Jeg fylder for meget
i de forkerte rum,
siger de ikke direkte—
men jeg kan mærke det alligevel.
Som om jeg er en knude
ingen helt ved
hvordan de skal løsne,
og derfor bare
trækker lidt hårdere i.
Jeg prøver at folde mig mindre ud,
gøre mig nemmere at være med,
sige tingene pænere,
vente lidt længere,
tage lidt mindre plads.
Men det er ikke mig
der er problemet.
Det er måden
det hele bliver mødt på,
måden mine ord
bliver gjort tungere
end de var,
måden mine følelser
bliver lagt et sted
hvor de ikke kan trække vejret.
Og så står jeg dér
med det hele i hænderne,
som noget der blev for meget
før det fik lov
til bare at være nok.
Jeg begynder at tro på det—
at jeg er besværlig,
for meget,
en fejl i noget
der burde flyde let.
Men inderst inde
er der en stille stemme
der hvisker:
måske er det ikke dig
der er forkert.
Måske er det bare
måden det bliver holdt på,
der gør det så tungt
at være den, der bærer det.
English:
I take up too much space
in the wrong rooms,
they don’t say it outright—
but I can feel it anyway.
As if I’m a knot
no one quite knows
how to untangle,
so instead
they just pull a little harder.
I try to make myself smaller,
easier to be around,
say things more gently,
wait a little longer,
take up a little less space.
But I’m not
the problem.
It’s the way
everything is handled,
the way my words
are made heavier
than they were,
the way my feelings
are placed somewhere
they can’t breathe.
And I stand there
holding it all,
like something that became too much
before it was ever allowed
to simply be enough.
I start to believe it—
that I’m difficult,
too much,
a mistake in something
that was supposed to flow easily.
But deep inside
there’s a quiet voice
whispering:
maybe it’s not you
that’s wrong.
Maybe it’s just
the way it’s being held
that makes it so heavy
to be the one carrying it.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar