Relationen der blev skrøbelig

Der er noget i luften mellem os nu,

en tone der før var klar, men er blevet lidt ru.

Ikke brudt, ikke væk – bare ændret en smule,

som ord der snubler, eller blikke der skjuler.

Du er her stadig, og det betyder mer’,

end jeg helt kan sige, end jeg helt forstår.

For jeg kender mønstret – folk plejer at gå,

trække sig stille, lade afstanden gro.

Men du blev.

Ikke helt som før, men heller ikke væk,

og det gør det hele lidt mindre skrøbeligt, lidt mindre knæk.

Som om der stadig er en bro et sted,

selv hvis jeg ikke helt ved, hvordan jeg finder derned.

Jeg vender det hele mod mig selv igen,

leder efter fejl i alt det, jeg sagde dengang.

Hvad var det jeg gjorde, hvad var det jeg miste?

Hvordan retter man noget, man ikke helt kan liste?

For jeg vil så gerne finde tilbage til før,

til det lette, det åbne, det der bare var “os” uden slør.

Men noget har flyttet sig – næsten usynligt, men klart,

som en dør der stadig står åben, men ikke helt på klem som før, ikke helt så snart.

Og alligevel…

er der noget trygt i, at du ikke forsvandt,

at jeg stadig må være her, stadig er iblandt.

Det gør det lidt lettere at håbe igen,

at vejen måske findes – skridt for skridt, uden plan.

Så jeg står i det nu, i det uafklarede sted,

med skyld i lommerne og håb der vil med.

Og selv om det føles som om noget er gået itu,

er du her stadig.

Og det er ikke så lidt.