Aldrig helt nok

Nogle gange føles det
som om jeg ikke rækker.

Som om der altid er
lidt mere jeg burde være.
Lidt mere jeg burde kunne.
Lidt mere jeg burde forstå.

Samtidig siger de
så mange gode ting.

At jeg er god.
At jeg gør det godt.
At der ikke er noget galt med mig.

Ordene er pæne
og venlige.

Men et andet sted
mellem ordene
ligger noget andet.

Noget der retter på mig.
Noget der prikker til den jeg er.
Noget der fortæller mig
at jeg burde være anderledes.

Og når jeg prøver
at sige det højt,
at noget ikke føles rigtigt,

så får jeg at vide
at det nok bare er inde i mig.

At det er mine tanker.
Min måde at forstå tingene på.
At det er sådan jeg er.

Og så står jeg der
med følelsen i hænderne
som noget jeg ikke må stole på.

For hvis alt det svære
bare er inde i mig,

hvor skal jeg så lægge det?

Jeg prøver virkelig
at forstå.

Prøver at lytte.
Prøver at tro på
at de gode ord er ægte.

Men indeni
er der stadig et sted
der hvisker stille:

Jeg prøver jo bare
at være den jeg er.

Og nogle gange
føles det
som om det aldrig
helt er nok.