Den stille tristhed

Jeg kan godt grine.
Jeg kan godt smile.
Jeg kan godt være med i øjeblikket,
når noget er sjovt,
når nogen siger noget godt,
når verden lige åbner sig et øjeblik.

Men et smil
er ikke altid det samme som glæde.

Nogle gange er det bare
et øjebliksbillede.

Et par sekunder
hvor lyset falder rigtigt,
før himlen igen bliver
den farve den plejer at være.

For sandheden er,
at jeg ofte ikke er glad.

Ikke på den måde
folk taler om glæde.

Jeg lever mest
et sted mellem ro og tristhed.

Nogle dage lettere,
nogle dage tungere.

Og jeg gør faktisk meget.
Jeg prøver ting.
Jeg bevæger mig.
Jeg oplever små øjeblikke
der glimter kort.

Men de bliver
sjældent til noget der varer.

Og så siger folk
de ting de har lært man skal sige:

Husk at være taknemlig.
Se på det gode.
Ros dig selv.
Værdsæt glæden.

De siger det
som om det er en dør
man bare kan åbne.

Som om glæde
er noget man vælger
hvis man bare tænker rigtigt.

Men for mig
er det ikke så enkelt.

Når jeg prøver
at tvinge taknemligheden frem,
bliver tristheden nogle gange
bare større.

Som om jeg også
burde kunne det.

Som om det burde være let
at være glad.

Men det er det ikke for mig.

Og alligevel
findes der steder
hvor noget i mig falder til ro.

Ikke fordi jeg bliver lykkelig.
Ikke fordi alt bliver lyst.

Men fordi noget i mig
får lov til bare
at være.

Det er der
jeg trækker vejret dybest.
Det er der
mit sind bliver stille.

Og mærkeligt nok
er det ofte dér
andre ikke forstår mig.

De peger på andre veje,
andre løsninger,
andre måder at være glad på.

Men måske
er det her
min måde.

Ikke stor glæde.
Ikke store smil.

Bare de stille steder
hvor tristheden
ikke fylder det hele.