som om luften er der – men ikke helt når ind.
Brystet hæver sig, falder igen,
men noget i mig følger ikke med.
Tårerne ligger lige bag øjnene,
klar til at falde,
men jeg holder dem tilbage
som om de vil vælte det hele,
hvis jeg bare giver slip.
Jeg holder sammen på mig selv
med hænder, der ryster,
smiler lidt for længe,
nikker lidt for hurtigt,
siger “jeg er okay”
så mange gange
at ordene mister betydning.
For jeg er ikke okay.
Jeg er træt på en måde,
der ikke kan soves væk.
Glæden føles som noget,
jeg engang kendte,
men ikke længere kan finde tilbage til.
Dagene glider forbi
som vand uden retning,
og jeg følger bare med,
uden rigtig at være med.
Som om jeg er her—
men alligevel ikke helt eksisterer.
Og jeg ved ikke,
hvordan jeg skal forklare det,
for ordene passer ikke rigtigt.
Og rådene, jeg får,
falder til jorden uden at slå rod.
Ikke fordi jeg ikke vil,
men fordi jeg ikke kan.
Jeg bruger så meget energi
på at ligne én, der har det fint,
at der ikke er noget tilbage
til faktisk at få det fint.
Og inderst inde
har jeg mest lyst til at gemme mig,
forsvinde lidt,
være et sted
hvor ingen forventer noget.
Men så er der de små øjeblikke—
når nogen ser mig lidt mere klart,
når en stemme er blød,
eller en hånd ikke slipper for hurtigt.
Det betyder alt.
Alt for meget, næsten.
Og måske er det derfor,
det også gør ondt—
for jeg ved ikke,
om jeg fortjener det.
Det føles som om andre
er mere værd at være der for,
mere værd at holde om,
mere værd at vælge.
Så jeg bliver her,
midt i det hele,
holder vejret mens jeg trækker det,
og prøver at eksistere
bare nok
til at komme igennem endnu en dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar