Hæklet ting

Maskerne glider mellem mine fingre, en efter en, som små forsøg på at skabe noget blidt i en verden der ikke altid er det. Jeg hækler i stilhed. Tråd bliver til form, timer bliver til figurer, farver bliver til noget der engang kun var en tanke i mit hoved. Jeg tager ikke imod bestillinger. Det forstår mange ikke. De spørger: “Kan du ikke lige lave én til mig?” som om timerne kan foldes sammen og lægges i en lille pose. Men mine ting skal finde deres egen vej. Derfor tager jeg dem med til markeder. Stiller dem frem på et bord med håbet foldet ind mellem garnet. Og folk går forbi. Nogle stopper. Ser. Smiler måske. “Det er flot,” siger de, “men det er lidt dyrt.” Som om tiden ikke også er en del af garnet. Som om hver maske ikke også bærer et lille stykke af mig. Nogle gange står jeg ved siden af andre borde med ting der ligner mine. Og så føles det pludselig som om mine hænder ikke har lavet noget særligt. Som om det jeg lagde så meget i bare er endnu en ting i en række af ting. Jeg har prøvet at spørge om hjælp. Spurgt hvordan man gør, hvordan man finder vej i det kreative. Men svarene blev ofte til stilhed. Og stilheden begynder langsomt at vikle sig ind i garnet. Så nogle gange når jeg hækler følger en anden følelse med. Ikke kun ro. Men minder om ikke at blive set, ikke at blive respekteret, ikke at blive taget alvorligt. Som om tråden også bærer alt det. Alligevel laver jeg en maske mere. Og en til. For et sted i mig findes stadig troen på at en dag vil nogen holde noget jeg har lavet i hænderne og se det som det egentlig er: tid, tålmodighed, og et menneske der bare ønskede at skabe noget der var værd at blive set.