Omsorg tilbage gives

Dansk:

Jeg mærker stilheden efter ordene vi sagde,

som vand der falder til ro efter en storm.

Vores snak lagde sig som en varm hånd

om noget i mig, der længe har været uroligt.

Jeg er glad for, at vi turde åbne det rum,

hvor relationen fik lov at stå i lyset,

for jeg kan mærke nu, hvor meget den betyder—

hvor meget du betyder.

Der er en omsorg i mig, som vil række ud,

lægge sig blidt på din ryg,

som et stille svar på alt det, du giver mig.

Men jeg holder igen,

fordi grænser også er en slags kærlighed.

Jeg går til dig for krammere,

ikke kun fordi jeg har brug for dem,

men fordi mine arme prøver at sige:

jeg ser dig, jeg vil også give.

Og alligevel står jeg nogle gange og gætter—

hvornår er det for meget,

hvornår er det nok,

hvornår er det rigtigt?

I dag så jeg noget i dig,

en lille skygge måske,

og jeg tænkte: du kunne bruge en ekstra krammer.

Men jeg lod den stå i ordene,

forsigtigt,

så du selv kunne vælge.

Du gik ud, og du kom ikke tilbage for den,

og måske tog jeg fejl.

Men selv når solen skinner i dig,

må du gerne få en krammer alligevel.

For nogle gange er omsorg ikke et svar,

men et sted at være—

og jeg er her,

stadig, rolig,

med åbne hænder.

English:

I feel the quiet after what we said,

like water settling after a storm.

Our conversation wrapped around me

like something warm and steady.

I’m glad we dared to open that space,

to let our connection stand in the light,

because I can feel now how much it matters—

how much you matter.

There’s a care in me reaching out,

wanting to rest gently on your back,

a quiet answer to all you give me.

But I hold myself back,

because boundaries are also a kind of care.

I come to you for hugs,

not only because I need them,

but because my arms are trying to say:

I see you, I want to give too.

And still, I find myself guessing—

when is it too much,

when is it enough,

when is it right?

Today I saw something in you,

a small shadow perhaps,

and I thought: you could use an extra hug.

But I left it in words,

gently,

so you could choose.

You stepped away, and didn’t return for it,

and maybe I read it wrong.

But even when you are full of light,

you are still allowed a hug.

Because sometimes care isn’t an answer,

but a place to rest—

and I am here,

still, calm,

with open hands.