Misforstået uden ord

Jeg går rundt med ord
der aldrig helt når frem.
De falder mellem os
som regn
der forsvinder i jorden
før nogen ser, at den faldt.


Jeg vil ikke nogen noget ondt.
Tværtimod.
Jeg bærer ofte andres vægt
som var den min egen,
og prøver stille
at gøre verden lidt lettere
for dem omkring mig.

Men mine skridt
bliver læst som spor
af noget mørkere.

Mine ord
bliver vendt og drejet
til noget
jeg aldrig mente.

Og før jeg når at sige:
Det var ikke sådan,
har nogen allerede besluttet
hvem jeg er.

Jeg prøver at forklare.
Prøver at finde de rigtige ord.
Men forklaringer
bliver til forsvar,
og forsvar
bliver til beviser
på noget i mig
jeg ikke selv kan genkende.

De siger:
Det er noget i dig.
Noget der sker inde i dig.

Som om sandheden
kun kan leve
på deres side af historien.

Så jeg står tilbage
med en version af mig selv
tegnet af andre,
streger jeg aldrig har lagt.

Og det mærkeligste er måske
ikke misforståelsen.

Men stilheden bagefter.

For ingen vender sig om
og siger:
Jeg tog måske fejl.
Undskyld.

Så jeg lærer langsomt
at leve med spejle
der viser et ansigt
jeg ikke helt kender.

Og stadig,
et sted under alt det,
holder jeg fast i den stille viden:

at den jeg virkelig er
findes —
selv når ingen andre
vil se den.