Ærter på altanen

Jeg elsker at prøve at få noget forskelligt til at gro på mine altaner. 

I år var jeg meget sent om at få sået nogle ærter i nogle krukker på den lukkede altan.

De første jeg sået, det var de kommet cirka ti centimeter op efter to uger, hvilket jeg var glad for at der kom nogle, selv om at det ikke var alle der kom. 

Men jeg sået omgående nogle flere og de kom op på en uge og derefter voksende de sig til næsten dobbelt størrelse i forhold til dem jeg havde sået først. 

Hvilket ikke gør noget, de er i det mindste godt på vej op, så håber jeg bare at de når så langt op at de bliver til noget og når at give noget på et tidspunkt.

Ellers må jeg så dem tidligere næste år, så der er en chance for at de får givet noget.

Jeg træder stille væk

Dansk

Jeg træder stille væk

Jeg siger ikke farvel med vrede,

ikke med lukkede døre og hårde ord.

Jeg går blot lidt længere væk fra lyset,

som aldrig rigtig faldt på mig.

Ikke fordi mit hjerte blev tomt,

eller fordi dine minder forsvandt.

Men fordi kærlighed ikke kan bæres alene,

og længsel ikke kan leve af håb for altid.

Jeg vil ikke længere sende de første beskeder,

eller opfinde små grunde til at høre din stemme.

Ikke fordi du ikke betyder noget for mig,

men fordi jeg også må betyde noget for mig selv.

Så jeg samler mine følelser op fra gulvet,

folder dem nænsomt sammen

og lægger dem et sted, hvor de kan hvile.

Måske bemærker du ikke stilheden,

måske mærker du aldrig tomrummet efter mig.

Men jeg lærer at give slip uden at hade,

at savne uden at blive.

Og hvis du en dag ser tilbage,

vil du vide, at jeg ikke forlod dig,

jeg holdt bare op med at blive stående

et sted, hvor jeg aldrig rigtig blev valgt.

English

I Step Away Quietly

I do not leave in anger,

nor with slammed doors and bitter words.

I simply drift beyond the light

that never quite reached me.

Not because my heart stopped caring,

or because your memory faded away.

But love was never meant for one pair of hands,

and longing cannot survive on hope forever.

I will no longer send the first message,

or invent small reasons to hear your voice.

Not because you mean nothing to me,

but because I must mean something to myself.

So I gather my feelings from the floor,

fold them carefully,

and place them somewhere they can finally rest.

Maybe you will never notice the silence,

maybe you will never feel the space I leave behind.

Yet I am learning how to let go without resentment,

how to miss someone without remaining.

And if one day you look back,

you will understand that I did not abandon you—

I simply stopped waiting

where I was never truly chosen. 💔

At føle sig som et problem

Dansk:

Jeg fylder for meget

i de forkerte rum,

siger de ikke direkte—

men jeg kan mærke det alligevel.

Som om jeg er en knude

ingen helt ved

hvordan de skal løsne,

og derfor bare

trækker lidt hårdere i.

Jeg prøver at folde mig mindre ud,

gøre mig nemmere at være med,

sige tingene pænere,

vente lidt længere,

tage lidt mindre plads.

Men det er ikke mig

der er problemet.

Det er måden

det hele bliver mødt på,

måden mine ord

bliver gjort tungere

end de var,

måden mine følelser

bliver lagt et sted

hvor de ikke kan trække vejret.

Og så står jeg dér

med det hele i hænderne,

som noget der blev for meget

før det fik lov

til bare at være nok.

Jeg begynder at tro på det—

at jeg er besværlig,

for meget,

en fejl i noget

der burde flyde let.

Men inderst inde

er der en stille stemme

der hvisker:

måske er det ikke dig

der er forkert.

Måske er det bare

måden det bliver holdt på,

der gør det så tungt

at være den, der bærer det.

English:

I take up too much space

in the wrong rooms,

they don’t say it outright—

but I can feel it anyway.

As if I’m a knot

no one quite knows

how to untangle,

so instead

they just pull a little harder.

I try to make myself smaller,

easier to be around,

say things more gently,

wait a little longer,

take up a little less space.

But I’m not

the problem.

It’s the way

everything is handled,

the way my words

are made heavier

than they were,

the way my feelings

are placed somewhere

they can’t breathe.

And I stand there

holding it all,

like something that became too much

before it was ever allowed

to simply be enough.

I start to believe it—

that I’m difficult,

too much,

a mistake in something

that was supposed to flow easily.

But deep inside

there’s a quiet voice

whispering:

maybe it’s not you

that’s wrong.

Maybe it’s just

the way it’s being held

that makes it so heavy

to be the one carrying it.

Valget fantes ikke

Dansk digt:

“Du klarede det så flot,” siger de—

men de så ikke revnerne i mine hænder,

eller hvordan jeg faldt sammen

i de stille rum mellem timerne.

Jeg mistede gnisten,

lod mørket tage plads i mit bryst,

og lærte at gå med det

som en skygge, ingen måtte se.

Jeg blødte i tavshed,

samlede mig selv i stykker,

limede smil på mit ansigt,

så overbevisende, at selv jeg troede på det.

Men sandheden er enkel, rå:

jeg klarede det ikke.

Jeg overlevede det—

fordi der ikke fandtes et valg.

English poem:

“You handled it so well,” they say—

but they never saw the cracks in my hands,

or how I collapsed

in the quiet spaces between hours.

I lost my spark,

let darkness settle in my chest,

and learned to carry it

like a shadow no one could see.

I bled in silence,

pieced myself together in fragments,

wore a smile on my face

so convincing even I believed it.

But the truth is simple, raw:

I didn’t handle it.

I survived it—

because there was no other choice.

At finde mit ro

Jeg prøver at være stærk.
Det gør jeg virkelig.

Jeg prøver at lytte,
nikke,
tage ordene ind,
når de siger dem med varme:

at de tror på mig,
at jeg kan mere,
at de bare vil mig det godt.

Og jeg ved det godt.
Jeg ved, de mener det.

Det er måske det, der gør det sværest.

For jeg kan godt se deres blik,
forstå deres håb,
forstå hvorfor de siger
at jeg burde gå en anden vej.

Men indeni
er der noget stille
der peger et andet sted hen.

Noget i mig
der bare prøver at finde ro.

Det er ikke store sejre.
Det er ikke imponerende skridt.

Det er små ting.

At stoppe op.
At sige nej.
At gå langsommere.
At vælge det,
der får mit bryst til at falde lidt til ro.

Men når jeg gør det,
føles det nogle gange
som om jeg går den forkerte vej
i andres øjne.

Som om det, der hjælper mig,
ikke rigtig tæller.

Og så bliver jeg splittet.

For jeg kan jo godt forstå dem.
Deres logik.
Deres håb på mine vegne.

Men jeg bor jo her
inde i mig.

Det er mig,
der mærker støjen.
Mig der mærker trætheden.
Mig der mærker freden
når noget endelig føles rigtigt.

Så jeg prøver
så stille jeg kan
at stole på det.

At hvis noget i mig falder til ro,
hvis verden bliver en lille smule lettere
at være i,

så er det måske ikke en flugt.

Måske er det bare
min måde
at finde hjem.

At have det dårligt

Det er som at trække vejret gennem noget tungt,

som om luften er der – men ikke helt når ind.

Brystet hæver sig, falder igen,

men noget i mig følger ikke med.

Tårerne ligger lige bag øjnene,

klar til at falde,

men jeg holder dem tilbage

som om de vil vælte det hele,

hvis jeg bare giver slip.

Jeg holder sammen på mig selv

med hænder, der ryster,

smiler lidt for længe,

nikker lidt for hurtigt,

siger “jeg er okay”

så mange gange

at ordene mister betydning.

For jeg er ikke okay.

Jeg er træt på en måde,

der ikke kan soves væk.

Glæden føles som noget,

jeg engang kendte,

men ikke længere kan finde tilbage til.

Dagene glider forbi

som vand uden retning,

og jeg følger bare med,

uden rigtig at være med.

Som om jeg er her—

men alligevel ikke helt eksisterer.

Og jeg ved ikke,

hvordan jeg skal forklare det,

for ordene passer ikke rigtigt.

Og rådene, jeg får,

falder til jorden uden at slå rod.

Ikke fordi jeg ikke vil,

men fordi jeg ikke kan.

Jeg bruger så meget energi

på at ligne én, der har det fint,

at der ikke er noget tilbage

til faktisk at få det fint.

Og inderst inde

har jeg mest lyst til at gemme mig,

forsvinde lidt,

være et sted

hvor ingen forventer noget.

Men så er der de små øjeblikke—

når nogen ser mig lidt mere klart,

når en stemme er blød,

eller en hånd ikke slipper for hurtigt.

Det betyder alt.

Alt for meget, næsten.

Og måske er det derfor,

det også gør ondt—

for jeg ved ikke,

om jeg fortjener det.

Det føles som om andre

er mere værd at være der for,

mere værd at holde om,

mere værd at vælge.

Så jeg bliver her,

midt i det hele,

holder vejret mens jeg trækker det,

og prøver at eksistere

bare nok

til at komme igennem endnu en dag.

At jeg finder hjem igen

Dansk

Der skete noget stille

midt i alt det almindelige,

som et lille brud i spejlet

ingen andre kunne se.

Pludselig begyndte jeg

at rette mig selv til.

Skære kanter af min personlighed,

gemme grinene væk,

tie når jeg egentlig havde noget smukt at sige.

De ting jeg elskede ved mig selv,

blev gjort forkerte af andre.

Mit følsomme hjerte var “for meget”.

Min ærlighed var “forkert”.

Mit håb var naivt.

Mit lys blev noget,

jeg lærte at undskylde for.

Så jeg begyndte langsomt

at forsvinde fra mig selv.

Nu går jeg rundt

med en sorg ingen rigtig kan se,

for hvordan forklarer man,

at man savner en person

man stadig selv er?

Jeg savner den gamle mig.

Den version der troede

der fandtes noget godt herinde.

Den der kunne mærke solen

uden straks at tænke på mørket bagefter.

Men nu bliver jeg mindet om fejl

overalt jeg går.

Som om verden har lært mig

at kigge på mig selv

med de samme hårde øjne som dem.

Og nogle dage

bliver trætheden så tung,

at jeg får lyst til at give op.

Ikke fordi jeg ikke vil leve —

men fordi jeg savner følelsen

af virkelig at være mig selv.

Alligevel findes der et lille sted i mig

der stadig husker.

Et lille sted der nægter at tro

at alt det gode forsvandt.

Måske er det ikke dødt.

Måske er det bare gemt

under alle sårene.

Og måske

venter den gamle mig stadig

på at jeg finder hjem igen.

English

Something happened quietly

in the middle of ordinary days,

like a crack appearing in a mirror

no one else could see.

Suddenly I started

reshaping myself.

Cutting pieces off my personality,

hiding my laughter,

staying silent when I had something beautiful to say.

The things I loved about myself

became things others criticized.

My soft heart was “too much.”

My honesty was “wrong.”

My hope was naive.

My light became something

I learned to apologize for.

So slowly,

I disappeared from myself.

Now I carry a grief

no one really notices,

because how do you explain

that you miss a person

you still technically are?

I miss the old me.

The version who believed

there was goodness inside.

The one who could feel sunlight

without immediately fearing the dark after it.

But now I am constantly reminded

of every flaw.

As if the world taught me

to look at myself

through the same unforgiving eyes.

And some days

the exhaustion grows so heavy

I want to give up.

Not because I do not want to live —

but because I miss the feeling

of truly being myself.

Still, somewhere inside me,

there is a small place that remembers.

A quiet part that refuses to believe

all the good is gone.

Maybe it is not dead.

Maybe it is only hidden

beneath the wounds.

And maybe

the old version of me

is still waiting

for me to find my way home again.

Ferie Camp

Så er jeg kommet hjem efter en uges ferie Camp ved Landsforeningen af væresteder, hvor de holde det ved Erritsø Idrætscenter ved Fredericia. 

Der er blevet lavet mange ting.

Jeg har blandt andet deltaget i bueskydning og stigegolf uden at komme op i toppen.

Så deltog jeg i backgammon og fik en fjerde plads i b rækken.

Jeg har deltaget i Cornhole, hvor jeg kom i b rækken og fik en første plads.

Jeg har også deltaget i bordcurling og fået en tredje plads i A rækken.

Der ud over har jeg fået lavet lidt kreativ ting, jeg fik lavet et flag, tre nøgleringe (en til mig og to til andre) og så fik jeg begyndt på et hårelastik.

Jeg har fået det bedste kort fra Helle og et krus fra Inge Lise og Nadia.

Ferie Camp - Legoland

I dag er vi i Legoland via ferie Camp med Landsforeningen af væresteder. 

Så kan man gå rundt og se ting og opleve ting, så man kan tage det i det tempo, som man vil.

Du gør min verden sikker

Dansk

Jeg bærer mine grænser

som stille låste døre,

ikke alle får lov

at træde ind.

Jeg giver ikke mine kram væk

som små mønter i forbifarten,

ikke alle hænder

føles som hjem.

Men hvis jeg en dag

rækker ud først,

hvis mine arme finder dig

uden frygt,

hvis jeg bliver hængende

lidt længere end normalt,

lidt tættere

end jeg plejer,

så er det fordi

du har lært mit hjerte

at ro ikke altid er ensomhed,

og nærhed ikke altid gør ondt.

Så betyder det:

jeg stoler på dig.

Det betyder:

jeg holder af dig.

Og vigtigst af alt,

hos dig

føles verden

sikker.

English

I carry my boundaries

like quietly locked doors,

not everyone gets to enter,

not everyone belongs inside.

I do not give my hugs away

like loose coins in passing,

not every hand

feels like home.

But if one day

I reach for you first,

if my arms find you

without fear,

if I stay close

a little longer than usual,

a little nearer

than I ever do,

then it is because

you taught my heart

that peace is not always loneliness,

and closeness does not always hurt.

Then it means:

I trust you.

It means:

I care deeply for you.

And most of all,

with you,

the world

feels safe.

Relationen der blev skrøbelig

Der er noget i luften mellem os nu,

en tone der før var klar, men er blevet lidt ru.

Ikke brudt, ikke væk – bare ændret en smule,

som ord der snubler, eller blikke der skjuler.

Du er her stadig, og det betyder mer’,

end jeg helt kan sige, end jeg helt forstår.

For jeg kender mønstret – folk plejer at gå,

trække sig stille, lade afstanden gro.

Men du blev.

Ikke helt som før, men heller ikke væk,

og det gør det hele lidt mindre skrøbeligt, lidt mindre knæk.

Som om der stadig er en bro et sted,

selv hvis jeg ikke helt ved, hvordan jeg finder derned.

Jeg vender det hele mod mig selv igen,

leder efter fejl i alt det, jeg sagde dengang.

Hvad var det jeg gjorde, hvad var det jeg miste?

Hvordan retter man noget, man ikke helt kan liste?

For jeg vil så gerne finde tilbage til før,

til det lette, det åbne, det der bare var “os” uden slør.

Men noget har flyttet sig – næsten usynligt, men klart,

som en dør der stadig står åben, men ikke helt på klem som før, ikke helt så snart.

Og alligevel…

er der noget trygt i, at du ikke forsvandt,

at jeg stadig må være her, stadig er iblandt.

Det gør det lidt lettere at håbe igen,

at vejen måske findes – skridt for skridt, uden plan.

Så jeg står i det nu, i det uafklarede sted,

med skyld i lommerne og håb der vil med.

Og selv om det føles som om noget er gået itu,

er du her stadig.

Og det er ikke så lidt.

Ferie Camp dag 2

I dag har der været indmarch, UL startede, så jeg var forbi dart og backgammon og nåede også lige en lille tur inde i krea teltet. Jeg deltager fra Kirkens Korshær varmestue i Horsens. 

Ferie Camp dag 1

Teltet blev sat op, der blev pakket ud og lavet banner, alt imens det regnede ind i mellem, men det er dejligt at være afsted. Jeg deltager fra Kirkens Korshær varmestue i Horsens.