Jeg ved ikke rigtigt
hvad det vil sige
at holde af et andet menneske.
Jeg ved ikke
hvordan kærlighed føles
indefra.
Jeg har hørt ordene.
Set mennesker sige dem.
Set hænder der finder hinanden
helt naturligt.
Men for mig
er det mere som et sprog
jeg aldrig helt lærte.
Da man blev født
vidste man det jo ikke.
Ingen gør.
Man lærer det
i blikke,
i hænder der bliver,
i stemmer der siger
du er god nok
som du er.
Man lærer det
af dem der er tættest på.
Men hvis ingen
rigtigt lærer en det
i starten,
så kan verden
føles som en bog
hvor alle andre
kender ordene.
Og man sidder der
og prøver at læse med
mellem linjerne.
Jeg ved heller ikke
hvordan man holder af sig selv.
Hvordan man taler venligt
til sit eget hjerte.
Hvordan man bliver hos sig selv
når det er svært.
Det er som om
de trin
mangler et sted.
Og jeg prøver
så godt jeg kan
at lære det senere.
Langsommere.
Mere famlende.
Som en der øver
et gammelt sprog
ingen rigtig lærte mig
da jeg var lille.
Jeg håber, at der er nogen der får gavn af min blog. Jeg prøver, at skrive så meget som muligt selv, men det sker at jeg finder noget, som jeg gerne vil dele med andre, så vil jeg så vidt muligt prøve at huske at skrive, hvor jeg fandt det henne. Jeg får ikke altid skrevet, hvor jeg har det fra, men spøger, så skal jeg nok fortælle det, eller undersøge det, så jeg kan svare på det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar