneflok op i det lille Hus, Hummingebørn.
Peter Hansen var den ældste og Faderen lærte ham tidligt at være med paa
Stranden, ro en Baad og røgte et Garn, passe et Sejl og holde en rorpind. Men
bedst af alt lærte han at bøde Garnene, og tolv Aar gammel mistede han sin
flinke og flittige Far, der kun blev 44 Aar; og saa stod hans Mor tilbage med
syv smaa Børn i Fattigdoms Kaar. Nutidens Hjælp var ikke at hente, gode Venner
kunde vel give en hjælpende Haand, men ellers maatte hun hjælpe dig selv, ene
mod Livets kulde. Peter blev hjemme og bistod med Bedriften, der var 7-8 Tønder
Land til Huset, mest til græsning til Køerne. Han tog dog også ud til andre og
tjente en Skilling til Hjemmets bedste ved at sin Færdighed med Garnene.
Tretten Aar gammel var han med en Fisker fra Næs paa Sildefiskeri i Bæltet. Men
der var ogsaa noget der hed Skolegang. Først havde han gaaet i Skole paa
Hummingen, men nu kom han i Pilehave Skole oppe i Landet. De Aar døjede han
noget med Hvertredjedagsfeberen, som det sumpede Land omkring Fjorden fik
Skylden for, og som ogsaa er borte fra Lolland nu. Det var saadan, at man var
rask i to Dage, men den tredje laa rystende syg, saa atter rask i to, og den
tredje til sengs med Koldfeber, saaledes videre frem. Der blev ikke gjort noget
ved den, udover at der blev læst over den, men det hjalp selvfølgelig ikke.
Mange Mennesker gik og stred med Sygen, en af Peters Kammerater, en fjortenaarig
Dreng, døde af den mens de gik til Præsten.
I Oktober 1872 blev Peter fjorten Aar gammel
konfirmeret i Gloslunde Kirke. Saa var han for voksen at regne og maatte ud og
have sig en Plads, hans Morbror ovre ved Kristianstræde skulde finde ham en.
Men forinden skulde store og onde ting ske om hans ensomme Barndomshjem ude ved
kysten.
Den 9de og 10de November havde Vejret været haardt,
med stormende vestlig Kuling og stigende Vand i Østersøen. Hen paa den 10de
stilnede det noget af, men ved Middagstid den 11te gik Vinden om til stiv
Kuling fra Nord til Øst, for om Morgenen den 12te at blive til Nordostenstorm.
Man vidste saare vel på Kysten, at ondt vilde følge deraf. Vestenstormen havde
stemt Vandet fra Vesterhavet ind gennem Skagerrak til Kattegattet og videre ned
gennem Bælterne til Østersøen og den Botniske Bugt. Da stormen saa sprang om,
maatte alt dette Vand tilbage mod de danske Øer og Bælter, men samtidig
trykkedes Kattegatsvandet, saa det ikke kunde slippe ud gennem Skagerrak til de
store Have derude. Det maatte bringe Stormflod ved Østersøen, og man vidste
det. Men hidtil havde Vandet aldrig, selv ved stærke Højvande, været inde i
Huset på Hummingen. Og saa undlod de da de forholdsregler, de naturligvis vilde
have truffet, om de havde anet, hvor galt det skulde blive. En Kone, der med
sine seks Børn boede i Nabohuset, søgte over til Hansens med Børnene, hendes
Hus laa lavere og havde før været oversvømmet inde. En anden Nabo, hvis Hus laa
østenfor, Rasmus Musse hed han, vilde blive hjemme med sin kone og deres syv
Børn, hans Hus var temmelig nyt, og han havde gjort meget Jordarbejde for at
beskærme det. Det skulde nok staa fast, sagde han, komme hvad der vilde.
Men i Nattens Løb steg Vandet og Havet bruste paa.
De gamle lave og svage Diger kunde ikke holde mod det stormende Vejr og den
brølende Sø, tidligt om Morgenen den 13de blev de gennembrudt, og Havbølger
væltede i tykke Strømme ind over Landet. De kom med Stormen fra Øst og brød
over højere Grund langs Kysten, men imellem stod Søerne ogsaa direkte ind fra
Havet. Saa mødtes de inde over Hummingen mod tordnende Brag. Hin Dag forenedes
Nakskov og Rødby Fjorde højt oppe i Landet. Vandet steg da ogsaa i Hansens
Stuer, og Bølgeslaget knuste Vinduerne, saa det ogsaa kom den Vej ind. Ved
10-11-Tiden om Formiddagen slukkede det Ilden i Kakkelovnen. Og saa gik de alle
femten, begge Familier, op på Loftet. Huset var bygget af brændte Sten, men
dets Skorsten var kun raat Materiale, ubrændt Ler. Det opløstes lidt efter lidt
af Vandet, og snart styrtede Skorstenen sammen, dog uden at nogen blev ramt
derved. Den efterlod et Hul i Straataget. Peter fik stillet en stige op til
det, saa han kunde komme op og se, hvad der skete ude. Han glemte vel lidt det
frygtelige, Hjemmets Fordærv og Menneskers Nød, Rædslen under Vejrets
ubekæmpelige Vælde, for selv Begivenhedernes Nyhed og Hastige Udvikling. Det
var jo trods al Sørgelighed spændende for en Drengesind. Og der var ikke
spændende paa det kolde og halvmørke Loft mellem klagende Kvinder og klynkende
Smaabørn.
Og her fra sin Udsigtspost saae han da Nabohuset,
hvis Beboere var i Behold ved hans Fødder, skride sammen, og han saae det Hus,
der skulde staa for det hele, Rasmus Musses Hus, pludselig vide sig ud, blive
saa underligt stort, begynde at svaje og vakle som et Telt, og saa falde
sammen, skilles ad, drive bort. Der var intet levende at se ved Huset, ingen af
de ni, der trygt havde betroet deres Liv til det hjemlige Bo og nu var gaaet
under i en haabløs sidste Strid med den vaade og kolde Fjende fra Havet. Og han
saae Frederik Hjulmands vinkelbyggede Ejendom blive slaaet midt over i dets
Vinkel, saa den ene halvdel blev staaende, men den anden drev sønderslaaet
bort. En Hest kastede sig ud i Vandet derfra og søgte svømmende og sparkende
mod højere Grund. Søerne slog over den – naar dens Hoved dukkede op af dem,
stod der Vandstraaler ud af dens Næsebor, som paa en fnysende Kobberhest ved en
Springvandskumme. Men den klarede det! Ved Middagstid stod Vandet treenkvart
Meter over dagligt Vande. Mens det stod allerværst paa, var en Fisker fra
Humminge gaaet ombord i sin Jolle og raabte paa Peter, nu vilde han væk derfra
og Peter skulde med. Men at ro i den hvirvlende Sø og den rygende Storm var
umuligt for Menneskehænder og paa at sætte Sejl var ikke at tænke. Fiskeren var
imidlertid heldig, Jollen ramled mod Huset Mur, og han reddede sig ind paa
Taget, stred sig op til Rygningen og krøb ned gennem Skotstenshullet. Ogsaa
andre Huse drev bort. To Udehuse, et med Hø og et med Halm, drev paa Indholdet
over til Maulskov, hvor en tør og uskadt Gris dukkede snøvlende frem af Halmen.
Godt over Middag slog Vinden om igen, først til Øst,
kort efter til Syd. Og Søndervinden bragt Fart i Afløbet op gennem Bælterne og
videre ud, saa Vandet ved Stormflodskysterne begyndte at falde og fortsatte
hastigt dermed. Men først den næste Morgen blev det muligt at komme ud af Huset
og prøve at tælle de Tab. Der var lidt, regne den bitre Ulykke, Stormfloden
havde bragt over Humminge Land.
Det første Peter fik seet, var at hans nye
Konfirmationstøj, som havde hængt paa en Krog ved Vinduet, var borte.
Dragkisteskufferne, hvor hans Mor mellem andre Sager havde en Rulle Vadmel, hun
selv havde kartet og spundet og netop faaet fra Væveren, var ogsaa væk. Det
skulde have været til Tøj til Børnene. Køerne var i Behold, men af den Gris,
der var slagtet faa Dage forinden til Forraad for Vinterens Tid, var der intet
at finde. Men ude omkring saae det værre ud endnu. Rasmus Musse laa død med sin
Knortekæp knuget i Fingrene, Hans Kone og Børnene var alle døde. Frederik
Hjulmad havde vel reddet sig i det halve Hus, der blev staaende, men hans Kone
var drevet tilsøes med det andet. Nogle Kreaturer var reddet som Fru Hansens,
fordi de havde staaet paa højere liggende Steder, men de var ynkeligt forkomne
af Kulde, Væde og Sult. Det samme gjaldt forresten de Mennesker, der nu kom
tilsyne fra Lofterne i de Huse, der havde klaret sig gennem det vilde Døgn.
Ulykkens haarde og gustne Ansigt grinte imod dem. Rester af Hjem, af Huse,
Indbo, Klæder og Brugsting laa strøet mellem Lig paa den vaade Grund, om mere
var evigt borte, af Floden førte ud i de dybe Vande.
Sammen med nogle andre fik Peter et slags Køretøj
flikket sammen og de reddede Heste sat for. Saa kørte han Moderen og Børnene op
i Landet for at faa dem i Hus. Det var særligt galt med hans Bror, der var syg
og led af Krampe. Vandet havde taget alle Broer, saa han maatte køre lange
Omveje til Gloslunde, men da de naaede frem, fandt de Omsorg og Hjærtevarme.
Peter kørte tilbage til Hummingen igen med Køretøjet, som ogsaa andre skulde
bruge, og han tilbragte Dagen med at søge efter deres Ting og samle, hvad han
kunde finde. Og han havde dog Held med et og andet. Saaledes fandt han en
krukke Svinefedt fra deres Slagtning, den var der bundet for, saa den var
uskadt, Bohave fandt han ogsaa, og op af en sammenblæst Sandbanke saae han en
Snip af Stof. Da han fik Sandet skovlet løst, stod han til sin Fryd med
Moderens nye Vadmel i Haanden.
Der kom Hjælp oppe fra Landet, de store Gaarde
sendte Føde til Mennesker og Dyr og Bygningsmaterialer til Huse, en
Landsindsamling bragte hurtigt Midler tilveje til Støtte for de
stormflodslidte. Og det blev Hverdag igen, mens det store Havdige rejstes rundt
langs den hærgede Kyst. Fem år efter stod det der, 63 Kilometer langt, et nyt
Dannavirke, en værnende Vold mod Fjende fra Syd.
Men længe inden da var Peter Hansen gaaet ind i
Hverdagens Arbejdsliv. Han var tinget i Plads som Dreng hos nogle
Gaardmandsfolk i Dannemarre, Freuchen hed de, og det første Aars Løn skulde
være et fuldt Sæt Tøj, noget han trængte særdeles til. For alt hvad han havde
haft af Tøj var jo borte, han gik næsten nøgen i Pladsen, havde kun, hvad han
gik og stod i og lidt Undertøj til at skifte. Resten laa i Østersøen. Peter var
forresten ked af det, da Aftalen med Freuchen var sluttet, for samtidig kom den
Fisker fra Næs, han før havde sejlet med, og bad ham tage med ud igen. Og Peter
vilde hellere pløje Søen end Landet. Der var dog intet at gøre, det var for
sent og viste sig godt det samme. Næsmanden fik to andre med, en Rødbymand og
en Dreng, men de kom aldrig tilbage, de forliste paa Farten i en Storm og
druknede alle.
Saa gik han i Plads paa Gaarden, og det var lidt
drøjt at begynde med. Freuchen var ikke nogen haard Mand, men han var en
alvorlig og bestemt Husbond, der vilde have Orden ude og inde, i stort og i
smaat. Peter Hansen fortæller som Eksempel, at han en Dag havde været med
Karlen ud at pløje. Freuchen havde været borte, men kom hjem til Aften og saae
som vanligt alting efter, Saa kom han hen til Peter ovre i Stalden og spurgte:
Hvad har du glemt? Peter var sig ingen Forsømmelser bevidst, men saa fik han
fem Minutter at betænke sig i. Freuchen spurgte igen, og Peter svarede det
samme, men føjede til: Medmindre jeg skulde havde ladet Hammelen til Ploven
ligge paa Jorden, istedetfor at lægge den op paa Ploven. Det var godt, sagde
Gaardmanden, saa husker du det en anden Gang! Saaledes var han i alt, og Peter
Hansen fik nemmet en Lære, der gjaldt for hele hans liv. Og han fik lært
Bondebrugs Gærning, ikke mindst Pløjningens Slid. Det var et haardt og
langsommeligt Arbejde, Lollands Pløjen og Helvedes Pine faar aldrig ende, hed
det i de gamle Dage. Han blev paa Gaarden i godt og vel tre Aar, saa kaldte
Kongen paa ham. Og om ikke han skulde tages til Orlogs, hvem skulde saa?
Da Skolen i Havn var tilende, kom han paa Togt til
Madeira med Fregatten ”Jylland”. Det saae lidt broget ud til at begynde med, de
var 400 Mand ombord og der kom Faaresyge imellem dem. Skønt Peter var syg og
elendig, gjorde han Kanoneksercitsen med, men faldt om på Dækket og maatte ned
paa Sygestuen til de andre. Lægerne tog det lidt flot, mener Strandfogden, selv
var han langt nede og Pasning og Tilsyn ringe. En Aften blev saa hele Stuen
udskrevet til Tjeneste næste Dag, kun undtagen Peter. Han troer, det var Tyfus,
han havde. Da Fregatten ankrede udenfor Portsmouth for at faa Kul, kravlede han
op for at se lidt af Englands Kyst, men faldt om paa Dækket igen og laa saa i
lange Dage uklar dernede. Det fik dog en Ende tilsidst og en god, og da Fregatten
dryppede ankeret paa Madeiras Red, var han frisk igen og klar til at gaa paa
Landlov, ind at se paa de fremmede, brogede Ting paa den fremmede, bjærgfulde
Ø. Mange af de Træer og Buske, som voksede derinde, kendte han saa godt. Det
var jo de samme, bare meget større, som de, der stod i Urtepotterne hjemme i
hans Mors Vinduer. Med nogle Kammerater var han paa Bjærgtur en Dag, lidt drøjt
for en Lavlandets Lollik. Nedturen slap de nemt nok fra, en Indfødt tilbød at
køre dem i en stor Træslæde, og i den jog de ned ad Bjærgsidens glatte Sten i
kurende Fart.
Da han kom hjem fra Tjenesten, blev han Bestyrer paa
Tjørnebjærggaarden, der ejedes af hans Fasters Mand. Samtidigt drev han Fiskeri
paa Stranden. I 1885 overtog han Jens Christensen Ejendom i Kramnitze, og fem
Aar efter tog han Datteren med, de blev viet i Gloslunde Kirke 1890. Kamilla
Christensen havde for øvrigt ogsaa oplevet Stormfolden, men har gode Grunde for
ikke at kunne huske den. Hun havde været i Kirken og var bleven døbt om
Søndagen, som den satte ind Natten til Onsdag, og denne Nat havde ogsaa hun
tilbragt med sine forældre paa Husloftet. De blev boende i det hus, til Peter
Hansen i 1905 købte sin nuværende Ejendom, som ligger lidt tilbage fra Vejen,
der gaar gennem Kramnitze by. Der ligger tyve Tønder Land til den, noget af den
har han tilplantet med Elle- og Birkeskov. Før Diget blev bygget, var der ingen
Trævækst ved Kysten, kun nogle lave, forblæste Tjørne, der vred sig langs
Jorden.
Kramnitze er nu et Fiskerleje med en god lille Havn,
der dækkes af en Mole ud i Havet. Fra gammel Tid var det Anløbssted, Kramnitze
Gab var Rødbyfjordens Udløb. Navnet er ikke gammelt, men noget forvansket,
maaske af Kancellister i et Geheimecomptoir. Det er Næsset, hvor der handledes
med Kramvarer. Indtil omkring 1700 hed Stedet Hovminde og Udløbet Hovminde Gab.
Før Kristendommens Tid har ved denne Side Fjorden ligget et gammelt Gudehov, og
Hovminde er Mundingen ved Hovet. Nu ligger her den store Pumpestation, der
holder Rødbyfjorden tør, og sammen med Digerne værner det store, flade Land,
der kom op i Solen og Luften ved Fjordens Udtørring 1927. Hvor forhen det
grunde Fjordvand flød, er nu et lavt og lige Land under Himlens høje Bue, med
lange, øde Veje til Steder, der har gammelt Landenavn, og til andre Steder, hvis
Navne har Klang af den fordums Fjord, ender paa Holm eller Ø. Det høje Dige
lukker imod Havet, gemmer Synet af det. Kun den brudte Brusen i den høje Luft
fortæller, at Bølger gaar mod Stranden ganske nær.
I 1918 blev Peter Hansen udnævnt til Strandfoged og
Toldopsynsmand i Kramnitze Distrikt. Ingen af disse Embeder hører til de fede,
som Strandfoged har han slet ingen Løn, faar bare 40 Kroner om Aaret som Bidrag
til hans Telefon. Han skal tage sig af, hvad der driver iland, samle og
opbevare ilanddrevet Gods til det bliver nok til en Auktion. Af dennes Udbytte,
fradraget alle Udgifter og Omkostninger, tilfalder der ham en Tredjedel. Det
bliver ikke til meget i vore Dage, mere gav det i Sejlskibenes Tid, især om en
Dækslast Tømmer var gaaet overbord i Bæltet i haardt Havvejr. Der har Hansens
mere end tredive Aars Strandfogedtid været afholdt tre Auktioner af nogen
Betydning over Strandingsgods.
Ogsaa Strandvaskerne, de Lig, der driver iland, er
det Strandfogdens Pligt at bjærge. Fru Hansen syede altid en Lagenpose at svøbe
dem i, til Krigen hindrede, at Stoffet kunde faaes, og en Krans blev bundet af
Havens Blomster eller Engens Flora til Kisternes Smykke, en venlig Haand paa en
fremmed Kyst. I Krigenes Tid var Minerne det værste, Minører maatte tilkaldes,
men til de naaede frem, maatte Strandfogden holde Vagt paa Diget. Over Hornminerne
fra den første Verdenskrig var det farlige Vagter, naar Søen var i Oprør og
smed de hornede Hylstre om mellem Stenene paa Stranden.
Da han var Toldopsynsmand fik han 400 kroner om
Aaret i Løn og dertil ogsaa en Tredjedel af Nettoudbytte af det, han fik fat i
af Smuglergods. Heller ikke det blev til videre ud over Arbejdet. Der kunde
blive ringet fra Kiel, at nu var en Smuglerbaad løbet ud, man vidste ikke
hvorhen. Sjældent kom de ad denne Kant, men Udkig maatte der holdes. I et
Tilfælde har Peter Hansen beslaglagt en Baad med Tyskere, han tog Startsvinget
til sig for at sikre, at de ikke stak af, og saa gav han telefonisk Melding til
Politiet i Nakskov. Tyskerne og deres danske Aftagere blev anholdt, de var godt
nok eftersøgte, men Baaden var tom. Ved et Tilfælde fik han en anden gang fat i
seks Dunke med Smuglersprit, som var sænket ved Kysten. En af de Snører, de var
fortøjet med under Vandet, knækkede, og en Dunk flød op. Men det er jo ikke
Spritten, der løber i Penge, det er kun Tolden paa Spritten. Saa den Tredjedel,
han fik til Deling med dem, der havde bistaaet ham, løb kun op til halvhundred
Kroner.
I 1932 gik det tyske Skoleskib ”Niobe” ned ud for
Kramnitze. Vinden havde staaet i Sydøst, men saa kom der en Tordenbyge op med
voldsomme Vindstød vesterfra. Skøderne paa Skibets Sejl maa have været faste og
Bygen kommet helt nag paa Føreren, for Skibet gik ned med fulde Sejl paa et
eneste Øjeblik, væltet formentlig af Vindstødet. Aaret efter drev Liget af
Skibslægen iland ved Kramnitze. Peter Hansen fik siden fra Tyskland en
Sølvmedalje som Tak for hans Indsats. Den bærer paa den ene Side et Billede af
Skibet under Sejl, samt Teksten: Alles fürs Vaterland. Volksspende Niobe. Paa
den anden staar under et sværdlignende, latinsk Kors Indskriften: Den Opfern
Von Fehmarn zum Gedenken. 26.7.1932.
For faa aar siden modtog Strandfogden
Danneborgskorset for trofast Tjeneste gennem tredive Aar.
Nu er han gammel af Dage, det er de Aar, da Afkald
maa gives paa meget, der før var ham kært. Jagten er omme, hin Tid, da han
hentede sig en And eller to, naar Dagenes Dont var forbi. Vel er han rørig og
frisk, men det kniber at høre. Til Livet paa Stranden med Baad og Garn slaar
Kræfterne ikke til – og Ændernes Skrig og Svanernes Sang er forstummet i
Fjorden, der ikke er Fjord nu, men Ager og Eng. Det er mange Aar siden, at
røget Svanebryst blev serveret fra Strandfogdens Køkken. Det smagte for resten ikke.
Bedre var stegt Bekkasin!
Men samme Himmel hvælver samme Bue over Kystens Egn
og samme Sol gaar samme Bane hen derover. Og henne paa Hummingen ligger det
samme lille Bindingsværkshus, som Bølgerne skvulpede om, men nu i Læ ind under
Diget, saa Floden ikke naaer ind. Og Stormene gaar deres gang, men nu gaar de
hen over Huset.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar