At finde mit ro

Jeg prøver at være stærk.
Det gør jeg virkelig.

Jeg prøver at lytte,
nikke,
tage ordene ind,
når de siger dem med varme:

at de tror på mig,
at jeg kan mere,
at de bare vil mig det godt.

Og jeg ved det godt.
Jeg ved, de mener det.

Det er måske det, der gør det sværest.

For jeg kan godt se deres blik,
forstå deres håb,
forstå hvorfor de siger
at jeg burde gå en anden vej.

Men indeni
er der noget stille
der peger et andet sted hen.

Noget i mig
der bare prøver at finde ro.

Det er ikke store sejre.
Det er ikke imponerende skridt.

Det er små ting.

At stoppe op.
At sige nej.
At gå langsommere.
At vælge det,
der får mit bryst til at falde lidt til ro.

Men når jeg gør det,
føles det nogle gange
som om jeg går den forkerte vej
i andres øjne.

Som om det, der hjælper mig,
ikke rigtig tæller.

Og så bliver jeg splittet.

For jeg kan jo godt forstå dem.
Deres logik.
Deres håb på mine vegne.

Men jeg bor jo her
inde i mig.

Det er mig,
der mærker støjen.
Mig der mærker trætheden.
Mig der mærker freden
når noget endelig føles rigtigt.

Så jeg prøver
så stille jeg kan
at stole på det.

At hvis noget i mig falder til ro,
hvis verden bliver en lille smule lettere
at være i,

så er det måske ikke en flugt.

Måske er det bare
min måde
at finde hjem.